| Johan Nordahl Bruuns Amindelse. | |
| Seer du ei hist ved Hakons Helle nær | |
| Den matte Kiæmpe med det sjunkne Sværd! | |
| Der fødtes han, der sukker han i Vaande, | |
| Skal han sit Liv blandt Hedninger udaande? | |
| Heimdal. | |
| Hvad runger saa i Fjelde, | |
| Hvad dønner over Søe? | |
| Hvad gjalder saa med Vælde | |
| Fra Bjerg til Mark og Øe? | |
| Hvad varsler vel den Torden? | |
| Hvad vækker vel den Gru? | |
| Hvad brast der vel i Norden? | |
| Brast Einars Bue nu? | |
| Hvi higer du tilbage | |
| Min Aand, mod Østen hen, | |
| Til Davids høie Klage | |
| For Jonathan sin Ven? | |
| Ak, Døn! ak vilst du sige | |
| Til gamle Olavs Aand, | |
| At nu brast Norges Rige | |
| Udaf hans Kongehaand! | |
| Ak, skal nu Olav springe | |
| Fra Bord i Kjortel rød! | |
| Skal over Grav det klinge, | |
| Ak! Jonathan er død! | |
| Skal Hedninger sig glæde | |
| Og fange Overhaand? | |
| Philistres Døttre kvæde | |
| I Gath og Askalan! | |
| Nei, Aand, lad af at grue! | |
| Det toner over Strand: | |
| Ei raader Einars Bue, | |
| Men Gud for Norges Land. | |
| Kun milde Taarer rinde | |
| Ved Olavs Hedenfart! | |
| Livsaligt er hans Minde, | |
| Hans Støv opstander klart. | |
| Lad Harpen liflig tone | |
| Om Nordahl Jonathan! | |
| Nu fandt han Norges Krone | |
| I Christnes Fædreland! | |
| Lad Vantro glad istemme: | |
| Nu død er Christi Ven! | |
| Den snart dog skal fornemme | |
| At Christus lever end. | |
| Ja, snart den skal fornemme, | |
| At, Nordahl Bruun! din Aand | |
| Er end i Norden hjemme | |
| Som i sin Frelsers Haand. | |
| I Fred skal Støvet sove, | |
| Din Sjæl i Herrens Favn, | |
| Og Trods, om Tidens Vove | |
| Opsluge kan dit Navn! | |
| Nei som en venlig Stjerne | |
| Det blinker over Bjerg, | |
| Forlyster Venner fjerne, | |
| Forfærder Trold og Dværg. | |
| Naar Vikingen kuldseiler, | |
| Den smiler giennem Sky, | |
| Og klar i Sø sig speiler | |
| Ved næste Morgengry. | |
| Ja end i Tider fjerne | |
| Fra høie Kirkestavn | |
| Skal Norges Morgen-Stjerne | |
| Man speide i dit Navn. | |
| Naar Kirken høit sig hæver | |
| I Kæmpers Fødeland, | |
| Din Aand med Sang nedsvæver | |
| Til Fjeldets høie Gran. | |
| Da skal forklaret runge | |
| I Fjeld din Kæmperøst, | |
| Din Aand det Kvad udsjunge | |
| Som kvaldes i dit Bryst. | |
| Da skal sig og forklare | |
| Det Qvad om Jonathan, | |
| Og Klipperne skal svare | |
| Til Klang fra Bøg og Gran. | |
| Dog, min Aand, flye hid tilbage! | |
| Breed ei Vinge, løft ei Bryn | |
| Stir ei saa paa fjerne Dage! | |
| Døgnet spotter kun dit Syn. | |
| Skjul din Vinge, luk dit Øie | |
| Suk din Sang som Herrens Ord! | |
| Ingen Toner fra det Høie | |
| Høre vil nu Mænd af Jord. | |
| Over Svælget stir bedrøvet | |
| Hen paa Kirke-Kæmpens Grav, | |
| See nu sank med ham i Støvet | |
| Norges gamle Bispestav, | |
| Saae den ny du under Stjerne, | |
| Ak, det var dog i det Fjerne! | |
| Nær, og rede til at myrde | |
| Ulven staaer ved Hyrdens Grav, | |
| Hjorden drømmer sig til Hyrde, | |
| Tager Skyggen for en Stav, | |
| Ulven inderlig sig glæder, | |
| Skiærer flux sig Faare-Klæder. | |
| Nei Aand, ikke saa! | |
| Lad Ulvene gaae! | |
| Grib ei til Utide | |
| Den henlagde Stav! | |
| Endnu maa vel skride | |
| Et Skrud over Grav, | |
| Før atter du svinge | |
| Skal Staven i Nord, | |
| Mod Ulvenes Bringe | |
| I blodige Spor. | |
| Lad hvile da Staven! | |
| Tag Harpen i Haand, | |
| Og hils over Graven | |
| Den salige Aand! | |
| Ja, hil dig som svinger | |
| De lyslette Vinger | |
| Saa høit over Muld! | |
| Du Kaasen har fundet, | |
| Du Krandsen har vundet, | |
| Ja Kronen af Guld. | |
| Ja, hil dig, du Gamle! | |
| Gud Fader os samle | |
| I Himmerigs Hald! | |
| Jeg veed at med Glæde | |
| Du hørde mig kvæde | |
| Som christelig Skjald, | |
| Jeg veed, hvor du bygger, | |
| Der svandt alle Skygger, | |
| Der faldt alle Skiæl, | |
| Der skuer du funkle | |
| Hvad her i det Dunkle | |
| Du miskiendte vel. | |
| Hvad end du ei ynder, | |
| Det er mine Synder, | |
| Dem tilgive Gud | |
| I Navnet det milde | |
| Som aarle og silde | |
| Du stammede ud, | |
| I Navnet der kunde, | |
| Som Grund over Grunde“In principio principiorum (sagde Oldingen, naar noget i min Tale mishagede ham) ja deri ere vi fuldkommen enige,” og hans faderlige Velsignelse paa Hans 70de Fødselsdag beføier og forpligter mig til at tale saa ved Hans Grav., | |
| Forene os her, | |
| Trods Bølger og Banker | |
| I Aar og i Tanker | |
| Trods Grunde og Skiær; | |
| Det Navn du kan sjunge | |
| Med aandelig Tunge | |
| Nu gladelig hist, | |
| Som Gud os vil unde | |
| At sjunge saalunde | |
| Eenstemmig forvist! | |