| Svar til min Ven Molbech. | |
| (Se | |
| Københavns Skilderi No. 102.) | |
| Du stander midt i Guders Lund | |
| Med Varme, som hos hver Kærminde; | |
| Thi Du i gamle Norden kun | |
| En | |
| mærkelig Ruin | |
| vil finde. | |
| Du knæler ei, thi Asers Magt | |
| Er Dig kun Fantasiens Pragt. | |
| Dit Syn forvilder sig min Ven! | |
| Imellem | |
| Gudenavnes Vrimmel, | |
| Og stedse stivt Du stirrer hen | |
| Paa | |
| Valhal, som paa Nordens Himmel. | |
| Igennem | |
| Ragnaroke | |
| ei | |
| Dit Øie end har fundet Vei. | |
| Kan Nogen skue høie Strid, | |
| Som føres mellem Lys og Mørke, | |
| Og Lyset fra den svundne Tid, | |
| Og Nordens | |
| Aser | |
| ikke dyrke? | |
| O! saa Du Lysets Herlighed, | |
| Du ved min Side knæled ned. | |
| Jeg skuer sidste hede Damp | |
| Som stiger op fra Tidens Lue. | |
| Jeg glædes, | |
| endt er store Kamp, | |
| Men Aser faldt | |
| , og jeg maa grue; | |
| I Skælven klæder sig den Lyst, | |
| Som da indstrømmer i mit Bryst. | |
| Aartusinder kan over Jord | |
| Henrulle, glemmes kan Idrætter, | |
| Men har det Evige sit Spor | |
| Aftrykt, ei Tiden det udsletter. | |
| Et Billede jeg ser i Nord, | |
| Og Træk jeg skuer end paa Jord. | |
| Du peger paa Naturens Sprog, | |
| Som om Din Ven Det ikke kendte; | |
| Som til et Blad i store Bog, | |
| Jeg til Naturen Øiet vendte, | |
| Og Nattens Mulm med Solens Glands | |
| Sig blanded for min indre Sands. | |
| Jeg stirrede mod Harmoni, | |
| Da jeg mod | |
| Alteret | |
| henstirred, | |
| Og ilende jeg gik forbi | |
| Det Enkelte, som kun forvirred; | |
| Men ved Du deraf at jeg fik | |
| Ei for det Enkelte et Blik? | |
| Nik. Fred. Sev. Grundtvig. | |