| Til Professor Sverdrup | |
| (Ved liden Regines Kiste i Dimmelugen). | |
| Du mistet har en liden Datter fin, | |
| Og stille sover i det sorte Skrin | |
| Den vevre Glut, som var Dig saa til Gammen, | |
| Vil jeg Dig byde, mod de tunge Kaar, | |
| Du Klippesøn! at stande klippehaard, | |
| At lukke kold de brustne Øine sammen? | |
| O nej, o nej, kun alt for gerne vil | |
| Sig Mandens Bryst for Vemod lukke til, | |
| Men ondt er det, o ve den stolte Daare, | |
| Der sig tør skamme ved en fældet Taare, | |
| Naar heed den paa de Kæres Lig nedrandt! | |
| O, Gud ske Lov, som smeltede mit Hjerte, | |
| Saa og det bløde kan ved Brødres Smerte, | |
| Som før saa tit det ubevæget fandt! | |
| Saa lad, o Ven! kun Fadertaaren rinde! | |
| En saadan Taare smykker Mandens Kind, | |
| Og haver den sit Væld i Hjertet inde, | |
| Den mildner og den adler Mandens Sind. | |
| Den adler det, hvis det er stort at ligne | |
| Den Ærens Drot, hvem Englene velsigne; | |
| Thi der Han stod ved Vennens Lejested, | |
| Bevægedes Han i sin Aand og græd, | |
| Han græd, endog Han mægtede at kalde | |
| Udfarne Aand tilbage i sit Støv, | |
| Det rørte Ham, at som et visnet Løv | |
| Guds favre Billed maa til Jorden falde. | |
| Ja, sandt er det, min Ven! var Jesus ej | |
| Nedsteget til os fra de høje Sale, | |
| Og skinnede ej paa den mørke Vej | |
| Hans blanke Lys i Dødens Skyggedale, | |
| Ved Tanken om, at Mand er Muldens Frænde, | |
| Da maatte hver, hvem Gud et Hjerte gav, | |
| Staa trøstesløs ved sine Kæres Grav; | |
| Men Kristne ej, skøndt hede Taarer brænde, | |
| Som Hedninge maa sørge uden Haab. | |
| Det lakker nu saa fast ad Paaskemorgen, | |
| Da Kristne ej kan længer huse Sorgen, | |
| Da klinger højt den glade Englesang: | |
| “Hvi søge I den Levende blandt Døde? | |
| Seer Graven! her han ligget har engang | |
| Men nu er Han Opstandnes Førstegrøde.” | |
| Ak, længer ej med høj og festlig Klang | |
| I Herrens Hus vi høre Kingos Sang, | |
| Men dog den kan os i det Stille fryde; | |
| I Kammer og i Hjerte kan det lyde: | |
| “O prægtig Morgenglands | |
| Som overgaar al Sands! | |
| Guds Søn, vor Sol, er oppe; | |
| Den gennem Mørkets Troppe | |
| Sig kæmpet har med Ære, | |
| Dens Navn velsignet være! | |
| O, salig Paaskedag! | |
| Nu vundet er vor Sag, | |
| Langfredags bittre Minde | |
| Maa nu saa sødt hensvinde, | |
| Thi Jesus vandt med Ære; | |
| Hans Navn velsignet være! | |
| Nu frygter jeg ej Død, | |
| Ej Gravens kolde Skød; | |
| Mit Støv vil Jesus vække | |
| Og kærligen bedække | |
| Med Himmelglands og Ære; | |
| Hans Navn velsignet være! | |
| Trods dig, du Dødens Braad! | |
| Du mistet har din Od. | |
| Trods dig, du Ormegrube! | |
| Trods, Helvede, din Strube! | |
| I tabte med Vanære; | |
| Guds Navn velsignet være!” | |
| O! vel den Mand, hvis Øre ej er døvet | |
| For disse Himmeltoner gennem Støvet; | |
| Thi naar han græder da med højen Røst, | |
| Oplades Hjertet for den søde Trøst: | |
| Mens her vi saae, maa bittre Taarer rinde, | |
| Men hist med Fryd vi Negene skal binde, | |
| Dem bære hjem med liflig Jubelsang. | |
| Lad, kære Ven! da Sorgen Dig ej pine! | |
| Aftør din Graad ved Støvet af Regine! | |
| Oplad Dit Øre for Din Frelsers Tale! | |
| Et barnligt Sind den kan saa sødt husvale: | |
| “O lader til mig komme kun de Smaa! | |
| Forhindre dem I visselig ej maa; | |
| Jeg bedre kan, end I, det for dem lave; | |
| De lege skal i Paradisets Have. | |
| De slumre skal ved Livets Træ saa nær, | |
| Og aldrig grue for Kerubens Sværd. | |
| De lytte skal naar alle Engle sjunge, | |
| Og vænne saa til Sang den lille Tunge, | |
| At naar I møde dem hos mig engang, | |
| I skal forlystes ved den søde Klang; | |
| Ja da I Store af de Smaa skal lære | |
| Halleluja at tone til Guds Ære.” | |
| Vi vil saa gerne, ja vi skal og maa | |
| Os knytte tæt til disse kære Smaa, | |
| Og, mens de leve, vi med David bede, | |
| At ved vor Haand de vevre hoppe maa | |
| Til de blir store, og til vi blir smaa, | |
| Saa de os kan til Sovekamret lede; | |
| Men naar saa Hjertet holder op at slaa, | |
| Da og vi skal med David flink opstaa, | |
| Ej deres Lod de Salige misunde, | |
| Ej græde dem tilbage om vi kunde. | |
| Ak, trang er Stien, vi til Himlen gange, | |
| De vilde Veje, ak! de er saa mange, | |
| Og af de Store er der kun saa Faa, | |
| Der gennem Barneporten vil indgaa. | |
| Lyksalig hver, hvem i den spæde Alder | |
| Fra Strid og Møje Gud til sig hjemkalder! | |
| Dog, og lyksalig hver som grunder paa | |
| Engang at komme til de kære Smaa! | |
| O, det er herligt, naar hos Gud vi har | |
| En Ven saa kær at længes stadig efter, | |
| O, Hjertesaar! livsaligt er dit Ar, | |
| Og underfulde ere dine Kræfter. | |
| O, det er herligt, naar vi efterhige | |
| Det Barnelag i Herrens Himmerige! | |
| Da vænne vi os til at være smaa, | |
| Belee os selv naar vi os stolte bryste, | |
| Med Smil vi stirre paa den Himmel blaa, | |
| Vor Herres Lys igen os kan forlyste; | |
| Vi i vort Hjerte kan saa grant fornemme, | |
| At der er grumme rart hos Ham der hjemme. | |
| Vi tro det gerne, at vi arme Stakle, | |
| Som ved hvert Skridt, vi gaa paa Jorden, vakle, | |
| Ej selv har Størke til at klavre op | |
| Til Himmelslottet over Stjernetop; | |
| Vi tro det gerne, at ifald Vor-Herre | |
| Ej faderlig lod Naade gaa for Ret, | |
| Da vilde hist det gaa os meget værre, | |
| End her, hvor selv de Bedste gaa kun slet. | |
| Vi tro det gerne, at vi kunde staa | |
| I mørke Gaard ved Dørren til Guds Rige | |
| I mange tusind Aar og banke paa, | |
| Og ej engang faae Lov derind at kige, | |
| Hvis ej Guds Søn var vores Broder blevet, | |
| Hvis over Regningen Han ej en Streg | |
| Med dyre Blæk paa Korset havde skrevet; | |
| Hvis ej Hans Aand ad en forborgen Vej | |
| Fra Lovens Dør til Naadens Port os ledte, | |
| Hvis over os Han ej saa broderlig | |
| Sin Kærligheds den hvide Kaabe bredte, | |
| Og under den indlod i Himmerig; | |
| Ja gerne axle vi det favre Skind, | |
| Og gaa som Svende bag vor Drot derind. | |
| Vi gerne Faderen i Ham beskue; | |
| Thi er kun Eet vor Frelser og vor Gud, | |
| Vi for vor Gud behøve ej at grue, | |
| Og Kærligheden driver Frygten ud. | |
| Saa vandre vi i Kærlighed hernede; | |
| Vi elske Fader og vi elske Søn, | |
| Som vilde gaa for os i Død og Bøn, | |
| Og Værelse der hjemme os berede; | |
| Vi elske Ordet og vi følge gerne | |
| Paa mørke Vej den blanke Ledestjerne, | |
| Til Dagen gryer og vi staa op af Døde, | |
| Forklarede i Himlens Morgenrøde. | |
| Nu Tiden lider, ende maa min Tale, | |
| O, give Gud! den ved Hans egen Kraft | |
| Din Viv og Dig i Sorgen maa husvale! | |
| I konstigt Svøb at gemme sindrig Kløgt | |
| Det er kun Tant, det har jeg ikke søgt; | |
| Enfoldig kun jeg tolked Herrens Røst, | |
| Thi det for Kristne er den bedste Trøst | |
| O, glædeligt! ej blot til Dig og mig, | |
| Men til utalte Millioner rig. | |
| Halleluja! o salig Morgenrøde, | |
| Da Han, som led, stod herlig op af Døde! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |