| Til H. G. Bechman. | |
| (I Anledning af hans Drøm i Sandsigeren No. 40.) | |
| Som Dreng modtoges jeg af Dig engang | |
| Hel venlig i de længst henrundne Dage, | |
| Da nynnede jeg paa en Takkesang | |
| Hvoraf kun Mindet jeg har nu tilbage. | |
| Jeg glemte den paa Ungdoms Daarefærd, | |
| Ak da Saameget mig gik reent af Minde, | |
| Men her og tit den Id er Manden kær | |
| Som Drengen svag, men kæk har havt isinde. | |
| Saa tag min Tak, Du gæve Præstemand! | |
| Ei just fordi Du venlig tog mod Drengen, | |
| Det rører Hjertet, men ei Harpestrængen, | |
| Nei, Tak, fordi Du ærlig har holdt Stand | |
| I Kristendommens tunge Prøvedage, | |
| Til Tiden ved Guds Forsyn kom tilbage, | |
| Da Pallas dog ei længer ruger ud | |
| Af hvert et Æg en usel, selvklog Daare, | |
| Men ogsaa Mænd, som knæle vil for Gud, | |
| Og under Korset fælde Angerstaare! | |
| Modtag den Hilsen jeg af Hjertens Grund | |
| Dig venlig sender over Belt og Sund! | |
| Du var alt Mand, da jeg var Dreng i Alder, | |
| Men dog i Kristo jeg dig Broder kalder. | |
| O, lystelig det klinger mig i Øre, | |
| Naar stundum, ak kun sjelden, jeg kan høre | |
| En Røst i Ørken mellem Farisæ'r | |
| Om Riget, som igen er kommet nær, | |
| En Røst, som sanddru, uden Sky forkynder | |
| Det Offerlam, som bar al Verdens Synder. | |
| Jeg fulgte Dig, o Bechman, nys med Glæde | |
| I Kirken ind paa vaagne Drømmegang, | |
| Og gennem Dig jeg hørde Kingo qvæde | |
| Saamangen glemt, men sanddru Fastesang, | |
| De samme Toner, som til Fryd og Smerte | |
| Mig klinge tit i Harpe som i Hjerte, | |
| Ja, det er sandt, at Jesus kendes ei | |
| Fordi den usle Stolthed siger Nei, | |
| Og medens Daarer høit paa Lyset skrige, | |
| Alt mere Mørket skjuler Jorderige. | |
| Det og er sandt, at selv de Bedste hinke, | |
| At de fra Altret os til Høien vinke, | |
| At Røgelsen i deres Offerskaal | |
| De tænde vil for Jehovah og Baal; | |
| Det end er sandt, at Satan haver spundet, | |
| De Reb, der sig om Lysestagen sno, | |
| Men styrte den har han endnu ei kundet, | |
| Du paa hans Ord ei maa den Løgner tro, | |
| Han lo saa fælt af dybe Helvedstrube, | |
| Som alt han havde Lyset i sin Grube, | |
| Saa lo han fordum, da med Klageskrig | |
| De Fromme stirrede paa Jesu Lig; | |
| Men ret som da hans Latter flux blev endt, | |
| Ja blev til Skrig og Hylen heel omvendt, | |
| Saa skal engang endnu det atter gaa, | |
| Og Lyset skal den Fule lade staa, | |
| Det lyse skal for alle dem som vaage, | |
| Naar Stormen har adsplittet Nattens Taage. | |
| Korsfæstet har man Frelseren paa ny, | |
| Og ei som Josef, men med Støi og Ry | |
| Paa Skrømt hans Lig bevist den sidste Hæder, | |
| Indsvøbt det vel i fine Jordeklæder, | |
| Og med Moral det balsameret saa, | |
| At som en Mumie det kan bestaa, | |
| Til Himlen røres og Basunen skralder, | |
| Indtil Han selv det af sin Grav opkalder. | |
| En Grav, hvori slet Ingen hviled før | |
| Man til det Samme haver pænt udhugget; | |
| Man smeddet har af Staal og Jern en Dør, | |
| Med hundred Laase den ret fast tillukket, | |
| Ei til Pilatusser de dennegang | |
| Og ei til Vægtere har nogen Trang, | |
| Til Saadant trængde ikkun Jødepræster, | |
| Da for Disiplene de havde Frygt, | |
| Nu for Disiplene kan Jesus hvile trygt, | |
| Thi de har selv korsfæstet deres Mester, | |
| Dog, Himlens Magter er kanske saa stærke, | |
| At ei Disiplene de har behov, | |
| Og er det saa, da skal de snarlig mærke, | |
| Han ei blev stjaalen medens Vagten sov. | |
| Nu er det Dimmelugens sidste Nat | |
| Og Morgenrøden vil fremskinne brat, | |
| Mig tykkes alt i Aanden jeg fornemmer | |
| En Jubellyd fra Millioner Stemmer: | |
| O salig Paaskedag! | |
| Nu har vi vundet Sag, | |
| Langfredags bittre Minde, | |
| Maa nu saa sødt hensvinde; | |
| Thi Jesus vandt med Ære, | |
| Hans Navn velsignet være. | |
| Jeg seer det grant, du mener ikke saa, | |
| Du seer Herolden alt med Septret staa, | |
| Du Skyen seer sig over Tronen hvælve, | |
| Som Spotterne skal se, og tro og skælve; | |
| Vi lige let kan Begge skue feil, | |
| Vi skue begge i et dunkelt Speil, | |
| Men visselig kan end paa mangen Maade | |
| Til Kristi Pris sig løse Tidens Gaade. | |
| O hør engang, hvordan i Norrigs Fjelde | |
| Hel sære Røster røre sig med Vælde, | |
| Hvo veed om ei i Norden dennegang | |
| Udbryde skal hin store Paaskesang! | |
| Se hvor de sysle hist bag Hav i Vest! | |
| Hvad om de renses til en Paaskefest! | |
| I Morgen skal vi paa det høie Stade | |
| Os føle og os te saa hierteglade, | |
| Naar Kristi Fjende vi se død nedfalde, | |
| Og høre Gud sin Søn hel brat hjemkalde | |
| Da han, som Barnet efter Livet stod | |
| Er druknet rædsomt i uskyldigt Blod. | |
| O store Sandsagn, naar vi dig forstaa | |
| Af dig vi kan om Kristi Kirke spaa | |
| Naar en Herodes sig mod Gud opreiser, | |
| Som Spotter, Grubler eller Tyrkekeiser, | |
| Og sværger i sin blinde Helvedharme, | |
| At dræbe Jesus i hans Moders Arme, | |
| Da haver Gud en Pleiefader alt | |
| I Viisdom til sin Hellige udvalgt; | |
| Med Moderen og hendes spæde Søn | |
| Til vilden Ørk han flygter udi Løn, | |
| Herodes farver Sværdeodden rød | |
| Med Blod af Spæde udi Moderskød, | |
| Men Guddomsbarnet han dog aldrig rammer, | |
| Maria tryg i Ørken det opammer. | |
| Hel sørgelig og mørk en Tid henskrider, | |
| Ja eengang maa vel og henskride Tider, | |
| Da maa Herodes paa sin Trone grue | |
| Og alt det Blod, han rasende udgød, | |
| Ham piner, brænder som en Helvedglød, | |
| Ja vælter sig i Aarerne som Lue | |
| Til den nedhvirvler ham i dybe Sø, | |
| Hvor Ild ei slukkes, Ormen ei kan dø. | |
| Da Engelen for Josef staar saa fage | |
| Og raaber jublende: kom kun tilbage! | |
| Thi han som Barnet efter Livet stod, | |
| Er brændt og druknet i uskyldigt Blod. | |
| Og fra Europa flygter Jesus vist | |
| Og fløtter med sig bort sin Lysestage, | |
| Men ei med Vold og ei med al sin List | |
| Kan Satan Lysene fra Altret tage; | |
| End staaer det der, det vakkre Lysepar, | |
| Og brænder herligt med sin klare Lue, | |
| Med Sværd og Støv og Vand i fulde Kar | |
| Afmægtige dem Mørkets Dværge true, | |
| Kan dem ei slukke og ei overvinde; | |
| Thi naar den sidste Flok i Kirkekor | |
| Forlader feig det høie Alterbord; — | |
| Med Stagerne de Lys da brat forsvinde, | |
| Og det som Hoben træder paa med Haan, | |
| Er kun et Blændværk af den fule Aand. | |
| Ei Lysene, men vi er stædt i Fare, | |
| O ve os! om ei kækt vi dem forsvare, | |
| O ve da os! vi ere Jordens Salt, | |
| Og raadne vi, ved os da raadner Alt. | |
| Og spørger Jesus: hvor kan I dog sove, | |
| Nu Tiden er en mandig Dyst at vove? | |
| Op Brødre! op af Søvn til Bøn og Kamp | |
| Mod Sværd og Ild og Vand og Støv og Damp; | |
| Vi kæmpe skal, naar ogsaa hult vi sukke, | |
| For Aandens Sværd maa alle Fjender bukke, | |
| Hvi staa, som Kvinder, vi i ledig Sorg, | |
| Og lader Fjenden Herrens Odel hærge? | |
| Er længer ei vor Gud saa fast en Borg? | |
| Er Han ei vort, som Luthers, Skjold og Værge! | |
| Kan vi ei gaa en Luthers Kæmpegang: | |
| Og sjunge trøstelig hans Kæmpesang! | |
| “Var Verden end af Djævle fuld | |
| Kun lidt det vilde sige, | |
| Saalænge Gud er tro og huld, | |
| Vi ei et Straabred vige; | |
| Vi veed det saa godt, | |
| Den Mørkhedens Drot, | |
| Hvor trodsig han staar, | |
| Kun lidt han formaaer, | |
| Et Ord — og han maa falde. | |
| Det Ord de nok skal lade staa, | |
| Og ingen Tak dog have, | |
| Gid altid vi kun sjunge maa | |
| Ved Aandens Naadegave: | |
| Vor Ære og Viv, | |
| Vort Gods og vort Liv, | |
| Lad tage dem frit! | |
| Det nytter dem kun lidt, | |
| Og Riget vi beholde.” | |
| Se, det er Tingen, Alt i Gud vi mægte, | |
| Naar vi os selv kan lære at fornægte, | |
| Vi veed, at i den gamle Kristenold, | |
| Apostler og Martyrerne det kunde, | |
| De følde dybt, at Død er Syndens Sold, | |
| Og døde kækt, for ei at gaae tilgrunde; | |
| Men Ørnen faldt fra Kapitolets Top, | |
| Og Korset fløi med Konstantin derop, | |
| Ja Julian i Sandhed det befandt, | |
| At Naziræeren ham overvandt. | |
| Hvad, er da vel den Konst saa ny og stor, | |
| At myrde Jesus med hans egne Ord, | |
| Har Skolastikerne den samme Konst ei drevet? | |
| Lidt finere den sagtens nu er blevet, | |
| Men Luthers Sværd kan ogsaa slibes op, | |
| Da skal vi se en Blegnen og en Blinken, | |
| En lønlig Fnysen og en synlig Hinken. | |
| Af Museslægten er den hele Trop, | |
| Som Mus de gnave baade Stort og Smaat, | |
| Selv Kongesmykket er dem ei for godt, | |
| Hvor er det Baand og hvor de Buestrænge, | |
| Som ei maa briste, naar de gnaves længe? | |
| Mens Katten sover, gaaer det grumme rart, | |
| Men naar han vaagner — og han vaagner snart, | |
| Da gælder det om Musene kan spænde | |
| Den Bue som saa flink de kunde skænde; | |
| Da gælder det om der er Huller nok | |
| Og om de rumme kan den hele Flok, | |
| Mon kækkere den Museflok er vorden, | |
| Fordi ei længer Vatikanets Torden | |
| Dem kalder sine elskelige Børn, | |
| Fordi den gamle barske Romerørn | |
| Ei længer nu som fordum er tilrede, | |
| For sine Vinger over dem at brede, | |
| For skarpe Klo i hver en Kat at slaa? | |
| Dog, tys, hvo veed hvad der i Tiden gærer, | |
| Hvad allerede den ved Brystet nærer, | |
| Maaskee er Dyrets Time kommen nær, | |
| Da tier Spot, da stige hule Sukke, | |
| Der kommer Hede med det Søndevær, | |
| Naar Jorden da mon under Foden brænde, | |
| Naar Tungen klæber sig ved Ganen fast, | |
| Da kom o Herre! kom med Kraft og Hast! | |
| Bevar os tro indtil vor sidste Ende! | |
| Her ender sig vor korte Vennetvist, | |
| Som sært maa klinge i vanhelligt Øre, | |
| O Bechman! Begge vi det tro saa vist, | |
| At først naar Himlens Kræfter sig mon røre, | |
| Frembryde skal den sande Morgenrøde, | |
| Og Kristus heel opstander fra de Døde. | |
| Naar han indgange vil i Brudesal, | |
| Ved dybe Midnat eller Hanegal, | |
| Det veed vi ei, det bør os ei at vide, | |
| Men det vi veed, at vi med ham skal lide, | |
| Om vi med ham vil dele Tronens Glands, | |
| Om vi af ham vil tage Ærens Krands. | |
| N. F. S. Grundtvig. | |