Sang | |
ved | |
Grosserer Jens Harboes | |
Grav | |
den 14de September 1824. | |
Her mødes alle Veie, | |
Paa Gravens bratte Rand, | |
Her er vort sidste Leie, | |
I Skyggers mørke Land! | |
Her synke alle Hænder! | |
Her visner hver en Krands! | |
Her samles Muldets Frænder! | |
Her jordes Støvets Glands! | |
Ak, naar da synke Hænder, | |
Hvis Daad var Ære værd, | |
Hvor Levnets-Løbet ender | |
Sig med en Jorde-Færd; | |
Ak, da vi maae vel klage, | |
Begræde Støvets Kaar, | |
Om end den Ædles Dage | |
Forsølvede hans Haar! | |
Ja, blomstred for de Døde | |
Ei Haab paa Gravens Rand, | |
Og straaled Morgen-Røde | |
Ei did fra Livets Land, | |
Da maatte lydt vi græde, | |
Hver Gang vi skulde saa, | |
Som nu til Jorden stæde | |
En Ædling af de Faa! | |
Men Han, til Hvem alt spæde | |
Vi bares i vor Daab, | |
Forbød vor Samfunds-Kjæde | |
At sørge uden Haab; | |
Hvor, til Gud Faders Ære | |
Vor Frelser høit opfoer, | |
Der skal Hans Tjener være | |
Med Ham en Herre stor! | |
O derfor gjennem Taaren | |
Udbryder Glædes-Smil, | |
Hvor Støvet kun paa Baaren | |
Nedsank for Dødens Pil, | |
Da han holdt op at græde, | |
Som var vor Frelser tro, | |
Gik til sin Herres Glæde, | |
At smage Guddoms Ro! | |
Lad da kun Jorden dølge | |
Hvad ei var reent og let | |
Til Aanden did at følge | |
Hvor Naade gaaer for Ret! | |
Engang naar det mon kime, | |
Til Pindse, høit i Chor, | |
Da slaaer og Naadens Time | |
For Støvet under Jord! | |
Han som vor Skabning kjender, | |
Og kommer Støv ihu, | |
De gamle Almagts Hænder | |
Usvækket har endnu; | |
Opfylde vil saa trolig | |
Han sit det gode Ord, | |
Fornye til Aande-Bolig | |
Med Glands den sjunkne Jord! | |
Saa smile da hvert Øie | |
Selv gjennem Taare-Sky, | |
Som skimter i det Høie | |
Det store Morgen-Gry! | |
Saa folde fromt sig Hænder, | |
I Jesu Christi Navn, | |
For Støvets Vei sig ender | |
I Herlighedens Favn! | |
N. F. S. Grundtvig. | |