| Kirke-Trøst. | |
| Skal jeg tie, eller skal jeg tale! | |
| Skal jeg kvæle Ordet i mit Bryst, | |
| Eller skal, paa Nordens Kirke-Svale, | |
| End jeg laane det min Skjalde-Røst: | |
| Frit forkynde, hvad mit Øie skuer, | |
| Hvad der svæver over Kirkens Buer, | |
| Hvad der stiger af dens Klippe-Grav! | |
| Tie de, til hvem ei Herren taler! | |
| Tie de, for hvem Guds Ord er Tant! | |
| Tie de, til den Sodbrune galer, | |
| Melder glad, at Mørkets Dag oprandt! | |
| Danmarks Engel ryster lyse Vinger, | |
| Trøstelig det i mit Øre klinger, | |
| Maa gjenlyde i min Skjalde-Røst! | |
| Stille, stille, Zions Døttre smaa! | |
| Græder ei saa stride, bittre Taarer! | |
| Vrider dog Smaa-Hænderne ei saa! | |
| Ligner dog ei Verdens arme Daarer! | |
| Mindes dog, til Trøst i bange Kaar: | |
| Lægedom har Gud for alle Saar! | |
| Ligger end hun bleg paa Sotte-Sengen, | |
| Eders Moder, under hvide Haar, | |
| Voxer end der ei paa Blomster-Engen | |
| Nogen Urt mod hendes Bane-Saar, | |
| Hjertet tør I dog for Ham udøse, | |
| Som er Fader for de Moderløse! | |
| Derfor, jamrer eder ikke saa! | |
| Dæmper, dæmper dog de høie Klager! | |
| I en Fader har at stole paa, | |
| Som gjør kun, gjør Alt, hvad Ham behager! | |
| Skulde nu da for Hans egne Smaa | |
| Ei den bedste Faders Hjerte slaae! | |
| Eders Moder prøved mange Læger, | |
| Alt sit Gods hun har paa dem tilsat, | |
| Drak kun Sot af hvert et Sundheds-Bæger, | |
| Er af Konsten uden Haab forladt; | |
| Men hos Ham, til Hvem hun blev opgivet, | |
| Er ei Død, men Kilderne til Livet! | |
| O, I Kjære! I jo godt dog veed, | |
| Hvad os trøste skal i al vor Kummer: | |
| Skjøndt i Dødens matte, kolde Sved | |
| Øiet brister, Tungen slet forstummer, | |
| Hvisker Hjertet dog: var Jesus her, | |
| Ei hun døde, som blev Herren kjær! | |
| Men hvorfor er Jesus her da ikke? | |
| Er Hans Løfte da nu meer ei sandt, | |
| At hvor Bud i Bøn Ham Hjerter skikke, | |
| Der Han bradt vil være midt iblandt, | |
| Eller kan paa Marken meer ei Tvende | |
| Enes om, til Herren Bud at sende! | |
| Jo, Han kommer, hist som Morgen-Gry | |
| Rødmer, lysner det saa blidt i Norden, | |
| Bradt vi see Ham, i en Rosen-Sky, | |
| Dalende hensvæve over Jorden; | |
| Hvo Ham møder paa Hans Naades Vei, | |
| Liv og Lægedom forfeiler ei! | |
| Sid da op, du alderstegne Kvinde! | |
| Brug til Krykker dine Døttre smaa! | |
| Kan et Skridt du kun fra Sengen vinde, | |
| Bradt skal Herren dig for Øine staae; | |
| Rører du blot Sømmen af Hans Klæde, | |
| Karsk igjen du reiser dig med Glæde! | |
| Derfor, smiler, Zions Døttre smaa, | |
| Smiler sødt igjennem Taare-Duggen! | |
| Snart I skal med Glæde Harpen slaae, | |
| Zions Sang skal klinge over Vuggen, | |
| Tone skal det under klaren Sky: | |
| Guddoms-Barnet er os født paa Ny! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |