source-data/1816_286_txt.txt

   
   
   
      
      
      
      
         
         
            
            
            
            
            Til
            
            Jens Baggesen.
            
            (Aabent Feidebrev.I Anledning af Danfanas Februarhefte.)
            
            
               Velkommen du, hvem jeg har ventet længe!
               Velkommen du, hvis Døvhed bandt min Mund!
               Velkommen, Aand! i gamle Danmarks Vænge!
               Velkommen, Aand! i Skjolds Kærmindelund!
               Velkommen, Aand! som ynkes over Vrimlen!
               Velkommen, Aand! som stirrer op mod Himlen,
               Og speider Stjernerne paa Nattevagt!
            
            
            
               Til Aander talde jeg, mig svared' Kroppe,
               Og Latter døvede min Veemods Sang,
               O, snart jeg maatte over Skovens Toppe
               Mig svunget bort fra den forgjorte Vang,
               Hvor Uglerne Man kaldte Nattergale,
               Hvor Aande-Ordet kaldtes Galmands Tale,
               Og Nidkjærheden var kun Brodernid.
            
            
            
               O, underligt, at Tungen dog har mægtet
               At tale som til Ingen Aar for Aar,
               At ei min Aand er udtømt og forsmægtet
               I Kampen mod de sære Ulivskaar!
               Det er Hans Værk, som naadig lod mig skue
               Mit Danmarks Stjerne paa den mørke Bue,
               Hvor klar den tindrede bag sorten Skye.
            

            
               Halleluja! nu høit min Aand sig fryder:
               See! den fordeler sig, den sorte Skye!
               O, Morgen-Stjerne! brat din Skye du bryder,
               Bebudende et helligt Morgengrye!
               O, klare Soel! som selv useet er oppe,
               Nu skinner snart du over Skovens Toppe,
               Sangtoner aner dig i Fuglens Bryst.
            

            
               Ja, fattig Fugl! som pipper i mit Hjerte,
               Bereed dig nu til Morgen-Lærke-Slag!
               Saa du i Glimt af Himlens Morgen-Kjerte
               Kan hilse liflig paa den unge Dag,
               Saa du kun vække Fuglene i Lunde,
               Saa de maae lytte, mens endnu de blunde,
               Til Psalmetonen, de gjenføde skal!
            
            
            
               Troe ei, du Aand! at jeg mig fræk hovmoder!
               Troe ei, jeg beiler til din Skaansel nu!
               Nei, vel i Aanden kalder jeg dig Broder,
               Men her jeg møder dig med Kamp i Hu.
               Plant kun paa Kryds mod mig de skarpe Landser!
               Aftørne ei de brat paa Retfærds Pandser,
               Da er de Krandsen og jeg Døden værd.
            

            
               Velkommen! siger jeg med hellig Glæde,
               Velkommen du, som kjender Aanders Lov!
               Nu tør jeg tale, og nu tør jeg kvæde,
               Nu tør jeg raabe høit i Daneskov;
               Nu tør jeg det, thi nu jeg meer end haaber
               Det sandes skal, at som i Skov Man raaber,
               Saa finder Man i Skovens Gjenlyd Svar.
            

            
               Nu er jeg glad, thi nu skal Danmark vaagne,
               Nu skal vor Moder høre Sandheds Røst;
               Lad falde Hedin, og lad falde Hogne!
               De leve op igjen i Hildas Bryst,
               Og naar kun ret af Hjertens Grund de kæmpe,
               Maae Bulderet sig efter Rimet læmpe,
               Og Vaabengnyet blir et Veemodskvad.
            

            
               Her er min Haand i Skin af Danmarks Kjerte!
               I Skin af Blaalys over Fædres Grav,
               Jeg nu, som før, ret af mit ganske Hjerte
               Dig rækker den, skjøndt med en Feidestav,
               Og, elsker end som før i dig, den Broder,
               Hvis Billede jeg skued' hos vor Moder,
               Som du maae være eller slaae ihjel.
            

            
               Her er min Haand! den tolker hvad jeg haaber,
               En ærlig Sandheds, Lysets Ven i dig,
               Den siger meer, med Feidestav den raaber:
               Jens Baggesen! nu dansk og ærlig Krig!
               Ja, Kamp og Krig, til en af os maae blegne,
               Ifald ei før, det give Gud! vi segne
               Som Christne Venner i hinandens Favn.
            

            
               Ei er det Skjemt, ei heller Børnetrætte,
               Skjøndt Verden kalder det en Drengeleeg,
               Nei, Thor i Kredsen gaaer med Hrungner Jette,
               At see om Loke ham med Mjølner sveeg,
               Det prøves skal og mærkes trindt i Norden,
               Hvem af os bæve, grue maae i Torden,
               Og hvem der staaer med Sandheds Thor i Pagt.
            

            
               Kom! lad os nu med vore Feidestave
               Afrunde Kreds til Kamp i Daneskov,
               Og knytte os i Aanden til de Brave,
               Som ei for Levnet brøde Kæmpelov!
               Lad klarlig os for Dannemænd forkynde,
               Hvorom det er vi yppe og begynde
               Som dødelige Fjender Tvist og Kamp.
            

            
               Det være vitterligt! ei kæmpe vi i Lunde
               Om Sang og Sæde og om Digterkrands,
               Det er kun Løgn, som Sandhed kan misunde,
               Og ingen Skygge er for Aander Glands,
               Ei kæmpe vi for Selvet at fordobble,
               I Tidens Elv er Selvet kun en Boble,
               Hvo sig deri fordyber, er fortabt.
            

            
               Skal vi i Lund om dine Skjældsord kæmpe,
               Om Hykleren, som sidde skal i mig?
               Nei, hyklet Hede maae vel Kampen dæmpe;
               Men derom ei jeg løfter Sværd mod dig;
               Har jeg en Skygge mig udvalgt for Glandsen,
               Vil jeg fortabes under Martyr-Krandsen,
               Misund mig ei det dyrekjøbte Skin!
            
            
            
               Nei, hvad er Lys for Aand? og hvad er Mørke?
               Ja, hvad er Sandhed? hvad er Tant og Løgn?
               Hvad skal Man troe? Hvem skal Man trolig dyrke?
               Er Kundskab hellig? eller er den søgn?
               Skal det for Sandhed staae og gaae paa Jorden,
               Hvad jeg forkyndte her i Aandens Norden?
               Kun det er værd et ægte Landsebrud.
            

            
               O, Baggesen! o kunde du mig skue.
               Hvor tryg jeg sidder under Troens Skjold,
               Du neppe vilde mod dets Demantsbue
               Din sløve Landse løfte blind og bold,
               Men heller under det ved Præste-Side
               Med Smiil see Pilene saa matte glide,
               Trods Nastronds Flammer, fra det blanke Speil.
            

            
               Dog, vel ei saa det er af Gud beskaaret,
               Og skee Hans Vilje paa den ganske Jord!
               Af Hjertet maae jeg dig tilønske Kaaret,
               Men Aanden minder mig om sande Ord,
               Ei vaagner Slægten uden Vaaben-Bulder,
               Og det er kun som Venne-Klap paa Skulder,
               Hvis begge vi har Retfærds Brynjesærk.
            

            
               Dog, før en af os Øiehinde skifter,
               Ei begge vandre vi i Lysets Skin,
               Du Virvar seer i mine aabne Skrifter,
               Jeg, hvorsomhelst jeg og til dig seer ind,
               Hvem der har Ret, kan ei de Lærdes Skare,
               Men ene Himmel-Lyset selv opklare,
               Og hvor det er, det vil vi kæmpe om.
            

            
               Hvad skal engang Man kalde Danmarks Kirke?
               Skal den gjendøbes i Athen og Rom?
               Danfana kaldes eller Danne-Virke?
               Det vil for Alvor vi nu kæmpe om,
               Ei spørge her vi stort om Confessjoner,
               Men søge Grunden til de brudte Toner,
               Og speide Lys med aandelig Fornuft.
            

            
               Da skal det mærkes: om min Barne-Skammel
               Er lavere end Verdens Prækestoel,
               Om Barne-Troen blevet er for gammel,
               Om udbrændt er den gamle Kirke-Soel,
               Om ei endnu den gamle Alter-Lue
               Nedlyner hver, som under Kirke-Bue
               Indvover sig med Verdens Tørveglød.
            

            
               Da skal det mærkes: om den gamle Lampe
               Til andet trænger end at pirres op,
               Om i dens Straaler ei til blotte Dampe
               Det blir, hvormed den skulde spædes op,
               Om i dens Straaler sig ei Meer forklarer
               End Alt, hvad Verdens-Praasernes Forsvarer
               Har anet selv, i Aanden som forrykt.
            

            
               Nu, Dannemand! jeg planter Dannebraage
               Med hviden Kors imellem dig og mig,
               Og evig Mørke paa dens Øielaage,
               Som pønser under Dannebraag paa Svig!
               Og Skam faae den, som under Danmarks Kjerte
               Vil gjennembore sin Modstanders Hjerte,
               Saalænge han ei skjænder Dannebraag!
            

            
               Velkommen da i Danmarks gamle Vænge!
               Velkommen her i Skjolds Kjærmindelund!
               Vi mødes her i Klang af Harpe-Strænge,
               Vel mødt, min Broder! i en Morgenstund!
               Lad Hænder mødes, mens vi Handsker drage!
               Og da i Vaabengny skal Lunden brage,
               Og Vee enhver, som os forstyrre tør!
            
            
            
               Ja, hør et Ord! vort Danmarks Kæmpe-Vænge
               Har længe været nu et Overdrev
               For Svin og Faar og Gjæs og Gadedrenge,
               Og den var Mesteren, som kaadest peeb,
               Og ingen Forskiel har Man villet vide
               Paa at tilrakke og til Gavns at stride,
               Og os vil Drenge-Flokken pibe ud.
            

            
               Lad nu imellem os et Ord det være,
               At vi vil hjelpes ad med ærligt Sind,
               Og see, om vi ei Drengene kan lære
               At stikke Halerne og Piben ind,
               Saa uden Roes og uden Last af Drenge,
               Vi kæmpe kan i Danmarks gamle Vænge,
               Og ægte Dannemænd faae Ørenlyd.
            

            
               Ja, skulde en af os, imens vi stride,
               Bagsmækkes af en Nidding eller Pog,
               Da lad udtrykkelig ham forud vide,
               At To han træffer under Dannebraag,
               Ja, indeklemmes ganske mutters ene
               Imellem tvende, ja to haarde Stene,
               Der male, knuse ham saa smaat som Smuld.
            
            
            
            
            
               Men hør I mig, Kjærminder smaa,
               Saa blye, saa blaae
               I Fred I staae!
               Ja staaer os nær!               
               Smaablomster har vi begge kjær,
               Og kjærlig I os minde
               Om hvad vi er
               I Verden her:
               Kun Blomster, som forsvinde,
               Hvis Morgenskin og Aftenskjær
               Hinanden er som eders nær,
               Som Haarets om vor Tinde!
               Og hør mig, I Lærker,
               I Fugle paa Kvist og i Top!
               O, stemmer kun op!
               O, seer dog og mærker,
               Ei vilde Bærsærker
               Jer gjæste i Lund!
               O sjunger, o sjunger               
               Med tusinde Tunger
               I Morgenens Stund!
               Lad Skovenes Kroner
               Os minde i Vang               
               Om Aandernes Toner,
               Og Sphærernes Klang!
               Paaminder os stedse,
               At Sværde vi hvæsse,
               Kun hvæsse og svinge
               For Lys og for Vinge,
               For Blomsten i Skoven,
               For Lyset fra Oven,
               For Vingen, som mægter
               De vordende Slægter
               At hæve fra Jord,
               For Lys, som kan gløde,
               Oplive det Døde
               I Nord.
            
            
            N. F. S. Grundtvig.