| Ved Abraham Kalls Jubilæum. | |
| Er det sandt, at gammeldags i Sindet, | |
| Blandt Jævnaldrende jeg fremmed staaer, | |
| Lever jeg som Oldingen i Mindet, | |
| Knyttet til de forbigangne Aar; | |
| Da var Tavshed og i Dag en Brøde, | |
| Thi den Olding, for hvis Blik jeg staaer, | |
| Hilsed jo med denne Morgenrøde, | |
| Fødselsdagen i sit Jubel-Aar, | |
| Og vi veed, ei Aarstal blot ham binder | |
| Til den Alder som med Fædre svandt, | |
| Jævnhed, Lærdom, Munterhed og Minder, | |
| Patriarchen os betegner grandt. | |
| Er da end til Sang for grov min Stemme, | |
| Er for plump min Haand til Harpeslag, | |
| Fik til Bogen jeg dog Lyst og Nemme, | |
| Røst til Riim paa slig en Fødselsdag, | |
| Og jeg veed, at en trohjertig Tale, | |
| Sat paa Riim alt efter gammel Skik, | |
| Troere kan Patriarchen male, | |
| End hvert Mesterværk af ny Metrik. | |
| Er det sandt, hvad Oldtid os tilraaber, | |
| Ved en Cicero som ved Homer, | |
| At de Viseste kun finge Draaber | |
| Af et Hav, kun Saga overseer; | |
| Er det sandt, at Sagas Bølge-Sale | |
| Er den rette Mimers-Brønd i Nord, | |
| Lærer Oden meer af hendes Tale, | |
| End af den i Luft bereiste Thor, | |
| Sagtens maae da Oldingen vi ære, | |
| Som os synes maa for ung endnu, | |
| Efter Tiden, der vil til at lære, | |
| Hvad af Sagas Ord han kom ihu! | |
| Times Danmark, hvad jeg end tør haabe, | |
| Hvad jeg stirrer paa som Folkeheld: | |
| At inddrikke, Draabe efter Draabe, | |
| Vid af Sagne-Bækkens dybe Væld; | |
| Kan engang paa Leires Konge-Høie, | |
| Rank sig løfte Oldtids Mindesteen, | |
| Medens hist i Saga-Kirkens Fløie, | |
| Lampen skinner over Helgen-Been, | |
| Da skal aldrig her i Bøgens Egne, | |
| Glemsel vorde Minderne saa gram, | |
| At jo Danmarks Sagamænd skal regne | |
| Deres Herkomst ud fra Abraham. | |
| Ikke Smiger vil jeg her frembære, | |
| Paa Maroners og Nasoners Viis, | |
| Snorro siger, det er Spot, ei Ære, | |
| Som udgydes i en løiet Priis. | |
| Hvis det sømmede sig for den Unge, | |
| Klage vilde han i Sagas Navn, | |
| At ei Gjenlyd hun fra Danmarks Tunge, | |
| Hørde af de Millioner Savn, | |
| Som hun hvisked i vor Mesters Øre, | |
| Som hun prænted i hans Lommebog; | |
| Klagen vilde jeg forvoven føre, | |
| Skiælde selv mig for en næsviis Pog, | |
| Hvis kun Gubben vilde ret i Vrede, | |
| Vise klarlig, mig til Spot og Skam, | |
| Ved hin Kalmar-Filtring at oprede, | |
| Hvilken Skolepog jeg er mod ham. | |
| Men, ved Pogen jeg om Bogen mindes, | |
| Som han nemmede i Børneskoe, | |
| Skolebogen, hvor end silde findes | |
| Sanddrue Sagn i Pagt med Fædres Troe, | |
| Bogen som, det maa en Skielm dog glemme, | |
| Sanked først paa Danmarks Tungemaal, | |
| Fortids Sagn, saa de var værd at nemme, | |
| Veied dem i Sandheds egen Skaal; | |
| Krandsede ei nogen Alexander, | |
| Knælede ei feig for Romas Ørn, | |
| Kæmped stedse under Dydens Stander, | |
| Til et Eftersyn for christne Børn. | |
| Sank engang den under Skole-Bordet, | |
| Ligemeget Tro og Saga vandt, | |
| Hvad som fældte den, det er alt jordet, | |
| Til Opstandelse den Kræfter fandt; | |
| Der det lakked imod Jubel-Dagen, | |
| Halv opreist, den over Bordet keeg, | |
| Og med fyrgetive Aar paa Bagen, | |
| Den sig blander i vor Juleleeg. | |
| Kyndinger den fattes ei herinde. | |
| Mangen Mand den kiendte grandt som Pog, | |
| Ja, de Fleste hvert historisk Minde | |
| Knytte end vel til den Skolebog. | |
| Trives da i Danmark nogensinde, | |
| Sagas Blomst til Duft og ei til Bram, | |
| Da paa Bladet af den bly Kiærminde, | |
| Stave skal man: Sæd af Abraham. | |
| Ei Kiærminden, som man vel kan vide, | |
| Vil om nogen Ædling være stum, | |
| Nævne vil den vist paa samme Side, | |
| Holberg, Rothe, Overne og Suhm, | |
| Alle saaede de en Sæd paa Jorden, | |
| Som, trods Tidens Uveir, Kuld og Brøst, | |
| Sikkerlig dog modnes skal i Norden, | |
| Skiænke Sønner en velsignet Høst. | |
| Men alligevel, naar Dans Kiærminde | |
| Reder op sit store Arvetal, | |
| Som skal meer end Folk i Nord forbinde, | |
| Nævne maa som Patriarch hun Kall, | |
| Hun til Nævnelsen har mange Grunde, | |
| Som udstrømme af hans Skolebog, | |
| Glemme kan hun jo og ingenlunde, | |
| Hvad som vides i hver Aske-Krog, | |
| At den Samme, der os først fortalde | |
| Sagn paa Dansk om hele Tidens Løb, | |
| Ogsaa først til Dannemark indkaldte | |
| Saga-Børnene, som alt i Svøb, | |
| Liflig har paa Modersmaalet stammet, | |
| Skjøndt for Tænder de har fristet Soet, | |
| Børnene, som Hellas har opammet: | |
| Mnemosynes Børn med Herodot. | |
| Ja, hvem har vel i de sidste Dage, | |
| Saa omtrent Halvtredsindstive Aar, | |
| Bogen fulgt, mens Tiden gik tilbage, | |
| Og dog forbigaaet Søgna-Gaard! | |
| Hvem har dyrket Jord i Sagas Egne, | |
| Og ei pløiet med den Riges Kalv! | |
| Bør ei Bogen vi ham heel tilegne, | |
| Som han venlig forudsagde halv! | |
| Sad han ikke som paa Sagas Sæde, | |
| Lærerig for hver en Odans Søn! | |
| Skifted han ei aabenlyst med Glæde, | |
| Hvad han sankede med Flid i Løn! | |
| Hil, vi sige da paa Klios Vegne, | |
| Saga-Folkets giæve Patriarch! | |
| Hendes Moder kiær fra fierne Egne, | |
| Ærlig ægted ham i Dannemark; | |
| Thi det kan med Sandhed ingen nægte, | |
| At ham Mnemosyne tog til Ægte, | |
| Og at Klio kun er ægte fød, | |
| Naar hun sprang af Mnemosynes Skiød! | |
| Hil dig Olding lærd og vennehuld! | |
| Gangen aabned du til Nordens Guld, | |
| Og mens Guld i Nordens Grube vindes, | |
| Denne Dags Guldbryllup og skal mindesIndholden viser noksom, at dette Riim var stilet til at fremsiges den 2 Juli, og jeg indseer endnu ikke det mindste Upassende deri, men da jeg hørde, at man dog udentvivl vilde syndes det, tænkde jeg: voluisse sat est, og ønskede kun, at den Tid snart maatte komme, da dog ikke slige Dage skal gaae efter noget andet Schema end deres eget!. | |