| Kiærminde-Bladet. | |
| (Til Ingemann.) | |
| Farvel! o, hvem kan dette Ord udtale? | |
| Naar toner i sin Fylde det paa Jord! | |
| Kun naar Guds Børn i Livets Aften-Svale | |
| Det høre jubles ud af Engle-Chor; | |
| Kun naar de fare, alt som Ordet lyder, | |
| De føle fuldelig hvad det betyder! | |
| Vi sige bedst Farvel, naar dybt vi sukke, | |
| Og svare saa til Vægten af vor Gield; | |
| Selv med et Suk vist over Barnets Vugge | |
| Udnynner Engelen et ømt Farvel, | |
| Thi Taaren maa som Honning-Dug nedrinde | |
| Paa Hjerte-Grundens falmende Kiærminde! | |
| Kun de som aldrig have faret ilde, | |
| Som, hvor de færdes, fare vel med Gud, | |
| Kun Regnbue-Straalerne fra Lysets Kilde, | |
| Kun Englene, som Naadens Sendebud, | |
| Kun de kan smilende, med Himmel-Tunge, | |
| Farvel! Farvel! hinanden høit tilsiunge! | |
| O, Ven! o, vent da ei af mig at høre | |
| Det dybe Ord, jeg ei udtale kan, | |
| Og endnu mindre lade Pennen føre, | |
| Som Tunge-Skyggens kolde Færgemand; | |
| Kun taarekvalt Farvellet lidt betyder, | |
| Og Vand er Taare-Perlen, naar den flyder! | |
| O, var hun vaagen nu, mit Hjertes Broder! | |
| Hvis Hjerte-Suk var Sang, hvis Graad var Guld, | |
| O, var hun vaagen nu, vor søde Moder, | |
| Ja, Moder til saa mangt et bedre Kuld, | |
| Som røber os i Skin af Sagas Kierte, | |
| At hende laae en ædel Steen paa Hjerte! | |
| O, var hun vaagen nu, den Danne-Kvinde, | |
| Som skiød ved Arnen sig livsalig frem, | |
| Og vinked med saamangen blaa Kiærminde | |
| Skjold-Ungen til sit underfulde Hjem, | |
| Ja, førde did ham under Slør tilbage, | |
| Hvor Marken blomstrede om Vinter-Dage! | |
| O, var hun vaagen nu, hun sikkert vilde | |
| Tilhulke dig det ømmeste Farvel, | |
| Som kan udrisle af en Hjerte-Kilde, | |
| Hvis Liv og Lyst er kun dens Afkoms Held, | |
| Hvis Bølge er en Taare fra det Høie, | |
| Neddryppet af en Barne-Engels Øie! | |
| Men ak! hun sover under Bøge-Løvet, | |
| Som visnet skjuler hendes hvide Bryst, | |
| At vække hende jeg omsonst har prøvet, | |
| Skiøndt jeg med Graad opløftede min Røst; | |
| Utrøstet har det Yderste jeg vovet | |
| Hun sover, ak! som den der er hensovet! | |
| Ak! er det mueligt! trøstesløse Tanke! | |
| Har Børne-Sorg i Graven hende lagt! | |
| Holdt virkelig det Hjerte op at banke, | |
| Som slog for Støvets Held i Himmel-Takt, | |
| Ak! er det brustet nu, det Himling-Øie, | |
| Hvis Liv og Lyst var Glandsen i det Høie! | |
| O, lod maaskee af Fordom jeg mig blænde, | |
| O, skuffed mig det kiære Moder-Navn, | |
| Saa Navnet er det eneste af hende | |
| Som blev tilbage i vor Fødestavn, | |
| Da sorrigfuld hun over salten Vove | |
| Bortsvømmede engang fra Danmarks Skove! | |
| O, drog maaskee for hende at opsøge | |
| Man fordum skareviis fra Norden ud, | |
| Og plantede i Syd de røde Bøge. | |
| Til Taare-Minder over Ottars Brud! | |
| Hvad heller foer hun over Land og Bølge | |
| Som Skjoldmøe selv med Ledingstrop i Følge! | |
| O, er det saa! o lever i det Fjerne | |
| Vor hulde Moder under Slør i Løn, | |
| O, vinkede hun med sin milde Stjerne | |
| Til Syden ned sin kiære, yngste Søn; | |
| Da far, da flyv med Kys i hendes Arme! | |
| Der bryder ud i Blomst din bundne Varme! | |
| Dog bie, o, bie! thi Stjerner kan bedrage, | |
| Ja Giøgle-Glimt i Luften lege tit, | |
| Og Skinnet let vort Øie kan indtage, | |
| Kun dunkelt Hjertet skielner Løst og Frit, | |
| Og i de dunkle, favre Farve-Bække | |
| Der spille Luft-Æoner under Dække! | |
| O, bie, og hør et Ord af bange Broder! | |
| Han har vel ei et Hjerte ømt som dit, | |
| Men elsker trofast dog den fælleds Moder, | |
| Og saae i Speilet hendes Aasyn tit: | |
| I Saga-Speilet, som kan aldrig blænde, | |
| Naar ret for Lyset vi kun Rammen vende! | |
| O, troe mig! ei med Ebbe og med Aage | |
| Vor bedste Moder drog af Landet ud, | |
| Ei bort hun stævnede i Anglers Kaage; | |
| Med Lodbrogs Sønner eller Gamle Knud; | |
| Hun lever kun, hvor levende hun mindes, | |
| I Danmark eller ingensteds hun findes! | |
| Hun drog ei ud med nogen Kiæmpe-Skare, | |
| Som skiæfted Spyd for Lyst med Ask og Bøg, | |
| Hun hader Vold og skyer gierne Fare, | |
| Kun nødig parres Nattergal med Høg, | |
| Hun slog ei Snekken løs for Vind og Vove, | |
| Naar Nattergalen slog i grønne Skove! | |
| Vel drog hun ud i Oldtids fierne Dage, | |
| Som vi i Gaade-Speilet skimte end, | |
| Da vemodsfuld hun ledte om sin Mage: | |
| Om sin forfløine, faldne Hjertensven; | |
| Men rørt hun standsed, da om Danmarks Skove | |
| Sig bøied, belted hendes Hjerte-Vove! | |
| Hun drog ei ud med Flokke eller Hære, | |
| Thi aldrig nænde Hun for nogen Priis | |
| Sit Havfru-Belte grum at overskiære, | |
| Ubodeligt var hende dets Forliis, | |
| Ei daarlig haabed hun sin Ven at finde, | |
| Ved Vold at giøre paa hans søde Minde! | |
| Hun drog ei ud for Lyst, og ei for Trængsel, | |
| Men hvad hun savned i sit Havfrue-Skiød, | |
| Hun oppebied med vemodig Længsel | |
| Til hende Aanden det i Tro indgiød, | |
| Og da hun i sin Hosbonds Himmel-Aande | |
| Fik Haab til Bod for Sorgens dybe Vaande! | |
| Hun drog ei ud, thi hvad sig end forandrer, | |
| Det ligge tungt paa Grund, det svømme let, | |
| Af Legemet dog Hjertet ei udvandrer, | |
| Undtagen i det sidste Aandedræt, | |
| Ja, selv naar Aanden stemmes, Tungen stammer, | |
| Det ømt sig krymper i det snævre Kammer! | |
| Hun drog ei ud, den huustro Danne-Kvinde, | |
| Ei over Marke-Skiel, i Heden-Old, | |
| Thi kun hun selv har giemt i kiærligt Minde | |
| De Førstefødte: Humble, Dan og Skjold, | |
| Og hjemme var hun jo, den Fredegode, | |
| Da Marken rundt hun Støvet bar af Frode! | |
| Hun drog ei ud med Svender og med Knuder, | |
| Ja ikke selv med Erik Eiegod; | |
| Naar Aften-Røden maled Kirkens Ruder, | |
| Hun hjemme baded sig i Jordans Flod, | |
| Og naar for Alter-Bord Høi-Messen toned, | |
| Hun følde sødt sig med sin Gud forsonet! | |
| Hun drog ei ud, thi var ei selv hun hjemme, | |
| Da Hellig-Knud hensov i hendes Skiød, | |
| Da Bent, henrevet sødt af hendes Stemme, | |
| Nedsank i Konge-Smykke rosenrød, | |
| Da rørt hun sang: o det er Engle-Gammen, | |
| Naar Brødre saa til Himmels fare sammen! | |
| Hun drog ei ud med kiække Valdemarer, | |
| Ja, ei engang med Absolon paa Tog. | |
| Hun hjemme korsed sig for Hedning-Skarer, | |
| Og fældte Taarer under Dannebrog; | |
| I Sæk og Aske hun paa Baaren segned, | |
| Da Abel rødmede, og Erik blegned! | |
| Hun drog ei ud: hun laae som Liig paa Baare, | |
| Som Saga laae paa Saxos Pergament, | |
| Paa Kinden perlede en styrknet Taare, | |
| Tillukt var Øiet, men dog himmelvendt; | |
| Man saae det grandt, hvor Danmarks Himmel graaned, | |
| Da, som paa Hel, paa Freia Læben blaaned! | |
| Hun drog ei ud: ei bort fra Kilde-Vangen, | |
| Hun syndes død, men leved dog i Løn, | |
| Thi selv jo tonede hun Klage-Sangen, | |
| Som sødt end rører hendes yngste Søn: | |
| Hun var her, thi i Sommer-Aftenstunden | |
| Som Nattergal hun slog i Bøge-Lunden! | |
| Hun drog ei ud i Morten Luthers Dage, | |
| Hun drog ei ud i vores Jevndøgns-Nat, | |
| I Luther-Dagene hun vaagned fage, | |
| I Jevndøgns-Natten hun indslumred mat; | |
| Men hjemme blev hun, vaagen, og i Slummer, | |
| I Danmark er hun, om og død af Kummer! | |
| Paa Baaren daanet, laae i Vaaben-Huset | |
| Vor Moder bleg, med Barnet i sin Arm; | |
| Da Livsens Aande over Marken sused, | |
| Hun vaagned, hævede sig hiertevarm, | |
| Gik ind i Kirken under Havfru-Kaaben, | |
| Og bar med Fryd sin bedste Søn til Daaben! | |
| Den Søn opvoxde under Kirkens Vinger, | |
| I Tidens Løb han blev og præstelærd, | |
| Sig rakde, syndes det, hans Tommel-Finger | |
| Alt efter Grebet paa hans Faders Sværd, | |
| Og dannet var af Moders Liv hans Tunge | |
| Til Davids Psalmer sødelig at sjunge! | |
| Hun drog ei ud, saalænge Sønnen trolig | |
| I Kirke-Skolen sig til Bogen holdt, | |
| Om Vinter-Aftner, i sin Enke-Bolig, | |
| Hun vel beklaged, at det blev saa koldt, | |
| Men Vadmel dog, og sommersanket Brænde, | |
| Holdt Blodet flydende i ham og hende! | |
| Hvad blev han til, vor gamle Moders Støtte! | |
| Hvor blev han af, den Dannekvinde-Søn! | |
| Har han sin Stav fra Marken maattet flytte, | |
| Og skjule sig blandt Klipperne i Løn! | |
| Hvad heller glemde Tonen han fra Oven, | |
| Og tuder vildt med Ulvene i Skoven! | |
| Ak! har Dan Goddreng under Vinters-Hjerte | |
| Sin Herkomst og sit Moders-Maal forgiæt, | |
| Ak, da vor Moder, sønderknust af Smerte, | |
| Udvandret er med sidste Aandedræt; | |
| Ak, da forgiæves lyder kun vor Klage, | |
| Hun kommer aldrig, aldrig meer tilbage! | |
| Dog nei, o, nei, forvildes og forføres | |
| Det kan, som hver en Dødelig, og Dan, | |
| Men holde op ved Moders Røst at røres, | |
| Gaae hende kold forbi paa Gravens Rand, | |
| Det kan han ei, thi Aanden er ham givet, | |
| Som Blomsten, kun i Kraft af Moders-Livet! | |
| Ja, var det mueligt, kunde Dan forhærdet | |
| End drage Aande ved den sorte Konst, | |
| Og kalde trodselig paa Dommer-Sværdet, | |
| Da lytted rundt paa Jordens Kreds omsonst | |
| Man efter Klagesang ved Danas Baare: | |
| Udrundet var den sidste Vemods-Taare! | |
| O! toner da endnu en Klage-Stemme | |
| Paa Moders-Maalet, for vor Moders Kval, | |
| O, da gik end hun dog ei Dan ad Glemme, | |
| Og sank ei ned i Dødens Skygge-Dal; | |
| Da, skiøndt paa Baaren hun er bleg neddaanet, | |
| Er hendes Liv i Sønnen dog forskaanet! | |
| Hvor lyde Suk, hvor tone Klage-Sange | |
| For Dana, Dagmar, Thyra Dannebod! | |
| Hvor, uden hist og her i Danmarks Vange: | |
| I Havfru-Borgen og ved Bøgens Rod! | |
| Forstummede ei, midt i Dagmars Kvide, | |
| Selv Klippe-Tungen under Nørre-Lide! | |
| O her, kun her, hvor end paa Moders-Maalet | |
| Dog stundum løfter sig vor Moders Røst, | |
| Trods Lunge-Soten, og trods Morder-Staalet, | |
| Her Mindet lever end i Sønne-Bryst! | |
| Her sover, ak, sin Kraft, sin Krands berøvet, | |
| Men dog ei død, vor Moder under Løvet! | |
| O Ven! o vent da aldrig hist at finde: | |
| I Alpers Skiød, ved Apenniners Fod, | |
| Din Længsels Moder og din Sangs Præstinde, | |
| Den Savnede, den sande Dannebod! | |
| O bliv her, bliv! du kanst dog ei undvære | |
| Din Blanca, Thorkild, alle dine Kiære! | |
| Men ak! forgiæves løfter sig min Stemme! | |
| Hvor er min Ven? o, hvor er Blancas Skjald! | |
| Han er, jeg veed ei hvor, kun ikke hjemme, | |
| Ei i Kong Frodes grønne Bøge-Hald! | |
| Ak! medens jeg paa Klage-Brevet staved, | |
| I Stavnen foer min Broder over Havet! | |
| Forgiæves dog er ingen Ting paa Jorden, | |
| Forgiæves lyder intet kiærligt Ord, | |
| Forgiæves et Kiærmindeblad fra Norden | |
| Kan aldrig svømme i Sesrumners Spor, | |
| Og Afrodite skal min Ven ei giække | |
| Til at forlade Signe-Freias Snekke! | |
| Saa svøm kun blye, men trøstig over Havet, | |
| Kiærminde-Blad! som det vor Moder bød! | |
| Thi kun paa Følge-Sedlen jeg har stavet, | |
| Du selv udsprang jo af vor Moders Skiød, | |
| Og finder Venskab, hvor du finder Tungen | |
| Som af vor Moders Hjerte er udsprungen! | |
| Udsprunget, siger jeg, men ei løsrevet, | |
| Thi var den det, da var den stum og død, | |
| Da var for den ei Bladet meer end Brevet: | |
| En Boble kun i Bogstav-Bølgens Skiød; | |
| Den Tunge, som kun Hjertet kan besjæle, | |
| Fra Hjertet skilt, og mister flux sit Mæle! | |
| See, til en Fjer af Urda-Svanens Vinge, | |
| Jeg dig betroer paa det vilde Hav, | |
| Den skal til Reinald Fuglekiær dig bringe, | |
| End før han staaer ved Helgen-Skarens Grav: | |
| Ved Marmel-Buerne til Hines Minde, | |
| Som strømmeviis lod Martyr-Blodet rinde! | |
| O, naar og hvor du kommer ham for Øie, | |
| Hvor tit han møder, finder dig igien: | |
| Ved Maros Grav, paa Romas Taage-Høie, | |
| Da hils ham kiærligst, ikke fra sin Ven, | |
| Nei, fra den Mark, hvis himmelblaa Kiærminde | |
| Ved dig sig lægge vil ham sødt paa Sinde! | |
| Ja, møder du ham hos Vaulunders Broder, | |
| Som tegner Jupiter, og hugger Thor, | |
| Da hils dem begge fra vor hulde Moder: | |
| Fra Maler-Dronningen ved Isse-Fjord! | |
| Da lægger Hjertet Reinald vist i Munden, | |
| Hvad Natter-Galen slog kun paa i Lunden! | |
| Modtag da, Ven! hvad jeg formaaer at sende: | |
| Et venligt Ord og et Kiærminde-Blad, | |
| Det Ord mig faldt i Mund, det Blad i Hænde | |
| Da i det brune Bøge-Løv jeg sad, | |
| Og stirred paa Kiærminden, som du kiender: | |
| Opskudt af Moders sammenlagde Hænder! | |
| O, kunde jeg den Blomster-Busk omspænde | |
| Og sammenslynge til en Brude-Krands: | |
| Til en Guldbryllups-Mindekrands for hende, | |
| Hvis Øie sænked sig i Himmel-Glands! | |
| O! gid jeg kunde det, og Krandsen række | |
| Til Dig, og til hver Frænde af os begge! | |
| Da skulde levende vor Moders Minde | |
| Opkomme og opstaae i Alles Bryst, | |
| Med Freias Rosengjord os sammenbinde | |
| I Een til Eet: til fælleds Værk og Trøst! | |
| Da midt iblandt os skulde, ved et Under, | |
| Opreises Hun, som dødningbleg nu blunder! | |
| Dog Ønsker favre ei er altid fromme, | |
| Og ret kun ønsker, hvo sig selv har glemt! | |
| Vort Ønske være da: Guds Rige komme, | |
| Ihvor og naar, og som det er bestemt! | |
| Som Viljen er i Gud, saa er vor Evne, | |
| Vort eget Værk er ikke værd at nævne! | |
| Kiærminde-Busken ei jeg kan omspænde, | |
| Ei sammenslynge den med værdig Konst, | |
| Og over Marke-Skiel den at udsende, | |
| Det var, om ei forvovent, vel omsonst, | |
| Thi Krandsen har, kan Saga os forvisse, | |
| Kun Liv og Glands paa Danas Sølver-Isse! | |
| At plante ud den Busk, jeg seer i Aanden, | |
| Er hvad jeg kan ved Herrens Kraft formaae, | |
| Med Bøn til Ham, at saa den efterhaanden, | |
| I christen Jord maa Hjerte-Rødder slaae! | |
| Da, hjertedannet, skal i Bøge-Skygge | |
| Den vist engang vor Moders Hoved smykke! | |
| Ja, naar i Lund de himmelblaa Kiærminder | |
| Ombølge duftende vor Moder tæt; | |
| Da staaer hun op med hvide Rosen-Kinder, | |
| Og krandses favert af en kiærlig Æt: | |
| I Isse-Fjorden skal da Maanen gløde, | |
| Omblaanet sødt i Tidens Aften-Røde! | |
| O, det er Fromheds Løn: selv lagt paa Baare, | |
| I Minde-Blik den smiler engleglad! | |
| I Øiet perlede en Vemods-Taare, | |
| I Haanden drypped et Kiærminde-Blad, | |
| Det, tænkde jeg, kan dog din Ven du sende, | |
| Og Roden vist paa Bladet er at kiende! | |
| O! er det saa, kan hist i fjerne Egne | |
| Det lille Blad, fra Bøgelund udsendt, | |
| Vor Moders Øie venligt dig betegne, | |
| Med Taare-Perlen, klart og himmelvendt; | |
| Da skal det Blad end fastere dig binde | |
| Til Bøge-Lunden og til Dans Kiærminde! | |
| O! hvo som staaer, see til han ikke falder, | |
| Thi kun for hvem som ræddes er der Raad! | |
| Fortørnes ei, min Ven, men tænk paa Balder, | |
| Paa Lokes Argelist, paa Friggas Graad! | |
| Ak! alle Vætter hun omsonst besværger, | |
| Naar Urdas Skjold det ømme Sted ei værger! | |
| Hvad gavned fordum det vel Longo-Barden, | |
| At Frigga sikkrede ham Odins Gunst! | |
| I Støvet dog han sank med Savoiarden, | |
| For Billed-Skygger og for Romas Konst; | |
| For Rosen-Skyggerne paa Skjøge-Kinder | |
| Han skrev i Glemme-Bogen Dans Kiærminder! | |
| Om under Kind igien han satte Haanden, | |
| Og kom ihu sin Ungdoms Kiærlighed, | |
| Ak, tabt var dog hans Fyrighed i Aanden, | |
| Trods Fjeder-Hammen sank dog halvt han ned; | |
| Fra Ørne-Blik paa Kampen og paa Seiren, | |
| Til Hjerne-Spind om Eventyr i Leiren! | |
| Hvad hialp Normannen selv det at saa længe | |
| Han kom ihu det Danske Tungemaal! | |
| Han tabde ligefuldt i Blomster-Senge | |
| Sit Danske Guld, om ei sit Norske Staal; | |
| Og blev end Ridder han af Danner-Sproget, | |
| I Sadlen dog han sad kun løst og kroget! | |
| O, hvor du færdes da, og hvor du stædes: | |
| I Rosen-Lunden og paa Fjelde-Tind, | |
| Hvor sødt der smiles og hvor ømt der grædes, | |
| O, blændes ikke af det favre Skin! | |
| O, aldrig glemme Blanca-Freias Sanger, | |
| At Danmark er Historiens Folkvanger! | |
| Kun Daarer den Paamindelse behøve | |
| At ikke alt det Glimrende er Guld; | |
| Men at for dyrt man kan selv Guldet kiøbe, | |
| Fordi det Ædleste af Jord er Muld, | |
| Det føler man sig fristet til at glemme, | |
| Hvor Glands og Klang har, som det lader, hjemme! | |
| O, kom ihu, at paa sit Sted er Glandsen | |
| Kun hvor med Tiden ei den slides af, | |
| Kun hvor den straaler paa Kiærminde-Krandsen | |
| I Sagas Hænder over Rosens Grav; | |
| Vel Kiødet kan enstund med den opfarves, | |
| Men kun i Aand og Sandhed kan den arves! | |
| O, kom ihu, at Velkang har kun hjemme, | |
| Hvor ei den trænger til et Fugle-Bryst, | |
| Hvor uforgiængelig i Sagas Stemme, | |
| Den giennemtoner Folkets Daad og Røst; | |
| Kun leiet er den, hvor den koster Noget, | |
| Thi der ei hører den til Hjerte-Sproget! | |
| O mærk det vel, at hvad i Rom man skuer, | |
| Det er ei Aandens, men kun Haandens Konst, | |
| Som i dens Krønike, saa i dens Buer, | |
| Man søger Aand og Hjerte kun omsonst; | |
| Og Haandens Værk, er det vel meer i Grunden | |
| End Vidnesbyrd om hvad der gik fra Munden! | |
| Med Farver kan man ingen Christus male, | |
| End sige Ham af Stene hugge ud, | |
| Kun Ordet skildrer Ham, naar Aander tale, | |
| Og billedlig han sees kun i sin Brud; | |
| Og Bruden, som hun dannes efterhaanden, | |
| I Sagas Speil sig viser kun for Aanden! | |
| Ja, Skjalden kun kan Mennesket afmale, | |
| Opreist af Støv i Himmellegems-Dragt, | |
| Thi kun i Ord kan Aander sig udtale, | |
| Og Mennesket er Aand med Støv i Pagt: | |
| Kun Saga er den sande Billed-Hugger, | |
| Hun danner Billeder, ei Drage-Dukker! | |
| Jeg veed det godt, at, i den sorte Skole, | |
| Enhver, som ei det kalder Salighed, | |
| Med Klang og Farve og med Steen at bole, | |
| Til Konstens Helvede fordømmes ned, | |
| At tage Lod med Scyther og Barbarer, | |
| Og Faare-Hovedernes fromme Skarer! | |
| Jeg veed det godt, men ikke stort jeg regner | |
| De sorte Brætter og de spodske Smiil, | |
| Jeg som Barbar mig trøstig selv betegner, | |
| Og kaarer tryg den gamle Kirkes Stiil; | |
| Jeg siger: det er Fæiskhed, naar Sjæle | |
| Sig bøie for hvad ei engang kan mæle! | |
| Jeg siger høit, at hvad den fine Verden | |
| Nu kalder Sands for Konst og Poesie, | |
| Netop, naar det af Andagt har Gebærden, | |
| Er et opsminket, fuult Afguderie; | |
| Det Classisk er, at Kiødets Lyst hernede | |
| Vil under Skin af Aand sig selv tilbede! | |