Datasets:

chcaa
/

grundtvigs-works

	<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><?xml-stylesheet type="text/xsl" href="https://prometheus.statsbiblioteket.dk/gvData/xslt/txtEditNumber.xsl"?><?xml-model type="application/relax-ng-compact-syntax" href="https://prometheus.statsbiblioteket.dk/gvData/rnc/txtRNC.rnc"?><TEI xmlns="http://www.tei-c.org/ns/1.0" xmlns:TEI="http://www.tei-c.org/ns/1.0" xml:lang="da" xml:space="preserve">
	<teiHeader>
	<fileDesc>
	<titleStmt>
	<title rend="part">Napoleon Bonaparte, (en Mythe)</title>
	<title rend="shortForm">Napoleon Bonaparte</title>
	<author>Nicolai Frederik Severin Grundtvig</author>
	<editor role="philologist">Stine Guldahl Holst</editor>
	<editor role="student1">Stine Kylsø Pedersen</editor>
	<editor role="student2">Jeppe Karnøe Knudsen</editor>
	</titleStmt>
	<editionStmt>
	<edition>
	<idno type="firstUpload">1.14</idno>
	<idno type="content">1.14</idno>
	<idno type="technic">1.14.1</idno>
	</edition>
	</editionStmt>
	<extent>15 KB</extent>
	<publicationStmt>
	<availability status="restricted">
	<p>© Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet</p>
	</availability>
	<publisher>Faculty of Arts, Aarhus University</publisher>
	<distributor>Grundtvig Centeret, Vartov, København</distributor>
	<date when="2019-04-01">www.grundtvigsværker.dk, version 1.14, 1. april 2019</date>
	</publicationStmt>
	<seriesStmt>
	<title>[titel]</title>
	<respStmt>
	<name>[udgiver]</name>
	<resp>[evt.]</resp>
	</respStmt>
	<idno>2019-04-01</idno>
	</seriesStmt>
	<notesStmt>
	<note xml:id="thisFile" target="1817_312_1_txt.xml" type="txt">Læsetekst</note>
	<note target="1817_312_1_com.xml" type="com">Punktkommentar</note>
	<note target="1817_312_1_intro.xml" type="intro">Indledning</note>
	<note target="1817_312_1_txr.xml" type="txr">Tekstredegørelse</note>
	<note type="minusVar">Variant</note>
	</notesStmt>
	<sourceDesc>
	<bibl>
	<title type="part">[titel]</title>
	<author>[forfatter]
	<note>[evt.]</note>
	</author>
	<pubPlace>[sted]</pubPlace>
	<publisher>[trykker]
	<note>[evt.]</note>
	</publisher>
	<date>[år]</date>
	</bibl>
	<listWit xml:id="emendation">
	<witness xml:id="A" n="312">
	<desc>Førstetrykket</desc>
	<num>1817</num></witness>
	</listWit>
	<listWit xml:id="pageNumber">
	<witness xml:id="US">
	<desc>Udvalgte Skrifter</desc>
	<num>3</num>
	</witness></listWit>
	</sourceDesc>
	</fileDesc>
	<profileDesc><textClass>
	<classCode scheme="http://grundtvigsværker.dk/genre.xml">
	<term>prosa</term>
	</classCode>
	<keywords scheme="http://grundtvigsværker.dk/emneord.xml">
	<term>historie</term>
	<term>filosofi</term>
	</keywords>
	</textClass></profileDesc>
	<encodingDesc>
	<projectDesc>
	<p>Grundtvig Centeret er oprettet den 1. januar 2009.</p>
	<p>Grundtvig Centeret arbejder med:</p>
	<p>1. En digital og kommenteret udgave af Grundtvigs værker</p>
	<p>2. En forskningsindsats på de felter, hvor Grundtvig særligt markerede sig</p>
	<p>2.a. Teologi og kirke</p>
	<p>2.b. Demokrati og folkelighed</p>
	<p>2.c. Pædagogik og folkeoplysning</p>
	<p>3. Videnudveksling, undervisning og formidling</p>
	</projectDesc>
	<editorialDecl xml:id="comGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for punktkommentarer til Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="introGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for indledninger til Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="msGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for transskribering af manuskripter til Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="refGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for litteraturhenvisninger til Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="typoGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for gengivelse af typografiske hierarkier i Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="txrGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for tekstredegørelser til Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="txtGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Tekstkritiske retningslinjer for Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="xmlGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for XML-mærkning af Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	</encodingDesc>
	<revisionDesc>
	<change xml:id="KSR" who="KSR" when="2012-05-14">txt2tei</change>
	<change xml:id="SKP" who="SKP" when="2018-06-01">Indført 1. kollation af GC's Aarhusianer Samfundet. Tilpasset faxnumre</change>
	<change who="SKP" when="2018-06-06">Indsat US-sidetal fra US-eksemplar fra hylde SHP 2</change>
	<change who="SHP" xml:id="SHP" when="2018-10-31">Indført 2. kollation, påbegyndt 3. kollation</change>
	<change who="SHP" when="2018-11-07">3. kollation fuldbragt</change>
	<change who="SKP" when="2018-11-19">Indført opmærkninger</change>
	</revisionDesc>
	</teiHeader>

	<text type="txt">
	<body>



	<div type="[Tekst]">
	<pb type="text" facs="1817_312_1_fax001.jpg" ed="A" n="1" rend="supp"/>
	<pb type="edition" ed="US" n="485"/>

	<head rend="1"><persName key="pe104">Napoleon Bonaparte</persName>,</head>
	<head rend="0">(en Mythe).</head>
	<p rend="noIndent"><hi rend="initial">P</hi>aa en Tid, da det synes <seg type="com" n="com1">som<!--som om.--></seg> de Danske ret vil værne om Historiens Fordomme, der hos dem ere saa dybt indgroede, at de seent eller aldrig hæve sig til den fri, philosophiske Anskuelse af Livet: af Tiden i sine evige, og Evigheden i sine timelige Forhold, paa en saadan Tid er det neppe upassende, at minde om, hvilket straalende Lys der er opgaaet over <seg type="com" n="com2">Tiderne<!--tiden..--></seg>, og som de faa <seg type="com" n="com3">overblevne<!--tilbageværende.--></seg> <rs type="myth" key="myth446">Chronos</rs>-Dyrkere omsonst vil stræbe at udslukke: det mystiske Lys, hvori alle Gestalter befries fra det tunge Støv, og <seg type="com" n="com4">forklares<!--forvandles (til en højere form).--></seg> til aandige, betydningsfulde Figurer. Et Glimt deraf var det, som opklarede <hi rend="spaced"><persName key="pe2270">Bayle</persName></hi> og <hi rend="spaced"><persName key="pe465">Voltaire</persName>,</hi> og man kan ikke nægte dem den Fortjeneste, at have aabnet Kampen mod Spøgelset fra de gamle Dage, der udgav sine Drømme for Sandhed, mod hvad man kaldte Historiens Vidnesbyrd: <pb type="text" facs="1817_312_1_fax002.jpg" ed="A" n="2"/>mod den massive Fordom, at de forrige Menneske-Aabenbarelser skulde lænkebinde de følgendes Aand, at Grunden skulde være over Bygningen, <seg type="com" n="com6">Syllen<!--fundament (af sten til en bygning).--></seg> over Taget, Døden over Livet. Den critiske Fornufts Seier over <hi rend="spaced"><seg type="com" n="com7">Krøniken<!--historien.--></seg>,</hi> er da en ligesaa sand som en herlig Forklaring af Mythen om <rs type="myth" key="myth171">Zeus</rs> der overvandt <hi rend="spaced"><rs type="myth" key="myth446">Chronos</rs>,</hi> men, for at blive i den store Spaadoms-Mythe, saa maatte dog, før <rs type="myth" key="myth171">Zeus</rs> kunde rolig fra <rs type="myth" key="myth60">Olympen</rs> styre Verdens Rige, de <seg type="com" n="com8">gudeblinde<!--.--></seg> <rs type="myth" key="myth159">Titaner</rs> nedstyrtes i <rs type="myth" key="myth604">Tartarus</rs>, og det maatte erkiendes, at <rs type="myth" key="myth446">Chronos</rs> med Ret havde hersket, til <hi rend="spaced"><rs type="myth" key="myth171.b">Chronidens</rs></hi> Time kom. Opstille maae vi da atter, ikke nogen virkelig <rs type="myth" key="myth446">Chronos</rs>, men <seg type="com" n="com80">Skyggen</seg> af ham, som den dunkle Grund hvorpaa <rs type="myth" key="myth171.b">Chronidens</rs> Throne hviler, som den blotte Potentialitet, der ikke binder men bærer, med andre Ord: vi maa lade Historien giælde for hvad den er: en mystisk Spaadom om det høiere Fornuft-Liv, der <seg type="com" n="com9">og<!--også.--></seg> var <hi rend="spaced">virkelig,</hi> i det den <hi rend="spaced">bevirkede</hi> sam<pb type="edition" ed="US" n="486"/>me, men mistede netop derved sin Virkelighed, eller, som Mythen udtrykker sig betydningsfuld, sin Manddoms-Kraft, og skal betragtes for hvad den er: en <seg type="com" n="com81">Skygge</seg>, men en ærværdig, hellig Fader-Skygge, som Fornuften kun befriede fra et smertefuldt, indbildt Liv, for at give den en <hi rend="spaced">rolig</hi> og <hi rend="spaced">virkelig</hi> Død, indføre den med sig i den evige Hvile.</p>
	<p rend="firstIndent"><pb type="text" facs="1817_312_1_fax003.jpg" ed="A" n="3"/>Man seer da let, Historien skal ikke længer criticeres, men anskues, thi hvem vil fægte med <seg type="com" n="com82">Skygger</seg>! Intet i den skal lastes, thi her giælder det i<!-- SKP: 'i' følger ikke linjen. l. 3 --> alle Maader: <hi rend="romanType"><seg type="com" n="com10">de mortuis nil nisi bene<!--lat. 'om de døde (skal man) kun (tale) godt'.--></seg>,</hi> og Intet kan være mere latterligt, end at giøre Skilsmisse mellem Mythe, Digtning og Historie, som jo <seg type="com" n="com91">aabenbar</seg> ere Eet i Fader-Skyggen, anden Forskiel at sige, end den nødvendige mellem Poesie og Prosa, hvoraf hin udtrykker den guddommelige Avling, denne Steen-Æderiet, hvorved Sønnen frelstes. Altsaa, ikke i hine Steen-Kister som man har kaldt Historier, men i Poesiens og Kunstens guddommelige Værker, der skal <seg type="com" n="com13">Krøniken<!--historien.--></seg> studeres, ikke <hi rend="spaced">indstuderes,</hi> men <hi rend="spaced"><seg type="com" n="com14">udstuderes<!--udtænkes.--></seg></hi> skal den virkelige Historie, ikke læres, men construeres. Ingen tænke imidlertid, at hvad man har kaldt de virkelige Begivenheder, herved tabe noget, nei de vinde netop, ved at anskues i det Ideale, den Vigtighed og Betydning, man omsonst prøvede at give dem ved en indbildt Realitet, der kun var en Forstening. <hi rend="spaced">Udelukkes</hi> skal de ikke, men <hi rend="spaced">oplukkes,</hi> saa Perlen de i blind Natur-Drift stræbe at indslutte, kan komme til at straale i Lyset.</p>
	<p rend="firstIndent">Længe nok have vi fægtet i <seg type="com" n="com83">Pile-Skyggen</seg>, og hengivet os i Døden af blind Ærbødighed for Fæ<pb type="text" facs="1817_312_1_fax004.jpg" ed="A" n="4"/>dres Love, det er Tid at vi hæve os til Livet i det Ideale, hvor <seg type="com" n="com84">Skyggen</seg> maa bære og Døden tjene os. Allervigtigst er det imidlertid, at vi hæve os over hvad der i det Nærværende vil som med Trolddoms-Kraft <seg type="com" n="com15">indkogle os<!--fortryller os ind.--></seg> i den laveste, mest betydningsløse Existens, under Navn af Realitet, ja aldrig var det mere nødvendigt at anskue, hvad man kalder Dagens Begivenheder i det ideelle Lys, end netop nu, og hertil vil jeg give et Bidrag, ved saaledes at anskue en Mythe som man længe nok har udgivet for puur Realitet, den saa bekiendte nemlig om <hi rend="spaced"><persName key="pe104">Napoleon Bonaparte</persName>.</hi></p>
	<p rend="firstIndent">Jeg anseer dette for saameget nødvendigere, <seg type="com" n="com16">som<!--da, når.--></seg> neppe nogen Mythe, naar man undtager den om Christendommen, og den om <seg type="com" n="com110">Islamismen</seg>, har saaledes sat Verden i Bevægelse, og saaledes foruroliget Tusinders, ja Millioners Gemytter. Om man troede <pb type="edition" ed="US" n="487"/>at <persName key="pe635">Adam</persName>, <persName key="pe1001">Cain</persName>, <persName key="pe1293">Abel</persName>, <persName key="pe45">Christus</persName>, <persName key="pe1053">Muhamed</persName>, <persName key="pe1917">Hildebrand</persName>, <persName key="pe1929">Gotfred</persName>, <persName key="pe42">Luther</persName> havde været virkelige Mennesker og havt de Hændelser, Mythen tillægger dem, det vilde i en saa oplyst Tid ei sige stort, da man dog ei bekymrer sig videre derom, men har vi ikke selv oplevet Dage, da man, endog midt i <placeName key="fak21">Tydsklands</placeName> <placeName key="fak129">Athenen</placeName>, skjalv for Mythen om <persName key="pe104">Napoleon</persName>, ja, uagtet de Hundredetusinder, der i tre Verdensdele skal være segnede for hans Legioner, naturligviis, <pb type="text" facs="1817_312_1_fax005.jpg" ed="A" n="5"/>maa skrives paa <seg type="com" n="com17">Mythographens<!--myteskriverens, myteforfatterens.--></seg> Regning, tør man dog vel dristig paastaae, at den Mythe har kostet mange Menneskers Rolighed, ja endog Enkeltes Liv. Er der ikke midt iblandt os endnu Mænd, ellers som det synes, ret fornuftige og oplyste, der ei rødme ved at paastaae, at dette Indbildningskraftens Foster ei alene har levet, men lever endnu? Vel bør det forstaaes mythisk, at Hære, fra Østen, Syden og Norden have mylrende valfartet til <placeName key="fak103">Paris</placeName> for at finde og fange Uhyret, men vist er det for Alvor man siger og skriver Sligt, og mange troe det; ja skiøndt de maae tilstaae at man fandt ham ikke, vil de dog <seg type="com" n="com18">heller<!--hellere.--></seg> indbilde sig, at han lever paa en anden Hemisphære, end ved en intellectuel Anskuelse lære at han aldrig har været anderledes til end <persName key="pe635">Adam</persName>, <persName key="pe411">Noah</persName>, <persName key="pe730">Moses</persName>, <persName key="pe502">Socrates</persName>, <persName key="pe622">Plato</persName>, <persName key="pe495">Alexander</persName>, <persName key="pe1091">Cæsar</persName>, <persName key="pe2020">Nero</persName>, <persName key="pe42">Luther</persName>, Dannemarks <seg type="com" n="com70">syv Christianer</seg> (man lægge vel Mærke til det hemmelighedsfulde Syvtal!) og hvad alle de Navne hede hvormed Mythologien har overlæsset og indviklet Historien, men ogsaa for Seerens Øie aabenbaret Naturens og Tidernes underfulde Vexelspil og gaadefulde Udvikling: det egenlige Indhold af den sande Historie. For nu klarlig at indsee dette, ville vi stræbe at glemme ganske den nærværende Tid, og fra et ophøiet Stade i den tilkommende, med fordomsfrit Blik overskue den <pb type="text" facs="1817_312_1_fax006.jpg" ed="A" n="6"/>Mythe, eller rettere den Kreds af Myther, der udgiør hvad man har kaldt <persName key="pe104">Napoleon Bonapartes</persName> Historie. <seg type="com" n="com19">Nyfrankerne<!--franskmændendes selvbetegnelse under Den Franske Revolution.--></seg>, heder det, afsatte i en Nationalforsamling deres Konge, <persName key="pe147">Ludvig den Sextende</persName>, halshuggede ham, lode hans Søn forsmægte i et Fængsel, lukkede alle Templer, <seg type="com" n="com20">uden Fornuftens og Frihedens</seg>, førde Krig mod hele det øvrige <placeName key="fak12">Europa</placeName>, stædtes efter utrolige Bedrifter i Nød, men frelsdes pludselig ved en <seg type="com" n="com92">Corser</seg> <persName key="pe104">Napoleon Bonaparte</persName>, der ikke blot tvang hardtad alle <placeName key="fak12">Europas</placeName> Magter til Fred, men indtog <placeName key="fak1221">Malta</placeName> og <placeName key="fak417">Ægypten</placeName> og trængde frem til <placeName key="fak747">Acre</placeName> i <placeName key="fak607">Palæstina</placeName>. Atter udbrød Krigen i hans Fraværelse, <placeName key="fak106">Frankrig</placeName> trængdes, <persName key="pe104">Napoleon</persName> kom over Havet paa en eenlig Snekke, Alt veeg for ham, han blev <seg type="com" n="com22">Consul<!--betegnelse for de tre embedsmænd, der ledede regeringen under konsulatet i Frankrig i 1799-1804.--></seg>, han blev Keiser, <placeName key="fak12">Europa</placeName> skjalv for ham, Throner faldt, Throner reisdes <pb type="edition" ed="US" n="488"/>paa hans Vink, han lukkede Fastlandets Kyster for <seg type="com" n="com23">Havets Dronning<!--betegnelse for verdens stærkeste sømagt; almindelig brugt om England fra 1500-tallet og frem ('The Queen of the Ocean').--></seg>, hans seierrige Legioner plantede <seg type="com" n="com24">Ørnen<!--sigter til ørnen på de franske legioners standard.--></seg> paa <placeName key="fak2792">Cap Finisterre</placeName>, paa <placeName key="fak76">Jyllands</placeName> Heder og paa <placeName key="fak901">Moskovs</placeName> Ruiner. Endelig faldt han, hardtad alle forlod ham, og med nogle hundrede Følgesvende maatte han begive sig til en liden Øe mellem <placeName key="fak1104">Korsika</placeName> og <placeName key="fak212">Italien</placeName>, hvor han paa det nøieste bevogtedes af engelske Snekker. Dog, pludselig undveeg han, gik i Land i <placeName key="fak106">Frankrig</placeName> med sine faa gamle Krigere, Hær efter Hær sendtes imod ham af <persName key="pe2884">Ludvig den <pb type="text" facs="1817_312_1_fax007.jpg" ed="A" n="7"/>Attende</persName>, den halshugne Konges Broder, men han blev, <hi rend="spaced">uden Sværdslag,</hi> Høvding for dem alle og paasatte sig atter Keiserkronen. Igien flokkedes Hære imod ham fra alle Hjørner, han kiæmpede seierrig mod dem ved <hi rend="romanType"><placeName key="his1452">la belle Alliance</placeName>,</hi> men med Eet overfaldt en panisk Skræk hans Legioner, han maatte flygte, Fastlandets Hære trængde lige ind i hans Hovedstad, selv overgav han sig i <placeName key="fak5">Engellands</placeName> Vold og førdes til Øen <placeName key="fak1263">St. Helena</placeName>, for der i Statsfangenskab at ende sine Dage.</p>
	<p rend="firstIndent">Dette er Omridset af den kun alt for vel bekiendte Mythe, som ventelig vil komme til Efterslægten med <seg type="com" n="com25">end<!--endnu, endda.--></seg> flere eventyrlige Tilsætninger, alt dette skal være een Mands Bedrifter og Hændelser, og det i et Tidsrum af mindre end tyve Aar, hele den Række af colossale Begivenheder, der aabenbar ere Udtrykket for Aarhundreders mægtige Giæring og Kamp skal i mindre end 30 Aar have udviklet sig, og givet den halve Verden en forandret Skikkelse.<!-- SKP: '.' følger ikke linjen (l. 19) --> <seg type="com" n="com26">Vist nok<!--ganske vist, helt sikkert.--></seg>, vil det tredivte Aarhundredes <seg type="com" n="com71">Chronoscop</seg> sige, bliver det stedse en for Naturphilosophen mærkelig, maaskee endnu ikke ganske forklarlig Gaade, hvorledes man med en forunderlig Enighed omtaler i gamle Bøger disse Tildragelser som samtidige, beraaber sig paa egne Øine og Øren, men ogsaa fraregnet, hvormeget heraf maae skrives paa de hyp<pb type="text" facs="1817_312_1_fax008.jpg" ed="A" n="8"/>pige Interpolationers og senere Tilsætningers Regning, beviser det Alt hverken mere eller mindre end den Sandsernes Bedragelighed der er for vis til at kunne bevises. Vel maae vi et Øieblik studse ved at møde en saadan Lettroenhed i den Alder, der lykønskede sig selv med Tilnavnet af den fornuftige og oplyste, men hvem tvivler om at det kun var Oplysningens svage Morgendæmring, at Fornuften, nylig vaagnet af den underfulde hellige <seg type="com" n="com27">Somnambulisme<!--søvngængeri.--></seg>, der som bekiendt var den graa Oldtids Kiendemærke, ei kunde tøve til det indre Øie <seg type="com" n="com28">oplodes<!--åbnedes; blev modtageligt.--></seg>, og det mystiske Lys opgik, i hvilket det Evige og Endelige sammensmelter, saa<!-- SKP: emenderes? <app type="corrNote" select="yes/no/disc"><lem wit="GV">saa</lem><rdg wit="A">faa</rdg><witDetail wit="A" n="13" rend="ft"></witDetail></app> --> at sige forstenede sig i den blot sand<pb type="edition" ed="US" n="489"/>selige Beskuelse, og tog de mystiske Gestalter, der deels som Gienfærd fra den forrige Oldtid, deels som Varsler for den ny sig først nu udviklende Tid, for virkelig objective, fornuftmæssige Skabelser. Langt være det fra os at bebreide Tiden sit Stade paa et Trin der fængslede den med en evig Nødvendighed, snarere maatte man smile ad den Fornemhed med hvilken just den Alders Mennesker saae paa sig selv og de forrige Tider, eller maaskee beklage dem, der medens de drømde om Lys, ravede i Mørket og <seg type="com" n="com86">skjalv for deres egen Skygge</seg>. Dog, hellere vil vi venlig misunde de Forbigangne, hvem det timedes endnu at see et <seg type="com" n="com29">Efterskin<!--genskær, afglans.--></seg> af de colossale Figurer der <pb type="text" facs="1817_312_1_fax009.jpg" ed="A" n="9"/>i Phantasiens Alder vandrede som Gudegestalter paa Jorden, og dernæst stræbe, da det Svundne ei lader sig opmane, at benytte det Fortrin en retfærdig Guddom skiænkede os i klar Erkiendelse, ved at bringe Lys i denne store, underfulde Mythe.</p>
	<p rend="firstIndent">Man veed, at efter de stærke, frygtelig majestætiske Rørelser af Naturens Aand, følger en Slummer hvori Hvilen mindre afbrydes end forherliges ved et <seg type="com" n="com30">Efterdøn<!--genklang; ekko.--></seg> og <seg type="com" n="com31">Efterskin<!--genskær, afglans.--></seg>, der saa at <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">sige</lem><rdg wit="A">fige</rdg><witDetail wit="A" n="9" rend="ft"/></app> er Naturaandens Drømme, og ligedan maae det nødvendig aabenbare sig i Tiden og dens Omskiftelser, thi Tidens Aand er, som vi veed, kun Viseren paa Jorduhrets dunkle Skive, der styret af hemmelige Kræfter, nøie betegner Gangen af det hellige <seg type="com" n="com32">Seierværk<!--ur.--></seg>, hvis inderste Rørelse intet Øie saae og intet Øre hørde, og som ei er opkommet i noget Menneskes Hjerte, men som aabenbares af Aanden for dem som den elske. Vi finde derfor ogsaa, at efter den egenlige Synstid eller Phantasiens Alder, hvis egenlige, virkelige Værk er de uforgiængelige episke Toner, der <seg type="com" n="com33">end<!--endnu.--></seg> lyde i og for Menneskeslægten fra <placeName key="fak118">Grækenlands</placeName> soelklare Vange, og <seg type="com" n="com33">end</seg> meer fra <placeName key="fak607">Palæstinas</placeName> dunkle, skybedækde Høie, følger en Drømmetid eller Følelsens Alder, <rs type="bible" rend="allusion" key="Luk 23,50-56">en Sabbat i hvilken den Korsfæstede hviler i Graven</rs>. I denne Tid ledte Menneskeaanden i Drømme <seg type="com" n="com35">om<!--efter.--></seg> den forsvundne <pb type="text" facs="1817_312_1_fax010.jpg" ed="A" n="10"/>Glands og Herlighed; og digtede <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">derfor</lem><rdg wit="A">drrfor</rdg><witDetail wit="A" n="1" rend="ft"/></app> de store, betydningsfulde Myther om en <persName key="pe45">Christi</persName> Statholder, som med sin Hyrdestav vogtede Hjorden og med Sværdet tugtede hver Fiende, der vilde forstyrre Hvilen, beskiæmme Graven, røve de hellige Nøgler<!--komma? JKK!--> hvormed den i sin Tid skulde <seg type="com" n="com36">oplades<!--oplukkes.--></seg>: om <placeName key="fak12">Europas</placeName> Vandring under Korsets Banner mod <placeName key="fak457">Syden</placeName> og <placeName key="fak229">Østen</placeName>, Indtagelsen af <placeName key="fak10">Jerusalem</placeName> og <placeName key="fak139">Constantinopel</placeName>, lutter colossalske herlige Drømme, der i Middelalderens romantiske Digtning og Malerie noksom kundgjorde deres Virkelighed, kundgjorde, at Hjertet inderlig higede efter det Himmelskes og Helliges Nærværelse, og vidste med under<pb type="edition" ed="US" n="490"/>fuld Kraft at fremtrylle dets sande, straalende Lignelser, hvilke derfor selv vi beskue som Middelalderens uforgiængelige, evige Værk. Endelig, <seg type="com" n="com37">der<!--da.--></seg> Sabbathen var forgangen, vaagnede Mennesket til fornuftigt Liv, og <rs type="bible" key="Matt 28,2" rend="reference">under et Jordskiælv væltedes Stenen fra Graven</rs>, men, ligesom vi læse i den store Opstandelses-Mythe, <rs type="bible" key="Joh 20,1" rend="reference">det var mørkt endnu</rs>; Nogle troede paa Opstandelsen, andre nægtede den, Ingen vilde troe <seg type="com" n="com38">uden<!--foruden.--></seg> hvad han indbildte sig at see med aabne Øine, og derved opkom den store, underfulde Tvist og Giæring<!--Komma? JKK!--> som afbildes i Mythen om <persName key="pe104">Napoleon Bonaparte</persName>, som da visselig er evig, uforgiængelig Sandhed, men just derfor ingen ligefrem Fortælling om <hi rend="spaced">een</hi> Mand og <hi rend="spaced">een</hi> Menneske<pb type="text" facs="1817_312_1_fax011.jpg" ed="A" n="11"/>alder. Efter disse Bemærkninger, der ere ligesaa ufeilbare som den Naturs evige Love de simpelt udtrykke, kan det neppe falde nogen vanskeligt at forklare Mythen i det Hele, om end enkelte Træks Betydning endnu ei fuldelig vil aabenbare sig. Klar Erkiendelse og uafhængig Rørelse, eller som man i gamle Dage mindre bestemt udtrykde sig: Fornuft og Frihed ere unægtelig Ele<!-- SKP: læderet 'e' l. 8 -->menterne i det sande, evige Fornuftliv, men yttre sig naturligviis i Dagningen enten adskilte eller dog i en urigtig Forbindelse der maa avle Strid, som enhver Sammenkomst, der ei er Forening, ligesom de nødvendig maae yttre sig i den fuldkomneste Modsætning til Drømmetiden som saadan. Naar vi nu høre om <seg type="com" n="com39">Nyfrankernes<!--franskmændenes selvbetegnelse under Den Franske Revolution.--></seg> Opstand og Raab paa Fornuft og Frihed, da maae vi derved ei tænke paa et <seg type="com" n="com40">særdeles<!--specielt, særegent.--></seg> Folkefærd, skiøndt det vel er muligt, at et saadant kan have været til, men kun paa den ny Aands første store Kraftyttringer, thi det er noksom bekiendt at Franker har været en almindelig Benævnelse paa alle Europæer nordenfor <placeName key="fak118">Grækenland</placeName>, og i Skrifter fra de Dage som ere forfattede paa Tydsk, et Sprog der slet ikke taldes i det Land der <seg type="com" n="com41">besynderlig<!--særligt; i særdeleshed.--></seg> skal have hedt <placeName key="his2507">Frankerig</placeName>, finder man ofte Udtrykket gammel <hi rend="spaced">frankisk</hi> (<!--<seg type="com" n="com42">-->altfränkisch<!--ty. gammelfrankisk.--><!--</seg>-->) som eenstydig med gammeldags. Derfor finder man ogsaa i Mythen <pb type="text" facs="1817_312_1_fax012.jpg" ed="A" n="12"/>o<!-- SKP: 'o' følger ikke linjen -->m Korstogene at det var <hi rend="spaced"><seg type="com" n="com93">Franker</seg></hi> som indtoge baade <placeName key="fak10">Jerusalem</placeName> og <placeName key="fak139">Constantinopel</placeName>, og det er da klart, at den hele Tale om den saakaldte franske Revolution blot betegner Striden mellem den <seg type="com" n="com94">gammelfrankiske og nyfrankiske</seg> Aand: mellem den vigende Nat og den gryende Morgen, og Kongens Halshuggelse er et malerisk Billede paa det Frembrud af Lysstraalerne, der fremstille Mørket som et hovedløst Uhyre. <seg type="com" n="com43">Nyfrankernes<!--franskmændenes selvbetegnelse under Den Franske Revolution.--></seg> Opstand betegner da det første store Forsøg paa at bevæge sig i Masse med Fornuft og Frihed i Samfund, og den <pb type="edition" ed="US" n="491"/>med al Ret saakaldte <hi rend="spaced">Revolutions</hi>krig, betegner Kampen deels mod Drømmetiden, det gamle Chaos: Konge, Adel, Præsteskab, Munkevæsen, Russer og Tyrker, deels mod Fornuften og Friheden, hver for sig, der frygte for at tabe Selvstændigheden i en Sammensmeltning, eller som den alting personificerende Mythe udtrykker sig: mod <hi rend="spaced">Tydskere</hi> og <hi rend="spaced">Engellænder,</hi> thi Tydsk (Deutsch) af at <hi rend="spaced">tyde,</hi> (deuten) er Udtrykket for det reen Fornuftige, ligesom Engelsk (beslægtet med Engel) Udtrykket <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">for</lem><rdg wit="A">sor</rdg><witDetail wit="A" n="21" rend="ft"/></app> det Frie, Ubundne, hvorfor ogsaa i alle Myther <placeName key="fak5">Engelland</placeName> skildres som en <seg type="com" n="com46">Havets Dronning<!--betegnelse for verdens stærkeste sømagt; almindelig brugt om England fra 1500-tallet og frem ('The Queen of the Ocean').--></seg> der svæver fri og bydende paa de skyhøie Bølger. En saadan Kamps Nødvendighed indsees let ved at betragte de menneskelige Vilkaar, thi man maa her tænke sig <seg type="com" n="com104">Slægten</seg> som vaagnende af en <pb type="text" facs="1817_312_1_fax013.jpg" ed="A" n="13"/>lang drømfuld Slummer, nogle stræbe med lukkede Øine at vedligeholde Blændværket, andre forkaste med det alle høiere Syner, og vil <seg type="com" n="com47">ponere<!--antage; fremsætte.--></seg> Sandseverdenens udvortes Former som det eneste sande Virkelige, andre igien vælge mellem Drømmebillederne, eller rettere hænge fast ved det standhaftigste, og vil herefter skikke og ordne alt, og saa fremdeles; kun Enkelte med Seerblik begavede, anskue Forholdene klarere i den aarle Morgenstund, og kan de <seg type="com" n="com48">end<!--endnu.--></seg> ikke anskue den dybe <seg type="com" n="com95">Conjunction</seg> i sit inderste Væsen, erkiende de dog <seg type="com" n="com105">Samfundets</seg> Nødvendighed, stræbe at organisere et fornuftigt Heelt, der fri udtaler sit Væsen i en almindelig, tilsvarende Symbolik, og udgiøre saaledes unægtelig Tidens gode Aand, eller, for at bruge Mythens Udtryk, der med Hensyn paa Modsætningerne er bestemtere: <seg type="com" n="com96">den gode <hi rend="spaced">Deel</hi></seg><hi rend="spaced">,</hi> <persName key="pe104">Bonaparte</persName>, om hvem det derfor heder at han igien opreisde Kirken og Thronen, og stræbde i et <seg type="com" n="com115">fæderativ</seg> System at forene alle Stater til een. At han skildres som en voldsom Tyran, maa ikke undre os, thi det er, som skrevet staaer: <rs type="bible" subtype="bibleStart" n="bible1" key="Sl 2,9" rend="reference"/>den skal beherske dem med et <seg type="com" n="com50">Jernscepter<!--hårdt styre.--></seg> og som Leerkar skal de sønderbrydes<rs type="bible" subtype="bibleEnd" n="bible1" key="Sl 2,9" rend="reference"/>; hvor Fornuften træder frem som den ordnende, sammensmeltende Verdensaand, der brydes nødvendig alle Enkelthedens Baand, alle <seg type="com" n="com111">Skilsmissens Skranker</seg>. Hvorfor han kaldes en <hi rend="spaced"><seg type="com" n="com97">Corser</seg>,</hi> er vel <pb type="text" facs="1817_312_1_fax014.jpg" ed="A" n="14"/>ei saa nemt at sige, men at han fremstilles som en Øboe, en Havets Søn, er saa aldeles i sin mythiske Orden, thi af det jordombæltende Hav opstiger stedse <rs type="myth" key="myth146">Aphrodite</rs> som med lønlig Kraft sammenknytter det Adskilte, sammensmelter det Stridige, og vi tvivle ingenlunde paa, at man engang, ved at trænge dybere ind i Naturen, vil kunne angive en fyldestgiørende Grund, hvi hin Tids ahnelsesfulde Poesie netop <seg type="com" n="com51">nævner<!--benævner, kalder.--></seg> den gode Aand <seg type="com" n="com98">Corseren</seg>, maaskee <seg type="comStart" n="com52"/>har det endog Hen<pb type="edition" ed="US" n="492"/>syn paa<!--hentyder det endog til.--><seg type="comEnd" n="com52"/> det betydningsfulde Tegn der fremstiller det dybeste hemmeligste <seg type="com" n="com99">Samfund</seg> i Verdens Underværk. At nu denne Helt forestilles kiæmpende i <placeName key="fak417">Ægypten</placeName>, og paa et <seg type="com" n="com53">Tog<!--felttog.--></seg> til <placeName key="fak607">Palæstina</placeName>, er aldeles naturligt, thi som en anden <persName key="pe730">Moses</persName> skulde han overvinde Kogleriet og indføre <seg type="com" n="com73">Israel</seg> i det forjættede Land, og at han, ligesom <persName key="pe730">Moses</persName> i <seg type="com" n="com54">Ebræernes<!--dvs. hebræernes.--></seg> og <persName key="pe1815">den hellige Ludvig</persName> i Gammelfrankernes Myther, standsedes ved Landets Grændser, betegner Tidens rigtige Følelse af, at Enden var ikke endda, at hvad de saae eller <seg type="com" n="com55">syndes<!--dvs. syntes.--></seg> at see var kun <seg type="com" n="com85">Skyggen</seg> af hvad som i Tidernes Fylde skulde aabenbares, at en <persName key="pe1560">Josva</persName> endnu var i Vente<!--komma? JKK!--> som skulde fuldende Værket. Uagtet de derfor skildre <persName key="pe104">Bonaparte</persName> som en seierrig Keiser der med Verdensrigets gamle Emblem: <hi rend="spaced">Ørnen,</hi> til sin Banner, enstund beherskede <placeName key="fak12">Europa</placeName>, maatte de dog see ham falde: dale i Vesten paa <placeName key="fak1392">Elba</placeName> <pb type="text" facs="1817_312_1_fax015.jpg" ed="A" n="15"/>som Sol i Hav en Sommernat, atter stige pludselig, men igien forsvinde til <placeName key="fak1263">St. Helena</placeName>: til den anden Halvkugle, for der i Vintertiden som <rs type="myth" key="myth171">Zeus</rs> hos Æthioperne, at samle nye Kræfter<!-- SKP: spies l. 4 --> til under Vaarsolens Skikkelse at fuldende Værket. Førstegang, <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">siger</lem><rdg wit="A">figer</rdg><witDetail wit="A" n="6" rend="ft"/></app> Mythen, fældtes <persName key="pe104">Bonaparte</persName> af Russerne, den gamle Drømmetids sidste Kraft; anden Gang ved <hi rend="romanType"><placeName key="his1452">la belle Alliance</placeName></hi> (et Udtryk der ret bærer sin mythiske Herkomst til Skue) af Tydske og Engellændere i <hi rend="spaced">Forening,</hi> af <seg type="com" n="com100"><persName key="pe2495">Vellington</persName> og <persName key="pe2494">Blücher</persName>, Navne som klarlig hentyde paa <hi rend="spaced">Bølgen</hi> og <hi rend="spaced">Blikket</hi></seg><hi rend="spaced">,</hi> Frihedens og Fornuftens Billeder.</p>
	<p rend="firstIndent">Saaledes omtrent vil Efterslægten med høi Nydelse betragte denne Mythe, skiøndt ei alene med endnu dybere Blik, men <seg type="com" n="com101">vist</seg> ogsaa mere fuldstændig, thi alle Myther stræbe efter den episke Runding, netop det <hi rend="spaced"><seg type="com" n="com56">Arronderings-System<!--afrundingssystem; sigter til system for tilpasning el. afrunding af jordbesiddelser.--></seg>,</hi> for hvilket Mythen sigter <persName key="pe104">Napoleon</persName>, og hvorover vi have hørt de ynkeligste og latterligste Klager. I Mythen vil det da sikkert <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">endnu</lem><rdg wit="A">endun</rdg><witDetail wit="A" n="20" rend="obt"/></app> komme til at hede: atter kom <persName key="pe104">Napoleon</persName> tilbage, blev efter nogen Kamp <seg type="com" n="com112">erkiendt for</seg> Keiser, og overlod de gamle Regienter kun en <seg type="com" n="com87">Skygge</seg> af deres Kroner. Ogsaa det vil da ikke gaae af uden stærke Billeder, saasom: Blodbad, Tyrannie, Selv-Forgudelse, Tilbedelse og andet Sligt, hvilket jeg vil anmærke, for at man, hvis <pb type="text" facs="1817_312_1_fax016.jpg" ed="A" n="16"/>Mythen endnu i vore Dage skulde faae en saadan Tilsætning, dog ikke meer <seg type="com" n="com88">forfærdes og flygter for <hi rend="spaced">sin egen Skygge</hi></seg><hi rend="spaced">;</hi> thi er ikke denne hele Mythe bogstavelig <seg type="com" n="com89">Skyggen</seg> af den sande Fornuft-Historie, som vi strax i Begyndelsen anskuede i Mythen om <rs type="myth" key="myth171">Zeus</rs> og <rs type="myth" key="myth446">Chronos</rs>! Vil man dog ikke see, at Alt hvad der fortælles om Revolutionen og <persName key="pe104">Napoleon</persName> er kun den matte sandselige <seg type="com" n="com90">Skygge</seg> af det store Natur-Epos, vi ere nær ved at fuld<pb type="edition" ed="US" n="493"/>ende, i det Fornuften vaagnet til guddommelig Selv-Bevidsthed i <hi rend="spaced">Naturens Aand, underlægger</hi> sig Historien (det gamle Konge-Huus) og <rs type="bible" rend="allusion" key="Åb 20">begynder sit <hi rend="spaced">tusindaars Rige</hi> paa Jorden</rs>, med guddommelig Majestæt.</p>
	<graphic style="shortLine"/>
	<p rend="noIndent">For <hi rend="spaced"><rs type="title" key="title3299">Dannevirkes</rs></hi> Læsere behøver dette Besøg i <seg type="com" n="com102">den sorte Skole</seg> vist ingen Commentar, men da dog dette Hefte mulig kunde komme Folk for Øie, som hverken har læst de forrige, eller læse dette ud, vil jeg være forsigtig nok til at sige dem, at enten de ansee Stykket for <seg type="com" n="com57">underklogt<!--utrolig klogt.--></seg> eller splittergalt, tilkommer Æren ikke mig, og min hele Fortjeneste er, at have, som jeg troer ikke uheldig, givet et <seg type="com" n="com58">beskueligt<!--anskuelig; synlig.--></seg> Billede af Natur-Philosophiens historiske Anskuelse, der ingenlunde maae betragtes som simpelt Galskab, men som et Forsøg paa med Øinene <pb type="text" facs="1817_312_1_fax017.jpg" ed="A" n="17"/>at nedrive <seg type="com" n="com59">Mellemvæggen<!--skillevæggen.--></seg> mellem Klogskab og Galskab, udlede dem begge af <seg type="com" n="com60">Indifferensen<!--ligevægten (ml. modvirkende kræfter).--></seg> og sammensmelte dem i en kiærlig Identitet.</p>
	<graphic style="longLine"/>
	</div>

	</body>
	</text>
	</TEI>