| Jule-Træet. | |
| Der stander et Træ paa Norges Fjeld, | |
| Det groer og paa Dannemarks Sletter, | |
| Med Lys det smykkes til Jule-Kveld, | |
| Som Hugen, jeg har, mig forjætter! | |
| Vi takke maae Gud for Vinter-Grønt, | |
| Naar Bjelder i Skoven kun lyde, | |
| For Hjertet er det dog aldrig kiønt, | |
| Naar meer det ei har at betyde. | |
| Vi støbe af Vox de Kierter smaa | |
| Og sætte dem vittig paa Naale, | |
| Dog, selv naar Konsten vi bedst forstaae, | |
| Ei støbes den levende Straale! | |
| Vi Fugle os giør med Fjeder-Ham, | |
| Og Røster de faae efter Haanden, | |
| Men Fugl i Haand er dog alt for tam, | |
| Og Luft er kun lidt imod Aanden! | |
| Hvo Hjerte kun har for Skue-Spil, | |
| Med Skinnet vel lader sig nøie, | |
| Men Meer hos Dana staaer Hugen til | |
| End hvad der kun stikker i Øie! | |
| Saa komme da med, hvo dybt i Bryst | |
| End savner den levende Glæde! | |
| Vi did vil reise, hvor Liv og Lyst | |
| I straalende Glands er tilstæde! | |
| Det deilige Land i Øster-Leed | |
| Vel dybt sig bag Taagerne dølger, | |
| Dog did, o Venner! en Vei jeg veed, | |
| Alt over de brusende Bølger. | |
| Der ligger et Skib i Isse-Fjord, | |
| I Læ under venlige Skove, | |
| En Styr-Mand haver det Skib ombord, | |
| Hvis Liv kommer aldrig i Vove! | |
| Der vaier i Stavn et deiligt Flag, | |
| Som Dannebrog er det at skue, | |
| Men Korset hæver sig, Nat og Dag, | |
| I Glands af saa lønlig en Lue! | |
| Den Snekke har Bør mod Vind og Strøm, | |
| Hvor Styr-Manden lyster at fare, | |
| Saa her opfyldes den gamle Drøm | |
| Om Dværgenes Skib aabenbare! | |
| Den Snekke har Rum til Folk i Flok, | |
| Saamange som helst det skal være, | |
| Men skiøndt den aldrig fik Byrde Nok, | |
| Kun Smaafolk den lyster at bære! | |
| Hver Kæmpe derfor, som vil ombord, | |
| Tiltales fra Oven saa fage: | |
| Du kanst vel vade, du est saa stor, | |
| Han springer i Vand til sin Hage; | |
| Men kommer et Barn i Lede-Baand, | |
| Da toner saa kiærlig en Stemme: | |
| Kom, sæt, du Lille, dig paa min Haand, | |
| I Paradis haver du hjemme! | |
| Saa komme da, hvo til Moder-Bryst | |
| Vemodig sig ønsker tilbage, | |
| For ret at bruge, med Liv og Lyst, | |
| De smilende, deilige Dage! | |
| Vi Frænder af Muld maae vel forstaae, | |
| Kun Drøm er vor Storhed i Aanden, | |
| Saa vaagne maae vi, og vorde smaa, | |
| Om voxe vi vil efterhaanden! | |
| Saa lærde os Han, der selv var stor, | |
| Ja, større end Støv kan udtrykke, | |
| Og Selv stadfæsted Han klart sit Ord, | |
| Da lille Han blev os til Lykke! | |
| Da lille Han blev, da fik vi Jul, | |
| Ja, da blev der Glæde paa Jorden, | |
| Da Stolthed tabde sit Skalke-Skjul, | |
| Det følde selv Kæmper i Norden! | |
| Sig skjuler det Smaa i store Ord, | |
| Men maa jo sin Daarskab begræde, | |
| Da Han, som Ordet gjør evig stor, | |
| Sig skjulde i Ringhedens Klæde! | |
| Saa komme da med, hvo Jul har kiær, | |
| Og ønsker den Største at ligne! | |
| Os Aanden vinker til Pilgrims-Færd, | |
| De Smaa vil Han alle velsigne! | |
| Han fører os frit, paa Snekke sin, | |
| Alt over den brusende Bølge, | |
| Og Nok han haver af Brød og Vin | |
| Til hele det fattige Følge! | |
| Han fører os frit til Jøde-Land, | |
| Og lærer os deilige Sange, | |
| Der Fjeder-Hamme vi faae paa Stand, | |
| Saa aldrig kan Tyrken os fange! | |
| Saa fare vi fort til Bethlehem, | |
| Langt borte fra Hedninge-Vrimlen, | |
| Der i Paulunet vi gaae til Sem, | |
| Og see med hans Øie til Himlen! | |
| Da sender os Gud et Jule-Træ, | |
| Som selv sig rodfæster i Jorden, | |
| Og brat vi sande, med bøiet Knæ, | |
| At Østen er bedre end Norden! | |
| Her stander, for Gran, en Palme skiøn, | |
| Omkrandset af Roser og Ranker, | |
| Den er saa faver, saa liflig grøn, | |
| Som Bøgen i Dannemænds Tanker! | |
| Der sidder et Lys paa hvert et Blad, | |
| Det sidder slet ikke paa Naale, | |
| Man paa den Klarhed kan see sig glad, | |
| Thi det er en levende Straale! | |
| Der sidder en Fugl paa hvert et Blad, | |
| I Paradis have de hjemme, | |
| Dem Hjertet hører saa barneglad, | |
| De sjunge med Menneske-Stemme! | |
| De sjunge Hans Priis, som over Sky | |
| Udkvæder den evige Psalme, | |
| Som naadig planted, til Vext paa Ny, | |
| I Støvet en Paradis-Palme! | |
| Saa sjunge de Lys i Fugle-Ham, | |
| Og Hjerterne hoppe saa glade; | |
| Med Ære dækket er Støvets Skam, | |
| Med Palmens de straalende Blade! | |
| Saa kom da hver Søn af Fredegod, | |
| Hvem Sandhedens Lov er den bedste! | |
| Saa kom hver Daatter af Dannebod, | |
| Som Tro vil til Kiærlighed fæste! | |
| Saa sætte vi ud fra Land saa brat: | |
| Farvel nu, I trykkende Byrder! | |
| Vi helligholde en Jule-Nat | |
| Med Bethlehems troende Hyrder!! | |
| Grundtvig. | |