| Fødselsdagen | |
| (paa Gisselfeld, 11te Junii). | |
| Glitnir heitir salr, | |
| Han er gulli studdr, | |
| Ok filfri Þaktr it sama; | |
| Enn Þar Forseti byggir | |
| Flestan dag, | |
| Ok svæfir allar sakir. | |
| Edda. | |
| Glitner med de gyldne Suler, | |
| Og det blanke Sølver-Tag; | |
| Borg, som er, hvad Navnet skjuler, | |
| Efter-Skin af Balders-Hag! | |
| Ak! hvi er din Glands forsvundet! | |
| Har mod dig nu Loke fundet | |
| Uraad, som mod Breidablik? | |
| Alle Skovens gode Vætter, | |
| Svævende om Gissel-Borg! | |
| Hvor er han, som jævned Trætter, | |
| Lindred Gude-Folkets Sorg? | |
| Hvi omleire Nattens Skygger | |
| Borgen, hvor Forsete bygger | |
| I et venligt Aften-Skiær? | |
| Har maaskee paa vilde Veie | |
| Hovedør jeg Tiden Spildt? | |
| Har mig Løgn om Glitners Leie | |
| Falske Lygtemænd indbildt? | |
| Hvor af Skygger jeg omsvæves | |
| Søger jeg maaskee forgiæves | |
| Kun hvad intet Øie saae! | |
| Nei, ved Faklen, som jeg følger: | |
| Minde-Blus paa Adel-Vei, | |
| Lygte-Mænd paa Mark og Bølger | |
| Mig, jeg veed, forvilde ei; | |
| Her er Borgen, skiøndt den blegner, | |
| Her er Glitner, skiøndt det tegner | |
| Ei til Glands paa Gissel-Feld. | |
| Er maaskee da, mens jeg blunded, | |
| Et Aartusinde henglidt, | |
| Saa jeg vel har Borgen fundet, | |
| Men ei hvad den kaldte Sit, | |
| Saa ei meer deraf tilbage | |
| Pilegrim fra gamle Dage | |
| Vente kan at finde her? | |
| Har da Timen, som nu skrider, | |
| End maaskee det gamle Navn, | |
| Søger dog jeg gamle Tider | |
| Kun forgiæves i dens Favn, | |
| Som naar titelfagre Bøger | |
| Skiænker os af hvad vi søger | |
| Skygger kun i tomme Ord. | |
| Intet Under da, at lukket | |
| Er i Laas nu Port og Dør, | |
| Intet Under, at nu slukket | |
| Er hvert Lys, som brændte før, | |
| At i Lunden og i Borgen | |
| Hverken Aften eller Morgen | |
| Har den gamle Fødsels-Dag! | |
| Aser vel, hvis fulde Alder | |
| Er det store Maane-Aar, | |
| Synke først, naar Asken falder, | |
| Knust ved Solens Bane-Saar; | |
| Men naar Aarene dem tynge, | |
| Og dem Æblerne forynge, | |
| Skifte de dog Fødsels-Dag. | |
| Saa i hver en Adel-Stamme, | |
| Spiret op til Folke-Gavn, | |
| Aanden altid er den samme, | |
| Levende i Stamme-Navn; | |
| Tit den dog, for Alders Tynge, | |
| Maa i Ætten sig forynge, | |
| Skifte Støv og Fødsels-Dag! | |
| Skal da Hammeren jeg røre, | |
| Banke paa den gamle Borg, | |
| For af Portneren at høre | |
| Skogger-Latter ved min Sorg, | |
| Drilles djærvt, fordi jeg mindes | |
| Levende hvad meer ei findes | |
| Udenfor mit Hjertes Vraa! | |
| Skal jeg stimes med den Kaade, | |
| Pukke paa saamangt et Navn, | |
| At jeg vorder ham en Gaade, | |
| Som en Odins Natte-Ravn; | |
| Saa man leder, til der findes | |
| Navn paa mig og hvad jeg mindes | |
| I en mølædt Saga-Bog? | |
| Boer Forsete kun paa Borgen, | |
| Tvivler han da end i Kveld, | |
| Troer han sikkert dog i Morgen, | |
| Naar ham lædsker Mimers Væld; | |
| Thi, skiøndt Guder og kan glemme, | |
| Stærkt i dem er Mindets Stemme, | |
| Det er deres Moders-Maal! | |
| Saa i hver en ædel Stamme, | |
| Ihvor tit den skifter Blad, | |
| Marven altid er den samme, | |
| Mindes altid Roden glad; | |
| Det er nordisk Adels-Prøve, | |
| Altid man en Gylden-Løve | |
| Skue maa i Dane-Skjold! | |
| Hvorfor mon da Haanden tøver, | |
| Hvi mon den tilbage foer? | |
| Ak, den Tanke mig bedrøver, | |
| At en Thurs i Taarnet boer; | |
| Thi hvor end Forsete bygger, | |
| Kan vel der de sorte Skygger | |
| Skjule Glitners Sølver-Tag! | |
| Trindt den samme Overflade, | |
| Ved hvert Skridt bekiendte Spor, | |
| Samme Bark og Samme Blade, | |
| Urte-Bed og Blomster-Flor; | |
| Finde kan jeg alle Dele, | |
| Savner dog i dem det Hele, | |
| Som ved Skyggen af en Ven! | |
| Det er Fimbul-Vinters Mærke, | |
| Det er Thurse-Vældens Spor, | |
| Som med Koglerier stærke | |
| Kan fortrylle Alt af Jord, | |
| Skygger hærde saa og stive, | |
| At de eens maa altid blive, | |
| Og forlyste Ymers Æt. | |
| Stille! Taagen sig nu letter; | |
| Natter-Galen slaaer i Lund, | |
| Lys og Liflighed forjætter, | |
| Ei af Ymers Slægt er Hun, | |
| Som fra Salen hist nedtræder | |
| Favr og fiin i Sørge-Klæder, | |
| Vist er det Forsetes Viv! | |
| Ja, i Sandhed, det er Hende, | |
| Tankefuld, med Graad paa Kind, | |
| Hun er god, ja god at kiende, | |
| Mild og from, skjøndt syg i Sind; | |
| Speile sig i Taarer blide | |
| Døttrene ved hendes Side, | |
| Der er Hjertens-Deilighed! | |
| Ikke vil jeg Disen følge | |
| Til den dunkle Aske-Lund, | |
| Hvor den mørke Taare-Bølge | |
| Ruller strid i Midnats Stund, | |
| Vente vil jeg, til Hun vender | |
| Hid igjen, hvor Faklen brænder, | |
| Som er tændt ved Solens Ild! | |
| See, Hun kommer, hendes Taarer | |
| Vidne, som en Perle-Flod, | |
| At i Hendes Hjerte-Aarer | |
| Rinder ægte Dise-Blod, | |
| Lyse Tanker Øiet klarer, | |
| Hendes Blik det aabenbarer | |
| At af Kiød er Aanden ei! | |
| Saa med sine Døttre vanker | |
| Freya, from og længselsfuld, | |
| Mild imellem mørke Tanker, | |
| Græder høit, men græder Guld, | |
| Seer, fra Broen, som forbinder | |
| Var og Vorder, Haab og Minder, | |
| Morgen-Stjernens favre Skin! | |
| Spørg ei, hvad er skedt paa Borgen! | |
| Hvo som har Forsete kiær, | |
| Følge, skue, dele Sorgen, | |
| Han er mange Taarer værd; | |
| Thi aftørret har Han mange, | |
| Vakt for Hulken Fryde-Sange, | |
| Jævnet Trætter, dæmpet Kiv! | |
| Død er Han dog ingenlunde, | |
| Lever vist i mange Led, | |
| Ei, før Asken gaaer til Grunde, | |
| Ende sig Hans Asa-Fjed! | |
| Hvor Han blunder, skal man skrive: | |
| Salig, hvo som helst vil give! | |
| Salig, hvo som stifter Fred! | |
| Ja, skiøndt Sørge-Fanen svæver | |
| Over Glitners Sølver-Tag, | |
| Og skiøndt Harpe-Strængen bæver | |
| Paa den dunkle Fødsels-Dag; | |
| Dog med Svane-Røst og Vinge | |
| Over Hallen høit sig svinge: | |
| Længe leve Danneskjold! | |
| Længe leve Han i Minder | |
| Om de agte Adelsmænd, | |
| I hvem Asa-Blodet rinder! | |
| Gid Han fødes tit igjen! | |
| Og hver Gang man Ham opkalder, | |
| Krones Han, i Kraftens Alder, | |
| Med en klar Sølvbryllups-Krands! | |
| Dog, forgjæves overspænder | |
| Jeg den gamle Mythe-Stræng; | |
| Alt den brast i mine Hænder, | |
| Ved den sorte Bue-Seng, | |
| Og gjør jeg end Vold paa Sorgen, | |
| Hulkes der dog trindt i Borgen: | |
| Død er vores Danneskjold! | |
| Men, I Ædle! som ved Baaren | |
| Staae i Hjertets Sørge-Dragt! | |
| Ei vil jeg forhindre Taaren, | |
| Som kun Een har i sin Magt. | |
| Kun, hvad mueligt var, jeg vilde | |
| Eders Sorg et Gran formilde | |
| Ved det gamle Harpe-Slag. | |
| Og jeg vilde, hvad jeg skulde, | |
| Sanddru kvæde Ham til Lov, | |
| Som ei Mage over Mulde | |
| Har for mig i Dane-Skov; | |
| Hvem, næst Drotten over Lunden, | |
| Skyldig mest jeg er i Grunden, | |
| Skyldig meer end Sølv og Guld! | |
| Og maaskee, naar Jorden skjuler | |
| Øinene, som græde nu, | |
| Sangen om de gyldne Suler | |
| Kommes kan paa Mark ihu; | |
| Da en Taare vist skal rinde | |
| End paa Ædles Kind til Minde | |
| Om Forsete Danneskjold! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |