| Min Moder. | |
| Saa er nu brudt Din Vandrings-Stav, | |
| Dit Time-Glas udrundet! | |
| Saa har Du i den mørke Grav | |
| Din sidste Boelig fundet! | |
| Saa har jeg da, o Hjerte-Stød! | |
| En Moder kun i Jordens Skiød! | |
| Saa holdt nu Hjertet op at slaae, | |
| Hvorunder jeg har hvilet! | |
| Ei meer i Moder-Øine blaae | |
| Jeg skuer Taare-Smilet! | |
| I dybe Suk fra klemte Bryst | |
| Hendøde, kvalt, min Moders Røst! | |
| Nu, hun er lagt i Orme-Gaard, | |
| Nu er den Læbe tavnet, | |
| Som kiærlig i de spæde Aar | |
| Mig lærde Fader-Navnet, | |
| Mig lærde, paa den mørke Jord, | |
| At finde Lys i Herrens Ord! | |
| Mens Bølgen under Hrone-Klint | |
| Sin Havfru-Sang istemmer, | |
| Snart, med Din Kistes sidste Splint, | |
| Hensmuldre Dine Lemmer, | |
| Ja, dele nu alt bange Kaar | |
| Med Præstøe-Pyntens Kirke-Gaard! | |
| Og, Moder kiær! ak, fra Din Grav | |
| Det Ord med sælsom Vælde | |
| Udfarer over Bugt og Hav, | |
| Vil Manges Moder giælde; | |
| Vil tone som en Klage-Sang | |
| Ved Dronning-Liig i Dane-Vang! | |
| Ja, gamle Dagmar Danebod! | |
| Du ogsaa var en Præste-Kvinde, | |
| Med Taare-Smiil og Adels-Blod, | |
| Med Skjoldmø-Hegn om bly Kiærminde; | |
| Du mangt et Hierte-Stød forvandt, | |
| Og seent Dit Time-Glas udrandt! | |
| Men, ak, tilsidst det dog udrandt, | |
| Og knukket er nu Vandrings-Staven. | |
| Dit sidste Herberg Du og fandt | |
| I Orme-Gaarden, Dødning-Haven; | |
| I dybe Suk, fra klemte Bryst, | |
| Hendøde, kvalt, Din gamle Røst! | |
| Mens Bølgen under høie Klinter | |
| Besynger Dine Fienders Død, | |
| Hensmuldrer Du i Høst og Vinter | |
| I Saga-Gravens dunkle Skiød, | |
| Og deler der fuldbange Kaar | |
| Med Præstøe-Pyntens Kirke-Gaard! | |
| Dog, Øie! Tak, end i Din Grav, | |
| For hvad Du har udstraalet! | |
| Tak, Læber, som dog, før I tav, | |
| Mig lærde Moders-Maalet! | |
| Tak, Du, som fødte mig til Daab, | |
| Indpræntede mig Livets Haab! | |
| Min Frelser lever, og jeg veed, | |
| Han vil til Støv nedtræde, | |
| Hvor dybt end Orme-Tand mig beed, | |
| Skal jeg Ham see med Glæde! | |
| O! dybt det Ord Du prænted ind, | |
| Paa Moders-Maal, i Barne-Sind! | |
| Det Livets Ord jeg bygger paa, | |
| Trods Orme, Vind og Vove: | |
| Af Muld skal Dødninger opstaae | |
| Og Frelseren høilove, | |
| Naar Luren drøner saa i Skye, | |
| At Stjerner falde, Bjerge flye! | |
| Naar Herren under Hoved-Guld | |
| Fra Himlen aabenbares, | |
| For i sit hele Helgen-Kuld | |
| Paa Jorden at forklares, | |
| Alt hvad med Ham var Eet i Aand | |
| Opstaaer i Lysets Klædebon! | |
| Det er et Haab, o Moder fiin! | |
| Som Hjertet kan husvale; | |
| Et Varsel er det Jorde-Lin, | |
| Du lagdes med i Dvale, | |
| For Straale-Kjortlen let og prud, | |
| Du bære skal som Christi Brud! | |
| Dit Taare-Smil ei sank i Grav, | |
| Din Afkom det skal arve; | |
| Min spæde Søn Du mild det gav | |
| Med Hjertets Regnbue-Farve; | |
| Det følge ham, og Ætten hans, | |
| Til det opgaaer i Sole-Glands! | |
| Saa er Din Røst ei heller død, | |
| Hvor Hjerte raader Tunge, | |
| Din Æt med den, i Lyst og Nød, | |
| Skal tale, bede, sjunge; | |
| Dit Hjerte-Suk med Psalme-Klang | |
| Kun endes skal i Jubel-Sang! | |
| O, Moder! løst fra Sotte-Seng, | |
| Igien hos Fader hjemme, | |
| Du aander paa min Harpe-Stræng, | |
| Det kan jeg grandt benemme; | |
| Den toner over Bugt og Hav | |
| Ved alle Danskes Moder-Grav! | |
| Ja, Olde-Moder faur og fiin! | |
| I Dødens Skygge-Dale, | |
| Du lagdes, med Dit Jorde-Lin, | |
| Kun og i Vinter-Dvale; | |
| Til Venne-Fryd og Fiende-Skam | |
| Du stiger snart i Svane-Ham! | |
| Naar Lynet knittrer, Luren gaaer, | |
| Forkynder Herrens Komme, | |
| Af Graven Du med Fryd opstaaer, | |
| At høre Herrens Domme, | |
| Som Eet med Ham i Sandheds Aand | |
| At bære Lysets Klædebon! | |
| Vel faldt Dit Maal paa Sotte-Seng, | |
| Men sank dog ei i Graven, | |
| Det gienlød i Din Psalter-Stræng, | |
| Laae skjult i Rime-Staven, | |
| Der fandtes det af ham, Du blid | |
| Gav Taare-Smil i Nødens Tid! | |
| Det klinger nu paa Kirke-Gaard | |
| Fra Sønne-Sønnens Tunge, | |
| Som gladelig, naar Du opstaaer, | |
| Skal Svane-Psalmen sjunge, | |
| Paa gammelt Dansk, til over Skye | |
| Han nemmer i Guds Huus det Nye! | |
| Saa priis, min Sjæl, den Herres Navn, | |
| Som endte Dødens Dage, | |
| Som kom fra Graven, os til Gavn, | |
| Med Lys og Liv tilbage, | |
| Som med sit Ord, før vi det veed, | |
| Opvækker Støv til Herlighed! | |
| Omsvævet af min Moders Aand | |
| Jeg føler det med Glæde, | |
| At hvad der er i Herrens Haand, | |
| Er altid nær tilstæde, | |
| Med Livets Haab, med Lys og Trøst | |
| Hvor Hjertet slaaer i Christen Bryst. | |
| O Moder-Støv og Moder-Aand! | |
| Mit Hjertes Tak Du have, | |
| Som lærde mig, i Lede-Baand, | |
| Paa Herrens Ord at stave, | |
| At stave, grunde, bygge paa | |
| Det Ord, som aldrig skal forgaae!! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |