Datasets:

chcaa
/

grundtvigs-works















	Rimelige Strøe-Tanker
	ved
	Kalundborgs i Livet vel meriterede Stads-Satyrikus
	Jens Baggesens
	Grav.






	At Alvor ei I lide,
	Det veed jeg nu bestemt;
	Thi er det paa de Tide
	Man bøier sig til Skiemt.
	Om I vil Tiden vide,
	Da er det paa de Tide
	Man leer sig reent ihiel.





	Hør nu, godt Folk! nu skal I høre
	En Tidende, som Steen maae røre;
	Nu ligger død igien.
	Jens Baggesen.



	Men, hvad er det? gid I faae Skam
	Som leer ad mig og ham,
	Nu, da I skulde, saa med Tugt
	At sige, græde smukt!
	Ja, Skam faae I! den skal I faae,
	Saasandt som der er Forskiel paa
	At ligge død, og død at være.
	Ja, Posito, lad nu saa være,
	Han uden Veir og Vandringsstav,
	Laae nu med Æren i sin Grav,
	Saa kan I troe: Jens Baggesen
	Var ingen Nar,
	Han døde for at gaae igien,
	Den Sag er klar.
	Og mener I, som han lod smage
	Sin søde Kniv i gamle Dage,
	Det bliver Spøg at nappes med
	Den Spøge-Doctor, naar i Stæd
	Med Dødens Dyrendal ved Lænd
	Han gaaer igien?
	At stikke ham, I veed dog vel,
	Imens han leved, var omsonst,
	Har I nu lært den sorte Konst
	At slaae tilgavns en Død ihiel?
	Nu vel, det blæser han kun af
	Som i sit Liv, saa i sin Grav,
	Thi maae en Død i Græsset bide,
	Er Vindingen paa Knegtens Side.
	Det sa'e han selv, mens han var friskI Kallundborgs Krønike; men da der kun er eet Pagina i mit Exemplar, som dog er et Hoved-Aftryk, kan jeg ikke tjene med nærmere Underretning. Imidlertid mener jeg der er et Huusraad, Mangen Een kunde være tjent med at følge, og Raadet er naturligviis: læs Rub og Stub. Var han nu ikke død, den Sjæl, vilde jeg især have hans Modstandere denne Læsning høilig anbefalet som Surrogat for en Reise til Anticyen.,

	Og smidskede saa fiin polisk,
	Som om alt da hans Tanke var
	At holde godt Folk lidt for Nar
	Med Dødningdands og Spøgerie,
	Som han da og blev Mester i.



	Men, han er Pokker ikke død;
	Det kalder jeg en Nar, som troer
	Den Skielmsmester paa hans Ord,
	At han er lagt i sorten Jord.
	Om saa han svor ved alle Muser,
	Som han og hele Verden huser,
	Ja ved de Ni og ved de Atten,
	Ved Baggehund og Muse-Katten,
	At troe ham jeg dog nok lod være,
	En Død sig sagtens kan forsvære;
	Thi naar Man først er død ihiel,
	Er Fingrene en Bagatel:
	I Grav Man ei saa nøie seer
	Paa et Par mindre eller meer.



	Jeg seer jo nok han ligger der,
	Hvad Tydsken kalder musedød,
	Og lader som han tog saa nær
	Sig Verden med dens Puf og Stød,
	At han derover tog sin Død;
	Men troe ham Pokker, ikke jeg,
	Det var hans Lyst, den Hurlumhei,
	Og jeg mod een tør vedde tusend,
	Han lurer som en Kat paa Musen.
	Han er en Sællandsfar af Vælten,
	Med hvem jeg i Styrvolt
	Saa halv om halv gad holdt
	Til Hælvten.
	Nu ligger han og lurer paa Klør-Fire,
	Og sæt kun bare i!
	Saa faaer I smurt jer Lire
	Med Hjerter-To og Hjerter-Ni,
	(Naa, naa, godt Folk! hvortil den Maaben!)
	Med Sællands og med Musers Vaaben;
	Og tænk da ei fra Jense-Mand
	I slipper med en simpel Jan!
	Nei, naar Besyven brænder inde,
	Man Stik paa Stik kan sagtens vinde,
	Og Frikort, veed I, giælder ikke,
	Undtagen naar Man selv kan stikke;
	Men hvad har I at stikke med,
	Som skulde giøre Nogen ræd?
	En Pavst! en Duus!
	Jo, det er Tøi i Mellem-Haanden
	At stikke med i Vaanden!
	Dem knækker som en Luus
	Karneflen flux.
	Det andet Jux:
	En Fiirhak og en Trist,
	Det skal nok holde ham tilsidst!
	Naar Stikkerne er ude,
	Skal Stumperne nok staae!
	Ja som i Braaden-Rude,
	Til de maae slænges paa.
	Naar han tilsidst jer driller
	Den Pigernes Smaa-Jens,
	Og lader ganske lens,
	Og spiller,
	Først efter meget Hovedbrud,
	Sit Frikort ud;
	Saa er I, ja jeg glemde Ordet,
	Saa kan I spille under Bordet.
	Men er der da slet ingen Maade
	Til paa den Vaande Bod at raade?
	Kan Man ei spille saa sit Kort,
	At Man dog slap med simpel Jan,
	Og fik sig praktiseret bort
	Fra samme, slemme Jensemand?



	Ja, veed I hvad, godt Folk!

	At ved “godt Folk” jeg dem forstaaer
	Som fik i Fior hvad de fortiente,
	Og har tilgode for i Aar
	Endnu en Smule Renters Rente:
	Det seer Man nok.
	Og husker Man at Fiorets Ex
	Kan ogsaa sige: sex?
	Saa leer Man nok.
	Løb Mester Erik stundum feil,
	Og løb forbi sit eget Speil:
	Det saae Man nok,
	Og er der Mangen end som klø´r,
	Og fik ei hvad til Dagen hør,
	Saa faaer han nok.
	Man ved godt Folk skal hver forstaae
	Som fik, som faaer, og som skal faae,
	Ja, I forstaaer mig nok.




	Naar I nu bare nogenlunde
	Holdt Stik for Stød, og rene Munde,
	Saa stak kanskee vi nok den Dolk.
	Jeg har just havt en gammel Amme,
	Hun var en Sællandsmor den samme,
	Og ligesom med al sin Konst
	En Sællandsfar blir aldrig Jyde,
	Saalunde er det og omsonst
	En Sællandsfar paa Jydsk at skyde;
	Nu vel, med Lod og Krud just ikke,
	Men hvad Man kalder skyde, stikke
	I en Styrvolt.
	Paa Jydsk Man stikker nok saa stolt,
	Hvad dog gaaer lidt vel vidt,
	Selv Hierter-To med Skit,
	Thi Skit og Myg
	Man ved er Konst-Udtryk
	I Kortenspil,
	For Udenvælts, om Man saa vil,
	Men ogsaa for de bitte smaae
	I Vælten, som kan aldrig staae,
	Men gaaer i Løbet,
	Ja gaaer for Intet med i Kiøbet,
	Da Man har aldrig ret udfundet
	Hvor mangen Snees der gaaer paa Pundet,
	Og til det Skit jo hører og
	Spa'r-Firelil, der giælder dog,
	Saavidt som jeg har kunnet samle,
	Paa Jydsk for Perlen af de Gamle.
	Men naar med den paa Jydsk Man nikker,
	Og tænker: A stak vist,
	Saa smiler Sællandsfaren kun og stikker
	Den Fiirhak med en Trist,
	Og siger derhos ganske tørt:
	Det kalder jeg et Stik,
	Nu fik jeg to Besyver ført
	Som for en Slik,
	Og har den Sællandsfar en Makker
	Som er da ikke reent en Prakker,
	Men kan staae bi
	Med en Klø'r-Fire, Hierter-Ni,
	Saa bli'r saamænd, saavidt,
	Som jeg forstaaer Styrvolt,
	Min Jyde Jan, og det fordi saa stolt
	Han stak med Skit.
	Seer I, godt Folk! saa gaaer det til
	I Kortenspil,
	Og bedre gaaer det ikke
	Naar Man med Skit vil stikke
	Hvor det saa er, en Sællandsfar,
	Den Sag er klar;
	Og klart alt som den klare Dag,
	Er end en anden Sag,
	Og det er den, godt Folk!
	I stak paa Jydsk den Dolk,
	Og Jyder er I, men, desværre!
	Før alle, uden for vor Herre;
	Thi var I Jyder kun for Ham,
	Saa bar I godt den Smule Skam,
	Saavelsom og de Myggestik
	I fik.
	Men det er Tingen,
	I er saagodt som Ingen,
	Tilfælleds har I Lyden
	Med Sællandsfar og Jyden,
	Thi I med Skit giør Stik,
	Og kan ei taale Klikken,
	Saa slaaer jer Bøsse Klik,
	Og I staaer slemt i Stikken,
	Ja ligger under Stikket,
	Som Pokker ei gad ligget,
	Og hvor, jo meer I stikle,
	I jer kun meer indvikle
	I Lakken og i Lyden,
	Som I stak i med Fryden.



	Men, seer I nu vel! Dyden
	Ved Sællandsfar og Jyden,
	I har af alle Kræfter
	Ei stræbt men skrevet efter,
	Og vævet artig om,
	Saae I nu, hvor den kom!
	Nei, Pokker heller! bilder I jer ind,
	Den er en Pelts af Lammeskind
	Til Skiul og Skrud
	For Bræk og Brud,
	Og alt det andet Snavserie
	Der inden i?
	Nei, jeg vil tjene jer, godt Folk!
	See, det er Dyden ved en Dolk,
	At den er hvas,
	Og det er Dyden ved en Hammer,
	At den er haard, og rammer
	Saa ret til Pas;
	Og det er Dyden ved en Tang,
	At den giør godt i Trang,
	At den kan naae en Næse,
	Som ellers sad for høit,
	Og klemme den saa drøit
	At den la'r vær' at blæse,
	Ja klemme,
	Om det saa var en Pave,
	Saa han maa glemme
	Saavel at giøe som gabe.
	Det end er Dyden ved en Tang,
	Naar den er dygtig lang:
	Man kan med den fremføre,
	Hvad ei er værdt at røre;
	See, det er godt for Hænder,
	Og tit for Næser med,
	Og Tingen lugter, brænder
	Dog paa sit rette Stæd.
	Hvad er nu Dyden ved en Pidsk?
	Det er, at den kan smække frisk,
	Og snærte, saa der bliver Striber,
	Og saa den Hund, Man rammer, piber,
	Og saa Kameler, nok saa dovne,
	For smaa og store Vognmands-Vogne,
	Faa'r Liv og trampe saa for Børen,
	At Skittet, staa'r om deres Øren.
	Og det er Pidskens Hoveddyd,
	Hvis Priis Man synge maae med Fryd,
	At naar de unge, kaade Klodde,
	Som har ei Skoe, end sige Brodde,
	Men den Unode: midt i Flugten
	I fuldt Gal-Op
	At slaae lidt op med Foden
	Og blæse kun af Tugten;
	Jeg siger: det er Hoved-Dyden,
	Hvad Plaggen sagtens kalder Lyden
	Ved Snerten, naar til Tid og Stæd
	Den fører Lykken med,
	Og kan saa ved det samme Spjat
	Just ret faae fat,
	Og holde dygtig fast,
	Saa Plaggelill faaer Skam og Last,
	Og styrter paa sin Hals,
	Og dandser sig en Vals
	Med Benene i Luften.



	Seer I, godt Folk!
	Saaledes maae Fornuften,
	Og jeg, dens ringe Tolk,
	Betragte Tingen
	Fra alle Sider; thi I veed,
	Af alle Lyder er jo ingen
	Saa slem, som just Eensidighed.
	Den maae Man aldrig lide,
	Sæt og, Man Nogen saae,
	Som altid vilde staae
	Paa Dydens og Fornuftens Side;
	Man er jo dog lidt meer end Aand,
	Og Dyd og Tanke,
	Vort Kiød har ganske artig Haand
	Med os i Hanke,
	Og Pligter vi mod Kiødet har,
	Den Sag er klar.
	Og vilde vi os fra dem stjæle,
	Os fulgde Straffen flux i Hæle;
	See, derfor giælder det, min Troe!
	Sig mellem Pligterne at snoe,
	Saa hver faaer Sit,
	Og alle Lidt;
	Saa Ingen af dem skal sig smørre,
	Saa de kan alle ligge tørre.
	Ja, elsker selv en Bjørn
	Jo sine kiødelige Børn;
	Hvad skal Man kalde den, der svigter
	Selv sine kiødelige Pligter!


	(Fortsættes.)







	Rimelige Strøe-Tanker.

	(Fortsættelse; se forr. No.)


	See, det var nu en Episode,
	Som for det Første har det Gode,
	At den slaaer ind i Tidens Aand,
	Og slaaer paa det forkeerte Sind,
	At vi af Kiødet skal slage Haand
	Og snærpe vore Pligter ind,
	Saa vi, hvem kan fordøie Sligt?
	Tilsidst kun fik den ene Pligt,
	At være som en Steen imod
	Vort eget Kiød og Blod,
	Og staae, til vi i Græsset bide,
	Ensidig paa vor Herres Side.



	Seer I, det slog jo ganske net
	Ind i jert Hovedfag: Moralen,
	Men, hvis jeg ikke regner slet,
	Saa slog det ogsaa ind i Talen;
	Thi Talen, som I vel kan huske,
	Var om den Baggehund at kuske,
	Og da Man aldrig kudsker ret
	Den Hund, Man kiender ikkun slet,
	Saa maatte jeg jer ogsaa huske
	Paa hvem det var, vi skulde kudske,
	Og kiæmpe mod Eensidigheden,
	Som kun bekom jer slet forleden;
	Thi det er slemt, som I maae vide,
	At ha'e Profiten paa sin Side.
	See, nu er vi jo midt i Talen;
	Thi Talen var jo om, hvorvidt
	I maalde med jer egen Alen,
	Og det var Skit.
	Nu staa'r jeg just og maaler Ka'len,
	Jeg mener med hans egen Alen,
	Før kan vi ei, selv under Muld,
	Ham maale Skieppen fuld.
	Og, veed I hvad, godt Folk!
	Der ligger nu den Dolk,
	Ja ligger, som just ikke
	Jeg selv gad ligge;
	Men, sandt at sige,
	Jeg veed just ei saa lige,
	Om ei, naar Man seer dybt i Tingen,
	Man ser kun Faa, om ikke Ingen,
	Paa denne Kirkegaard, hvis Plads
	En ærlig Mand var meer tilpas.
	Ja, ja, giør I kun Mule
	Saameget som I vil!
	Men Hjertet aldrig jeg giør til
	En Røverkule.
	Ja, veed I hvad?
	Naar jeg betænker Alt med Alt,
	Og naar det skulde være galt,
	Jeg heller ligge gad
	Hos ham, endskiøndt jeg negter ikke,
	Der maatte Pokker ligge;
	Men, ligemeget, faae den Skam,
	Der ikke heller laae med ham,
	End gik med jer paa Krykker,
	Ja, løb med jer i Taaget,
	I Tanker og i Sproget,
	Ja gik med jer i Stykker
	Som Potteskaar og Glar,
	Ja, faldt med jer i Staver
	Som Borgermester-Maver,
	Som gamle Bryggerkar.



	Hvad? mukker I? Aa Fias!
	Forstaaer I ingen Spas?
	Saa var det ingen Under,
	At han, jeg maaler paa,
	Som aldrig gav sig Stunder
	Til Andet at forstaae,
	Og var Professor i'en,
	I Spas, i Poesien,
	Saa nemt jer kunde viske,
	Ja, tog jer som en Svidske.
	Saa var det ingen Under,
	At i det hele Spil
	Han slap for Stik og Vunder,
	Og blev kun svinet til.
	Hvad sa'e I? Pølsesnak!
	Ja, ja, men hør kun bare!
	Saa skal jeg ret forklare
	Jer, hvori Feilen stak.
	I skiældte ham paa Dansk og Tydsk,
	I skiældte ind, I skiældte ud,
	I vilde lægge ham i Lud
	Og banke ham paa Jydsk,
	Som om han var en Træskoe-Visk,
	En Bergefisk.
	I vilde dyppe ham i Skarn,
	Og ikke i hans eget Fedt,
	Skiøndt aldrig noget Moersbarn
	Gav bedre Leilighed til det.
	I vilde taabelig ham salte
	Som eders Sø'r og Galte,
	Og kunde ei opdage,
	Kun i sin egen Lage
	Kan saltes overalt
	Hvad af Natur er salt.
	I gik ham ei paa Klingen,
	Som det er Kiæmpe-Sæd,
	Ja, ei engang til Bringen,
	Men til et andet Stæd.
	De Fleste kun paa lang Distants
	Fra Posten hans
	Slog Kneps i Lommen, raabde: Bæ!
	Imens den hele spæ, spæ, spæ,
	Ja, spæde Flok, end længer fra
	Kun hviskede saa smaat: da-da;
	Og de som, bag ud, kom ham nær,
	De kom dog kun med Kyst-Gevæhr:
	Med Spidse-Blad
	Paa langen Raft,
	Med Leen flad
	Paa Øxeskaft:
	Kort sagt, alt som en Tærsker-Loe,
	Som hvad der maae til Kvæg paa Stald
	Til Knald og Fald
	Paa Mark opgroe,
	De giæsted ham,
	Og høsted Skam.
	Med andre Ord:
	De paa ham foer,
	Som han var den Jens Langekniv,
	Om hvem mig Jyder har fortalt,
	Hvad der vel ei er Sandhed Alt,
	Men som dog vel har havt et Liv
	Engang forleden,
	Og slemt huseret paa Alheden.
	Men, Bitterdød! kanskee
	I havde Ret, godt Folk!
	Kom, lad os see
	Ret paa den Kniv og Dolk!
	Kanskee forandrer jeg min Mening,
	Som jeg vel ogsaa maae,
	Hvis vi i inderlig Forening
	Skal Fienden slaae.
	Nu, jeg skal heller aldrig nægte,
	Hinanden ligne de to Knægte
	I Tidens Spand
	Jo som to Draaber Vand;
	Thi, seer I! nu
	Er Krop og Hu
	Jo Hip som Hap,
	Og Skurv som Skab,
	Og Ræv som røde Hunde.
	See! Jens de heed jo begge To,
	Og paa Alheden, kan jeg troe,
	De begge gik til Gru og Grunde.

	Da Somme ei er hiemme i
	Vort Fædrelands Geographie,
	Jeg faa'r vel melle om Alheden:
	Det er den store jydske Heed,
	I hvilket Amt jeg ikke veed,
	Men Silkeborg det heed forleden.
	Derover i min Barndom
	Til Vogns jeg alt imellem kom,
	Og saae, at der paa Heden gro'de
	Kartofler meest, for Resten Rug,
	Men kun til høist nødtørftig Brug,
	Og hørde at der Ingen bo'de,
	Nu paa den egenlige Heed,
	Undtagen halv forløbne Tydske,
	Saa halv catholske, grumme brydske,
	Som ikke Skat og Ti'nde leed.
	De kom her i den Syv-Aars Krig,
	Og fik særdeles gode Kaar,
	Men trak dog siden Aar for Aar
	Med Pik og Pak ad Tydsker-Riig,
	Og vi beholdt kun Skrab tilbage,
	Som gjorde sig knap den Umage
	Med Tag og Fag at bøde lidt
	Paa Husene, de finge frit,
	End sige, som var deres Pligt,
	At giøre Husene til Gaarde;
	Jeg hørde meget andet Sligt,
	Som og maaskee kan rimet vorde;
	Af danske Træ'r, for Rimets Skyld,
	Jeg høist kun saae lidt Piil og Hyld;
	Men Naaletræer, bitte smaae,
	Bag Tørvedigerne jeg saae,
	Og Kirken stod saa kort og lav
	Som et Kapel paa Mortens Grav.




	Nu Langekniven, kan jeg troe,
	Sad hist i Haand og her i Munde,
	Men var dog hos dem begge To
	Saa det kan rime nogenlunde.
	Vel møder Folk Man paa sin Vei,
	Som sige vil, det rimer ei;
	At Lighed mellem Mund og Haand
	Er dog kun Fattigdom i Grunden,
	Kun som af Haanden og i Munden,
	Men den er dog i Tidens Aand,
	Og passer godt sig paa Alheden,
	Som I kan see herunderneden,
	Og hvad der er i Tidens Aand,
	Det altid har en vigtig Grund;
	Thi snakker Man paa egen Haand,
	Saa siger Tiden: hold Din Mund!
	Og naar Man faaer en Dask paa Munden
	Med Næver, ret i Tidens Aand,
	Saa ta'r, hvem der kun seer til Grunden,
	Jo Skeen i en anden Haand,
	Og stikker En Man lidt i Haanden,
	Saa holder han jo kiønt sin Mund,
	Og naar Man altsaa seer paa Aanden,
	Forstaae mig ret! til Tid og Stund,
	Saa er dog Haand og Mund i Grunden
	I visse Maader nær forbunden,
	Al Lighed har jo dog en Lammen,
	Og hvad der saadan hænger sammen,
	I visse Maader paa det Halve,
	Kan hænge sammen saa i alle.
	Nu veed jeg nok, jeg er en Tosse,
	Særdeles i Metaphysik,
	Og kan ei i mit Hoved rosse
	Den kolossale ny Logik;
	Jeg veed og nok, at det a posse
	Ad esse skal ei holde Stik,
	Men see, om derfor jeg gi'r tabt!
	Hvem har vel nu den Haand paa Skaft,
	Saa haard, og dertil uforskammet,
	At den tør stikke mig, naar jeg
	Betræder slagne Landevei,
	Og Tidens Aand har rigtig rammet,
	Og at jeg ramde den, det veed
	Jeg med en god Samvittighed,
	For den Ting kan jeg saamænd vise
	Et heelt Læs Sort paa Hvidt,
	Af smaa og store Verdsligvise,
	Som viisde med Exempler tit,
	At naar man skynder sig og læsser,
	Kan Posser gierne gaae for Esser.
	Jeg veed jo sagtens nok en Haand,
	Som ei var bange for i Grunden,
	At næseknepse Tidens Aand,
	Men det var just en Haand i Munden,
	Og sæt, den var end i sin Kraft,
	Og ikke fløiet reent af Skaft,
	Saa, om den mig og stikke kunde,
	Den derfor stak mig ingenlunde,
	At Kniv i Mund og Kniv i Haand
	Jeg kalder Eet i Tidens Aand,
	Før stak vi vore Hov'der sammen,
	Og kappedes i Aandens Rammen.


	(Fortsættes.)







	Rimelige Strøe-Tanker.

	(Fortsættelse; see forr. No.)


	De tvende knivelange Jenser
	Paa Heden til hinanden grændser
	Fremdeles op,
	Som Aand og Krop,
	Hvis sandt er alt
	Det hartad Tydske
	Som Jyder om den jydske
	Har mig fortalt.
	Nu siger jeg vel: Pokker heller!
	Naar Jyderne mig Sligt fortæller,
	Men da det passer i vort Kram,
	Og duer til at stikke ham,
	Jeg mener nu,
	Saa var det baade Spot og Skam
	Om jeg kom ei det Sagn ihu:
	“Han otte Barnehierter aad,
	Men klagede med Suk og Graad
	At færdigt ei, til sin Ulykke,
	Han rigtig fik sit Mesterstykke;
	Thi havde ni han kun fordøiet,
	Saa kunde han i Luften fløiet,
	Ja, fløiet Pokkeren i Vold
	I god Behold.”




	Forstaar sig selv, det er et Æmter,
	Men, som Man veed, i Eventyr
	Er Jyden just en Pokkers Fyr,
	Det er hans Alvor, naar han skiemter
	Og saavidt er jeg selv lidt jydsk,
	Og hverken vesselsk eller tydsk,
	Ja, skiøndt en Sællandsfar i Munden,
	Jeg er oprigtig jydsk i Grunden,
	Og derfor jeg i sællandsk Maal
	Vil række nu en Jyde-Skaal
	Til ham, der vel er død i Munden,
	Men lever dog nok lidt i Grunden.
	Jeg mener da, poetisk talt,
	Den musedøde Sællandsfa'r
	Om ikke synes nu, saa har
	Dog syntes, det var ei saa galt,
	At æde op i Poesie
	En Hjerter-Ni,
	Og flyve saa dermed i Luften
	Fra Fornuften;
	Ja regner ei jeg grumme slet,
	Saa har han alt de otte ædt
	Af Muse-Barne-Hjerter ni,
	Som der var Vinge-Spirer i;
	Og havde Tallet fuldt han faaet,
	Han fra Forstanden vist var gaaet,
	Om ikke fløiet høit i Luften
	Fra Fornuften,
	Ja, fløiet Pokkeren i Vold
	I god Behold.
	Jeg vil da troe, han til sin Lykke
	Ei færdigt fik det Mesterstykke,
	Og var han nu ei netop død,
	Saa vilde jeg, som Ven, ham raade
	At æde heller Salt og Brød,
	Og ta'e det niende til Naade;
	Og vædde tør jeg Ti mod Een,
	At der i det er end en Vinge,
	Hvormed han over Stok og Steen
	Sig kunde magelig opsvinge,
	Og smile paa den høie Tind,
	Og smile under hvalvte Bue,
	Naar Verden fra sin Myre-Tue
	Skiød efter ham i Veir og Vind
	Sin hvide Pind.




	Nu kommer Raadet lidt for silde,
	Hvis han er død, og det var ilde;
	Men det er jo dog klart og reent,
	Naar Man seer dybt i Tingen;
	En Prosit, som kom lidt vel seent,
	Er bedre end aldeles ingen:
	Og er Personen, som jeg meen,
	Kun vildød, saa er han ei Steen,
	Og hartad Steen jo ynkes maae
	Dog over Barne-Hjerter smaae,
	Og spare eet dog af de ni,
	Som der var Vinge-Spirer i.
	See nu, godt Folk!
	Det var oprigtig Jydsk,
	Skiøndt det for jer var Tydsk,
	Og trængde høit til Tolk;
	Og deraf kan I mærke,
	At I, saavel i Tydsken,
	Som selv endog i Jydsken
	Er ikke meget stærke,
	Undtagen, for saavidt,
	Som Jydsk og Tydsk er Skit,
	Ja er, som sagt, desværre!
	Ei Jyder for vor Herre.
	Kom nu! saa gaaer vi hen
	Paa sællandsk Grund igien,
	Og kys mig saa paa Haanden,
	Fordi jeg har beviist saa klart,
	Og aabenbart,
	At naar som Krop Man tager Aanden,
	Hvad netop er i Tidens Smag,
	Saa er det og en afgiort Sag,
	At Jenserne saa nogenlunde
	I Alt hinanden ligne kunde,
	Et coetera hvad deraf flyder
	Om Vaaben og om Helte-Dyder;
	Og kan i Tidens Aand nu Posser
	For gode Esser gaae, saa trodser
	Jeg hver, der siger, at som Helte
	Jens Baggesen I ikke fældte.




	Det kosted, min Troe, Hovedbrud,
	At regne sligt et Stykke ud
	Og ikke slaae en Svinke;
	Kom nu igien og kald Peer Degn
	En Sinke!
	Det er nu Moden i vor Egn
	At lade haant om Degne,
	Og det skal hede, kan jeg troe,
	At vi kan ikke regne,
	Saadan, saa alamodisk,
	Som dem, der er methodisk
	Trakt op, jo, jo,
	Jo, jo, I Degne-Stikler!
	Det er nok fede Mikkler,
	Nei, vi er fra i Fior,
	Da drypped det paa Degnen,
	Naar Præsterne fik Regnen,
	Men, (ikke mine Ord!
	Thi Silke spinder Man ei ved
	At klamres med sin Øvrighed)
	Nu drypper det, min Troe, paa Præsten,
	Hvad er der saa til hele Resten?




	I tænker nok, godt Folk! jeg hus'de
	Ei hvor jeg skulde hen?
	Jo, jo, men Man har Lov at puste,
	Og nu til Tjeneste jeg er igien.
	Men sæt nu og, at som det lød,
	Den Sællandsfa'r er Muse-død,
	Og ligger ikke med det Bedste,
	Og at I slog til Stadens Vel
	Den Dolk ihiel,
	Saa var han dog vor Næste;
	Og alle vi den Sætning hylde,
	At Man bør Næstens Feil undskylde.
	Forstaaer sig selv, den samme Tanke
	Har, som enhver, en dobbelt Hanke,
	Og da Man, som vi veed,
	I Pligternes Mangfoldighed,
	Som trættes tit om Rangen,
	Dog kun kan holde een ad Gangen:
	Saa giør Man, siger Bogen, bedst
	I, den at gribe som er næst.
	Nu er Man, som al Verden veed,
	I Grunden altid selv sin Næste,
	Og Man giør følgelig det Bedste,
	Naar Man giør ei sig selv Fortred.
	Naar altsaa vi den Sætning hylde,
	At Man bør Næstens Feil undskylde,
	Saa mener vi naturligviis
	For Alting vore egne,
	Hvem vilde være slig en Griis,
	Saa nøie med sig selv at regne!
	See! heraf følger: gyldne Ord!
	Først vi, saa vore andre Næster,
	Som egenlig er Snylte-Giæster
	Ved Tolerancens Kammerbord;
	Naar ei de komme os for nær,
	Og har et kiønt beskedent Væsen,
	Og lidt Respect, og tie kvær,
	Om og vi ta'r dem lidt ved Næsen,
	Saa vee den Skurk, som ei dem gav
	Hvad ved hans Bord der falder af!
	Men giør de os vort Hoved kruset,
	Som de var Herrerne i Huset,
	Og kan de ikke taale Løier,
	Ja gloer os ind i vore Øier,
	Som de for deres Næster
	Var sat til Skolemester;
	Saa, der maae sidde Bjelker eller Skiæver,
	Saa er det vore egne,
	Og det er Pligt paa Næstens Vegne
	At bruge sine Næver.
	Men nu er det en stor Ulykke,
	At vore Næster har den Nykke,
	At tænke akkurat som vi,
	Og Feilen, ja, den ligger i,
	(Hvad var det nu? – fra Slagelse,
	Jeg troer ogsaa fra Korsø'r)
	I en forkeert Opdragelse,
	Og derfor, vil vi haabe, døer
	Den ud med denne Slægt,
	Som har indsuget Bjelken
	Med Moders-Melken.
	Den bør Man derfor kiækt
	See til at rydde bort,
	Da de er kun til Hinder
	For sand Oplysning, kort:
	Humanitetens Fi'nder.
	Det er til deres eget Bedste;
	Thi først, naar de har strøget Seil,
	Og mukke ei om Andres Feil,
	Da først kan og en ærlig Næste
	Sin Pligt mod dem opfylde,
	Og deres Feil undskylde,
	Tildække deres Lyder,
	Afmale deres Dyder
	Til lovligt Eftersyn
	I Sælland og i Fy'n
	For Efterslægten.



	Der hialp jeg jer igien,
	Godt Folk! thi Knegten,
	Som nu er sovet hen,
	Han var, som sagt, vor Næste
	Og noget nær det Bedste
	Vor Tid har lært at sandse,
	Er det om Tolerance.
	Nu, vi forstaa'r jo nok det Sprog,
	Men for de Smaa, som voxe,
	Den Sætning smager dog
	Lidt af det Paradoxe:
	At man kan være tolerant,
	Og dog slaae Folk ihiel galant;
	At det er Tolerance,
	Dem aldrig at tilgive
	Som efter vores Pibe
	Ei ordenlig vil dandse,
	Ei springe, naar vi fløiter,
	Men mukke, naar vi føiter.
	Men nu har jeg, som sagt,
	Det Sprog udlagt,
	Saa populært,
	Saa ganske i det Jævne,
	At det kan ikke falde svært
	Selv for de Smaae,
	Som har kun fattig Fatte-Evne
	Os at forstaae.
	Nu kan de godt begribe:
	Jens Baggesen ei vilde sandse,
	At efter eders Pibe
	Det var hans Pligt at dandse.
	Nu, Feilen laae jo vel
	I en forkeert Opdragelse
	Der i Korsø'r og Slagelse,
	Men slaae ham halv ihiel
	Man maatte allermindst,
	Og naar Man regner ret,
	For ham, det seer Man let,
	Det var en reen Gevinst;
	Thi nu, da han strøg Seil,
	Vi høit den Sætning hylde:
	Man bør hans Feil undskylde,
	Og som et Dydens Speil
	I lovligt Eftermæle
	Ham male af paa Fiæle,
	Til lovligt Eftersyn
	I Sælland og i Fy'n;
	Ja, hører det med Fryden
	Endog for Tørre-Jyden.



	Saa vil, paa eders Vegne,
	Godt Folk! jeg nu opregne,
	Hvad der undskylde kan
	Den stakkels døde Mand,
	Ja dække til hans Lyder,
	Og bakke op med Dyder,
	Saa hvem, der ikke vel
	Sig ta'r i Agt,
	Det være eder sagt!
	Kan æde sig ihiel.
	Men, er tilgavns han ogsaa død?
	Aa! det har ingen Nød;
	Thi Forord, seer I vel,
	Det bryder ingen Trætte,
	Og derfor vil jeg forudsætte,
	At han er slaaet ret ihiel;
	Hvis ei, da skal hver Dyd han miste
	Som males paa hans Kiste,
	Og paa hans Lyders Hielm
	Det skrives skal med Kul:
	Han døde som en Skielm,
	Og selv i sorten Muld
	Omvendte han sig ikke,
	Men var saa splittergal,
	Som hiin, der hang i Strikke,
	Og efter Døden stjal;
	Ja stial fra den, der skar ham ned
	Af heltelig Medlidenhed,
	Og pleied ham alt paa det Bedste,
	Og tænkde: Tyv er og min Næste.
	Undskyldningen jeg ligner ved
	Den Kniv, som skar den Hængte ned,
	Og Rosene kan nok opveie
	Hans Nad're og hans Natteleie,
	Samt Støvlerne, der Tyven hang
	For godt i Ring,
	Men hængde ham den anden Gang
	Som ingen Ting.
	See, det var ham, og I! ja I
	Skal være for hans Søgsmaal fri,
	Beholde Alt, hvad I har faa't
	Af Dyderne, og dermed godt.



	Saa hør da nu! den største Brøde
	Jeg kiender hos den Muse-døde,
	Det var, som sagt, hans Fraadserie
	I Muse-Madskepie.
	En Fraadser i et Fad,
	Og En i Aandemad,
	De fraadse begge To,
	Med Forskiel, kan jeg troe
	Men det er ligemeget;
	Thi her er Tingen den
	At denne gode Ven
	Har ædt sit Eget,
	Og var det af det Bedste,
	Saa kun desmere Skam
	For ham;
	Thi Man er selv sin Næste,
	Og det er dobbelt slemt,
	Naar Man saa reent har glemt
	Den ypperste af sine Pligter:
	At feie for sin egen Dør,
	Et coetera, som vi sa'e før.
	Men, seer I vel, han var en Digter,
	Og det Slags Folk just ei, som Degne,
	Har deres Styrke i at regne;
	De stundum bli'r forknyt i Aanden,
	Og ta'r saa, hvad der er for Haanden,
	Og ta'r saa letteligen feil,
	Og spiser, hvad de ikke maatte,
	Og mener, de sig lidt vil gotte,
	Og ser sig i et malet Speil,
	Og sætter saa for U et Ex,
	Som vel kan sige Sex,
	Men er og bliver dog et bagvendt Ex.
	Forsvare slig en Muse-Leeg,
	Ja, det giør Pokker, ikke jeg;
	Og gaaer det Digteren som Puus,
	Og Musen som den lille Muus,
	At reent tilsidst han æder den,
	Da er den Stakkel ilde faren;
	Thi la'r han den og gaae igien,
	Den paa et Haar dog ligner Skaren,
	Og Skaren elsker kun sit Eget,
	Hvad det er, veed I saare vel;
	Thi just med det I slog ihiel
	Den Digter, som kun alt for meget
	Sig læmped' efter jeres Smag,
	Og fik derfor en stakket Dag,
	Og slig er fattig hellig Aften,
	Som, er han død, han nu har haft'en.
	See! vender vi nu Bladet om,
	Og syner jeres haarde Dom,
	Saa har I vel for saavidt Ret:
	I aldrig har med Muser leget,
	Og heller aldrig nogen ædt,
	Men det kun sige vil saa meget,
	Som, hvorfor æder Muus ei Kat?
	Fordi den ingen kan faae fat.
	I har dog Alle ædt jert Eget,
	Og var det Snavs, saa ligemeget!
	Vel tabte Verden ikke Stort,
	Men I har dog det Samme giort
	Som han, paa jeres Viis og Maade,
	Og ta'r I da ei ham til Naade,
	Saa ta'r I jer jo selv ved Næsen,
	Og det er Narre-Væsen.


	(Fortsættes.)







	Rimelige Strøe-Tanker.

	(Fortsættelse; see forr. No.)


	Nu har jeg hans Undskyldning gjort,
	Den faldt lidt i det Tø're,
	Nu kan I paa hans Dyd jer smø're,
	Thi det skal gaae som det var smurt.
	Hans Dyder jeg ham ei misunder,
	Men dog, som Folk er nuomstunder,
	Han ikke var saa slem
	En Dydens Helt in Folio,
	Som gjerne kunde gaae for To,
	Ja Ti af dem.
	Thi først, saa veed I selv, godt Folk!
	Han skar saa sød en Kniv, den Dolk,
	Som hans, der mellem Fjeldene
	Fik Skjønheds Lov gjort gjeldende.

	Vil I for Resten vide, hvis?
	Et Coetera,
	Saa tag kun fra
	I Musens ab epistolis
	En To, Ni, Fire, To, Ni, Fem!
	Trods Tonen i en fire, fem
	Saa fiint jeg maae citere dem;
	Thi Bogen heel, end sige Aanden,
	Jeg i mit Hoved kan og maae
	Dog aldrig faae,
	Og har derfor den kun ved Haanden.




	O, hvilket Taarevæld!
	Hvis alle Helte
	Som have haft det Held
	At spændes i hans Belte,
	Hvem Syn for Sagn der gik
	I Skrammen,
	Af Rigtighed i Blik
	Og Sikkerhed i Rammen,
	Hvis de en værdig Taare
	Nu fældte ved hans Baare!
	Ja, veed I hvad, godt Folk!
	Hans Hammer, Pidsk og Dolk
	De var saa dydefulde
	Som Nogens under Mulde.
	Hvem hørde at Athenes Fugl
	Var selv i Leiren,
	Hvem hørde den fra Hjelmen guul
	At varsle høit for Seiren,
	Hvem satte sig i Heltens Stæd
	Og blev ei ræd?
	Men fløi ei selv Athenes Fugl
	Tilsidst i Skjul,
	Og stemmed i
	Sin gode Danske Elegie!
	Vel prøved den med Tud i Top,
	Hans Mikkelsen at mane op,
	Vel kom da og en Bergefisk,
	Som slog med Halen frisk og bidsk,
	Men ei enhver Bergenser
	Kan bide Sjællands Jenser,
	Har Man endog lidt Skind beholdt,
	Saa er Man som en Fisk og solgt,
	Og kommer hovedkulds afsted
	Naar Man har intet Hoved med,
	Og maae da sagtens blive beet,
	Naar Kallundborrigs Stads-Poet,
	Som den beskrev i al sin Glands,
	Man stikke vil for gamle Hans,
	Som netop altid loe ad dem
	Der ei med Hovedet gik frem,
	Og vilde sagt: gid du faae Skam!
	Hvad gjør din Fisk i Mikkels Ham?
	Nu faldt, hvad ei Man nægte kan,
	Vel Knud tilsidst ved Gammelstrand;
	Men hvis han faldt for Fiendens Slag,
	Det Bagsmæk var og Nakkedrag,
	Og bryste sig skal ei de Helte
	Som Bagen af en Kjæmpe fældte.
	Det var for ham da al Ulykken,
	For meget havde han paa Nakken,
	Og alt for lidt i Ryggen,
	Og det var, sandt at sige, Takken
	Han fik, fordi med Møie suur
	Han pilled Kalk af Kirkemuur;
	Saavidt jeg veed, ei med det Gode,
	Men deels af Skam og deels for Spas
	Da engang nu det Drengefjas
	Var blevet Mode.
	Hvis nu for al sin Muse-Vrimmel,
	Sit Ur- og Ager-Hønse-Bur,
	Med samt sin portative Himmel
	Han kunde kjøbt en Kirkemuur,
	Saa havde han havt Ryggen fri,
	Med Posen som Man stak ham i,
	Saa havde han vist aldrig pebet,
	Saa havde han sig ei forgrebet
	Paa Bruunt og Guult, og fældet blev
	Han ei, hvis ei ved dette Greb,
	Da den umaadelige Bøining
	Udsatte ham for Overfløining.
	At han nu gav sig saa til Priis
	Var Skam for Helten fra Pariis,
	Var Skam for Jens Napoleon,
	Hvis ikke i de samme Dage
	Den Vognborgknuser uden Mage
	Den kolossalske Kjæmpeaand

	Ja, læs engang den høie Ode,
	Som jeg fik aldrig i mit Ho'de,
	Og ta'r nok aldrig meer i Haand,
	Og det Forsæt, om Intet elle's,
	Har sagtens Jens og jeg tilfælles,
	Det jeg af Søndagsbladets Aand
	Mig slutter til,
	Og deraf end jeg slutte vil,
	At om det Uheld end ei hændte
	Vor Jens at han sig ret omvendte,
	Saa vendte han dog Kaaben om,
	Og hedder Somme Venderom,
	Sin egen Høihed, vil jeg haabe
	Han kalder Povel Vendekaabe.


	,

	Den Ares selv, just havde gjort
	Et Buk der end var nok saa stort,
	Hvorved han, efter Jenses Mening,
	Kom med hans Støvler i Forening.
	Nu derimod Man let indseer:
	“Den Skræder som er Helt, er ikke Skræder meer”.
	Og, hvilket Helteblod!
	Ei Ares blot ved Siden
	Han havde, men med Tiden
	Han fik ham under Fod.



	Og, hører mig, I Kykle-Haner!
	Som lade Gal udgaae
	Til Skjalde, store, smaa,
	At de skal bryde nye Baner,
	Og skaffe Fabler, Epigrammer,
	Satirer til jer Bogstavtur,
	Saa der kan blive fulde Rammer
	I Æsthetikens Fadebur!
	Hvi gale I, som I var gale
	Ei nu fra Fadeburets Svale
	Og prise Helten under Mulde,
	Som gav jer alle Næver fulde,
	Ja ham, den mageløse Kjæmpe,
	Som, hvad ei kunde skee med Læmpe
	Udvirkede med Eg og Od,
	Med Piil og Brod,
	Saa I fik selv, forunderlige Gaade!
	Dog Rum i Rammen paa en Maade.
	Ja fik engang dog paa Parnas
	Jer længe velfortjente Plads;
	Jert Handværk Gøthe, hvilken Skam!
	Kun gjorde til en Øl-Parabel,
	Og Asmus til et Kagle-Epigram,
	Jens Baggesen det gjorde til en Fabel,
	Det sang dog vist for jeres Vugger
	Selv knap en Kukker.
	O! havde han lidt længer levet,
	Og sin Partheneis med Sands
	Paa Dansk omskrevet,
	Da visnet aldrig eders Laurbærkrands,
	Da havde Mulen han omsadlet,
	Og jer til Alpe-Helten adlet,
	Da eders Navn, som eders Byrd
	Og Daad var stort,
	Naar af Bedriften der var gjort
	Et Epos som et Eventyr.



	Og I Bærsærker ret af Helte
	For Danmarks Tungemaal,
	Som viisde klart, at det kan smelte
	Foruden Ovn og Baal
	Som Salt og Sukker i det bare,
	Det klare Vand,
	Og at det med en Smule Konst
	Kan løses op i Dunst!
	Hvi love I dog ei den Helt
	Som vel var af en anden Vælt
	End I,
	Men som, for alle dog at smage,
	For jer og Tydsken at behage
	Stod eder som en Skjoldborg bi?
	Vel smelted han af gyldne Maal
	Saamangen Klump i klare Luer,
	Der, som en gylden Offerskaal,
	Skal prange under Templets Buer.
	Men bruger kjønt dog jer Forstand!
	Begriber dog,
	At Guld af Fjeld og Guld af Sprog
	Sig smelte lader ei i Vand,
	Og kan ei, trods al Konst og Kamp,
	Gaae op i Damp!
	I kan ham sagtens dog tilgive,
	At han har gjort, hvad I lod blive,
	Derved slet Intet I jo tabe,
	Men maae dog føle det er stort,
	At han jer har saa nemt det gjort
	En Genius at efterabe.



	Og nu Ensidigheden! hvem
	Bekjæmped den med saadant Klem,
	Saa practisk, ved et stort Exempel?
	Hvem satte paa saamangen Side,
	Som selv ei Dyden godt kan lide,
	Geniets Stempel?
	Hvor er den Ridder vel af Sproget,
	Som, skjøndt han vidste Veien godt,
	Reed stundum dog saa reent i Taaget,
	Som nogen anden Don Qvixote;
	Ja, reed i Staae og reed i Ring,
	Kun for at prøve alle Ting?
	Vil I engang dog ret betænke,
	Hvorledes han har ridt omkring,
	Nu siden han af Vessels Enke
	Fik Snak og Kurr som ingen Ting!
	Hvor er en Vei, jeg vil ei sige
	I Dannemark men Tydsker-Rige,
	Hvor han har ikke gjort et Hop,
	Om ikke redet i Galop?
	Hvor er der vel en Gjæstestue
	Imellem Hamborg og Paris,
	Hvor ei den Ridder sig lod skue,
	Og tog sig dog en lille Priis,
	Saa der er jo fast ingen Bye
	Han jo var i, endog i Thye!
	Hvor er der vel,
	Fra Strasborg til Korsør,
	Et Taarn, et Fjeld
	Hvor ei han prøvede, trods Kløft og Gavle,
	Om han endog blev nok saa ør,
	Om ei at klavre op saa dog at kravle!
	Hvor tit har han ei rendt
	Med Panden imod Døren,
	Paa Nelderne sig brændt,
	Og revet sig paa Tjørn,
	Ja, vadet ud i Moser
	Til Belte og til Bryst,
	Og det af bare Lyst,
	Til Muser og til Roser,
	Af Lyst til det Almene,
	Af Afskye for det Ene!



	Nu gik det sagtens saa,
	Som Man kan sagtens vide,
	Det vilde rigtig gaae
	Kun til den ene Side;
	Tit steiled med ham Skimlen,
	Saa han gik agter ud,
	Tit fik han det med Svimlen
	Og tit med Værk og Brud:
	Af Vatersoot engang
	Han havde nær kreperet,
	Sig nær paa Styltegang
	Ihjel parodieret;
	Han som Ulys sin Grav
	Var nær paa Verdens Hav,
	Nær ved paa Cirienborg,
	Hvor fiint han end begyndte,
	Til Musers Hjertesorg,
	Det sidste Vers at grynte.



	Dog derfor ei han er at skose,
	Nei, meget meer at rose,
	Thi han var som en Skipper,
	Der seer han strande maae,
	Paa een af tvende Klipper,
	Og grunder ikkun paa,
	Hvor, da det galt maae være,
	Han strande kan med Ære;
	Og Sællandsfaren her
	I skulde høilig prise,
	Som vilde før forlise
	Med Top og Tavl saa nær,
	End bjerge Liv og Ladning,
	Ved Stranding og ved Vadning
	I Lavvand lidt for nær
	Eensidighedens Skjær!



	Hvad siger I, godt Folk!
	Jeg glemmer hvor jeg er,
	Og stikker ei den Dolk
	Men allenfals kun jer?
	Nei, I ta'r Feil, godt Folk!
	Kun som en Jyde-Tolk
	Jer vise, jeg har villet
	Det Fine just i Spillet,
	Og maae hos jer, saavidt
	Som jeg kan skjønne,
	Dog have lidt
	Gjort mine Hoser grønne.
	Jeg, efter fattig Leilighed
	Forsøgde i min sure Sveed
	En Smule og
	“Det søde, bløde Danske Sprog
	I dette vanskelige Fag”
	Som er endnu den Dag i Dag
	Kun slet bebygt,
	Og drevet sygt;
	Og drev jeg det just ikke vidt,
	Saa trøsted I jer selv jo tit
	Ved: ultra posse . . .
	Dog, Snak! jeg Tosse!
	Som husked ikke paa,
	I hængt Mands Huus ei maae
	Om hængde Folk Man tale,
	At her, hvor jeg mig vender,
	Jeg er blandt Nemos Frænder,
	At her i disse Sale
	Han fik sin haarde Dom,
	At her hans Navn hos Alle
	Er syltet ned i Valle
	Som Slægtens Helligdom.
	Saa kan Man falde over Sviin,
	Og glemme sit Latin.
	Saa lad os Modersmaalet hædre!
	Der driver jeg det vel lidt bedre,
	Og drev jeg det just ikke vidt,
	Saa trøsted det jer selv jo tit.
	Hvo som gjør Mere end sit Bedste,
	Han er en Skielm imod sin Næste.
	Dog, lidt vel tørt for jer
	Det Ordsprog er,
	Det ikke Mellemgulvet ryster
	Men falder let for svage Bryster,
	Og voldte tit, naar Man det roesde,
	Lidt Hoste.
	Hver har sin egen Stjerne,
	Jeg, for Exempel, vilde gjerne
	See til at ha'e mit paa det Tø're,
	I helst vil jeres Lire smøre,
	Og som Fornuftens ringe Tolk,
	I Dag jeg tjener jer, godt Folk!
	Og drev jeg det just ikke vidt,
	Saa trøsted det jer selv jo tit,
	Samvittigheden tør ei mukke
	Naar man, som Barnet i sin Vugge
	Gjør hvad Man kan.
	Ja efter min Forstand
	Hvis ei Hukommelsen mig svigter,
	Er netop denne Trøst det Hele
	Som Læserne med deres Digter
	Har maattet for det meste dele
	I dette vanskelige Fag,
	Som jeg har fusket paa i Dag,
	Det rene, skjære practiske
	Didactiske,
	Og drev jeg det just ikke vidt,
	Jeg drev det sagtens dog til Skit,
	Og er da den Opmuntring værdig
	Hvormed I lige til i Fjor
	Var altid færdig,
	Naar Man gik smukt i jeres Spor.
	Jeg vendte mig til alle Sider,
	Og viisde jer at ei jeg lider
	Eensidigheden for min Død,
	Jeg viisde jer, hvoraf det kom,
	At det gik altid udenom,
	Naar I paa Sællandsfaren skjød;
	Jeg gav et Vink som skulde vække
	Jer til paa rette Kant at knække
	Den haarde Nød,
	Og til maneerlig at begegne,
	Jens Baggesen, hvis op
	Han stod med Sjæl og Krop,
	Og vilde eder degne.
	Jeg vil slet ikke rose
	Mig derfor af Forstand,
	Thi Konsten er forsand
	Saa let som Fod i Hose,
	Naar Foden kun er reen,
	Saa paa det ene Been
	Man allenfalds kan staae
	Og drage Hosen paa,
	Og Man er frie for Skosen
	At, der er Hul paa Hosen.
	Men Somme er i Gang, som
	Og i Begreb lidt langsom,
	Og da jeg dog ei nænner
	At narre gode Venner,
	Saa vil jeg aabenbare
	Jer Kunsten nu forklare.


	(Sluttes i næste No.)







	Rimelige Strøe-Tanker.

	(Fortsættelse; see forr. No.)


	Som sagt, min gamle Amme,
	Hun var en Sællandsmo'r,
	Hun lærde mig, den samme,
	De rette Sællands Ord.
	Hun skee i Graven Tak,
	Fordi hun til mig stak,
	Mens end jeg sad paa Skamle,
	En Tul Tre af de Gamle;
	Men mere Tak endnu
	Jeg skylder gamle Mo'r
	For hendes vakkre Ord:
	“Min Søn! kom vel ihu,
	Hvad Folk du spiller med,
	Og spil til Tid og Sted!
	Spil ei med Jyden Bas,
	Thi han forstaaer ei Spas;
	Spil helst med Jyden ei,
	Han ta'r dig let ved Næsen,
	Og han er stiv og sei,
	Og spiller mest kun om det rene Væsen,
	Og spiller han for Narrerie,
	Saa vanker der lidt Klumsak i;
	Men er du først i Spil,
	Saa lad staae til!
	Lad Ingen see dit Kort!
	Men skak med dine Brikker!
	Pas høie Trumfer bort!
	Gaae med paa Svovelstikker!
	Saa vinder du dit Spil,
	Men Jyden bliver vreed,
	Lav for en Sikkerhed
	Derfor kun Ryggen til
	Med hvad der er lidt fast,
	Og haardt og hvast,
	Men vil han slaa's med Skit,
	Saa dyp ham i hans eget Fidt,
	Naar han sig bukker paa det Halve,
	Saa buk du ham med alle;
	Men gaae saa strax din Vei,
	Og rør ham ei!
	Men spil, som sagt, naar ei det er fornøden,
	Saalidt med Jyden som med Jøden!

	Hvad Jøde og Jyde
	Har her at betyde
	Maae siges i Hast.
	Med Jøden og Jyden
	Jeg mener vel Lyden,
	Dem lægges til Last.
	Hvad Jøder og Jyder
	For Resten angaaer,
	De har deres Lyder
	Og Hager og Haar,
	Men Jøde og Jyde,
	Hvordan det end gaaer,
	Har Meer at betyde,
	End Tiden forstaa'r.




	Spil helst med Sællands Folk!
	Dem kiender du, din Dolk!
	Spil ei for tit og længe!
	Spil ei om Prygl og Penge,
	Nei, spil om ingen Verdsens Ting,
	Og ingenlunde om Nureddins Ring,
	Ei om Aladdins Lampe!
	Hazardspil volder Krampe.
	Nei, spil til Tid og Sted,
	Alt efter Sællands Sæd,
	Paa Langs og Kryds,
	Om Kiærester og Kys!
	Men træffer du blandt Næster,
	Som let kan skee, din Mester
	I Lanter og Styrvolt,
	Saa vær kun aldrig stolt!
	Men hold for alting lige
	Din Tunge i din Mund,
	Og list dig til at kige
	Ham først i Kort en Stund.
	Staae som en Muus bag Stolen!
	Og lær hans Kneb!
	Og løb ei ud af Skolen
	Med halvt Begreb!
	Spil saa kun med
	Til Tid og Sted!
	Stiæl med Forstand,
	Saa godt du kan,
	Hvor det er Skik,
	Af Andres Stik!
	Giem godt og vel
	Hvad selv du har til Bedste;
	Lad kun din Næste
	Sig stikke selv ihjel!”



	Saavidt min salig Amme,
	Og det var ikke galt, det Samme,
	Men har den lille Lyde,
	Det giør ei Sagen klar;
	Thi var jeg ei lidt Jyde,
	Saa blev jeg dog en Nar.
	Thi Sællandsfaren veed
	Jo Reglen ganske rigtig:
	Min Søn! vær kiønt forsigtig!
	Og bliv saa ikke heed!
	Men derimod med Sandsen
	Det gaaer, som vi har seet,
	Han let gaaer bag ad Dandsen,
	Og bli'r Codilje-beet.
	En Sællandsfa'r kan stikke
	Saa Man bli'r bleg og rød,
	Men taale kan han ikke,
	Saa godt som Jyden, Stød,
	Og faaer han en Tryk-Sexten,
	Saa gaaer han let fra Texten,
	Og dumped han først om,
	Han sielden ihukom
	Hvad der sig ganske godt la'r sige,
	Men ikke følge just saa lige,
	At han, trods Faldets virkelige Gru,
	Fortryllet af det Træffende, det Fyndige,
	Det rette, nette, lette, næsten Yndige,
	Gad dumpet nok engang endnu

	Som skrevet staa'r
	I Bogen han lod prænte
	Forleden Aar;
	Men naar
	Vi Syn for Sagn kan vente,
	Det ikke skrevet staa'r,
	Og naar
	Vi fik det ei
	Det var i Bogens Aar.


	.




	See nu, godt Folk! nu har
	Jeg hartad reent omsonst
	Jer lært den simple Konst,
	Dermed er Sagen klar:
	Vær Sællandsfa'r af Adelsbyrd!
	Og for vor Herre ægte Jyde!
	Saa kan den Pokkers Fyr
	Du Spidsen trøstig byde.




	Laan mig kun nu lidt Kridt,
	Saa vil paa Sort med Hvidt
	Jeg her paa disse Fiæle
	Gi'e Knud hans Eftermæle,
	Saa skal vi snart fornemme,
	Om end han selv er hiemme,
	Om han tør komme ud
	Og giøre sig til Knud;
	Jeg kan jo dristig stole
	Paa jer, ifald det kniber,
	I har jo vær't i Skole,
	Og veed, hvordan Man piber,
	Naar Man med Skolemester
	Har leget Kamerat,
	Og faa'r som Snylte-Giæster
	En Smule Kropsalat,
	Og naar saadan jeg piber,
	Saa veed I, at det kniber,
	Kom saa! saa skal, min Troe,
	Vi Pungparykken snoe,
	Og spille ham en Marsch
	Kohlrabenschwartz.
	Men løber I jer Vei,
	Hvad giør saa jeg?
	Hvad jeg saa giør?
	Hvad der giør Kaalen feed
	Vedkommer ikke Smør;
	Og hvis jer Nogen spør,
	Siig kun: I det ei veed!


	(Sluttes i næste No.)







	Rimelige Strøe-Tanker,

	sammengroede i

	Gaade-Giætningen,

	til

	Jens Baggesen.

	(Slutning.)


	Du saae det mangengang, o Skiald!
	At stort som Kaar er og Dit Kald,
	Langt andet end med Spas at more
	De Smaae, de Store,
	Du følde Tomheds Dødningvind
	Omsuse kold Din blege Kind,
	Og sank af Digterlegen kied,
	I Afmagt ned;
	Men stærkt er Livet i Din dybe Rod,
	Som i vort Danmarks gamle Eeg,
	Med friske Kræfter Du igien opstod,
	Adspredte, spildte dem i Leeg.
	Saa nys opstod Du i den sære Gaade,
	Og lod i den forfængelig Dig skaade.
	Ei er jeg blind for ubenævnde Sum,
	Du staaer Dig længere end Mange flyve,
	Og aldrig saae jeg før paa Havets Skum
	Saa ægte Perlerader fra det Dybe.
	Du stikker dybere end mange troe,
	Du saae hvad sielden Nogen saae og loe;
	Men hvis Du da, til Grinebiders Held,
	Med Fingren i Dit Saar og Næven paa Din Byld,
	Endnu vil lee og gaade Dig ihiel,
	Det er kun Din og ikke Gaadens Skyld;
	Thi hvi giør Du Din Bielke pommersk breed,
	Og sætter Dig som en Steen-Egenhed,
	Da dog din danske Selvheds Bøgestamme
	Er blød, og brydes naar den bedst vil bramme?
	Indvikle sig i Livets store Gaade,
	Det kan jo ogsaa hver Matros,
	Og selv den overordentlige Maade
	Fortiener her lidt Andet nok end Roes;
	Hvorfor udvikler, løser Du ei heller Gaaden,
	Som Ingen dog tilgavns kan løse Dig;
	End som for Spas at demonstrere Maaden,
	Hvorpaa den tækkeligst indvikler sig.
	Med Fryd jeg saae, hvorvel Du mener Ingen,
	Og Du har meer end halv kun hørt om Tingen,
	At det Utrolige Man selv kan finde
	I Navnet paa Din Gaademands Mandinde,
	Naar Man flankerer lidt med For og Bag,
	Som Fandens er og Fleres Hovedsag,
	Fordi naar Man i Intet først er Alt,
	Saa har omtrent Man Papegøien skudt,
	Og skiønt Man er i Grunden læs-caput,
	Med Tiden Man dog sagtens lidt Gestalt,
	Da Man har Tiden for sig, smaalig sanker,
	Og er da Konge alt i sine egne Tanker,
	Og hvilken Dreng i den antike Tone,
	Som griber den modern med Sympathie,
	Seer ikke grandt den dybe Mening i
	At giøre Alt til Intet for en Krone?
	Som sagt, jeg saae, og hvad jeg alt har sagt
	Dig siges sagtens, at skiønt hiemmebagt
	Min Kringle er og blevet tør paa Hylde,
	Dog ei for Intet den paa Kneb er solgt,
	Men har, især i Hullerne, beholdt
	En god Portion af Intets tydske Fylde,
	Saa selv i danske Huller Man med Intets Pind
	Just ikke synderlig skal giøre Vind.
	Som sagt, jeg saae da med mit Gaaseøie,
	Hvad kanskee mangen Kukker i det Høie
	Har ikke seet, og med det Spil
	Det gaaer i Grunden ret naturlig til,
	Hvis det er sandt, hvad Man har bildt mig ind,
	At Giøgen kukker kun, mens han er blind.
	Jeg saae, ei blot hvad før i Dag
	Jeg saae saa tit, Dit nysselige Handelag,
	Som kun for gierne selv Du skuer,
	Til i en Sum at smække Fluer,
	En Ting, der og til Tid og Stæd
	Kan godt gaae med,
	Men som til alle Aarets Tider,
	Gik det og keiserligt, jeg ikke lider.
	Nei, jeg saae meer,
	Saae paa Din Gaade, hvad jeg ser,
	Som paa mig selv, saa paa hver Anden,
	Stadfæstelsen paa gamle Sprog,
	At Lykken dog
	Er bedre end Forstanden;
	At mens Du længe grunded paa
	Ret skiævt at vikle Gaaden ind,
	Den lidt ubændig, som Man kan forstaae,
	Kun giorde Nar ad Intets Pind,
	Og, trods Dit Hovedbrud,
	Fik sprættet mere ud,
	End Du fik knebet ind,
	Og at kanskee, som et ulydigt Barn,
	Men derfor just ei noget Skarn,
	Den gi'r Dig lidt at løbe efter
	Saa ret af alle Kræfter,
	Og løser selv imidlertid sig op
	Fra Taa til Top.
	Som i en Lignelse Du vil behage
	At see just her,
	Saa før Du kommer vel tilbage,
	Du har i Æsken – Tøiet,
	Og Fuglen, hun er fløiet.
	Kanskee, thi hvad kan ikke skee,
	Især af hvad vi ikke see,
	I slig en spidsbu'agtig Gaade,
	Der fiint forstaaer sig selv at raade,
	Saa næsviis, at, ei blot, som Individ,
	Den sætter hele Verden X for U,
	Men selv kun som et angliseret Vid
	Tør end til hele Verden sige: Du,
	Saa næsviis, og tillige saa forslagen,
	Som ikkun daglig kommer meer for Dagen,
	Ja, saa forslagen, at den med sit Nul
	Kan smutte ind og ud i hvert et Hul
	Som ingen Ting,
	At den sig selv partere kan,
	Og være dog hartad en holden Mand,
	Ja, komme ved et lille Spring
	(Som ellers hedder just mortale)
	Af Hovedet ned til sin Hale,
	Saavidt i Orme-Livlighed,
	At, skiøndt parteret Led for Led,
	Kan, saa at sige, Intet i det Hele
	Opsluge som et Bæst de andre Dele,
	Og da, som sagt, som et forhexet Nul
	Udsmutte af det allermindste Hul,
	Og følgelig, (at regne efter Sproget,
	Som her dog synes mig lidt kroget),
	Udsmutte, hvad, som sagt, jeg dog betvivler meget,
	Endogsaa af sit eget.
	See! hvad kan ikke skee
	Med slig en Pokkers Gaade!
	Hvad kunde ikke ske,
	Ifald dens egenlige Gaade
	Engang fik Lov at raade!
	Du ser nu godt, jeg Gaaden ei miskiender,
	Saa lidet som dens Tolk;
	Den har fuldtop i begge Hænder
	Hvad ellers hovedløse Folk
	Har netop Intet af,
	Du veed nok, hvad jeg mener: Vid,
	Og har igien, hvad fremfor alt i Grav
	De Hovedløse faae ved Andres Flid;
	Thi naar Din Gaade ret Man endevender,
	Den Intet har i begge Ender.
	Du mener nok den Vending er lidt krum,
	Og var nu det bevidste krumme Læg
	Just ei Dit eget Æg,
	Var den Indvending ei saa dum,
	Men giør Du Dig til Knud,
	Saa vender jeg det Laadne ud,
	Og skal bevise ganske net,
	At netop ved at vende Gaaden ret,
	Man faaer dit Intet ud.
	Det Første er Dit eget Individ,
	Og det er, som Du sander selv: et Nul,
	Det andet Led er Din Dualitet,
	Men egenlig et divideret Nul;
	Thi hvad Du kalder her Dualitet,
	Er jo kun Individets Qvalitet,
	Og det kun Skielmerie jeg kalder
	Naar dividendus og divisor falder
	Saaledes sammen i Dit eget Du,
	Det kalder Man at sætte X for U.
	Nu, Qvantiteten af et Nul,
	Det veed vi er rotundum Hul
	Men Nullets Qvalitet
	Det er jo dog, trods alle Sving,
	Og trods dets hele Individualitet,
	Saa godt som ingen Ting.



	Dog, Skiald! jeg med saa dristig Skiemt
	Frimodig Alvor maae forbinde,
	Thi vel er Alvor og i Skiemten inde,
	Og falsk den Alvor, som ei taaler Skiemt,
	Men naar vi tale om den store Livets Gaade,
	Da skal dog over Skiemten Alvor raade.
	Du derfor nu Din Leilighed maae føie,
	Til Ordet ret alvorlig at fordøie:
	Trods dybe Glimt og kolossalske Dele,
	Er Du og Gaaden Intet i det Hele,
	Som alt det Vid, der er hos Mand og Kvinde,
	Som paa en Maade er i Gaaden inde,
	Men egentlig dog kun i Munden,
	Dog Intet er i Grunden.
	Kort sagt, naar Man har ret beseet'en,
	Man seer jo nok, at Du har keget ind
	I Vid-Dualiteten;
	Men med Dit Syn Du egenlig giør Vind,
	Som om Du meende, ret det var
	En Heltegierning af en Skiald,
	Og Kongebrevet paa hans Gaadekald,
	Hvad vel ei giøres i et Ostekar,
	Men sees dog og giøres som deri
	Af Poesi,
	Af Skialden der i Individet sylter Valle,
	Som om han Stregen var til Altings Nuller,
	Og leger Tit igiennem Karrets Huller
	Med Gud og Fanden og med Alle.



	Hvad er det gaadefuldeste ved Gaaden,
	Ved Gierningen saavelsom Handlemaaden,
	At Du har kunnet, eller Du har villet,
	Din Spillesyge eller Gaadespillet?
	Ja, visselig er Underværket stort,
	At Skialden i sig selv kan see Guds Rige
	Et Billede af alt det Skuelige,
	Men Underværket har ei Skialden giort;
	At Skialden, naar sit Inderste han maler,
	Til Verden om dens egen Løndom taler,
	Det er en Følge af hans Under-Syn,
	Som Synet Følgen af et Himmel-Lyn.
	Men at han kan enstund, naar han det vil,
	Al Verden blænde med et Gaadespil,
	Forblinde Øinene med Kierne-Melken,
	Saa Verden seer ei Skiæven eller Bielken,
	Ja, saa med dyrisk Magnetisme gnide
	Hvert Lem paa Verdens Side,
	At intet Andet den kan see og sandse,
	End at dens Aand kan Altet indbegribe,
	At efter den i Skjaldens Sække-Pibe
	Maae Gud og hele Universet dandse;
	Begrib det, store Dane-Skjald!
	Det Underværk er ikke stort,
	Men stor Forsyndelse mod høie Kald,
	Og denne Synd, den har Du gjort,
	I Gaaden og i mange Skjalde-Aar;
	Skjønt, til Dit Held Du det kun halvt forstaaer.
	Det gjorde Du, skjøndt ingen Dane-Skjald
	Har klarere beskrevet Skjaldens Kald:
	“Fremstille klart for Verden Sandheds Speil
	Og den i det med sine Bræk og Feil.”
	Skjøndt neppe Nogen større Evne fik
	Til klare Syner og til dybe Blik.
	Hvad er din Gaade? kun et Tidsfordriv!
	Du har dog nu ei megen Tid at spilde.
	En Skygge af dit hele Skjaldeliv?
	Maaskee, men, sandelig, da var det ilde.
	Et Billede af Livet i det Hele!
	Bestaaer da det i sine brudte Dele!
	Bestaaer da nogen Enkelthed ved sig!
	Er Kjærligheden umeddelelig!
	Er Sandhed anderledes i sig selv,
	End just som Kjærlighedens Livets Siæl!
	Hvad vil Du da med alt det Hoved-Brud?
	Dit Liv som Edderkoppe spinde ud
	I Aande-Hallen til saa fine Traade,
	At Verden leer ad Livet og dets Gaade
	Og Edderkoppen med, som imens Traaden fiin
	Den spinder til sit eget Jordeliin,
	Mens Støvekosten alt i Nornens Haand
	Dens Spindelvæv med Undergangen truer,
	Som midlertid adsprede vil sin Aand,
	Udspænde Væven for at fange Fluer,
	Og drømmer om at sidde tryg derinde,
	Saa Nornen ei den mærke skal og finde?
	Skiøndt Verden selv, hvis den dertil faaer Stunder,
	Med lidt Umag den Vittighed udgrunder:
	Skal Nornen narres, maae sin Spindelvæv
	Man feie ned med – Halen af en – Ræv?



	Nei Sællandsfar! det vil du ei
	Saasandt vi begge died Danmarks Bryst,
	Saasandt vi har paa meest adskillig Vei
	Dog begge kjendt og elsket Moders Røst.
	I Skjemt jeg løftede til dig min Stemme
	Og flux gjenkjendte du en Broders Røst,
	Du følde dybt, at den har aldrig hjemme
	Undtagen i et ærligt, sællandsk Bryst.
	Du følde vist, jeg skjemted ei for Lyst,
	Og endnu mindre for den Roes at vinde
	At Dolk jeg stødte i min Broders Bryst,
	Og lod dog som jeg vilde Saar forbinde.



	Nei, Broder! nu jeg føler i min Aand,
	At Du ei meer miskjende kan mit Hjerte,
	At ei Du stolt bortstøde kan den Haand,
	Jeg rækker Dig i Skin af Danmarks Kjerte.
	Dit Eftermæle vil jeg gjemme nu
	Til jeg et bedre kan med Sorg i Hu,
	Maaskee, ifald jeg ved din Grav skal tale,
	Med Danmarks Kridt paa Kirke-Tavlen male.
	For Dig jeg skjemted, ei for Dagens Daarer,
	Nei, Sandheds Smiil, saalidt som Sandheds Taarer
	Er skabt for dem.
	De sindrig fandt, at kun med Skit jeg foer
	Fordi jeg med det ægte danske Ord
	Tiltalde dem,
	Thi Skit paa Dansk, det burde de dog vide,
	Er Alt hvad Gud og Sandhed ei kan lide,
	Og jeg gad vist om ei en Rendesteen
	Er mod et Daarehjerte reen.



	Jeg maatte, Broder! Dine Feil opregne,
	Skjøndt vist ei blind jeg er for mine egne,
	Nei, visselig, det var et Spaadomsord
	Som underlig af Gaademund Dig foer,
	At den som var ei blot paa Næstens Skjæve,
	Men fremfor alt paa egen Bjelke viis,
	Han sønderhugged Dine Spindelvæve,
	Og vandt Din Priis.
	Jeg maatte vise Dig i Sandheds Speil
	Din Skikkelse med sine Bræk og Feil;
	Thi sprede vilde jeg den Kogle-Dunst
	Der har omtaaget saa Dit klare Øie,
	Og Verden ei, om det sig nu kan føie,
	Skal sige høit, jeg beiled til Din Gunst.
	Men tænker Du, at jeg bedømmer haardt
	Din viltre Færd i vores Daare-Old,
	Da viid, mit Syn er ikke ganske kort
	Og, Gud skee Lov! min Hjerterod ei kold.
	Du foer i Verden, som jeg faret vilde,
	Hvis ei dertil jeg kommet var for silde,
	Og flere Ord behøves ikke her,
	Thi Døgnet ei vort Skriftemaal er værd.



	Maaskee Du spørger, om jeg nu da tro'r
	At Du er Eet med mig i Aand og Ord?
	Jeg tro'r ei let, skjøndt jeg det did har drevet,
	At til et Ordsprog alt min Troe er blevet
	Imellem Folk, imod hvis Overtroe
	Min Troe dog visselig er saare liden,
	At de er visere end hele Tiden,
	Og kan til Himlen af sig selv opgroe.
	Jeg Intet troer for Vist i denne Sag,
	Undtagen det, at en velsignet Dag
	Det var, da mig den Tanke foer i Bryst,
	At tale til Dig med vor Moders Røst,
	Samt og den Dag, da mig i Øret foer
	Som ned af Skyerne Dit Gaadeord;
	Thi visselig, jeg har det ei udgrundet,
	Og aldrig før jeg Gaader har udfundet.
	Jeg tro'r kun vist, at jeg har som en Broder
	Betalt min Gjeld til Dig og til vor Moder,
	At Du har hørt og kjendt det paa min Røst,
	At tomt er ei mit Hoved og mit Bryst,
	At det bevæger underlig mit Sind,
	At Gaaden sig i Skjemten fletted ind,
	Som for at jeg med Alvor kunde ende
	Som for at standse mig, saa ei jeg gav
	Et Eftermæle over tomme Grav,
	Hvori maaskee Du kunde mig miskjende,
	Hvori maaskee og Verden vilde fundet
	Hvad ei for Skit den hidtil har udgrundet,
	Og hvorfor jeg den narre skal galant,
	Da af Dig selv jeg hørde Du det fandt.



	Det er min Troe, som sagt, om denne Sag,
	Mit Haab skal dømmes af den næste Dag,
	Jeg maatte græde om det skulde glippe,
	Men Troen stod dog paa sin faste Klippe.
	Og nu, far vel! saa godt Du selv vil fare!
	Og lad Dit Liv Din Gaade ret forklare!
	Som Gjæster vi i Kongens Have boe,
	Du Tre-Ni-Nul, jeg Fire, Nul og To!


	N. F. S. Grundtvig.