| Efter-Klangen. | |
| Saa kvad den Skjald i Kongesal, | |
| Alt for de Kæmper haarde, | |
| Og Hjertet var med ham paa Val, | |
| Og Haand sad fast om Kaarde, | |
| Og trindt i Sal det høit gienlød: | |
| Saa spænde Kæmper Belte, | |
| Og Kvinders Kind blev luerød, | |
| Hvis Mænd var af de Helte, | |
| Og Pigen fiin, saa bange, blye, | |
| Som bæved for det Vaabengny, | |
| Hvor Blodet saa var rundet, | |
| Dog tænkde: hvilken Ungersvend, | |
| Der slig en Priis af Sangens Ven, | |
| Paa Valen havde vundet! | |
| Der var slet Ingen i den Sal, | |
| Som lasted Skjaldens Tunge, | |
| Om end han meget saae paa Val, | |
| Som ei han hørde sjunge; | |
| Men fik han Blik og Mund til Kvad, | |
| Da sang han, hvis han kunde, | |
| End bedre om det Birtingsbad, | |
| Og Fjendens Gang til Grunde. | |
| Her sidder jeg i eensom Vraa, | |
| Er neppe Skjald at nævne, | |
| At see hvad Panden støder paa, | |
| Er al min Skue-Evne. | |
| Som Stodder jeg til Verden kom, | |
| Jeg ei et Straasbred aatte | |
| I Borgen, Harper tone om, | |
| I Skjaldes Gylden-Slotte. | |
| En Pose kun og Bettelstav, | |
| I Vuggen mig blev givet, | |
| Med dem jeg Stodder til min Grav, | |
| Mig tigger giennem Livet. | |
| Jeg gaaer omkring fra Dør til Dør, | |
| Og banker paa med Staven, | |
| Og helst hvor jeg har været før, | |
| Der undes bedst mig Gaven. | |
| Jeg gaaer til Hytte og til Slot, | |
| Til Kroe og Krambod ikke, | |
| Skal der mig times noget Godt, | |
| De maae i Gruset ligge. | |
| Jeg gaaer ei blot til Bur og Sal, | |
| Hvor Levende er inde, | |
| Jeg gaaer til Høi og Kæmpe-Val, | |
| Og seer hvad jeg kan finde. | |
| Saa sætter jeg mig tankefuld, | |
| Paa Fædres Minde-Stene, | |
| At skille Sølv og Guld fra Muld, | |
| Og Frændeting forene. | |
| Saa pønser, grunder jeg derpaa, | |
| Et Seierværk at bygge, | |
| Som Timer vise kan og slaae, | |
| Og spille hver sit Stykke. | |
| Jeg smelter, støber som jeg kan, | |
| I Former som jeg finder, | |
| Jeg bygger som jeg har Forstand, | |
| Som Time-Glasset rinder. | |
| Jeg støber Klokker mange, smaa, | |
| Og lader Stav dem røre, | |
| Og prøver om de ret kan slaae, | |
| Saa Timen jeg kan høre. | |
| De Klokker skulde Timer slaae, | |
| Ei Tal, som Bud kun bringe, | |
| Til Kald i Vang de skulde gaae, | |
| Som Kirke-Klokker ringe. | |
| Derfor hver Klokke støbes maae, | |
| Alt paa sin egen Maade, | |
| Ja Timen selv, som den skal slaae, | |
| Maae og for Klokken raade. | |
| Hver Times Aand, hvor saa han boer, | |
| Man maae med Flid oplede, | |
| Opfange Lyden af hans Ord, | |
| Om Klokke-Malm ham bede. | |
| Til slig en møisom Stoddergang, | |
| Jeg Posen fik og Staven, | |
| Men Veien er mig alt for lang, | |
| Thi den gaaer over Graven. | |
| Thi gaaer jeg kun saavidt jeg kan, | |
| Og langt er det vel ikke, | |
| Men Kort er langt for stakket Mand, | |
| Hver i sit Maal sig skikke! | |
| Hvad ei gaaer op i Nor og Dan, | |
| Det veed jeg ei at skatte, | |
| Ja det gaaer over min Forstand, | |
| Hvad Nor og Dan kan fatte. | |
| Vel har jeg lyttet mangen Gang, | |
| Til Fædre-Aanders Tale, | |
| Annammet Malm til Efterklang, | |
| I deres høie Sale; | |
| Men ingenlunde er det let, | |
| At høre ret og svare, | |
| Saa Aander efter Klokke-Slæt, | |
| I Kvæld sig aabenbare. | |
| Jeg hører som en fremmed Giæst, | |
| Og støber midt i Støvet, | |
| Og naar det lykkes allerbedst, | |
| Gaaer meget dog i Løbet. | |
| Dog, Aand paa Jord er altid Giæst, | |
| Og Skjalden saae i Støvet, | |
| Og naar han skued allerbedst, | |
| Saa var dog Synet sløvet. | |
| Naar Aander hørde Skjaldens Sang, | |
| Som svæved i det Høie, | |
| De savned vist den rene Klang, | |
| Det klare, sikkre Øie. | |
| Naar Skjalden sang hvad Aanden saae, | |
| Til Frænders Gavn og Glæde, | |
| Da tænkde hver en Muldvarp saa: | |
| De lyve kiønt som kvæde. | |
| Hvis Aander høit i Stjernevang, | |
| Fik Klokken min at høre, | |
| Da skurrede dens Efterklang | |
| Og i det fine Øre. | |
| Jeg mener vel mit Klokkespil | |
| Kan Frænde-Hjerter røre, | |
| Men hver en Muldvarp sige vil, | |
| De ikkun Bjelder høre. | |
| Vort Kiød er Høe og vorder Muld, | |
| Det Ord kan aldrig svige, | |
| Og Kiødets Værk, som Kiødets Kuld, | |
| Det vorder Muld tillige. | |
| Derfor da og i Tidens Grav, | |
| Er Fædre-Muld for Haanden, | |
| Hvori man røre kan med Stav, | |
| Og sige: det er Aanden. | |
| I Muldet ligger mangt et Sværd, | |
| Med Spyd og Spore-Kringle, | |
| Og naar dem Staven kommer nær, | |
| Det rasle kan og ringle. | |
| Naar Muldvarp hører slig en Lyd, | |
| Den raaber: det er Aanden, | |
| Og det er Fædre-Aandens Dyd, | |
| At den er nær ved Haanden. | |
| Det har vi hørt saamangen Gang, | |
| Saa man kan sagtens vide, | |
| At mine Klokkers Efterklang, | |
| Kan ingen Muldvarp lide. | |
| Kun Fædres Aand, ei Fædres Muld, | |
| I Klangen er at høre, | |
| Og ingen Sjæl af Muldvarp-Kuld | |
| For Aandens Røst har Øre. | |
| Det er kun Lyden af mit Støv, | |
| Mit Tungeslag de nemme, | |
| Og hviske saa, som Døv til Døv: | |
| Det er hans egen Stemme. | |
| Nu vel! jeg kan i Aanden gaae | |
| Til Fædre-Aanders Sale, | |
| Med Bettelstav, og banke paa, | |
| Og tigge deres Tale. | |
| Men at gaae ud af eget Skind, | |
| Og boe i Fædres Grave, | |
| Dertil jeg har slet ikke Sind, | |
| Det maa en Muldvarp have. | |
| Kun Fædres Aand saa vennehuld, | |
| Mig hjelper til at sjunge, | |
| Men tog i Mund jeg Fædres Muld, | |
| Da bundet var min Tunge. | |
| At rasle med det Muld i Mund, | |
| Det faaer man Gienlyd kalde, | |
| Men Gienlyd dog af Muldet kun, | |
| Og ei af Oldtids Skjalde. | |
| Det stander fast i min Forstand, | |
| Derfra mig ingen rokker, | |
| Og trøstig da, saa godt jeg kan, | |
| Jeg støber mine Klokker. | |
| Lad Dannemarks og Norges Aand, | |
| I Spot kun min man kalde! | |
| Jeg skiærer dog for Tungebaand | |
| De gamle, vakkre Skjalde. | |
| Man stjæle Æren kun for Sang, | |
| Til mig fra gamle Skjalde! | |
| Mit Kvad sig selv en Efterklang | |
| Skal lige ærlig kalde. | |
| Ja I, som har min tørre Stav | |
| Til frugtbar Kvist oplivet! | |
| Hvad var jeg vel, hvis jeg fortav, | |
| At I mig Aand har givet! | |
| Hvad var jeg, hvis kun Ordets Muld | |
| Jeg eder trædsk tilregned, | |
| Og eders Aand og ægte Guld, | |
| Mig selv som Rov tilegned! | |
| For Verden blev da Æren min, | |
| Og Skam fik I til Takke, | |
| Men naar saa hver fik Lønnen sin, | |
| Fik Skam jeg paa min Nakke. | |
| Jeg er ei Skjald, ei heel, ei halv, | |
| Det vil jeg høit erklære, | |
| Jeg pløier med de Gamles Kalv, | |
| Der ligger al min Ære. | |
| Mit Kvad er kun en Efterklang, | |
| Af Fædres Kæmpevise, | |
| Og derfor strækker kun min Sang, | |
| Til Fædrene at prise. | |