| Fædrene-Aaret | |
| Dannekvad | |
| til | |
| Hans Majestæt | |
| Kong Frederik den Siette | |
| ved | |
| N. F. S. Grundtvig, Præst. | |
| Mit Hjerte udgyder en god Tale, en Sang jeg haver gjort til en Konge. | |
| Ps. 45. | |
| Kiøbenhavn 1815. | |
| Trykt hos Andreas Seidelin, | |
| store Kannikestræde No. 46. | |
| Velkommen tilbage | |
| Du Konge saa prud! | |
| Velkommen tilbage! | |
| Velsigne Dig Gud! | |
| Velkommen tilbage | |
| Fra fremmede Land! | |
| Velkommen tilbage | |
| Til Dannemarks Strand, | |
| Til Østersalts Vove, | |
| Til Dannemarks Skove, | |
| Til Skjoldungens Konningebye! | |
| Med flygtende Sommer | |
| Du foer over Sund, | |
| Nu hilser Skiærsommer | |
| Dig atter i Lund, | |
| Nu grønnes de Vange, | |
| Du gule forlod, | |
| Og Bygblade prange | |
| Hvor Stubbene stod, | |
| Nu leger Skiærsommer | |
| Med duftende Blommer, | |
| Og Fuglene fløite i Lund. | |
| Som Fader til Vaaren, | |
| Sin Skaber til Spot, | |
| Besynger kun Daaren | |
| En æresyg Drot, | |
| Vi veed, over Solen | |
| Han bygger i Løn, | |
| Som klæder Fiolen | |
| Og Lilien skiøn, | |
| Som Skovene kroner, | |
| Og liflige Toner | |
| Indaander i Fuglenes Bryst. | |
| Den Herre vi love | |
| For Vaaren saa mild, | |
| Den Herre vi love | |
| For Kongen saa gild, | |
| Den Herre vi love | |
| For Stammen saa prud | |
| I Dannemarks Skove | |
| Med herlige Skud: | |
| For Fredrik hin Milde, | |
| Og Fædrene gilde, | |
| For Ætten af Dan og af Skjold. | |
| Den Herre vi prise, | |
| Som vilde i Lund | |
| Et Varsel os vise | |
| For store Miskund, | |
| Thi blomstrende Dage | |
| Det lover og spaaer, | |
| At Kongen tilbage | |
| Nu kommer i Aar, | |
| Mens Egene skyde, | |
| Og Lundene lyde | |
| Af Sang fra den blommede Bøg. | |
| Ja, blomstrende Dage | |
| Det lover og spaaer, | |
| At end kom tilbage | |
| En Fædrene-Vaar, | |
| Med Kongen den kommer | |
| Tilbage i Aar, | |
| En liflig Skiærsommer | |
| Den lover og spaaer, | |
| Ja Fædrenes Dage | |
| De komme tilbage, | |
| Og Konge! de komme med Dig. | |
| Lad Verden kun haane | |
| Vort Fædreneland! | |
| Kiærminderne blaane | |
| For Skiold og for Dan, | |
| Og Skioldungen finder | |
| Sit Dannemark troe, | |
| Saalænge Kiærminder | |
| I Skovene groe, | |
| Ja, glade vi flette | |
| Kong Fredrik den Sjette | |
| En Krands af Kiærminderne blaa. | |
| Ja milde Skiærsommer | |
| Fra Fædrenes Old | |
| Udklækker og Blommer | |
| Til Kongen saa bold, | |
| Thi de høre sammen | |
| I Æt og i Kaar, | |
| Dem Begge med Gammen | |
| Vi hilse i Aar, | |
| Vi maatte undvære | |
| Dem lidt for at lære | |
| At længes derefter igien. | |
| Det lød over Vange | |
| Fra Keiserens Stad, | |
| Om Kongerne mange, | |
| Som ginge paa Rad; | |
| Da svared den Frue, | |
| Den Mark under Liin: | |
| Lad glimre og lue! | |
| Lad hver tage sin! | |
| Jeg Ingen misunder, | |
| Jeg længes og stunder | |
| Kun efter mit Skioldungeskud. | |
| Det, Konge! tillige | |
| Jeg føler paa Stav, | |
| For Keiserens Rige | |
| Ei Marken Du gav; | |
| Ja, for mig det klinger, | |
| Du mangen en Gang | |
| Paa Længselens Vinger, | |
| Til Marken Dig svang, | |
| Og lysted at skue | |
| Dens Høieloftsbue, | |
| At skue det troeste Folk. | |
| Som Lykke og Seier, | |
| Som blæsende Vind, | |
| Saa vender og dreier | |
| Sig Daarernes Sind, | |
| I Dag de ophøie | |
| En Herre til Skye, | |
| I Morgen med Møie | |
| De unde ham Lye; | |
| Men trofast i Nøden, | |
| Ja, troe indtil Døden | |
| Er Danmark denstund det er dansk. | |
| Lad Ørne sig flokke | |
| Til blodige Dyst, | |
| Hvor Ligene lokke | |
| Paa Fjeld og paa Kyst! | |
| Dog Løven ei bæver | |
| For Ørnenes Kloe, | |
| Hvor Dannebrog svæver, | |
| Er Seier og Roe; | |
| Hvor Bøgen sig maier, | |
| Der Dannebrog vaier | |
| Kong Frederik! over Din Stoel. | |
| Ja, flyttes end Bjerge, | |
| Og sortner end Soel, | |
| Skal Dannebrog værge | |
| Din Mark og Din Stoel, | |
| Naar Herren os finder | |
| Derunder med Troe, | |
| Saalænge Kiærminder | |
| I Skovene groe, | |
| Og Sønner skal binde | |
| Saamangen Kiærminde | |
| I Krands for det Banner fra Gud. | |
| Dog, Konge! mig tynger | |
| En eneste Sorg, | |
| Og sukkende synger | |
| Jeg end for Din Borg: | |
| Gud give Dig Naade, | |
| Du Konge saa god! | |
| Med Viisdom at raade | |
| Paa Jammeren Bod! | |
| Ak! det er vor Jammer, | |
| At troende flammer | |
| Ei Hjertet af Kiærlighed meer. | |
| O! hør hvor de raabe | |
| Paa Sølv og paa Guld, | |
| Og stole og haabe | |
| Paa Støv og paa Muld! | |
| O! see det med Smerte | |
| At Fædrenes Troe | |
| Og Fædrenes Hjerte | |
| I Gravene boe! | |
| O see det med Smerte | |
| At Dannemarks Hjerte | |
| Det banker saa døende svagt! | |
| Ak, derfor vor Moder | |
| Fik Sorrig og Harm, | |
| Ak, derfor vor Broder | |
| Blev slidt fra vor Barm, | |
| Ak, derfor vi savne | |
| Den Kvist af Din Rod, | |
| Kong Christians Navne | |
| Af Christians Blod, | |
| Som skulde indtage | |
| I kommende Dage | |
| Vort Hjerte, Din Mark og Din Stoel. | |
| O! vel maae vi sande, | |
| Hvad Fædrene sang, | |
| At tætte ei stande | |
| De Stene i Vang, | |
| Hvis Sønnen ei stander | |
| Ved Faderens Grav, | |
| Hvis Kongen til Grander | |
| Maa række sin Stav; | |
| Ja dødt er et Rige, | |
| Naar Spiret maae vige | |
| Til Side fra Konningerad. | |
| Din Stamme er lignet, | |
| O Konge saa prud! | |
| Ved Davids, og signet | |
| Af Fædrenes Gud, | |
| Saa Søn efter Fader | |
| Paa Kongestoel sad, | |
| Og hvis nu aflader | |
| Den Konningerad, | |
| For Synderne mange | |
| Fra Dannemarks Vange | |
| Er veget Guds store Miskund. | |
| O gid dog at Sorgen | |
| Derover blev stor | |
| I Hytten og Borgen, | |
| I Fædrenenord, | |
| Saa Unge og Gamle, | |
| Saa Store og Smaa | |
| Sig vilde forsamle | |
| Til Kirke at gaae, | |
| Med Anger og Smerte, | |
| Med blødende Hjerte, | |
| Og bede om Fædrenes Troe! | |
| O kommer, ja kommer | |
| Ei Fædrenes Troe, | |
| Da monne vor Dommer | |
| I Fædrene boe, | |
| Da Fædrene svinge | |
| Sig fra deres Børn, | |
| Da spreder sin Vinge | |
| Den graadige Ørn, | |
| Da brister i Smerte | |
| Det døende Hjerte, | |
| Og aldrig det banker igien. | |
| Ja, skulde hensove | |
| Den hellige Troe, | |
| Da aldrig i Skove | |
| Kiærminderne groe, | |
| Da flygter den Fane | |
| Vi finge fra Gud, | |
| Da saares til Bane | |
| Vor Løve saa prud, | |
| Og Skjoldungestammen | |
| Nedsynker i Flammen | |
| Af Dannemarks Dødningebaal. | |
| Dog, Gud det kan bedre, | |
| Skiøndt Faren er stor, | |
| Kun som Dine Fædre | |
| Du elske Hans Ord! | |
| Da Ordet skal vække | |
| Den slumrende Troe, | |
| Og trindt skal ved Bække | |
| Kiærminderne groe, | |
| Dem Sønner skal flette | |
| For Fredrik den Sjette | |
| Og for Hans Maria i Krands. | |
| Ja, fromme Marie, | |
| Du Konningebrud! | |
| Ja, milde Sophie, | |
| Du Dronningeskud! | |
| O, vær Du vor Tunge! | |
| O, vær Du vor Tolk! | |
| Og giennem Dig sjunge | |
| Det troeste Folk: | |
| “Med Fædrenes Sommer | |
| Og Hjerte Du kommer, | |
| Velkommen Du Konge saa kiær!” | |
| Med Dig vi forene | |
| Da ogsaa vor Bøn, | |
| At Gud vil forlene | |
| Vor Konge en Søn, | |
| De Døttre en Broder | |
| At tage i Favn! | |
| Saa Konningemoder | |
| Maa vorde Dit Navn; | |
| Saa end paa det Sidste | |
| Med hellige Kviste | |
| Maae skinne det Skjoldungetræ! | |
| Ja, giver i Norden | |
| Kun Troen et Skud, | |
| Som dristig fra Jorden | |
| Sig hæver til Gud; | |
| O! da tør jeg sige, | |
| Om Hjertet saa let: | |
| Ei Spiret skal vige | |
| Fra Frederiks Æt, | |
| Saalænge i Norden | |
| Sig løfter fra Jorden | |
| En Throne paa Mark og paa Fjeld. | |
| Ja, hvis Du omvinder, | |
| O Konge saa bold! | |
| Dit Spir med Kiærminder | |
| Fra Christians Old; | |
| Da tør jeg forjætte, | |
| Om Hjertet saa let, | |
| Kong Fredrik den Sjette | |
| En Kongelig Æt, | |
| Og Spiret, forynget, | |
| Med Palmer omslynget, | |
| Skal blomstrende gange i Arv. | |
| Vel synes forvoven, | |
| O Konge, min Sang, | |
| Men Toner fra Oven | |
| I Hjerte mig klang, | |
| Jeg saae i det Dunkle | |
| Dit Spir med sin Krands, | |
| Saae Kronerne funkle | |
| Paa Ætten i Glands, | |
| Og glad maae min Tunge | |
| De Syner udsiunge, | |
| Som ei jeg begriber men troer. | |
| O høibaarne Konning | |
| Af Skjoldungerod! | |
| O frugtbare Dronning | |
| Af Skjoldungeblod! | |
| Sig Tonerne svinge | |
| Til Hallen fra Vang, | |
| O, lader indklinge | |
| I Hjertet min Sang! | |
| Hvis troelig den giemmes, | |
| Den aldrig beskiæmmes, | |
| Thi den er undfanget i Troe. | |
| Det klarer, det klarer | |
| Saa høit under Pol, | |
| Og brat aabenbarer | |
| Sig Dannemarks Soel, | |
| O! Konge hin Giæve! | |
| Du vorde kun froe! | |
| Lad Dannebrog svæve | |
| Paa Hallen og troe! | |
| Da Sorgen forsvinder, | |
| Da voxe Kiærminder | |
| I Rosenborg-Have paa nye. | |
| Paa Christians Kiste | |
| Den dalende Soel | |
| Dig kaldte den Sidste | |
| Paa Konningestoel; | |
| Men over Dit Rige, | |
| Som over Din Grav | |
| Skal Solen opstige | |
| Saa gylden fra Hav, | |
| Og aldrig neddale, | |
| Før hellige Svale | |
| Forkynder den evige Soel. | |
| Fra Oldtidens Dage, | |
| O Konge saa bold! | |
| Der klinger en Sage | |
| Om Ætten af Skjold, | |
| At gierne den hørde | |
| Paa kvædende Skjald, | |
| Naar Tungen han rørde | |
| I Høielofts Hald, | |
| At Skjaldene ginge | |
| Med Sværde og Ringe | |
| Men aldrig tomhændet af Hald. | |
| Ei Ring jeg behøver, | |
| Thi Ringen saa bold, | |
| Som Dannemarks Løver | |
| Omringer i Skjold, | |
| Mig idelig minder | |
| Om Skjoldungekuld, | |
| Mig fastere binder | |
| End Ringe af Guld, | |
| Ja, Fædrenes Minde | |
| Og Kiærlighed binde | |
| Mig fast til min Fædrenedrot. | |
| Ei Sværd med Guldfæste | |
| Jeg ønsker til Lod, | |
| Et Sværd som det bedste | |
| Med Eg og med Od, | |
| Det haver jeg fundet | |
| I Kiærligheds Ord, | |
| Det har jeg ombundet | |
| Med Sandhedens Gjord, | |
| Til Sværdet ei Brage | |
| Selv eiede Mage, | |
| I Brageløn vindes det ei. | |
| Nei, Guldstøv og Ære | |
| Ei kan eller maae | |
| Den Brageløn være, | |
| Mig lysted at faae; | |
| Kun Rum til at tale | |
| Guds hellige Ord | |
| I Kirkelofts Sale | |
| Til Frelse for Nord, | |
| Saa Fædrenes Dage | |
| Maae vende tilbage, | |
| Saa vi maae forsamles til dem! | |
| Man tænker at Ordet | |
| Som vandred saa vidt, | |
| Nu gammelt er vordet, | |
| Og sygt og forslidt, | |
| Men salige Fædre | |
| Paa Skjoldungestoel | |
| De kiendte heel bedre | |
| Den Aandernes Soel, | |
| Hvis glødende Tunge | |
| Kan evig indsjunge | |
| Guds Kraft og Guds Fred udi Sind. | |
| Med Fædrenes Hjerte | |
| Du sidder paa Stoel, | |
| Og skuer med Smerte | |
| Den dalende Soel, | |
| O føl! vi behøve | |
| Et Fædrene-Aar! | |
| O lad mig dog prøve | |
| Hvad Ordet formaaer! | |
| Dog nei, ikkun prøve | |
| Om Dannemarks Løve | |
| Har Løven af Juda forglemt! | |
| Jeg raaber, jeg raaber | |
| Til Kongen saa prud, | |
| Jeg haaber, jeg haaber | |
| Paa Himmelens Gud, | |
| O, lad ikke lyde | |
| Forgiæves min Sang! | |
| Engang skal den fryde | |
| Din Sjæl med sin Klang, | |
| Naar Skyerne vige, | |
| Og over Dit Rige | |
| Du seer den opstigende Soel. | |