Datasets:

chcaa
/

grundtvigs-works

	<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><?xml-stylesheet type="text/xsl" href="https://prometheus.statsbiblioteket.dk/gvData/xslt/txtEditXSLT.xsl"?><?xml-model type="application/relax-ng-compact-syntax" href="https://prometheus.statsbiblioteket.dk/gvData/rnc/txtRNC.rnc"?><TEI xmlns="http://www.tei-c.org/ns/1.0" xmlns:TEI="http://www.tei-c.org/ns/1.0" xml:lang="da" xml:space="preserve">
	<teiHeader>
	<fileDesc>
	<titleStmt>
	<title rend="part" prev="Anmeldelse af">Giengangeren og han selv, eller Baggesen over Baggesen, med et Tillæg.</title>
	<title rend="shortForm" prev="Anmeldelse af">Giengangeren og han selv</title>
	<author>Nicolai Frederik Severin Grundtvig</author>
	<editor role="philologist">Jon Tafdrup</editor>
	<editor role="student1">Frederik Dreiøe Seidelin</editor>
	<editor role="student2">Kirsten Vad</editor>
	</titleStmt>
	<editionStmt>
	<edition>
	<idno type="firstUpload">1.3</idno>
	<idno type="content">1.3</idno>
	<idno type="technic">1.5.2</idno>
	</edition>
	</editionStmt>
	<extent>4 KB</extent>

	<publicationStmt>
	<availability status="restricted">
	<p>© Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet</p>
	</availability>
	<publisher>Faculty of Arts, Aarhus University</publisher>
	<distributor>Grundtvig Centeret, Vartov, København</distributor>

	<date when="2013-10-01">www.grundtvigsværker.dk, version 1.3, 1. oktober 2013</date>
	</publicationStmt>
	<seriesStmt>
	<title>Kjøbenhavnske lærde Efterretninger</title>
	<respStmt>
	<name>Redigeret af Peter Erasmus Müller</name>
	<resp>Forlagt af Brødrende Berling</resp>
	</respStmt>
	<idno>1810-04-01</idno>
	</seriesStmt>
	<notesStmt>
	<note xml:id="thisFile" target="1810_137_txt.xml" type="txt">Læsetekst</note>
	<note target="1810_137_com.xml" type="com">Punktkommentar</note>
	<note target="1809_115_intro.xml" type="intro">Indledning</note>
	<note target="1810_137_txr.xml" type="txr">Tekstredegørelse</note>
	<note type="unknownVar">Variant</note>

	</notesStmt>

	<sourceDesc>
	<bibl>
	<title type="part">Kjøbenhavnske lærde Efterretninger</title>
	<title type="part">Æsthetisk Litteratur. Baggesen</title>
	<author>Nik. Fred. Sev. Grundtvig.
	<note>[evt.]</note>
	</author>
	<pubPlace>København</pubPlace>
	<publisher>Redigeret af Peter Erasmus Müller
	<note>Forlagt og trykt af Brødrene Berling</note>
	</publisher>
	<date>1810</date>
	</bibl>
	<listWit xml:id="emendation">
	<witness xml:id="A" n="137"><desc>Førstetrykket</desc><num>1810</num></witness>
	</listWit>

	</sourceDesc>
	</fileDesc>

	<profileDesc>
	<textClass>
	<classCode scheme="http://grundtvigsværker.dk/genre.xml">
	<term>prosa</term>
	<term>anmeldelser</term>
	</classCode>
	<keywords scheme="http://grundtvigsværker.dk/emneord.xml">
	<term>litteratur</term>
	<term>polemik</term>
	</keywords>
	</textClass>
	</profileDesc>

	<encodingDesc>
	<projectDesc>
	<p>Grundtvig Centeret er oprettet den 1. januar 2009.</p>
	<p>Grundtvig Centeret arbejder med:</p>
	<p>1. En digital og kommenteret udgave af Grundtvigs værker</p>
	<p>2. En forskningsindsats på de felter, hvor Grundtvig særligt markerede sig</p>
	<p>2.a. Teologi og kirke</p>
	<p>2.b. Demokrati og folkelighed</p>
	<p>2.c. Pædagogik og folkeoplysning</p>
	<p>3. Videnudveksling, undervisning og formidling</p>
	</projectDesc>
	<editorialDecl xml:id="comGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for punktkommentarer til Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="introGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for indledninger til Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="msGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for transskribering af manuskripter til Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="refGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for litteraturhenvisninger til Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="typoGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for gengivelse af typografiske hierarkier i Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="txrGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for tekstredegørelser til Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="txtGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Tekstkritiske retningslinjer for Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	<editorialDecl xml:id="xmlGuideLines.xml" n="1.0">
	<p>Retningslinjer for XML-mærkning af Grundtvigs Værker</p>
	</editorialDecl>
	</encodingDesc>
	<revisionDesc>
	<change xml:id="KSR" who="KSR" when="2012-05-14">txt2tei</change>
	<change xml:id="JT" who="JT" when="2013-05-28">Tilretning før 1. kollation</change>
	<change xml:id="FDS" who="FDS" when="2013-05-29">Første kollation.</change>
	<change who="JT" when="2013-07-03">redigering efter 2. kollation v. Kirsten.</change>
	<change xml:id="KV" who="KV" when="2013-07-03">indsat opmærkninger </change>
	<change who="JT" when="2013-07-04">indsat sidste opmærkninger</change>
	<change who="JT" when="2013-08-14">indsat opmærkninger til vb.com</change>
	<change who="JT" when="2013-08-23">redigeret efter KSRs 1.redaktion</change>
	<change who="JT" when="2013-09-03">redigeret efter ekstern redaktion ved Niels Werner Fredriksen. Indsat nye com fra com500</change>
	<change who="JT" when="2013-09-13">redigeret efter 3. redaktion ved Klaus Nielsen. Indsat fra com600</change>
	<change who="JT" when="2013-10-04">indsat periText 16-20</change>
	<change who="auto" when="2013-12-12">Omorganiseret teiHeader</change>
	<change who="auto" when="2013-12-19">Omorganiseret teiHeader, 2</change>
	<change who="auto" when="2014-01-02">Omorganiseret teiHeader, 3, fronten genoprettet</change>
	<change who="JT" when="2014-04-24">ændret intro-henvisning notesStmt fra 137 til 1809_115_intro.xml</change>
	<change who="JT" when="2014-09-03">1.5: witness-felt tilrettet</change>
	<change who="JT" when="2015-01-19">1.5.2: teknisk id-nr. ændret</change>
	<change who="JT" when="2015-10-01">tilføjet prev="Anmeldelse af"</change>
	<change who="JT" when="2015-10-06">indsat profileDesc</change>
	</revisionDesc>

	</teiHeader>
	<text type="txt">


	<pb type="periText" facs="1810_137_fax001.jpg" />
	<pb type="periText" facs="1810_137_fax002.jpg" />
	<body>

	<div type="[Tekst]">
	<pb type="text" facs="1810_137_fax003.jpg" ed="A" n="177" rend="supp" />

	<head rend="1">
	<rs type="title" key="title1851">Giengangeren og han selv, eller Baggesen over Baggesen, med et Tillæg</rs>.</head>
	<head rend="0">
	<placeName key="fak8">Kiøbenhavn</placeName>, hos <persName key="pe1157">Brummer</persName>, 1807. 1 <seg type="com" n="com1">Rdlr.</seg>
	</head>


	<p rend="noIndent">
	<hi rend="initial">A</hi>t opholde sig ved en Bogs Navn, er som oftest et ligesaa unyttigt som utaknemmeligt Arbeide; men naar det, som her, med et Ord angiver Bogens Hovedsynspunkt, er det stedse <seg type="com" n="com500">mærkeligt</seg>, og vorder det dobbelt, naar denne ellers staar i Fare for at oversees. Som Genganger vil Digteren fremtræde, kundgøre den Forandring, hans <seg type="com" n="com2">Beskuelse</seg> have undergaaet paa hin Side Graven, og med et klarere Øie mønstre saavel sit eget, som sine Følgesvendes Jordliv.</p>
	<p rend="firstIndent">At dette er den Hensigt, som aabenbarer sig gennem hele Digtet, tør <seg type="com" n="com3">Rec.</seg> paastaa, og havde det været almindelig erkendt, vilde derved mange skæve og ensidige Domme være blevne kvalte i Fødselen, eller, hvor de opvokste af ond Rod, have mødt fortjent Ringeagt. Ingen faaer vel isinde her at indvende, at Digteren dog vel ved hint Navn kun vilde forkynde, at han fra nu af vilde til at føre et ret <pb type="text" facs="1810_137_fax004.jpg" ed="A" n="178" />alvorligt Digterliv, og at hans vittige, behagelige Digtervandring, hvilket Gud forbyde! nu var endt; men jeg anmærker det, baade fordi jeg troer, dette egenligst var Digterens Mening, og fordi vi fra denne Standpunkt se ham, som sit eget Genfærd omvandre paa kendte Steder og forskrække <seg type="com" n="com4">saa</seg> gamle Venner. Hvad vi altsaa <seg type="com" n="com5">kunne</seg> vente i dette Digt, er en Troesbekendelse og et Skriftemaal forenet med andre Synderes Tugtelse, og at vi ei heller finde andet end dette, veed Enhver som læste Bogen. Vel er det ei <seg type="com" n="com3">Rec.</seg> ubekendt, at Mange <seg type="com" n="com6">have troet sig beføiede</seg> til at anse disse sidste som Hovedsag, og hine som Skjul, som umente eller kun halvmente Yttringer; men den som ene holder sig til Bogen, vil neppe istemme denne fornærmende Dom. <seg type="com" n="com7">Læseren træde</seg> hen med mig for Hjørnestenen, og lytte til Digterens betydningsfulde Enetale!</p>
	<lg>
	<l>Indsvøb dig i dig selv et Øieblik, min Aand,</l>
	<l>Og sving dig op til Aanders Rige,</l>
	<l>Løst af de trange Selskabs Baand,</l>
	<l>Høit over alt det Endelige!</l>
	<l>Og, mens dit danske Genfærd fjerner sig,</l>
	<l>Og dermed alt, hvad der er dit i <placeName key="fak24">Norden</placeName>,</l>
	<l>Forsøg engang, nedskuende paa Jorden,</l>
	<l>Til fri Selvstændighed at hæve dig!</l>
	<l>Afgør nu med dig selv i denne Time,</l>
	<l>Der aldrig turde komme mer igen,</l>
	<l>Om du skal blive ved paa dansk at rime,</l>
	<l>Som Mørkets eller Lysets Ven?</l>
	<l>Om du skal yttre Glæde, hvor du <seg type="com" n="com8">smagter</seg>,</l>
	<l>Tilfredshed, hvor du finder lutter Feil?</l>
	<l>Sædvanlig Høflighed, hvor du foragter,</l>
	<l>Og aldrig vise Verden Sandheds Speil?</l>
	<l>
	<pb type="text" facs="1810_137_fax005.jpg" ed="A" n="179" />Om, med et Ord, da du kan ikke <seg type="com" n="com9">hæle</seg>,</l>
	<l>Med dem, som <seg type="com" n="com10">lyve</seg> Dyd og <!--<seg type="com" n="com11">-->Snille<!--</seg>--> stjæle,</l>
	<l>Om <app type="addNote" select="yes"><lem wit="A">jeg</lem><rdg type="add" wit="originalteksten har">du</rdg><witDetail n="0" wit="A">tekstkritik er afhandlet i ACCESS</witDetail></app> skal blive ved at gaa igen?</l>
	</lg>




	<p rend="noIndent">Vi se her en Digter, <rs type="myth" key="myth428">Musernes</rs> og sit Lands Yndling, i den tunge Stund, da Mængdens Klap, som engang behagede ham, er blevet en skurrende Lyd i hans Øre, da Dæmonen, som stundom forførte ham, fremtræder som hans Anklager, da han standser sig selv paa <seg type="com" n="com12">blommede</seg> Vei, og spørger ængstlig: hvor leder den hen? Hvilken Læser med <seg type="com" n="com13">Sands</seg>, sættes ei her i den alvorligste Stemning, og hvem beder ei dybt bevæget, at det maa undes Digteren for stedse at rive</p>

	<lg>
	<l>— — sig løs fra Smigerslendrianen,</l>
	<l>For værdigen at digte for sit Land,</l>
	<l>At han maa dybt sig ind i Hjertet bore,</l>
	<l>Hvad Lysets Guddom i hans Hjerte skrev,</l>
	<l>At Digtren kaldet blev, til mer, end til at more,</l>
	<l>Sig selv, sin Pige, Pøblen og de Store,</l>
	<l>Og at hans hellige, hans høie Kald det blev,</l>
	<l>I Smil, og Graad, i Alvor og i Latter,</l>
	<l>At sprede Nutids Taage, Døgnets Dunst,</l>
	<l>Og vise Jorden Evighedens Datter,</l>
	<l>Den Himmelske hvis Skønhed Ingen fatter,</l>
	<l>Som <seg type="com" n="com14">Tidens Krands</seg> og Mængdens Bifald skatter.</l>
	</lg>
	<p rend="noIndent">Er alt dette, og hvad hermed staar i Forbindelse, Skrømt, da lider Digterens Forstand endnu mere end hans Hjerte; thi hvem blotter alle sine egne Feil, <hi rend="spaced">for at</hi> revse nogle hos Andre!</p>
	<p rend="firstIndent">Med det Haab at Læsere, som ei blindes af Partiaand, og ei tro, med Ret at kunne bedømme <pb type="text" facs="1810_137_fax006.jpg" ed="A" n="180" />Digterens Yttringer i hvert Øieblik efter den Maalestok, personligt Kendskab gav dem, eller lod dem gribe, ville være enige med mig i, at her er dyb Alvor, gaa vi over til den poetiske Troesbekendelse, som her er fremlagt for os. At samle alle de adspredte Yttringer i eet Billede, vilde dels være vanskeligt, dels ei lønne Umagen, da vi kun deraf vilde lære, hvad vi <seg type="com" n="com600">alt</seg> vide, at vor Digter sjelden eller aldrig er hel, fast eller enig med sig selv paa nogen Punkt, og det maa derfor være nok at berøre de vigtigste. Efter <persName key="pe512">Horats</persName> høre vi ham paastaa:</p>
	<lg>
	<l>At flittig Konst til Rigdom af Geni,</l>
	<l>Bør ægtevies, i ægte Poesi,</l>
	<l>Den ene saa nødvendig, som den anden,</l>
	<l>Saa uundværlige, som Konen og som Manden,</l>
	<l>Til Kærlighedens Et, til Ægtestanden;</l>
	<l>Som Lys og Skygge til et Maleri,</l>
	<l>Som Magt og Visdom til et <seg type="com" n="com15">Skaberbliv</seg>,</l>
	<l>Som Alt, hvad dobbelt, ei kan <hi rend="spaced">tænkes</hi> delt,</l>
	<l>Som Dele, der i et fuldkomment Heelt,</l>
	<l>Umuligen kan skilles fra hinanden.</l>
	</lg>
	<p rend="noIndent">Skønt disse Billeder, allerede fordi de ere flere end et, have noget Vaklende og Vrangt hos sig, kan det dog ikke nægtes, at de, især det første, ere skikkede til at vække Begrebet om de Fordringer, Man bør gøre til et Digterværk, der skal erkendes at nærme sig til Fuldendthed. Et andet Spørgsmaal bliver det, hvad Digteren her forstaar ved Udtrykkene: Geni og Konst? Her befinde vi os i en ikke ringe <!--<seg type="com" n="com16">-->Forlegenhed<!--</seg>-->, thi af Dommen over <persName key="pe1147">Tiek</persName> <!-- FDS: indtil pb-elementet, udgnedet tryk -->og <persName key="pe34">Schlegel</persName>, <persName key="pe1158">Matthison</persName> og <persName key="pe1159">Schmidt</persName>, blandt hvilke <pb type="text" facs="1810_137_fax007.jpg" ed="A" n="181" />han tildømmer hine Geni, disse Konst, se vi ei blot at han ved Ordene stundom forstaar Noget, der baade kan <hi rend="spaced">tænkes,</hi> og være adskilt, men ogsaa at han troer, Geniet kan erkendes i dets Udtalelser, skønt disse ere blottede for al Konst. Af det følgende:</p>

	<lg>
	<l>— — — den store Dommer,</l>
	<l>Som var og er, skønt sjelden, og som kommer,</l>
	<l>Forkaster Stoffets løse Skramleri,</l>
	<l>Saavelsom Formen, der var Intet i,</l>
	</lg>
	<p rend="noIndent">sees, at han skriver Indholdet paa Geniets og Formen paa Konstens Regning, og opbygges neppe ved den underlige Sammenstilling. Se vi end videre, at han etsteds angiver:</p>
	<lg>
	<l>Velklang, Liv og Rigtighed i Sproget</l>
	</lg>
	<p rend="noIndent">for Konstens ypperste Fordring, da begribe vi end mindre, hvorledes han kan lægge en saadan Vægt paa hvad han kalder Konst, at dens Fraværelse nedsætter Geniets herligste Værk til løst Skramleri. Dog, vi gjorde udentvivl Digteren Uret, dersom vi trode at han <seg type="com" n="com17">lyst</seg> havde tænkt sig hvad han forstod ved Konst, og heligennem<!-- FDS: 'herigennem'? --> fastholdt den ene Betydning. Uden derfor at opholde sig længe herved, vil <seg type="com" n="com3">Rec.</seg> blot gøre et Par Spørgsmaale: dersom Konst er noget Væsenligt i Poesi, og dog kan være adskilt fra poetisk Geni, hvad er den da? Den maa da vel dog være Eftertankens Datter, men hvad mægter denne at udrette hos Digteren, kan den skabe hans Syner, eller er det maaskee ikke disse, men deres Fremstilling, vi nævne Poesi? Sanker Digteren <seg type="com" n="com18">adspredte</seg> Træk, og søger at sammenflikke dem i eet Billede, eller aabenbarer Billedet sig for <pb type="text" facs="1810_137_fax008.jpg" ed="A" n="182" />ham uden hans bevidste Medvirkning? Mig tykkes, at Svarene paa disse Spørgsmaale ere saa ligefremme, at det <!--<seg type="com" n="com19">-->hardtad<!--</seg>--> er ubegribeligt hvorledes herom har kunnet være nogen Tvist, mellem dem som havde nogen Stemme, og det undrer mig at se Mange, hvis Afguder baade Konst og <persName key="pe675">Lessing</persName> ere, slet ikke at agte paa hvad denne Herlige saa træffende har sagt i Anledning af det Digterkald, Man tiltroede ham. Hvad <seg type="com" n="com3">Rec.</seg> troer om Poesi, er saare <seg type="com" n="com501">enfoldigt</seg>; thi han mener at Skjalden er Seer og Digter; Seerevnen kan han ikke <seg type="com" n="com200">nævne</seg> Konst, den Evne hvormed han <seg type="com" n="com20">indbilder</seg> Synet i sig og derpaa stræber at <seg type="com" n="com21">indbilde</seg> det i Andre, er, mener han, den samme Indbildningskraft, som virker i en dobbelt Retning. Hin første Virkning indad, kan neppe kaldes Konst, uden at forvirre Ord og Begreber, thi den er aldeles uvilkaarlig og falder sammen med Synet selv, Virkningen udad kan derimod <seg type="com" n="com601">nævnes</seg> <seg type="com" n="com22">saa</seg>, fordi Digteren her søger at afpræge det indvortes Billede udenfor sig, saaledes, at det kan optages i en Andens Indre. Her træder han i en Kamp med Sproget og sig selv, hvori rolig Eftertanke mere eller mindre kan tilskrive sig Seieren, som vindes. Kløgtig Orden, Klarhed og Velklang maa Digtet eie, fordi <seg type="com" n="com23">Beskuelsen</seg> uden disse ei kan meddeles hel og ren til Nogen, som ei selv er Digter; men ei maa vi glemme, at da de, Intet i sig selv, kun ere Veien, hvorpaa <seg type="com" n="com24">Beskuelserne</seg> vandre fra det ene Menneskebryst til det andet, kunne vi ei heller erkende Noget for poetisk, uden med det Samme at tilstaa, at hine om ikke fuldelig, saa dog i en vis Grad ere tilstede.</p>
	<p rend="firstIndent">I Forbindelse med den overdrevne Pris, <persName key="pe20">Baggesen</persName> sætter selv paa det Yderste af Formen, staar <pb type="text" facs="1810_137_fax009.jpg" ed="A" n="183" />ogsaa den <seg type="com" n="com25">synderlige</seg> Mening, at det kun var Fortidens store Skjalde, det undtes at udtale en mægtig Natur, og at vi maa nøies med at sanke, flikke, og i det Smaa efterligne Naturen, samt at det ei mere nytter at ville fremstille det Underfulde i Tilværelsen og det betydningsfulde Vekselspil mellem hvad vi <hi rend="spaced">kalde</hi> de to Verdener, fordi nemlig Tidsalderens Filosofi har berøvet os Troen paa alt Saadant. Her synes det, som Baggesen har glemt, hvad han kort foran sagde om Digteren, at han ene fandt <seg type="com" n="com26">Borgen</seg> for sit Kald i den uimodstaaelige Lyst og Drift</p>
	<lg>
	<l>Til Sammenstemning af det Endelige,</l>
	<l>Med Evighedens Grundklang i hans Bryst,</l>
	</lg>
	<p rend="noIndent">i Foragt for Nutidens hensigtsløse, <seg type="com" n="com27">flaue</seg> Liv, og i Higen efter</p>
	<lg>
	<l>— — en <rs type="myth" key="myth440">Prometheus</rs> lig, fra Himmelen at drage</l>
	<l>Guddommeligheds Ild til Jorden ned;</l>
	</lg>
	<p rend="noIndent">thi er Digteren saadan, skal – ja kan – han da vel spørge om, hvad hans Tidsalder troer eller ikke, førend han vover at udtale sit Liv og sine Syner? Det var det Samme, som at paastaa, Præsten skulde ei forkynde <persName key="pe45">Kristi</persName> hellige Lære, fordi Mange ei tro den. Ogsaa skulde <persName key="pe20">Baggesen</persName>, for ei at gøre Tidsalderen Uret, <seg type="com" n="com28">husket</seg>, at saalænge hine gamle Digtere yndes, kan jo Troen ei være forsvundet; men Hovedsagen er nok her, at <persName key="pe20">B.</persName> selv har slemme Anstød af Vantro, og det duer da vist nok ikke, at forkynde, hvad Man selv ikke troer. Den første Paastand er ligesaa underlig og hviler paa en Forudsætning, Man ei venter hos en Digter, den nemlig, at hin stærke Gæring ene kan frembringes <pb type="text" facs="1810_137_fax010.jpg" ed="A" n="184" />hos den med store Omvæltninger samtidige Digter, ret som om ei alle disse ere samtidige med hver Digter, just fordi han er en saadan. <persName key="pe20">B.</persName> nedriver sig da ogsaa selv straks efter, ved at nævne <persName key="pe29">Goethe</persName>, og fordre at Nutidens Skjalde skal forene de Gamles Kæmpevælde med fuldendt Konst; ja saa stor er hans Vaklen, at han ender med at henvise Digteren til Religionen, Naturfilosofien og <persName key="pe1160">Kooks</persName> Verdensomseiling. Herom er vel ikke andet at sige, end at vi genkende <persName key="pe20">Baggesen</persName>, at vi ville bede Gud bevare os fra at se Naturfilosofien, saameget Poetisk den end har, sat paa Vers, og at vi ei ret forstaa, hvad <persName key="pe20">B.</persName> mener med den ny Verden, som skal opstige af Oceanet, om han ønsker og vil give et poetisk Landkort og en ligedan Statistik over Sydhavsøerne, eller om han virkelig der har opdaget en ny Verden for Poesien. I sidste Fald, oplade han den for vort Øie, men i første frygter jeg for, at den ny Odysseus vil komme til <hi rend="spaced">allene</hi> at <seg type="com" n="com602">bestaa</seg> sin lange Færd. Overalt burde det aldrig glemmes at Digteren fornægter sin Natur og Poesien ham, saasnart han, istedenfor at sige os hvad han <hi rend="spaced">seer,</hi> enten vil begynde at fortælle os hvad Andre have set og hørt, eller fremstille Noget som ei <hi rend="spaced">faldt ham ind,</hi> men som han selv <hi rend="spaced">optænkte.</hi>
	</p>
	<p rend="firstIndent">Hermed kunde vel være Nok talt om <persName key="pe20">Baggesens</persName> poetiske Troesbekendelse, men da han i Fortalen til sine <rs type="title" key="title2425">Digtervandringer</rs> har fremsat en ny, tilligemed et underligt Skriftermaal af sine Digtersynder, forbindes vel et Par Ord herom mest passende med Ovenstaaende. Her erklærer <persName key="pe20">B.</persName>, at næsten Alt, hvad han hidtil digtede, manglede Helhed og Selvstændighed, men at Grunden hertil <pb type="text" facs="1810_137_fax011.jpg" ed="A" n="185" />maa søges i hans Digtervandring, ei i hans Digtervæsen, og at han fra nu af vil være hel og fast. Omgivelserne maa bære Skylden for Mangelen paa Helhed, fortsat Studium for hans Vaklen, <persName key="pe1161">Vieland</persName> for hans uretfærdige Domme og <hi rend="spaced">legemlig</hi> Trang for <seg type="com" n="com502">Bekendtgørelsen</seg>, ja for Gentagelsen af de Vers, han erkender at være sig uværdige. Hvad han nys i <rs type="title" key="title1851">Gengangeren</rs> sagde om Naturens Efterligning i det Smaa, erklæres her for vrangt, og han opstiller nu Poesien som Religions og Kærligheds Aabenbaring i Sprog. Dette er Hovedindholdet af en Fortale, Man ei kan læse uden Bevægelse, ja, tungt at det skal siges om en <persName key="pe20">Baggesen</persName>, uden Medlidenhed; thi selv hvor han troer, at have naaet Daglysets høieste og faste Punkt, genkender Man den samme Vaklen, den samme afvekslende Stigen og Synken, som stedse trykkede og delte ham den <seg type="com" n="com29">Underlige</seg>, der næsten i hvert sit Øieblik gentager <rs type="myth" key="myth522">Dioskurernes</rs> evige <seg type="com" n="com503">Vekselliv</seg>.</p>
	<p rend="firstIndent">Dette var hvad <seg type="com" n="com3">Rec.</seg> troer den baggesenske Muses kyndige Elskere helst ønskede her at se omtalt, og han vil nu vende sig til den Del af Digtet, som i <!--<seg type="com" n="com30">-->Undfangelsen<!--</seg>--> vist ei var Hovedsagen, men som dog, formedelst Digterens medfødte Lyst og overordenlige Gave til vittigt Spil med alle <!--<seg type="com" n="com31">-->mødende<!--</seg>--> Genstande, ei sielden under Talens Løb har villet tage Enevælden, ligesom det er denne Del Bogen næsten ene skylder saavel Opmærksomheden, som Uvillien den vakte. I faa Ting som angaa Digteren, synes Mængdens Dom at være skævere, end der hvor det gælder om hans Ret til offenlig at gøre litterære Syndere latterlige. Ei at tale om, at de som skrige høiest, sædvanlig ere Bagtalens fortrolige Venner, <pb type="text" facs="1810_137_fax012.jpg" ed="A" n="186" />er det ret underligt, at skikkelige Folk, som agte mundtlig Nedrivelse af en Skribent for Samtalens uskyldige Kryderi, dog sielden kunne ret finde sig i den Uforskammenhed at sige den Paagældende det lige i Øinene og saaledes at alle Mennesker <hi rend="spaced">paa eengang</hi> kan høre det. Man kunde snart fristes til at tro, denne Særhed reiste sig deraf, at de ei kunne have den Fornøielse at hviske den skriftlige Ondskab som noget Nyt i hinandens Øren, og stundom lade det være uafgjort, hvor den havde hjemme. Dog, <seg type="com" n="com32">Synderligheden</seg> reise sig hvoraf den vil, tykkes dog <seg type="com" n="com3">Rec.</seg>, ei, at noget <seg type="com" n="com33">Afbevisende</seg> lader sig indvende med Følgende. Indskrænkning og Misdannelse ere, som saadanne, ei tilregnelige, og bør ei fremstilles til Latter, saalænge de bevæge sig indenfor deres nødvendige Kreds; men saasnart de træde ud af denne, og udgive sig for deres Modsatte, da kan dette kun tilgives dem, forsaavidt de derved forøge Summen af komiske Genstande, og de burde derfor takke Digteren, som ved at opfatte dem i deres komiske Stilling, forsoner deres Brøde. At nu Skribenten, der <seg type="com" n="com504">skiller sig stymperagtig ved et, hvilketsomhelst, Arbeide,</seg> netop alleregenligst befinder sig i dette Tilfælde er dog vel unægteligt. Dog, selv de som indrømme dette, kunne maaskee tro sig beføiede til at harmes, naar Digteren enten griber en iøvrigt agtværdig Mand fra hans latterlige Side, eller tager Noget som latterligt, der egenlig ei er det. Det Første kan vi ei fordømme, uden at dømme os selv; thi vi le jo selv uvilkaarlig, hvor vi se det Latterlige, og med det Andet bør vi ei heller være alt for strænge, men betænke, at det vel <seg type="com" n="com34">og</seg> er hændet os, at vi engang kom <seg type="com" n="com100">saa</seg> i Latter, at <pb type="text" facs="1810_137_fax013.jpg" ed="A" n="187" />vi ei straks kunde holde op, skønt intet Latterligt mer var tilstede. Kun naar vi se, at Digteren har let med Villie over noget Ærværdigt, naar han <seg type="com" n="com101">paalyver</seg> Nogen en Latterlighed, og naar han vil vi skal le ad ingen Ting, da have vi Ret til at vredes.</p>
	<p rend="firstIndent">Vi træffe i <rs type="title" key="title1851">Gengangeren</rs>, om jeg ei tager Feil, Eksempler af alle disse Slags. Saaledes bør vist Ingen krympe sig ved at læse Kritikens Historie, eller Vurderingen af Hr. Professor <persName key="pe24">Rahbeks</persName> Venneros, hvorom det blandt Andet saare træffende heder:</p>
	<lg>
	<l>Han bruger hele Verden til min Ros,</l>
	<l>Tidsalderen, sig selv, adskillige Personer</l>
	<l>Af Stand, endogsaa Grever og Baroner,</l>
	<l>Fremtidens Dom og døde Mænd og Koner,</l>
	<l>Og at den maa dessikkrere ham tro's,</l>
	<l>Han bruger mig til Ros for hele Verden,</l>
	<l>Saa, medens Krandsen om min Tinding sno's,</l>
	<l>Den sno's om alle Tindinger tillige,</l>
	<l>Der have Noget i mit Fødeland at sige,</l>
	<l>Og naar Man ser sig til, trods alle Bræk og Brud</l>
	<l>I det forkerte Døgn, Guldaldren kommer ud,</l>
	<l>I den guddommeligste Tegning,</l>
	<l>Som Facit af den hele Regning.</l>
	</lg>
	<p rend="noIndent">Naar <persName key="pe20">B.</persName> derimod spotter med Venskabet mellem <persName key="pe24">Rahbek</persName> og sig, og deres personlige Forhold, da harmes vi med Rette, ikke allene, fordi det Latterlige her er aabenbar <seg type="com" n="com505">indtvunget</seg>, men ogsaa og vel især, fordi han her røber en Ringeagt for sig selv og Noget af det Helligste, Mennesket har paa Jor<pb type="text" facs="1810_137_fax014.jpg" ed="A" n="188" />den, som oprører os. Ei stort bedre er det med hans Forsøg paa at gøre <persName key="pe1162">Pastor v. Gehren</persName> latterlig, ved at sige om ham, at han vogtede den kalvinske Kirkes Faar, men dette kunne vi dog anse for en blot Genlyd af den gamle Vise, som var ny i hans unge Dage.</p>
	<p rend="firstIndent">Et Eksempel paa, hvorledes Digteren stundom forgæves vil narre os til at le, er hvor han vil gøre <rs type="title" key="title2396">det befriede Israel</rs> latterligt, ved at kalde det:</p>
	<lg>
	<l>Det lange Jødedigt, som Ingen læser,</l>
	</lg>
	<p rend="noIndent">hvilket jo er det Samme, som om Man kaldte <rs type="title" key="title2395">Parthenais</rs>:</p>

	<lg>
	<l>Det lange Alpedigt, som Ingen læser;</l>
	</lg>
	<p rend="noIndent">thi at et godt Digt gerne en <seg type="com" n="com35">Tidlang</seg> kan henligge ulæst, veed Man, og at det er langt, skader ei, naar det kun ikke er for langt, hvilket imidlertid nok turde være Tilfældet med begge de nævnte Arbeider.</p>
	<p rend="firstIndent">Blandt de ikke faa <seg type="com" n="com603">Pudserligheder</seg> i det Enkelte, fortjene, mener jeg, især tvende at anmærkes. Den ene findes i Indledningen, hvor <persName key="pe20">B.</persName> yttrer sin Harme over den Udlæggelse Man har tilladt sig<!-- FDS: emenderes til 'sig' JT: ikke nødvendigt, der står et læderet 'sig' --> af adskillige Steder i hans <rs key="title2349" type="title">Rimbreve</rs>, og nu, i et temmelig kritisk Tilfælde, vil godtgøre sin Uskyldighed ved om <placeName key="fak8">København</placeName>
	</p>

	<lg>
	<l>— — — — — Den største</l>
	<l>Blandt alle Sladderhanke i vort Nord,</l>
	</lg>
	<p rend="noIndent">som han ret med Føie kalder den, at anmærke:</p>

	<lg>
	<l>Den Sladdrer Tingen selv har ventelig opspundet,</l>
	<l>Og siden bildt sig ind i mine Ord</l>
	<l>Et <hi rend="spaced">Ekko</hi> af sin Løgn at have fundet.</l>
	</lg>

	<p rend="noIndent">Den anden store <seg type="com" n="com36">Pudserlighed</seg> er, at <persName key="pe20">B.</persName> lader som han troer, at ingen Sprogplanet kan bære mer <pb type="text" facs="1810_137_fax015.jpg" ed="A" n="189" />end i det høieste tre Digtere ad Gangen, hvilket jeg mener bedst lader sig betragte som et oplysende Modstykke til Optællingen af de tolv Poeter i <placeName key="fak8">København</placeName>.</p>
	<p rend="firstIndent">Om Tillægget er ei Meget at sige. <persName key="pe20">B.</persName> har i Slutningen af det foregaaende Digt tydelig nok angivet sit Øiemed med Fremstillingen af <rs type="title" key="title2394">Odysseus's Hevn</rs>, spaadomsvis at forkynde hvad ske skulde, naar han og <rs type="myth" key="myth523">Telemak</rs> begyndte at slaa omkring i Kaalhaven under <placeName key="fak540">Parnas</placeName>, og vi kunne altsaa ei her vente nogen egenlig Oversættelse af hin gamle Sang. De <seg type="com" n="com37">seksbenede Klepperter</seg> springe iøvrigt saa tungt, at Bulderet gør ondt i Øret og de gebærde sig tilmed stundom saa underlig, at Man af Alt straks mærker, de ei ere lagte til paa dansk Grund, ligesom den hele Færd synes lidt fremmed. <rs type="title" key="title2600">Visen om Ro og Rap</rs> klinger ret artig med Tip og med Top og med Tap, men om den staar i nogen Forbindelse med det Foregaaende, er vel ingen Undersøgelse værd. Den er ellers lidt i Slægt med <rs type="title" key="title2601">Kæmpevisen om Hr. Jon</rs>.</p>
	<p rend="firstIndentRight">G.</p>
	<fw type="blank" />
	</div>
	</body>
	<pb type="periText" facs="1810_137_fax016.jpg" />
	<pb type="periText" facs="1810_137_fax017.jpg" />
	<pb type="periText" facs="1810_137_fax018.jpg" />
	<pb type="periText" facs="1810_137_fax019.jpg" />
	<pb type="periText" facs="1810_137_fax020.jpg" />



	</text>
	</TEI>