| Bod og Bedring. | |
| (Til Hr. Gundelach.) | |
| Som oftest valgte Man en Ugle | |
| Til Dommer over andre Fugle; | |
| Thi det var gammel, lovlig Skik, | |
| At den kun Dommerembed fik, | |
| Som Man var ganske sikker paa | |
| Ei kunde Fuglesang forstaa. | |
| Her se Man det første Eksempel paa Hr. Gundelachs og min Muses søsterlige Forening! | |
| Forbandet den Poet, hvis Pose gik itu, | |
| Og spildte alt det Kram, hvorfor jeg pines nu! | |
| Dog, nei, kun utro Pen! forbandet være du! | |
| Jeg har jo sagt dig det saa tit, | |
| At førend du med Sort paa Hvidt | |
| Dig gjorde lystig over Noget | |
| Du skulde tænke efter først, | |
| Og ikke løbe hen i Taaget. | |
| Til Baggesen og Oehlenschläger | |
| Du havde Lov at give Streger, | |
| Der vidste du, du kunde staa dig; | |
| Men var du ikke slet saa dum, | |
| Du maatte vidst, hvordan det vilde gaae dig, | |
| Naar du tog fat paa Gundelach, | |
| Som rimer sig, betænk! med Snak. | |
| Hvor kunde du dog Andet vente, | |
| End at du der fik Snak med Rente? | |
| Dog, det ei hjelper stort at skende, | |
| Jeg altsaa vil mig kønt omvende. | |
| O store, høie Gundelach! | |
| Du selv maa ynkes ved at se mig, | |
| Af Usselhed du sikkert sprak, | |
| Ifald som jeg du skulde te dig. | |
| Jeg stander her med sammenlagte Hænder, | |
| Af Ruelse og Anger fuld bekender | |
| Jeg at min Synd er skammelig, | |
| Jeg ved en Skade ligned dig, | |
| Men der er Forskel mellem Fugle, | |
| Du siger selv du er en Ugle, | |
| Og Man bør tro dig paa dit Ord. | |
| Er nogen Synd vel mere stor | |
| End den en Ugle at bortskræmme, | |
| Som røre vil sin søde Stemme? | |
| Dog, det er Arvesynden, Kære! | |
| Som os Historien kan lære, | |
| Thi altid var det Skik hos Fugle | |
| At drille, nappe stakkels Ugle, | |
| Du kender vist den Elegi, | |
| Hvor den sin Vaande klager i: | |
| “Katten er mit Sødskendebarn, | |
| Han har gode Dage, | |
| Fremfor mig, det slemme Skarn, | |
| Jeg maa staa tilbage. | |
| Gaar jeg ud og gaar jeg ind, | |
| Alle plukke mig mit Skind, | |
| Maa jeg ikke hyle? | |
| Jo jeg maa vist | |
| hyle.” | |
| Min Synd forsvarer jeg slet ikke, | |
| Thi det kun slet sig vilde skikke, | |
| Da jeg for slig en Dommer staar, | |
| Jeg mig kun lidt undskylde vil, | |
| For om jeg kunde faa dig til | |
| Mig mine Synder at tilgive, | |
| Saa jeg ilive kunde blive, | |
| For Livet giver jeg min Ære, | |
| Thi i den lærde Verden maa, | |
| Som dit Eksempel selv kan lære, | |
| Jo Livet dog for Æren gaa. | |
| Du siger Avind drev mig til | |
| At jage dig og Fürst paa Flugten, | |
| Men det af dig er ikke smukt, | |
| Da selv du siger: efter Frugten, | |
| Som Gundelacher og som Fürster | |
| Kan finde sød, jeg ikke tørster. | |
| Nei, byt den Mening med en anden, | |
| Og tro: jeg blev forført af Fanden! | |
| I Morges reent jeg lod mit Hagehaar afrage, | |
| Af Gru sig skjuler nu hver Stump der er tilbage, | |
| Og du skal grue med, naar du faar hørt, | |
| Hvor skammelig jeg blev forført. | |
| Just at du er en Recensent, | |
| Hvis Mage jeg har aldrig kendt, | |
| Just det, som burde bragt mig til | |
| At tie stille, | |
| Det brugte Satan, som er snild, | |
| Just til min arme Sjel at hilde. | |
| Med ægte Humor sagde du: | |
| At ingen Digter maatte sige, | |
| At Noget var som Himmerige, | |
| Da han den Ting dog ikke vidste, | |
| Og til at snakke op og ned | |
| Om Ting, Man ei forstaar og veed | |
| Skal dit Eksempel ikke friste; | |
| Men Satan var ei sen at føre | |
| Petrarkas Sludder til mit Øre, | |
| Der, hvor han om sin Laura snakker, | |
| Som om hun var fra Himmerig. | |
| Nu vidste jeg dog at den Prakker | |
| Ei havde did en Reise gjort, | |
| Jeg mente, han var Digter, og | |
| Jeg troede du var et Fjog. | |
| Foroven og forneden ser | |
| Du let jeg ikke tror det mer. | |
| Du lasted og med Ret den Snak | |
| Om Natten, der omhyller Kloden, | |
| At det er lyst hos Antipoden, | |
| Naar det er mørkt hos Gundelach, | |
| Hvem tør vel nægte det, og dog, | |
| Fordi den Frase var i Moden, | |
| Mig Satan lettelig bedrog, | |
| Han raabte til mig: Oehlenschläger | |
| Han var vel heller ikke Digter | |
| Dengang han sagde, at Dagen dør, | |
| Naar Natten udruller sit sorte Slør. | |
| Jeg glemte, han var af den nyere Skole, | |
| Jeg glemte vor Sol med de øvrige Sole, | |
| Jeg lo ad din Visdom og fandt | |
| Du var en Pedant. | |
| Foroven og forneden let du ser, | |
| Om end jeg græder eller ler. | |
| Dog, holdt! min Mave taaler ikke | |
| Din Humor draabevis at drikke, | |
| Desuden alskens Medisin | |
| Og fremforalt da ogsaa din | |
| Mit Smagorgan gør rent tilskamme, | |
| Naar ei den synkes med det samme. | |
| Jeg da bekender kort men sandt: | |
| Jeg næsten i hvert andet Ord | |
| Vel snart en lille, snart en stor, | |
| Men altid dog en Dumhed fandt, | |
| Og mere dumt end alle Dele | |
| Jeg fandt naturligvis det Hele. | |
| Jeg tænkte, det mig Gud forlade! | |
| At du var kun en lille Skade, | |
| Som vidste at det nu er Sommer, | |
| Og derfor burde skræmmes væk | |
| Før Kirsbærtiden kommer. | |
| Nu veed jeg, at du er en Ugle, | |
| Som ikke spiser Kirsebær, | |
| Men flygter hylende af Skræk | |
| Selv for de allermindste Fugle, | |
| Og Angerstaaren, jeg udgyder, | |
| Maa vise, jeg min Synd fortryder. | |
| Nu sikkert, høie Gundelach! | |
| Hvis ei du alt af Medynk sprak, | |
| Du finder min Undskyldning gyldig, | |
| Og mærker at jeg er uskyldig. | |
| Til Slutning kun en lille Bøn! | |
| Du er Apollos egen Søn, | |
| Ja veed endog hans græske Navn. | |
| Jeg fusker lidt paa Rimeri, | |
| Men føler nu et hæsligt Savn, | |
| Det kunde du mig let erstatte, | |
| Hvis du i et Par Ord lod dratte | |
| En splinterny Difinition | |
| Paa hvad Man kalder Poesi. | |
| Jeg skønner af din Recensjon | |
| At du har grublet dybt i Sagen, | |
| Og du alt der har lagt for Dagen, | |
| At Poesien er en Gave, | |
| Som Man kan have og dog ikke have; | |
| Det er for høit for mig endnu, | |
| Men ei jeg tvivler paa at du, | |
| Med al din Tydeligheds Gave | |
| Det kunde mage saa og lave, | |
| At jeg begreb din Mening. | |
| Da vil vi digte i Forening | |
| (Thi inhumant det var, ifald | |
| Du nægted rent mit Digterkald), | |
| Og alt det gamle Skramleri, | |
| Som jeg har hidtil rodet i, | |
| Med Draper og med Sagaflokke | |
| Skal mig vist ikke mere lokke, | |
| Thi nu jeg finder det er sandt | |
| Hvad du med megen Kløgt udfandt, | |
| At disse halvopædte Grene | |
| Og disse sorte Runestene | |
| Er ikkun idelt Lapperi | |
| Og Fanden ikke Poesi. | |
| Nei, vi foruden Maal og Tal | |
| Melydrier udgyde skal, | |
| Og dersom Nogen da tør sige, | |
| Den Humor er ei Poesi, | |
| Ham drukne vi deri. | |
| Nik. Fred. Sev. Grundtvig. | |
| P. Sk. Skal vi os ei med Fürst forsone? | |
| Han traf jo dog Romansens Tone | |
| Og har dog nogen Poesi, | |
| Skønt der er ingen Digtning i. | |
| Naar vi da alle tre holdt Stand, | |
| Han som Uhyre, du som Ugle, | |
| Og jeg som Bussemand, | |
| Da tænker jeg dog alle Fugle | |
| Sig skulde bare for at le. | |