| Trøstebrev i Sorgen | |
| over | |
| Kong Valdemar og hans Mænd. | |
| I kiække Sømænd! hør, hvad jeg vil eder sige! | |
| Hvad Skæbnen har beskiert, det kan man ei undvige. | |
| En skabt til Glæde er, en anden til Fortred, | |
| For en er Havets Bund, for Anden er bereed | |
| En Galge, thi den som beskieret er at hænge, | |
| Ei druknes nogen Tid, det har jeg hørt for længe. | |
| Hans Mikkelsen. | |
| Tak, Aristark i Aftenbladet, | |
| Fordi du intet Epos skrev, | |
| Og for du har hans Øren badet, | |
| Som nys den grove Synd bedrev | |
| At skrive et, mod alle Regler, | |
| Hvorefter man paa Skjalde hegler, | |
| Som før man prøvet har omsonst | |
| At høvle paa, og lære mores, | |
| Det er: den pure, pære Konst, | |
| Som avler evige honores | |
| Paa Æsthetikens Studigaard! | |
| Ja, bort med disse Frihaands-Skjalde, | |
| Som ikke bedre Konst forstaaer, | |
| End at de tør et Epos kalde | |
| Hvad dog ei ligner meer et Sligt, | |
| End Krøniken et Heltedigt! | |
| “De lære først, hvad er en ret heroisk Sang, | |
| Før de vil giøre Vers, blandt Skjaldre have Rang!” | |
| De Fuskere kanskee vil sige, | |
| At Epos er jo kun et Ord, | |
| Et Ord om Daad i Folke-Krige, | |
| Som Daaden giør, trods Døden, stor, | |
| Og kraftelig kan overleve | |
| Alt hvad dets Recensenter skreve! | |
| Ja, sandelig, det tør de mene, | |
| Og han, Vandalen hist i Soer, | |
| Som fra Parnas man burde stene, | |
| I Skiæget leer, naar kun hans Ord, | |
| Om Volmær og om Æsben Snare, | |
| Om Vetheman og Ingefrid, | |
| Med Kæmpe-Viserne kan vare, | |
| Og høres end med Lyst, den Tid, | |
| Naar man har glemt ei det alene | |
| Som pryder nu et Aftenblad, | |
| Ei blot hver Tøddel i Athene, | |
| Men al æsthetisk Tyggemad, | |
| Hvormed, fra Aftenpost til Dagen, | |
| Man stræbde at forfine Smagen! | |
| Men er han gal, den Sorøe-Digter! | |
| Veed han ei bedre Skjaldens Pligter, | |
| I de Aarhundreder fuldklare, | |
| Da man er vant til bedre Vahre, | |
| Saa selv, om i det Attende | |
| Han saa var kommet drattende, | |
| Han vilde fundet Lyset slukt, | |
| Og maa da i det Nittende, | |
| Forgiæves ikkun strittende, | |
| Nødvendig finde Dørren lukt, | |
| Ja, Dørren lukt paa Ærens Tempel, | |
| For hver en Skjald, paa hvis Produkt, | |
| Det være stygt, det være smukt, | |
| Critiken ei har sat sit Stempel! | |
| Veed han da ei, at om Kong Valdemar | |
| Saa godt som Ilias et Epos var, | |
| Da var det dog saa godt som ingen Ting, | |
| Naar ei det svarer til Ideen, | |
| Vi, ved uhyre Tankespring, | |
| Nu fattet har for Epopeen, | |
| Ei fundet ud af noget Digt, | |
| Der skreed og gik og gjaldt for Sligt, | |
| Nei, grebet i, hvad Tosser kalde Luften, | |
| I den grundrene Form i Konst-Fornuften! | |
| Er han saa blind, at han ei seer: | |
| “Bormesters Giertrud ei bær Flaske-Trøie meer!” | |
| Vil han ei stikke Fingeren i Tiden | |
| Og lugte, det er længe siden, | |
| Da kun til Galskab man det kan udtyde, | |
| Naar han er hængt, han saadant vil fortryde! | |
| Den Sildefødning af en Dansk Homer, | |
| Han troer nok, man kan gaae iblinde, | |
| Nu, da hver Knøs paa Konsten seer, | |
| Og dog en Laurbær-Krone vinde! | |
| En Laurbær-Krone, siger jeg, | |
| Som kun Critiken kan tildele, | |
| Der Liv og Fylde ændser ei, | |
| Men seer paa Konsten i det Hele, | |
| Og lyser, fra sit Capitol, | |
| Hvor den har reist sin Pave-Stol, | |
| Hver Kiætter flux i Konstens Band, | |
| Som kimser ad dens Vie-Vand, | |
| Som beiled ei, paa lovlig Maade, | |
| Med Haandkys og med Fodefald, | |
| Til Kronen udaf Pavens Naade, | |
| Men vil sig digte selv til Skjald! | |
| Dog nei, saa blind er Ingen meer, | |
| I vore konstoplyste Dage, | |
| End ikke han, som ikke seer | |
| Det store Svælg imellem Sang og Sage! | |
| Han seer det godt: den Laurbær-Krands, | |
| Den bliver aldrig hans, | |
| Men han er dybt nedsjunket i | |
| Et rædsomt protestantisk Kiætterie, | |
| Den Apostat! han trodser Paven | |
| Som raade bør for Kronen og for Staven: | |
| Den hellige, den rene Konst-Critik, | |
| Som Løse- og som Binde-Nøglen fik, | |
| Som kan tillukke, og som kan oplade, | |
| I Maaneds-Tidender og Uge-Blade, | |
| Det Ærens Tempel udi Konstens Himmel, | |
| Som har saa høi en Tind, | |
| At paa det første Trappe-Trin, | |
| Man alt maa blive hovedsvimmel! | |
| Den Nekromant staaer op af Graven, | |
| Med en Kong Volmær og hans Mænd, | |
| Som han har hentet op fra Hel igjen, | |
| Blot for at føre Krig med Paven! | |
| Ja han er rent forhærdet, | |
| Har i det Danske sig forgabet saa, | |
| At, ak! jeg siger det forfærdet, | |
| En Krands af Klokker og Kiærminder blaa, | |
| Som Børn og Kvinder, uden Smag, | |
| Selv Bønder-Piger uden Hatte, | |
| Kan binde frisk hver Sommerdag | |
| For Sangeren, de Tosser fatte, | |
| At slig en Krands, som dog i Grunden | |
| Er ikke fire Skilling værd, | |
| Trods Kronerne fra Laurbær-Lunden, | |
| Den Giæk er kostelig og kiær! | |
| O heller, tigang heller død, | |
| Med Æren død i Aften-Bladet, | |
| End levende, end hvid og rød, | |
| Med Skam som han i Volmærs-Kvadet! | |
| At være død, det er en ærlig Sag, | |
| Naar kun man er i classisk Jord begravet | |
| Men leve, baade uden Konst og Smag, | |
| Til Døde dømt af dem der mest har stavet, | |
| Det er en Skam, | |
| Ved alle Heglere, som classisk bleve, | |
| Det er en Skam, | |
| Som det er dobbelt Skam at overleve! | |
| Saa hav da Tak, | |
| Fordi, til Konstens Gavn, | |
| Saa mesterlig du trak | |
| Paa Læst, i Kiøbenhavn, | |
| Det vederstyggelige Kæmpe-Ord | |
| Fra Klosteret i Soer, | |
| Som, naar det ei blev ret udpeget, | |
| Os kunde styrte fra den Konstens Tind, | |
| Vi, med Critikens Pege-Pind | |
| Til Pilgrims-Stav, har kiækt besteget, | |
| Ja, styrte os tilbage i | |
| Det gamle Barbarie, | |
| Da man, endog ved Konge-Bord, | |
| Til Takke tog med Rim fra Soer, | |
| “Der smagde ei af frankisk Vin, | |
| Og ei af den, som groer ved Rhin”, | |
| Men kun af hvad der Folk og Drot | |
| I Frode-Tiden smagde godt: | |
| Kun af den Lyst, med Liv i Sang | |
| At mindes Daad i Dane-Vang, | |
| At samle giæve Fædres Grave | |
| I Leire-Gaards Kiærminde-Have! | |
| O, maatte dog Critiken frie | |
| Os fra et saadant Barbarie, | |
| Da hver var Skjald, som han forstod | |
| At kvæde høit om Kraft og Mod, | |
| At sjunge sødt om Daad i Fred, | |
| Om Tro og Haab og Kiærlighed, | |
| At sjunge klart med Folke-Røst | |
| Til Gienlyd i hvert Dane-Bryst, | |
| Og mest til Gammen for de Smaa, | |
| Som ingen Verdens Ting forstaae; | |
| Kort sagt: da, selv i Hoved-Staden, | |
| Man satte Livet over Maden, | |
| Man satte Vinen over Flasken, | |
| Man satte Tøiet over Vasken, | |
| Man satte Fylden over Fadet, | |
| Man satte Bogen over Bladet, | |
| Og raabde plump til Folk af Smag, | |
| Istedenfor dem høit at hædre: | |
| Ja, vrage, det er ingen Sag, | |
| Men giør os Noget, som er bedre! | |
| De Hottentotter! grove Knolde! | |
| Det voved de at sige høit, | |
| Og voved Marken at beholde, | |
| Fordi det plumpe Ord var drøit, | |
| Fordi Critik i Aften-Blade | |
| Sig ei med Tosser kan indlade, | |
| Der føle ei de fine Smæk, | |
| Og fatte ei det Objective, | |
| Men kalde, naar de vil giendrive, | |
| Critikens Blomst en Vinter-Giæk! | |
| Og slige Barbariets Dage | |
| Dem vil man føre nu tilbage! | |
| Ja, vil det sandelig, ifald man kan, | |
| Det mærkes godt, paa Fleer end Ingemann, | |
| Saa det er ikke Tid at sove, | |
| For hvem der har for Konsten Sands, | |
| Skal den ei uddøe her til Lands, | |
| Vi maae en Dyst med Fienden vove! | |
| Ja, vi har ingen Tid at spilde, | |
| Thi hvad der har den grove Bonde-Smag, | |
| Det æder om sig, Dag for Dag, | |
| Saa det er alt kanskee for silde! | |
| Dog, Mod i Bryst! hvad siger jeg? | |
| Ved alle Hegle-Mestere, dog nei! | |
| For silde kiækt at tale Konstens Sag, | |
| Og slaae paa alle Bønder-Skjalde Vrag? | |
| Nei, nei, for silde kan det maaskee være | |
| Til Liv at holde i den fine Smag, | |
| Men ei for silde til at døe med Ære, | |
| Og falde classisk for den gode Sag! | |
| (Fortsættes.) | |
| Trøstebrev i Sorgen | |
| over | |
| Kong Valdemar og hans Mænd. | |
| (Fortsættelse; see forr. No.) | |
| Der er en vis Fornøielse ved Livet, | |
| Det kan ei nægtes, som ved Folke-Sang, | |
| Men vi, som det med Konst blev givet, | |
| At skue dybere i Form og Rang, | |
| Vi maa dog ikke have lært omsonst, | |
| At i det Døde er den største Konst! | |
| Det Levende, trods Lyst og Gammen, | |
| Dog aldrig hænger rigtig sammen, | |
| Thi, som Kong Volmær og hans Mænd, | |
| Det let kan skilles ad igien; | |
| Hvad derimod er koldt og stivt, | |
| Det sankes kan med Konst i Panden, | |
| Saa det staaer fast som Bogstav-Skrift, | |
| Og løber aldrig fra hinanden! | |
| Det er det Dødes første Dyd, | |
| At det er plastisk, som en Støtte, | |
| Har tabt den Flygtighed, som, trods al Fryd, | |
| Er i et Konst-Værk dog til ingen Nytte, | |
| Hvad siger jeg, til største Skade, | |
| Saa selv sig vende Bogens Blade, | |
| Da dog hver Bog, for bundet kiøbt, | |
| Figurlig talt, som godt indbundet, | |
| Maa være heel, som den var støbt, | |
| Saa intet Blad er let udfundet! | |
| Det Levende er, for det Andet, | |
| Fra Konstens Side reent forbandet, | |
| Er det end kiønt, saa er dog Formen | |
| Bestandig langt fra Normen, | |
| Her er en Barm for trang, | |
| Hist er en Taa for lang, | |
| Her gaber Munden lidt, | |
| Hist mangler Colorit, | |
| Ja, alt det Levende er saa fortegnet, | |
| At ingen Mund det har opregnet, | |
| Dog er Kong Valdemar et Speil, | |
| Hvori man seer de fleste Feil, | |
| Thi hele Digtet er en Vrimmel | |
| Af Syndere mod Konstens Love | |
| Som, trodsende paa Livet, vove | |
| At løbe Storm mod Konstens Himmel! | |
| Ja, Haarene sig reise maa | |
| Paa hvert et Hoved, vel forvaret, | |
| Ved Synet af de Blokke raa, | |
| I hvilke her er Liv indfaret, | |
| Thi Konstens Rige deres Sang | |
| Kun truer høit med Undergang! | |
| O, Jette-Trods mod alle Former, | |
| Hvordan fik du dog Liv og Aand! | |
| En Galler-Hær mod Delphi stormer, | |
| Som Lynild i en Barne-Haand, | |
| Og Bjerget, hvor Apol nu bygger, | |
| Ak, det har ingen Klippe-Stykker, | |
| Apol har ingen Bue meer! | |
| Vort Bjerg, skiøndt det os kan forgude, | |
| Er dog i Grunden gamle Klude, | |
| Vor Bue er en Gaase-Fjer! | |
| Ak, hvor man selv paa Konstens Tinde | |
| Dog er kortsynet mangen Gang, | |
| Og kiender ei sin værste Fiende, | |
| Før Alt man seer sin Undergang! | |
| At Grundtvig vilde, om han kunde, | |
| Nedrive Konstens Hoved-Stad, | |
| Saa alle Former gik til Grunde | |
| I et chaotisk Saga-Kvad, | |
| At Dansk for ham var det, paa Trods, | |
| Som Tydsk med Rette er for os, | |
| Det ret Naturlige, Normale | |
| I Tunge-Maal, i Sang og Tale, | |
| Saa hans den grove Aristark | |
| Hedd' gammel Skik i Dannemark, | |
| Det vidste man, det loe man ad, | |
| Da længer ei man fnyse gad! | |
| Men Ingemann! | |
| De sorte Ridderes og Blancas Skjald, | |
| Den Pæne, med det bløde Tone-Fald, | |
| Som giæstet har det Charis-Land, | |
| Hvor ikke blot Citronen groer, | |
| Hvor Eros og Cythere boer | |
| Og lege end i Aften-Stunden, | |
| Skjøndt døde, Skjul i Laurbær-Lunden! | |
| O, han, som har paa Alpe-Fjelde | |
| Seet Iis-Naturen i sin Vælde, | |
| O, han, som har, i Mai-Lands Eden, | |
| Følt Sol-Naturens Kraft i Sveden, | |
| Ak, han, som, under Romas Buer, | |
| Har seet, hvortil det Døde duer, | |
| Har lært, at Konstens Liv er Død, | |
| Dens døde Liv dens store Gaade, | |
| At aldrig sin Triumph den nød, | |
| Hvor Formen ei fik Lov at raade, | |
| Saa det er Konsten, ret med Held | |
| At slaae Materien ihjel! | |
| Da kan den tegne og da kan den maale, | |
| Da kan den male efter Knappe-Naale, | |
| Da seer i Alt man ingen Dele, | |
| Men ikkun Skyggen af det Hele, | |
| Og denne Skygge er Ideen, | |
| Som man med Konstner-Blik kan see'en, | |
| Ja denne Skygge, det er Aanden, | |
| Som skabes efter Haanden, | |
| Vel bedst i Farver og i Stene, | |
| Det rette Stof til Former rene, | |
| Men, ved et velberegnet Mord, | |
| Dog ogsaa godt i døde Ord! | |
| Hvem skulde tænkt, at Ingemann, | |
| Hjemkommet nys fra Konstens Land, | |
| At Sangeren ved Skiønheds Alter, | |
| Naar han fornam, den Sag var reen, | |
| Der maatte sættes Kiød og Been | |
| Til Blancas luftige Gestalter, | |
| At han, med samt sin Poesie, | |
| Som dog naturlig var at kalde, | |
| Da skulde sørgelig forfalde | |
| Til et historisk Kiætterie, | |
| Og bygge paa et Dannevirke, | |
| Som, synker det ei brat i Jord, | |
| Adskille maa det hele Nord | |
| Fra Konstens tydsk-catholske Kirke! | |
| Han saae, og det ei uden Sands, | |
| Det Døde i sin hele Glands, | |
| Og kunde blind sig dog indbilde | |
| At Liv og Aand er Konstens Kilde, | |
| Vanhellig spotte Konstner-Gaaden, | |
| At meer end Liv er Leve-Maaden, | |
| At uden den er Kraft og Fynd | |
| Og Kiærlighed den største Synd, | |
| Saa ingen Skiønhed kan forsone | |
| En uharmonisk Bonde-Tone! | |
| Ak, at saa galt han kunde vælge, | |
| Skiøndt ham for Øie stod Kong Helge! | |
| Det ogsaa er et episk Digt, | |
| Og det med Fylde, Liv og Varme, | |
| Men der giør Digteren sin Pligt, | |
| Og lægger Konst i Kraftens Arme! | |
| Det kan man føle, det er Kiød | |
| Af vores Kiød, og Aand derefter, | |
| Og om end lidt paa Formen brød | |
| De mageløse Helte-Kræfter, | |
| Det kan man taale, thi, som sagt, | |
| Det er os selv i mythisk Dragt, | |
| Og med sig selv, med hvad der kan forhøie | |
| Vor Nydelse, om tit | |
| Det end kan støde Smagen lidt, | |
| Man ei maa regne det saa nøie! | |
| Smaa-Pletterne er kun Beviis | |
| Derpaa, at man det Dødes Priis | |
| Ei lettelig kan overdrive, | |
| Thi der fuldendt kan Formen blive, | |
| Der, naar man ret har lært at stile, | |
| Paa hvad der støder kan man file, | |
| Til som et Speil det bliver glat, | |
| Det Ene ganske som det Andet, | |
| Saa Intet meer kan synes mat, | |
| Og Intet heller smage vandet! | |
| O, derfor giv dig gode Stunder, | |
| Og lær engang Vandalens Kunder, | |
| Hvor smagløst og hvor blindt de vælge | |
| Imellem Valdemar og Helge, | |
| De Sværmere, som har ei Sands, | |
| Selv ei i Nordens Guders Glands, | |
| For deres eget Kiød og Blod, | |
| Som rører sig med Kraft og Mod, | |
| Og derimod forguder Troppen, | |
| Der vel har faaet lidt Kiød paa Kroppen, | |
| Ja vel endog lidt Been i Næsen, | |
| Men har et fjantet Maanskins-Væsen, | |
| Og er, paa stakkels Buris nær, | |
| Barbarer en og hver! | |
| Ja, lær dem dog, ifald du kan, | |
| Hvad der er klart for vor Forstand, | |
| At det er Konsten i en Digterhaand: | |
| Formaliter af Kiød at skabe Aand, | |
| Og Vandalisme, tvertimod, | |
| Af Aand at skabe Kiød og Blod, | |
| Saa for Kong Volmær og hans Mænd | |
| Sig korse maa hver Konstens Ven! | |
| (Fortsættes.) | |
| Trøstebrev i Sorgen | |
| over | |
| Kong Valdemar og hans Mænd. | |
| (Slutning; see forr. No.) | |
| Vel tør jeg ei, som du, saa kiæk | |
| Slaae tvende Fluer med eet Smæk: | |
| Vandalens Epos og, trods Volden, | |
| Historien saa heel og holden, | |
| Thi i dens virkelige Gang | |
| Er lidt Poetisk dog oprundet, | |
| Hvis en Poet er i den fundet, | |
| Og udenfor den, selv med Briller, | |
| Man neppe Konst fra Dunst adskiller; | |
| Men, det er ægte Tegn paa Heden, | |
| At glemme Tingen over Vreden, | |
| Og jeg, skiøndt mere tør og kold, | |
| Og bangere for Sagas Vold, | |
| Ei laster, at i Ild man render | |
| Af Varme for den rene Smag, | |
| Skiøndt man naturligviis sig brænder, | |
| Og falder for den gode Sag! | |
| Vandalen det undskylder ikke, | |
| Thi det er sandt til Punkt og Prikke, | |
| At naar Historien faaer Lov at male | |
| Saa ganske paa sin egen Haand, | |
| Da briste alle Konstens Baand, | |
| For slige Helte splittergale, | |
| Der frækt sig fra Fru Hel løsrive, | |
| Og komme anden Gang til Live! | |
| Saalænge her man, for en Tid, | |
| Er, saa at sige, Individ, | |
| Naturligviis endog en Nar | |
| Beholde maa den Form, han har, | |
| Men om man siden fik den Nykke, | |
| At ville være meer end Skygge, | |
| Og giennembryde Helhjems Mur, | |
| Det var en rædsom Unatur! | |
| Og naar da en historisk Digter | |
| Saa reent forsømmer sine Pligter, | |
| At ei til Morskab han fra Hel | |
| Ved Næsen trækker hid tilbage | |
| En Skygge af de gamle Dage, | |
| Men slaaer for Alvor os ihjel, | |
| I det han aandelig besætter | |
| Vor Tid med hedenfarne Jetter; | |
| Lad være, det er Poesie, | |
| Det er dog Lands Forræderie! | |
| Thi os paa Halsen grove Helte | |
| Lyslevende med Flid at vælte, | |
| Er det ei virkelig dog paa en Maade | |
| Vort Land til Fienden at forraade, | |
| Alt under Skin af, som hos Ingemann, | |
| At det er vore Fædres Land, | |
| Skiøndt selv en Tosse kan forstaae, | |
| At kun for Spøg det kaldes saa! | |
| Vist nok er det et smukt Talent | |
| At kunne bringe Dødt til Live, | |
| Men vorder det saa galt anvendt, | |
| Da maa det vores Helsot blive; | |
| Thi Karle, som den Vetheman, | |
| Og Kvinder, som hans Hjertens-Kiære, | |
| Til Trods for Smagen, er istand | |
| Til hvad det saa end skulde være! | |
| Vel kan enhver ei giøre Sligt, | |
| Saa til et saadant Helte-Digt | |
| Og hører Konst, vil Mange sige, | |
| Og nægtes kan det ei saa lige, | |
| Men dog Critik i Dødens Porte, | |
| Maa raabe: det er af de Sorte; | |
| Thi bliver Aand til meer end Skygge, | |
| Da faaer Critiken en Ulykke, | |
| Som vovede, paa egen Haand, | |
| At Sælge Hoved-Kiød for Aand, | |
| Tog Aand for Skyggen af Forstanden, | |
| Og kiendte aldrig nogen anden! | |
| Ved alle Heglere, kan det gaae godt, | |
| Da er vor Herlighed til Spot, | |
| Da med vor Konst og vor Critik | |
| Det gaaer, som det i gamle Dage | |
| Med Messe og med Skiærsild gik, | |
| Gaaer galt, gaaer skiævt, gaaer reent tilbage; | |
| Thi bliver Aand det mindste Mere | |
| End vi med Konst kan destillere, | |
| Da smiler man ad Konstens Præster, | |
| Og leer ad hver en Hegle-Mester, | |
| Og da nu vi, saavelsom Paven, | |
| Kun er, hvad Mængden om os troer, | |
| Ved Mængdens Latter brydes Staven, | |
| Thi med dens Tro vor Aand udfoer! | |
| Forgiæves da kun Bud vi Sende | |
| Til Tydskland, eller Verdens Ende, | |
| I alskens Græs og Steen og Dyr | |
| Slet ingen Doctor Stagefyr | |
| Et Middel fandt til at oplive, | |
| Hvad selv i Grunden dødt vil blive, | |
| Og ønsker kun, paa Ærens Vegne, | |
| Et Skin af Liv sig at tilegne! | |
| Det er vor Trøst, skiøndt sært det lyder, | |
| Fordi vi veed det Dødes Dyder, | |
| Og veed, at Ingen har det Held | |
| “Tilgavns at slaae en Død ihjel, | |
| Selv naar han maa i Græsset bide, | |
| Al Fordeel er paa Dødens Side!” | |
| Det er vor Trøst, naar Alting glipper, | |
| Som Lokes paa de flade Klipper; | |
| Men først vi, for den gode Sag, | |
| Dog vove maae et Hoved-Slag, | |
| Og see, om vi kan redde Sven | |
| Fra Volmær og hans Mænd; | |
| Thi Sven vi hylde maae med Pris, | |
| Figurligvis, | |
| Da han, om end ei uden Brøde, | |
| Dog elsked Konsten i det Døde, | |
| Og stod, som vi, i Venne-Pagt, | |
| Med hele Slaven-Landets Magt, | |
| Saa der er alt for megen Eenhed i | |
| Det vederstyggelige Rimerie! | |
| Men ak, naar til Kong Sven at slaae | |
| Kun bruges liden Bonde graa, | |
| Hvem Jydens plumpe Ironi | |
| Saa øiensynlig stikker i, | |
| Da med vor Kamp, som Svens omtrent, | |
| Det synes ikkun slet bevendt; | |
| Thi hvem vil troe, at Vetheman | |
| Kan druknes i den Skeefuld Vand, | |
| Som er det Eneste, vi har | |
| Til baade ham og Valdemar! | |
| Og Kvinderne, især den Ene, | |
| Den Ingefrid, der springer lukt | |
| Fra Slave-Snekken ud i Kiøge-Bugt | |
| Og tager, med sit Dronning-Væsen, | |
| Ulf Svartskiæg selv ved Næsen, | |
| Ja raaber til hver Fiende: skiælv! | |
| Som om hun var Fru Saga selv, | |
| Ak, hvo kan Marken dem formene! | |
| Og faae de Lov at løbe Landet om, | |
| Da har Critiken selv afsagt sin Dom, | |
| Thi hvad den heel umuelig fandt, | |
| Er kun desværre, alt for sandt. | |
| Ei fattes end, paa Mark og Skude, | |
| Der Beilere til slige Brude, | |
| Saa jeg tør næsten vædde paa, | |
| At, hvis saa fort de kunde gaae, | |
| De vilde, inden fjorten Dage, | |
| Det hele Dannemark indtage! | |
| Men tænk ei, jeg berømmer Sligt! | |
| Nei, tvertimod, jeg giør min Pligt, | |
| Benytter, hvad jeg har opdaget, | |
| At om vi end maae tabe Slaget, | |
| Vi vinde dog vor Sag, | |
| Saa at, naar Ret skal have Giænge, | |
| Da maa, til Skiændsel for sin grove Smag, | |
| Vandalen selv sig hænge? | |
| Det er vel haardt, men det er Pligt, | |
| At trække Masken eller Bælgen | |
| Af den forroste Kloster-Helgen: | |
| Hans Volmær er et Tyve-Digt! | |
| Jeg vælger dette Ord med Flid, | |
| Skiøndt neppe meer end Lidt af Maalet | |
| Fra Kæmpe-Viserne er stjaalet, | |
| Og fra Historien lidt Rum og Tid, | |
| Saa alt det Værste, som er Meget, | |
| Er, for saa vidt, Vandalens Eget! | |
| Desuden, hvad til vores Gavn | |
| Han stjal, det er ham skiænket, | |
| Thi havde han hvert Helte-Navn | |
| Kun halv saa godt som Saxos bænket, | |
| Da var der ingen Skade skedt, | |
| Da kunde Alt vi overseet; | |
| Men nu er det tilbunds et Tyve-Digt, | |
| Naar Ordet bliver ret fortolket, | |
| Thi Skjalden stjal, jeg gjør min Pligt, | |
| Stjal som en Ravn fra hele Folket, | |
| Og ihvor kiønt man end i Poesie | |
| Besmykke kan det Tyverie, | |
| “Man sætte Hjerte for, man sætte Hjerte bag, | |
| En Tyv er dog en Tyv, det er en afgjort Sag!” | |
| Den Tyve-Rænke er vel let udgrundet, | |
| At hvad man stjal, det har man fundet, | |
| Men lad ham der kun smutte ind, | |
| Veed han et Hul, veed jeg en Pind: | |
| Den Ting vel fandtes, hvor den var, | |
| Og Danmarks Hjerte dog alt længe | |
| I Krøniken holdt op at hænge | |
| Ved Axel og Kong Valdemar, | |
| Det hængde knap endnu ved Landet, | |
| End sige da, ved noget Andet, | |
| Og naar vi desuagtet finder | |
| Vort Hjerte hos de Mænd og Kvinder, | |
| Som, over Sorøes Kloster-Grus, | |
| Nu løber om, fra Hus til Hus, | |
| Da har Vandalen dem kun givet, | |
| Hvad først han stjal os udaf Livet; | |
| Og hvor vor tabte Skat er inde, | |
| Unægtelig vor Tyv vi finde! | |
| Det er forskrækkeligt, men det er sandt, | |
| I Lector Ingemann vor Tyv vi fandt, | |
| Saa han, i sine bedste Klæder, | |
| Er en forhærdet, grov Misdæder, | |
| Som ei paa Stand og Vilkaar saae, | |
| Ja, spared ei engang de Smaa, | |
| Men rev dem Hjertet udaf Livet, | |
| Og har Barbarerne det givet, | |
| Har raadt paa deres Helsot Bod | |
| Med hele Danmarks Hjerte-Blod! | |
| O, fy ham an, den Lands-Forræder! | |
| Den grumme Ulv i Faare-Klæder, | |
| Hvad siger jeg, den Grif saa gram, | |
| I en uskyldig Fugle-Ham! | |
| Thi slog han ei, som Nattergalen, | |
| Saa liflig, sødt i Bøge-Salen, | |
| Inddyssed os med Sang i Skov, | |
| Og stjal saa Hjertet, mens vi sov! | |
| Ja, det var grovt, det maa man sige, | |
| Og sande maa hver falstersk Pige, | |
| Hver jydsk og fynsk og sællandsk med, | |
| Skiøndt selv for det Slags Tyverie | |
| Smaapigerne er sjelden frie, | |
| Saa grovt det bør ei finde Sted! | |
| Og dog, det Stød blir seent forvundet, | |
| Dog har, desværre, Sted det fundet; | |
| Thi hvilken Dansk, som eied Sligt, | |
| Fandt ei sit Hjerte i det Tyve-Digt! | |
| Spørg kun hver Søemand brav, | |
| Som elsked det sortladne Hav! | |
| Spørg kun hver ædel Kriger, | |
| Som drog for Danmark Sværd! | |
| Spørg alle danske Piger | |
| Og hvem de have kiær! | |
| Spørg dem! paa Slave-Snekken, | |
| Spørg dem! paa Møens Klint, | |
| Spørg dem! i Kæmpe-Rækken, | |
| Mod Svantevit og Flint! | |
| Spørg dem! ved Konge-Kilde, | |
| Spørg dem! ved Bryllups-Gilde, | |
| Ja, spørg dem, hardtad hvor du vil! | |
| Og hør, om de ei svare: | |
| Vi kiende vore Vahre, | |
| Det Hjerte hør os til! | |
| See, nu er Tyven hængt | |
| Og vi har Spillet vundet, | |
| Thi naar man dømmer strængt, | |
| Paa Hjertet nær, er Alting fundet, | |
| (Skiøndt der det lagdes ei) | |
| Paa Sagas Konge-Vei! | |
| Ja, nu er Tyven hængt, | |
| Og vi har Spillet vundet, | |
| Men har vi og betænkt | |
| Hvortil den Tyv er bundet! | |
| Jeg siger det med Smerte: | |
| Til hele Danmarks Hjerte, | |
| Saa Galgens Navn | |
| Er alle Daners Favn! | |
| Om vi nu end, med ærlig Smerte, | |
| Vil sige: Digter kiær! | |
| Det skiær os i vort Hjerte | |
| At du skal hænge der, | |
| Saa venlig og saa vakker, | |
| Som en poetisk Prakker, | |
| Til Spot for Aftenbakker, | |
| Ja, for hver Konstens Ven, | |
| Som, hvis han kunde sjunge | |
| Tog Tonen fra din Tunge, | |
| Med Spidsen af sin Pen! | |
| Du kunde, vel opdraget, | |
| Om ei i Helte-Faget, | |
| Saa dog paa Faare-Stien, | |
| Benyttet Poesien! | |
| Gjort, med et Mesterstykke, | |
| Langt anderledes Lykke! | |
| Band paa, du ei vil stjæle Hjerter meer, | |
| Saa skiær vi glat dig neer, | |
| Og raaber ud med Glæde: | |
| Det er en afgjort Sag, | |
| Han prøved kun at kvæde | |
| For Spøg, i Folkets Smag, | |
| Han skrev, for Løier kun, | |
| Den syvmilslange Kæmpe-Vise, | |
| For at dog aldrig meer i Lund | |
| Det gamle Tøi man skulde prise, | |
| For ret at gjøre klart | |
| Det Stykke Arbeid er slet ikke svart, | |
| Ei over, men langt under | |
| Vor Digten nuomstunder! | |
| Om vi end kiærlig tale saa, | |
| Jeg dog tør vædde paa, | |
| Han lunt i Skiæget smidsker, | |
| Om Munden tørt sig visker, | |
| Og svarer: mange Tak! | |
| Der er vist meget mere under, | |
| End jeg i Hast udgrunder, | |
| Som finder, det er Snak; | |
| Men jeg er vel fornøiet, | |
| I være ligesaa! | |
| Som Lykken os har føiet | |
| Vor Lodd vi nyde maae! | |
| En holder mest ad Livet, | |
| En Anden helst vil døe, | |
| Hver seile, kan han driv'et, | |
| I Fred sin egen Søe! | |
| Saa har nu min jeg seilet, | |
| Og priser Lykkens Spil, | |
| Da ei jeg har forfeilet | |
| Den Havn, jeg styred til; | |
| Gid eders høie Stavne | |
| Maae gaae for fulde Seil, | |
| Og Snart i Bugten havne, | |
| Hvor ei man synger feil, | |
| Hvor Stoffet, rigtig bundet, | |
| Sig barer for at lee, | |
| Hvor Alting er afrundet | |
| Til Speil for een Idee! | |
| Ja, noget Sligt han sikkert har paa Munden, | |
| Thi han er huul i Grunden, | |
| Alt som den falske Sølver-Klang | |
| I hans Sirene-Sang! | |
| Vi kan jo sagtens med det Onde | |
| Betale ham for Sligt, | |
| Og klart bevise, ingen Bonde | |
| Forstaaer et episk Digt, | |
| Saa naar hans Epos huger Bønder, | |
| Er han en episk Flynder; | |
| Men sikkert svarer han: slet ud! | |
| Sluk kun den hele Titel ud, | |
| Saa der ei bliver meer igien | |
| End blot: Kong Volmær og hans Mænd! | |
| Indtil, gid silde, selv blandt Daner, | |
| Man giftes godt kun i Romaner, | |
| Man taaler vel, for Tingens Skyld, | |
| Et Navn, som Krønike-Idyl, | |
| Men kald mit Rim kun hvad I vil: | |
| En Lange-Leg, et Lire-Spil, | |
| Ja, vil saa grumt I Konsten hævne: | |
| Et Noget, ingen Lærd kan nævne! | |
| Hvad rager mig en Smule Navn! | |
| Jeg sjunger kun til Lyst og Gavn | |
| For dem, der føle, med de Smaa, | |
| At Navnet giør kun Lidt til Kvadet, | |
| Saa, naar man Bogen kan forstaae, | |
| Man blæser kun ad Titel-Bladet! | |
| See, det er haardt at bide paa, | |
| Saa ordenlig man tygge maa | |
| Sin Pen vel næsten reent itu, | |
| Før man det kommer ret ihu, | |
| Hvad Konst-Critik paa slige Taler | |
| Skal svare sjungende Vandaler; | |
| Og før vi det til Bunds udgrunde, | |
| Det lyder vist fra Børne-Munde: | |
| “Der var engang en Flue, | |
| Den sad og spændte Bue, | |
| For den vild' op i Herrefærd, | |
| Og strides med Kong Voldemær, | |
| Den ædellige Herre!” | |
| O vee! det er den sidste Pind | |
| Til vor Lig-Kiste! | |
| Saa maae vi pakke ind, | |
| Og os fra Verden liste; | |
| Men hvem der staaer i Pagt med Døden, | |
| Har dog en trofast Ven i Nøden, | |
| Og derfor tør vi sige Trods | |
| Til hvad der overlever os! | |
| Vi døe, det er: hos os indtræder | |
| Skilsmissen mellem Haand og Pen, | |
| Men overalt hvor Konsten kvæder | |
| I Tankerne vi gaae igien, | |
| Og danne, just i det vi falde, | |
| Et herligt Stof for Helte-Skjalde, | |
| Vel tragisk nu, men episk siden, | |
| Naar Bladet vender sig med Tiden, | |
| Naar Kragen siddet har paa Kviste | |
| Og krammet ud Alt hvad hun vidste, | |
| Saa man er mæt i Dane-Vang | |
| Af Bjarke-Maal og Krage-Sang! | |
| O, hvilket Stof for Epopeen, | |
| Hvor selv Materien er Konst, | |
| Hvor Alt kun lever i Ideen, | |
| Saa Intet staaer især omsonst, | |
| Hvor alle Helte er kun Toner | |
| I Kampens skjulte Harmonie, | |
| Kun Caracterer, ei Personer, | |
| Som i Vandalens Rimerie; | |
| Hvor vi, som ikke har den Nykke, | |
| Naar vi engang er sovet hen, | |
| At ville være meer end Skygge, | |
| Ei leve op, men gaae igien, | |
| Ei bryde frækt Naturens Baand, | |
| Men vise klart, i Digtets Aand, | |
| At Døden er den haarde Skæbne, | |
| Mod hvilken man omsonst, | |
| Selv med Critik og Konst, | |
| Sig stræber at bevæbne!! | |
| Giengangeren. | |