| Jaordet, | |
| (et Leilighedsvers). | |
| Hvem kiender ei Vaarens de yndige Dage, | |
| Naar Jorden sig bader i Solen med Lyst, | |
| Naar Sangfuglen vender i Skoven tilbage, | |
| Naar Haabet sig bølgende hæver i Bryst, | |
| Udskyder i Havet den dristige Snekke, | |
| Uddriver paa Marken den furende Plov, | |
| Opblomstrer i Enge, henrisler i Bække, | |
| Udspringer som Mai i den tonende Skov! | |
| Hvem kiender ei Maien, som venlig forbinder | |
| Vort smilende Haab med livsalige Minder! | |
| Hvem kiender den ikke! og dog maa vi sige: | |
| Den kiendes kun halv og i Skygge af hver, | |
| Som ei kiender Vaaren i Kiærligheds Rige, | |
| De himmelske Kræfter som røre sig der, | |
| Den Snekke som der breder bølgende Vinger, | |
| Den Fugl som i Barmen sig rører med Sang, | |
| Det Træ som i Hjertet saa løvfuldt udspringer, | |
| Den Bæk som henrisler med Strengeleegs Klang. | |
| Kun hvo som har drukket af Kiærligheds Kilde, | |
| Kan føle hvad Vaar-Solens Værker afbilde. | |
| Vi vide det alle som Kiærlighed kiende, | |
| Som føle dens Kræfter i svulmende Barm, | |
| I føle det varmest, I Piger og Svende! | |
| Som nys finge Sæde i vingede Karm; | |
| Thi hvad hos de Gamle kun lever i Minde, | |
| Det gløder hos eder i Fylde og Haab, | |
| Vi sjungende flyve mod Saligheds Tinde, | |
| Naar Hjerterne smelte i Kiærligheds Daab. | |
| Hil eder, I Unge! med Fuglen i Barmen! | |
| Hil eder som flyve i Kiærligheds-Karmen! | |
| Men, hører mig, Venner! og lytter Veninder! | |
| Ja, lytter med Skjalden til Fortidens Røst! | |
| Skal Roserne giemmes i Skiød af Kiærminder, | |
| Skal Sommeren avle en frydefuld Høst, | |
| Da glemmer ei Høsten i Vaar og i Sommer! | |
| Ja glemmer, for Sangen, ei Alvor og Daad! | |
| Thi haard er den Vinter som uventet kommer, | |
| Og dyrekiøbt Sangen som endes med Graad. | |
| O, synger i Vaar, saa I venlig kan tale | |
| Om Sangen i Høst, naar sig Dagene svale! | |
| Da skal i eder, mens Dagene rinde, | |
| Fædre og Mødre med Gammen opstaae, | |
| Skue den Vaar som gik aldrig af Minde | |
| Klar over Sønner og Døttre opgaae; | |
| Da, som Forældre, med Hjertet tilstæde | |
| Være I kan i de kommende Aar, | |
| Naar I see Børnene lytte med Glæde | |
| Did hvor det toner om Kiærligheds Vaar. | |
| Kunde min Haand da end Strængene røre, | |
| Da skulde jublende Toner I høre. | |
| Fædre og Mødre! som skue herinde | |
| Klar over Børnene Vaaren opgaae, | |
| Haabe vi vil, at en venlig Kiærminde | |
| Sander engang, hvad nu Roserne spaae. | |
| Han som har ene al Kiærligheds Fylde, | |
| Derfor al Viisdom, og derfor al Magt, | |
| Han deres graanende Lokker forgylde, | |
| Som slutte blomstrende Kiærligheds Pagt! | |
| Fromme de hige mod ham i det Høie, | |
| Indtil de see ham med Kiærligheds Øie! | |