Datasets:

chcaa
/

grundtvigs-works

	<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><?xml-stylesheet type="text/xsl" href="https://prometheus.statsbiblioteket.dk/gvData/xslt/txtEditNumber.xsl"?><?xml-model type="application/relax-ng-compact-syntax" href="https://prometheus.statsbiblioteket.dk/gvData/rnc/txtRNC.rnc"?><TEI xmlns="http://www.tei-c.org/ns/1.0" xmlns:TEI="http://www.tei-c.org/ns/1.0" xml:lang="da" xml:space="preserve">
	<teiHeader>
	<fileDesc>
	<titleStmt>
	<title rend="part">Et Par Ord om Geistlighedens Videnskabelighed eller om kristelig og præstelig Lærdom</title>
	<title rend="shortForm">Et Par Ord om Geistlighedens Videnskabelighed</title>
	<author>Nicolai Frederik Severin Grundtvig</author>
	<editor role="philologist">Jon Tafdrup</editor>
	<editor role="student1">Jeppe Karnøe Knudsen</editor>
	<editor role="student2">Bjarke Lynning Nielsen</editor>
	</titleStmt>
	<editionStmt>
	<edition>
	<idno type="firstUpload">1.14</idno>
	<idno type="content">1.15</idno>
	<idno type="technic">1.15.1</idno>
	<idno type="addCom">1.15</idno>
	<idno type="addIntro">1.15</idno>
	<idno type="addTxr">1.15</idno>
	<idno type="changeVersion">1.15</idno>
	<idno type="changeVersion">1.16</idno>
	<idno type="changeVersion">1.17</idno>
	</edition>
	</editionStmt>
	<extent>87 KB</extent>
	<publicationStmt>
	<availability status="restricted">
	<p>© Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet</p>
	</availability>
	<publisher>Faculty of Arts, Aarhus University</publisher>
	<distributor>Grundtvig Centeret, Vartov, København</distributor>
	<date when="2019-11-01">www.grundtvigsværker.dk, version 1.15, 1. november 2019</date>
	</publicationStmt>
	<seriesStmt>
	<title>[titel]</title>
	<respStmt>
	<name>[udgiver]</name>
	<resp>[evt.]</resp>
	</respStmt>
	<idno>2014-01-14</idno>
	</seriesStmt>
	<notesStmt>
	<note target="1813_168a_txt.xml" type="txt" xml:id="thisFile">Læsetekst</note>
	<note target="1813_168a_com.xml" type="com">Punktkommentar</note>
	<note target="1813_168a_intro.xml" type="intro">Indledning</note>
	<note target="1813_168a_txr.xml" type="txr">Tekstredegørelse</note>
	<note type="noVar" target="1813_168a_v0.xml">Variant</note>
	</notesStmt>
	<sourceDesc>
	<bibl>
	<title type="part">Et Par Ord om Geistlighedens Videnskabelighed eller om kristelig og præstelig Lærdom</title>
	<author>N.F.S Grundtvig
	<note>[evt.]</note>
	</author>
	<pubPlace>Kiøbenhavn</pubPlace>
	<publisher>Andreas Seidelin
	<note>trykt hos C. Græbe</note>
	</publisher>
	<date>1813</date>
	</bibl>
	<listWit xml:id="emendation">
	<witness xml:id="A" n="168a">
	<desc>Førstetrykket</desc>
	<num>1813</num>
	</witness>
	<witness xml:id="R">
	<desc>Renskrift</desc>
	</witness>
	</listWit>
	<!-- <listWit xml:id="pageNumber">
	<witness rend="sigel"></witness>
	</listWit>-->
	</sourceDesc>
	</fileDesc>
	<profileDesc>
	<textClass>
	<classCode scheme="http://grundtvigsværker.dk/genre.xml">
	<term>prosa</term>
	<term>artikler</term>
	</classCode>
	<keywords scheme="http://grundtvigsværker.dk/emneord.xml">
	<term>polemik</term>
	<term>kristendom</term>
	<term>teologi</term>
	</keywords>
	</textClass>
	</profileDesc>
	<encodingDesc>
	<projectDesc>
	<p>Grundtvig Centeret er oprettet den 1. januar 2009.</p>
	<p>Grundtvig Centeret arbejder med:</p>
	<p>1. En digital og kommenteret udgave af Grundtvigs værker</p>
	<p>2. En forskningsindsats på de felter, hvor Grundtvig særligt markerede sig</p>
	<p>2.a. Teologi og kirke</p>
	<p>2.b. Demokrati og folkelighed</p>
	<p>2.c. Pædagogik og folkeoplysning</p>
	<p>3. Videnudveksling, undervisning og formidling</p>
	</projectDesc>

	<editorialDecl xml:id="comGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for punktkommentarer til Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="introGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for indledninger til Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="msGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for transskribering af manuskripter til Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="refGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for litteraturhenvisninger til Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="typoGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for gengivelse af typografiske hierarkier i Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="txrGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for tekstredegørelser til Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="txtGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Tekstkritiske retningslinjer for Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="xmlGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for XML-mærkning af Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>


	</encodingDesc>

	<revisionDesc>
	<change xml:id="JT" who="JT" when="2019-03-13">tekstfil dannet på baggrund af konverteret tekst fra HaitiTrust Digital Library: https://babel.hathitrust.org/cgi/ssd?id=hvd.ah3p3d;seq=49;num=39</change>
	<change xml:id="JKK" who="JKK" when="2019-03-18">Første kollation indført efter exemplar fra "Theologisk Laboratorium"</change>
	<change xml:id="BLN" who="BLN" when="2019-03-20">Anden kollation indført efter exemplar fra KB m. stregkode 130012958561. Kodning til fax indført</change>
	<change who="JT" when="2019-03-26">3. kollation efter eksemplar fra Teologisk bibliotek, KUA. Opstillingsnr. a 4 (tidligere tilhørt P. Beesche)</change>
	<change who="JT" when="2019-03-27">tekstkritik tilrettet efter KNs gennemgang</change>
	<change who="JT" when="2019-04-04">com skrevet, opmærkning færdig; com-fil dannet</change>
	<change who="JT" when="2019-05-29">indført 1. redaktion fra ST. Nye kommentarer: com201-219</change>
	<change who="JT" when="2019-06-20">indført ekstern redaktion ved NJC. Nye com fra com250</change>
	<change who="JT" when="2019-07-10">indført 3. redaktion af KN</change>
	<change who="JT" when="2020-11-03">rettet en app-note fra "disc" til "yes". changeVersion til 1.17</change>
	</revisionDesc>
	</teiHeader>

	<text type="txt">

	<pb type="periText" facs="1813_168a_fax001.jpg"/>
	<pb type="periText" facs="1813_168a_fax002.jpg"/>
	<pb type="periText" facs="1813_168a_fax003.jpg"/>
	<pb type="periText" facs="1813_168a_fax004.jpg"/>

	<body>
	<div type="[Tekst]">
	<pb type="text" facs="1813_168a_fax005.jpg" ed="A" n="39"/>
	<!--<head rend="1">III.</head> --><!-- ikke Grundtvig-tekst -->
	<head rend="1">Et Par Ord om Geistlighedens Videnskabelighed</head>
	<head rend="0">eller</head>
	<head rend="0">om kristelig og præstelig Lærdom,</head>
	<head rend="0">ved</head>
	<head rend="0"><hi rend="spaced">N. F. S. Grundtvig,</hi></head>
	<head rend="0">Kapellan i <placeName key="fak1">Udby</placeName>.</head>
	<head rend="0">(<seg type="com" n="com250">Læst</seg> ved <seg type="comStart" n="com200"/><persName key="pe2029">Dionysii</persName> Landemode<seg type="comEnd" n="com200"/> i <placeName key="fak22">Roeskilde</placeName> 1811.)</head>

	<graphic style="shortLine"/>

	<p rend="noIndent"><hi rend="initial">F</hi>rit bekjender jeg det at være min daglige Bøn, at naar <seg type="com" n="com1">den store Omskiftelses-Time<!--dommedag.--></seg> engang kommer, jeg da frimodig maae kunne sige med den hellige <persName key="pe343">Povel</persName>: <rs type="bible" key="2 Kor 1,12" rend="reference" subtype="bibleStart" n="bible1"/>denne er min Roes, min Samvittigheds <pb type="text" facs="1813_168a_fax006.jpg" ed="A" n="40"/>Vidnesbyrd, at jeg haver vandret gjennem Verden i Enfoldighed og gudelig Retsindighed, ikke med verdslig Visdom men med Guds Naade<rs type="bible" key="2 Kor 1,12" rend="reference" subtype="bibleEnd" n="bible1"/>. Det kan da aldrig være min Tanke at ophøie menneskelig Kundskab og Lærdom for sin egen Skyld, thi det har jeg mærket paa saa mangen Mand og <seg type="com" n="com2">Alder<!--tidsalder.--></seg>, hvis Digten og Tragten <seg type="com" n="com3">Krøniken<!--historien, både som skriftligt værk og som indbegrebet af de fortidige begivenheder.--></seg> afbilder, ja det har jeg mærket paa mig selv, at <rs type="bible" key="1 Kor 8,1" rend="reference">Kundskaben opblæser</rs>, og at, <rs type="bible" key="1 Mos 3,1-13" rend="reference" subtype="bibleStart" n="bible2"/>ligesom Slangen bedrog <persName key="pe647">Eva</persName> med sin Trædskhed<rs type="bible" key="1 Mos 3,1-13" rend="reference" subtype="bibleEnd" n="bible2"/>, er det dens Agt at lokke os bort fra den Enfoldighed, som fører til <persName key="pe45">Kristum</persName>. <rs type="myth" key="myth64">Saga</rs> er den <persName key="pe4480">Gamaliel</persName>, ved hvis Fødder Gud <seg type="com" n="com201">naadelig</seg> har ladet mig opfostres, og Hun, den vise, bedagede Kvinde har lært mig, at <seg type="com" n="com4">der<!--der hvor.--></seg> Kløgten og Kundskaben lavede et Baal til de gamle Afgudsbilleder, slukkedes de matte Stjerner, som hidtil havde vinket Menneskene op fra Jord, ja hun har lært mig, at den Røg der nu fordunkler og dølger <seg type="com" n="com5">Kristussolen<!--evangeliet.--></seg> for saamangt et Øie, er opstegen fra det Baal, af hvilket Pavestol og Afladsbreve, Helgenes <seg type="com" n="com202">Lignelser</seg> og Levninger lagdes i Aske. Dette har lært mig ei <seg type="com" n="com6">haardelig<!--hårdt.--></seg> at dømme dem, som i de <seg type="com" n="com7">forledne<!--forgange.--></seg> Tider bandlyste al Lærdom fra <persName key="pe45">Kristi</persName> Kirke, og ikke at undres over, mellem dem at finde fromme Mænd, der selv hverken fattedes Kløgt eller Kundskab. Naar jeg da tænker anderledes selv paa en Tid, da Lærdom <pb type="text" facs="1813_168a_fax007.jpg" ed="A" n="41"/>tykkes at have solgt sig til Vantroens evige Træl, da er det, fordi min gamle <seg type="com" n="com8">Læremoder<!--lærerinde (dvs. <rs type="myth" key="myth64">Saga</rs>).--></seg> vidnede trofast, at, saa giftig end Kundskab monne være, er den dog Sjælens nødvendige Føde <seg type="com" n="com9">herneden<!--i det timelige, jordiske liv. [nødvendig?]--></seg>, naar denne ei skal vorde levende død. Saa <seg type="com" n="com10">sære<!--stærke.--><!-- se sær ODS punkt 2, der henviser til saare pg særdeles --></seg> og <seg type="com" n="com11">bange<!--vanskelige, hårde.--></seg> have Menneskenes Vilkaar været, ligefra den ulyksalige Stund, da de førstegang <rs type="bible" key="1 Mos 3,6" rend="reference">udrakte Haanden efter Kundskabstræets Frugt</rs>; det Onde er sammenvoxet med deres Livsrod, og <rs type="bible" key="Matt 13,29" rend="allusion" subtype="bibleStart" n="bible3"/><seg type="com" n="com12">Klinten<!--ukrudtet.--></seg> maa nu blive staaende, for at Hveden ei med det Samme skal oprykkes<rs type="bible" key="Matt 13,29" rend="allusion" subtype="bibleEnd" n="bible3"/>. At <seg type="com" n="com13">forfølge<!--beskæftige sig vedvarende med.--></seg> Menneskelivet fra Syndefaldet af, i sin <seg type="com" n="com14">underlige<!--forunderlige.--></seg>, nødvendige Udvikling gennem Tiderne, og see det vexelviis dødes og opreises ved Kundskab, er <seg type="com" n="com251">lysteligt</seg> for den, hvis Øie ved Troen er <seg type="com" n="com15">opladt<!--åbnet, løftet.--></seg> og oplyst til allevegne at see Guds Finger; men til det Meget herom var at sige, er her ikke Tid eller Sted. Her er det Nok at anmærke, hvorledes Gud, <seg type="com" n="com16">der</seg> han var i <persName key="pe45">Kristo</persName> og forligte Verden med sig selv, ogsaa forsonede sig med Kundskabs Attraaen og helligede den til sin Tjeneste. Før <persName key="pe45">Kristi</persName> Tid havde Gud i Ord kun talt til <placeName key="fak458">Israel</placeName> paa dets eget Tungemaal; <rs type="bible" key="ApG 2,1-12" rend="allusion" subtype="bibleStart" n="bible20"/>men nu, <seg type="com" n="com16">der<!--da.--></seg> han vilde tale til Alle formedelst Sønnen, fremlagde Han sit Ord mellem Hedningene, opskrevet efter fremmede <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="R">Tunger</lem><rdg wit="A">Tidager</rdg><witDetail wit="A" rend="ft" n="25">NB. Renskriften er formentlig ikke trykmanuskriptet, jf. Registranten, men G.s ms. fra oplæsningen, der lægger sig tæt på den trykte tekst. Det er en besynderlig fejllæsning af sætteren, som heldigvis kan rettes fra ms.</witDetail></app> med ukendte <seg type="com" n="com17">Stave<!--bogstaver; skrifttegn.--></seg><rs type="bible" key="ApG 2,1-12" rend="allusion" subtype="bibleEnd" n="bible20"/>. Han gjorde endnu Mere, thi istedenfor at lade sine udkaarede<!--valgte.--> Sprog blive <pb type="text" facs="1813_168a_fax008.jpg" ed="A" n="42"/>Jorderigs Tungemaal, lod Han dem meget mere efterhaanden vige tilbage til Skrifterne, og da Han efter den Apostoliske Tid, ei længer paa <seg type="com" n="com19">overordentlig<!--mirakuløs.--></seg> Maade <seg type="com" n="com20">meddelte<!--tildelte, gav.--></seg> Sprogenes Gave, <seg type="com" n="com21">befoel<!--befalede (gl. præteritum).--></seg> Han derved hvert kristent Folkefærd at fostre sig Mænd, som <app select="yes" type="corrNote"><lem wit="GV">kunde</lem><rdg wit="A">knnde</rdg><witDetail wit="A" n="6" rend="ft"/></app> forstaa og udlægge de hellige Skrifter. Denne Befaling vilde det stolte <placeName key="fak17">Rom</placeName> ikke adlyde, det vilde ei indvortes bøie sig for <placeName key="fak607">Palæstina</placeName>, som det udvortes havde behersket saalænge, og afsvor, med <seg type="com" n="com24">Hedendommet<!--hedenskabet.--></seg> den aandelige Underdanighed, som det fordum beviste <placeName key="fak118">Hellas</placeName>. <placeName key="fak17">Rom</placeName>, de vestlige Menigheders Moder forsømte med sine Børn de helligede Sprog, og vilde <seg type="com" n="com25">optvinge sit<!--tvinge sit op.--></seg> paa Herresædet. Hovmoden overlevede Kraften, og det vilde tilintetgiøre Græsk og <seg type="com" n="com26">Ebraisk<!--dvs. hebraisk.--></seg>, som det fordum saagodtsom tilintetgjorde Iberisk og Galisk. Den latinske <seg type="com" n="com27">Udtolkning<!--udlægning; oversættelse.--></seg> skulde nu gælde for Guds rene Ord; men at Saadant ikke var Guds behagelige Villie, sees deraf at Han ikke udrustede <seg type="com" n="com28">Fortolkeren<!--den, der udlagde eller oversatte.--></seg> med apostolisk Kraft, til at gøre Jertegn, som kunde vidne om apostolisk Oplysning og Ufeilbarhed. Hvorfor Gud ikke gjorde dette, som synes at kunne have forhindret megen Ulempe, have vi vel ingen Ret til at spørge om, men vi kan dog indse det; thi naar hvert Folk havde faaet en med guddommelig Myndighed bekræftet <seg type="com" n="com29">Udtolkning<!--udlægning; oversættelse.--></seg> af Skrif<pb type="text" facs="1813_168a_fax009.jpg" ed="A" n="43"/>terne, havde den menneskelige Aand ei havt noget Rum eller i det mindste ingen Spore til hellig Virksomhed, den maatte da af <hi rend="spaced">Nødvendighed</hi> enten have sovet ind eller forvildet sig. Begge Dele bleve som vi vide Følgen af den latinske <seg type="com" n="com30">Udtolknings<!--udlægnings; oversættelses.--></seg> Antagelse som Grundskrift. Naar derimod ethvert Folks <seg type="com" n="com31">Udtolkning<!--udlægning; oversættelse.--></seg> var et blot Menneskeværk, var det alle de følgende Slægters Skyldighed at bringe den Fuldkommenheden nærmere, og da havde de, hvad Aanden maa have, et uopnaaeligt Maal for deres <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">Virksomhed.</lem><rdg wit="A">Virksomhed,</rdg><witDetail wit="A" n="11" rend="if">dobbelt mellemrum efter komma samt 'Mange' med stort godtgør en rettelse fra komma til punktum</witDetail></app> Mange vil det synes overflødigt saaledes at godtgøre de Kristnes Ret og Forpligtelse til at føde og nære Lærdom imellem sig; men jeg troer at enhver Kristen maa <seg type="com" n="com32">lyst<!--klart.--></seg> kunne indse, at lærd Kundskab er Guds Villie, førend han med god Samvittighed kan lægge sig efter at sanke og udbrede den. Jeg troer dernæst det ikke er afveien at bringe denne Sag <seg type="com" n="com252">i det Rene</seg> paa en Tid, da Vantro og Overtro stride saa <seg type="com" n="com33">sært<!--såre, dvs. stærkt, bitterligt.--></seg>, at det tykkes uafgjort hvad der skal vinde. Fra en kristelig Standpunkt at betragte den katolske Vildfarelse om Traditionen og <rs type="title" key="title3522">Vulgata</rs> kan ikke være overflødigt paa en Tid da Hoveder som en <persName key="pe875">Stolbergs</persName>, <persName key="pe34">Schlegels</persName> og <persName key="pe266">Verners</persName> blive katolske, og da Naturfilosoferne <seg type="com" n="com203">stile paa</seg> at gøre os alle dertil, medens de med esoterisk Visdom udle os i deres Allerhelligste. Hin Vildfarelse bli<pb type="text" facs="1813_168a_fax010.jpg" ed="A" n="44"/>ver <seg type="com" n="com34">end<!--endog; endnu.--></seg> synligere ved en ny Betragtning, som tillige nærmere oplyser den kristelige Lærdoms Kendemærke, den nemlig, at det ei allene er de hellige Skrifters Sprog men endnu mere deres Indhold, som gør en vedholdende Gransken og Grublen fornøden. Vel veed jeg, at mange fromme Kristne, især i den forbigangne Tid, have ment, at der til denne Granskning ikke <seg type="com" n="com35">udfordredes<!--fordredes, krævedes.--></seg> Lærdom, men Tro og Bøn hvis Følge var Oplysning <seg type="com" n="com204">herovenfra</seg>. Langt fra at ringeagte denne Tale, som i Hovedsagen visselig er Sandhed, maa jeg dog erkende Vildfarelsen deri, forsaavidt Paastanden gælder om den hele <rs type="title" key="title788">Bibel</rs>. Da Aabenbaringens nærmeste og fornemste Øiemed var, at kundgiøre <hi rend="spaced">alle</hi> Tidens Slægter <seg type="com" n="com36">Salighedsveien<!--vejen til frelse.--></seg>, maa følgelig en stor Del deraf være tilgængelig for enhver Troende, han <seg type="com" n="com37">være<!--må være enten (optativ).--></seg> Læg eller Lærd, han <seg type="com" n="com38">leve<!--må leve enten (optativ).--></seg> i det første eller nittende Aarhundrede. Dette for alle Tilgængelige er <rs type="bible" key="1 Kor 1,18-21" rend="reference" subtype="bibleStart" n="bible12"/>Korsets <seg type="com" n="com39">daarlige</seg> Prædiken, ved hvilken det behagede Gud at gøre dem salige som tro<rs type="bible" key="1 Kor 1,18-21" rend="reference" subtype="bibleEnd" n="bible12"/>, denne har til alle Tider været, og vil til Verdens Ende blive lige ubegribelig, forstaaelig og <seg type="com" n="com40">kraftig<!--kraftfuld; virksom.--></seg>, virke Kierlighed til Gud og Næsten i hvert troende Hjerte og forarge de Vantro. Naar vi derimod tage denne Hovedlærdom fra, da kan vi frit sige, at ingen Tidsalder forstod Mere af <rs type="title" key="title788">Bibelen</rs>, end saavidt den selv ved <pb type="text" facs="1813_168a_fax011.jpg" ed="A" n="45"/>Guds underfulde Styrelse var kommet i Kundskab og Sjælens Udvikling. Derfor var det, at den salige <persName key="pe42">Luther</persName> saa tit <seg type="com" n="com41">herneden<!--i det tinelige, jordiske liv. [nødvendig?]--></seg> rystede paa Hovedet over de gamle Kirkefædre, selv over sin kære <persName key="pe634">Augustin</persName>, og undredes <seg type="com" n="com42">storligen<!--såre meget, i høj grad.--> paa</seg>, at <persName key="pe2228">den hellige Bernhard</persName>, der taler saa dybt og lifligt om <persName key="pe45">Kristo</persName>, hardtad i alt Andet kunde <seg type="com" n="com43">vrævle<!--dvs. vrøvle.--></seg> saa sært. Tingen er da, at den naadige Gud skjulte megen Visdom dybt i de hellige Skrifter for at holde Sjælen vaagen, og give den Nok at grunde paa, saalænge Verden staaer. Denne <rs type="title" key="title788">Skriftens</rs> Dybde har af alle Troende været erkendt, men enhver Mand og Tidsalder, som vilde gaa mere tilbunds end de <seg type="com" n="com44">ordentlige<!--eksisterende, ordinære.--></seg> Hjelpemider tillode, maatte som oftest gaa glip af rent Udbytte, <seg type="com" n="com45">hvorvel<!--dvs. ihvorvel, uagtet.--></seg> de glædede og opbyggede sig selv. Dette er udentvivl den rette Synspunkt for <rs type="title" key="title788">Bibelens</rs> allegoriske og mystiske Fortolkning<!--udlægning; oversættelse.-->. Her aabner sig et <seg type="com" n="com47">Oversyn<!--udsyn.--></seg> og et Fremsyn, som kan berolige en Kristens Sjæl midt i Menneskelivets Oprør, og som kan lære ham at vurdere enhver Yttring af den menneskelige Aandskraft, uden derfor at forsone sig med den vanhellige Stræben eller gøre sig delagtig i fremmede Synder. Rørt maa han tilbede den himmelske Fader, som altid styrer det <seg type="com" n="com48">saa<!--sådan.--></seg>, at naar Jordens Vise og Vældige sammenrotte sig mod hans hellige Barn <persName key="pe45">Jesus</persName>, maa de udføre hans besluttede <pb type="text" facs="1813_168a_fax012.jpg" ed="A" n="46"/><seg type="com" n="com253">Raad</seg>, korsfæste ham, for at Han kan opstaa med et <seg type="com" n="com49">forklaret<!--forvandlet, herliggjort.--></seg> Legeme. Fra Evighed forudsaae Gud, at Menneskene, hvergang de i den løbende Tid ved Troen fik Syn paa Levningerne af Gudsbilledet i sig, vilde som deres <seg type="com" n="com50">første Forældre<!--forfædre (<persName key="pe635">Adam</persName> og <persName key="pe647">Eva</persName>).--></seg>, være Guder selv, og af en Hovmod, der er en vidunderlig Blanding af Tro og Vantro, <rs type="bible" key="1 Mos 3,6" rend="reference" subtype="bibleStart" n="bible4"/><seg type="com" n="com51">æde<!--spise.--></seg> af det forbudne Kundskabstræ<rs type="bible" key="1 Mos 3,6" rend="reference" subtype="bibleEnd" n="bible4"/>; derfor ordnede han det ved sin uudgrundelige Visdom <seg type="com" n="com52">saa<!--sådan.--></seg>, at ihvorvel et saadant Syndefald hvergang maatte føre Døden med sig, <rs type="bible" key="1 Mos 2,17 og Hebr 5,14" rend="allusion" subtype="bibleStart" n="bible13"/><seg type="com" n="com205">lærde</seg> dog Menneskene derved altid, ligesom første Gang at skelne mellem Godt og Ondt<rs type="bible" key="1 Mos 2,17 og Hebr 5,14" rend="allusion" subtype="bibleEnd" n="bible13"/>. <seg type="com" n="com53">Underligt<!--forunderligt.--></seg> og <seg type="com" n="com54">Trøsteligt<!--opmuntrende, trøsterigt.--></seg> er det at se, hvorledes <rs type="title" key="title788">Bibelens</rs> Mening af vantro Mænd er blevet randsaget i de hedenske Grækers og Romeres Skrifter, hvorledes den nu randsages under vantro Grublen over Menneskets og Tingenes Vilkaar, og ved Troldmænds sorte Konst, som <seg type="com" n="com254">besvære</seg> og <seg type="com" n="com255">opmane</seg> Jordens og Tidens Aander. Saaledes er det vist, at de <seg type="com" n="com55">kantiske<!--sigter til <persName key="pe508">Immanuel Kants</persName> filosofi.--> Grublerier</seg> har oplyst mangen dunkel Vraa i <seg type="com" n="com56">Lærebygningen<!--læren.--></seg> om den kristelige Retfærdighed og Hellighed og at Naturfilosofiens Troldom vil lede til Opdagelsen af mangen hemmelig Gang i <rs type="title" key="title788">Bibelens</rs> Bjergværk. Som et saadant, som en uudtømmelig Grube, fuld af ædel Malm, jo dybere, jo ædlere, betragter da den oplyste Kristen sin <rs type="title" key="title788">Bibel</rs>, han lader de Vantro arbeide <pb type="text" facs="1813_168a_fax013.jpg" ed="A" n="47"/>for Gud og sig, som de ægyptiske Troldkarle fordum maatte arbeide for Gud og den hele Menneskeslægt, <rs type="bible" key="ApG 7,22" rend="reference" subtype="bibleStart" n="bible5"/>da de oplærde <persName key="pe730">Moses</persName> i al deres Visdom<rs type="bible" key="ApG 7,22" rend="reference" subtype="bibleEnd" n="bible5"/>. Udgangen herpaa bliver da, at det ikke er <seg type="com" n="com57">Kundskabskredsen<!--omfanget af kundskaber; mængden af lærde.--></seg>, men det <seg type="com" n="com58">Sindelav<!--dvs. sindelag.--></seg>, hvorved <seg type="com" n="com59">og<!--også.--></seg> den Hensigt hvori de røre sig derinde, som adskiller den kristelige fra den vantro Lærde. <seg type="com" n="com60">Denne<!--dvs. den vantro lærde.--></seg> mener at have Sandhedens rene og dybe Kilde i sit eget Indvortes, og <rs type="title" key="title788">Bibelen</rs> er for ham kun en Bæk, udrundet af samme Væld; han mener, at den i sit Udspring og Løb er blevet plumret og muddret af Sten og af Muld, af Græs og af Urter, ja at de indelukte Vande ere, ved Solens <seg type="com" n="com61">Brand<!--hede, glød.--></seg> blevne stinkende i de lange Tider. Klogest ere de med denne Mening som lade Bækken gaa sin egen Gang, som Noget der ei er værdt at røre ved, thi de som svede over at rense og <seg type="com" n="com206">klare</seg> dens Vande, spilde deres Møie, da det hele Udbytte blot vorder en Draabe, hvorved deres Kilde hverken vinder Fylde eller Kraft. Uden Billede: Alt hvad der i <rs type="title" key="title788">Bibelen</rs> ei kommer overens med, eller hvad der overgaaer hans Fornuft, maa den vantro Lærde enten ligefrem forkaste som Usandhed eller, hvad der i Grunden er det samme, spænde det saa haardt paa Pinebænk, at det under Tommeskruen maa bekende hvad han vil. Saare ulig denne vilde Fremfærd er den kristelige Lærdes Adfærd; han <pb type="text" facs="1813_168a_fax014.jpg" ed="A" n="48"/>lægger sin Haand paa den lukkede <rs type="title" key="title788">Bibel</rs> og siger i sit Hjerte: her veed jeg <seg type="com" n="com62">vist<!--med sikkerhed.--></seg>, at alle Kundskabs og Visdoms <seg type="com" n="com63">Liggendefæ<!--skatte, kostbarheder.--></seg> ere skjulte; det mener jeg da ingenlunde, at jeg med min Læsen og Grublen med mit Dagværk og mit <seg type="com" n="com64">Aftensæde<!--stillesidende arbejde ved lyset om aftenen.--></seg> kan udenfor den købe Visdom; men det tænker jeg ved Guds Naade at vinde, at jeg kan løfte Dækket af det Skiulte, og <seg type="com" n="com65">kige<!--dvs. kigge.--></seg> i det hellige Speil, som aabenbarer min Guds Herlighed; hvor fagert udsmykkede da end de Skikkelser maatte være, som onde Magter kan <seg type="com" n="com66">fremkogle<!--fremtrylle.--></seg> for mig, beder jeg min Gud fri mig fra at følge dem, naar de lokke bort fra <rs type="title" key="title788">den hellige Bog</rs>, eller vil indbilde mig, at jeg kan vorde klog <seg type="com" n="com256">over</seg> Det som skrevet staar. Dette er ganske bogstavelig at tage Fornuften fangen under Troens og al Tanke under <persName key="pe45">Kristi</persName> Lydighed, og saa haardt det end monne klinge i mangt et Øre, saa er der dog ikke andet for; saaledes maa hver den tænke, som er Kristen, som uden Skrømt og Ordspil troer paa <rs type="title" key="title788">Skriften</rs> som en Aabenbaring, thi er den Guds Sandhed, da maa alt Modsat være Løgn, hvad saa end Fornuften drister sig til at tale imod. Nu er det vel <seg type="com" n="com207">saa</seg>, at da Ingen kan komme saavidt at han udgrunder <rs type="title" key="title788">Skriften</rs>, vil det altid hænde at en troende Mand og Tidsalder forkaster Ting som Løgn, der af en senere erkendes for overensstemmende med <rs type="title" key="title788">Skriften</rs>; men det ska<pb type="text" facs="1813_168a_fax015.jpg" ed="A" n="49"/>der ikke; thi netop herved faae Hjerterne <seg type="com" n="com67">overflødigere<!--til endnu større overflod; i endnu højere grad.--></seg> Leilighed til at vise, at de tro Gud. Saaledes er det iblandt Andet usømmeligt for Kristne at laste <seg type="com" n="com68">Fædrene<!--forfædrene.--></seg> og hin gamle <persName key="pe1344">Tyge</persName>, fordi de forkastede den kopernikanske Visdom om Jordens Gang, thi naar de troede <rs type="bible" key="Sl 19,6-7" rend="reference" subtype="bibleStart" n="bible6"/>det stod i <rs type="title" key="title788">Bibelen</rs> at Solen gik<rs type="bible" key="Sl 19,6-7" rend="reference" subtype="bibleEnd" n="bible6"/>, maatte ingen <seg type="com" n="com69">Bevisning<!--bevis, argument.--></seg> være saa klar og stærk at den kunde rokke den skriftmæssige Mening. Ved saadan Leilighed pleie de vantro Lærde at blive høirøstede og raabe Ak og Ve over de gruelige Lænker Bibeltroen lagde paa de arme Sjæle; men vi <seg type="com" n="com208">have det at</seg> svare med et Smil, at derfor bleve de arme Sjæle lige salige og dreve selv paa Jord deres Syssel med nok saamegen Iver og Munterhed som vi. Hvad Ulykke timedes dem da? ingen uden den, at de ombundne med Guds Lænke <seg type="com" n="com209">ginge</seg> trygge gennem Nød og Død og droges sagtelig gennem Gravens Skygger op mod det evige Lys.</p>

	<p rend="firstIndent">Ihvorvel det nu er <seg type="com" n="com70">saa<!--sådan.--></seg> med Kundskab som med Alt, at <rs type="bible" key="Sl 24,1 og 1 Kor 10,26" rend="reference">Jorden er Herrens med dens Fylde</rs>, og at altsaa enhver Kundskab tidlig eller sent vil komme til at offre sig paa Herrens Alter, berede ham Pris og yde sin Skærv til <rs type="title" key="title788">Skriftens</rs> Oplysning; er det dog af den kristne Lærdoms særegne Vilkaar aabenbart, at visse Kundskaber ere mere almindelig og <pb type="text" facs="1813_168a_fax016.jpg" ed="A" n="50"/>uomgængelig fornødne end andre. Det første og uundværligste Hjelpemiddel for den kristne Lærde er da Bekendskab med de gamle Sprog; med <rs type="bible" key="Joh 19,19-20" rend="allusion" subtype="bibleStart" n="bible14"/>de trende, i hvilke <persName key="pe45">Jesu</persName> Kongenavn blev skrevet over Korset<rs type="bible" key="Joh 19,19-20" rend="allusion" subtype="bibleEnd" n="bible14"/>. Hermed <seg type="com" n="com210">være det</seg> langt fra mig, at tale de hedenfarne Guds Mænd for nær, der, som <persName key="pe634">Augustin</persName>, forstode Lidet eller Intet af de helligede Sprog, jeg bekender tvertimod, at de, især han, mangengang uden disse Hjelpemidler saae dybere i <rs type="title" key="title788">Skriften</rs> end Andre, der med dem vare udrustede. Dette omstøder alligevel ingenlunde hin Grundsætning; thi det beviser kun, hvad hver kyndig Kristen maa indrømme, først at det skarpe <seg type="com" n="com71">Sjæleøie<!--øje, der har sjælelig sans, besidder åndeligt klarsyn.--></seg> trænger stundom gennem Væg og Dør, dernæst, at det kun er Porten til <rs type="title" key="title788">Skriftens</rs> Forgaard, der kan oplukkes med Sprogenes Nøgel, at Døren til det Allerhelligste derimod kun springer op for <rs type="bible" key="Es 22,22 og Åb 3,7" rend="reference">den underfulde Davidsnøgel</rs>, hvilken ei ved Læsning eller Grublen kan erhverves, men gives <seg type="com" n="com72">omsonst<!--uden betaling, for intet.--></seg> af <rs type="bible" key="Jak 1,17" rend="reference">Lysenes Fader</rs> til dem som ham bede. Derfor bliver det lige sandt, at ingen Tidsalder uden Sprogenes Hjelp kan bevare det gjorte Udbytte, end sige forøge det, thi de Lysglimt den benaadede Sjæl seer udenfor sin Kundskabs Grændser, blive ligesom alle Digtersyn, knap hans, mindre Tidsalderens Eiendom, de gemmes og glemmes som <seg type="com" n="com73">Hieroglyfer<!--de ægyptiske hieroglyffer var i 1810'erne endnu ikke afkodet.--></seg>, indtil Man paa den <pb type="text" facs="1813_168a_fax017.jpg" ed="A" n="51"/><seg type="com" n="com211">ordentlige</seg> Vei er kommet til deres Hjem og Slægt, da forstaaes de først. Hvad her er sagt, gælder rigtig nok ikke om Latinen, men jeg behøvede vel ikke at nævne dette Sprogs Fornødenhed, dersom jeg ei med det Samme vilde paatale dets uretmæssige Fortrin for Græsk og <seg type="com" n="com74">Ebraisk<!--dvs. hebraisk.--></seg>. Jeg berørte foran dets ikke alt for ærlige eller lovlige Adkomst til sin Forrang, med Ret stadfæstede Reformatorerne denne ligesom Middelalderens Fyrster den arvelige Adels, men Tiderne ere forandrede, Latinen synes at føle det selv, og trækker sig beskeden tilbage for sine Døttre og <seg type="com" n="com75">Frænker<!--kvindelige slægtninge.--></seg>. Dette er nu vel ikke det bedste Tegn; thi hellere maatte dog de bedagede Fruer fra <placeName key="fak607">Palæstina</placeName> og <placeName key="fak118">Hellas</placeName> gaa bag efter den ærværdige romerske Matrone, end efter de unge, løse Damer fra <placeName key="fak34">London</placeName> og <placeName key="fak103">Paris</placeName>; men disses Regering bliver som alle <seg type="com" n="com212">Koketters</seg>, kun stakket, og hvis efter den Tid <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">endnu</lem><rdg wit="A">eudnu</rdg><witDetail wit="A" n="17" rend="ft"/></app> i <placeName key="fak12">Europa</placeName> er Tale om Gang og Sæde i aandeligt Samkvem vil udentvivl baade Kristne og Hedninge enes om at ophøie Fruen fra <placeName key="fak118">Hellas </placeName>paa den ledige Dronningstol. Latinen bliver stedse de Kristne nøvendig, saa længe det er dem om <seg type="com" n="com76">Krøniken<!--historien, både som skriftligt værk og som indbegrebet af de fortidige begivenheder.--></seg> og Kirkefædrenes Skrifter at gøre, og bliver <placeName key="fak12">Europa</placeName> kristnet paa ny, vil disses Anseelse og Hæder dagligen tiltage. Om det <seg type="com" n="com77">ebraiske<!--dvs. hebraiske.--></seg> Sprogs Nødvendighed <pb type="text" facs="1813_168a_fax018.jpg" ed="A" n="52"/>burde mellem Kristne ingen Tvist kunne være; thi er det sandt, hvad <persName key="pe45">Kristus</persName> selv har sagt, <rs type="bible" key="Luk 24,44" rend="reference" subtype="bibleStart" n="bible7"/>at der er skrevet om ham i <persName key="pe730">Mose</persName> Lov, Profeterne og Psalmerne<rs type="bible" key="Luk 24,44" rend="reference" subtype="bibleEnd" n="bible7"/>, og er det overalt sandt, at <rs type="bible" key="2 Tim 3,16" rend="reference" subtype="bibleStart" n="bible21"/><rs type="title" key="title788">den ganske Skrift</rs> er <seg type="com" n="com78">indblæst<!--inspireret, dvs. meddelt med guddommelig kraft.--></seg> af Gud<rs type="bible" key="2 Tim 3,16" rend="reference" subtype="bibleEnd" n="bible21"/>, kan <rs type="title" key="title2263">det gamle Testamente</rs> dog vel ikke være en saa udlevet Bog, som Mange, der dog ville have Ord for at være Kristne, driste sig til at mene. Kommer hertil, at det er den Ledestjerne uden hvilken Ingen kan finde Vei gennem Historiens <seg type="com" n="com79">underlige<!--forunderlige.--></seg> Gange, eller gennem <rs type="title" key="title787">det ny Testamente</rs>, da er det mig ubegribeligt, hvorledes Saamange, hvis Tro jeg dog ikke vil nægte, har kunnet lægge an paa at gøre dets Grundsprog blot til Enkeltes Sag.</p>

	<p rend="firstIndent">Næst efter de gamle Sprog er <seg type="com" n="com80">Krøniken<!--historien, både som skriftligt værk og som indbegrebet af de fortidige begivenheder.--></seg> det, hvori alle oplyste Kristne burde have god og grundig Indsigt. Ingen som troer en Gud og et Forsyn, kan nægte at Historien maa være <seg type="com" n="com81">den Almægtiges Fingerskrift<!--sket efter Guds styrelse, jf. stentavlerne med De 10 Bud, der ifølge Bibelen er skrevet med Guds finger, se 2 Mos 31,18 og 5 Mos 9,10.--></seg>, og ingen Kristen kan tvivle om at den, som en saadan, maa vidne om <persName key="pe45">Jesus</persName>, og i det hele som Guds Aabenbaring i Gerningen vidne om Aabenbaringen i Skrift. Men er det <seg type="com" n="com82">saa<!--sådan.--></seg>, da bør næst efter <rs type="title" key="title788">Bibelen</rs> ingen Bog være de Kristne kærere og ærværdigere end <seg type="com" n="com83">Krøniken<!--historien, både som skriftligt værk og som indbegrebet af de fortidige begivenheder.--></seg>, som desuden er den eneste Videnskab, <rs type="title" key="title788">Bibelen</rs> har helliget, og helliget saaledes, at den selv i sine <seg type="com" n="com84">fornemste<!--mest betydningsfulde.--></seg> Dele er en guddom<pb type="text" facs="1813_168a_fax019.jpg" ed="A" n="53"/>melig <seg type="com" n="com85">Krønike<!--historieværk.--></seg>. Selv <rs type="bible" key="2 Kor 4,8" rend="reference" subtype="bibleStart" n="bible22"/>den hellige <persName key="pe343">Povel</persName> bekender om sig selv, at han stundom tvivlede<rs type="bible" key="2 Kor 4,8" rend="reference" subtype="bibleEnd" n="bible22"/>, og den Troens Kæmpe er neppe født, undtagen den hellige <persName key="pe438">Johannes</persName>, som aldrig havde Aarsag til med Manden i Evangeliet at udbryde i de <seg type="com" n="com213">bevægelige</seg> Ord: <rs type="bible" key="Mark 9,24" rend="reference">jeg troer, Herre, hjelp min Vantro!</rs> Nu er <seg type="com" n="com87">vist<!--ganske vist.--> nok</seg> en saadan Hjertets Bøn den eneste Tilflugt i Tvivlens Stund, men mange og <seg type="com" n="com214">adskillige</seg> som Mænd og Tider ere de Maader, paa hvilke Gud bønhører: hvad der <seg type="com" n="com88">størker<!--styrker.--></seg> den troende Bondemand er tit unyttigt for den troende Grubler, hvad der bekræftede en saadan i de forbigangne <seg type="com" n="com89">Aldre<!--tidsaldre.--></seg>, mægter det ei nuomtide; men saa tilbyder Gud ogsaa nu dem, der hige efter ham, klare <seg type="com" n="com90">Bevisninger<!--beviser, argumenter.--></seg>, som han gemte til den <seg type="com" n="com91">nærværende<!--nuværende.--></seg>, for Troen saa farlige Tid. Tør jeg dømme efter Prøve paa mig selv og Flere, da er Historien, saaledes, som den først nu, tildels ved Naturfilosofiens Hjelp, kan overskues, det Synlige, hvorigennem Faderen lydeligst og tydeligst vidner for den <seg type="com" n="com91">nærværende<!--nuværende.--></seg> Slægt om sig, sin Søn og sit Ord.</p>

	<p rend="firstIndent">Vel veed jeg, at Mange have den grundfalske Mening, som om Man af Historien kunde bevise hvad det skulde være. Det var ikke saa sært at denne Mening <seg type="com" n="com93">fandt Indgang<!--vandt indpas.--></seg> paa en Tid, da hin franske Mode herskede, <seg type="comStart" n="com94"/>som Alleken at smykke sig med de <pb type="text" facs="1813_168a_fax020.jpg" ed="A" n="54"/>brogede Fjedre<!--jf. ordsproget: Pral ikke med fremmede fjer! (tænk på alliken), se Mau 1879, nr. 7.494, og Grundtvig 1845, nr. 702. Fjedre betyder fjer. Husl comStart/-End--><seg type="comEnd" n="com94"/>, Man opsankede <seg type="com" n="com95">ved en Side<!--.--></seg> hist og her i Tiderne; thi kan en historisk Stump bevise Noget, maa Alt kunne bevises af Historien, da den har Exempel paa Alt. Er Talen derimod om hvad der viser sig at være Sandt gennem alle Tidens Omskiftelser, om det Ord, at jeg <seg type="com" n="com215">saa</seg> skal tale, i hvilket alle de store Begivenheder passe som Bogstaver, da kan et saadant Ord ei være <seg type="com" n="com96">uden<!--endet end.--></seg> eet. At <rs type="bible" key="1 Mos 1,3" rend="allusion">dette Ord nu er det, ved hvilket Faderen skabte Verden</rs>, hans Navn, <rs type="bible" key="Åb 21,6" rend="reference">der kalder sig selv Alfa og Omega, Begyndelse og Ende</rs>, derom kan i det ringeste jeg ikke tvivle.</p>

	<p rend="firstIndent">Det lader sig ikke her gøre, at udvikle hvorledes <rs type="bible" key="Gal 4,4" rend="allusion" subtype="bibleStart" n="bible10"/><seg type="com" n="com97">Tidens Fylde<!--her: i nytestamentelig betydning: tidspunktet for Jesu fødsel, som indvarslede en ny tidsalder.--></seg> kom, da Kvinden fødte sin <seg type="com" n="com98">Sæd<!--afkom.--></seg><rs type="bible" key="Gal 4,4" rend="allusion" subtype="bibleEnd" n="bible10"/>, og <rs type="bible" key="1 Mos 3,15" rend="allusion" subtype="bibleStart" n="bible9"/>hvorledes den <seg type="com" n="com99">Høilovede<!--lovpriste, dvs. Jesus.--></seg> siden har ladet Slangen bide sin Hæl, men altid knuset dens Hoved<rs type="bible" key="1 Mos 3,15" rend="allusion" subtype="bibleEnd" n="bible9"/>, eller med andre Ord i samme Mening, at give en <seg type="com" n="com100">Udsigt<!--oversigt, overblik.--></seg> over den hele Historie. <seg type="com" n="com216">Vil Gud</seg>, skal jeg andensteds søge paa denne Maade at lade hans store Navn forherliges gennem mig. Jeg vil ikke tale om de synderlige Kendemærker, hvormed de gamle Folkefærds aandelige Børn fødtes til Verden, hvilke alle henvise til <rs type="bible" key="Gal 4,4" rend="allusion" subtype="bibleStart" n="bible11"/><seg type="com" n="com102">Tidernes Ophav og Fylde<!--her: i nytestamentelig betydning: tidspunktet for Jesu fødsel, som indvarslede en ny tidsalder.--></seg><rs type="bible" key="Gal 4,4" rend="allusion" subtype="bibleEnd" n="bible11"/>, som <rs type="title" key="title788">Bibelen</rs> lærer. Jeg vil kun nævne det jødiske Folk, hvis uomtvistelige Historie som et <seg type="com" n="com257">Heelt</seg>, er et langt større Underværk end <rs type="bible" key="2 Mos 14" rend="reference" subtype="bibleStart" n="bible8"/>Gangen gennem <placeName key="fak84">det røde Hav</placeName><rs type="bible" key="2 Mos 14" rend="reference" subtype="bibleEnd" n="bible8"/> <pb type="text" facs="1813_168a_fax021.jpg" ed="A" n="55"/>eller nogen anden enkelt Hændelse, der synes utrolig; ja hvis attenhundredaarige Vantro taler nok saa høit som Folkenes Tro om <persName key="pe45">Kristi</persName> Guddom. Kun med et Ord vil jeg henpege paa den synlige Guddomsfinger, som opløftede Pavestolen over Vestens Troner, for at de ei skulde vorde <rs type="bible" key="1 Mos 11,1-9" rend="allusion">Babelstaarne</rs>, som omgav Synagogen og <placeName key="fak139">Konstantinopels</placeName> <rs type="bible" key="Matt 23,27" rend="allusion">kalkede Grav</rs> med en gloende Mur, for at Tungemaalene, til Trods for Kristne og <seg type="com" n="com103">Musselmænd<!--muslimer.--></seg>, kunde gemmes der, indtil Pladsen var dem beredt paa Vestens vantro <seg type="com" n="com104">Høiskoler<!--universiteter, højere læreanstalter.--></seg>, hvilke igen med de udlevede Munkeordener maatte avle og fostre en <persName key="pe42">Luther</persName>. Jeg veed det meget vel, at selv den klareste <seg type="com" n="com106">Udvikling<!--udlægning, udledning.--></seg> af Historiens <seg type="com" n="com217">vidunderlige</seg> Gang ei vil overbevise de Vantro; thi <rs type="bible" key="Luk 16,31" rend="reference" subtype="bibleStart" n="bible23"/>høre de ikke <persName key="pe730">Moses</persName> og Profeterne, da ville de ei heller tro, om alle Tidens Slægter opstaa fra de Døde<rs type="bible" key="Luk 16,31" rend="reference" subtype="bibleEnd" n="bible23"/> og vidne om <persName key="pe45">Kristo</persName>, men de Troende kan bekræftes og det Døende <seg type="com" n="com107">størkes<!--dvs. styrkes.--></seg>.</p>

	<p rend="firstIndent">Med den Ide om kristelig Lærdom jeg her har søgt at fremsætte, spørger jeg nu, hvor findes den <seg type="com" n="com108">trindt<!--rundt omkring.--></seg> udi Landene? <seg type="com" n="com109">Krøniken<!--historien, både som skriftligt værk og som indbegrebet af de fortidige begivenheder.--></seg> lærer, at der efter <persName key="pe42">Luthers</persName> Dage var en Tid, som, efter sin Leilighed lagde an paa at avle og fostre en saadan. Det var dengang da det hed om Studenten, at han <seg type="com" n="com110">slog sig fra Bogen<!--opgav studierne.--></seg>, naar han før sin Overhøring i <rs type="title" key="title788">den hellige Bog</rs> lagde sig efter <seg type="com" n="com111">Landsloven<!--her: menneskeskabt lov.--></seg> eller anden verds<pb type="text" facs="1813_168a_fax022.jpg" ed="A" n="56"/>lig Visdom. Den Tid er nu <app select="no" type="corrNote"><lem wit="GV">forgangen</lem><rdg wit="A">forgangen</rdg><witDetail wit="A" n="1" rend="ft">JKK: omvendt e i stedet for o. BLN: Uklart, om det er samme fejl i 2. koll.s udgave. JT: omvendt e. KN: mest sandsynligt, at det er et læderet o</witDetail></app> og Man smiler ad de gammeldags bibelske Læger og Lovkyndige, som ad de Konger og Fyrster, der i Lovgivning og anden verdslig Handel spurgde Bisper og Skriftkloge til Raads. Man tykkes rent at have glemt, at Love og al offenlig Gerning i et kristent Land, dog vel burde komme overens med <rs type="title" key="title788">Bibelens</rs> Forskrifter, og at hver den Kristen, der af Kundskab vil <rs type="bible" key="Matt 7,24-25" rend="allusion" subtype="bibleStart" n="bible16"/>bygge Sjælen et jordisk Hus, maa grundfæste det paa sin <seg type="com" n="com112">Saligheds<!--frelses.--></seg> Klippe<rs type="bible" key="Matt 7,24-25" rend="allusion" subtype="bibleEnd" n="bible16"/>. Kristelig Lærdom maatte da <seg type="com" n="com258">under Tidens Løb</seg> flygte ind i Kirken, men maatte der udholde Beleiring og Hunger, indtil den oplod sine Porte for de stormende Fjender og overgav sig i deres Vold. Kirkefæstningen blev sløifet og forvandledes til Statens Sygehus, som et saadant staar den nu vaklende mellem Gravene og hvilket Liv kristelig Lærdom der maa føre, behøver jeg ikke at sige. Det veed jeg, at naar Man nu taler om en oplyst Præst, da mener Man i Almindelighed en ganske anden Mand end ham, af hvis Billede jeg stræbte at give et Omrids. Det veed jeg ogsaa, at det <seg type="com" n="com113">ebraiske<!--dvs. hebraiske.--></seg> Sprog drives selv paa vor <seg type="com" n="com114">Høiskole<!--universitet.--></seg> med en saadan Lunkenhed, at jeg ikke er den Eneste, som ganske hæderlig er kommet lige til Alteret, uden at kende mere, ja knap saameget dertil, som Man fordum i første <seg type="com" n="com115">Lectie<!--klasse; forlæsning.--></seg> kendte til Latinen. <pb type="text" facs="1813_168a_fax023.jpg" ed="A" n="57"/>Det veed jeg <seg type="com" n="com218">end</seg>, at hverken Græsk eller Latin har nu saamange Kendere og Elskere mellem Præsterne som fordum, og at hvis Gud ei <seg type="com" n="com116">underlig<!--forunderligt.--></seg> kommer derimellem, maa den Tid være nær, da Man nødes til, ei engang at kræve Græsk og <seg type="com" n="com117">Ebraisk<!--dvs, hebraisk.--></seg> af de vordende Præster. At dette vil være al Videnskabeligheds Undergang hos os, veed jeg ogsaa, men det kan under slige Omstændigheder være en Kristen ligegyldigt, og han bemærker det blot, i det han efter ringe <seg type="com" n="com118">Formue<!--evne.--></seg> træder i de gamle Profeters Fodspor, og forkynder Herrens <seg type="com" n="com119">uudeblivelige<!--uundgåelige; som ikke vil udeblive.--></seg> Straffedomme. Ydermere veed jeg, at <seg type="com" n="com120">Krøniken<!--historien, både som skriftligt værk og som indbegrebet af de fortidige begivenheder.--></seg> er for de Fleste, om muligt, en endnu mere lukket Bog end <rs type="title" key="title788">Bibelen</rs>, tit mindes de kun dunkelt, hvorom begge handle, og vide de end hvad der staar at læse, tænker Man dog forgæves dermed at kunne stadfæste sin Tale. Dette kommer Altsammen af det Sidste jeg troer at vide, men som jeg ønsker maatte være den største Usandhed jeg har sagt i mit Liv, at selv mellem Præsterne, som ere dertil satte, at de skulle forkynde det glade Budskab om <persName key="pe45">Kristo</persName>, har Vantroen taget Overhaand. Hvad skulde bevæge dem til, paa det Timeliges Bekostning med stadig Iver at granske i de udlevede Sprog og i den, som det tykkes dem, udlevede Bog, hvis Mage vel Mange af dem mene til Nød selv at kunne skrive? Hvorledes skulde det falde dem ind i <pb type="text" facs="1813_168a_fax024.jpg" ed="A" n="58"/><seg type="com" n="com120">Krøniken<!--historien, både som skriftligt værk og som indbegrebet af de fortidige begivenheder.--></seg> at søge Bekræftelse paa den Tro de ikke vide at skatte, ja som paa deres Tungemaal heder Overtro? Om der desuagtet er mere aandelig Virksomhed hos Præster i Almindelighed end forhen, kunde jeg gerne her lade være uafgjort, men hvorfor skulde jeg dølge hvad der er vitterligt for hver Bonde, at Studerekamret nu ei for nær saa mange Præster er den rette Dagligstue? Umuligt kunde det være anderledes, thi naar den aandelige Syssel har Intet med Sjælens <seg type="com" n="com124">Salighed<!--frelse.--></seg> at gøre, vil den aldrig hos Mange alvorligen drives.</p>

	<p rend="firstIndent">Dybt bedrøves maa da den troende Kristen, naar han skuer <seg type="com" n="com125">trindt<!--rundtomkring.--></seg> sig i den <seg type="com" n="com126">nærværende<!--nuværende.--></seg>, og stirrer ind i den tilkommende Tid. Troen, Hjertets levende Tro, hvorpaa dog Alt her som hisset tilsidst kommer an, kan Mennesker ei give sig selv, end sige en Anden, og Han som vil give den til Alle, ham vil de ikke søge hen til med et ydmygt, barnligt Sind og et Hjerte der føler sin Trang. Vi kan da ikke gøre Andet, end i Bønnen udøse vort Hjerte for Aandernes Fader, stræbe altid <seg type="com" n="com127">at være overflødige i<!--til overflod gøre.--></seg> Guds Gerning, og til Trods for Tidens Strøm og Tidens Tegn staae faste og urokkelige, vidende, at vort Arbeide i Herren kan ikke være forfængeligt.</p>
	<graphic style="shortLine"/>
	<pb type="text" facs="1813_168a_fax025.jpg" ed="A" n="59"/>
	</div>
	</body>
	<pb type="periText" facs="1813_168a_fax026.jpg"/>
	</text>

	</TEI>