| Til | |
| Bernhard Ingemann | |
| i Anledning af IngentingSee Athenes Februarius.. | |
| Hør mig, Frænde kiær i Brage! | |
| Hør min Sang om Ingenting! | |
| Ingenting i vore Dage | |
| Er den store Tryllering, | |
| Hvori Alt sig rører, speiler, | |
| Hvormed Aanden Alt beseigler. | |
| Ingenting for Muldvarp-Vrimlen | |
| Er det største Undersyn, | |
| Ingenting er Gud i Himlen, | |
| Ordets Røst og Aandens Lyn, | |
| Og som Ingenting opveier | |
| Tiden Alt hvad Tiden eier. | |
| Ingenting heraf du lære, | |
| Lære Tiden at forstaae, | |
| Agte for din største Ære | |
| Af dens Aand at nævnes saa; | |
| Ingenting paa Tidens Tunge | |
| Er hvad Skjalden skal udsjunge. | |
| Hør Athene da berømme | |
| Ridder-Skaren hærdebreed, | |
| Seraphines Kirke-Drømme, | |
| Og Balsores Kjærlighed! | |
| Eet og Alt jeg skulde mene | |
| Ingenting er i Athene. | |
| Lad kun Ugle-Ungen flyve | |
| Fornem over Kirketag, | |
| Sig i Mosedynd fordybe, | |
| Deri finde Hold og Smag! | |
| Seraphine ei om Smagen | |
| Strides vil paa Fastedagen. | |
| Lad kun Andre konstig bygge | |
| Kroppe ret med Kjød og Blod, | |
| Mens du tegner from en Skygge | |
| Af hvad dig for Øie stod! | |
| Vi paa Sandheds Legem bygge, | |
| Naar vi tegne troe dens Skygge. | |
| "Mal du trøstig kun i Vandet! | |
| Tegn kun du i Tidens Vand, | |
| Paa den Øe hvor du er strandet, | |
| Skyggen af dit Fædreland!" | |
| Vist den skal i Ebbe-Stunden | |
| Findes klar og fast i Grunden. | |
| Vær du kun dig selv en Gaade, | |
| Som en Blomst paa Havets Bund | |
| Aldrig, hvo sig selv vil raade | |
| Vorder Hjerte-Gaadens Mund, | |
| Glimt af Herrens Gaade-Kierte | |
| Er det Lys vi har i Hjerte. | |
| Gud indaandet har af Naade | |
| Støvet Gnist af Guddomsliv, | |
| Læse kun vi kan, ei raade | |
| Runen i det Skaberbliv, | |
| Kun som Kjærlighedens Gaade | |
| Støvet føler Herrens Naade. | |
| Vist i Tidens Morgenrøde | |
| Som et Speil af reent Chrystal | |
| Maatte skues, maatte gløde | |
| Aande-Sjælens Gaadehald, | |
| Men ak! den sig lod fordunkle, | |
| Kan i Anelser kun funkle. | |
| Kun med Længsler, rene, ømme, | |
| Blundende i Herrens Fred, | |
| Hjertet kan i Gaade-Drømme | |
| Ane Støvets Herlighed, | |
| Og i Troe paa Tidens Fylde | |
| See det sig i Glands forgylde. | |
| Kjærlighed er Livets Kilde, | |
| Raabes nu fra Syd til Nord, | |
| Og kun i dens Straaler milde | |
| Klarer sig den mørke Jord. | |
| Ak, men det er Vellyst ene | |
| Verdens Folk i Hjertet mene. | |
| Troe kun ei at Kjærligheden | |
| Har sit Legeme paa Jord! | |
| Synligt var det kun herneden, | |
| Der det straalende opfoer, | |
| Og til Det igjen nedfarer, | |
| Kun i Aanden aabenbarer | |
| Kjærligheden sig paa Jord. | |
| Kun naar vi i Troe fortrolig | |
| Favne hvad vi aldrig saae, | |
| Kan i Aandens Gaade-Bolig | |
| Fødes hvad vi ei forstaae, | |
| Fødes hvad, naar Tid bortfarer, | |
| Legemligt sig aabenbarer. | |
| Lad da sig i Troe forklare | |
| Fromme Skjald! din Kjærlighed! | |
| Da skal Aanden aabenbare | |
| For dig hvad du end ei veed, | |
| Hvad Balsore heed herneden, | |
| Og hvorlunde hun foer heden. | |
| Da du skal i Vuggen finde | |
| Hvad du aldrig drømde om, | |
| Barnet lege skal derinde | |
| Som du dunkelt ihukom, | |
| Tonen du ei kan frembringe | |
| Skal dit Hjerte gjennemklinge. | |
| Da skal Billeder du tegne | |
| Som har Liv og Kraft og Glands, | |
| Skjøndt al Vift fra Himlens Egne | |
| Er kun Luft for Kjødets Sands; | |
| Barnet, som i Hjertet bygger, | |
| Leger da i Lundens Skygger. | |
| Men, o Frænde! bie saalænge! | |
| Hold din Skygge klar og reen, | |
| Om saa hele Verdens Drenge | |
| Raabde efter Kjød og Been! | |
| Selv de svage Glimt og Skygger | |
| Glæde Barnet hvor det bygger! | |
| Frænde! tør jeg end dig raade! | |
| Spild paa Fyrværk ei din Ild! | |
| Udspind ei din Hjerte-Gaade | |
| Verden til et Skuespil! | |
| Skyggen, der sig vil fordobble, | |
| Brister som en Farve-Bobble. | |
| Hvad vil du i Brynje-Særke? | |
| Hvad gjør du paa Kæmpeval? | |
| Hvad vil Nattergal og Lærke | |
| Lære i den Riddersal? | |
| Vil de Minnesangen nemme | |
| Som har ret i Kjødet hjemme! | |
| Vil du vel i Kampens Bulder | |
| Døve Øret for den Sang, | |
| Fuglen kvæder paa din Skulder | |
| Med saa dyb en Veemodsklang, | |
| Vil du under Pandser-Ringe | |
| Sønderknuse spæden Vinge? | |
| Hører du den Røst fra Oven, | |
| Du din Moders sidste Søn! | |
| Hører du det Suk fra Skoven! | |
| Hører du ei Bjergets Drøn! | |
| Kan du slige Røster glemme | |
| Over Døgnets Daare-Stemme! | |
| Aldrig lærer du at sjunge | |
| Hvad dit Øie aldrig saae, | |
| Runerne paa Sagas Tunge | |
| Seent du lærer at forstaae, | |
| Hvo som tale skal med Helte | |
| Fødes maae med Sværd ved Belte. | |
| Seer du ei hvor Laura græder | |
| Ved Massaniellos Grav? | |
| Havde han i Fisker-Klæder | |
| Stille stirret dybt i Hav, | |
| Han da havde vist i Sundet | |
| Perler til sin Laura fundet. | |
| Stenen vilde han bortvelte | |
| Som i Drømme den kun saae, | |
| Meende ei at Herrens Helte | |
| Røverdolken maae forsmaae, | |
| Vilde sig med Trods i Sinde | |
| Martyr-Navn og Krone vinde. | |
| Stakkels Blanca! hvor hun bøder | |
| Haardt for sit Heltindenavn, | |
| Søger, i hvor fromt hun gløder, | |
| Frelse i en Niddings Favn, | |
| Var hos Blomsterne hun blevet, | |
| Havde hun som Dronning levet. | |
| Arme Hyrde fra Tolose! | |
| Hvi blev du Al Mahoms Søn? | |
| Medens Riddere dig rose, | |
| Du fortvivler selv i Bøn. | |
| Hvorfor blevst du ei hos Hjorden? | |
| Der du varst en Konning vorden. | |
| Ingemann! o hør mig Frænde! | |
| Visselig du farer vild, | |
| Ved paa Pinebænk at spænde | |
| Hjertet til et Sørgespil, | |
| Lader du det længer bløde | |
| Sørger det sig brat til Døde. | |
| O! gid standse jeg dig kunde | |
| I det dyre Væddeløb, | |
| Vende dig til Bøgelunde, | |
| Og til Rosen i sit Svøb! | |
| Men ak! end i Blod du kvæder, | |
| Skaren klapper, Barnet græder. | |
| O! hvor skulde det mig smerte | |
| Om du over Daarers Roes | |
| Glemde Rosen i dit Hjerte: | |
| Kongelige Arvegods, | |
| Eller vided ud den Spæde | |
| Til et Sommerfugle-Sæde! | |
| Nei, o Ven! som Ædelstene, | |
| Bedre end din Skjald sin Ring, | |
| Gjem hvad Tiden og Athene | |
| Kalde Tant og Ingenting! | |
| Hvis du taber hvad de vrage, | |
| Ingenting du har tilbage. | |
| Stir paa Rosen i dit Hjerte! | |
| Elsk den i sit grønne Svøb, | |
| Til den under Himlens Kierte | |
| Springer ud i Tidens Løb, | |
| Runer paa dens Blade findes | |
| Om hvad Saga ikke mindes. | |
| Runer paa dens Blade stande, | |
| Ristede af Fimbultyr, | |
| Om de gamle stærke Vande | |
| Og om Midgards-Ormens Byrd, | |
| Ja om Balders Bane-Tue, | |
| Og om Surturs lumske Lue. | |
| Dog langt meer end slige Stave | |
| Gjemmer Rosen i sit Skjød, | |
| Staaer den blye i Herrens Have, | |
| Er dens Duft og mannasød, | |
| Himmel-Perler den bedugge, | |
| Skjænke venlig Sang for Sukke. | |
| I de Perler aabenbarer | |
| Edens Rose sig med Glands, | |
| Støvets Rose sig forklarer | |
| Efter den for Aandens Sands, | |
| Og forklaret Rosen svinger | |
| Sig fra Jord paa Fugle-Vinger. | |
| N. F. S. Grundtvig. | |