| Gunderslev Skov. | |
| (Se | |
| Københavns Skilderi No. 100.) | |
| Sig mig o Skov! hvad Du slutter saa tæt, | |
| Hvad Du knuger saa fast i Din Favn! | |
| Sig mig det Vind! Du som svæver saa let, | |
| Du som svæver saa tæt, | |
| Over Egene hist; | |
| Som kan stirre derned | |
| Gennem Grene og Løv! | |
| O! Du sikkerlig ved | |
| Hvad den slutter i Favn. | |
| I Egenes Toppe | |
| Det rusker og bryder, | |
| Og Vinden deroppe | |
| Saa susende lyder, | |
| Som Stemmer fra Nord. | |
| Og vel kan jeg tyde | |
| De susende Lyde, | |
| Der strømme fra Nord. | |
| Saa er det da Eder, I knudrede Ege! | |
| Som hegne om Kredsen, hvor Luerne stege, | |
| Og Offeret blødte paa hellige Sten! | |
| O Sol! Du som blusser saa høit udi Luft! | |
| Du har set, og Du ved, | |
| At ei Blomsternes Duft | |
| Mine hurtige Fjed | |
| Kunde standse paa Jord; | |
| At ei Søen saa mild | |
| Kunde svale min Ild | |
| For det flygtede Nord; | |
| At saa saare jeg gik | |
| Over Dal, over Høi, | |
| At mit brændende Blik | |
| Over Markene fløi, | |
| For at søge den Plet, | |
| Hvor sig Egene tæt | |
| Havde sanket omkring | |
| Den hellige Ring. | |
| Sagtelig Ven! | |
| Flyt Dig i Lunden! | |
| Let Du berøre | |
| Viede Jord! | |
| Her mellem Egene bo | |
| Nordens de hensovne Guder, | |
| Sødelig Slumrendes Ro | |
| Trinenes Lyd ei forstyrre! | |
| Ser Du de Vanddraaber trille | |
| Saa stille, | |
| Hisset i Dal? | |
| Fordum, da Aser med Vælde | |
| Høit over kneisende Fjelde, | |
| Troned' i Sal; | |
| Sang de med buldrende Lyd | |
| Asernes Pris og Lundenes Fryd. | |
| Nu de i Dalen hentrille | |
| Saa stille, | |
| Stenen de kysse, | |
| Paa den de tysse, | |
| Hvidskende dysse | |
| Guderne end i en dybere Søvn. | |
| Hisset Bakken høit sig løfter, | |
| Bredere er Egens Kløfter, | |
| Dunklere er Skoven her, | |
| Nu er Guders Alter nær. | |
| Bort fra denne slidte Vei! | |
| Den til Altret fører ei; | |
| Thi hvor Hoben farer frem, | |
| Har ei Guder deres Hjem. | |
| Her jeg ser en Sti sig dølge | |
| Under Græsset, matte Spor | |
| Sprede sig af sjeldne Fod; | |
| Dristig Ven! Vi den vil følge. | |
| Til det Hellige fra Nord | |
| Lede kun de dunkle Spor. | |
| Fast og nøie maa Vi stirre, | |
| Synet kan sig let forvirre | |
| Paa en Vei til gamle Nord. | |
| Stands kun ikke, følg mig Ven! | |
| Sporene jeg skimter end. | |
| Underlig paa Straaets Rygge | |
| Let de have præget sig, | |
| Her en gammel Kæmpeskygge | |
| Vist i Natten skrider hen. | |
| Ak! nu svandt det lette Spor | |
| Som ved Lyden af mit Ord, | |
| Som henveiret af min Aande. | |
| Hvilken Vaande! | |
| Stands o Fod! | |
| Her paa denne Egerod! | |
| Høit o Øie! hvælv din Bue! | |
| Fik du Evne til at skue, | |
| O saa sku | |
| Dristig gennem Lunden nu! | |
| Med faldende Taare | |
| Jeg stirrer saa saare. | |
| Hvad løfter sig hist! | |
| O! er det ei Alterets mossede Stene, | |
| Som Egenes Grene | |
| Saa tætte omhvælver? | |
| Det er. O! jeg skælver, | |
| Jeg dirrer af Lyst, | |
| Og hellige Andagt opfylder mit Bryst. | |
| Jeg iler, jeg iler med vingede Fjed, | |
| For Asernes Alter at kaste mig ned, | |
| Og prise de hensovne Guder. | |
| Nik. Fred. Sev. Grundtvig. | |