| Nærings-Sorgen. | |
| Der bygger en Fugl i Dane-Vang, | |
| Den haver ei pralende Fjere; | |
| Men smeltende sød er Fuglens Sang, | |
| Og det er for Hjertet langt mere; | |
| Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe: | |
| Lad Fuglen ei døe! | |
| Den sidder som helst paa Bøg og Ell, | |
| Hvor Kvisten sig bøier mod Jorden, | |
| Der sjunger den sødt i Gry og Kveld, | |
| Mens Natten er Skumring i Norden, | |
| Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe: | |
| Lad Fuglen ei døe! | |
| Nu tier i Lund den Fugl saa kvær, | |
| Og mindes vel neppelig Sangen, | |
| Nu hænger med Neb den Fugl saa kiær, | |
| Og hopper urolig i Vangen; | |
| Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe: | |
| Lad Fuglen ei døe! | |
| Den leder om Korn i Ager-Reen, | |
| Og søger i Vipperne Trøsten, | |
| Den hakker sig mat i Muld og Steen, | |
| Og længes saa hardt efter Høsten; | |
| Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe: | |
| Lad Fuglen ei døe! | |
| O, vogte dig vel, du Fattig-Fugl! | |
| I Renen gak aldrig til Sæde! | |
| I Bøgenes Ly er bedre Skjul, | |
| O, hviil, hvor du agter at kvæde! | |
| Forgiæves kun ellers vi sukke paa Øe: | |
| Lad Fuglen ei døe! | |
| Her lusker i Kveld en Jæger vild, | |
| Hans Tanker de ere fuldhule, | |
| Han sætter sit Garn i Renen snild, | |
| Og lokker de sjungende Fugle; | |
| Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe: | |
| Lad Fuglen ei døe! | |
| Der er ingen Røst i Verden til, | |
| At han den jo kan efterabe, | |
| Thi Mester han er i Kogle-Spil, | |
| I Toner af Luften at skabe; | |
| Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe: | |
| Lad Fuglen ei døe! | |
| O, vogt dig for ham, du Fugl saa kiær! | |
| Og bliv fra de bølgende Agre! | |
| Til Nattergal-Fangst er Skytten nær, | |
| Med Toner fuld sledske og fagre; | |
| Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe: | |
| Lad Fuglen ei døe! | |
| Er Kroen og tom, er Vingen svag, | |
| O, flye dog tilbage til Skoven, | |
| Hvor nylig du sang: endnu i Dag | |
| Der sidder en Herre for Oven, | |
| Han hører, naar Hjerterne sukke paa Øe: | |
| Lad Fuglen ei døe! | |
| Er blevet for høi dig Bøgen nu, | |
| Hvor ellers du lysted at bygge, | |
| Saa sæt dig kun lavt i Lund paa Hu, | |
| I Bøgenes blommede Skygge; | |
| For høit har til Himlen ei Sukket fra Øe: | |
| Lad Fuglen ei døe! | |
| Kiærminden saa væn, i Kjortel blaa, | |
| Hvortil hun ei Traad haver spundet, | |
| Da hvisker i Løn: de Fugle smaa | |
| Har Føde i Skoven og fundet, | |
| Og Hjertet end sukker paa Bøgenes Øe: | |
| Lad Fuglen ei døe! | |
| Alt Leerne klang fuldlydt i Eng, | |
| Det Blomsterne maatte undgiælde, | |
| Hver Dyne saa blød i Fugle-Seng | |
| Den maatte nu Fjerene fælde; | |
| Men Hjertet end sukker: paa Bøgenes Øe | |
| Lad Fuglen ei døe! | |
| Snart raser i Vang den Meie-Reed, | |
| Saa Vipper og Ax monne bæve, | |
| Paa mangen en Vei, som Faa kun veed, | |
| Da flygtige Kierner omsvæve, | |
| De regne da ned, hvor der sukkes paa Øe: | |
| Lad Fuglen ei døe! | |
| Da Fuglen, som før, paa Bøg og Ell, | |
| Skal mellem Kiærminderne sjunge, | |
| Og lytte skal Dan, i Gry og Kveld, | |
| Til Slaget af Nattergal-Tunge, | |
| Og sukke til Himlen, fra Bøgenes Øe: | |
| Lad Fuglen ei døe!! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |