| Efter-Klang. | |
| Veemods-Toner! | |
| Sært I klinge, | |
| Skovens Kroner, | |
| Let omsvinge. | |
| Taarer trille; | |
| Hjertet slaar. | |
| Sørge maa vi, Svanelille! | |
| Over dine bange Kaar, | |
| Ei berømme, | |
| Tør vi dine Sønners Raad, | |
| Og ei dømme | |
| Deres Daad. | |
| Skiald i Skoven! | |
| Ei jeg spørger, hvor dit Hjerte | |
| Var, da du udsang med Smerte | |
| Over Voven: | |
| Klage-Visen, som nu svinger, | |
| Atter sig med lægde Vinger, | |
| Over Voven, | |
| Over Skoven. | |
| Hvor i Hald og hvor i Hytte, | |
| Dane-Hjerter slaae og lytte: | |
| Lytte til den Veemodssang, | |
| Som af Nattergales Kluk, | |
| Og af fromme Børnesuk, | |
| Avledes i Danevang, | |
| Er i Blomsterduft indvævet, | |
| Over Bøgen sammensvævet! | |
| Jeg kun spørger, hvor dit Øie | |
| Fæsted sig i Sangens Stund? | |
| Kunde løiet Sorg vel føie | |
| Ord og Riim saa i din Mund? | |
| Eller, hvem var Svanelille! | |
| Hvad var hendes Navn paa Jord? | |
| Hvorfor tier Saga stille, | |
| Svarer ei til dine Ord! | |
| Vredes ei, du gamle Skjald! | |
| Vel jeg veed, hvad du maa svare: | |
| Siger ei mit Tonefald | |
| Høit, hvor mine Øine vare! | |
| Maa ei stedse Øiet følge | |
| Hjertets Bølge! | |
| Var ei altid det med Danen, | |
| Som med Svanen ! | |
| Kun paa Bølgen kan han kneise, | |
| Og i Luftsyn er han svag, | |
| Kun paa Bølgen han kan heise | |
| Høit sit hvide Svane-Flag; | |
| Kun i Bølgen kan han skue | |
| Billedet af Himlens Bue; | |
| Alt det Skiønne, alt det Store, | |
| Kun paa Bølgen kan han spore, | |
| Derfor Øiet altid følger | |
| Hiertets Bølger. | |
| Naar han sjunger, naar han spiller, | |
| Maa det lyde, | |
| Som naar Voven sagte triller, | |
| Eller som naar Bølger bryde, | |
| Hørde du ei Voven trille, | |
| Sagte under Svanelille, | |
| Hørte du det ikke lyde, | |
| Over hendes sjunkne Grav, | |
| Som naar vrede Bølger bryde | |
| Røver-Snekker midt paa Hav; | |
| Da forstod du ei min Sang: | |
| Dane-Harpens Bølgeklang; | |
| Da omsonst jeg nævne vilde, | |
| Dig mit Hjertes Svanelille. | |
| Godt, du Gamle! see, jeg tier, | |
| Fritter dig slet ikke meer. | |
| Tier, tænker, troer og bier, | |
| Til jeg Spor i Bølgen seer, | |
| Som mig kan det aabenbare, | |
| Hvad din Svanelille heed, | |
| Saa jeg kan med Saga svare, | |
| At for vist jeg Navnet ved. | |
| Svanelille ! | |
| Lig da under Bølgen stille, | |
| Indtil Saga selv kan finde | |
| Rede i dit Arvetal, | |
| Rejse dig et Kors til Minde, | |
| Over Markens grønne Val! | |
| Fremmed est du ingenlunde, | |
| Midlertid i Danevang, | |
| Dersom kun i Folke-Munde, | |
| Var den gamle Klagesang; | |
| Svane-Unger er vi alle, | |
| Som end elske Bølgen blaa, | |
| Søster maa vi dig jo kalde, | |
| Da din Skjald dig nævner saa. | |
| Han dig skiænket har en Stemme, | |
| Han din Klage gav en Klang, | |
| Saa vi maa dig vist indlemme | |
| I den store Svane-Sang, | |
| Som skal tone over Voven, | |
| Som skal tone over Skoven, | |
| Over Bjerg og Mark og Lund, | |
| Som skal Himlens Fugle svare, | |
| Som skal Bølgens Suk forklare, | |
| I en hellig Aftenstund; | |
| Som med Sagnet Syn skal rime, | |
| Klang med Klokke, Degn med Præst, | |
| Som i Norden skal indkime | |
| Ordets store Jubel-Fest. | |