| Februar-Lilien! | |
| Troe mig, Ædling! hun er ikke død, | |
| Kun i Skumringen det saa mon lade, | |
| Rød og hvid hun slumrer i dit Skjød, | |
| Blaanende kun af Kiærminde-Blade! | |
| Vaagn, Sophia! vaagn i Herrens Navn! | |
| See din Søvn har vakt et bittert Savn! | |
| Kom med Lyset! seer du, ædle Mand! | |
| End hun aander! see, hvor Luen bæver! | |
| See det Smiil, den Blomst fra Glædens Land! | |
| See, hvor seierrigt sig Øiet hæver! | |
| See, der staaer hun jo i Kjortel blaa, | |
| Alt som Valborg hun i Hjertet saae! | |
| Sværmer jeg! o Ædling! siig det ei! | |
| Lad dit Hoved i dit Hjerte granske! | |
| Reis til Roskild ad den Konge-Vei | |
| Saga banet har for ægte Danske! | |
| Hør den lille Fugl i Isse-Fjord! | |
| Lavt den synger som Kiærminden groer! | |
| Naar du kommer da til Fredriksberg, | |
| Spørg veemodig kun om din Veninde! | |
| Plant Kjærminder paa Sophies Bjerg! | |
| Lad kun Taaren over Støvet rinde! | |
| Ret forklaret i den høie Glug, | |
| Veemods-Taaren er Kiærminde-Dug! | |
| Men, o Ædling! husk saa hvad du veed: | |
| Plante, vande, kan kun vi i Støvet, | |
| Vexten, Livet, kommer oven ned, | |
| Af Velsignelse kun grønnes Løvet, | |
| Af Velsignelsen, som Ingen saae, | |
| Lysner kun Kiærminden himmelblaa! | |
| Løft da Øiet over Bjerg som Dal, | |
| Op mod Buen, som kun Bønnen rækker! | |
| God er Gartneren i Blaamai-Sal, | |
| Gierne Blomst af Stilke Han udklækker! | |
| Beed og bie! ja, beed i Jesu Navn! | |
| Da faaer Bod du for dit dybe Savn! | |
| Din Sophies Bjerg du from har lagt | |
| Under Kirke-Spiret, langt fra Flokken; | |
| Dermed har dit Hjerte vist udsagt: | |
| Der er Trøst for dig i Kirke-Klokken! | |
| Hør! den svarer fra det Høie: “Søn! | |
| Tak din Gud! thi Han har hørt din Bøn! | |
| Din Sophie sank i Graven ei, | |
| Hun med mig af Grav opstod forklaret! | |
| Far kun frem paa Sagas Konge-Vei! | |
| Der hun brat dig vorder aabenbaret! | |
| Hør den lille Fugl i Isse-Fjord! | |
| Som den synger, og Kiærminden groer!” | |
| Hør da, Ædling, paa den lille Fugl, | |
| Som kun har sit Fædre-land for Oven, | |
| Men i Bøgelund dog Spurve-Skjul, | |
| Over Moder-Skiødet: Hjerte-Voven! | |
| Den for Verden kun er askegraa, | |
| Men i danske Øine himmelblaa! | |
| Spørger, Ædling! du om Fuglens Navn, | |
| Kan kun Fugle-Kongen ret dig svare, | |
| Men at Danne-Bod for Dane-Savn, | |
| Sangen er, kan Saga aabenbare; | |
| Vist og har den Turteldue-Bryst, | |
| Og paa Moders-Maalet Svane-Røst! | |
| Lyt da, Ædling, til den søde Sang, | |
| Som kan Minder give Liv og Vinger: | |
| Skikkelse, som over Dane-Vang | |
| Solen tegner med sin Rosen-Finger, | |
| Naar dens Billed-Skrift, med Seigl for Navn, | |
| Skaber om til Længsel blid vort Savn! | |
| Glad da føler du: hun er ei død, | |
| Naar din Længsels Billede sig hæver; | |
| Himmelblaa, og hvid og rosenrød, | |
| I dit Hjerte-Kammer hun indsvæver, | |
| Lærer dig, med Varme og med Klang: | |
| Intet Skygge-Spil er Billed-Sang! | |
| Spørg ei, Ædling, hvem de Strænge rører, | |
| Og fortag dig ei paa noget Navn! | |
| Sandheds Røst kun Sandhed Selv tilhører, | |
| Med sig selv man bøder ei paa Savn! | |
| Let om Hjertet kan du det fornemme, | |
| Hvis dig rører her en Sandheds Stemme! | |