| Kiækheds Erindring, | |
| Willemoes. | |
| Kommer hid, I Piger smaae! | |
| Strængen vil jeg røre, | |
| Taarer skal i Øiet staae, | |
| Naar min Sang I høre; | |
| Om saa bold en Ungersvend, | |
| Alle fagre Pigers Ven, | |
| Sørgelig jeg siunger. | |
| Vaaren er nu kommet nær, | |
| Dagene sig længe, | |
| Vaaren har I Piger kiær, | |
| Blomster groe i Enge; | |
| Dog I skal i sene Aar | |
| Mindes, at I saae en Vaar | |
| Med bedrøvet Øie. | |
| Ak! thi før sig op af Jord | |
| Blomsten kunde trænge, | |
| Falmede en Blomst i Nord, | |
| Som skal mindes længe; | |
| Willemoes var Blomstens Navn, | |
| Og ei glemmes tunge Savn | |
| Midt i Blomsterflokken. | |
| Han var Dreng, men stod som Mand, | |
| Medens I var spæde, | |
| Staae og slaae for Fædreland | |
| Var den Unges Glæde. | |
| Strømmen gaaer mod Kiøbenhavn, | |
| Kongedyb er Strømmens Navn, | |
| Der blev Helten viet. | |
| Drengen voxte op til Mand, | |
| Barnlig dog i Sinde | |
| Maatte han paa Sø og Land | |
| Alle Hierter vinde: | |
| Sømænd bare ham paa Haand, | |
| Og den fagre Liljevaand | |
| Gav ham sin at kysse. | |
| Gierne han paa Haand og Mund | |
| Hende kysse vilde, | |
| Lod sig og en liden Stund | |
| Vel i Snarer hilde; | |
| Men han var og blev en Mand, | |
| Kiæk han drog til fremmed Land | |
| Manddoms Værk at øve. | |
| Sælsomt i hans Aand det lød: | |
| Hører du, det dønner! | |
| Dannemark er stædt i Nød, | |
| Kalder sine Sønner. | |
| Og som gamle Danmarks Søn | |
| Fløi han mod det hule Døn | |
| Fædreland at værge. | |
| Ak! den Giæve kom, og saae | |
| Fædrelandet bløde, | |
| Hvor de stolte Snekker laae, | |
| Var saa tomt og øde; | |
| Disse Snekker var hans Hjem, | |
| Han opvoxed mellem dem, | |
| Stred i deres Skygge. | |
| Dertil var fra Hedenold | |
| Hid til sidste Dage | |
| Disse Snekker | |
| Danmarks Vold, | |
| Vold foruden Mage; | |
| Sorg og Harm i Heltens Sind | |
| Maatte da vel gange ind, | |
| Følge Ham til Graven. | |
| Vinter leed og Isen brast, | |
| Over brede Vande, | |
| Kristjan med sin høie Mast | |
| Lod fra Norrig stande | |
| , | |
| Helten stod saa rørt i Sind, | |
| Store Taarer faldt paa Kind, | |
| Der han Snekken skued. | |
| Kiære Snekke, hilset vær! | |
| Saa tog han til Orde, | |
| Sømmelig er vist din Færd | |
| Med de høie Borde; | |
| Ak! men det er Hiertesorg, | |
| At kun af den stolte Borg | |
| Staaer et enligt Kammer. | |
| Høie Magter, I som slog | |
| Dannemark med Jammer, | |
| Lad mig til min Afgang dog | |
| Boe i dette Kammer! | |
| Men skal ogsaa det forgaae, | |
| Lad mig først da Bane faae | |
| Paa dets røde Tilje! | |
| Snekken seiled under Ø, | |
| Kiæmper var omborde, | |
| Vikinger laae trindt paa Sø, | |
| Dog den seile torde. | |
| Vikinger sig flokked brat, | |
| Leired sig i dunkle Nat | |
| Om den prude Snekke. | |
| Hist i Nord gaaer Odden ud | |
| Mellem høie Bølger, | |
| Der blev Døn af stærke Skud, | |
| Kristjan ei sig dølger; | |
| Men som gamle Kristian | |
| Staaer han fast paa danske Strand, | |
| Skiøndt hans Blod udrinder. | |
| Bretlands Viking, har du Mod | |
| Til med mig at sande, | |
| At du maatte give Bod | |
| Til de danske Vande, | |
| Bod til gamle Dannebrog, | |
| Som du nys uheiset tog | |
| Med saa ringe Møie? | |
| Snart ei saaes meer dit Flag, | |
| Om for dine Skibe, | |
| Hvad du gav for Kristjans Vrag, | |
| Prisen skulde blive; | |
| Ringe blev paa Hav din Roes, | |
| Om du fandt en Willemoes, | |
| Paa hvert Skib du borded. | |
| Willemoes! du maatte gaae | |
| Andet Hiem at finde, | |
| Taarer i vort Øie staae, | |
| Men de tør ei rinde; | |
| Ak! thi vilde vi, at du | |
| Skulde vanke her endnu, | |
| Kristjan overleve? | |
| Herren var det, som til sig | |
| Kaldte Livets Flammer, | |
| Ved hans Tempel til dit Liig | |
| Lave vi et Kammer, | |
| Over dine Kiæmpebeen | |
| Reise vi en Bautasteen, | |
| Give Stenen Mæle. | |
| Hører det, I Piger | |
| smaa! | |
| I maae ikke græde, | |
| Men naar over Eng I gaae | |
| Mellem Vaarens Spæde; | |
| Binder da af dem en Krands | |
| Parrer Blomsterne med Sands | |
| Til den Faldnes Ære! | |
| Hvis det rørte Hiertes Sang | |
| Hiertet røre kunde, | |
| Siunger den da mangengang | |
| I de stille Lunde; | |
| Siunger den ved breden Strand | |
| Naar hen over hvide Sand | |
| Voven sagte triller! | |
| N.F.S. Grundtvig. | |