| Høstgildet. | |
| Kling, min Harpe, over Vangen | |
| I den svale Aftenstund! | |
| Favn og gjem og svar til Klangen | |
| Gamle Danmarks Bøgelund! | |
| Sjunger, sjunger Dannekvinder! | |
| Kvæder, mens I Krandsen binder | |
| Lydt i Løvfald som i Mai! | |
| Kommer, kommer Danne-Kvinder! | |
| I som græd for bange Kaar, | |
| I som saae med Fryd Kjærminder | |
| Blaane sødt i tidlig Vaar! | |
| Følger mig paa Skjalde-Gangen | |
| Under Harpeslag i Vangen, | |
| I den Danske Urtegaard! | |
| Græder ei fordi vi skue | |
| Løvet guult i Efteraar! | |
| Danmark og, den gamle Frue, | |
| Graaner selv jo Aar for Aar, | |
| Prange, visne maae jo Løvet, | |
| Skinne, falme maae jo Støvet, | |
| Selv ei Soel har evig Glands. | |
| Men, o seer, o seer med Glæde | |
| Grønningen i Efteraar! | |
| Seer, o seer de Roser spæde | |
| End i Danmarks Urtegaard! | |
| Lover Gud, I Danne-Kvinder! | |
| For de tidlige Kjærminder, | |
| For de sene Rosenskud! | |
| Danmark! gamle Konge-Frue, | |
| Med det sølverhvide Haar! | |
| Pynt kun op din Ammestue! | |
| Times skal dig sjeldne Kaar, | |
| Rul kun op din Stamme-Tavle! | |
| Thi som Sara skalst du avle | |
| Sønnen fiin i Efter-Aar. | |
| Føde skalst Du Adelsfrue | |
| Sønnen Dansk og fiin og bold, | |
| Glad du skal i Ham beskue | |
| Fredegod og Dan og Skjold, | |
| Dig skal alle Kvinder love, | |
| Alle Fugle skal i Skove | |
| Sjunge om det Underværk. | |
| Danmark! deiligst Vang og Vænge, | |
| Indelukt med Bølgen blaa! | |
| Smykke skal sig dine Enge | |
| Høitidsfuld med Blommer smaa | |
| Og ved Hellig Korses Kilde | |
| Blomstre skal i Krinds saa milde | |
| Roserne fra Golgatha. | |
| Kvinder! I som nys med Smerte | |
| Krused Fruens Jordeliin, | |
| Syer flink nu under Kerte | |
| Christentøi til Sønnen fiin! | |
| Virker fiint med Guld og Silke | |
| Knopper smaa paa Rosenstilke | |
| Under hvide Dannebraag! | |
| Lægger, Dannemænd, i Lave | |
| Eders gamle Kroner faa! | |
| Dannishedens Faddergave | |
| Vil den Spæde ei forsmaae: | |
| I sin Manddom vil han smelte | |
| For de gamle, gjæve Helte | |
| Skuepengen fiin deraf. | |
| Binder, slynger, Dannekvinder! | |
| Høstens Roser flux i Krands! | |
| Danmarks Billed vel vi finder | |
| Under Slør i liflig Glands, | |
| Og kan vi det Billed finde, | |
| Skal og Krandsen om dets Tinde | |
| Slynge sig i Danmarks Navn. | |
| Skal til Marmelsteen og Farve | |
| Vi nu tye med Danmarks Krands, | |
| Skal de kolde Stene arve | |
| Danmarks Kjærlighed og Glands? | |
| Er dog ei en Dannekvinde | |
| Kjærlig, from i Lund at finde, | |
| Som kan bære Danmarks Krands? | |
| Kommer! under Danmarks Krone | |
| Sidder from en Sølver-Brud. | |
| Hilset vær i Jubeltone | |
| Og velsignet, Dronning prud! | |
| O, tillad, at Dannekvinder | |
| Krandsen om Din Krone vinder | |
| Under Skjaldens Harpeslag! | |
| Kjærlig, fiin og from i Sinde | |
| Est Du som vor Moder blaa, | |
| Varst den bedste Dannekvinde | |
| Selv i Hyttens dunkle Vraa, | |
| Tør ei Dig vi Krandsen række, | |
| Vi den maae med Suk nedlægge | |
| Paa den kolde Marmelsteen. | |
| Held, o Held! som jeg kan skue | |
| Grye i Dagning, Glimt af Glands, | |
| Ei forsmaaer den Konge-Frue | |
| Gamle Danmarks Rosen-Krands, | |
| Ei den glimrer, ei den praler, | |
| Men den dufter og husvaler | |
| Liflig, sødt i Aftenstund. | |
| Kun med lukde Øielaage | |
| Skjalden seer det favre Syn, | |
| Mændene, de er saa kloge, | |
| Daarer dog for Aande-Lyn, | |
| Skjalden kun med Barne-Tunge | |
| Sagte vil i Lunden sjunge | |
| For de fromme Kvinder faa. | |
| Kvinder! nynner I kun Sangen | |
| Efter Skjaldens Harpeslag! | |
| Hvisker det kun rundt i Vangen | |
| Hvad der klang paa Høitids-Dag! | |
| Det er koldt i Vinterugen, | |
| Under Snee dog grønnes Rugen, | |
| Skyder Blomst i Sommer-Skjær. | |
| Efterglands af Thabors Kerte | |
| Glimter over Bøgelund, | |
| Og et Gran af Danmarks Hjerte | |
| Skjalden fik til Harpe-Bund, | |
| I den Bund det sælsomt klinger, | |
| Naar med sine Under-Vinger | |
| Duen rører Harpens Stræng. | |
| Tvivler kun, I Mænd saa kloge! | |
| Selv jeg tvivler som en Mand, | |
| Naar sig over Dannebraage | |
| Øiet løfter med Forstand; | |
| Men jeg troer, den Lyd som klinger | |
| Under Duens Luevinger | |
| Spotter min og eders Vid. | |
| Staae da nu de Roser silde, | |
| Som vi see, i Urtegaard, | |
| Har Maria Fødsels-Gilde | |
| I sit andet Brude-Aar, | |
| Nu, saa maae de Roser sene | |
| Sig dog vel i Krands forene | |
| Paa Marias Fødsels-Dag. | |
| Lad da Kvinderne i Vangen | |
| Sanke kun de Roser smaa, | |
| Efternynne Gaadesangen, | |
| Gjætte som de bedst forstaae! | |
| Dannemænd! imedens binder | |
| Vi en Krands af blaa Kjærminder | |
| Til vor Dronning fiin og from. | |
| Troer I ei, de er at finde? | |
| End i Høst en Lund jeg veed, | |
| Hvor saamangen blaa Kjærminde | |
| Blomstrer end i Luun og Fred, | |
| Saxo den Kjærminde-Have | |
| Lukkede med Romer-Stave, | |
| Nøglen dog har Danmark gjemt. | |
| Følger mig da, Frænder bolde! | |
| Ind i Danmarks Rosenlund, | |
| Der Høstgildet vi vil holde | |
| I den svale Aftenstund, | |
| Takke Gud for Markens Grøde, | |
| Bede, Han den vil gjenføde, | |
| Atter i det næste Aar! | |
| Krandsen vi i Lunden binde, | |
| Bære vi til Kongens Gaard, | |
| Fredegodes Gemalinde | |
| Sikkerlig den ei forsmaaer, | |
| Og omsat med Danske Stave | |
| Skal da vor Kjærminde-Have | |
| Kalde sig Marien-Lund. | |
| N. F. S. Grundtvig. | |