| Farvel. | |
| (Til min Ven F. C. Sibbern). | |
| Her sidder jeg i aabne lyse Skur, | |
| Fra Jord og Træ mig Blomsterduft omringer, | |
| Og nødig kun til Stadens Fangebur, | |
| Til kvalme Dunkelhed sig Aanden svinger. | |
| Dog hisset i den kvalme Axelstad | |
| En Ven jeg har, som jeg Farvel maa sige, | |
| Og tegne vil jeg paa det hvide Blad, | |
| Hvad mig det grønne tykkes at tilsige. | |
| Os Pindse sanked i den store Stad | |
| Og Pindsedagen der os skilte ad: | |
| Der Vaaren kom med sine lune Vinde, | |
| Det for beklumret tykdes os derinde | |
| Bag Valkendorfs de gamle, skumle Mure, | |
| For Snævert blev det inden fire Vægge, | |
| Og flagrende, som Fuglene i Bure | |
| Ud i det brede Fri vi higed begge. | |
| Dog til Farvel vi stirre venlig ind | |
| I Kamrene foroven og forneden, | |
| En Taare perler paa den varme Kind | |
| Ved Mindet om hvad der er nu forleden. | |
| Ei mindes jeg de svundne Samlivs-Dage | |
| For daarlig nu at ønske dem tilbage | |
| Nei kun for rørt dig Vennehaand at byde | |
| Og mest for Ham mit Hjertes Tak at yde | |
| Som hjem til sig mig lokkede og tvang: | |
| Som stilled mig for Øie Luesværdet | |
| Hvormed vort Fald har Paradis omgærdet | |
| Og endte saa forvovne Styltegang | |
| Paa Randen af de brede Fjeldekløfter; | |
| Han splitted vældig med sit stærke Lyn | |
| Det Mørke som formaaede at skiule | |
| Saa tæt og trædsk Afgrundens dybe Hule | |
| At over den hengøgled | |
| fagre Syn | |
| Der skuffende i Drømme mig forlysted. | |
| Han hjem til sig mig lokkede og tvang: | |
| Han Aanden til sig vinkede i Sang, | |
| Han kaldte mig igennem Vennemunde, | |
| Han gav mig Kløgt og Lyst til saa at grunde, | |
| Paa Sagas Runer, at af dem jeg saae | |
| En Solekrands vidunderlig sig vinde | |
| Om Jesu Kristi høie Guddomstinde | |
| Og lærte mig af Tidens Tegn at spaa; | |
| Ja da saa lidt jeg skønned paa hans Naade, | |
| Han revsed mig, men revsede med Maade: | |
| Han bøied vældigen det stolte Sind | |
| Han smelted Isen i det kolde Hjerte | |
| Og jeg fornam det i den dybe Smerte | |
| At til sit Tempel Han det vied ind. | |
| O, kære Ven, vel maa da Taaren dirre | |
| I Øiet klar, naar did det mon henstirre | |
| Hvor Gud mig lærte under Tvivl og Strid | |
| At føle Sorrig og at føle Glæde | |
| At føle sukkende i lange Tid | |
| Hvor tungt det er at ikke kunne græde. | |
| Jeg takker Gud og Ham i dig, min Ven, | |
| Og i de andre kære Ungersvende, | |
| I hvis Forsamling jeg blev Barn igen | |
| Og lærte Hovmods Daarlighed at kiende; | |
| Jeg takker dig for hvert et Øieblik, | |
| Som under Skemt og Alvorstale gik, | |
| Da Venskabs Engel snoed Vennebaand | |
| Af Tvistens som af Enighedens Traade! | |
| Vi grubled begge over Livets Gaade, | |
| Men om dens Løsning vi forligtes ei, | |
| Derfor og nu vi paa adskællig Vei | |
| Udhigede fra Axelstadens Volde: | |
| Du higed ud saa fiernt i Folkevrimmel, | |
| Jeg higed hjem til Fødeegnens Himmel, | |
| Til Faderhusets kære, stille Krog; | |
| Thi jeg har fundet i den ene Bog, | |
| Hvad i dig selv og i de mange Bøger, | |
| Hos fjerne Folk og vise Mænd du søger. | |
| Min Vei var kort, og din er saare lang, | |
| Derfor og jeg har alt fuldendt min Gang | |
| Mens du til din end monne dig omgjorde. | |
| Ei mene du, jeg stolt min Nakke hæver! | |
| Ei mene du, jeg dømmer dine Skridt! | |
| Den samme Haand vor indre Klædning væver | |
| Men konstig ændrer den sit Mønster til. | |
| Ei daarlig Hovmod skal mit Øie blænde: | |
| Hvad jeg erkender, vil jeg frit bekende: | |
| At skarpere er vist det Siæleøie, | |
| Som laantes dig i Naade fra det Høie; | |
| Men derfor ei jeg dølger faste Tro, | |
| At om du stirrer nok saa vist og længe, | |
| Du Skyen ei formaaer at gennemtrænge, | |
| Bag hvilken Gud i skjulte Lys mon bo. | |
| Ja, end jeg vover det for vist at mene, | |
| At om al Jordens Vise sig forene; | |
| Opsvinge sig mod Himlens hvalvte Bue, | |
| Nedgrave sig i Jordens dunkle Stue, | |
| De aldrig dog i Klippens Agerreen | |
| Oppløie nogentid de Vises Steen, | |
| De komme dog ei til Magnetens Leie, | |
| Som styrer Jorden paa sin lange Færd, | |
| Ei til den Sol, om hvilken sig mon dreie | |
| De lyse og de mørke Kloders Hær. | |
| Tilsidst jeg tro'r, at om hver kløgtig Aand | |
| Gik villig frem i Herrens Ledebaand, | |
| Blev sikkerlig langt høiere hans Gang | |
| End nu hans Flugt; thi Herrens Arm er lang | |
| Og vandre kan man i den løse Lænke, | |
| Saavidt som jordisk Aand formaar at tænke. | |
| Ja naar vi staa ved Tankens Grændseskel, | |
| Sig for os løfter Troens høje Fjeld, | |
| Hvorfra vi det i klare Speil mon skue, | |
| Som skimtes ei fra Kløgtens Myretue. | |
| Dog, blandt de Urter, som saa færdig gro | |
| I Paradisets nyoplukte Have, | |
| Ei Kundskab, men den høie Sjælero | |
| Maa agtes for hin bedste Himlens Gave. | |
| Thi hin er fager kun, men dennes Duft | |
| Hel liflig blander sig med Livets Luft, | |
| Og skal som Kærlighedens Blomst bestaa, | |
| Naar Jorden med sin Kundskab maa forgaa. | |
| Du veed det, Ven, min syge, matte Aand | |
| Sig krympet har i kolde Vinterbaand | |
| Du veed at der med Vaarens lune Vinde | |
| Blev lunere og lysere derinde; | |
| Men at dog hid og did de Skyer droge | |
| Og Solens varme Straaler tit forjoge. | |
| Apostlene paa hellig Pindsefest | |
| Iførte blev med Kraften fra det Høie | |
| I Pindseugen det sig maatte føie | |
| At jeg indviedes til Herrens Præst; | |
| Adskillige de Naadegaver ere, | |
| Men skænkes alle af den samme Aand, | |
| Der Brødrene udrakte høire Haand | |
| For det med Suk af Herren at begære | |
| At Kærligheds og Krafts og Sandheds Aand | |
| Miskundelig paa mig nedlade vilde, | |
| Da aabnede sig Hiertets Taarekilde, | |
| Da sprængte Siælen sine Fængselsbaand, | |
| Og der jeg hørte Brødrene tilsammen | |
| I Jesu Kristi Navn at sige Amen, | |
| Da blev det Samme i mit Bryst udtonet | |
| Og jeg mig følte med min Gud forsonet. | |
| Da hastede jeg ud fra Axelstad, | |
| Jeg takkede, jeg higede, jeg bad: | |
| Jeg vandred frem i blide Morgenstund, | |
| Men der jeg nærmed mig den kære Grund, | |
| Hvor Barnedagene henflød saa trygge, | |
| Hvor gamle Fader end mon rolig bygge, | |
| Og med sin kære, alderstegne Viv | |
| Henstirre munter paa det sunde Liv; | |
| Da giordes det mig trangere om Hierte | |
| Ved Mindet om den glade Barnetid, | |
| Ved Mindet om de sidste Tiders Smerte, | |
| Ved Tanken om den store, tunge Id | |
| Som jeg fra Nu, for Gud begynde skulde | |
| I Skovens Udgang paa en gammel Steen | |
| Jeg satte mig, optog af lidet Gemme, | |
| Det Testament hvori jeg læste hjemme | |
| Da jeg som Barn fra dunkle Dagligstue | |
| Oplærtes til mod Himlene at skue. | |
| Den gamle Bog mig trolig havde fulgt | |
| Paa Jyllands Heder, Lavinds Blomsterenge, | |
| Men dog, desværre, eengang alt for længe | |
| Dens blanke Lys var for mit Øie dulgt. | |
| Jeg den oplod og hvor mit Øie faldt | |
| Der fandt det ogsaa uden Leden Alt: | |
| “Du Død, hvor er din Braad? | |
| Hvor, Helvede, din Seier? | |
| Vor Synd er Dødens Braad, | |
| Og Loven Braaddens Størke; | |
| Men takket være Gud, | |
| Som os ved Jesum, Herren, | |
| Har Seier givet nu! | |
| Og derfor, Brødre, staaer soYm Klippeblokke, | |
| Ei lader eder ryste, ja ei rokke! | |
| Udretter flittelig det Herrens Værk! | |
| Vel vidende, at ei forfængelig | |
| Den Gerning er, som Herren valgte sig.1 Cor. 15, 55.”. | |
| Jeg reiste mig alt som en Blomst, der mat | |
| Sit Hoved har i Dagens Hede sænket. | |
| Men kæk det løfter udi Sommernat | |
| Af mild og kvægsom Himmeldug bestænket. | |
| Nu Kirketaarnet løfted sig deroppe, | |
| Ved Grinebakken mellem Asketoppe; | |
| Blandt hine Aske leged jeg, som Dreng | |
| Og slumred under dem saa sødt i Eng, | |
| Men hvad er disse dunkle Barneminder | |
| Mod lyse Ahnelser af Manddomsfærd, | |
| Saamangt et Baand til Kirken hist mig binder: | |
| Det skøreste er at jeg døbtes der, | |
| Det stærkeste at Gud mig sendte did, | |
| Og hvor min Fader i saa lang en Tid | |
| Gudfrygtig talte Herrens rene Ord | |
| Nu jeg skal tale til det aabne Hierte: | |
| Velsigne Folket fra det høie Kor | |
| Med Ordets Balsom lindre Siælens Smerte. | |
| Hvad jeg mon tale under hvalvte Bue | |
| Og hvad jeg taler i den lave Stue | |
| Mig selv kan røre, glæde og husvale, | |
| Thi ikke min, men Herrens egen Tale | |
| Det er som mig udgange skal af Mund | |
| Og trænge stærk til dybe Hjertegrund. | |
| O, det er kvægende, min Ven, at vide | |
| Et Ord, hvorpaa man selv kan sikkert lide! | |
| Slet ingen Tanke er saa trøsterig, | |
| Som den at ei derved, forfængelig | |
| Vor Gerning er, thi den er Herrens egen. | |
| O, gid det Mod, den Fred, som strømmed ind | |
| Ved denne Vished udi Sjæl og Sind | |
| Og ved din Vandrings Maal maa dig opfylde! | |
| Saa reis da, Ven, og tro, min stille Tanke | |
| Dig følge skal, hvorvidt du end mon vanke | |
| Og ofte vil jeg knæle for den Høie | |
| Med Bøn, at han oplade vil dit Øie, | |
| Saa gennem Kristi ringe Klædedragt | |
| Du klarlig seer den indre Guddomspragt, | |
| O, da blev du en Jesu Kristi Kæmpe, | |
| Som skulde med din Tordenrøst neddæmpe | |
| Det hæse Skrig af tusind usle Dværge, | |
| Som mene, deres Muldvarpskud er Bierge, | |
| Og, løftede paa Tæerne, bele | |
| Alt hvad de ei fra Dværgebakken see. | |
| I Juni 1811. | |
| N. F. S. Grundtvig. | |