| Sigerstæd. | |
| (Af Axels Drape.) | |
| Ferunt puellam post fata diu conspectam noctibus ad ignem sedere, cæsariemqve comere, et in hunc usqve diem durare visionem. | |
| Krantzius. | |
| Hr. Axel han rider fra Roskild By, | |
| Hvi færdes den Herre saa silde? | |
| I Roskild han fandt ikke Natte-Ly, | |
| Og Gildet ham hugede ilde, | |
| Hvor Giæsterne skiænked sig selv med Blod, | |
| Og bænked i Støvet den Herre god!Danmarks Krønike, 3die Deel, S. 186-89. | |
| Hr. Axel han kommer til Sigerstæd, | |
| I Fjennesløv hviler Fru Inge, | |
| Han sporer sin Ganger, den Helt uræd, | |
| Ei mere den mægter at springe, | |
| Han iler saa saare, som sagt det var: | |
| I Fjennesløv finder du Valdemar! | |
| Hr. Axel han meier et Skaar med Sværd, | |
| Med Skriften sig selv han betvinger. | |
| Den Ridder han er ei en Bønne værd, | |
| Som ynkes ei over sin Springer, | |
| Han klapper den Raske, af Skum saa hvid: | |
| Gud unde os begge en bedre Tid! | |
| Det er i den hellige Laurents-Nat, | |
| Navnkundig af Dannemænds Kvide, | |
| Af Dannemænds Trøst: den er ei forladt | |
| Som vover paa Himlen at lideDanmarks Krønike, 3die Deel, S. 71-73.; | |
| Det mindes Hr. Axel, da seer han Syn, | |
| Der lege som Drømme, og slaae som Lyn! | |
| Der ligger en Bjelke paa Sigers-Vold, | |
| Den haver kun sørgelig Farve, | |
| Den laae under Mulde, fra Heden-Old, | |
| Den rørde ei Plov eller Harve; | |
| Men Bonden, som pløied den Vold i Fjor, | |
| Han stødte paa Bjelken i Borge-JordDanmarks Krønike, 2den Deel, S. 122.. | |
| Han brugde sin Plovkiep, han op den brød, | |
| Nu kulsort den ligger til Skue, | |
| Er selv og et Kul af den gamle Glød, | |
| Som blussed i Signelils Stue, | |
| Den deelde med hende en Dag fuldsur, | |
| Thi selv var den Bjelke i Signes Bur! | |
| Der ligger den Bjelke med Løndoms-Kaar, | |
| Der sidder saa faver en Kvinde, | |
| Med blussende Kinder og gule Haar, | |
| Til Leg for de susende Vinde, | |
| Thi brydes i Stormen og stærken Eg, | |
| Det klinger dog kun som en Strænge-Leg! | |
| Der sidder den Kvinde ved Midnats-Tid, | |
| For hende slet Ingen er bange, | |
| Som levende Folk er hun rød og hvid, | |
| Og nynner paa deilige Sange; | |
| I Spøgelse-Timen hun færdes maa, | |
| Paa Signe dog pege med Smil de Smaa! | |
| Der brænder en Lue saa rosenrød, | |
| Hvor Signelill sidder paa Tofte, | |
| Den stiger som Blus fra klaren Glød, | |
| Saa høit, som den slog under Lofte, | |
| Saa høit, som der var i det Fruer-Bur, | |
| Hvor Signelill keeg over Gladhjems Mur! | |
| Hvor ikke man veed noget bedre Navn, | |
| Der Nord-Lys man kalder den Lue, | |
| I Sigerstæd hedder den Signes Bavn, | |
| Som blusser hver Nat over Tue, | |
| Men slaaer ikkun sjelden saa høit i Sky, | |
| At deraf som Nord-Lys gaaer viden Ry! | |
| Til Himmelen blusser den Bavn i Nat, | |
| Saa klart var den aldrig at skue, | |
| Hvor Signelill reder sit Haar saa glat, | |
| Og nynner som kurrende Due; | |
| Da Stjernerne blegned for Signes Bavn | |
| Paa Læberne smeltede Habors Navn! | |
| Da Signelill hørde sin Elskers Navn, | |
| Flux Øinene spilled af Glæde, | |
| Hun kiærlig udbredte mod ham sin Favn, | |
| Og første Gang hørdes hun kvæde; | |
| Hun kvad, som det klinger fra Vaar til Vaar, | |
| Naar Sommernats-Fuglen i Lunde slaaer! | |
| Da første Gang skaaret for Tunge-Baand | |
| Til Sang blev det smeltende Hjerte, | |
| Da Signelill kvad, i sin Habors Aand, | |
| Om Kiærligheds straalende Kierte; | |
| Da fandt mellem Iis, i det høie Nord, | |
| Den varmeste Tone sit Løsnings-Ord! | |
| Hvad Signelill kvad om den Himmel-Glød, | |
| Som trodsed de Vintere mange, | |
| Som avled den Lue saa rosenrød, | |
| Der giæsted de liflige Vange, | |
| Det maa, for de Øren, hun under vel, | |
| Den Væne gientage en Sommer-Kveld! | |
| Hvad Signelill kvad om de Gnister smaa, | |
| Som ulmed i Løn under Aske, | |
| Og Dannemarks Fiender det lod forstaae, | |
| Til Seier-Sang er de for raske, | |
| Det høre, hvo Øre har for den Røst, | |
| Som dæmpet gienlyder i Dværge-Bryst! | |
| Som Sand-Høien Synker i Time-Glar, | |
| Saa daler paa Tofte og Bavnen, | |
| Det er nu ei længer alt som det var | |
| Med Sommernats-Sangen og Favnen, | |
| Hun synger om Savnet af Lys og Glød, | |
| Om døende Gnister i Arne-Skiød! | |
| Hun synger ei længer om Gimle-Borg, | |
| Hvor Lys-Alfer lege Guld-Terning, | |
| Hun synger om Oldingen Børne-Sorg, | |
| Om Vikinge-Svig og Misgierning, | |
| Som Havfruen sang over Lig i Havn, | |
| Der Dannebrog strøges paa Orlogs-Stavn! | |
| Om Skioldunge-Stammen, som har det Kaar, | |
| Den skal ikke visne paa Borgen, | |
| Før maigrønne Skove imod den gaaer, | |
| Lavmælet hun synger med Sorgen; | |
| Thi Vikinger gjorde med Skoven Pagt, | |
| Og fik saa med Skioldunge-Stammen Magt! | |
| Hun synger om Slaget ved Sigerstæd, | |
| Da Maanen det lysted at kvelde; | |
| Hun synger om Kampen ved Susaa-Bredd, | |
| Hvor Blomsterne brødes med Fjelde, | |
| Hvor Vikinger trodsed, og Kvinder vandt, | |
| Men Skioldunge-Heltens Glar udrandt!Danmarks Krønike, 2den Deel, S. 122-26. | |
| Sigvald sidder i Aske-Krog, | |
| Oldingen fylker paa Tofte, | |
| Vennerne faa fra Ungdoms-Tog | |
| Vove vil end deres Kofte, | |
| Brynien falder dem nu for tung, | |
| Kiærlighed ene er evig ung! | |
| Stakket kun er det Vaaben-Brag, | |
| Vikinger rase paa Valen, | |
| Ravende staaer, ved det Nederlag, | |
| Thronen i Skioldunge-Salen, | |
| Arvingen strækker paa Bænk sig lad, | |
| Snorker ved Klingernes Bane-Kvad! | |
| Sukkende sidder i øde Sal | |
| Blindfødt den gamle Bilvise, | |
| Hjertet vil briste nu bradt i Kval, | |
| Ei har det Meer at forlise; | |
| Raabe han vilde, og mumler kun: | |
| Sigvald! du sover af Hjertens Grund! | |
| Vikinger rase med Ild og Sværd, | |
| Naaden de have forsvoret, | |
| Mørk er Natten, og Val-Brønd nær, | |
| Dannemarks Skiold giennemboret; | |
| Skioldungen sover alt som en Steen, | |
| Han er en Bul uden Rod og Green! | |
| Alting sover i Sigerstæd, | |
| Trindt om den gamle Bilvise, | |
| Slukket er Lys og Lampe med, | |
| Lykken maae Vikinger prise; | |
| Blod-Finken sjunger ved Valbrønd høit, | |
| Fjennesløv By er et Blus fulddrøit! | |
| Siger nedsynker paa Venne-Liig, | |
| Slumrende i deres Midte, | |
| Pludselig vaagner, med Angest-Skrig, | |
| Konninge-Barnet Gyrithe, | |
| Alle det trænger til Marv og Been, | |
| Vækker i Hallen da Stok og Steen! | |
| Sigvald springer fra Bænken op, | |
| Raaber, saa Væggene ryste: | |
| Dannemark! hvor er din Kæmpe-Trop! | |
| Skal sig nu Vikinger bryste! | |
| Trolde, som gaae mellem Træ og Bark, | |
| Skal de nu raade den gamle Mark! | |
| Luren hænger i Konge-Hald, | |
| Haver paa Jorden ei Mage, | |
| Dannemark haver ei hørt dens Gjald, | |
| Siden i Frodernes Dage, | |
| Ingen blev fundet i Daners Hjem, | |
| Som kunde blæse den Lur med Klem! | |
| Skiørt er blevet det gamle Baand, | |
| Skiold-Ungen famler i Mørke, | |
| Sætter til Mund hvad ham faldt i Haand, | |
| Støder i Luren med Størke; | |
| Vikinge-Trolden da vorder ræd, | |
| Brummer: det tordner i Sigerstæd! | |
| Hanen galer i Morgen-Gry, | |
| Ryster med tonende Vinger, | |
| Luren gjalder end høit i Sky, | |
| Lydt for hvert Øre det ringer: | |
| Kan man af Flinten slaae Ild med Staal, | |
| Sagtens af Daner med Bjarke-Maal! | |
| Alle rinder det sært i Hu: | |
| Bjarke-Maal sjunge de Døde, | |
| Kvinder og Mænd de kappes nu, | |
| Kappes om Æren at bløde; | |
| Sjunge maa Fuglen i Fruer-Bur | |
| Aldrig om Nid mod Frodes Lur! | |
| Vikinge-Drotten er flygtet ræd, | |
| Det giør ei stolte Bærsærker, | |
| Trodsig de fylke ved Susaa-Bredd, | |
| Bredt under pralende Mærker, | |
| Skiære i Skoven sig hver en Stok, | |
| Mør vil de prygle den Bonde-Flok! | |
| Sigvald drager i Marken ud, | |
| Sær er hans Fylking at skue: | |
| Hist en Pjaltet, og her en Prud, | |
| Fork mellem Slynge og Bue; | |
| Bonde-Mand! er ei til Rør og Flæg, | |
| Som de nu voxe, din Segl for væg! | |
| Stakket er ikke det Vaaben-Brag, | |
| Alle vil døe eller vinde, | |
| Blod gaaer i Strømme den lange Dag, | |
| Dog er der Meer, som vil rinde. | |
| Sværdene tyssed i Dage to, | |
| Kæmperne alle da kom til Ro! | |
| Silde det bliver den anden Dag, | |
| Ei er om Fylking at tale, | |
| Sigvald skifter med Hakon Slag, | |
| Ei kan af Seiren de prale, | |
| Begge de slaae med døve Sværd | |
| Sidste-Manden af Uvens-Hær! | |
| Solen synker i Store-Belt, | |
| Sukkende sidder Bilvise, | |
| Skioldungen sank som Skiold, som Helt, | |
| Ham skal og Skjaldene prise, | |
| Ak, men hvo skyder nu Skjold for Dan! | |
| Hvad skal der blive af Frodes Land! | |
| Sigerstæd-Drenge og Piger smaa, | |
| Stimlende tæt om Gyrithe, | |
| Sjunge: vor Dronning! her skal du staae, | |
| Deilig paa Høi i vor Midte, | |
| Tjene Dig vil vi, saa godt vi kan, | |
| Skjoldunge-Dronning i Dane-Land! | |
| Sjungende dandse i Ring de Smaa, | |
| Lyttende sidder Bilvise, | |
| Dannemark! hvisker den Ædling graa, | |
| End har du Meer at forlise! | |
| Hænderne folder han, rørt i Sind, | |
| Taarerne strømme paa Gubbe-Kind! | |
| Nornerne raade for Skib paa Strand, | |
| Raade for Guder og Helte, | |
| Styre, til Bedste for Frodes Land, | |
| Strømmen paa Kind, som i Belte; | |
| Gamle Bilvise det mærker glad, | |
| Seende blev han i Taare-Bad! | |
| Solen synker i Store-Belt, | |
| (Bølgerne rødme og blaane) | |
| Stiger af Sundet igjen som Helt, | |
| Rytterne komme fra Skaane, | |
| Vikinge-Snekken da flygter ræd, | |
| Tryg er Gyrithe i Sigerstæd! | |
| Lue! du synker i Jordens Skiød, | |
| Dig maa jeg blegnende følge, | |
| Atter dog stiger du rosenrød | |
| Nyfødt som Solen af Bølge, | |
| Og naar du stiger til Hvælving blaa, | |
| Deilig af Sund mon Soel opstaae! | |
| Hr. Axel han stander i Signes Vang | |
| Han drømmer om kommende Dage, | |
| Da vækker ham Fuglenes Morgen-Sang, | |
| Sin Ganger han sporer saa fage, | |
| Saa svøber han sig i en Sky af Støv, | |
| Og banker paa Porten i Fjennesløv! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |