| Sørgekvad | |
| ved | |
| Prinds Kristians Død | |
| af | |
| Nik. Fred. Sev. Grundtvig, Kandidat i Theologien. | |
| Ei for Guld og ei for Herregunst | |
| Rører Nordens sanddru Skjald sin Tunge, | |
| Høie Aser lærte ham sin Konst, | |
| For om dem og deres Æt at sjunge. | |
| Kiøbenhavn, | |
| 1810. | |
| Trykt hos Andreas Seidelin | |
| i store Kannikestræde No. 46. | |
| Augustenborgs ædle Hertug | |
| Videnskabs ophøiede Talsmand | |
| Den faldne Kæmpes Broder | |
| helliget | |
| Kun sjælden lød min Sang om Nutids Færd, | |
| Kun eengang den til Nutids Drot sig voved, | |
| Da Nordens | |
| Fredrik | |
| med Sit Kongesværd | |
| Til Nordens Kæmpetid Sig fast troloved. | |
| Hvad er det vel, som atter mægtig driver | |
| Fra Hedenold fremfarne Tiders Skjald? | |
| Hvad er det vel, som atter Mod ham giver | |
| En herlig Drot at gæste i Sin Hald? | |
| I gamle Nord en Kæmpering han fandt | |
| Og derfor er hans Hjem i gamle Norden, | |
| Men vel han veed, at ei med Oldtid svandt | |
| De høie Guders prude Æt af Jorden; | |
| Han saae en Helt, og selv sig rørte Tungen, | |
| Thi Helten var en Søn af gamle Nord, | |
| Paa Danmarks Kongetræ han var udsprungen, | |
| Og det har Rod i Oldtids Kæmpejord. | |
| Til Dig, o Drot, tør Skjalden gange nær, | |
| Thi stærke Baand med Helten Dig forene: | |
| Den haarde Malm ved Konst maa vorde Sværd, | |
| Og Odin var ei Krigens Gud allene; | |
| Adskillig yttre sig de spredte Gnister, | |
| Men alle sprang af samme Guddomsild, | |
| Den samme Krands, som Djærvhed sig tilvrister, | |
| Om Lærdoms Tinding vinder selv sig mild. | |
| Saa ganger tryg da Skjalden til Din Borg, | |
| Men tør han dristig og dens Stilhed bryde? | |
| De lange Sale seer han klædt i Sorg | |
| Og Taarebække sig fra Hjertet gyde. | |
| Tør han vel sjunge om den faldne Kæmpe? | |
| Tør han fremkomme med sin svage Trøst? | |
| Kan Sangens Toner mildne vel og dæmpe | |
| Den stærke Storm i vaandefulde Bryst? | |
| Nei ikkun taus, o Drot, han nærmer sig, | |
| Utrøstet selv, han veed det vel, at Dig | |
| Ei Ord kan trøste i Din dybe Smerte; | |
| Men lagdes værdelig hans Mindesang | |
| Om Nordens Sorg og Heltens Kæmpegang, | |
| Da skal den tækkes dog Dit Broderhjerte. | |
| underdanigst | |
| af | |
| Forfatteren. | |
| Mit Øie vandred mellem Norrigs Fjelde | |
| Og søgte de forgangne Tiders Spor. | |
| Jeg saae, og see! der stod i herlig Vælde | |
| En Broder til de Ypperste i Nord. | |
| Med løftet Sværd jeg saae den Djærve staae, | |
| Og Glædens Taarer randt paa mine Kinder; | |
| Udfoldede de gamle Tider laae, | |
| Og levende sig rørte alle Minder. | |
| Paa Kampens Dag han havde Staal i Bryst, | |
| Men aldrig køled det hans varme Hjerte, | |
| Hans Mænd ham fulgte som til Leg og Lyst, | |
| Og han dem ei forlod i deres Smerte; | |
| Thi han som stod i Vaabengny saa haard, | |
| Medlidende ved Jammerleiet stædtes, | |
| Med Taarer svaled han de hede Saar | |
| Og tappre Nordmand i sin Smerte glædtes. | |
| Dog, hvi vil jeg med svage Røst gentage | |
| Hvad Norrigs Fjelde skal til sidste Dage | |
| Forkynde høit igennem Slægters Rad? | |
| Lad dem fortælle det til alle Lande, | |
| Hvordan de saae den bolde Kæmpe stande | |
| Naar Fjenden han tillaved røde Bad! | |
| Lad dem fortælle, hvor den Gæve laa, | |
| Naar Bolstret han ombyttede med Straa! | |
| Lad dem gentage hvad hans Mænd dem bød, | |
| Naar glad med dem han delte Brød og Nød! | |
| Lad dem det sige, at det høit kan runge! | |
| Jeg veed det vist, dem fattes aldrig Tunge, | |
| Saalænge de i Favnen eie Mænd. | |
| De tale, hør! sig hæver stærke Lyd | |
| Og over Danmarks Sletter høit det gjalder; | |
| Men ak den Røst forkynder ikke Fryd, | |
| Thi hul den er som Skriget over Balder. | |
| Hvad er det, ak! har atter Lokes Haand | |
| Da Øst for Valhal fundet lumske Vaand, | |
| Og dermed atter viet ind til Baalet | |
| Det stærke Bryst, som kunde trodse Staalet. | |
| Ak nei, det er ei om de døde Guder | |
| Der mæles sørgelig i stærke Døn, | |
| For Norden det en større Sorg bebuder, | |
| Det taler om en falden Askurs Søn, | |
| Men, ak! om En der var i unge Alder | |
| Saa elsket som det gamle Nordens | |
| Balder. | |
| I Kongeborgen rinder selv en Taare; | |
| Thi Kristjan ligger paa den sorte Baare: | |
| Hans Broder græder, og det hele Nord, | |
| Hvor nordisk Aand i rene Tempel bo'r, | |
| Forstummende, kun taler gennem Taarer. | |
| Sørger, græder, Mænd i Nord! | |
| Skammer eder ei ved Taaren! | |
| I har hørt de tunge Ord: | |
| Kristjan ligger kold paa Baaren, | |
| Grønne Kvist i gamle Træ | |
| Podet blev til Frugt og Læ, | |
| Ak, men, den er nu henvisnet. | |
| Naar en Drot af Kæmpeæt | |
| Har sig rørt i al sin Vælde, | |
| Og i Høi nedsynker træt | |
| Af Bedrifter og af Ælde; | |
| Glædelig er Skjaldens Id; | |
| Thi som den fuldendte Tid | |
| Han sin Helt forklaret skuer. | |
| Men ak! naar kun Skjalden saae, | |
| Mat belyst af Kraftens Stjerne, | |
| Hans Bedrifter hvor de laa | |
| Dulgt i Fremtids mørke Fjerne; | |
| Da er sørgeligt hans Kald, | |
| Naar han ved sin Kæmpes Fald | |
| Vemodsfuld maa Strængen røre. | |
| End det ei var Himlens Raad | |
| At opvække det som sover, | |
| Derfor ei uvordne Daad | |
| Han til Lys at drage vover; | |
| Smerte er kun Harpens Klang, | |
| Og et Suk hans Mindesang, | |
| Hvem tør trættes med den Høie! | |
| Upsals grumme Gudehær! | |
| Over dig maa Skjalden klage, | |
| Dine Goders Offersværd | |
| Styred du i gamle Dage | |
| Avindsyg mod Domalds Bryst, | |
| Og paa Altret du med Lyst | |
| Altid skued Drotteblodet. | |
| Ingen Kongeslægt saa god | |
| Siddet har paa Upsals Trone, | |
| Den jo maatte dig med Blod | |
| Af sin Ypperste forsone; | |
| Yngve, Folke, Bonde, Skjold, | |
| Eie hver en Ætmand bold | |
| Som du dig til Offer kaared. | |
| Atter lød dit onde Bud, | |
| Thi hos dig er ingen Naade, | |
| Du nedslaar hver Helt saa prud, | |
| Ene vil du Landet raade. | |
| Sørgende ved Lig vi staa, | |
| Men for vist tør Skjalden spaa: | |
| Dette Offer var det sidste. | |
| Norrig, du som Helten knuged | |
| I din Kæmpefavn med Lyst, | |
| Du hvis Jord hans Taarer suged, | |
| Da han sled sig fra dit Bryst, | |
| Hult din Elveharpe bruser, | |
| Over Fjeldet Stormen suser, | |
| Og forkynder høit din Sorg. | |
| Sømmelig er dybe Smerte | |
| I den Dødes eget Hjem, | |
| Og han bygged i dit Hjerte, | |
| Vel maa Taarer vælde frem; | |
| Men ifald du Skjaldens Stemme | |
| I din Vaande kan fornemme, | |
| Skal den lindre vist din Kval. | |
| Nu Valkyrien dig gav | |
| Hvad dig Nornen bød forsage, | |
| Da han sank i mørke Grav, | |
| Sank han i din Favn tilbage. | |
| Evig han tilhører dig, | |
| Sverrig har hans Blod og Lig, | |
| Du hans Daad og milde Taarer. | |
| Men Kristjan! ak, er dette kolde Lig, | |
| Som ligger der saa farveløst og stille, | |
| Er det den bolde Kæmpe, er det Dig? | |
| Hvad kunde saa Dig selv fra Dig adskille? | |
| Ak det var Hel, som med sin Aandes Gift | |
| Bortpustede den lyse Livets Farve, | |
| I Dig hun kvalte mangen stor Bedrift, | |
| Og kvalte Kæmpe mener hun at arve. | |
| Dog nei, du Herlige, thi ikke Dig | |
| Det var, som blev til dette kolde Lig; | |
| De onde Magter kunde Blodet svale, | |
| Og drage Dig fra Livets lyse Tind | |
| Til Porten ned for Helas mørke Sale, | |
| Men aldrig gik Du gennem Porten ind. | |
| Du kasted fluks hvad ei Dig kunde følge, | |
| Og gik til Valhal gennem Broderfavn, | |
| Og naar Du skuer over Tidens Bølge, | |
| Da seer Du skinnende Dit høie Navn. | |
| For gamle Kristjans Brøde at forsone | |
| Forsaged Du en føie Stund dit Navn, | |
| Dit Frændenavn, omhvalvt af Nordens Krone, | |
| Og dybt Du følte underlige Savn. | |
| Forundrede vi stod og Ingen kunde | |
| Den høie Nornes skjulte Raad udgrunde, | |
| Nu klart det blev, den vise Askens Mø | |
| Hun vilde ei at Kristjan skulde dø, | |
| Da Sverrigs | |
| Karl nedsank i mørke Grav, | |
| Dit Hædersnavn hun atter mild Dig gav, | |
| Og at Enhver maa tro mit Ord er sandt, | |
| Du sank for dem, som Kristjan overvandt. | |
| Man erindre Optrinet ved Blakier og hvor Helten udaandede. | |