| Sagas Tempel. | |
| (Ved Johannes Müllers Død.) | |
| Saga! hellige Mø! | |
| Hisset i Søgnabeks Sale | |
| Skued jeg undrende dig | |
| Tømme med Odin det gyldne | |
| Tidernes skummende Bæger. | |
| Høit fra skinnende Bænk | |
| Toned din kløgtige Tale, | |
| Odin forstod den, men ei | |
| Fuldelig Kløgten at fatte | |
| Mægtede Sønner af Askur. | |
| Skjalden lyttende stod, | |
| Tonerne fyldte hans Øre, | |
| Og i hans Epos fornam | |
| Undrende Menneskeslægten | |
| Klang af din Tale til Odin. | |
| Askurs Sønner et HofTempel. | |
| Bygged ukendte Gudinde, | |
| Du dig fra skinnende Bænk | |
| Bøied, din Dyrker at skænke | |
| Kløgt, som at fatte han mægted. | |
| Tider runde forbi, | |
| Klangen Man vilde begribe, | |
| Klangen i Lyde henrandt, | |
| Krøniken blev din Præstinde, | |
| Hende allene Man dyrked. | |
| Skjalde lytted igen, | |
| Fanged de vekslende Toner, | |
| Og i den dobbelte Lyd | |
| Hørtes til Under for Slægten | |
| Klang af din Tale med Odin. | |
| Men – hvad skuer jeg hist! | |
| Knæler ei sølvlokket Olding? | |
| Hellas! o det er din Søn! | |
| Se hvor han reiser det første | |
| Alter i Sagaens Tempel! | |
| Vidt han vanked paa Jord, | |
| Veied de mystiske Frasagn, | |
| Barnlig bekender han dog: | |
| Tidernes Veksel allene | |
| Styre alraadende Guder. | |
| Tider rinde saa tungt. | |
| Skjaldene lytte ei længer. | |
| Saga! Man smitter dit Hof, | |
| Selvkloge kun med din Terne | |
| Krøniken ville de bole. | |
| Vend dig Øie! fra Syd | |
| Høit mod det isfulde Norden! | |
| Se om ei Klippernes Søn, | |
| Skuende stolt over Midgard, | |
| Ydmyg nedknæler for Guder! | |
| Skjalden lytter saa nær, | |
| Odins og Sagas forborgne | |
| Taler han røber i Sang, | |
| Volas de hellige Toner | |
| Klinge i festlige Taushed. | |
| Tider rinde forbi, | |
| Skjaldene lytte ei længer, | |
| Svundet er hellige Klang, | |
| Søndret i jordiske Lyde. | |
| Saga! hvor findes din Dyrker? | |
| Øiet tindrende ser | |
| Knæle blandt Norriges Fjelde | |
| Sølvgraa en Olding i Kraft, | |
| Saga han reiser et Alter, | |
| Stenen med hellige Runer. | |
| Stivt nedstirrer hans Blik, | |
| Stirrer paa Skjaldenes Draper. | |
| Edda det løfter igen, | |
| Ydmyg han beder, og Saga | |
| Tolker ham Tidernes Jertegn. | |
| Trindt ham knæler en Flok. | |
| Rundt om hans kneisende Alter | |
| Sanke sig Stene i Krinds, | |
| Ristet paa hver er Gudindens | |
| Navn, thi hun bygger i Norden. | |
| Dorsk er Slægten, og ei | |
| Saga! din Tone den fatter. | |
| Selvklog opstaar den igen, | |
| Altid den kun med din Terne | |
| Krøniken lyster at bole. | |
| Hvor skal Øiet henty | |
| Drevet fra Syd og fra Norden? | |
| Der hvor i Alpernes Ly | |
| Hellas og Norden henflygted, | |
| Der vil jeg søge din Dyrker. | |
| Se! han knæler der alt, | |
| Beder i rungende Toner | |
| Tiden vil døve hans Røst, | |
| Krampe vil stille hans Tunge, | |
| Se hvor sig stramme de Sener! | |
| Høit paa Tidernes Grus | |
| Stræber han Altret at reise, | |
| Ak! men han mægter det ei, | |
| Halvt er det reist, og han segner, | |
| Segner af Kampen udmattet. | |
| Tiden rinder saa tungt. | |
| Ingen vil knæle Gudinde! | |
| Ydmyg i Templet, men stolt | |
| Boler den selvkloge Skare, | |
| Spottende dig, med din Terne. | |
| Rind kun Taare fra Kind | |
| Ned paa det halvreiste Alter! | |
| Halvt det til Tidernes Gru | |
| Staar, og den Haand som det reiste | |
| Kraftløs i Graven henvisner. | |
| Væd kun Taare min Kind! | |
| Alperne Templet ei værge, | |
| Storme fra Øst og fra Vest | |
| Buldrende mødes og ryste | |
| Sagas det hellige Tempel. | |
| Nik. Fred. Sev. Grundtvig. | |