| Davids Klagesang. | |
| (2 Sam. 1.) | |
| Israel! paa dine Høie | |
| Ligger dit Smykke besudlet; | |
| Hvordan er Kiæmperne faldne? | |
| Lad det ei siges i Gath, | |
| Mældes paa Askalons Gader, | |
| At ei Philisternes Døttre | |
| Sagnet skal vorde til Fryd, | |
| Paa det, at ei Uomskaarnes | |
| Qvinder skal glade hovere. | |
| Eder, I Gilboas Bierge | |
| Væde ei Regn, eller Dug! | |
| Offer ei voxe paa Agren, | |
| Hvor monne ligge henslængt | |
| Kiæmpernes Skiold! | |
| Der ligger rustende Sauls; | |
| Olien salver den ei. | |
| Ei af de Saaredes Blod og | |
| Kiæmpernes Fedme umærket | |
| Vendte sig Jonathans Bue; | |
| Ei kom uplettet tilbage | |
| Sauls det udskikkede Sværd. | |
| Liflige kiærlige vare | |
| Saul og hans Jonathan her, | |
| Sammen de ginge i Livet, | |
| Døden ei skilte dem ad. | |
| Lette de vare, som Ørne | |
| Løverne lige i Kraft. | |
| Græder, I Israels Døttre! | |
| Græder for Saul! | |
| Ham der saa lystelig svøbte | |
| Eder i Skarlagenskind; | |
| Ham, der paa Klædningen lod | |
| Guldet til Smykke sig strøe. | |
| Hvorledes fulde de Kiæmper | |
| Midt udi Striden? | |
| Israel! det var paa dine | |
| Høie, at Jonathan faldt. | |
| Hierteklemt er jeg for dig, | |
| Jonathan, Broder! | |
| Liflig du var mig saa saare, | |
| Og mig din Kiærlighed var | |
| Mere vidunderlig selv end | |
| Qvindernes Elskov. | |
| Hvordan kunde de falde | |
| Saadanne Helte! | |
| Hvordan kunde fordærves | |
| Saadanne Vaaben! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |