| Anholtstoget. | |
| Hvorledes? er det ikke Danmarks Baade, | |
| Som væbnede henstævne hist paa Sø | |
| Mod Anholts Kyst? o, hvilken sælsom Gaade! | |
| Vil Danske stride mod den danske Ø? | |
| Forundres ei, men vend dit Øie did, | |
| Hvor før sig løftede fra Taarnets Tinde | |
| Det klare Skin ved skumle Midnatstid | |
| For venlig om de blinde Skær at minde! | |
| Der vaier nu hint Søuhyres Flag, | |
| Og snarlig vil Kartovers Tordenbrag | |
| Forkynde Troldene, som feige lure | |
| Med tændte Lunter bag de høie Mure, | |
| For Ild og Død af Svælget at udlyne | |
| Naar Dannebrog sig lader kæk tilsyne | |
| Og høit sig løfter paa sin egen Grund. | |
| Ja, seer du hist, hvor op fra Havets Bund | |
| Sig Skummet vælter bag de bretske Snekker, | |
| Hvor Stridsmænd vrimle paa de høie Dækker! | |
| En Kamp hel varm her gives at bestaa | |
| For danske Mænd og deres Baade smaa. | |
| Men siig mig dog, er Taarnet hist paa Sand | |
| Og Kysterne i fjerne Engelland | |
| Et Hlidskjalf vel, hvorfra det klare Øie | |
| Kan overskue Hav og Jord saa nøie? | |
| Hvad heller er de danske Aareslag | |
| En Lyd som den af Herrens egen Tunge; | |
| Thi ikkun den, trods Bølgens hule Brag, | |
| Kan over Hav i fjerne Bjerge runge. | |
| O, spørg ei saa! ak, veed du det da ei, | |
| At Storbrittannien er Angurbode, | |
| At Midgardsormen, hendes fule Søn | |
| Omvinder lumskelig den hele Klode, | |
| At han, den sledske, lede Helveddrage, | |
| Som ruger over stjaalne Dynger Guld, | |
| Har ført Afguderiets Tid tilbage, | |
| Og reist et Alter af det røde Muld, | |
| Hvor Jordens Folkefærd med Andagt knæle, | |
| Opoffre blinde deres arme Sjæle, | |
| Og som en Tilgift Tro og Fædreland! | |
| Uhyret hvisler over brede Strand | |
| Hvad Afgudsflokken ham i Løn forraader, | |
| Den gamle Hex forstaaer at skelne Røsten, | |
| Der suser hjem fra Syden og fra Østen, | |
| Og fra det høie Norden. | |
| Ak! fra Nord! | |
| Saa druknede du alt den stærke Thor | |
| I Ormens Gift og kunde den ei fælde! | |
| Hvad Fædrene af Bretlands usle Trælle | |
| Sig købte mandelig for skarpe Staal, | |
| Det tigge Sønnerne paa Trælleviis af Naade, | |
| Ved deres eget Blod til Ormen at forraade. | |
| O, visselig har Gud sin Vredes Skaal | |
| Udøst, hvor før Velsignelsernes Vædske | |
| Fra Himlen drypped over kolde Nord, | |
| Da nu med Guld kun Sjælene sig lædske, | |
| Og slige Tidsler voxe op af Jord! | |
| Ja, hvad var det, som før bevared Blodet | |
| Saa klart og sundt i Aarerne det flød? | |
| Hvad var det vel, der saa oplived Modet, | |
| At hæderlig det leved gennem Død? | |
| Hvad andet vel end rene Himmelluft, | |
| Som splittede hver giftig, jordisk Taage, | |
| Hvad andet vel end Himmelurtens Duft | |
| Der flux forjog fra tunge Øielaage | |
| Den dorske Søvn med sine onde Drømme! | |
| Da Øiet klart den falske Slange saae, | |
| Som hyllet under Blomsterteppet laa; | |
| Da løfted det sig over Støvets Vrimmel | |
| Og stirred dristig ind i Herrens høie Himmel. | |
| Hint stolte Himmelsyn, som dorske vi beskue | |
| Og kummerlig benævne Regnens Bue, | |
| Fordi ei mer det os er Herrens Tegn, | |
| Men kun et Farvespil af Sol og Regn, | |
| Det høre vi vort Nordens gamle Skjalde | |
| Med sindrig Kløgt en Bro til Himlen kalde; | |
| Thi visselig vort Liv er slig en Bro, | |
| Kun fra dens Top kan Øiet klart indskue | |
| I Paradiset bag den stolte Bue; | |
| Men steile Hvælving kan kun de bestige, | |
| Som vide med en stærk og stadig Tro, | |
| At det er Veien til Guds Himmerige; | |
| De Andre kun forlyste Øiets Sands | |
| Med Skygger og den tomme Farveglands. | |
| De krybe om ved Buens lave Fod | |
| Og bade, baltre sig i lunkne Flod, | |
| Til Ebbens korte Vexelstund er omme | |
| Og skummende de høie Bølger komme; | |
| Da hvirvles de i Afgrundssvælget ned | |
| Og lære skælvende: der er en Evighed. | |
| Hvor skulde de mod Paradiset stunde, | |
| Tillukke Øiet for det falske Skin | |
| Og vandre frem med faste raske Trin, | |
| Som nægte ham, den Eneste, der kunde | |
| Oplade Porten, som i første Old | |
| Tillukkedes af Almagts stærke Finger, | |
| Den Eneste, som mægter med sit Skjold | |
| At værge os, naar Kerubimen svinger | |
| Det hvasse Sværd og alle Hjerter grue | |
| For Vredens Staal og Staalets blanke Lue? | |
| Hvorledes kan en hellig Aand opfylde | |
| Vantrevne Slægt, som længer ei vil hylde | |
| Ham, Aanders Ypperste, Gud Faders Helligaand, | |
| Som ene mægter ved sin stærke Haand | |
| At reise os af Faldets dybe Grav | |
| Og skænke os en trofast Vandringsstav, | |
| Saa ei vi glide paa den glatte Bue! | |
| Nei, ret som Stormene, da med vanhellig Haand | |
| Man Herrens Plantning ødte, Anholts Land | |
| Forvandled til ufrugtbar Flyvesand, | |
| Saa have og de onde Lysters Storme | |
| Europa og selv Danmark ødelagt, | |
| Da Tro og Haab, som Kærlighedens Vagt | |
| Nedhuggedes; nu Rigerne som Huse | |
| Paa Sand, ei længer staa, men rave kun; | |
| Naar Havet voxer, og naar Storme suse, | |
| Sig til en Grav oplader falske Grund. | |
| Men gamle Jylland, kære Fosterfader! | |
| Som Dreng du holdt mig i din stærke Haand, | |
| Da tyktes det mig klart paa dine Lader | |
| At end i dig var Guds og Nordens Aand: | |
| Fra Øiet lyned end det gamle Mod | |
| Naar lange Tirren hedede dit Blod, | |
| Og rede var du til paa Jydeviis, | |
| Som han din gamle Søn fra Nørreriis, | |
| Og mangen Gæv, som Saga i sin Bog | |
| Afmalet har med favre, røde Stave, | |
| At løfte Nakken over Trælleaag, | |
| Og holde Voldsmænd under Tugt og Ave. | |
| De gamle Sæder var endnu tilhuse | |
| I Dont og Drik, i Klæder, Tungemaal: | |
| Med Sølverlaaget pranged fulde Kruse, | |
| Ved Barselgildet spiste du af Skaal | |
| Dit gode Øl, som i Kong Snios Dage; | |
| Du varmed dig ved aabne Skorsteens Ild | |
| Og Lyseklynen skinned klar og mild | |
| Paa dine hardtad aldrig tomme Hænder, | |
| Hvor Ladheds Søn ei kunde mættet sig, | |
| Der blev ved Flid og Nøisomhed du rig, | |
| Men aldrig saae jeg du dit Hjerte lukked | |
| For den som under Armods Byrde sukked, | |
| Og Pauli Bud du fulgte veltilmode, | |
| Med Ordets Tjener deelte du det Gode. | |
| Det gjorde Du, fordi det Guddomsord | |
| Han dig forkyndte fra den høie Stol, | |
| Endnu for dig var Livets rette Sol; | |
| Fordi uhyklet Herrens Naadebord | |
| Du agtede for Livets bedste Gilde. | |
| Ak, er hos dig nu ogsaa Aanden død? | |
| Er Hæderskrandsen som de lange Tider | |
| Har giennemblomstret, liflig grøn og rød, | |
| Nu falmet dog og visnet hen omsider? | |
| Umuligt vist, den kunde ikke prale, | |
| Som om den bundet var i Sydens Dale | |
| Af Laurbærløv og farverige Blommer, | |
| Thi den som du, var magre Hedes Søn | |
| Kun brune Lyng og Porsen mørkegrøn, | |
| Men blomstred derfor og ei blot en enkelt Sommer: | |
| Den mørknedes alt under Vintersky, | |
| Naar Vaaren kom den lysnede paa ny. | |
| Du stolt den bar ved Oder som ved Rin, | |
| Da Sjællands unge Olding tabte sin; | |
| Ja til den Gud, jeg saae dig trolig dyrke, | |
| Jeg har det Haab, han dig vil unde Styrke, | |
| Saa Troldevid og Jettemagt til Trods | |
| Du end en Stund dit stolte Arvegods | |
| Kan gemme trofast i din Egekiste. | |
| Ei nogen let skal Nøglen dig fravriste, | |
| Men vogt dig nøie for den gamle Snog, | |
| Der som en Lysets Engel gaaer omkring | |
| Og vil fordærve hele Jordens Ring, | |
| At han dig ei den skal af Haand udliste. | |
| Mit Haab mig skuffer ei: i røde Sand | |
| Et sanddru Vidnesbyrd jeg seer opskrevet, | |
| Og om end større ei din Krands er blevet, | |
| Du med dit Blod den dog har lædsket saa, | |
| At den kan frisk en Tørke gennemgaa. | |
| Men hvem er det, sig løfter hist i Baad? | |
| Udkaaret er han i Guds vise Raad, | |
| Til os i Minde at tilbagekalde | |
| Hvad liflig kvædes om af Nordens Skjalde; | |
| Thi stander han ei der foruden Skjold | |
| Og uden Brynje, ret som Odins Balder, | |
| Omsuset ei af Pile eller Spyd, | |
| Men hel omhvinet af en værre Lyd! | |
| De hede Kugler stævne mod hans Bryst | |
| Men deres Hvislen hører han med Lyst, | |
| Det lyner trindt, men Helten dog ei falder, | |
| De røde Blus sig ikkun sammenvinde | |
| For hædrende at straale om hans Tinde. | |
| Nei, bretske Loke! dine fule Raad | |
| Forgæves kun du Skytterne indblæser, | |
| Et Misteltein dig fattes til din Daad | |
| Og ingen Hødur ganger dig tilhaande. | |
| End ei den frygtelige Time lød, | |
| Som skal forkynde Norden Balders Død, | |
| Da Danmarks Aser skal i haabløs Vaande | |
| Paa Banetuen stande, og tilbage | |
| Fra Hel med Klippens og med Engens Klage | |
| Forgæves kalde ham, hvis høie Aand | |
| Sig billedlig i Helten aabenbarer: | |
| Den rette Baldur, som ei mer nedfarer, | |
| Men farer høit op over alle Himle, | |
| Naar vi forglemme Faderen i Gimle. | |
| Den Uheldstime kommer alt for vist, | |
| Da vi forlades af forladte Krist, | |
| Men sikkerlig dog Himlens høie Torden | |
| Før Herren og hans Kraft forlader Norden, | |
| Med stærke Lynslag rammer og udsletter | |
| Din Slægt og dig, I Babels onde Jetter. | |
| Dog, hvad er det? eenarmet Helten staaer! | |
| Saa løste Kuglerne dog under Stridens Bulder, | |
| Umærkelig en Arm fra kække Skulder! | |
| O nei, vidunderlig den raske Sømand staaer | |
| Eenarmet kun, fordi os Herren vilde: | |
| Hin Odins anden Søn i ham afbilde. | |
| Da Ulvens Broder, Midgards fule Orm | |
| Ved Axelstad Skidbladnir vilde sluge, | |
| Det vakkre Skib, som trodsed mangen Storm, | |
| Og mangt et Lyn fra aabne Fiendeluge, | |
| Saa drabelig hin Ungersvend sin Arm | |
| I Ormens Gab indstak, som Tyr sin Haand | |
| Nedsænkede i Fenrisulvens Strube. | |
| Ei var tilrede snilde Alfers Baand, | |
| Og Ormen sig bortsneg med stolte Rov: | |
| Den bedste Eg i Dannerkongens Skov, | |
| Men Heltens Id ei som hans Arm en Grav | |
| Skal finde i den fule Slanges Gab: | |
| En af de Mindestene skal den være, | |
| Som stande tæt og fast paa Nordens Hav, | |
| For Vidnesbyrd til sene Slægt at bære | |
| Om Kraften som i Naade Herren gav; | |
| For dorske Børnebørn endnu at lære, | |
| Hvad der engang i Norden kaldtes Ære. | |
| Hvor fødtes denne Helt? maaske | |
| Imellem gamle Norrigs Kampefjelde; | |
| Maaske, hvor Hekla under evig Sne, | |
| Til Trods for den og for sin høie Ælde, | |
| Ukølnet staar med Ungdomsild i Barmen? | |
| Der fødtes og opfostredes jo Han | |
| Som ligger hist udstrakt paa Anholts Sand: | |
| Den kække Melsted, trindt med Lig indhegnet, | |
| Som det en tapper Jydehøvding egned, | |
| Naar Solen kølnes og naar Havet fryser, | |
| Naar Nattens Mørke ruger over Jord, | |
| Da er det jo kun i det høie Nord, | |
| De blanke Nordlys mægte end at lyse. | |
| O, sørgeligt, at Norden ei er heel | |
| At Lemmerne ei have fælleds Sjæl | |
| Ja at, desvære, Nogle have ingen, | |
| At den er sjelden, som har Mod i Bringen; | |
| Men, stolte Norrig! her du dog skal lære | |
| At Daners Mark kan anden Grøde bære, | |
| End skøre Ax, og Blomsten fin og spæd, | |
| At end en Agern, Danmarks gamle Sæd, | |
| Kan spire og saa dybe Rødder slaa, | |
| At den i Stormen kan urokket staae. | |
| Vel sandt, at ret saa Skovens Ege svinde, | |
| Alt sjeldnere en Helt med Egemarv | |
| Sig løfter kæk, men til et herligt Minde | |
| Om svundne Old og Jyders gamle Arv | |
| Ved Anholts Kyst du seer en Egebul | |
| Som dine Graner ei kan overskygge. | |
| Men, kække Jyde! vil du sige mig: | |
| Gik Fædres Gudsfrygt og i Arv til dig? | |
| Forlorede du uden Suk din Arm, | |
| Og blottede du djærv din unge Barm, | |
| Fordi, som Kristen, Trods du turde byde | |
| Til dem der kun kan vort Paulun nedbryde, | |
| Men ei os selv tilføie noget Meen; | |
| Fordi du heller gik til Himmerige | |
| Enarmet, ung, end at du vilde svige | |
| Din Gud, din Ed, din Drot, dit Fædreland? | |
| O tør jeg tro, at ei din egen Styrke, | |
| Ei Lykkens Uting, lig nedsjunkne Slægt, | |
| Du stoled paa, og voved fræk at dyrke; | |
| Men at du Herrens Kraft og Herrens Varetægt | |
| Tilregner, hvad dig undtes at bestaa, | |
| Tilregner, hvad dig undtes at undgaa? | |
| Er det ei saa, da prise andre Skjalde | |
| Din Idræt høit, naar du maa staa og falde! | |
| Jeg sukker dybt i Sind og tier kvær, | |
| Og hvad jeg sang om dig og om din Færd | |
| Jeg da kun sang om dine gamle Fædre. | |
| Som Gud ved dig i Graven vilde hædre. | |
| Ja, danske Sømænd! som i Sund og Belt | |
| Saa ivrig hige efter Navnet Helt, | |
| Jeg glædtes tit, naar ved en kæk Bedrift | |
| I minded mig om Træk i gamle Skrift; | |
| Men ei min Frygt jeg eder vil fordølge! | |
| End gynge I paa samme danske Bølge, | |
| Og tumle eder der saa kækt og trygt, | |
| Som eders Fædre uden Tvivl og Frygt; | |
| Men mon I og andægtige beskue | |
| Fra Bølgetoppen Himlens gamle Bue | |
| Og mon for ham I ydmyge nedknæle, | |
| Som holder den og Stormene i Haand? | |
| Hvad heller er det kun et Eftermæle | |
| Og Samtids Pris hvad med hovmodig Aand | |
| I beile til og tykkes værd at vinde? | |
| Ak, er det saa da er I kun et Minde, | |
| Som med det Svundne hurtig vil forsvinde; | |
| Et Kraftens Efterskin, som eders lave Baade | |
| Er Efterskin af Danmarks stolte Flaade, | |
| Som troende sig løftede mod Sky | |
| Med høien Mast den kække Orlogsmand, | |
| Naar Storme reistes, ei han søgte Ly | |
| Men droges med dem paa den vilde Strand; | |
| Ei er det saa med eders lave Baade, | |
| Paa glatte Flade af det stille Vand | |
| I mægte kun med dem at ro og raade, | |
| Naar Stormen reises, maa I søge Land. | |
| N. F. S. Grundtvig. | |