| Svanelilles Vise, | |
| (Af Kæmpevise-Bogen No. 22 4de Part). | |
| Det var sig Svanelille, | |
| Og unge Hr. Karl saa strag, | |
| Guld-Terning saa monne de spille, | |
| Den lange Sommerdag. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret. | |
| Hør nu, stolt Svanelille! | |
| Hvad jeg vil sige dig! | |
| Du sørger i det Stille; | |
| Dølg ei din Sorg for mig! | |
| Men Svensken har Svanelil daaret. | |
| Min Sorg jeg aabenbare | |
| Tør hver en Frue væn; | |
| Men Gud min Mund bevare, | |
| Fra dig at sige den! | |
| Men Svensken har Svanelil daaret. | |
| Hr. Karl det ei mon hue; | |
| Han svøber sig i Skind, | |
| Gaar i den Borgestue, | |
| For sine Hofmænd ind. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret. | |
| God Dag! Guds Fred herinde! | |
| I kiende mig nu Raad, | |
| Stolt Svanelil at binde! | |
| Hun giør mig Harm og Haad. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| En Gubbe sad derinde, | |
| Var Svanelil saa god: | |
| Vær ei saa grum at binde | |
| Det rene, ædle Blod! | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Det hørde hendes Pige; | |
| Det faldt saa tungt paa Sind; | |
| Men let paa Fod tillige, | |
| Hun sprang i Buret ind. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Hr. Karl vil eder binde; | |
| Sank sammen Guld og Liin! | |
| Hvad Godt I har herinde, | |
| Giem det nu flux i Skrin! | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Og det var Svanelille, | |
| Hun giemde Guld i Skriin, | |
| Drog ud paa Stier vilde, | |
| Drog vidt med Sorgen sin. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| De Gangere saa hvide, | |
| Vel femten havde hun, | |
| Gik ved sin Norbags Side, | |
| Dog sørgfuld ind i Lund. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Hun kom i Sverrigs Rige; | |
| Det var et fremmed Land; | |
| Hun giæsted, vil jeg sige, | |
| En Bartskær der forsand. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| O! hør mig Bartskær kiære! | |
| Du svare mig paa Stand! | |
| Mon ikke her jeg være | |
| Alt i Kong Eriks Land? | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Jo, troe mig, skiønne Frue! | |
| Jeg er en ærlig Mand; | |
| Alt hvad I trindt mon skue, | |
| Det er Kong Eriks Land. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Hør mig, du Bartskær kiære! | |
| Følg mig til Borgeled! | |
| Med Guld som du kan bære, | |
| Jeg lønner dine Fjed. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Og det var Svanelille, | |
| Hun reed i Gaarden ind; | |
| Kong Erik han stod stille; | |
| Han var vel svøbt i Skind. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Forgiæves her du søger, | |
| En lystig Springedans; | |
| Af Horer og af Skiøger, | |
| Har nok vi her til Lands. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Hans Moder lod sig røre, | |
| Og hun var ei saa stræng, | |
| Hun Svanelil lod føre, | |
| Alt til en opredt Seng. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Alt som med Kniv i Hjerte, | |
| Hun sad paa Senge-Fjel, | |
| Og fødte der med Smerte, | |
| To Tvillinger i Kvæld. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Hvad hende laa paa Sinde, | |
| Hun det betroed til, | |
| Ei nogen Herre-Kvinde, | |
| Men kun sin Pigelil. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Og det var Svanelille, | |
| Paa Sotteseng hun laae, | |
| Og alt som Taarer trille, | |
| Hun skrev de Breve smaa. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Kast, Pigelil, nu Kaaben | |
| Alt over disse Smaa! | |
| Og bær du dem til Daaben, | |
| Saa Christendom de faae! | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Den Enes Navn maa være, | |
| Som dens, mig var for kiær; | |
| Den Anden hans skal bære, | |
| Som var mig bedre værd. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Lad ei dem Tiden spilde, | |
| Men smukt i Skole gaae! | |
| Naar femten Aar de fylde, | |
| Flye dem de Breve smaa! | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Alt mens hun skrev de Breve, | |
| Det gule Haar blev graat; | |
| Dog Sønnerne tør leve, | |
| Og hevne hendes Spot. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Den arme Svanelille, | |
| Hun Pine leed og Harm, | |
| Indtil hun kold og stille, | |
| Sank i sin Piges Arm. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Nu gik de Aar saa fage, | |
| Ja, sexten Aar i Rad; | |
| Kong Erik alle Dage, | |
| Var lystig, stolt og glad. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Forglemt var Svanelille, | |
| Og hendes Sønner smaa; | |
| De voxde i det Stille; | |
| Dem Kongen aldrig saae. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Kong Erik reed fra Svende, | |
| At bede Hind og Raa; | |
| Ham mødte Kæmper tvende, | |
| I Brynjer himmelblaa. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Vel mødt, vel mødt, Hr. Fader! | |
| For Hind I møde Børn; | |
| Det Jagten ikke skader, | |
| Vi bede her en Bjørn. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Vor Moder Svanelille, | |
| Vi mene var for god | |
| Til Skiøge og til Frille; | |
| Thi æske vi nu Bod. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Lad eder dog forlige! | |
| Tag alt mit røde Guld, | |
| Mit halve Kongerige! | |
| Jeg lægges snart i Muld. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| I kan os sagtens love, | |
| Hvad ei I holde vil; | |
| Med Guld og grønne Skove, | |
| I lokked Svanelil. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Os spotte høit de Store; | |
| Os spotte lavt de Smaa; | |
| Vor Moder heed en Hore; | |
| I kaldte hende saa. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Ei Guld og grønne Skove, | |
| Det Ord kan giøre godt; | |
| I Skov, paa Mark og Vove, | |
| Os følger Spee og Spot. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Det var de Unger-Svende, | |
| De skarpe Sværd uddrog; | |
| Kong Erik i Elende, | |
| De hastelig nedslog. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |
| Det var de Ungersvende, | |
| De springe brat til Hest: | |
| Nu maae vi vel bekiende, | |
| At Skoven skygger bedst. | |
| Men Svensken har Svanelil daaret! | |