| Efterklang. | |
| Saa klare, saa milde | |
| Som Bølgerne trille | |
| I Belt og i Sund, | |
| Og ømmelig favne | |
| Med Bugter og Havne, | |
| Vor Mark og vor Lund, | |
| Naar Solen neddaler | |
| I Havfrue-Skiød, | |
| Og Himmelen maler | |
| Saa gylden og rød; | |
| Saa Tonerne trille | |
| I Tiden paa Søe, | |
| Og slynge sig milde | |
| Om Dannemænds Øe, | |
| Og strømme saa saare | |
| I Hjerterne ind, | |
| Som kvægende Taare | |
| Mon strømme paa Kind. | |
| Ja, Piger og Svende! | |
| Jeg maae det bekiende, | |
| I Kampen vel haard, | |
| Naar blinkende Sværde | |
| Mig klappe om Hærde, | |
| Jeg stander og slaaer, | |
| Men hører jeg sjunge | |
| Paa Bølgen den blaa | |
| Med Dannemarks Tunge | |
| De Havfruer smaa, | |
| Da rører mig Aanden | |
| Saa dybt udi Sind, | |
| Da synker mig Haanden | |
| Da vædes mig Kind, | |
| Da maa jeg begynde, | |
| Som Havfruer smaa, | |
| At svømme og nynne | |
| Paa Bølgen hin blaa, | |
| Ja, kan jeg ei sjunge, | |
| Saa nynner jeg dog | |
| Med Tidernes Tunge | |
| Paa Dannemænds Sprog. | |
| Lad Kæmper kun smile | |
| Og kalde mig blød! | |
| Jeg nynner dog: Hvile! | |
| Hvor du dog er sød! | |
| Saa sød, at al Seier | |
| Ved dig kun opveier | |
| Den mødige Kamp, | |
| Saa hvem dig ei finder, | |
| I Kampen sig vinder | |
| Kun Skygger og Damp; | |
| Saa hvem du ei qvæger | |
| Med Kiærligheds Bæger, | |
| Er levende død. | |
| Kun du giver Helte | |
| Det himmelske Belte | |
| Som frelser i Nød, | |
| Hvis kraftige Varme | |
| Indgyder os Mod | |
| Naar Fjenderne larme | |
| Og fordre vort Blod. | |
| O, tonende Bølge | |
| I Dannemarks Belt! | |
| Lad tit mig dig følge! | |
| Saa vorder jeg Helt. | |
| Lad barnlig mig svømme | |
| Paa tonende Strømme | |
| Til Fædrenes Land! | |
| Naar Hornet da gjalder, | |
| Naar Krigs-Luren kalder, | |
| Jeg staaer som en Mand, | |
| Men staaer midt i Larmen | |
| Med Barnet i Barmen, | |
| Med Bølgen i Bryst, | |
| Naar Sværdet jeg svinger, | |
| Derinde det klinger: | |
| Kun Hvile er Lyst. | |
| O Brødrene-Svende! | |
| Vi maae det bekiende | |
| Med Sorgen for sand: | |
| For sjelden vi følge | |
| Den tonende Bølge | |
| Til Fædrenes Land. | |
| O lad os hensmelte | |
| I Bølgerne blaa! | |
| Som Dannebods Helte | |
| Da skal vi opstaae; | |
| Som Bent skal vi bløde, | |
| Beseire vor Død, | |
| Og Bent skal vi møde | |
| Hvor Hvilen er sød. | |
| Ja, hør hvor det klinger | |
| Paa Dannemarks Belt, | |
| Om Dødens Betvinger | |
| Den kiærlige Helt, | |
| Der saae Danne-Virke | |
| I Chor og i Kirke, | |
| Og hørdes i Aanden | |
| Med Munden og Haanden | |
| Om Dannebod tale | |
| Der hun laae i Dvale ! | |
| O lad os dog prise | |
| Den Herre foroven, | |
| Som Dannebods Vise, | |
| For Volden og Voven! | |
| O lad os dog sande: | |
| Han signed vor Vang | |
| Med Bølgen i Strande | |
| Og bølgende Sang, | |
| Indhegnede Marken | |
| Med Fjendernes Grav, | |
| Lod Øen som Arken | |
| Sig løfte paa Hav, | |
| Lod voxe i Vangen, | |
| Og dufte i Sangen | |
| Som Blomster i Enge, | |
| De kiærlige Drenge; | |
| Og førde paa Tale, | |
| Og vakde i Sang, | |
| Den Gamle af Dvale | |
| Saamangen en Gang! | |
| Hør! det toner over Vangen | |
| Giennem Tiden som i Sangen: | |
| Lukt med Bølgen blaa! | |
| Hjerte! luk dog op dit Øre! | |
| Hør! og siig, kan du det høre | |
| Uden høit at slaae! | |
| Nei, o nei, du høit maa banke, | |
| Thi som Bølger, blaa og blanke, | |
| Ved det Ord af sanddru Skjald, | |
| Ruller Blodet i din Hal. | |
| Tiden taler, vilst du høre, | |
| Hvi de Ord saa dybt dig røre, | |
| Strømme ind i dine Sale, | |
| Røre dig endog i Dvale! | |
| Bryst kan ei for Bølger dæmme, | |
| Som i Hjertet selv har hjemme, | |
| Og det Bølge-Ord med Klang | |
| Af dit dybe Væld udsprang, | |
| Ja, du selv er fra din Vugge | |
| Lukt med Bølgen blaa, | |
| Og sit Værn at udelukke, | |
| Det er at forgaae. | |
| Bølged blaa og blanke Sø | |
| Længer ei om Danmarks Øe, | |
| Den ei svømmed meer paa Havet, | |
| Men var udi Svælg begravet; | |
| Kunde, Hjerte, du dig dølge | |
| For den blaa Kærminde-Bølge, | |
| Ei du svam paa Tidens Hav, | |
| Afgrund-Svælget var din Grav. | |
| Alt som Strandens dybe Vove | |
| Værnede om Danmarks Skove, | |
| Værned Tidens Bølge-Hær | |
| Om det danske Folkefærd, | |
| Værnede Kærminde-Voven | |
| Om det danske Hjerte-Kammer, | |
| Om den lille Fugl i Skoven | |
| Og de gamle Bøge-Stammer. | |
| Skade kun for vakkre Have | |
| Ledet tit gik slemt af Lave; | |
| Hvor, etsteds ved Landets Ender, | |
| Som i Verden, saa i Aanden, | |
| Daner grændse nær til Vender, | |
| Der var Fare stor for Haanden, | |
| Holster, Vagrer, Lyneborger | |
| Voldte Daner mange Sorger, | |
| Farlig var den tydske Flod, | |
| Kosted meget Dane-Blod, | |
| Blod ei blot som maatte flyde | |
| For den tro, den kære Jyde, | |
| Men som tabde meer end Farven | |
| I Lind-Ormens Edderflod, | |
| Mistede Kærminde-Arven: | |
| Sjælen i det danske Blod. | |
| Gamle Thyras Danne-Virke | |
| Hist ved Slie og her i Kirke | |
| Mangen Tørning fast og boldt | |
| Har i Tidens Løb udholdt, | |
| Herlig stod det sig i Striden, | |
| Men ak! det forfaldt med Tiden! | |
| Hjertet sig i Synder vendte | |
| Bort fra Bølgen blaa, | |
| Prøvede, skiøndt knap det nænte | |
| Bølgen at forsmaae, | |
| Paa det Tørre sit at have | |
| Ak! i Muld sig at begrave. | |
| Venner, der er Nød paa Færde, | |
| Lad os reise faldne Giærde! | |
| Takke Gud for Bølge-Mure | |
| Om de danske Fruer-Bure, | |
| Hegne der, hvor Faren truer | |
| Høit med Vold og kiække Buer, | |
| Hegne mod Lind-Ormens Rige, | |
| Mod det onde Blod tillige, | |
| Mod os selv, saavidt os lyster | |
| Daareflugt fra danske Kyster, | |
| Daareflugt fra sikkre Tønder | |
| Ud til Vovespil i Synder, | |
| Vovespil som ødelægger | |
| Hvad vi vandt paa danske Snekker, | |
| Medens Bølgen meer ei værger | |
| Hvad der frækt dens Gunst forsmaaer, | |
| Men med Brusen Marken hærger, | |
| Sammen om vort Hoved slaaer! | |
| Løser op de lette Gaader! | |
| Giemmer og de dunkle vel! | |
| Hegner saa i alle Maader | |
| Som sig bør, til Markens Held! | |
| Ja det har jeg høit at melde: | |
| Hvo for Dannemand vil giælde | |
| Giøre flux og flink sit bedste | |
| Marken at befæste! | |
| Tunge er de Minde-Stene, | |
| Som opreises maa paa Kant, | |
| Lidt kun aarker hver allene | |
| Seer ei heller Alt saa grandt, | |
| Mange Snore, stærke Strænge, | |
| Mange Hænder, store Tag; | |
| Danmark, deiligst Vang og Vænge | |
| Vel fortjener lidt Umag. | |
| Faaer vi Ledet ret i Lave, | |
| Lader Fjenden det vel staae, | |
| Da er Dans Kiærminde-Have | |
| Lukt med Bølgen blaa; | |
| Thi kun Bølgen avler Helte | |
| Som kan slige Stene vælte, | |
| Vælte og paa Kant dem reise, | |
| Saa de kan som Taarne kneise, | |
| Kneise over Muld i Skye, | |
| Skiænke Marken Luun og Lye. | |
| Dannemark vi da kan ligne | |
| Ved en hegnet Kirkevang, | |
| Naadig vil den Gud velsigne, | |
| Mindes mild dens Trang; | |
| Voxe skal som Græs i Enge | |
| Vevre, vakkre danske Drenge, | |
| Som om Dannebod end tale, | |
| Naar hun er i Dvale, | |
| Som med Sang af Dødens Dvale | |
| Vække hende op paa Ny, | |
| Til hun kan i Konge-Sale | |
| Hvile evig over Skye. | |