|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Ved Abraham Kalls Jubilæum. |
|
|
|
Er det sandt, at gammeldags i Sindet, |
|
Blandt Jævnaldrende jeg fremmed staaer, |
|
Lever jeg som Oldingen i Mindet, |
|
Knyttet til de forbigangne Aar; |
|
Da var Tavshed og i Dag en Brøde, |
|
Thi den Olding, for hvis Blik jeg staaer, |
|
Hilsed jo med denne Morgenrøde, |
|
Fødselsdagen i sit Jubel-Aar, |
|
Og vi veed, ei Aarstal blot ham binder |
|
Til den Alder som med Fædre svandt, |
|
Jævnhed, Lærdom, Munterhed og Minder, |
|
Patriarchen os betegner grandt. |
|
Er da end til Sang for grov min Stemme, |
|
Er for plump min Haand til Harpeslag, |
|
Fik til Bogen jeg dog Lyst og Nemme, |
|
Røst til Riim paa slig en Fødselsdag, |
|
Og jeg veed, at en trohjertig Tale, |
|
Sat paa Riim alt efter gammel Skik, |
|
Troere kan Patriarchen male, |
|
End hvert Mesterværk af ny Metrik. |
|
|
|
|
|
Er det sandt, hvad Oldtid os tilraaber, |
|
Ved en Cicero som ved Homer, |
|
At de Viseste kun finge Draaber |
|
Af et Hav, kun Saga overseer; |
|
Er det sandt, at Sagas Bølge-Sale |
|
Er den rette Mimers-Brønd i Nord, |
|
Lærer Oden meer af hendes Tale, |
|
End af den i Luft bereiste Thor, |
|
Sagtens maae da Oldingen vi ære, |
|
Som os synes maa for ung endnu, |
|
Efter Tiden, der vil til at lære, |
|
Hvad af Sagas Ord han kom ihu! |
|
|
|
|
|
Times Danmark, hvad jeg end tør haabe, |
|
Hvad jeg stirrer paa som Folkeheld: |
|
At inddrikke, Draabe efter Draabe, |
|
Vid af Sagne-Bækkens dybe Væld; |
|
Kan engang paa Leires Konge-Høie, |
|
Rank sig løfte Oldtids Mindesteen, |
|
Medens hist i Saga-Kirkens Fløie, |
|
Lampen skinner over Helgen-Been, |
|
Da skal aldrig her i Bøgens Egne, |
|
Glemsel vorde Minderne saa gram, |
|
At jo Danmarks Sagamænd skal regne |
|
Deres Herkomst ud fra Abraham. |
|
|
|
|
|
Ikke Smiger vil jeg her frembære, |
|
Paa Maroners og Nasoners Viis, |
|
Snorro siger, det er Spot, ei Ære, |
|
Som udgydes i en løiet Priis. |
|
Hvis det sømmede sig for den Unge, |
|
Klage vilde han i Sagas Navn, |
|
At ei Gjenlyd hun fra Danmarks Tunge, |
|
Hørde af de Millioner Savn, |
|
Som hun hvisked i vor Mesters Øre, |
|
Som hun prænted i hans Lommebog; |
|
Klagen vilde jeg forvoven føre, |
|
Skiælde selv mig for en næsviis Pog, |
|
Hvis kun Gubben vilde ret i Vrede, |
|
Vise klarlig, mig til Spot og Skam, |
|
Ved hin Kalmar-Filtring at oprede, |
|
Hvilken Skolepog jeg er mod ham. |
|
Men, ved Pogen jeg om Bogen mindes, |
|
Som han nemmede i Børneskoe, |
|
Skolebogen, hvor end silde findes |
|
Sanddrue Sagn i Pagt med Fædres Troe, |
|
Bogen som, det maa en Skielm dog glemme, |
|
Sanked først paa Danmarks Tungemaal, |
|
Fortids Sagn, saa de var værd at nemme, |
|
Veied dem i Sandheds egen Skaal; |
|
Krandsede ei nogen Alexander, |
|
Knælede ei feig for Romas Ørn, |
|
Kæmped stedse under Dydens Stander, |
|
Til et Eftersyn for christne Børn. |
|
Sank engang den under Skole-Bordet, |
|
Ligemeget Tro og Saga vandt, |
|
Hvad som fældte den, det er alt jordet, |
|
Til Opstandelse den Kræfter fandt; |
|
Der det lakked imod Jubel-Dagen, |
|
Halv opreist, den over Bordet keeg, |
|
Og med fyrgetive Aar paa Bagen, |
|
Den sig blander i vor Juleleeg. |
|
Kyndinger den fattes ei herinde. |
|
Mangen Mand den kiendte grandt som Pog, |
|
Ja, de Fleste hvert historisk Minde |
|
Knytte end vel til den Skolebog. |
|
Trives da i Danmark nogensinde, |
|
Sagas Blomst til Duft og ei til Bram, |
|
Da paa Bladet af den bly Kiærminde, |
|
Stave skal man: Sæd af Abraham. |
|
Ei Kiærminden, som man vel kan vide, |
|
Vil om nogen Ædling være stum, |
|
Nævne vil den vist paa samme Side, |
|
Holberg, Rothe, Overne og Suhm, |
|
Alle saaede de en Sæd paa Jorden, |
|
Som, trods Tidens Uveir, Kuld og Brøst, |
|
Sikkerlig dog modnes skal i Norden, |
|
Skiænke Sønner en velsignet Høst. |
|
Men alligevel, naar Dans Kiærminde |
|
Reder op sit store Arvetal, |
|
Som skal meer end Folk i Nord forbinde, |
|
Nævne maa som Patriarch hun Kall, |
|
Hun til Nævnelsen har mange Grunde, |
|
Som udstrømme af hans Skolebog, |
|
Glemme kan hun jo og ingenlunde, |
|
Hvad som vides i hver Aske-Krog, |
|
At den Samme, der os først fortalde |
|
Sagn paa Dansk om hele Tidens Løb, |
|
Ogsaa først til Dannemark indkaldte |
|
Saga-Børnene, som alt i Svøb, |
|
Liflig har paa Modersmaalet stammet, |
|
Skjøndt for Tænder de har fristet Soet, |
|
Børnene, som Hellas har opammet: |
|
Mnemosynes Børn med Herodot. |
|
Ja, hvem har vel i de sidste Dage, |
|
Saa omtrent Halvtredsindstive Aar, |
|
Bogen fulgt, mens Tiden gik tilbage, |
|
Og dog forbigaaet Søgna-Gaard! |
|
Hvem har dyrket Jord i Sagas Egne, |
|
Og ei pløiet med den Riges Kalv! |
|
Bør ei Bogen vi ham heel tilegne, |
|
Som han venlig forudsagde halv! |
|
Sad han ikke som paa Sagas Sæde, |
|
Lærerig for hver en Odans Søn! |
|
Skifted han ei aabenlyst med Glæde, |
|
Hvad han sankede med Flid i Løn! |
|
|
|
|
|
Hil, vi sige da paa Klios Vegne, |
|
Saga-Folkets giæve Patriarch! |
|
Hendes Moder kiær fra fierne Egne, |
|
Ærlig ægted ham i Dannemark; |
|
Thi det kan med Sandhed ingen nægte, |
|
At ham Mnemosyne tog til Ægte, |
|
Og at Klio kun er ægte fød, |
|
Naar hun sprang af Mnemosynes Skiød! |
|
Hil dig Olding lærd og vennehuld! |
|
Gangen aabned du til Nordens Guld, |
|
Og mens Guld i Nordens Grube vindes, |
|
Denne Dags Guldbryllup og skal mindesIndholden viser noksom, at dette Riim var stilet til at fremsiges den 2 Juli, og jeg indseer endnu ikke det mindste Upassende deri, men da jeg hørde, at man dog udentvivl vilde syndes det, tænkde jeg: voluisse sat est, og ønskede kun, at den Tid snart maatte komme, da dog ikke slige Dage skal gaae efter noget andet Schema end deres eget!. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|