| Til Hr. Professor Sander. | |
| Som Digter, som Knud Lavards Forfatter, | |
| og som Ven af Epigrammer. | |
| ...... Jeg kan ikke hæle | |
| Med dem, som Digternavn vil stjæle | |
| Saavel paa Sokker som paa høie Hæle. | |
| Giengangeren | |
| var. lect. | |
| Prolog. | |
| Alt længe har jeg havt i Sinde | |
| En lille Glemmigei at binde | |
| I Digterkrandsen om din Isse; | |
| Men hvem af dine kære Smaa | |
| Din Evighed beroer paa, | |
| Det vidste jeg just ei tilvisse; | |
| Hos den, som Egoist, jeg vilde | |
| Saa gerne lægge Blomsten ned, | |
| For selv at faa lidt Evighed | |
| Og ikke rent min Gave spilde. | |
| Jeg ofte tænkte paa at lægge | |
| Den hos din egen Kæledægge, | |
| Det mageløse Hospital; | |
| Men da jeg tænkte dybt i Tingen, | |
| Jeg fandt, at derhen kommer Ingen | |
| Undtagen han er syg og gal; | |
| Og skønt de Folk jeg ret beklager, | |
| Det Selskab mig dog ei behager, | |
| Den Evighed var evig Kval. | |
| Dog, nys jeg, til min store Lykke, | |
| Fik Øie paa det Grædestykke, | |
| Om Knud, som du os har forært, | |
| Det er min Blomst og Mere værdt, | |
| Især for den uhyre Flid | |
| Som er saa sjelden i vor Tid. | |
| Enhver, som hørte Rahbek, veed, | |
| Det kosted Øehlenschläger Sved, | |
| Før han fik Hakon rigtig tragisk. | |
| Men at du har det saavidt drevet, | |
| At hellig Knud det ei er blevet, | |
| Det maa Man hartad nævne Magisk. | |
| Og nu den Kvide, du har døiet, | |
| Før du fik Alting sammenslæbt, | |
| Og sammenlagt og sammenpløiet, | |
| Og før du fik Saamange dræbt, | |
| Hver paa sin Vis, saa grant Man ser, | |
| At Ingenting for Intet sker. | |
| Ja, Ruses Ord, som (var jeg rig) | |
| Jeg lod fra Top til Taa forgylde, | |
| Har maattet sig hel underlig | |
| Paa al din Helteflok opfylde.Se Ruses fyndige Tale i Peder Paars (Haandudgaven Pag. 14-16.). | |
| Ei vil jeg tale om, hvorlunde | |
| Det Gran, som fødtes i din Aand, | |
| Dog under din og Konstens Haand | |
| Saa umanerlig vokse kunde; | |
| Thi Sligt er kun en Naadegave, | |
| Som kun de fromme Sjele have. | |
| Vist Mange vilde været glade | |
| Ved at faa fyldt tolv, seksten Blade, | |
| Men du i Snesevis kun tæller, | |
| Som Vandet af en Kilde, vælder | |
| Det sorte Vand, jeg mener Blækket. | |
| Af Akter fik du rigtig fem; | |
| Naar femtegang nedruller Dækket, | |
| Og Nogen da gaar tørstig hjem, | |
| Sig selv han ene maa beskylde, | |
| Thi ham kan Fanden ikke fylde. | |
| O gid dog vores Fædreland | |
| Nu vilde huske paa de Pligter | |
| Det har imod en saadan Mand, | |
| Der er saa mageløs en Digter! | |
| Man snakker nok om Øehlenschläger, | |
| Han er nu blevet Modeskjald, | |
| Men du har Ret, han vel bevæger | |
| Vort Øre med det sære Skrald, | |
| Hvori der er endel Musik, | |
| Men han dog rigtig er forresten, | |
| Som Schlegel og som Mester Tiek, | |
| Som Novalis, som Goethe – næsten, | |
| Og det Slags Folk, dem kende vi, | |
| Hos dem er Alting Poesi. | |
| Vel ser jeg, at selv Rahbek vakler | |
| Og roser disse ny Spektakler; | |
| Men det er vel kun gammel Sæd, | |
| Som intet Ondt han mener med. | |
| Dog, Sandt er Sandt, jeg gøs forleden, | |
| Da du hos Øehlenschläger stod; | |
| Thi rigtig nok stod han forneden, | |
| Og derved stilledes mit Blod; | |
| Men jeg dog tænkte: Herre Gud! | |
| Det er jo ret, som Sankte Knud | |
| Var Palnatoke op ad Dage. | |
| Dog, vil selv Rahbek dig forsage | |
| Og ei herefter fuldt saa trolig | |
| Som hidindtil, dig gøre Kur, | |
| Du dog kan være ganske rolig | |
| Og trøste dig ved din Natur. | |
| Det allerværste skulde være | |
| At Øehlenschlägers Fantasi | |
| Er nylig blevet sat i Tøier, | |
| Og finder sig ret godt deri; | |
| Men dels er det vel kun for Løier, | |
| Og hvordan det saa end vil gaa, | |
| Du dog kan sikkert bande paa, | |
| Den aldrig blir saa tam som din. | |
| Engang du trode vel at finde | |
| I Baggesen en slem Rival; | |
| Men nu ved alle Folk herinde, | |
| At han er i det mindste – gal. | |
| Den sidste Gang han kom her hjem, | |
| Han rigtig nok var grumme slem, | |
| Ja Fanden red ham rent skinbarlig, | |
| En Ting, der ei er uforklarlig, | |
| Da han, som nys blev meldt, er gal. | |
| Han kaldte dig med Skoggerlatter | |
| Niels Ebbesens utrolige Forfatter. | |
| (O put ham i dit Hospital!) | |
| Men ak! hans Gammen var kun stakket, | |
| Thi neppe havde han sig pakket | |
| Paa Dørren, før du stod som Kæmpe, | |
| Og ruskede ham ei med Lempe. | |
| Vel følte han ei Rusk og Smæk, | |
| Fordi han sidst var sluppet væk; | |
| Men det er ingen Sag at løbe, | |
| Og hvis han Himlen skulde købe | |
| I samme Mynt, som du ham gav, | |
| Han ei kom salig i sin Grav. | |
| Nu Rahbek! ja han viger nok, | |
| Naar han kun have maa den Ære: | |
| Din Knud i Mag at sønderskære, | |
| Og siden atter plukke op, | |
| For hele Publikum at lære, | |
| Hvorledes han forstaar sin Lessing, | |
| Hvormeget det forgyldte Messing | |
| Er bedre end det bare Guld. | |
| Jeg maatte Alfabetet fuld | |
| Med Alfabetets Navne skrive, | |
| Hvis jeg en Liste skulde give | |
| Paa alle dem, som ei vil stride | |
| For Æren at staa ved din Side; | |
| Men jeg vil skilles kort ved Tingen | |
| Og rent ud sige: der er Ingen | |
| Og kan ei heller Nogen være | |
| Som beiler til den store Ære; | |
| Thi hvis mig ikke Alting svigter, | |
| Du netop er, hvad du vil være, | |
| En tragisk, saare tragisk Digter. | |
| Vel sagde du engang forleden, | |
| Da du for Løier var beskeden, | |
| (Du stundum har den sære Nykke) | |
| Du vidste ei om du paa Krykke | |
| Var krøbet til Parnassets Top; | |
| Men derved bør du dig ei skamme, | |
| Thi det jo være kan det Samme, | |
| Naar du kun bare kom derop. | |
| Her har jeg et Par Epigrammer, | |
| Gud ved, om nogen af dem rammer; | |
| Men tænk ei jeg indbilder mig | |
| I dem at ville ligne dig! | |
| I Saadant er jeg fast en Pog, | |
| Jeg holder mig ikkun til Bøger; | |
| Thi naar jeg ogsaa stundum spøger, | |
| Jeg holder mig til Mandens Bog | |
| Og holder mig fra Bogens Mand, | |
| Undtagen der hvor Bog og Mand | |
| Ei længere adskilles kan. | |
| Jeg troer gerne det er Brøst | |
| Paa Klogskab og paa klar Forstand, | |
| Men jeg dog har den lille Trøst: | |
| Det gaar kun mig, som det gik Andre, | |
| Vi kan ei Alle være Sandre. | |
| Til Knud Lavard. | |
| Visselig ikke for Skemt, du Hellige nævnes en Martyr; | |
| Thi uden Grund eller Skyld tregange dræbte Man dig. | |
| Deler Man rettelig Død i timelig, aandig og evig, | |
| Nys du i filede Vers døde den evige Død. | |
| Til Magnus. | |
| Skygge af nordiske Kraft! du svinder og ret som en Skygge, | |
| Kun paa Teatret vi se Tretallet fyldes af dig. | |
| Hvi var din Skæbne saa tung, at du maatte dø uden Sprikvort, | |
| At du, som Mette, end ei turde fortælle os det? | |
| Til Margaretha.Margarethe – Digterens Meta – døde efter Saxos Beretning af Vandsot, og saare genialisk har Digteren vidst, uden dog ligefrem at sige det, at lade os føle det heligennem. | |
| O! hvor beklager jeg dig, du vandfulde, døende Meta! | |
| O! hvilken gruelig Synd, saa dig at tappe ihjel!! | |
| Til Samme. | |
| Visselig Lykke for dig, du sørged itide for Kisten! | |
| Kun for at stilles ved den, gav Man dig Lov til at dø. | |
| Til Hr. Professoren. | |
| Bien som flyver omkring, og suger og sanker og bygger, | |
| Er, sagde Rahbek saa tit, Billed paa dygtige Skjald; | |
| Flyven du hader, men dog du suger og sanker og flikker, | |
| Altsaa, hvis Rahbek har Ret, er du en temmelig Skjald. | |
| Epilog. | |
| Hvis Dørren du finder for stor | |
| Og Huset du finder for lille, | |
| Da koster det dig kun et Ord; | |
| Thi Sagen er her kun at ville. | |
| Efterskrift til trende Parter af Publikum. | |
| Til den Første. | |
| I som med halvtillukket Øie | |
| Mens Middagsmaden I fordøie, | |
| Betitte dette Blad i Mag! | |
| I som ved Læsning somme Dage | |
| Maa søge Tiden at forjage, | |
| Som har i Dag jer Læsedag! | |
| Jeg ønsker mine Vers det Held, | |
| At ei en Stavelse jer morer, | |
| Men heller keder rent ihjel! | |
| Til den Anden. | |
| I fredelige Folk! som tro, | |
| Man ei bør spilde Nogens Ro, | |
| Men heller tage smukt til Takke | |
| Med hvad Man byder, end til Krig | |
| For Konstens Sag at reise sig, | |
| Med jer det nytter ei at snakke. | |
| Til den Tredie. | |
| I Ædle! som ei Slagsmaal lide, | |
| Men ved, at det er Pligt at stride, | |
| Jer skal jeg snart med Alvor søge | |
| At vise: her er intet Spil, | |
| At ei jeg spøger for at spøge, | |
| Og saarer ei fordi jeg vil. | |
| Nik. Fred. Sev. Grundtvig. | |