| Aftenen. | |
| (Ved min Færd til Middelsyssel.) | |
| Saa gladelig farer jeg hen over Land, | |
| Mit Øie har Stjernerne fundet, | |
| Nedsænket i Hav er nu Solluens Brand, | |
| Og Dugdraaben Støvet har bundet. | |
| I Dæmringen vinker den kølige Lund | |
| Nu alle Smaafugle til natlige Blund, | |
| Og Blomsten alt blunder i Enge. | |
| Paa Himmelen tindre de Stjerner saa smaa, | |
| Saa tindre de Smaalys i Hytternes Vraa, | |
| Og lyse de Bønder til Senge. | |
| Haraldstæd Skov. | |
| Hvi flygter hver en Stjerne bort, | |
| Og hvi mon over Skoven ruger | |
| Den Sky saa sort? | |
| Knud Lavard. | |
| I Haraldstæd sad Hertug Knud | |
| I Julefestens Dage, | |
| Ved Aften tren i Sal et Bud | |
| Og talede saa fage: | |
| I høre mig nu Hertug Knud! | |
| I komme fluks i Skoven ud! | |
| Kong Magnus Eder bier. | |
| Og det var Eriks djærve Søn, | |
| Saa brat han sprang fra Borde; | |
| Men Ingeborg ham drog i Løn | |
| Og saa tog hun til Orde: | |
| I ride ei min Herre god! | |
| Thi vist det gælder Eders Blod, | |
| Kong Magnus vil Jer svige. | |
| Ei er jeg som en Kvinde ræd, | |
| Og Magnus er min Frænde, | |
| Saa talte han, men Kvinden græd | |
| Og bad i stor Elende: | |
| O drag ei denne onde Færd, | |
| Men tænk paa Fostret som jeg bær | |
| For Eder under Hjerte! | |
| Han klapped hende under Kind | |
| Og sagde: vær ei bange! | |
| Men der hun saa ham stolt i Sind | |
| Hel vaabenløs at gange, | |
| Med Graad og Suk da gik hun hen | |
| Og spændte Sværdet om hans Lænd, | |
| Ham bad med Gud at fare! | |
| Og det var hellig Hertug Knud | |
| Og Sivard Saxlands Sanger, | |
| De rede fluks af Byen ud | |
| Alt paa den rappe Ganger; | |
| Men der de rede hen ad Sne, | |
| Fru Ingeborg hun tyktes se | |
| Om Knud et Jordelagen. | |
| Og der de komme ud fra By, | |
| Tog Sivard til at kvæde, | |
| Saa sørgelig det klang i Sky, | |
| At Knud han maatte græde. | |
| Om Grimhilds Svig var lagt det Kvad, | |
| Der hun tillaved blodigt Bad | |
| For sine Brødre baade. | |
| Hel fager er din gamle Sang; | |
| Saa mælte Knud med Blide, | |
| Men alt for ynkelig den klang | |
| Dog her ved Nattetide. | |
| Saa hug han Sporen dybt i Hest | |
| Og red alt som han kunde bedst | |
| Sit Dødningrid til Skoven. | |
| Fru Ingeborg saa ene sad | |
| I Salen med stor Kvide, | |
| Saa inderlig til Gud hun bad, | |
| De Taarer flød saa stride; | |
| Men der det var ved Midjenat, | |
| Da banked det paa Dørren brat, | |
| Dog Ingen var derude. | |
| I Blod og Bryst en Rædsel for | |
| Og stemmed hendes Aande, | |
| Som uden Liv hun sank til Jord | |
| Udi sin store Vaande. | |
| Og det var i den samme Stund, | |
| Da dræbtes Knud i mørke Lund | |
| Af Magnus og hans Svende. | |
| Saa myrded de den Herre from, | |
| Det Gud tilstæde vilde. | |
| Til Vidne paa hans Helligdom | |
| Udsprang saa klar en Kilde; | |
| Men hver en Stjerne flygter ræd | |
| Fra mørke Skov, fra Haraldstæd, | |
| Hvor Magnus slog sin Frænde. | |
| Hevnerens Engel alt svæved, | |
| Truende Sværdet han hæved | |
| Over det syndige Folk. | |
| Derfor du Hellige! døde. | |
| Dobbelt blev Dannemarks Brøde, | |
| Dobbelt blev Dannemarks Straf! | |
| Herren dog saared og læged, | |
| Han er retfærdig og god; | |
| Kilden som sprang af dit Blod | |
| Dannemark køled og qvæged. | |
| Kilden som sprang af dit Blod | |
| (Valdemar hed den paa Jorden), | |
| Samlet med Absalons Flod, | |
| Køled og kvægede Norden. | |
| Nik. Fred. Sev. Grundtvig. | |