| Til Dannerkongen | |
| Frederik hin Sjette | |
| paa | |
| Hans Fødselsdag | |
| den 28de | |
| Januarii 1812. | |
| Ved | |
| Nik. Fred. Sev. Grundtvig, | |
| Personel Kapellan. | |
| Amicus Socrates, amicus Plato, magis amica veritas. | |
| Kjøbenhavn. | |
| Trykt hos Andreas Seidelin, | |
| store Kannikestræde No. 46. | |
| Vil paa din Dag, o Fredrik, du tilstæde | |
| En Landsbyskjald i Kongesal at træde? | |
| Ei er hans Kvad et Væv af glatte Ord, | |
| Og Smigervisen kan han ikke sjunge, | |
| Opvoxet er han i det gamle Nord, | |
| Og Sandhed han indviet har sin Tunge. | |
| Ja visselig, i Fredriks Kongehald | |
| Hver sanddru Mand, da og hver sanddru Skjald, | |
| Som ei sin Konges Majestæt vil glemme, | |
| Indgange tør og røre frit sin Stemme. | |
| Med dobbelt Mod jeg vandre maa min Gang | |
| Paa Høitidsdagen til de gyldne Sale, | |
| At ikkun det forkynde skal min Sang, | |
| At Sandhed tør til Dannerkongen | |
| tale. | |
| Jeg takker først, o Drot, Dig som en Søn, | |
| Og dobbelt er den Tak, jeg her Dig yder. | |
| Du hørte en graahærdet Oldings Bøn, | |
| Og gennem mig hans Takkestemme lyder. | |
| Han gik, o Konge, for Dig selv at staa, | |
| Og vist jeg veed, at allerhelst Du hørte | |
| Den simple Tak, udtrykt i Ord heel faa, | |
| Fra gamle Tunge, der sig kraftig rørte | |
| I Herrens Tjeneste til hellig Id, | |
| Fra Tungen, som i Femte Fredriks Dage | |
| Begyndte tro fra høie Stol at lære: | |
| Man Gud skal frygte og sin Konge ære. | |
| Alligevel min Tak jeg Dig maa bringe, | |
| Og lade høit den fra min Harpe klinge; | |
| Thi kun da Sandhed for Din Trone vandt, | |
| Jeg Naade for Dit Kongeøie fandt; | |
| Da Hoben raabte over mig: korsfæst! | |
| Du mig lod vie til en Herrens Præst. | |
| Selv om kun Faa min Tale vilde høre, | |
| Saalænge Herrens Aand mig stander bi, | |
| Jeg kraftelig skal Pen og Tunge røre | |
| Om hvad saa tit blev nævnet Sværmeri: | |
| Om Tro paa Ham, som for os stred og leed, | |
| Den Kongers Konge i al Evighed, | |
| Om kristen Tro, som skænker Lyst og Mod | |
| Til for sin Konge og sit Fædreland, | |
| Paa faste Val og paa den grønne Strand, | |
| At offre villig baade Liv og Blod. | |
| Min anden Tak jeg ei mig tør tilegne, | |
| Men bærer den paa Videnskabens Vegne, | |
| Dog, hvis mit Haab i Tiden kan bestaa, | |
| Jeg og som Præst Dig takke kan og maa. | |
| Jeg skuer tre Aarhundreder tilbage | |
| Paa Luthers og hin vise Fredriks Dage; | |
| Da gik det alt, som nu det monne gaa, | |
| At Kristus selv man over Skuldre saae, | |
| Og mente vist, det var hin største Ære, | |
| At kunne Ham i Liv og Død undvære; | |
| Men Gud ved Fredrik udi Vittenberg | |
| Sig skabte pludselig et Sions Bierg. | |
| I Urtegaarden Han hvert Muldvarpskud | |
| Sin Luther lod med Spaden jevne ud, | |
| Og planted i det spredte Muld et Træ, | |
| Som, mens i Syden under hede Vinde | |
| Hver Tulipan Man hurtig saae forsvinde, | |
| Bar Blomst og Frugt og skænked Norden Læ. | |
| Kun under denne Stammes brede Skygge | |
| Opvoxte Kraft igen paa Eng og Fjeld, | |
| Kun under den sig Fredrik kunde bygge | |
| En Kongeborg til Tvillingrigets | |
| Held. | |
| Ja, Konge, det kan Saga dristig mæle, | |
| Og svæve om Dig dine Fædres Sjæle, | |
| De sande maa: at det var Jesu Tro, | |
| Som dem og Folket skænked Kraft og Ro. | |
| Det aftnes brat og Dagen monne helde, | |
| Hist synker Solen mellem Norrigs Fjelde; | |
| Paa Danmarks Eng det sære Farveskær | |
| Forkynder høit at Aftenen er nær, | |
| Og Norrigs Fjelde, som end tykkes gløde, | |
| Beskinnes kun af sidste Aftenrøde; | |
| Et Hus Du reiser paa det høie Bjerg, | |
| O, gid det vorde maa et Vittenberg! | |
| Dog, Konge, kun de Tider, som forgik, | |
| Oplade nu sig for et Seerblik, | |
| Og naar det vil i Fremtids Løndom stirre, | |
| Da monne Synerne sig brat forvirre. | |
| Kun Han, der nævner de uvordne Ting, | |
| Som alt de saaes udi Tidens Ring, | |
| Kun Han det veed, om fra det Hus Du bygger, | |
| I Tidens Løb et Lys skal straale ud, | |
| Som kan betvinge Nattens fæle Skygger, | |
| Og vidne aabenbar om Lysets Gud. | |
| Men det er vist, at naar paa høie Fjeld | |
| Er ved din Haand opreist den høie Skole, | |
| Du har betalt med Danmarks gamle Geld | |
| Den stærkeste af dine Kongestole. | |
| I gammel Tid var Norrig | |
| Nordens Tunge, | |
| Og Danmark var dets stærke høire Haand. | |
| Hel liflig kunde Norrigs Skjalde sjunge, | |
| Mens Danmarks | |
| Kæmper spændte stærke Baand | |
| Paa brede Hav og snoed dem om Lande. | |
| Da Haralds Knebel kom i Norrigs Mund, | |
| Da flygted Tungen over brede Vande, | |
| Og rørte sig i Norrigs Maal en Stund, | |
| Kun slet til Kvad, men kostelig i Sage | |
| Om Daad i Fortids og i Samtids Dage. | |
| Vel paa sin Geld for Islands Pergament | |
| Betalte stundum | |
| Dannemark med Prent, | |
| Ja skylder ei en Hvid af Hovedstolen; | |
| Men som det Nordens Frænder vel anstaaer, | |
| Sit gamle Laan tilbage Norrig faaer | |
| Med Renters Rente nu i Hovedskolen; | |
| At Fredrik bygger den er Ret og Stort, | |
| Men Danmark ogsaa har den mulig gjort. | |
| Nedknæl, o Norrig, kun paa dine Fjelde! | |
| Se ei saa stolt paa Daners jevne Mark! | |
| Thi det kan Saga dog med Sandhed melde, | |
| At du er reddet i den danske Ark. | |
| Da Sydens Syndflod vilde Norden hærge, | |
| Kun lidt da hjalp dig dine høie Bjerge, | |
| Og du da kun betaler gammel Geld, | |
| Om Arken nu skal strande paa dit Fjeld. | |
| Hvad var du vel, da Danmarks | |
| Kristian | |
| Opsendte Biblen til dit Klippeland? | |
| Hvor var da dine gamle Heltedage, | |
| Hvoraf du tit dig end gør alt for stor? | |
| Mon selv du Skyggen havde da tilbage? | |
| Hvor var et Bergen uden dit i Nord? | |
| Hvor mange Sønner havde du at sende | |
| Til Vittenberg for Nordens Lys at tænde? | |
| Hvor var din Adel med sin Kraft og Bram? | |
| Hvor var din Norby og hvor var din Skram? | |
| Hvor var din Trolle og hvor var din Brade? | |
| Hvor havde dine Skjalde deres Stade, | |
| Mens Tavsener og medens Arbo sang, | |
| Ja selv da Kingos | |
| Davidsharpe klang? | |
| I Graven laa de og i Islands | |
| Sage, | |
| Dog Nogle og i Tidens sidste Dage. | |
| Saa tak da Gud, at ved saamangt et Savn, | |
| Han mild oplod dig Danmarks Søsterfavn! | |
| Hun som en Skjoldmø for din Odel stred, | |
| Hun delte med dig al sin Daad og Ære, | |
| Hun saaed Kraft og skaffed Spiren Fred, | |
| Da igenfødt i dig blev Kristi Lære; | |
| Hun i din Kirke sang til hellig Lyst, | |
| Hun dine Sønner ammed ved sit Bryst, | |
| Og at saa vel de trivedes derefter, | |
| Jo vidne kan, at Dien havde Kræfter. | |
| Om stærkere nu er din voxne Æt | |
| End Ammen blevet, har den derfor Ret | |
| Til bitter Spot og til saa høit at prale. | |
| Som om langt bedre udi dine Dale | |
| Den kunde voxet ved sit Mos og Bark, | |
| End her ved saftigt Brød i Dannemark? | |
| Du veed det, Norrig, eller kan det vide: | |
| Med Fryd jeg sjunger om din Helteold, | |
| Jeg har det Haab, at medens Sekler skride, | |
| Din Klippevæg skal vorde Troens Skjold: | |
| At, som din Løve med sin Hellebaar, | |
| Du kæmpelig skal staa i mange Aar, | |
| Og vogte Kvisten som af Livets Rod | |
| Skal høit opvoxe ved din Klippefod, | |
| At vise Ord og Kvad af egne Skjalde | |
| Skal lystelig i dine Klipper gjalde. | |
| Vist ei af Nid, ei for at yppe Kiv, | |
| Jeg minder dig om dit og Danmarks Liv; | |
| Men skal dit Bryst og skal din Skole vorde | |
| Det Herrens Tempel som er min Attraa, | |
| Din Hovmod du maa jage først af Gaarde, | |
| Og midt i Kraften maa du kærlig staa. | |
| I Ydmyghed du maa af Saga lære | |
| Hvad Gud har gjort og give Ham sin Ære. | |
| Du lære skal af Sagas Mindebog | |
| At Danmarks | |
| Spir var intet Trældomsaag, | |
| At smuldret var blandt Fjeldene din Trone, | |
| Før danske Løve fik den norskes Krone; | |
| At Danmarks | |
| Hjerter ei var kolde Tegn, | |
| Men at dets Skjoldmænd var det trygge Hegn, | |
| Til selv du vaagned i den sidste Old, | |
| Og fik en Vildmand i din Tordenskjold; | |
| Indtil du fik, om ingen Kæmpeskjald, | |
| Et Kæmpedigt dog i dit Fredrikshald. | |
| Du skal forstaa at førend Hersleb sad | |
| Saa hæderlig i Sjællands | |
| Bisperad, | |
| Før Skønning prøvede Sankt Olafs Hus | |
| At reise aandelig op af sit Grus, | |
| Du havde Marmor til at reise Vægge, | |
| Du havde Graner nok til Spærreværk, | |
| Ja Hallen du med Kaabber kunde tække, | |
| Af Jern og lave den en Port hel stærk; | |
| Du havde Fyr til Borde og til Stole, | |
| Men havde du og | |
| Lærde til din Skole? | |
| Ei norsk den var og norsk var ei dens Hæder, | |
| Naar ikke Nordmænd prydede dens Sæder, | |
| Og siig mig, har i trende Seklers Rad | |
| Du Mage havt kun til det Kløverblad, | |
| Der blomstrer nu, som det, i Danmarks Have, | |
| Og kan dig skænkes til en Faddergave? | |
| Saa bøi da, Norrig, kun din stive Nakke, | |
| Det Hæder er og ingen Skam at takke. | |
| Ei ene Ham du takke bør og skal, | |
| Som bygger Gud og Videnskab en Hal | |
| Paa dine Fjelde, nu, da først med Ære | |
| De selv den mægte med Guds Hjelp at bære; | |
| Men og med Ham hans milde Kongefædre | |
| Du takke skal og udi Støvet hædre; | |
| Thi viid at aldrig selv du Skole havde faaet, | |
| Hvis ei i København | |
| til Skole du var gaaet. | |
| Du takke skal, men ei derved dig skamme, | |
| At Dannemark var dine Sønners Amme: | |
| At de af hende lærte Herrens Frygt, | |
| At Hun dem venlig lærde al sin Kløgt. | |
| Det hende gik, som det mon Ammer gaa | |
| De glemme tit at disse Gutter smaa | |
| Af Herreæt, som Die de mon give, | |
| Engang, vil Gud, skal store Herrer blive; | |
| Men var det godt, ifald de vilde bukke | |
| For Pattebarnet, mens det laa i Vugge? | |
| Har nogen Prinds endnu det kunnet taale, | |
| Undtagen Han, som alt i Vuggen bar | |
| En Kongekrone med en Guddomsstraale? | |
| En anden Vane Ammen ogsaa har, | |
| Hun til den Voxne taler stundum saa, | |
| Som om endnu han udi Vuggen laa. | |
| Om Danmark | |
| stundum saa har talt til dig, | |
| Du voxne Nordmand, veed jeg ei saa lige; | |
| Men det kan jeg og det maa Ammen sige, | |
| At stolt du est, om sligt forarger dig. | |
| End Eet jeg har at sige dig fra hende, | |
| At vil du Ryggen til din Amme vende, | |
| Vil du med hendes Sygdom drive Spot, | |
| Da vidner Gud, det gaaer dig aldrig godt. | |
| Ei, milde Konge, du fortørnes vil, | |
| Fordi, imedens du var selv tilstæde, | |
| Jeg glemte, som det lod, til Dig at kvæde, | |
| Og talte længe ikkun Norrig til! | |
| Du vil det ei, thi Du det mærked godt, | |
| Jeg slog den Orm, som vilde sig indliste | |
| I Dine høie Fædres Marmorkiste. | |
| Hvad ogsaa før jeg prøvede engang, | |
| Paa Høitidsdagen, jeg i Sagasang | |
| Et Sandheds Ord frimodig vilde sige | |
| Til mine Brødre i dit Tvillingrige; | |
| Paaminde dem, at ikke List og Vold | |
| Har sanket Løverne i Danmarks Skjold; | |
| Men at den Gud, som haver Alt at raade, | |
| Dem sanket har til fælleds Hjelp og Baade; | |
| Dem varsle, at ei med vanhellig Haand | |
| De løsne Knuden paa det skønne Baand, | |
| Paaminde dem, at ei i Tvist og Kiv | |
| De øde Kraften, som de fik til Liv; | |
| Men eftersom dem Gud vil Naade give, | |
| Hinanden holde vexelvis ved Live. | |
| Paaminde dem jeg vil, som Frændeskjald, | |
| At broderlig de knæle i din Hald, | |
| Med Guld og Staal den støtte og den værge. | |
| Paa Danmarks Sletter, som paa Norrigs Bjerge, | |
| For Gud og Norden jeg det vidne kan, | |
| At Tvillingriget er mit Fædreland. | |
| Dog, milde Konge, tør jeg dristig tale? | |
| Ei Guldet kan opholde Kongesale | |
| Og der vil Meer til Landets sikkre Værn, | |
| End Krud og Kugler, Folketal og Jern; | |
| Dertil maa Livets rene friske Saft, | |
| Dertil maa Tro, dertil maa Dyd og Kraft. | |
| Ak, Ormen, der om Midgard trindt sig snoer | |
| Ei med sin Edder har forskaanet Nord, | |
| Den overskyller Engen som en Flod, | |
| Og trænger ind i Urtens bløde Rod. | |
| Mod stærke Fjeld den end forgæves bryder, | |
| Men strid den sig i Dalene udgyder: | |
| Den heder | |
| Vantro og den heder | |
| Synd, | |
| I frosne Kær er under Isen Dynd. | |
| O, denne Strøm, ei Bretlands Røvertrop | |
| Som snarlig sluges af den samme op, | |
| Det Fjenden er, som Dig og os mon true, | |
| Den eneste, for hvilken Nord bør grue. | |
| Din Oldefader ved et Kongebud | |
| Den vilde drive af sit Rige ud; | |
| Det ei gik an, fordi det ikke kunde: | |
| I stride Elv gaa Dæmninger tilgrunde; | |
| Alt som en Stærk, der vogter sit Palads, | |
| Kun viger for en Stærkere sin Plads, | |
| Saa ogsaa her, skal ikke alt henrives, | |
| Maa Strømmen af en anden Strøm fordrives. | |
| O, hvilken Strøm kan dette vel formaa | |
| Da Angerstaarer selv ei kan forslaa, | |
| Af dem en Bæk i sjette Kristjans Dage | |
| Vi svulme saae alt under Suk og Klage, | |
| Den onde Strøm snart Bækken overvandt, | |
| Og mangen Hyklertaare i den randt, | |
| Hin Taaretids det krampetrukne Billed | |
| I Evald vi med Taarer se fremstillet. | |
| Saa er der da paa Jord slet intet Væld, | |
| Hvorfra en Elv saa mægtig kan udspringe, | |
| At den kan Edderstrømmen undertvinge, | |
| Fordrive den fra Eng og Dal og Fjeld? | |
| Jo visselig, den Elv er Kærlighed, | |
| Men Kærlighed til hvad som | |
| bliver ved; | |
| Thi Kærlighed er og hin Edderelv | |
| Til Verden og vort dødelige Selv; | |
| De Tvende kun hinanden kan betvinge, | |
| Thi begge de fra Hjerterod udspringe. | |
| Hvor er den Nøgel og hvor er den Ring, | |
| Som aabner Dørren for det Kildespring? | |
| Den faste Tro paa Gud og Evigheden? | |
| Vi dunkelt mindes at vi den har havt, | |
| Men alt i Faders Lænd vi den har tabt. | |
| Vel raabte tit vor | |
| Jords | |
| de vise Mænd: | |
| Vi i os selv har fundet den igen, | |
| De talte smukt om Gud og Tro og Dyd, | |
| Og mange lytted til den vakkre Lyd; | |
| Men havde de den rette Nøgel fundet, | |
| Hvorfor mon da de ei med den har kundet | |
| Oplade Hjertekamrets rette Dør, | |
| Som de dog veed har været aaben før? | |
| Hvi oversvømmes, mens de høiest prale, | |
| Af Edderstrømmen baade Bjerg og Dale? | |
| Hvi drukned Preussen i den priste Flod, | |
| Hvis Dør den kloge Friderich oplod? | |
| Hvi drukned Englands Aand i Klogskabs Hav? | |
| Hvi synker Legemet og snart i Grav? | |
| Fordi et Ord med sært forborgne Kræfter | |
| Kun Nøglen giver som man leder efter, | |
| Fordi de Vise paa den kloge Jord | |
| Vil trylle Kraft i deres egne Ord; | |
| Fordi det Guddomsord de stolt foragte, | |
| Som Nøgelen til vore Fædre bragte | |
| Og frelste dem fra Edderstrømmens Vold. | |
| En Konge ei omskabe kan sin Old | |
| Og det er Stort, naar den ham ei henriver, | |
| Naar ei fortryllet af dens Lokkesang, | |
| Naar ei forblindet Han dens Banner griber, | |
| Og vier selv sit Folk til Undergang; | |
| Naar selv han ærer Jesu høie Tro, | |
| Og | |
| vil at Ordet skal i Kirken bo; | |
| Naar Han, som Du den vantro Mand og Kvinde, | |
| Dog søger dem, som Troens skønne Baand | |
| Afrystet har, med Lovenes at binde. | |
| Saa hav da Tak, o Frederik hin milde, | |
| For Det, Du gjorde og for Det Du vilde! | |
| Til Kongens Alder lægge Herren Aar, | |
| Og størke Ham ihvor Han gaar og staar, | |
| Til Godt at ville og til Godt at virke, | |
| Til kraftig at beskærme Kristi Kirke, | |
| Saa Ingen, der for Tidens Afgud knæle, | |
| Sig skal indsnige til at myrde Sjæle, | |
| Men at i Nord den maa urokket stande, | |
| Naar den nedbrydes rundt om Lande! | |
| Gud tage naadig i sin Varetægt | |
| Din fromme Dronning og Din ganske Slægt! | |
| Han Dig stadfæste udi Kærlighed, | |
| I Liv og Død Han skænke Dig sin Fred!!! | |