| Første Riimbrev. | |
| Til Bernhard Ingemann. | |
| God Dag, Rasmus Jæn med din Kofte! | |
| Skal vi nu her mødes paa Tofte! | |
| Hans Jæn har en Datter, hedder Ludse, | |
| See til, at du hende kan pudse! | |
| Der skal du finde Penge, | |
| Og Senge | |
| Som vel opredte ere | |
| Med skiønne Gaasefjere. | |
| Drenge-Lirum-Larum. | |
| God Dag, min Ven! det er en grumme Taage | |
| I denne samme gode Nyaarstid, | |
| Og til i den at skille Mænd fra Poge, | |
| Udkræves mere end Athenes Vid, | |
| Meer end Peer Hjorts Logik, og alle Briller, | |
| Hvordan man saa paa Næsen dem end stiller, | |
| Kort sagt, der vil | |
| Min Sanden Øine til. | |
| Nu veed jeg nok, man siger for det meste | |
| At om ei alle, dog de allerfleste, | |
| Har Øine nok, og sagtens fleer end Præsten, | |
| Og, sandt at sige, troer jeg ogsaa næsten, | |
| At mange Folk har Øine meer end nok; | |
| Thi for den Troe jeg har en Skok | |
| Af Syn for Sagn og sunde | |
| Tilstrækkelige Grunde. | |
| Pro primo, om jeg end tør mene, | |
| Trods Gall, at man kan se med to, | |
| Saa har jeg dog den fulde, faste Tro, | |
| De fleste se kun med det ene, | |
| Og mange, naar Alt kom til Alt, | |
| Kun med et halvt. | |
| Dernæst man daglig seer paa Gaden, | |
| At aldrig før var Hoved-Staden | |
| Saa vel beøiet, fuld af Øine, | |
| Som netop i de sidste Døgne, | |
| Da man er ordenlig forlegen med | |
| De mange Øine paa urette Stæd, | |
| Da under fire Øine snakker | |
| Nu med sig selv fast hver Pisvakker, | |
| Og seer sig dobbelt i Athenes Vand, | |
| Ja seer, hvad der gaaer over min Forstand, | |
| Deri Gudinden for den gyldne Tid, | |
| Og i sig selv Genie, Forstand og Vid. | |
| Men desuagtet, seer jeg ret, | |
| Da see Pisvakkerne kun slet, | |
| Og, forsaavidt som jeg forstaaer, | |
| Med Øine som med Been det gaaer: | |
| Et halvt er fast saa godt som ingen Ting, | |
| Og med et heelt man giør ei store Spring, | |
| Selv med halvandet man kun daarlig vralter, | |
| Med eet, titolvte Deel endnu man halter, | |
| Og hele to er netop ret tilpas, | |
| Paa Fire bedst gaae Mikkel, Mette, Mads. | |
| At sige, naar man Ræv og Buk og Faar, | |
| Ved dem forstaaer, | |
| Men jeg kan aldrig andet troe, | |
| End Mennesker gaae bedst paa To, | |
| Og ta'r man Næsen til det tredde Been | |
| Blir Gangen langsom og ei ganske reen. | |
| Vel, om man skal et Ordsprog troe, | |
| See fire Øine meer end to. | |
| Men, hvad man her maa tælle med, | |
| Er Øine paa det rette Sted, | |
| I Hovedet og ei paa Næsen, | |
| Og vore Dages Brille-Væsen | |
| Giør Næsen til det tredde Øie, | |
| Saa man, som sagt, har ingen Føie, | |
| Til sig det Ordsprog at tilegne, | |
| Der mellem Øine vil ei Næsen regne. | |
| Altsaa, min Ven! da ikke nøie, | |
| Man seer kun med det halve Øie, | |
| Og endnu mindre grandt med Næsen, | |
| Trods alt det tydske Brille-Væsen, | |
| Og da vi har den slemme Taage, | |
| Saa skal man ikke undres paa, | |
| At ei de Fleste, men kun saare faa, | |
| Kan rigtig skille Mænd fra Poge, | |
| Og hvem kan vente at de bitte smaa, | |
| Om hvem man aldrig har udfundet, | |
| Hvormange der vel gaae paa Pundet, | |
| Nu skulde være iblandt disse Faa! | |
| Naar ei de titte under Øie-Laaget, | |
| De gloe i Veiret, som de gaae i Taaget, | |
| Og hvor de ingen Mester Erik finde, | |
| Der synes de, er heller ingen Mand, | |
| De gaae paa Jagt, ei efter Ræv og Ravn, | |
| Men efter Vittighed og Skyttenavn. | |
| De Buer har, som de af en Veninde: | |
| Af deres Amme fik paa Markedet i Fjor, | |
| Og Pilene er lutter Pølse-Pinde, | |
| Til Harerne paa deres Dukkebord. | |
| En Hylle-Bøsse er det andet Vaaben, | |
| En Prop i Enden og lidt Blaar om Pinden, | |
| Og Vand af Bækken, det gaaer rask med Vinden, | |
| Til en Forandring er og Bøssen aaben, | |
| Saa gaaer det feiende med lutter Kugler | |
| Af Blaar, Papir og Haar af gamle Ugler, | |
| Imellem ogsaa af det skiære Sand, | |
| Som de i Spyt med Gammen ælte, | |
| Og skyde saa til Maals som Helte, | |
| Helst paa det Brede og det Bløde, | |
| Det rammes bedst, og det er ingen Fare, | |
| Som er det vigtigste, naar Skytten selv er Hare, | |
| Saa løfter strunk sig paa sin Taa, | |
| Den Dukkemand i Aabenraa, | |
| Og skyder løs saa godt han kan, | |
| Paa hvad han kalder ingen Mand, | |
| Og Tofte-Gaasen kiækker efter | |
| Hans ingen Mand af alle Kræfter. | |
| Lad dem skyde, snadre, kiække, | |
| Op ad Stolper ned ad Vægge, | |
| Raabe, hvad du vidste længe, | |
| Du er ingen Mand for Drenge! | |
| Ei for Kiepperygge-Dands, | |
| Polsk og Norsk med kaade Drenge, | |
| Kun for Dands med Chor i Enge, | |
| Fikst du Øie, Sind og Sands. | |
| Urte-Koste kanst du binde, | |
| Men om andre her det giælder: | |
| Riis af Slaan og Birk og Nælder, | |
| Naar en Dreng sin Mand skal finde. | |
| Mand est du, men Digterinde | |
| Musen er i Hjertet inde; | |
| Mand er jeg, har ingen Muse, | |
| Som en Inderst kun til Huse, | |
| Sidder jeg i Brages Hald, | |
| Men for Drenge er jeg Skjald, | |
| Mand og Skjald og Skolemester, | |
| Send kun mig de Snylte-Giæster! | |
| Jeg dem skal paa dine Vegne, | |
| Med et Saltmads-Fad begegne, | |
| Sande skal de over Borde, | |
| At de kom til Jule-Gilde, | |
| Ei for tidlig, ei for silde, | |
| Men just som de komme burde, | |
| Ret til Pas. | |
| Dog nei, min Ven! jeg mig forivred lidt, | |
| Som, siger sagtens Folk, saa tit. | |
| Hvem nænner vel at slaae de Smaa, | |
| Som har endnu Sløikjolen paa, | |
| Og Følle-Tænderne i Munden, | |
| Og veed ei hvad de giør i Grunden! | |
| Vel sandt de har, i deres Puge-Skole, | |
| Unoder lært, og ingen Ting for Resten, | |
| Mig vil de nappe, seer jeg, i min Kjole, | |
| Og tænke dermed ret at drille Præsten, | |
| Men de ta'r Feil, de kiære Ugle-Unger, | |
| Thi Kjolen ligger der hvor Kingo sjunger, | |
| Og mellem Drenge er jeg ikke Præsten, | |
| Men balancerer kun i Vesten, | |
| See, derfor kan jeg, naar det kniber, | |
| Og jeg er kied af Drenge-Piber, | |
| Af Lirum og Larum og Katten giør Æg, | |
| Endog spille Skorsteen og nærmest til Væg, | |
| Slaae Giækken løs og lege med de Smaa, | |
| Og drage Handsker, som de kan forstaae. | |
| Maaskee det kan dem dog fornøie, | |
| At faae i Spas en banket Trøie, | |
| Det er Methoden jo de Lærde prise: | |
| Med Spas og Fjas de Smaa at giøre vise, | |
| Og giemme Riset til de blive store. | |
| Du seer, min Ven, det maa da giemmes længe, | |
| Og jeg vil haabe, du tilgi'r de Drenge, | |
| Som i den lange Tid sig dog skal more, | |
| De smaa Spilopper med din Færredsvogn! | |
| Hvor er i Verden vel det Kirkesogn, | |
| Hvor Smækken ikke frister Drenge, | |
| Bag-Smækken nemlig, hvor de nemt kan hænge, | |
| Og paa en egen Maade age med! | |
| Tit komme de lidt galt afsted, | |
| Og dumpe af for Stød og Skrald, | |
| Men let og kort er Drenge-Fald, | |
| Og hvad de tabe naar de dratte, | |
| Kan Vand og Stilhed snart erstatte, | |
| Ja Dumpet vist dem selv fornøier, | |
| Som rene, skiære Nytaars-Løier. | |
| Oprigtig talt, min Ven! kanskee de Smaa, | |
| Er ei saa gale, som de avet gaae, | |
| Maaskee i Grunden de dog har for Øie, | |
| At nytte og fornøie, | |
| At sige middel-bar paa Drengeviis, | |
| Ved selv at give sig til Priis, | |
| Og er det saa, da kan man ikke nægte, | |
| Der sidder Hoved paa de Knegte; | |
| Thi hvad de giør, er lutter Parodie, | |
| Paa Kløgt og Vid og Smag og Poesie, | |
| Som man har stukket og end stikker i, | |
| Ja, paa Logiken, | |
| Og Gymnastiken, | |
| Og Politiken, | |
| Og fremforalt paa Aerostatiken, | |
| Og Hydrauliken, | |
| Og Døgn-Critiken, | |
| Saa heel komik man har det nu beskrevet, | |
| Hvad tragicomisk Tiden har bedrevet, | |
| Dog tys! det var den gamle Nykke, | |
| Det var min Rejse-Aand som kom igien, | |
| Nei, juble maa man over Tidens Lykke, | |
| Ja, kling mit Hakkebret, og sprut min Pen! | |
| Thi see, den kommer, Dagen uden Navn, | |
| Ja see, den er her, midt i Kiøbenhavn, | |
| Den Dag Propheterne i Luften saae, | |
| Men i det Fjerne, kunde ikkun spaa, | |
| Ja, det hvorpaa man har sin Næse smurt, | |
| Hvis Haab saa mangen er hensovet i, | |
| Som nys blev holdt for Drøm og Phantasie, | |
| Det er nu skeet, det er fuldkommengjort! | |
| Ja, det er født, det søde Julenoer, | |
| Som man har ventet paa den halve Jord, | |
| Født i en Stald hos Oxe og hos Asen, | |
| Og skiønt en Karklud nu er hele Stadsen, | |
| Som baade tjene maa til Svøb og Blee, | |
| Man dog i ham maa Rigets Arving see, | |
| Det er forkyndt for Hyrder og Hyrdinder, | |
| Som man paa Markens Skueplads dem finder, | |
| Og Østens Vise med det første komme, | |
| Med Konge-Røgelse i hver en Lomme, | |
| Med Peber-Nødder og med Guld-Papir, | |
| Til Jule-Gave og til Nyaars-Ziir. | |
| Kom, siig, du vantro! nu at Verden løi! | |
| See Jule-Bukken ved det gamle Øg! | |
| Forstum! nedknæl! bekiend at det er stort, | |
| Oplysningen er nu fuldkommen gjort! | |
| Hvad var det, Verden, vel, du pønsed paa, | |
| Mon ei en Søn som kunde bag op slaae, | |
| Ja slaae Spar To til Djævel og til Engel, | |
| Og midt i Helligdommen spille Pind; | |
| Kort sagt: en fri, selvstændig, lystig Bengel, | |
| Sin egen Gud, sin egen Harlekin! | |
| Nu har du ham, Triumph, Triumph! til Lykke! | |
| Som hans udødeligt er nu dit Navn, | |
| Du Liljevand! du Jomfru Kiøbenhavn! | |
| Din Gudsøn flux med Faldehat du smykke! | |
| Dog nei, paa Fire trygt gaaer Julebukken, | |
| Og Kæmpeværk din Søn giør alt i Vuggen, | |
| Men vogt dig selv og ham for Spot og Skade, | |
| Og snør ham flux i Pandser og i Plade, | |
| At ei maaskee Herodes Sendebud, | |
| Skal slaae ihjel din lille Dukke-Gud! | |
| Men, hvad er det? jeg troer, saa Skam, du græder, | |
| Er det af Glæde over Held og Hæder? | |
| Men nei, du ryster jo, du er jo snydevreed, | |
| Du græder jo af Angst og Arrighed! | |
| Hvad fattes dig? hvordan? din kiære Søn | |
| Dig skiælder for en Skiøge! | |
| Aa, ikke andet! han vil bare spøge, | |
| Og hvad! naar man er vittig, frisk og kiøn, | |
| Er det jo ingen Skam at være fri, | |
| Som Musen i den rene Poesie; | |
| Lad Plato snakke! det er ganske net | |
| Og ganske godt at lege med en Smule, | |
| Men derfor bliver det dog aldrig ret, | |
| At giøre Hjertet til en Røver-Kule, | |
| I Livet som i Smagen blir man kied, | |
| Af denne evige Eensidighed. | |
| Saa græd kun ei! du skulde heller leet | |
| Ad den elskværdige Naivitet, | |
| Thi det er, som bedst selv du veed, | |
| Din skiære, barnlige Uskyldighed! | |
| Hvad siger du? han spiller dig paa Næsen, | |
| Og slaaer dig under Øret med det samme! | |
| Hvad siger det? lidt lystigt Drenge-Væsen! | |
| Han øver sig i Tippen ret at ramme, | |
| Og vænner sig nu og paa denne Leed, | |
| Til ædel Frihed og Selvstændighed, | |
| Lyksalig du, hvis lille Gut forener | |
| Saa tidlig Alt, hvad der just hører til: | |
| At sige hvad man mener, | |
| Og giøre, hvad man vil! | |
| O hvilken Kalv! o hvilken Himmel-Oxe, | |
| Om han faaer Tid og Ro til at udvoxe! | |
| O hvilken Apis-Kalv med høi og stiernet Pande! | |
| O hvilken Lykke dog for Nørre-Lande! | |
| Vel i Ægypten man begrov hans Fader, | |
| Men slig en Søn i Nord han efterlader, | |
| En Søn der vil sin Fader overgaae, | |
| Saa høit som Stjerner over Slotte staae! | |
| Men hvad er det? du græder jo endnu! | |
| Hvad! vil han drukne dig i Pebling-Søe! | |
| Aa, ikke andet! kom du kiønt ihu, | |
| At det er Smaating, Løier kun at døe, | |
| At synke i sit Udsprings milde Favn, | |
| Især naar man har skaffet sig et Navn! | |
| Det har jo du, hvem i al Verden kiender | |
| Ei godt den kiønne Jomfru Kiøbenhavn, | |
| Og nu at dø for Sønnens kiære Hænder, | |
| At drukne i sin egen kiære Søe, | |
| Begraves uden Porten i det Frie, | |
| Og uden noget Præste, Kirke-Maskapie, | |
| O hvilken Fryd! o Vellyst saa at døe! | |
| Men skam dig dog! du græder, beder, ryster, | |
| Hvad duer du da nu til Verden meer! | |
| O kiend den Søn, som died dine Bryster! | |
| Ad hvad du smiilde, han nu skoggerleer, | |
| Han seer, du blevet er en stakkels Kryster, | |
| Som Livet knap kan længer hænge i, | |
| Han føler Ungdomskraft og hede Lyster, | |
| I alle Sandsers rene Poesie, | |
| Du gaaer i Barndom, om det nu sig hændte, | |
| At du af Frygt for Døden dig omvendte, | |
| Og satte hver en Hvid du har i Tasken, | |
| Paa Kirke-Taarnet og paa Flasken, | |
| O hvilken Skam! | |
| Og Hjertesorg for ham! | |
| Hvad fik saa han til Knas og Sukker, | |
| Til Chocolade, Spil og Dukker! | |
| Nei vær en Skjoldmø, vær en Amazone! | |
| Og lad din Død dit Værk og Levnet krone! | |
| O, see engang, betragt din ædle Søn! | |
| O! hvilken Moder fik en saadan Løn! | |
| O hvor betydningsfuld og fiin en Skierts! | |
| Han staaer saamænd og snakker for sin Æske, | |
| Og leder om et sindrigt Nyaarsvers, | |
| Der svare kan til Pebling-Søens Vædske, | |
| Og ønsker dig, sin Lærer, at du frisk, | |
| I Pebling-Søe maa svømme som en Fisk. | |
| Det kalder man at tørre Taarer af, | |
| Velsign din Søn, synk salig i din Grav, | |
| Og tænk, kanskee den Spas er ei saa dum, | |
| Thi Verset er kanskee et Evangelium; | |
| Kanskee din Søn, den store Vand-Poet, | |
| I Grunden være kan en Vand-Prophet, | |
| Thi underfulde er Naturens Kræfter, | |
| Den har kanskee hvad Gud maa lede efter: | |
| Mirakel-Gaven og de Vises Steen, | |
| Saa du blir Fisk, en deilig spettet een, | |
| Et hundred eller og et tusind Aar, | |
| Indtil Forløsnings-Timen slaaer, | |
| Saa fanges du og bliver nok cureret, | |
| Ja til en Venus opmagnetiseret. | |
| Saa synk! og tænk: det gaaer vel saa omtrent! | |
| Vær glad, som Fisken, i dit Element! | |
| Nu Ingemann! det kosted Hovedbrud, | |
| At faae den kiøbenhavnske Bengel | |
| Gjort til et Stykke af en Engel, | |
| Og lad ham dermed nu kun gaae sit Skud! | |
| Han frygter halv at faae sin Moders Død, | |
| Men trøst ham med, at det har ingen Nød! | |
| Thi her det giælder just til Punkt og Prikke: | |
| Hvo hænges skal, han drukner ikke, | |
| Og, seer jeg ret, han alt jo hænger | |
| Bag Smækken paa din Færredsvogn, | |
| Bag Taarnet i det gamle Sogn, | |
| Og, hvor man nu ei Kalve hænger, | |
| Men han har hængt sig selv tilpas: | |
| Paa Ulfeldts Plads. | |
| Lad ham nu hænge, til han dratter, | |
| Og ha'e den Fryd at vække Latter, | |
| Den ei vi vil, om end vi kunde, | |
| Hans Vurst misunde. | |
| Han meende det var nok at rive | |
| Itu en Skud-Aars Almanak, | |
| For til et Ny-Aar selv at blive, | |
| Som kunde spille Bas med Snak; | |
| Men jeg tør vædde, at trods alle Tofter, | |
| Dem paa det Tørre og dem paa det Vaade, | |
| Trods alle Hauche af den tydske Naade, | |
| Trods Harlekin i alle sine Kofter, | |
| Trods Hui og Hei og alle Hjortespring, | |
| Trods alt som er i Grunden ingen Ting, | |
| Bli'r Drengen Dreng, hvordan han end sig teer, | |
| Og skal, trods alle sine Kaprioler, | |
| Trods alle Fiffene fra Puge-Skoler, | |
| Nok stikke Piben ind, naar Manden leer, | |
| De stak den ud som vi har seet saa længe, | |
| De jammerlige kiøbenhavnske Drenge, | |
| Paa Skueplads og i hveranden Gade, | |
| Saavelsom og paa Titel-Blade, | |
| Men hvem der har den nye Almanak, | |
| Som Harlekin i Nyaars-Ruus har glemt, | |
| Han veed, man kommer ikke vidt med Snak, | |
| Og seer, sig Drengen har forregnet slemt; | |
| At stikke Piben ind og Haser smøre, | |
| Det skal han læres til, | |
| Og bedst for ham, ifald han kan og vil | |
| Af Pibe-Stilkene en Fløite giøre! | |
| See, det var Julespøg og Nyaars-Løier, | |
| Som jeg vil haabe dig dog lidt fornøier, | |
| Slet ingen Klemten, intet Vægter-Raab, | |
| Slet ingen Brug af Morgen-Stjernen, | |
| Hvem gaaer i Harnisk mod en Drengehob! | |
| Hvem slaaer til Hoveder som fattes Hjernen! | |
| Hvem reiser sig, selv paa den ene Fod, | |
| Fordi det brænder i en Fjellebod, | |
| I Dukketøiet hos en Pjalte-Kræmmer, | |
| Paa Ulfeldts Plads! | |
| Lad brænde kun! det er ei bedre værd, | |
| Var og en Klud af vore egne der, | |
| Lad brænde kun! det er jo ret tilpas. | |
| Det hører ogsaa med til Drenge-Sviir, | |
| At stikke Ild i gammelt graat Papiir, | |
| Og i en Lignelse, saagodt det kan gelinge, | |
| Gie Skolemester selv en Vinge; | |
| Den Spas, min Ven, kan vi dem gierne unde, | |
| Og seer jeg Ret, har Nornen sine Grunde, | |
| Hvi hun de Smaa vil saa omtrent tillade, | |
| At stikke Ild paa alle skrevne Blade | |
| Fra forrige til dette Jubel-Aar, | |
| Lad gaae, min Ven! det er jo kun Papir, | |
| Paa Aandens Hoved svides ei et Haar, | |
| Det reiser sig af Asken i et Spiir, | |
| Der siger meer end alle brændte Blade. | |
| At hist paa Ulfeldts Plads og Hallands-Aas, | |
| Kort sagt, hvor Drengeild kan giøre Skade, | |
| Ei Baalet tændes, som skal brænde Vaas, | |
| See det er Politiets Sag at hemme, | |
| (Forstaaer sig selv; jeg mener Aandens Politie, | |
| Det andet brændes ved at blande sig deri), | |
| Og lære Drengene, hvor de har hjemme: | |
| Paa Nørre-Fælled, der er høit til Loftet, | |
| Ja, plat og skaldet, tomt og toftet, | |
| Der er just Plads til Drengenes Athene, | |
| Til Hjorte-Takker og til Bukkespring, | |
| Til Piber, Bække, Bekkener og Stene, | |
| Til Blæst og Baal og Vand og alskens Ting, | |
| Der hører med til Drenges Nytaars-Løier; | |
| Og Skam faae den, som Spasen ei fornøier! | |
| Jeg, i det mindste, skal den første være, | |
| Som rækker Drengene hvert Blad paa Stand, | |
| Jeg skrevet har som Unger-Svend og Mand, | |
| Mit Drengeværk jeg kan dem ei forære, | |
| Det tidlig alt jeg har saa godt som brændt, | |
| Og er, saavidt, min egen Recensent. | |
| Kom Ingemann! giør du det Samme! | |
| Da kan vi trøstig lee ad Baalets Flamme, | |
| Ei tabe vi, men ikkun vore Fiender, | |
| Det er vort Jubel-Aar, naar Sandhed vinder; | |
| Til Sandhed vi indviet har vor Tunge, | |
| Og Psalmer skal ved Løgnens Baal vi sjunge, | |
| Skiøndt det fortærer mangt et Blad vi skrev, | |
| Thi Aand og Hjerte har et Leidebrev, | |
| For hvilket Luen maa ærbødig vige, | |
| Lad Drengene kun kaste det paa Baal, | |
| Som skrevet er i deres Tungemaal, | |
| Fornuften rolig paa det Optøi seer, | |
| Gi'er Drengene et Næsekneps og leer. | |
| Og nu, min Ven! hvad Tiden spaaer, | |
| Trods Pølserne og deres Pinde, | |
| Trods Taage, Slud og slemme Vinde, | |
| Et nyt, lyksaligt Jubel-Aar! | |