| Gaade-Giætningen. | |
| (Til Baggesen.) | |
| Let er din Gaade, | |
| Gestur Blinde! | |
| Nemt er at raade | |
| Runen derinde, | |
| Solen du fandt, | |
| Hvor Traadene fine | |
| Edderkop spandt | |
| Af Tarmene sine. | |
| Gedspeki Heidreks. | |
| Du est Dig Selv en Gaade, | |
| Det har jeg længe vidst, | |
| Og til den ret at raade | |
| Du har kun stakket Frist, | |
| Og ved Dig selv at dele | |
| Du taber i det Hele, | |
| Det giælder To mod Een. | |
| Din Jeghed at taxere | |
| I Gaadesangs Duet, | |
| Og Led for Led partere, | |
| Var sagtens ei saa let, | |
| Og det, om end jeg kunde, | |
| Jeg giorde ingenlunde, | |
| Med mindre Navnværdie | |
| Jeg satte Mere i, | |
| Med mindre Løgn jeg vilde | |
| Mig om mig selv indbilde, | |
| Og havde det i Hu | |
| At grunde Dig tilbage, | |
| At sætte X for U | |
| Mig selv for Dig i Brage. | |
| Tænk ei jeg vil med Vid | |
| Dig stikke i Dualis! | |
| Da fik mit Individ | |
| Jo Bielke i Pluralis, | |
| Og skiøndt det vel er sandt, | |
| Hvad Du har vel udgrundet, | |
| En Asenskiæft jeg fandt, | |
| Hvor Du den kunde fundet; | |
| Saa har dog, som Du veed, | |
| Den Kiæft sin Egenhed, | |
| Den fælder kun Philister, | |
| Naar Man paa dem er bister, | |
| Den aldrig dividerer | |
| Hvad Man dualiserer, | |
| Den giør og ei hvad Du | |
| Har giort i Gaaden nu, | |
| Deponens, om Du vil, | |
| Den er som Gaade-Munden, | |
| Activisk uden til, | |
| Passivisk dog i Grunden, | |
| Men gaaer dog ei saavidt, | |
| Den bli'r Hermaphrodit, | |
| Ei som Urgelmer den | |
| Er Selvformerings Ven, | |
| Vil i sin hule Tand | |
| Ei, hvad den ikke kan, | |
| Et Kildevæld fremtvinge, | |
| Men lader det kun springe. | |
| Du seer for Resten let | |
| Hvorvidt jeg giætted ret, | |
| At Hunnen vel i Rom, | |
| Naar det til Stykket kom, | |
| Ham selv var op ad Dage, | |
| Og hendes Dæggelam | |
| Man uden deres Skam | |
| For Hunnen kunde tage, | |
| Thi naar Alt kom til Alt, | |
| Var Hun jo Sjæl og Han Gestalt, | |
| Hvor Hun var ei, var Han kun Lidet, | |
| Og hun var kun i Individet, | |
| Det saae Man jo og klarlig paa det Hele, | |
| Paa Divisionen af de homogene Dele, | |
| Der, som i Gaaden nok, den venlige Dualis | |
| Forvandled til en underlig Pluralis, | |
| Og demonstreerde ei som Schellings Ven | |
| Indifferentsen just af Pan og Hen. | |
| Dog, Proteus! om jeg ogsaa kunde, | |
| Jeg fulgde ingenlunde | |
| Dig paa den krumme Stie | |
| Som Fugl og Bræms og Bie; | |
| Langt heller planted jeg | |
| Paa Kryds, som Du kan vide, | |
| En Tvillingstav med Blide | |
| Paa Skialdens Vintervei. | |
| Ja, Du, o Skiald! hvis Stemme klang | |
| Saa liflig over Danevang, | |
| Før ret i Graad ved Moders Bryst | |
| Jeg løftede min Røst, | |
| Hvis Sang mig var i yngre Dage | |
| Som Tungeslag af Brage, | |
| Og er mig indtil denne Stund | |
| Som Fuglekvad i Lund, | |
| Hvis fine Tact og Tonehold, | |
| Hvis Vid og dybe Tanker | |
| Stadfæste sig paa Sagas Skiold | |
| Som Liljer og som Ranker! | |
| Om end, som stundum, Du med Magt | |
| Dig tvinger til at smile, | |
| Om Du med tavs Foragt, | |
| Om Du med hvasse Pile, | |
| Hvormed saa tit Du rutter, | |
| Vil svare ham, som Du har nænt | |
| At kalde hvad Du ei har kiendt, | |
| En bagvendt Morten Luther; | |
| Jeg vil og maae et Alvorsord | |
| Dog siunge for Dit Øre, | |
| Og husk, det klinger over Nord, | |
| Om Du end ei vil høre, | |
| Og husk, om end af Latter nu | |
| Det Ord blev overdøvet, | |
| Det klinger dog igien, naar Du | |
| Maae tie under Støvet, | |
| Og husk, om og jeg var en Gaas, | |
| Og Du den største Svane: | |
| Saa blev dog lige falsk Din Kaas, | |
| Og lige krum Din Bane! (Fortsættes.) | |