source-data/1838_593_txt.txt

	 
    	 
    	     	 
	    
	    
	    
	    
	    

	    
	    
	        
	            
	            
	            
	                Skolen for Livet
	                og
	                Academiet i Soer
	                borgerlig betragtet
	            
	            af
	            Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
	                
Historieskriver.

	            
	                
	                1838
	                
	                
	            
	        
	    
	    
	        
		    
		        
		        
		        
		        
		        
		        
		            Skolen for Livet
		            og
		            Academiet i Soer
		            borgerlig betragtet
		        
		        
		        af
	            Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Historieskriver.

		            
		        
		        
	            
	            
	                
	                    

Lyset og Livet er Tvillinger bolde,
	                    
Døden alene kan skille dem ad!

	                
		        
		        
	            
		            
		             
		                Kjøbenhavn.
		                1838
		                Forlagt af den Wahlske Boghandel.		                
		                Trykt hos C. Græbe & Søn.
		                1838.
		            
		        
		        
		    

		    
		    


    
    
        
        
        
        
            
Moders Navn er en himmelsk Lyd,
            Saa vide som Bølgen blaaner,
            Moders Røst er den Spædes Fryd,
            Og glæder naar Issen graaner,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            Moders Røst er den Vuggesang,
            Der huer os bedst af Alle,
            Modersmaal har en himmelsk Klang,
            Naar Børnene “Moder” lalle,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            Modersmaal er de Faures Sprog,
            
Os tryller i Ungdomstide;
            Modersmaal er den Kiæres og,
            Vi favne som Duer hvide,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
         
        
        
            Modersmaal var de Kongers Sprog,
            Vi mindes med Fryd og hædre;
            Modersmaal var de Kæmpers og,
            Vi kalde med Stolthed Fædre,
            
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            Modersmaal er det Kraftens Ord,
            Som lever i Folkemunde,

            

Som
 det elskes i Syd og Nord,
            Saa sjunges der sødt i Lunde,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            Modersmaal er det Rosenbaand,
            Som Store og Smaa omslynger,
            I det lever kun Fædres Aand,

            Og deri kun Hjertet gynger,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            Modersmaal er vort Hjertesprog,
            Kun løs er al fremmed Tale,
            Det alene i Mund og Bog
            Kan vække et Folk af Dvale,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            Modersmaalet ved Øresund,
            Og trindt i de grønne Lunde,
            Deilig klinger i allen Stund,
            Men deiligst i Pigemunde,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            
Modersmaalet i 
Danevang


            Er Fædrenes Kæmpevise,

            Høre vi den i Pigesang,
            
Da trykke vi Langbeen Rise,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            Bort da flyve med Vildgiæs graa
            Hvad Mund har fra Moder stjaalet,
            Synger for os, I Piger smaa!
            Saa prise vi Modersmaalet,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
         
        
        
            Skjalde krandses om Land for Sang,
            Men Ingen saa godt som 
Hjarne,

            Mildt som Skjalde i 
Danevang


            Af Piger ved Høi og Arne,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            Derfor lægge af Hjertensgrund
            Vi Alle, som Aanden lyde,
            Tusind Viser i Pigemund,
            Som monne sig mildt tilbyde,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            Tusind Viser om Folk og Drot,
            Om Venner ad Fædrelandet,
            Tusind Viser om Stort og Smaat,
            
Af Smil og af Taarer blandet,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            Tusind Viser om Moder sød,
            Den liflige Dannekvinde,

            Og om Hvilen i Moderskiød,
            Som aldrig os gaaer af Minde,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            Tusind Viser om Kys og Klap,
            Saa mange, som det skal være,
            Som kan synges for Moder skrap
            Af Døttre i Dyd og Ære,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            Kys dem kiærlig, I Piger smaa!
            Saa favne dem Ungersvende,
            Roes de høste paa Bølgen blaa,
            Og blomstre ved Agerende,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            Da og klinger i Chor med Staal,
            Paa Valen, i Mark og Enge,
            Liflig Pigernes Modersmaal
            I deiligste Vang og Vænge,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
         
        
        
            
Da og klinger i Aftenstund,
            Paa Sø mellem Bøgeskove,
            Skjaldens Vise fra Pigemund
            Og ønsker ham sødt 
at sove,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            Yndig seiler da Skjaldens Kvad
            Med Bør over Tidens Bølger,
            Yndig stiger af Tonebad
            Den Roes som med Visen følger,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        
            Længe leve i Danevang
            Smaapigernes Maal det søde!
            Op det stande i Pigesang
            Hvad Godt der i Danmark døde,
            Sødt i Lyst og sødt i Nød,
            Sødt i Liv og sødt i Død,
            Sødt i Eftermælet!
        
        

 
    
   
    
    Fortale
    
    

Det Danske Firkløver
 var Titelen paa en lille Bog, jeg skrev for et Par Aar siden om “
Konge og Folk, Fædreneland og Modersmaal
” og blev den end, som det synes, læst af Faa og ændset af endnu færre, saa har jeg dog havt den Glæde at erfare, den tækkedes, hvor Hjertet slaaer varmest for det Danske Firkløver, og det er mig til større Opmuntring end Manges Ligegyldighed kan være mig til Mistrøstning, saa jeg vil nu trøstig begynde hvor jeg slap, ved den Danske Høiskole
 nemlig, som jeg ønsker og haaber skal krone 
Frederik den Sjettes
 kongelige Storværk og fuldende hvad der i meer end et halvt Aarhundrede var Hans Hjertes Begiæring og Hans Bestræbelsers Maal: 

Danmarks
 Gienfødelse nemlig til et nyt Levnetsløb i den gamle Aand, men i en Skikkelse, som passer til de forandrede Tider. Vel kan jeg umuelig stræbe at vise Nødvendigheden af en Dansk Høiskole, der i alle Henseender er lige det Modsatte af den Latinske,
 uden frit at yttre min Overbeviisning om denne, og i det Hele om det fremmede, stive, tvungne og døde Skolevæsen fra Middelalderen,
 der, hvis det nogensinde var levende, dog for længe siden har overlevet sig selv og arbeider nu paa at bringe alle Christenhedens Folkefærd til det Samme; men Man misforstaaer mig dog aldeles, hvis Man tænker, jeg derfor miskiender enten vore høilovlige Kongers eller vore giæve Fædres flittige Bestræbelser for hvad der efter deres Tro eller Skiøn var nyttig Oplysning eller Veien dertil. Fejltagelser og Misgreb kan Man ikke give andre Navne, uden at giøre dem ukiendelige, og ei kalde ubetydelige, naar Man, om mueligt, vil afvende den ubodelige Skade, hvormed de true Menneske og Folke-Livet, men Feiltagelser og Misgreb i Oplysnings-Sagen, der udsprang af dybt indgroede, ved deres Ælde og gudelige Skin ligesom helligede Fordomme, dem kunde Man kun undgaaet ved Ligegyldighed for det store Anliggende, til det under Forsynets Styrelse klarede sig selv, saa de ædle Bestræbelser beholde deres Ære og kan, hvor Feilen rettes, ei engang siges i det Hele at have forfeilet deres Maal. Ligesaalidt maa Man tænke, jeg, om end min Magt dertil var ligesaa fuldstændig, som min Afmagt er, vilde nedrive og forstyrre de gamle Indretninger, som jeg meget mere vilde overlade til Tiden og sig selv, vis paa, at alt Saadant falder kun betimelig, naar det falder af sig selv, fordi det Ny og Hensigtsmæssige har oplyst Alles Øine om sit Fortrin og vundet Hjerterne. Hvad jeg vilde, naar jeg raadte for det, og hvad jeg derfor kalder raadeligt, er blot at bortrydde Hindringerne for en ny Skole-Bygning og arbeide flittig paa den, og da lade falde, hvad ei kan staae paa sine egne Been. Fra vor 
Almue-Skole
 ønskede jeg derfor blot 
Mulcterne
 og al Tvangen
 borte, der har gjort den forhadt, thi er den Læsning og Skrivning, Man der kan lære, end neppe meget værd, saa ansees den dog almindelig derfor og er i vore Dage en stor Deel af Almuen nødvendig. Og skiøndt 
Latin-Skolen, efter min Overbeviisning, ei blot er unødvendig men meget skadelig og en Moder til al vor Elendighed, saa bør den dog blive staaende, saalænge endnu Mange ansee den for Kirkens uundværlige Støtte, en Chinesisk Mur mod Barbariet og et Hyttefad for al historisk Videnskabelighed, thi denne grundløse, men dybt indgroede Fordom vil falde bort af sig selv, saasnart Man seer, at den Danske Skole virkelig giør Kirken langt mere levende og frugtbar for Danske Folk, udbreder langt mere Kiærlighed til Danmark
 og Forstand paa Dets Tarv, og bliver Vuggen for en historisk Videnskabelighed, der ikke smedder sine Dyrkere i Lænker til de døde Sprog og deres Grave eller Grammatiker, men sammenknytter dem levende med Fortidens Slægter, nærmest med vore Nordiske Fædre. At en saadan Dansk Høiskole
 maa finde en beskeden Plads i 
Danmark
 ved Siden ad den Latinske, og træde i levende Virksomhed, kun det er mit brændende Ønske og naar kun det maa opfyldes, skal jeg ikke have synderligt imod at de Døde begrave deres Døde til Dagenes Ende.
    

     
        

        
        
        
Skolen for Livet.
        
        

            – om Danebod at tale,
            Naar hun er i Dvale!

        

        
Thyras Vise.
        
        

Skolen for Døden kiende vi, desværre, kun alt for godt, ja, den kiende ikke blot vi, som gik i den Skole, der sætter sin Ære i at hvile paa “de døde Sprog”, og bekjender at Grammatikalsk Fuldkommenhed og Lexikalsk Fuldstændighed er Idealet, den paa Livets Bekostning og med dets Opoffrelse stræber at nærme sig, nei Skolen for Døden kiender hos os hele Folket, thi det er uden Undtagelse Enhver, som begynder med Bogstaver og ender med Bogkundskab, stor eller lille, følgelig Alt hvad der igiennem mange Aarhundreder kaldtes Skole, Alt hvad endnu kaldes saa. Døde er nemlig alle Bogstaver, om de end skreves med Englefingre og Stjernepenne, og død er al muelig Bogkundskab, som ikke sammensmelter med et tilsvarende Liv hos Læseren, og aandsfortærende, dræbende er ikke blot Mathematiken og Grammatiken men alt betydeligt Hovedbrud for Mennesket i Barnealderen, før Hjernen med det øvrige Legeme er ret udviklet og førend Livet, det indvortes saavelsom det udvortes, er blevet os saa vidt bekiendt, at vi kan gienfinde det i Beskrivelsen og føle en naturlig Lyst til at oplyses om dets Vilkaar. Ved derfor at ville indplante Alderdommens Orden og Stilhed, Betænksomhed og Klogskab i Børnene, indpode vi dem kun Døden i Alderdommens Svaghed baade paa Sjæl og Legeme; hos Mange af dem tilintetgiøre vi aldeles Livs-Kraften, saa de alt som halvvoxne Drenge hensvinde som Skygger, og hos dem Alle arbeide vi paa at nedbryde Menneske-Naturen, ved at trodse dens Love, saa om det dyriske Liv end seirer, forefinder det i sin Ungdoms-Kraft sædvanlig kun Menneske-Livet hos os som en unaturlig Olding, der kun mægter i sin Dagbog at beskrive og fordømme sin daglige Trældom under Dyriskhedens Aag. Dette er ingenlunde en Grille af mig, heller ingenlunde blot en sørgelig Bemærkning af kyndige, menneskekiærlige Læger, især i England og America, men tillige en giennemgribende Sandhed, som den daglige Erfaring og hvert Blad i Nyaarstidens Historie for hvert opladt Menneske-Øie aabenbarer og stadfæster. Grundfeilen, hvoraf dette vort Skole-Raseri for 
Drenge-Videnskabelighed eller rettere for de underjordiske Guder, maa udledes, er, som de Engelske Læger meget rigtig bemærke, den Modsætning Man indbilder sig, der er mellem Sjæl og Legeme, saa hvad Legemet taber maa Sjælen vinde, og skiøndt denne Modsætning ligesaalidt som Følgerne, Man deraf drog, er i Christendommens Aand, har dens Bogstav og Skygge dog unægtelig tjent til at hellige begge Dele, da vore Fædre, naar Skolen lagde os i Graven eller forkvaklede dog vor sunde Menneske-Natur og fortærede vor Livskraft, aabenbar trøstede sig ved, at det kun var Legemet, der sloges ihjel, kun vor aldeles fordærvede Natur, der mishandledes, og at naar vi kun havde lært 
vor Bog og Bibelsprog med de Bedste, da havde vi derved faaet Brev paa det evige Liv, som den timelige Død, langtfra at skille os ved, netop var den eneste Vei og ønskelige Overgang til. Denne Overtro med christeligt Skin er nu vist nok langt fra enten at trykke eller trøste ret Mange i vore Dage, men hvad Fædrene især tilskrev den Christendom, der kan læres af Bøger og paanødes Børn, det tilskriver Man nu sædvanlig al Bogkundskab og mechanisk Eftertanke, saa det skal være en evig Vinding for Sjælen, hvor unyttig, ja, hvor skadelig de end timelig maatte vise sig baade for Sjæl og Legeme, for al den Dygtighed, Menneske-Livet fik Anlæg til, og for al den Virksomhed, hvorpaa vor timelige Velfærd, Munterhed og sunde Forstand, efter Forsynets Villie og vor Naturs Beskaffenhed øiensynlig beroer! Hvor nu denne unaturlige Partiskhed for Døden hersker, nytter det vist nok ikke med Sort paa Hvidt at forsvare Livet eller opregne Skolens dødelige Synder, men vi, som enten ved naturlig Styrke eller særdeles gunstige Omstændigheder beholdt menneskelig Livskraft nok til at giennemgaae Sygdommen, og som see, hvorledes Skolen arbeider paa at nedbryde de sidste Levninger af vor herlige Natur, saa alle dannede Folk maae blive Slaver af Dyriskheden hos dem selv og Barbariet udenfor dem, vi kan dog ikke Andet end vidne, formane og advare, først med Tale og Exempel, saavidt de række, og dernæst med Pennen, om aldrig for Andet, saa dog for at bevise, hvor døde og magtesløse de Bogstaver ere, for hvilke Man opoffrer Børnenes Liv og hvoraf Man venter sig evige Frugter. Sagen er ikke heller nær saa fortvivlet, som den seer ud, og allermindst i 
Danmark, hvor den saakaldte “dannede Verden” dog i Grunden er meget naturligere end den seer ud eller tør være sig selv bekiendt, saa her vil det være en stor Sjeldenhed, om Nogen virkelig ønsker sig selv eller sine Børn at døe af Dannelse og boglig Konst. Hos os i det Mindste vil derfor Tale og Skrift til Dødens Ærgrelse og Livets Tarv sikkert vinde tilstrækkeligt Medhold og, saa at sige, almindeligt Bifald, saasnart Man kun lærer at forstaae, hvad Meningen er, og at dette holder haardt, maa ikke forundre os, da baade vi som tale og skrive og de som høre og læse, netop fordi vi har Ret i vor Paastand om det døde Skolevæsens Fordærvelighed, maa have stor Mangel paa Livlighed og være Fuskere paa Modersmaalet. Følelsen af at vi fattes og trænge dog  høilig til en Skole for Livet, har ogsaa nys den høirøstede Folke-Stemme baade i Roskild og Viborg lært os, maa i Danmark være meget almindelig, saa naar Man desuagtet beder om flere Skoler for Døden, da er det aabenbar kun en Feiltagelse, der let lader sig forklare deels af den Mangel paa et klart Øie for Livet, som Skole-Savnet forudsætter, og deels af den Danske Godtroenhed, som, naar en Skole, langtfra, som den Latinske, selv at bekiende sin “Pagt med Døden”, udgiver sig dristig for “Livets trange Vei,” immer, indtil videre, vil tage det for en Troes-Artikel. I samme Grad derfor, som vi kan lære os til at tale og skrive naturlig, tydelig, jævnt og munter om denne “Livssag” i Skolen, i samme Grad vil den Danske og levende Dannelse, hvormed vi saa gierne vilde have den Latinske og Døde afløst, blive forstaaet og skattet. Hvad der giver Sagen et fortvivlet Udseende er aabenbar deels den honette Ambition hos de fleste Latinere, baade Unge og Gamle, baade Store og Smaa, og deels de Danskes naturlige Svaghed i Logiken; thi den honette Ambition oprører sig ved den Tanke, at Skole-Gangen ei skulde have været et Kæmpe-Skridt til Oplysning men kun en Krebs-Gang for Livet; og den Logiske Svaghed lader sig, trods de stærkeste Modgrunde og daglig Erfaring, lettelig indbilde, at der enten i Grammatiken eller i Mathematiken findes et Universalmiddel, hvorved den skiøndt paa en for os ubegribelig Maade, i Tidens Længde lader sig helbrede. Tilsyneladende er det jo ogsaa virkelig Daarskab at tænke, at Menneske-Naturen, Folke-Livet og Moders-Maalet skulde kunne vinde deres Sag for en saaledes sammensat (combineret) Ret; men Skinnet bedrager, og det ingensteds meer end i Danmark, snart til Sorg og snart til Glæde, saa ligesom vi her, under Skin af det Modsatte, har fundet mange gode Ting, vil vi ogsaa finde mægtige Talsmænd for Naturen, Livet og Modersmaalet, om saa de Tals-Mænd alle skulde gaae i Kvinde-Klæder! Ja, derpaa kan og skal vi sikkert regne, at Danne-Kvinden og hendes Døttre vil snart lære at forstaae os, skiøndt vi snakke lidt forskruet og bagvendt om Livets, den raske, kraftige Virksomheds og Modersmaalets afgjorte Fortrin under alle Omstændigheder og især til “daglig Brug,” baade fremfor Mathematiken og Grammatiken, Bogstav-Regning og Bogstav-Tegning og alskens Skolastik, og naar vi i Danmark har vundet Kvinden, da har vi vundet Rigets udødelige Dronning, som Kongen aldrig ret længe nænner at nægte Noget, ja, da har vi vundet Danmarks Hjerte, som Hovedet aldrig nænner at knuse. Dette, som da det har sin dybe, naturlige Grund, vil findes meer og mindre at holde Stik allevegne, er nemlig i Danmark saa fuldelig og giennemgribende Tilfældet, som neppe noget andet Steds, saa naar her Ingen Andre veed, hvordan en Mand skal bringes til at finde sig i Billighed, veed hans Kone det dog sikkert, og hos os findes neppe nogen gammel Rector, end sige ung Magister, som de smukke Piger ikke let skulde kunne lære at ophøie deres Modersmaal langt over alle døde Sprog, her behøver det da blot at blive Kvinden klart, at hendes Sprog og al den Oplysning og Dannelse, hun kan naae, uden enten at lære Mathematik eller Latinsk Grammatik, efter det gamle System maa kaldes Raahed og Barbari, saa falder det gamle System bort af sig selv. Det seer jeg for mine Øine, hvergang min Kone, trods mit udtrykkelige Forbud og min rørende Skildring af al den Ulykke, deraf kan og rimeligviis vil flyde, har ryddet op og vasket Vindver i mit Studerekammer, og nøder mig saa ordenlig til at kysse sig for det, mens jeg kløer mig bag Øret og kan ikke nægte, at Kammeret er blevet lysere og kiønnere, og at de Smaating, der kan være forlagt, lade sig meget nemmere finde end Alt hvad der før skjulde sig i Skumringen under Støv og Papir-Dynger; thi saaledes vil det bestemt gaae med det indvortes Studerekammer i Dannemænds Hoved, saa snart Dannekvinden faaer Mod paa at rydde op og vaske Vindver derinde.

        Men er det ikke et Slags Landsforræderi at lære det vel smukke, elskværdige, indtagende, i Mændenes Behandling udmærket snilde, men dog aldeles  ugrammatikalske og umathematiske, uvidenskabelige, altsaa i Grunden aandløse, ufornuftige og barbariske Kiøn at kiende sine Kræfter, eller dog at giøre Brug af dem i Skole-Sagen, som de hidtil, i al Beskedenhed, lod Mændene raade for! Er det ikke en blind physisk Kraft, og det netop den Stærkeste, Farligste og Frygteligste vi gjøre Forbund med for at styrte hvad vi kalde et Tyranni, uden at have mindste Borgen for, at den ei i sin blinde Virksomhed vil giøre Ondt værre og kaste os hovedkulds tilbage i Barbariet!

        Hvad jeg hertil kunde og vilde svare, hvis det smukke Kiøn, vi her tale om, ei var Dannekvinden og hendes ægte Døttre, eller hvis jeg ikke var en Smule Historiker og Nordisk Skjald, det veed jeg vist nok ikke, men nu taler Sagen for sig selv; thi baade maa jeg, saavelsom alle Danmarks alvorlige Digtere, takke Dannekvinden og hendes Døttre for at vi ikke, som de Nordamerikanske, maatte udvandre for at finde Læsere, og som Historiker tør jeg paastaae, at den Deel af det smukke Kiøn, der misbrugde sin Overlegenhed til Aandens og til Livets Skade, det var ikke dem, der vil slutte Forbund med mig, ikke Naturlighedens, Modersmaalets og den nyttige Virksomheds Veninder, men netop det Modsatte, medens Dannekvinden fødte og hendes Døttre krandsede baade Heltene, der værgede Riget mod alle Barbarer, og Skjaldene, der i hvert Land er Folke-Aandens fødte Præster, og Sagamændene, som reiste Daaden talende Mindesmærker. Hertil kommer endelig, at det er ingenlunde af Mangel paa gyldige Grunde mod den Skole, der bekæmper Naturen, Folkelivet og Modersmaalet, jeg føler min Trang til det smukke Kiøns Bistand, men kun fordi den urimelige Forkiærlighed for Unatur, Bogorme-Væsen og døde Sprog trodser alle Fornuft-Grunde, og kan kun overvindes af en anden og stærkere naturlig Kiærlighed til Noget, der sætter Livet høit over Bøgerne og sammensmelter med Modersmaalet. Kun for at vise dette, kun for at sikkre mig Forbundet med Dannekvinden og hendes Døttre, vise dets Uskyldighed og de velgiørende Følger, den Seier, det lover, nødvendig maa have, kun derfor, og ingenlunde af nogen Tillid til Fornuft-Grundes Virkning under nærværende Omstændigheder, vil jeg nu stræbe at vise Nødvendigheden af en folkelig og borgerlig Høiskole, der, langtfra aandelig at bandsætte Dannekvinden og saare hendes dybeste Følelser, vil være baade efter hendes Hoved og Hjerte.
        
        Først vil jeg da nu stræbe, saa tydelig som mueligt, at sige, hvad jeg forstaaer ved Skolen for Livet, da jeg har mærket, at de Fleste ei blot har meget dunkle men meget vrange Forestillinger om en saadan Indretning, der, desværre, endnu kun er til i Ideen og paa Papiret, saa immer tænker Man, det maa dog være et bogligt Arbeidshuus, hvor Man faaer de Regler indpræntede og indskærpede, hvorefter Man skal rette, forbedre og i Grunden aldeles omskabe Livet, hvortil Begyndelsen naturligviis er en Opløsning, altsaa en Død. Denne høitydske Indbildning, at Livet kan og skal lade sig forklare, før det leves, kan og skal lade sig omskabe efter de Lærdes Hoved, denne Indbildning, som maa giøre alle de Skoler, den grunder, til Opløsningens og Dødens Værksteder, hvor Ormene leve flot paa Livets Bekostning, den Indbildning har jeg aldeles forsaget, og paastaaer, at naar Skolen virkelig skal blive en for Livet gavnlig Oplysnings-Anstalt, da maa den for det Første ikke giøre Oplysningen eller sig selv men Livets Tarv til sit Øiemed; og for det Andet tage Livet, som det virkelig er, og kun stræbe at oplyse og fremme dets Brugbarhed; thi ingen Skole kan skabe et nyt Liv i os og maa derfor hverken nedbryde det Gamle eller spilde Tiden med at udvikle de Regler, Man mener, et andet og bedre Liv, naar vi havde det, vilde følge.
        
        Da nu Menneske-Livet i al sin Mangfoldighed dog lader sig henføre til tre Hoved-Retninger: den Gudelige, den 
Borgerlige og den Videnskabelige, saa kan Man ogsaa tænke sig tre Slags Skoler for Livet, Kirke-Skolen nemlig, Borger-Skolen og den Lærde Skole, der naturligviis maae have samme Forskjellighed, som det tilsvarende Liv, men ligesom det kun var Borger-Skolen, Man i Roskild og Viborg
 savnede, skal det ogsaa være den, jeg her vil dvæle ved, og kan det saameget bedre, som det er den Eneste, der kan være fælles for os Alle. Danske Borgere, oplyste og nyttige Borgere kan og skal vi nemlig Alle være, men Professorer og lærde Mænd kan og skal aabenbar kun meget Faa ad Gangen være, og naar vi blot ikke indbilde os at Kirke-Skolen kan skabe et gudeligt og christeligt Liv, hvor det ikke er, da maae vi nødvendig finde, vi ligesaavel har Kirke-Skoler som Kirker Nok, da hvor Livet fattes, dets Oplysning er aldeles overflødig. Endelig har vi jo unægtelig snarere for mange end for faa, for store end for smaa Anstalter til at danne Præster og Professorer, medens vi slet Ingen har til at danne Danske Borgere, saa at, om end alle vore Skole-Indretninger i Øvrigt var fortræffelige og hensigtsmæssige, var de dog høist mangelfulde, saalænge vi fattes en Høiskole for det Folke- og Borger-Liv, vi alle kan og skal deeltage i, og maae desuden betragte som den naturlige Rod og Kilde til alle vore levende Bestræbelser, saa naar dette Liv ringeagtes og oversees, maa al anden Oplysning ligesaavel blive død i sig selv, som dræbende for Folket og skadelig for Riget.
        
        Jeg veed jo nok, dette er et stort Kiætteri blandt de Lærde, da Latinerne nødvendig paastaae, Man fremfor Alt maa vogte sig for Dansken og alle Danismer, naar Man vil blive en god Latiner, og bestandig, naar Man skal blive hjemme i de Gamle, forflytte sig fra det Danske Barbari til den “Classiske Jordbund”, medens Mathematikerne prædike en reen Videnskabelighed, der i Grunden hverken bryder sig om Liv eller Død eller nogen Slags menneskelig Virksomhed, og selv i sin Anvendelse er saa universel og kosmopolitisk, at den umuelig kan indskrænke sig til noget Sprog, eller tage fortrinlig Hensyn paa noget enkelt Folks eller Riges Tarv og Bedste, med mindre Mathematiken der baade i sin Reenhed og Anvendelse finder mest Dyrkelse og friest Spillerum. Uden nu at fragaae mit videnskabelige Kiætteri, som ligger omtrent ligelangt fra begge Confessjoner, og udraaber det hele, store Menneske-Liv, Slægtens Liv, der ikke udelukker men indbefatter Folkenes og Enkelt-Manden, for al sand og levende Videnskabeligheds Gienstand og Opgave, vil jeg dog her med Flid undgaae alle lærde Stridigheder, og kun fra mit jævne, borgerlige
 Stade bemærke, at Land og Folk er meget ilde tjent med sprænglærde Mænd, som tage sig i Agt for deres Modersmaal, og ei stort bedre med dem, der vil have Alting til at gaae op i Maal og Tal, saa de vilde giøre alle Lande den største Tjeneste, naar de stiftede en “
    Lærd Republik” i Ny Syd-Wales
, eller hvor der ellers er Rum Nok, og der enten gjorde Latinen til Modersmaal, eller skabde et Universal-Sprog, hvori de med Skibs-Leilighed meddeelde Verden deres Opdagelser, det være sig enten i den Latinske Grammatik eller den rene Mathematik eller midt imellem. Dette Raad vilde Man ogsaa sikkert have givet dem for længe siden, naar Man ikke havde staaet i den Formening, at de døde Sprog og da især den Latinske Grammatik ei blot var Kilden til al grundig Lærdom, men ogsaa til den Dannelse, Man maatte ønske alle Statens Embedsmænd og kræve af Præster, Dommere o.s.v., og har nu derhos faaet den Ahnelse, at Mathematiken kan giøre Mirakler til at forbedre og forædle alle Borgerlige Sysler, medens den i Forbigaaende skærper Forstanden til at forklare alle muelige Ting.
        
        For nu at tage dette saa kort og klart som mueligt, vil jeg her lade det staae ved sit Værd, om Danske Præster, Dommere o. s. v. for at blive dygtige Embedsmænd i deres Slags, nødvendig fra Barnsbeen maae pløie den Latinske Grammatik og giøre utallige Latinske Stile, og siden ved Universitetet, foruden Lærebøger i Mathematik, Astronomi, Physik, Practisk og Speculativ Philosophi, endnu lære, Hine at oversætte og forklare det Ny Testamente paa Latin, og Disse at anvende Romer-Retten paa Danske Forhold og oversætte Danske Lov paa Latin, jeg lader det staae ved sit Værd, fordi den gode Sag intet vinder ved, at min Pen giver sig i Kast med saa indgroet en Fordom, men jeg bekiender, det er min faste Overbeviisning, at al Drenge-Videnskabelighed er en Uting, og at Bogorme-Væsenet, Afsondring fra Folket, Tilsidesættelse af Modersmaalet og Forgudelse af de Latinske Skrifter, fjendtlige mod alle Folk og Konger, Lovtaler over Tyranni og Oprør, er den mest uhensigtsmæssige Børne-Lærdom for Kongelig Danske Embedsmænd, jeg kan tænke mig!
        
        Men sæt nu, jeg heri tænkde aldeles feil, saa jeg maatte selv takke den Latinske Grammatik og Stile-Øvelse, Classisk Læsning og Latinsk Exeges over det Ny Testamente for, at jeg kunde blive den forsvarlige Danske Præst og Patriot, jeg dog vel indbilder mig at være, saa er det dog aabenbar ikke ved den Latinske Grammatik, Stil og Skolegang, Man bliver kiær ad Danmark, eller fortrolig med Sammes Folk og Modersmaal, saa der er i det Mindste aabenbar et Hul i vore Anstalter for Dannelsen af de Danske Embedsmænd, der skal gribe virksom ind i det Danske Folke- og Borger-Liv, som jo især de Geistlige og Juridiske Embedsmænd skal, og dette Hul kunde vist ikke stoppes med noget Mindre end en Høiskole for det Danske Folke og Borger-Liv, hvor Modersmaalet var enevældigt og Alt dreiede sig paa det om Kongen, Folket og Fædrenelandet. Vilde Man nemlig end paastaae, at et nøie Bekiendtskab med den Dansken aldeles modsatte Latin, og i det Hele med det tyranniske, konge og folkefiendske 
Rom, var den bedste Forberedelse til Forkiærlighed for alt Dansk og fortroligt Bekiendtskab dermed, fordi sammentrængte Modsætninger bedst oplyse hinanden (opposita juxta posita magis illucescunt), saa kan Man dog ikke nægte, det er et halsbrækkende Vovestykke at standse paa Halvveien og overlade det til Slumpelykken, om der vil følge en Dansk Dannelse efter, som stiller den Latinske i sit rette, forhadte og afskyelige Lys; thi skeer det ikke, da er vi jo aabenbar mere uskikkede til Kongelig Danske Embedsmænd, jo bedre vi har lært at skrive og snakke Latin, jo fuldeligere vi har fattet og jo inderligere vi har tilegnet os den Romerske Synsmaade, Tankegang og Talebrug, der ikke blot er de Danskes Natur, Modersmaal og Forhold aldeles fremmede, men staae aabenbar fiendtlige mod dem. Selv har jeg i det Mindste brugt over tredive Aar til saavidt at klare 
Rom og Latinen fra mig, som Man nu kan see og høre, og det er endda i mange Henseender maadeligt nok, skiøndt jeg i Grunden ikke har havt Andet at giøre og sjelden ligget paa den lade Side, saa, hvis Man skulde finde det hensigtsmæssigt fremdeles at lade Kongelig Danske Embedsmænd gaae denne farlige Appiske eller Latinske Omvei til den Danskhed, de mindst af Alt kan undvære, saa maatte Hjemreisen fra den Classiske Jordbund og Omvendelsen fra den Romerske Tankegang og den Latinske Stil vist dog paa alle muelige Maader lettes dem, naar ei de Fleste, selv med den bedste Villie til Fædrelandet, skal alle deres Dage blive fremmede for det og udygtige til at dele end sige til at styre og lede Folke-Livet. Var derfor en Kongelig, Dansk Høiskole ikke nødvendig for Andre i hele Riget, saa var den det dog, indtil videre, i høieste Grad for Latinerne fra Barnsbeen, som i hele deres Embedsførelse, naar den skal blive velgiørende, baade maa tænke og tale Dansk, elske og kiende Fædrelandet og dets Forfatning med de Bedste, men deels vil dette ei kunne skee, uden de paa Høiskolen
 komme i levende Berørelse og Vexelvirkning med en Deel Jævnaldrende, som ikke kan Andet end Dansk men kiender af Erfaring langt anderledes til en større eller mindre Deel af Fædrenelandet, Folke og Borger-Livet, end det findes beskrevet i nogen Bog, end sige da i Latinernes. Desuden vilde de tilkommende Embedsmænd trænge høit nok til en saadan levende Underviisning i Modersmaalet og levende Bekiendtskab med Folket og Landet, selv naar de, som vi vil haabe skeer i Fremtiden, fik en foreløbig Dannelse, der ingenlunde stod fiendtlig imod, men var paa det venligste mueligt forbundet med Danskheden. Selv nemlig, naar Man, som jeg inderlig ønsker og trøstig haaber, i Norden frabeder sig Latinske Stilister, Classiske Tænkere og Romerske Talere til Embedsmænd, vil dog altid den foreløbige Kundskab til Bibelen
 og Sammes Grundsprog, Man venter hos Præsten, og det Bekiendtskab med Lov og Anordning Man kræver af Dommeren, giøre endeel boglig Forberedelse nødvendig, der i den yngre Alder immer, naar den drives med Flid, medfører en vis Indbildning, folkesky Stivhed, Boglighed og Snorlighed, der ene vilde giøre Vexel-Virkningen paa en folkelig Høiskole saagodtsom nødvendig. Giælder dette nu om alle de Kongelig Danske Embedsmænd, der, for i Sandhed at være duelige og gavnlige, maae ligesaavel være folkelige, som kongelige, hvad da ikke om dem, der vilde hensigtsmæssig berede sig til de høiere Geistlige og Verdslige Embeder, som nødvendig har stor Indflydelse paa de almindelige og giennemgribende Forholdsregler! Hvor aldeles nødvendig maa ikke levende Kundskab om Folket og Landet, som de nu er, være dem, tilligemed saa klart et Overblik som mueligt om hvad de har været og rimeligviis kan blive, nødvendige til alle Tider, naar de ikke, trods den bedste Villie, skal forfeile Folkets Ønsker og Landets Tarv, dobbelt nødvendige nu og i den næste Fremtid, efterat først den Latinske Kirke og Pave-Retten i fire og siden den Latinske Skole og Romer-Retten i  tre Aarhundreder, saaledes har svækket Folke-Kraften, forstemt Folke-Livet, udspilet og indviklet Lovgivningen, indskrænket den Kongen og Folket lige umistelige Frihed, og hos os Alle, baade Høie og Lave, gjort et Skaar i Tankegangens Naturlighed og Modersmaalets Reenhed, de maaskee aldrig ganske forvinde. Under saadanne Omstændigheder, da vi ei engang fuldelig kan oversee al den Skade, det Fremmede og Fiendtlige har gjort paa Land og Rige, end sige da, med den bedste Villie, enten i et Øieblik eller i een Menneske-Alder raade Bod derpaa, da seer Man let, at om vi end indskrænkede os til blot at betragte de høiere Embedsmænds Forberedelse, maatte en Dansk Høiskole, hvor Man stræbde at giøre Vexel-Virkningen af Landets Ungdom saa stor og levende, som muelig, dog for en Udsigt til bedre Tider være aldeles nødvendig.
        Men er nu en Dansk 
Høiskole, saa kongelig, saa fri og 
folkelig, som mueligt, nødvendig til Embedsmændenes Dannelse, mon den da skulde være det mindre for den store Deel af Folket, der ikke vil eller kan dog umuelig blive Embedsmænd, men maae ernære baade sig selv og dem? At denne Folkets Rod og Stamme, 
Fæstere
 og 
Selveiere, baade store og smaa, Handværkere af alle Slags, Sømænd og Handelsmænd, ei trænge til anden Oplysning og Dannelse end den, de faae bag Ploven, i Værkstedet, til Tops
 og i 
    Kramboden, det maae Bar barer og Tyranner tænke, men det var aldrig, enten hos Konger eller Folk, den Nordiske Tankegang, og kunde aldrig blive det, fordi det giælder her, trods nogensteds, at vi er alle af “eet Blod”, saa de samme Anlæg til Dannelse findes i Hytter som i Høielofte. Denne Natur-Lighed, som nu kun findes ret i de Nordiske Riger, hvor ingen Fremmede trængde ind og gjorde de gamle Indbyggere til Slaver, kan vi ikke noksom skatte, da den er skikket til at give Fædrenelands-Kiærligheden anderledes Dybde og den folkelige Dannelse anderledes Sandhed end ellers var muelig, og havde vor i det Hele sørgelige Skole-Historie end intet andet Lysparti, er det dog unægtelig et Saadant, at Skolen ligefra Reformationen og især siden 1660 frigjorde og saa at sige adlede Drengen fra den usleste Hytte, saa han kunde deeltage i den høieste Udvikling og stige til de høieste Værdigheder. Saaledes blev f. Ex. nylig Husmands-Sønnen fra Fyen ei blot vor største Grammatiker, men En af Europas største Sproggrandskere, og havde hans Sproggrandskning ikke Liv og Aand Nok til at overvinde alle Grammatikens og Bogstavvæsenets Fristelser, da var det aabenbar kun Latin-Skolen, der havde svækket ham; saa var der intet andet Folk under Solen værdigt til en Høiskole paa Modersmaalet, saa var dog det Danske, og kunde intet andet Folk vente sin Regierings Omhu for Almeen-Oplysning og Patriotisk Dannelse, saa maatte dog det Danske, hvis faderlige Konger heri som i al Folkelighed længe var Mønstre, som Europa ønskede, alle Konger vilde efterligne. Kunde der imidlertid endnu være mindste Tvivl enten om det Danske Folks Værdighed til en Dannelse efter sit Hjerte, eller om Dannerkongens Erkiendelse deraf eller landsfaderlige Omhu derfor, da hævedes den unægtelig om ikke glimrende saa dog glædelig ved den fri Folke-Stemme, Kong Fredrik den Livsalige fremkaldte i Sællands og Jyllands gamle Hovedstæder; thi at der hører en udbredt Patriotisk Oplysning til i vore Dage at giøre Folke-Stemmen sikker og sømmelig, er soleklart, og at der da var ingen Bøn, Majestæten villigere laande Øre til end Bønnen om en Folke og Borger-Skole for Livet, det fulgde af sig selv. Det er nemlig Forstandens Tid, vi leve i, og det vil ingenlunde sige, at Folk nu fødes med al den Forstand de behøve, men at vi alle har en vældig Drift til at følge hver sit eget Hoved, saa Misforstand har aldrig gjort saamegen Fortræd, som den giør nu og vil giøre herefter, hvor Man ei i Tide sørger hensigtmæssig for en Almeen-Oplysning især om borgerlige Ting, der kan samle de fleste gode Hoveder under een Hat, under Guld-Hatten nemlig paa Folke-Hovedet, som er den landsfaderlige Krone. En saadan Oplysning vil imidlertid ogsaa, kun meer eller mindre, lykkes overalt i Christenheden, hvor Man med Flid vil opelske den, og, jeg er vis paa, ingensteds lykkes bedre end i vort Norden, neppe nogensteds saa fuldstændig som i Danmark, der forholdsviis, aldrig forstyrredes af stærke Lidenskaber, men har sine farlige Arvefiender i den Døsighed og Lettroenhed, der kun, naar Oplysningen forsømmes eller forfeiles, vil give Fienden vundet. Forsømt er nu Oplysningen, forholdsviis, aldrig i Danmark, men den er hidtil aabenbar forfeilet, i det den løb ud paa at skaffe Alle Tydsk Forstand paa Himlen og Logiken, og Embedsmændene tillige Romersk Forstand paa hele Verden, men Ingen sund Forstand paa hvad der ligger os Alle nærmest: paa vor egen Natur, Fædrenelandets Vilkaar og fælles Bedste, hvad dog ikke blot er det i borgerlig Henseende “ene Fornødne”, men nok ogsaa det Eneste, Dannemænd i Almindelighed har Hoved til at forstaae. Det er derfor intet Under, men en ligesaa nødvendig som sørgelig Følge af Feiltagelsen, at de fleste Folk i Danmark føle og bekiende, de har slet ingen Forstand paa jordiske, virkelige og borgerlige Ting, udenfor deres egenlige Stilling, Syssel og Næringsvei, og at næsten al den saakaldte Forstand paa naturlige og borgerlige Ting i det Hele, i det Mindste anvendt paa Danmark, er Misforstand. Det maa nemlig, efter Gangen vi har gaaet, i Regelen, enten være den Romerske eller den Tydske Tankegang om Menneske-Naturen, de borgerlige Forhold og det almindelige Bedste, Man har stræbt at tilegne sig, hvad sædvanlig lykkes Dannemænd kun meget maadeligt, og naar det lykkes allerbedst, maa føde den farligste Misforstand; thi havde end den Romerske og Tydske Tankegang i deres Hjemstavn skabt ligesaamegen Enighed og Borgerlig Lyksalighed, som Historien lærer, de skabde det Modsatte, saa vilde de dog hos saa utydsk og uromersk et Folk som det Danske, giøre idel Fortræd. Kun lidt er imidlertid den Ulykke, en saa vildfremmed Tankegang om naturlige og borgerlige Ting hidtil har gjort, mod hvad den vilde og maatte giøre herefter, ved at vildlede eller trodse den fri Folke-Stemme, hvis ikke snart en levende, naturlig og patriotisk Oplysning hos de Fleste fordrev den fremmede Tankegang og gjorde den hos Resten afmægtig, altsaa i borgerlig Henseende uskadelig. Men en saadan mild og velgiørende Oplysning maa ogsaa i Forstands-Tiden med Natur-Nødvendighed udvikle sig i Danmark, saasnart Leilighed gives, thi al levende Forstand eller Forstand paa Livet er slet intet Andet end en Følelse hos os, der kommer for Lyset og bliver sig selv klar, og naar Dannemænd faae en Forstand, der svarer til den Følelse, det mildeste, fre deligste og troeste Folk giennem Aarhundreder har lagt for Dagen, hvilken Dødelig skulde da ikke misunde Dannerkongen Hans Lykke, hvem skulde have Lyst til at leve og see gode Dage, og ei ønske sig en Bolig i Danmark! Hvor i al Verden skulde det vel saaledes enten snarere indsees eller gladere bifaldes, at et Folks Lykke ingenlunde, som hardtad alle de Fremmede mene, beroer paa at de er deres egne Lovgivere,  men paa at Loven er “billig og kvemmelig” og at Regieringen baade har Ære af at give og Magt til at overholde saadanne Love; hvor i al Verden, spørger jeg trøstig, skulde denne vigtige, i vore Dage, til Folkenes saavelsom til Fyrsternes Ulykke, saa almindelig miskiendte Sandhed snarere indsees og hjerteligere bifaldes end der, hvor Folket i dybeste Følelse deraf høitidelig overdrog Kongen uindskrænket Enevoldsmagt til landsfaderlig Brug; og hvor, spørger jeg igien, skulde det være sikkrere, at Enevolds-Kongen vil sætte sin Ære i landsfaderlig Brug af sin uindskrænkede Magt, ved at læmpe alle Love og Indretninger efter Folkets oplyste Natur og fælles Bedste, hvor sikkrere end i det samme Land, hvor Folke-Naturen er Konge-Magtens Livs-Kilde, og hvis Enevolds-Konge, efter tusinde Beviser paa landsfaderlig Omhu, kronede Værket ved frivillig at kaare Folke-Stemmen til sit Raad! Sandelig, i Danmark, hvor Folke-Øret løftede sig til Konge-Munden og Konge-Øret bøiede sig til Folke-Munden, der er, paa naturlig patriotisk Oplysning nær, alle jordiske Betingelser for den høieste Borgerlige Lyksalighed tilstæde, saa her maa en saadan Oplysning nødvendig blive til Ære og Glæde baade for Kongen og Folket, naar ellers Himlen vil lægge sin Velsignelse dertil, og hvor, spørger jeg endelig, skulde Man, under Bestræbelsen for en mild og venlig Oplysning af den Natur, Gud selv har skabt, og de Forhold, Hans Forsyn ordnede, være sikkrere paa Himlens Velsignelse, end hvor den, som i Danmark, øiensynlig dalede, og afvendte tusinde Farer, formildede alle Vanheld, mens vi foer vild fra den gamle Kongevei og famlede efter hvad enten hang os for høit eller var ikke værdt at eie!
        
        Her, under Ihukommelsen af Danmarks gode Jord og lykkelige Stjerne, sluttede jeg helst Betænkningen om vor Trang til en 
Folkelig Høiskole, der jo slet ikke blev mindre, om vi end ikke havde den tilfælles med noget andet Folk i hele Verden, og om de lyse Udsigter, den vilde aabne til en Huuslig og Borgerlig Lyksalighed, der, om den findes mageløs, kun derved bliver mere uskatterlig, slutte, for at vende mig til den glædelige Betragtning, at naar Majestæten, som vil Alt hvad der kan tjene til at giøre Danmark lykkelig, tør troe, en Kongelig Dansk Høiskole tjener dertil, da har vi den i samme Øieblik, vist nok meget ufuldkommen, som alt Menneskeligt paa Jorden maa begynde, men dog virkelig, med Anlæg til al muelig Fuldkommenhed; helst vilde jeg det, men tør dog ikke, før jeg saa venlig og frimodig som jeg kan, har yttret min Overbeviisning om den Skole-Plan for Livet, der synes at have 
Folke-Stemmen for sig, skiøndt den visselig har baade Folke-Naturen og alle Tiders Erfaring imod sig.
        
        Det er nemlig den Borgerlige Drenge-Skole, ligesaa strængt videnskabelig baseret paa Mathematiken, som Latin-Skolen paa de døde Sprog, der staaer mig for Øie, en Skole, jeg, smilende ad den Tydske Professor-Forstand paa det Borgerlige Selskabs Tarv, vilde taus forbigaae, naar ikke dette den borgerlige Døds frygtelige Værksted syndes høirøstet anpriist af vor Folke-Stemme, som den Skole for Livet, vi behøvede, men som jeg nu har været nær ved at fortvivle over. Ingen Skribent kan nemlig dybere end jeg føle sin Pens Afmagt mod Folke-Munden eller hvad der dog giælder for den, saa naar denne ny Real-Skole  kun ikke stod i Veien for den Danske Høiskole, maatte jeg langt heller lade, som jeg slet ikke saae den, og overlade det til Erfaringen og Høiskolen at berigtige Folke-Stemmen eller oplyse Misforstaaelsen. Nu derimod maa jeg nødvendig stræbe at vise, at en saadan Mathematisk Drenge-Skole kan i det Mindste ingenlunde træde iste denfor den Danske Høiskole, eller have en eneste af dens velgiørende Virkninger.
        
        Indskrænkende mig i Grunden hertil, vil jeg da kun som i Forbigaaende anmærke, at er den Latinske Drenge-Skole selv for tilkommende Professorer uhensigtmæssig og for practiske Embedsmænd en stor Ulykke, da maa den mathematiske Drenge-Skole være ligesaa uhensigtmæssig selv for tilkommende Professorer, og for virksomme Borgere være en stor Ulykke. Kun som i Forbigaaende vil jeg tilføie, at den Skade et Land har af bagvendt dannede Embedsmænd, hvor stor den end maa være, er kun lidt mod Ulykken af et forgjort Borgerskab, der enten slet Intet gider bestilt, eller gider dog kun læst, regnet paa Tavle, tegnet Figurer og gjort Fornuft-Slutninger; thi Man maa dog endelig huske, det gaaer slet ikke an at opløse et Folk i lutter Professorer, Embedsmænd og Almisselemmer, med mindre de Alle bogstavelig kan leve af Luften. Endelig vil jeg kun, som i Forbigaaende, pege paa den urokkelige Kiends-Gierning, at Engelskmanden og ethvert Folk der har bragt det vidt i Borgerlig Virksomhed og Velstand, ei naaede Maalet ved mathematiske Drenge-Skoler, men kun ved hvad der med dem er uforligeligt: Lyst til legemlig Virksomhed, Greb paa de borgerlige Sysler og Attraa efter en uafhæn gig Stilling fra Barnsbeen, medens Høitydskerne, trods deres videnskabelige Forædling af de daglige Sysler og borgerlige Næringsveie, har seet baade Virksomheden og Velstanden aftage og seet den rædsomme Lyst til “visse Levebrød” paa Andres Regning, om de saa end skulde søges i Tugthuset, daglig udbrede sig. Vel er jeg nemlig aldeles vis paa, at fik Man først Dannemænd ordenlig i Tale, da vilde Ingen være letnemmere til den Lærdom, at om Mathematiken end for alle andre Folk var baade Fortunatus-Pungen og de Vises Steen og Glædens Kilde, saa var den dog ingen af Delene for dem; men jeg er i mere end tredive Skribentaar ypperlig helbredet for den Indbildning, at Man kommer Folket i Tale ved at skrive Bøger, om de end læstes ganske anderledes end de Fleste af mine, og derfor anmærker jeg kun, som i Forbigaaende, for de “enkelte Faa” hvad vel er Hovedsagen, men her vel for de Fleste en bælgmørk Tale.
        
        Derimod synes mig, det maa være soleklart, at om end den mathematiske Drenge-Skole skulde være ligesaa ypperlig en Omvei til borgerlig Virksomhed, som Man har troet Latin-Skolen var til Embeds-Duelighed i Danmark, saa vilde den dog kun være det for dem, der giennemgik den, og det maa dog vel sortne for vore Øine, naar vi tænke paa, hvad saamange mathematiske Drenge-Skoler vilde koste, som kunde rumme blot Sønnerne af alle vore Kiøbstæd-Folk, medens paa Landet endda det Brede blev tilbage, som dog vel ikke skulde blive liggende i Barbariet. Ligesaa klart mener jeg det er, at hvor ypperlig en Omvei til borgerlig Virksomhed det end maatte være, at gaae den mathematiske Skiærsild igiennem, saa var den det dog kun, naar Drengene slap godt derfra igien, lagde alle Regninger og Demonstrationer paa Hylden, slog alt Bogormevæsen af Hovedet, trak Flittighed paa med Hverdags-Klæderne og tog ivrig fat hver paa sin Handtering; thi hvis ikke, da duede de jo i det Høieste til Professorer i Mathematiken eller til Lærere i Skoler af samme Slags, hvorved vi efter en langt større Maalestok fik en ligesaadan Kreds som den Latinske: af Skolegang, Examen og visse Levebrød, hvad der maatte udtømme selv det rigeste end sige da det fattigste Lands Hjelpekilder. Nu lærer imidlertid Erfaring, at det er ingen let Sag, naar Man har henlevet eller hendrevet sine Drenge-Aar i en Skole-Stue med Bøger og Tavler, Pen og Blæk og alskens Løier, og i det Hele ført et kiælent og dovent Liv paa Andres Pung, da at tage fat paa Hammer og Tang, Øxe og Sav, eller Toug og Tjæretønder, med Liv og Lyst, eller i det Hele giøre sig duelig til og føle sig lykkelig ved det saakaldte “grove Arbeide” den lavere Stilling og ligesaa ordenlige som tarvelige Levemaade, borgerlig Virksomhed og Velstand kræver, saa jeg tvivler om, selv den bedste Danske Høiskole vilde formaae at omvende de mathematiske Drenge til haabefulde Ynglinger i borgerlig Forstand, og at den i alt Fald dertil vilde høilig behøves, er mig en afgjort Sag. Dog, sæt det var anderledes, sæt at Mathematiken ved et Mirakel afrettede Drengene til Flittighed, Beskedenhed og Nøisomhed, saa vilde den dog neppe enten vække eller nære deres Fædrenelands-Kiærlighed, giøre dem fortrolige med Folkelivet eller lægge de Aar til deres Alder, Man nødvendig maa have paa Bagen, for at det ei skal skade men gavne at ræsonnere med os om Menneske-Naturen og det Borgerlige Selskab, saa naar den mathematiske Skole var giennemgaaet i Drenge-Aarene, trængde Man i Ungdommen lige høit til en folkeligHøiskole, ja vilde sædvanlig trænge kun alt for høit dertil, da jo mere Man stræber at udvide Drenge-Forstanden, desmere Selvklogskab og 
Misforstand paa det virkelige, Drengen af Erfaring ubekiendte Liv fremkalder og opelsker Man.
        
        Dog, jeg maa ligesaagodt afbryde først som sidst, thi hvor soleklart end alt dette staaer for mig, som med en stærk Nordisk Drift i tredive Aar har stræbt at blive hele den fremmede og konstige Tankegang kvit, klarer min Pen det dog neppe for en Læseverden, der stikker dybt i den Romerske Tankegang, uden engang sædvanlig at ane, den kun har Sammenhæng, naar Man betragter den “dannede Verden” som en Flok Romere, der har den hele øvrige Verden til at trælle for sig, og er aldeles uanvendelig paa et Folk uden Trælle, der maa æde sit Brød i sit Ansigts Sveed og har kun Raad til at ernære Embedsmænd og Lærde, naar ogsaa disses Liv og Bestræbelser bidrage til det almindelige Bedste, og vil i Forstands-Tiden kun have Sind dertil, naar en folkelig Almeen-Oplysning stedse bedre sætter dem istand til at skatte det Borgerlige Selskab og veie de forskjellige Stillingers Fordele og Besværligheder mod hinanden, medens de vinde en Dannelse, der adler og forhøier selv den Ringeste! Man raaber sig i vore Dage hæs paa Frihed og Dannelse, og det er visselig hvad vi Alle behøve, men Forslagene dertil har sædvanlig samme Grundfeil, som Platos Republik, hvor Frihedens og Dannelsens Vogtere selv opsluge begge Dele, saa Folket for alt sit Slid kun faaer Skyggen af al Dyd og Skiønhed at omfavne, men i Virkeligheden stolte Tyranner at lystre, at nære, og, om det kan trøste dem, at beundre og forgude!!
        
    
    
    
        
                Academiet i Soer.
                
                
                    Ja, Brage  Bænkepryder!
                    Jeg øiner dig i Soer.
                
        
                
        
                Havde jeg, som Holberg, tjent en Tønde Guld,
 eller endnu bedre, som Sir Walter, en Million, med mine
                    Skrifter, da satte jeg dem vist nok ikke, som den Sidste,
                    i “Papir”
                    for at vinde Ligesaameget til eller spille af
                    med Boghandleren, men anvendte heller Broderparten paa,
                    med Kongelig allernaadigst Tilladelse, at grunde en Dansk Høiskole, aaben for hele Landets Ungdom,
                    hvor den, blandt Andet, ogsaa kunde faae Smag paa 
folkelig
 Sang og Skrift; thi for paa en
                    værdig Maade at more Folket, og naar de var døde, dog
                    levende at mindes i Fædrenelandet, derfor var det, baade Grækenlands og 
Nordens
 Skjalde og Sagamænd i gamle Dage anstrængede sig, og med dem føler jeg mig saa
                    nærbeslægtet, at det undrer mig tit, at 
Virgil
 og 
Livius
 ikke døde af Kiedsommelighed længe før de blev færdig med Mester-Værkerne,
                    ei engang Romere vilde kalde 
folkelige, men kun glimmersyge Hofmænd beundre, vindtørre Bogorme gotte sig ved og Skoledrenge gabende ophøie. Dog selv om jeg havde Penge Nok til at grunde en Dansk Høiskole
 efter den største Maalestok, vilde jeg dog meget heller, som Holberg, forære Pengene til 
Academiet i Soer,

 naar det blot
                    lignede en Dansk Høiskole

                    efter min Forestilling ligesaa meget, som det i 
Holbergs Dage lignede en Saadan efter hans;
                    thi baade er der langt mere Rimelighed for, det vil vinde og vare, hvad der i
                    Tidens Løb er ligesom opkommet af sig selv, end hvad 
Enkeltmanden
 ligesom vil fremtvinge
                    efter sit Hoved, og derhos ligger det dybt i Nordboens
                    historiske Natur med Kiærlighed og Haab at knytte sig til Steder og
                    Indretninger, som Fortids Minder giør os dyrebare. Kun saare nødig og beklemt om
                    Hjertet vilde jeg derfor række Haand til Reisningen af den Danske Høiskole
 paa nogen anden Plet
                    end den, hvor Han, som
                        reddede 
Danmark

                        fra Slaverne
 og alle dets gamle Helte fra Glemsel,
 hvor Danmarks Støtte og
                    den Danske Histories Genius i Middelalderen, den høiadelige Helt og høiærværdige
                    Biskop 

Axel
 hviler sine Been og grundede Klostret til en evig Sjælemesse for sig og sin i Aand og Sandhed høiadelige Slægt, og hvor
                    Kong 
Christian den Fjerde,
 Høilovlig Ihukommelse, da Messen
                    for den gamle Biskop
 var
                    udsunget, grundede et “Ridderligt Academi” hvor en ny for 
Danmarks
 bedste Adelsmand skulde begynde. Nu er det vist nok, at for at
                    faae mine Penge, skal 
Academiet i Soer

 ikke ønske at blive paany den Patriotiske Høiskole, hvortil det af
                        
Christian den Fjerde
 blev grundet, og af
                            
Ludvig Holberg

                                begavet, thi at i det Mindste nu intet Handværk i Danmark,
                    skiøndt drevet af alle Livsens Kræfter med forsvarligt Anlæg og betydeligt
                    Forskud, mindre kan føde end sige berige sin Mand end Bogmageriet, det veed Ingen bedre end jeg; men netop fordi jeg har
                    hverken “Sølv eller Guld” at give til den
                        Danske Høiskole, som
                    dog for mine Øine er Fædrelandets eneste sikkre Redningsmiddel, just derfor maa jeg desivrigere pege paa
                        
Academiet i Soer

 og sige: der
                    ligger unægtelig 
Danmarks
                        Patriotiske Høiskole
 begravet, ved
                    Siden ad 
Axel
 og 
Holberg, og vil, trods Romervagten, staae herlig
                        op, saasnart 
Kongen

                        udsender en Tjener til at vælte Stenen fra, som, Gud skee Lov ! er
                    ikke meget stor, ikke større end 
Badens
                        
Latinske
                            Grammatik
. Hvordan det gik til, at den Patriotiske Høiskole i Soer, der for 70 Aar
                        siden stod i sin feireste Ungdoms-Blomster, fik saa hastig en Død, og
                    saa at sige sin Vugge til sin Grav, det kan Man nogenlunde forklare sig af 
det Latinske
                                Universitets
 Misundelse og af Grundfeil i Organismen, men hvordan Stenen, den forstenede Latinske Grammatik, blev
                    væltet for Gravens Mund, i en Konges Dage, der var Danskere endnu end
                        
Christjan den Fjerde,
 det lader sig kun forklare af den sorte Konst, der stikker i Latinen, og lad os see, er ikke maaskee Stenen allerede
                        igien bortvæltet, mens vi, som Kvinderne ved den
                        hellige Grav, spørge ængstelig, hvordan det skal skee? Jo, seer jeg ret i
                    Morgen-Dæmringen, da er Stenen virkelig borte fra Munden og 
Romervagten daanet, saa naar den staaer op
                    igien er det kun for at flygte; thi har ikke Hans Danske Majestæt
 høitidelig 
aabnet Academiet for Ustuderede,
 det er: for Danske Folk,
                    som kan ikke Latin, og hvad maa den naturlige Følge vel blive, naar Man veed, at Dansk og Latin kan umuelig
                        forliges, hvad Andet end at Latinen flygter og
                        Dansken jubler!
                
Sværmeri, vil Latinerne sige, idelt Sværmeri, ligesaavel at
                    
Latin og Dansk ei skulde kunne
                    forliges, som at Dansken, naar det kom til Strid, ei
                    beskeden maatte vige for 
Virgils
 og 
Ciceros, for det Classiske Roms, for hele den Lærde
                        Verdens Sprog, som kun Dumhed kan trodse, kun Barbarer fordrive og disse Talemaader har saamange Aarhundreders Hævd
                    paa at hedde Viisdom, at skiøndt jeg ingen kan finde i
                    dem, maa jeg dog ikke vente at troes paa mit Ord, men maa bestandig, til de
                    gives Magt, gientage mine Grunde.
                At nemlig Dansk og Latin skulde være saa uforligelige, at En af
                    Delene maatte rømme Landet, det har jeg aldrig paastaaet,
                    men finder meget mere, at ikke blot Danmark
                    er stor nok til at rumme endnu langt flere Sprog, men at selv i mit Smule Hoved
                    kan Dansk og Latin til en vis Grad
                    ganske godt rummes og paa en Maade forliges, men allerede i mit Hoved
                    forliges de dog kun som Hunde og Katte, saa jeg fik
                    aldrig et roligt Øieblik, dersom jeg ikke lod En af dem raade og tvang den Anden
                    til at lystre. Gaaer det nu saaledes med mit Hoved, der dog, som en Historikers Studerekammer, er et Slags videnskabeligt
                        Værtshuus, hvor Man gierne, for Profitens
                    Skyld, er høflig mod Enhver, som betaler og vil tage til Takke med Leiligheden;
                    hvordan mener Man da, det gaaer med de arme Skole-Drenges, som, førend de endnu paa Modersmaalet kan videnskabelig tælle til fem, skal efter Grammatikalske 
Regler lære sig til at
                    skrive og tale som 
Cicero! Maae de ikke nødes til enten at løbe ud af Skolen
                    paa Halvveien, eller, saa godt de kan, tvinge Dansken til
                    at lystre Latinen, hvorved de vist nok ikke komme til at
                        skrive eller tale Latin men
                    dog til at skrive og tale Dansk omtrent som Cicero, hvad naturligviis bliver
                    omtrent som Ebraisk for Danske
                    Folk og udtørrer den naturlige Livs-Kilde, hvoraf Talen skulde flyde som Tankens og Følelsens rindende
                    Bække og svulmende Aaer. Eller er dette maaskee kun en spidsfindig
                    Slutningsmaade, som Erfaring giendriver? Er det maaskee
                        ikke sandt, at Man i 
Christen Pedersens
 og Anders Vedels Dage skrev meget bedre Dansk end hundrede Aar senere, da Man saagodtsom slet ikke kunde skrive det, skiøndt Man netop i denne Tid gik flittigst i Skole, eller gives hertil nogen anden optænkelig Grund, end at Skolen var Latinsk og Latinen i Drenge-Hoveder aldeles uforligelig med Dansk, ja, fandtes i Skolen saa
                    uforligelig dermed, at skiøndt Man priste Reformationen for Latinens
                        Uddrivelse af Kirken og Modersmaalets Indførelse, fandt Man sig dog af Latinen nødt til at 
udelukke Modersmaalet af Præste-Skolen
, som om Man med Romersk Vold og Magt vilde igien
                    indføre Latin i Kirken, vel ikke i sin klosterlige, men i
                    sin classiske, hedenske Skikkelse. At dette nu var splittergalt, indsee og tilstaae jo Alle, men da det
                    unægtelig var langt fra vore Fædres Tanker i det Syttende
                    Aarhundrede enten at indføre Latin eller Hedenskab i Kirken, saa kan jo Intet have bevæget dem til
                    at udelukke Modersmaalet af Præste-Skolen, uden den Indbildning at Latinen
                    ligesom Dyden skulde læres og øves ei for Nyttens
                        men for sin egen Skyld, og den Erfaring, at hverken taalde Latinen, efter 
Roms
 gamle Valgsprog (
aut Cæsar aut nihil
) andet end Trældom ved sin Side, heller ikke var noget Sprog, hvor det fik Magt,
                    den Classiske Latin
                    saa fordærveligt som Dansken.
 Dog, hos os skulde Latinens Forhold til Modersmaalet blive
                    soleklart, hos os skulde Fienden ad alle levende Sprog udspille sin Rolle og ærlig fortjene sin
                        Dødsdom, som han dog, hvis han levede, kunde lee ad,
                    da Ingen tilgavns kan “slaae en Død
                        ihjel.” Det Attende Aarhundrede er i
                    denne som i flere Henseender hos os vel ikke meget fornøieligt men saare
                    lærerigt. Danmark fik nemlig paa Overgangen
                    til dette Aarhundrede, ved et dobbelt Vidunder, sin store Psalmeskjald, 
Thomas Kingo, og sin
                    endnu større Skiemtedigter, 
Ludvig
                            Holberg, som nødvendig baade i og udenfor Kirken maatte give den med Modersmaalet uforligelige Latin et Knæk, den,
                    trods alle Rectorers og Magistres
                    forenede Bestræbelser, aldrig forvandt, og da 
Holberg
 nu ovenikiøbet i 
Peer Paars
 skabde en
                        udødelig Helt til med de skarpeste Vaaben daglig at
                    bestride Afguderiet med de døde
                    Sprog, saa sprængdes naturligviis snart den ligesaa latterlige som sørgelige Skole-Bom for Modersmaalet. Endnu
                    i 

Holbergs
 Dage reiste 
Ridder-Academiet i Soer
,
 der i Løbet af det Syttende Aarhundrede var nedsunket til en
                            Latinsk Drenge-Skole,
 sig paany, og blev
                    virkelig en Patriotisk Høiskole, hvor Modersmaalet blandt
                    Andet havde den Triumf, at Sønnen af den sidste Latinske
                        Skolemester, 
Snedorf,
 blev Danskens ivrige Talsmand. Fra en Lærestol paa
                    denne Danske Høiskole
 var
                    det 
Ove Guldberg
 udgik
                        at fordanske vort Kongehuus,
 hvor vel ikke Latinen men dog Fransken, under Modersmaalets
                    Forsømmelse havde faaet Overhaand, og denne uforglemmelige Ædling prøvede nu
                    ogsaa paa at fordanske Latin-Skolen, et Herculisk Arbeide, som
                    vel mislykkedes, men aabenbar kun fordi Dansk og Latin er i Drenge-Skolen, som i Drenge-Hovedet,
                    uforligelige, og Vindingen blev dog i Grunden den samme; thi ved den Guldbergske Skole-Reform blev
                        Latinen saa slet og Dansken saa kry, at, kiendte Man
                    ikke de lærde Fordommes Haardnakkenhed, maatte Man finde
                    det aldeles ubegribeligt, hvorledes vi endnu kan have en
                        Latinsk og fattes en Dansk Høiskole; thi med
                    al muelig Beskedenhed tør Man jo dog nok paastaae, at godt
                        Dansk er bedre end slet
                        Latin!

                Saameget om Uforligeligheden, og tabde
                    nu den 
Latinske Drenge-Skole i Soer

 Slaget med Dansken midt i det Attende
                    Aarhundrede, hvad da i det Nittende! 
Jupiter
 være lovet, sige Latinerne, i det nittende Aarhundrede har Man i
                    det Mindste 
herinde
 angret Forsømmelsen af den 
Latinske Stil
 i det
                    Attende, da Man saae, at derved forsvandt den “grundige
                        Lærdom,” og har du ikke seet, at 
Academiet i Soer

 har selv foreslaaet, at
                        de Ustuderende skal dog
                        ogsaa lære Latin i de tre nederste Classer og fries fra at glemme det i de tre Øverste,
 saa, skal Noget tabe Slaget der, maa det dog vel blive Dansken, der kun har
                    Adgang paa Latinske Vilkaar! Siger Altsammen Intet,
                    svarer imidlertid jeg, undtagen hvad vi har længe vidst, at Latinen er noget forhexet Tøi at blive kvit; thi hvad det
                    Første angaaer, da er det vel, desværre, kun alt for sandt, at Man hos os har
                    stræbt i det Nittende Aarhundrede at indhente hvad Man
                    ved den 
Latinske Stil

                    forsømde i det Attende, ja at Man til dens Ære har faaet
                        de “Danske
                        Jurister” halvt og haaber at faae de “Danske Læger” heelt udryddede; men at den “grundige Lærdom” Intet vandt derved, er soleklart,
                    thi selv naar Man slutter i den smukke Latinske Cirkel:
                        med den 
Latinske
                            Stil
 forsvinder al grundig Lærdom, fordi
                    den 
Latinske Stil
 er
                    Grunden til al grundig Lærdom, saa er dog ligefuldt den
                        
Latinske Stil
 nu meget
                    slettere end ved det Nittende
                    Aarhundredes Begyndelse, og Reactionen har følgelig kun
                    frembragt en 
Krebsgang,
                    der vist snart vil føre Latinen giennem “Philosoph-Gangen” fra 
Soer
 til Krebshuset! Kun naar den Latinske
                        Grammatik er Skolens Alpha og Omega, saa Man radbrækker kun Dansken for
                    at slippe fra den, oversætter baade Græsk og Ebraisk og lærer Alt hvad Man lærer paa Latin, kun da, som i det Syttende Aarhundrede, lader Naturen sig saavidt underkue af Optugtelsen, at de, der intet levende Sprog kiender, synes, Man
                    skriver og snakker det Døde godt; saa naar Universitets-Directionen ikke tør tilraade Kæmpeskridtet baglænds til det Syttende Aarhundrede, men maa tvertimod fordre at Dansken ikke  poffres eller
                    forsømmes for Latinen, da vil den 
Latinske Stil, trods alle Konster,
                    daglig blive slettere i Drenge-Skolen, hvor Erfaringen
                    nødvendig maa vise at den Latinske Grammatik er for haard
                    en Nød at knække, naar Man ei paa den maa bide sine Danske Tænder reent
                    istykker, eller, reent ud sagt, hvor saadanne to
                    Skrift-Sprog, som Dansk og Latin,
                    maae findes uforligelige.

                Men nu Forslaget fra 
Academiet
                        selv,
 at selv de, der vil benytte sig af 
Majestætens
 allernaadigste Tilladelse at besøge 
Skolen
 og 
Academiet i Soer

 uden alt Latineri, skal
                    dog, ligesom de Sorte paa 
Jamaica, udstaae
                        en Lærlingtid, før de kan gives fri, eller skal, paa gammel Romersk,
                        “gaae under
                            Aaget,” aabner det ogsaa lyse Udsigter for Dansken i Soer? Nei, det
                    var Synd at sige, saa, fandt jeg det endogsaa blot mueligt, at det kunde være 
Academiets Alvor, da maatte jeg tilstaae, at Stenen, som den velsignede Kongehaand væltede
                        fra, var væltet for igien, og alt Haab ude om, at 
Academiet
 i vor Tid, uden at
                    rives ned og bygges om, kunde blive en Dansk Høiskole. Men jeg siger trøstig: det er umueligt, thi, hvad Hemmelighed der end stikker under det
                    ubegribelige Forslag til at forbittre Dansken Frugterne af 
Majestætens
 Naade, saa veed vi jo dog Alle, der er ikke
                    mindre end tre Danske Digtere mellem Academiets Professorer,
 og at de skulde ønske
                    Dansken under Aaget, maatte jeg kalde umueligt, om jeg end slet Intet kiendte til 
Ingemann, Hauch
 og 
Wilster, hvis afgjorte
                        Danskhed dog er mig velbekiendt. Og nu Professor 

Lütken, Latinens erklærede Avindsmand,
                    saavelsom jeg selv, kunde han maaskee spille under Dække med Fienden?! Eller er
                    maaskee begge 

Tyge Rothes
 Sønnesønner pludselig blevet
                    bange for at Dansken skulde blive dem for mægtig! Eller
                    nu endelig Professor 
Waage,
                    over hvis Forkiærlighed for Dansken jeg alt for næsten tredive Aar
                        siden glædede mig, og som aabenbar vandt baade sit Navn og sin
                    Stilling ved Modersmaalets levende Brug, skulde han nu
                    have svoret til 
Ørnebanneret
 uden at ændse, at “
Hjerterne
” blødte derved! Nei,
                        umueligt, maa jeg gientage, saa det hænge nu sammen
                    med Forslaget, som det vil, det er mig dog lige klart, at Forsynet har vidunderlig samlet Professorer til
                    den Danske Høiskole i Soer, saa den kunde aabnes i Morgen med
                    en Glands, den Latinske Drenge-Skole aabenbar fattes, og
                    kan umuelig vinde i 
Soer,
                    hvor de fædrelandske Minder gjorde Pagt mod Latinen med den deilige Danske
                        Natur, ja, hvor Man frit kan sige, 
Danmarks Genius svæver huusvild over
                    Fædrenes Grave, og lader ingen fremmed Plante end sige det Latinske Ukrud blomstre paa dem, men sukker og klager til den Kongelig Danske Høiskole
 reiser sig som det
                    levende, udødelige Mindesmærke, der med alle Danske Ædlinger skal bevare Jubelkongerne
                    
Christian den Fjerde
 og 
Frederik den Sjettes
 høilovlige Ihukommelse til Verdens Ende, med det Vidnesbyrd at deres Kroner var af Rosen-Torne!


                Og hvilken Trolddom skulde nu vel
                    forhindre dette Mindesmærke fra at reise sig paa den dertil giennem Aarhundreder
                    indviede Grund, eller hvilken Haand i Danmark kan lukke den Dør igien, som 
Kongens Nøgel
 har
                    opladt, eller hvilken Mund tør sige, at Kongens og Folkets Modersmaal maa i 
Danmark
 ingen Høiskole faae for at den store Romerske Tyrans, alle Folks og Kongers arrigste Fjendes Sprog ikke derved skal miste sin
                        Dyrkelse og savne de Menneske-Offere, der giennem saa
                    mange Aarhundreder blødte paa dets Alter!
                Det Sidste vist nok Ingen, men at der, det være sig nu i Latinen selv eller i Skolen for
                    den, er en vis Trolddom, der hidtil berøvede Modersmaalet den Dronning-Stol i
                        Fædrenelandet, hvortil det unægtelig 
er odelsbaaret, det er en Kiendsgierning, og skal virkelig de, der komme til 
Soer
 for at dannes paa Dansk, først trælle for Latinen saa de tabe Lysten eller tilsætte
                    Kræfterne, da maae vi bekiende, den Trolddom er kun alt for mægtig endnu, da den
                    kan indtage og forblinde selv Danskens erklærede Venner. Ja, det er
                    ved denne Leilighed blevet mig
                    
soleklart
,
                    at saalænge 
Academiet i Soer

                        skal dele Bestyrelse med 
Latin-Skolen
 og det latiniserende Universitet,


                    saalænge kan Dansken umuelig blomstre der, fordi Dansk og Latin er uforligelige; thi selv naar Directionen, som nu, bestaaer af 

Tyge Rothes
 Søn, af
                        en Nordisk Historiker og en Practisk Hædersmand, der dog umuelig, hver
                                for sig, kan foretrække Latin for Modersmaalet eller den Classiske
                    Jordbund for Fædrenelandet, maae de dog nok, som et Collegium, holde det for deres Pligt, fordi det
                    især er 
Latin-Skolen
 (efter et 
Kapitolinsk
                        Orakel-Sprog: Viisdommens Sæde og al grundig Lærdoms Vugge), der
                    betroedes til deres Omhu og Varetægt, og de dog sagtens har den samme Følelse
                    som vi Andre, at ligesom Latinen var Modersmaalets saaledes vil Modersmaalet være
                        Latinens Grav. Saasnart det derimod maatte behage 
Majestæten
 at give 
Academiet i Soer

 sin 
Hofmester, under hvilketsomhelst Navn, igien, der
                    intet Ansvar havde for Latinen men Fuldmagt til at giøre
                    Alt hvad der kunde tjene til 
Academiets Blomstring, som en 
Danmarks
                        Rosengaard, da troer jeg, Resten vilde
                    saa godt som følge af sig selv, og en Patriotisk Høiskole
 i en Haandevending danne sig
                    til de Fremmedes Efterligning og, hvad der er Hovedsagen, til Fædrelandets ubeskrivelige Gavn og vor
                        landsfaderlige Enevoldskonges
 usigelige
                    Glæde!
                Her maa jeg standse, thi vel er det ganske rimeligt at Latinerne vil fordre, jeg ikke alene skal nøiagtig
                    beskrive den Kongelig Danske Høiskole i Soer, jeg sukker
                    for, men ogsaa bevise, at den Keiserlig Latinske Høiskole i
                            Kiøbenhavn
 derved intet taber enten i Anseelse eller
                    Rettigheder; men paa ingen af Delene kan jeg indlade mig. Jeg kan ikke indlade
                    mig paa det Sidste, thi skiøndt jeg, naar 
Danmark
 kunde være
                    tjent dermed, gierne paa den Danske Høiskoles
 Vegne overlod den Latinske,
                    med alle 
Chinesiske

                    Examiner, Udsigten til alle de “
visse Levebrød
” paa offenlig Bekostning, saa
                    kan jeg dog ligesaalidt tænke mig, at Latinen, naar Modersmaalet hæver sig, skulde beholde overtroisk
                    Dyrkelse og tyrannisk Overmagt, som at en magtesløs Romersk
                        Besætning skulde have beholdt sin Myndighed og keiserlige Anseelse i et
                    Land, hvor Folket reiste sig og afkastede Aaget. Det er
                    imidlertid mit oprigtige Ønske, at
                    naar den Kongelig Danske Høiskole
 reiser sig, naturligviis aldeles
                        uafhængig af Latinen, det da maatte overlades
                    til det 
Latinske
                            Universitet, ikke blot at beholde alt det Latineri, det end har vedligeholdt, men, om det behagede,
                    for Classiskhedens Skyld, at vende tilbage til sin velbehagelige Skikkelse, der især fra 
Guldbergs
 Dage har
                        lidt saa meget, at det nu ligner meer en Ruin end en ordenlig Bygning i
                    nogensomhelst videnskabelig Stil. Jeg er nemlig vis paa, at saasnart den Danske Høiskole
 begynder
                    at virke, da vil hele
                    vort Universitet
 selv
                    finde, hvad det Halve alt bekiender, at det trænger til
                    en Reformation, hvorved det kan tilbagevinde Folkets
                    Hjerte og tilfredstille Tidens Fordringer, og da først og fremmerst til at lade
                    den “
Latinske Stil
” ved
                    
første og den Mundfuld Blæklatin til sidste
                            Examen
 fare, for at Man dog ikke skal sige, at i 
Kiøbenhavn
 kunde
                    hverken 
Plato
 eller 
Aristoteles
 blevet Student, og især for at Dansken
                    kan drives med noget Eftertryk i den Lærde Skole, hvad,
                    saalænge den 
Latinske
                        Stil
 kræves, er aldeles umueligt. Det gaaer nemlig med Modersmaalets Frigivelse (Emancipation) ligesom 
Canning
 meget rigtig sagde om de Irske Katholikers:
                     det er ikke længer
                        Grundsætningen, det giælder om, thi, det være nu galt
                    eller klogt, den har Modstanderne indrømmet for længe
                    siden, men Spørgsmaalet er kun, om vi i Udførelsen skal
                    standse paa Halvveien, saa Trældommen, om end kun halv
                    saa grusom, bliver dobbelt forhadt, uden paa mindste
                    Maade at gavne Tyrannen. Latinerne har nemlig for længe
                    siden maattet indrømme, at Modersmaalet har fuldelig Ret til at herske i Landet og til
                    at uddanne sig aldeles uafhængig af Latinen, men dog holde de paa den 
Latinske Stil
                     og paa Dørren til
                    den Danske Høiskole, saa
                        Modersmaalets fri Uddannelse og Herredømme kun staaer paa Papiret, mens Munden er bundet med slet Latin hos de Studerende og bliver ved at være i Baglaas hos
                    Folket. At nu selv Afskaffelsen af den 
Latinske Stil, som en tvungen Sag for Danske Embedsmænd, der vil giøre Universitetet taaleligt, dog ingenlunde vil tilfredstille Tidsaandens
                    retmæssige Fordringer, men at hele den bagvendte 
Drenge-Videnskabelighed
 og de dermed
                    sammenhængende Overhøringer, snart vil gaae samme Vei,
                    Regieringen foretrække hensigtsmæssige Planteskoler
 for
                    de forskjellige Slags Embedsmænd, og den Lærde Høiskole
 overlades
                    til dem, der har baade Anlæg og Alder til virkelig at blive Videnskabsmænd, det forudseer jeg vist nok og glæder mig til, men
                    ogsaa uden at see det, kan jeg døe rolig, naar blot Dansken har faaet sin 
Høiskole
 og den 
Latinske Stil
 sit Løbepas!
                Saameget om den Sikkerhed, der kan gives slet Latin for at Den ikke skal fortrænges af godt
                        Dansk, hvor den midt i 
Danmark, til Folkets og Landets hardtad ubodelige
                    Skade, har anmasset sig Kundskabs Nøgel
 og beholdt den
                    giennem Aarhundreder, og jeg kan kun tilføie, at er det Latinen en Trøst til Verdens Ende at radbrækkes i
                        Folke-Munde, da er det til 
Italien, Spanien, Frankrig
 og i det
                    Høieste 
England, den
                    maa henvende sig, da den, ved i sexhundrede Aar, deels klosterlig og deels classisk, at arbeide
                        paa 
Nordens Romanisering, kun har gjort sig
                    ligesaa latterlig som forhadt, og taber derfor ei det Mindste ved at overlade os
                    som haardnakkede Syndere til vort naturlige Barbari.
                    Frygter Latinen derimod for, hvad den maatte ønske, at vi
                    aldeles skal glemme den, da kan den være ganske rolig,
                    thi det vil vor historiske Natur og verdenshistoriske Videnskabelighed aldrig tillade os, og det maa derom være
                    den et “lykkeligt Forvarsel” at jeg, med al min gruelige
                        Forkiærlighed for Dansken og
                    mit endnu grueligere Had til Latinen, dog som “

Saxos
                    Oversætter
” har viist mere Flid og Taalmodighed i Latinlæsning end de Fleste, der endnu løfte 

Latiums
 Tungemaal til
                    Skyerne. Som historisk oplyste Folk veed vi nemlig godt,
                    at Fienden er farligere, jo mindre vi kiende til ham, og lee ret hjertelig ad
                    det blinde Had, der Intet vil lære af sine Fiender, skiøndt det er den eneste baade Nytte og Fornøielse, Man
                    har af dem, saa Sagen er kun den, at ligesom vore Bønder
                    unægtelig giør klogest i at holde dem til den Danske Saxo,

                    saaledes vil Nordboen ogsaa først ret drage Fordeel af Latinen, naar Ingen træller for den, men nogle Faa ad Gangen beherske den og nøde den til at trælle for os.
        
                Hvad nu Indretningen af den Danske Høiskole
 angaaer, da kan jeg egenlig slet ikke indlade mig derpaa, da det gaaer med alt levende Menneskeligt, som med os, der maa fødes først, før Man veed, hvilken Hue der vil passe til vort Hoved, end sige da, hvor høit et Maal vi vil faae, og hvad vi med Tiden kan lære, saa jeg skulde ikke engang nævnet det, naar vi ikke, ved Skolerne for Døden var blevet saa forvænte, at vi næsten slet ikke kan tænke os en Skole, hvis hele saakaldte Levnetsløb ei er beskrevet før det begynder, hvad ypperlig lader sig giøre med den “boglige Konst” der bestaaer i at lære et vist Antal Gloser og Regler udenad, og paa sit Høieste i at randsage og efterligne saa faste og steendøde Ting, som Bøgerne ere; men lader sig umuelig anvende ved Livs-Udviklingen, der udelukker Stilstand og kan ei følge andre Regler end Naturlovene, eller ved Livs-Oplysningen, der maa rette sig efter Livet, som det virkelig forefindes. Man kan derfor nok sige, at ved en 
folkelig
 og 
borgerlig
                        Høiskole
 i vore og vore Børns Dage,
                    burde, saavidt mueligt, findes Leilighed til at lære
                    baade fremmede Sprog, Mathematik, Historie og Alt hvad
                        
Enkeltmanden
 enten
                    for Nyttens eller Fornøielsens Skyld, fandt Lyst og Stunder til at lægge sig
                    efter, og at ved en Kongelig Dansk Høiskole i Soer
 vilde det omtrent følge af sig selv; men Hovedsagen, det Levende, det Fælles og Almindelige, der maa
                    være en saadan 
Høiskoles

                    Sjæl og Øiemed: Folke-Naturens hensigtmæssige Udvikling og Oplysning paa Modersmaalet til 
Fædrenelandets
                    Gavn og Kongens Glæde, denne “indbyrdes Underviisning” og levende Vexelvirkning,
                    som det er Ledernes Opgave og udødelige Ære efter Omstændighederne paa alle Sider at fremme, den vil
                    det allerede være en stor Konst historisk at beskrive,
                    saa mathematisk udregne eller schematisk foreskrive lader denne Livs-Yttring,
                    Lys-Udvikling og Varme-Ledning sig
                    ingenlunde. Poetisk ane og formode kan Man vist nok en
                    stor Deel, naar Man selv har en Broderlodd i Folke-Naturen og Modersmaalet, men om jeg ogsaa
                    turde tilegne mig en Saadan, og lignede ei snarere en taalelig fordansket Friser eller Angelsachser, end en
                    Arilds-Dannemand, saa vilde jeg dog ikke her beskrive mine søde Drømme, deels fordi selv det tydeligste Billedsprog for Øieblikket falder de fleste Danske Læsere
                    uforstaaeligt, og deels fordi det naturligviis altid bliver Idealet, Man poetisk beskriver, hvorfra dog en
                        levende Skole-Indretning i sin Begyndelse maa være i det Mindste saa langt som hele Levnets-Løbet. Paa den
                    ene Side er det nemlig klart nok, at Bøger og Alt hvad
                    der ligner dem skulde spille saa liden og underordnet en Rolle, som mueligt, paa
                    den 
Folkelige
                        Høiskole, hvor Maalet slet ikke kan være “Examen og Levebrød” men maa være en Dannelse og Oplysning, der bliver
                    Enhvers egen Sag og er sin egen
                        Belønning, og en Dannelse og Oplysning for Livet, som vi kan faae den
                    tydeligste Forestilling om, naar vi spørge, hvad
                    Medlemmerne af det 
Folkelige
                        Statsraad
 behøve, for at være deres
                    Stilling voxne og deres Hverv mægtige, hvortil unægtelig hører en levende Forestilling om 
det Borgerlige Selskab
 til fælles Bedste, en levende Følelse af deres Folks Eiendommelighed, inderlig Hengivenhed til “Konge og Fædreneland”, Styrke i Modersmaalet til at udtrykke sig mundtlig med Liv og Lethed, Frihed og Sømmelighed, og endelig et klart
                        Overblik af hvad vi har og hvad vi fattes, bygget paa
                        sikkre Efterretninger om Landets Tilstand. Men paa
                    den anden Side er det ligesaa klart, at Bøger og Bog-Lighed vil i Begyndelsen spille en meget
                    uforholdsmæssig Rolle, deels fordi selv de bedste Ledere, Man end kan finde, har
                    deres meste Kundskab og Viisdom af Bøger og er kun blevet
                        dem alt for lige, og deels
                    fordi Skolen i det Hele giennem Aarhundreder med Flid befæstede et svælgende Dyb mellem Livet og Lyset, saa Livet blev bestandig mørkere og Lyset
                    luftigere, hvorfor det nødvendig vil kræve baade Tid og Flid paa begge Sider at slaae den gyldne Bro over Svælget, som er Skolens
                    Bestemmelse og, naar det lykkes, dens udødelige Ære. Vi skulde derfor
                    aldrig spørge, enten hvad
                    folkelige
                    Høiskoler i det Hele eller hvad den Kongelig Danske i Særdeleshed for Øieblikket kan udrette eller hvorvidt det vil lykkes; thi deels
                    beroer begge Dele paa tusinde uberegnelige
                    Omstændigheder, og deels skulde, som i alle fortvivlede Sygdomme, det eneste muelige Rednings-Middel gribes, om det end sandsynlig vilde mislykkes.
                    Fortsætter Man nemlig et Skolevæsen, der bestandig videre
                        adskiller Livet og Lærdommen,
                    bestandig mere fortærer vor Fædrelands-Kiærlighed, mere og mere opløser
                    alle de levende Baand, der sammenknytte os med det og hinanden, stedse mere dræber og forkvakler
                        Modersmaalet, vore Tankers og Følelsers eneste naturlige Udtryk, stedse mere udvikler og opelsker den drengeagtige
                        Selvklogskab og Selvraadighed, alskens Forfængelighed, Glimmersyge
 og Gridskhed paa saakaldte
                        “visse Levebrød,
” giør Man det, da graver Man jo med Flid sin
                    egen Grav, og da maa Ulykken snart blive for stor til at overvindes, det
                    bundløse Svælg for bredt ei blot til Bro, men selv til at overflyves af nogen
                    Fugl, nogen folkelig Skjald i Fjederham. Kunde
                    altsaa en 
Folkelig
                        Høiskole
 endog blot, hvad den efter
                    Menneske-Naturens Love allevegne maa, standse det
                    gruelige 
Væddeløb til Død og Undergang, da var jo
                    Vindingen allerede ubeskrivelig stor, og hvor den virkede mindst, vilde den dog virke langt
                    mere, ved at skabe et Væddeløb om
                    end nok saa mat for Folkeliv og 
borgerlig Lyksalighed. Dette siger jeg
                    ingenlunde, fordi jeg nærer mindste Tvivl om, at jo de 
folkelige
                        Høiskoler
 netop i 
Norden
 vil giøre Vidunder, og
                    at især den Kongelig Danske vil i Tidens Løb vise vel
                    ikke hvad Verden kalder de største, men dog hvad Danske
                    kalde de bedste, mest velgiørende og velsignede
                    Virkninger; men fordi Mistro til eget Skiøn og egne Kræfter og en dermed
                    sammenhængende Blødagtighed og Beundring af alt Fremmed, som er den Danske Folkefeil, vil ligesaavel for en Tid svække
                    Høiskolens
                    Virksomhed, som den har forsinket Oprettelsen.
                Naar imidlertid Oprettelsen kun ikke derved forhales, til det
                    gunstige Øieblik er forsvundet, da vil det netop bidrage til Høiskolens hensigtsmæssige Dannelse og Fremtids Flor, at
                    Man i Førstningen kun venter Lidt eller Intet deraf og benytter den sparsomt,
                    thi des vissere vil den ligefra Begyndelsen overgaae alle Forventninger, og des
                    lettere vil en passende Frihed og en rigtig Takt grundfæste sig, hvad der ved en saadan Nyhed, hvor
                    Fuskeri og Misgreb i Begyndelsen aldrig kan undgaaes, er af særdeles
                    Vigtighed.
        
                Til Slutning kun et Ord om den hos os sædvanlige Grille, at
                    skiøndt Grækerne, uden at kiende noget andet Sprog end
                    deres eget, opnaaede ikke alene en borgerlig men ogsaa en videnskabelig Dannelse, som de Lærdeste endnu beundre, saa skulde dog Danske ei uden fremmede Sprog kunne naae selv den 
borgerlige
 Dannelse, der dog efter Naturens Love maa
                    sammensmelte med Modersmaalet!! Uden her at ville gaae
                    ind i en philosophisk Undersøgelse om Daarskaben i en saadan Paastand, vil jeg
                    kun sige, at efter temmelig godt Bekiendtskab med den Danske
                        Literatur, endogsaa blot fra 
Holbergs

                    Peder Paars til 
Ingemanns

                    Holger Danske, betænker jeg mig intet
                    Øieblik paa den Erklæring, at de fleste af vore studerede
                    Folk er langt fra at have saamegen Dannelse, som de, uden
                    at forstaae et græsk eller latinsk
                    Ord, kunde faaet, blot ved at tilegne sig hvad der er skrevet
                        paa Dansk, og hermed lader jeg den vel overveiede Paastand følge, at
                    medens 
Livs-Stillingen

                    naturligviis for Enkeltmanden kan giøre
                    Bekiendtskab med et eller flere fremmede Sprog nødvendig
                    eller dog nyttig, er der til enhver Tid kun yderst Faa, som derved vinde i virkelig Dannelse, kun de Faa nemlig, som have Anlæg,
                    Lyst og Leilighed til videnskabelig at omfatte Menneske-Livet i dets Heelhed, der ingenlunde udelukker
                    men indbefatter Folkelivet! Sagen er da kun den, at i
                    ingen Deel af den saakaldte dannede Verden kiende de studeerte Folk, som naturligviis i Skolesager
                    føre Ordet, saalidt til Modersmaalet og hvad derpaa er skrevet, som i 
Danmark, og det er intet Under,
                    thi naar Børnene, der skal dyrke
                        Videnskaberne, blot er 9, 10 Aar
                    gamle, anseer Man dem jo sædvanlig for saa udlærte paa
                        Modersmaalet, at Man neppe veed, hvormange
                        fremmede Sprog de nu maae være dygtige til at lære, og anseer det
                    troskyldig for Fattigdom hos Modersmaalet, naar de usle, vankundige Drenge ei deri kan finde Ord
                    til at udtrykke deres fremmede Viisdom. Med Stumper af to, tre døde og et Par
                    levende Sprog, især af deres Grammatiker, og, saavidt Skolen raader, uden at have hvad Man kalder spildt Tiden paa at læse en eneste
                        Dansk Forfatters Værker, komme nu Drengene til 
Universitetet, og Man
                    anseer det naturligviis for en Udskeielse, som kan have
                    de farligste Følger, om Studenten lægger sig efter hvad
                    der ligger os Alle baade som Mennesker og Dannemænd nærmest, istedenfor at læse til Examen og atter og atter
                    til Examen, hvor Spørgsmaalet ikke
                    er om Modersmaal og naturlig
                        Udvikling, men om hvad der staaer skrevet i
                    allehaande deels fremmede, deels gierne forskrækkelig danske Bøger. Naar nu
                    saaledes det Academiske Cursus er udløbet og Candidaten har Sort paa
                        Hvidt for at have ei blot al den Dannelse, han selv behøver, men en
                    god Deel at meddele Andre, hvor Faa vil da endog kun tænke paa, at dem fattes Andet end i det Høieste en Kiæreste til Bod for al Vidskabs Kiedsommelighed og et “Levebrød” til Løn for langt Slid, og hvor langt
                    Færre vil have baade Lyst og Mod og Kraft til at blive smaa igien for at voxe naturlig, hvad de dog aabenbar maae, om de
                    nogensinde skal lære enten hvad Modersmaalet duer til,
                    eller hvad Man kan finde i Danske Bøger! Langtfra at
                    ville overdrive, lægger jeg gierne til: Gudskelov! det gaaer ikke slet saa galt,
                    som 
Latin-Skolen stiler paa, lidt
                        Dansk, baade af Mund og Bog indsmugles dog hos
                    mangen En, og jeg mindes endnu med Fornøielse, hvordan jeg, som Latinsk Skoledreng læste gamle
                            Danske Krøniker
 om Aftenen paa et Skomager-Værksted,
 men
                    Sligt hører dog nødvendig til Undtagelserne, og at Regelen desværre fulgdes bedre end Nogen selv i den Latinske Grammatik, har jeg som Dansk
                        Forfatter i tredive Aar havt overflødig Leilighed saavel til at bemærke
                    som til at beklage. Hvor fortvivlet en Sag det derfor end kan synes i 
Danmark
 at skrive om
                        Ønskeligheden af en Dansk Høiskole, saa er dog Nødvendigheden af en Anstalt til Modersmaalets
                    Dyrkelse og til Opdagelsen af hvad derpaa er skrevet,
                    ingensteds under Solen, hvor Skoler findes, saa stor
                    eller soleklar som her, og da det aabenbar kun er Haabet
                    om, at en saadan Anstalt vilde føies i betimelig Tid, der har kunnet give baade
                    mig og hver Dansk Skribent med mindste Dybde og Alvor Mod
                    til under saa fortvivlede Omstændigheder at være det, hvorfor skulde jeg da ikke haabe, det nu
                    paa den høie Tid, hvad saa end Latinerne sige, omsider
                    vil lykkes!!
                
            
    
    
        Efterskrift.
        
        
            
Skriften staaer men Ordet gaaer.


        
        
        Pennen havde jeg lagt og indbildte mig at have forsvarlig “vasket mine Hænder,” saa jeg var nu aldeles uskyldig i Alt hvad Danskens Mund eller Hænder herefter maatte lide enten af Latinske eller andre Blækhorne; men ved at see lidt nøiere til, fandt jeg dog, der i Grunden sad meget Blæk paa mine Fingre endnu, hvad der klædte saameget slettere, som det er det “smukke Kiøn” jeg haaber, vil række mig Haand til de Danske Latineres Oplysning om Moders-Maalets, følgelig ogsaa Kone-Maalets, afgjorte Fortrin for “de Lærdes Sprog” og utabelige Ret til at herske som en Dronning i Fædrene-Landet, følgelig ogsaa i alle Fædres Huse, Hoveder og Tankegang. Med dette “Blæk paa Fingrene” mener jeg naturligviis Bogorme-Nykkerne, der bestandig hænge ved mig, hvor idelig jeg end ryster dem af, og som aabenbar forblindede mig, da jeg vilde endt Bogen med et Bogmager-Suk, istedenfor med et kort Begreb, der ved første Øiekast viiste især den “blaaøiede Athenes” Sydskendebørn, at Bøgerne, hvormeget jeg end ellers synes at foretrække deres Selskab for alle smukke Pigers og livsalige Koners, dog her er mig en Bisag, jeg kun nævner, for at beklage mig over de slemme Mandfolk, hvem ei engang Bøger, som de elskværdigste og smagfuldeste Læserinder beundre og ophøie, kan forsone med Dansken, deres egen Moders og deres Hjerte-Dronnings det faure, søde Tungemaal.
        
        Denne Efterskrift skal da nu tjene til den Forsikkring, at trods al min Boglighed er det mig dog langt kiærere at høre en Vise af mine, som “Deilig er den Himmel blaa” eller “Kommer hid I Piger smaa” slaae med Vingerne paa vor Moders og hendes Døttres yndige Læber, end om alle Mandfolke-Hænder bladede nok saa flittig i mine tykkeste Bøger, og at det er denne Synsmaade og denne Smag, jeg, til Dannekvindens daglige Fryd, ønskede at giøre udødelige paa den Danske Høiskole, saa Ungersvendene lærde der under Jubel at spørge først og sidst om hvad der er baade sundt og lifligt for Hjertet, baade godt og sødt i Munden, især hos de ærbare, ømme og deilige Kvinder af Danebods og Dagmars Æt. Det har nemlig slet ingen Nød med noget Folk i vore Dage, hos hvem Modersmaalet oplives til (med Munden, som dog vel af Gud er bedre skabt end nogen Pen af Mesterhaand kan skiæres til at føre Ordet,) i Tale og Sang at oplyse og forlyste den letnemme Ungdom, ingen Nød, at Bøger paa Modersmaalet, som minde om, tydelig udvikle og grundig stadfæste, hvad Øret hørde og Hjertet har kiært, at saadanne Bøger skulde der enten ringeagtes eller fattes velvillige, taknemmelige og forstandige Læsere. Derimod lærer alle Tiders Erfaring, at ligesaalidt som det nyttede Ebræerne at have Mose-Lov, Propheterne og Psalmerne, eller Grækerne at have en Bogskat paa deres eget Sprog, som hele Verden maa beundre, nyttede dem Intet, da Modersmaalet i Folkemunde enten uddøde eller hendøde dog, saa det opgav sin Aand, tabde med Naturligheden baade Fynd og Fylde, ja, tabde “det vingede Ord” som virker alt Storværk paa Jorden; at ligesaalidt nytter den ypperste Skrift paa deres eget end sige da paa fremmede Sprog noget Folk under Himlen, naar Modersmaalet enten forstummer eller forstenes paa Talerens og Sangerens Læber, thi da er “Hoved og Hjerte” adskildte, hvad aldrig kan giøres eller skjules saa konstig af nogen Pen, at jo Døden, Folke-Døden er vis og røber sig kun alt for klart i Legemets, det Borgerlige Selskabs Opløsning og Dyrenes, de Vildes og de Tammes, ja, Dyriskhedens Enevoldsmagt i Landet! Paa et hængende Haar var denne Død og dermed al Ulykke overgaaet hele Christenheden ved Slutningen af Middelalderen, da Ordet paa Folkenes Modersmaal, kæmpende med Døden, levede op, og hvor der var nogen Aandskraft, uddrev Latinen af Kirken som en ureen Aand; men saa svagt var Livet her og paa de fleste Steder, at det brat sank til Jorden igien, og saa forblindet var Øiet allevegne, selv i 
England, at Man feiede og prydede Skolen til Bolig for den uddrevne Meenvætte, ledsaget af andre Syv, arrigere end han, saa det Sidste blev værre end det Første. Man indsaae nemlig ingensteds, at det var Modersmaalet i Munden der baade fordrev Latinen og skabde de nye Bøger paa Folkenes eget Sprog, men indbildte sig tvertimod, at det var nogle gamle Bøger paa fremmede Sprog og især de ægte Latinske, der havde gjort Miraklet, og opoffrede sig derfor af yderste Formue til de togange Dødes Dyrkelse, de døde Bøgers paa de døde Sprog, og sang som Dødninger til Classikernes Priis, saa Man maa vel mindes Folket i Ørken, der dandsede om det gyldne men livløse Konstværk, og sang: see, Israel, det er dine Guder, som udførde dig af Ægypten! Kun i England var Folke og Borger-Livet for stærkt og storagtigt til at opoffre sig for den Classiske Skole-Tyran, skiøndt Det gjorde noksom Røgelse for ham, og derved styrede Forsynet det kiærlig og vidunderlig saa, at Modersmaalet i det Attende Aarhundrede hos Enkelte levede op paany i alle protestantiske Lande, men dog for det Meste kun til at yttre sig magtesløst paa Papiret og konstlet i Skuespil-Huset. Ingensteds blev det vel ført saa lovlig til Bogs eller saa naturlig efterlignet af Skuespillere, som hos os i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede, men heller ingensteds, tilsyneladende, med mindre Virkning paa Folket, paa Skolen og de Lærde, saa her nødtes vi til at opdage Grundfeilen, som ikke engang ligger i den Byzantinske Drenge-Skole for de “døde Sprog,” men i Overtro paa den Aand og Livskraft, der ved en vis ubegribelig Konst skulde kunne indtrylles i døvstumme, steendøde Bøger og derigiennem meddele sig. Jo mere naturlig og 
folkelig nemlig de nydanske Skjalde har skrevet, des klarere er det, at Liv og Aand ved Skrift slet ikke lader sig meddele, thi har vi ikke engang ved vor Skrift kunnet meddele den Aand og vække det Liv, hvortil Læserne er odelsbaarne, da skal Ingen meer indbilde os, Man i Skolen for “de døde Sprog” kan skriftmæssig vække et Liv og meddele en Aand, der er os vildfremmede. Vil Man sige, det kommer kun af at Danske Læsere er aldeles livløse og utilgiængelige for Aand, da maae vi afvise den Forklaring som nedrig Bagvaskelse, da det er vist, vi Skjalde sprang ei ud af Flintesteen og voxde ei paa andet Træ end det folkelige Stamtræ, der, hvis det alt var henvisnet eller forraadnet, umuelig kunde skudt de Kviste, vi er, indgydt os det Liv, den Kraft og Saft, vore Blade og Blomster udvise. Her maatte det da nødvendig opdages, hvad det var, der hindrede saadanne Top-Kviste paa de ny Folks Stamtræer fra at bære Frugt, eller, reent ud sagt, hvad der i høi Grad berøvede Engelskmænd og Tydskere og truer med hardtad ganske at berøve os det store Gavn, Folkene aabenbar kunde og skulde havt af deres Skjalde paa anden Omgang, eller de folkelige Forstands-Digtere, der følde og vidste, at hos dem stod Folkenaturen og Modersmaalet levende op i det vingede Ord; at det nemlig var slet ikke Andet end Mangelen paa en levende fortsat, stadig og udbredt Vexel-Virkning mellem dem og Folket, altsaa en betimelig grundet, folkelig Høiskole, hvor Konsten kom den alderssvage Folke-Natur til Hjelp, ei ved at ville omskabe den efter de Lærdes Griller eller fremmede Forbilleder, og ei ved noget Slags Kvaksalveri, men ved at indlede de naturlige Safter i hele Legemet, som ved en underlig Forknyttelse afsondrede sig, men ved en ligesaa vidunderlig Styrelse kan vende tilbage, saalænge Folke-Aanden i det “vingede Ord” endnu omsvæver os! Mig blev det givet at opdage den store Natur-Lov for Aandens Virkning og Forplantelse, og at see den stadfæstet saavel i det daglige Liv, som i Slægtens store Levnetsløb, og medens jeg, som Menneske, maatte ønske, min Stemme var som 
Gjallar-Hornets eller den store Basuun, der kunde vække alle Jordens Skindøde til Live og indblæse dem den Aand, de savnede, da maa det nødvendig være min med Aarene stigende Længsel, at kunne i det Mindste bidrage til Oplivelse af Folkene i 
Norden og Udbredelse af den Aand, der naturlig har besjælet og stadig besjæler mig, har indskudt mig den Kiærlighed til Modersmaalet og, trods Latinen, opelsket hos mig den Styrke deri, som, hvor ringe de end i Grunden er, dog i Sammenligning findes at udmærke min Tale og Skrift.
        
        Man kan maaskee bebreide mig, at jeg, med dette Blik for Tidens Tarv, ei for længe siden har gjort hvad jeg kunde til en levende Udbredelse af det Sprog og den Tankegang, jeg veed, er ikke mine som Bogorm og ei de Fremmedes, men Folkets, jeg tilhører, og kan derfor tale til og tale med om Alt hvad der er i Mennesket og Borger-Selskabet, tit maadelig nok, men dog altid, saa de gider hørt det, kan mærke hvad jeg mener og dele hvad de ynder. Saalidt i denne som i nogen Henseende indbilder jeg mig heller at være reen, som jeg veed, er den visse Vei til aldrig at blive det, men dog gik jeg stundom irette med mig selv, hvi jeg ikke, naar det var den eneste Maade, skrev eller lod mig skrive en Latinsk Disputats for Lov til offenlig at tale Dansk andensteds end i Kirken,
 som paa alle Folks Tungemaal har sit eget Sprog og sin egen Aand, til Udtryk for sit eiendommelige Liv, der kan taale alt Folkeligt ved sin Side, og forbinder sig venlig med det ægte Danske og Nordiske, men kan dog ikke forenes og vil ingenlunde forbyt tes eller forblandes dermed. Havde Man ikke ved mange høitidelige Indbydelser til academiske Værdigheder saa aldeles forbigaaet mig, som om jeg aldrig var til, end sige var En af Danmarks navnkundigste Ord og Penne-Førere, da havde jeg vel ogsaa, for Øiemedets Skyld, forligt mig med det urimelige Middel, men til som en Tigger at giæste den 
Studigaard, hvor det var klart, Man gav mig helst hvad jeg mindst attraaede, dertil var jeg for stolt, til jeg blev hardtad for gammel og, som mig syndes, for klog, da 
Latin-Skolens Virkninger og vort Chinesiske Examens-Væsen giør det til en fortvivlet Sag at træde i levende Vexel-Virkning med vor studerende Ungdom! Hertil kommer, at skiøndt min Natur er heel Nordisk, er den dog aabenbar kun halv Dansk, saa her forstaaes jeg tit kun halvt og kan kun daarlig læmpe mig efter Omstændighederne, og tør jeg end ingenlunde sige, jeg er dermed forsvaret, saa mener jeg dog, det er dermed forklaret, hvi jeg, trods min faste og levende Overbeviisning om det mundtlige Ords ubetingede Nødvendighed til Livs Opvækkelse og Aands Forplantelse, dog ei har gjort min yderste Flid for at virke dertil. Den dybere Grund turde imidlertid dog være den Følelse, at aabnes der kun betimelig en Kongelig Dansk Høiskole for hele Rigets Ungdom, da gaaer Alt, ogsaa uden mig, sin naturlige Gang, og skedte det ikke, da vilde den Smule meer jeg maaskee med yderste Anstrængelse i min indeklemte Stilling kunde virket, være saa ubetydeligt, at det knap lod sig spore, og derhos saa umageligt, at det neppe heller af en Slags Eremit, med min stærke Drift til at føre Pennen omkaps med Ordet, lod sig naturlig vente!