| Til Elises Søster. | |
| (Ved liden Dideriks Vugge). | |
| Hvad dig Hjertet kaared til, | |
| Søster tør jeg Dig jo kalde? | |
| Skyde mig kun hvo som vil | |
| Udaf Lag med Danmarks Skjalde! | |
| Jeg er Kristen paa Guds Ord, | |
| Lises Kjæreste paa Jord, | |
| Og din Ven, Veninde! | |
| Vennehilsen jeg dig bær, | |
| Det er dine Vuggepenge. | |
| Diderik! velkommen vær! | |
| Vær her vel, og bliv her længe! | |
| Træd kun i din Navnes Fjed, | |
| Da du skal med ham i Fred | |
| Samles i Guds Rige. | |
| Naar vi stirrer paa de Smaa, | |
| Maa vel Taarer Øjet væde, | |
| Deres Engle altid staa | |
| For Guds Faders Stol med Glæde. | |
| Staa og vore Engle der, | |
| Ak! de staa dog ej saa nær, | |
| Tit med Sorg de sukke. | |
| Pusling! nu du ret er stor, | |
| Du kan naae til Himlen, | |
| Men naar du dig drømmer stor, | |
| Glemmer Gud i Vrimlen, | |
| Ak! da est du liden, lav, | |
| Drukner let i Verdens Hav, | |
| Er en Dværg i Skoven. | |
| Søster! Moder! o, før vild | |
| Fra dit Skjød han springer, | |
| Bred du ud saa from og snild | |
| Aandens spæde Vinger! | |
| Saa at Syn paa Gud han faaer, | |
| Saa han, hvor han gaar og staar, | |
| Flagrer imod Himlen. | |
| Gerne Gud vil have Pris | |
| Af de Spædes Munde, | |
| Glædes, naar paa Barnevis | |
| De mod Himlen stunde. | |
| Det var Jesu Ord engang, | |
| Da den fromme Barnesang | |
| Skar i Verdens Øre. | |
| Søster! ak, den skurrer saa | |
| End | |
| i Verdens Øre, | |
| De som ej til Himlen gaa, | |
| Taale ej at høre | |
| Barnesang til Herrens Pris, | |
| Barnesang om Paradis; | |
| Tænder maa de skære. | |
| Snildt de vil os bilde ind, | |
| Det sig ikke sømmer, | |
| At det fromme Barnesind | |
| Barnlig Gud bedømmer, | |
| Naar de tysse, naar de le, | |
| Deres Engle ikke se | |
| Faderen i Himlen. | |
| Blev vel nogen Fader vred, | |
| Naar ej ret den Spæde | |
| Sige kunde hvad han heed, | |
| Stammed dog med Glæde; | |
| Leged end de Fingre smaa, | |
| Hvor han Store vilde slaa, | |
| Blev han vel fortørnet? | |
| Først skal kendes, siger Man, | |
| Hvad i Sandser falder, | |
| Kun paa Sligt har Børn Forstand | |
| I den unge Alder; | |
| Oversandselige Ting! | |
| Det er et uhyre Spring, | |
| Tidsnok kan det voves. | |
| Om en Dreng i Fadergaard | |
| Ret til Punkt og Prikke | |
| Kendte Svin og Kør og Faar | |
| Men sin Fader ikke, | |
| Det var Skam, som hver forstaaer | |
| Er ej Verden Herrens Gaard? | |
| Er ej Han vor Fader? | |
| Trang og vildsom er vor Vej | |
| Gennem Verdens Ørke, | |
| Sølv og Guld os hjelper ej | |
| Ej vor Kløgt og Størke. | |
| Aldrig hjem til Fædreland | |
| Kommer trætte Vandringsmand, | |
| Om ej Gud ledsager. | |
| Ak! i Verden gaar saa let | |
| Gud os reent af Minde, | |
| Kan for tidlig da for tæt | |
| Vi os til Ham binde? | |
| Kom ej baade jeg og Du | |
| Mangengang til Gavn ihu | |
| Fromme Barnetanker? | |
| Tænk paa Gud, som skrevet staar, | |
| I din Ungdoms Dage, | |
| Ellers vil de hvide Haar | |
| Dig kun slet behage! | |
| Syng det, Søster! for din Søn | |
| Aabenbarlig og i Løn! | |
| Silde skal det glemmes. | |
| Han, som gør, at Mødre fro | |
| Kan i Huset bygge, | |
| Skal da lade Drengen gro | |
| Dig til Lyst og Lykke, | |
| Og, naar Døden er forbi, | |
| Sjunger du: her ere vi, | |
| Fader! for din Trone. | |