File size: 79,815 Bytes
f1e5b38 |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 |
<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?>
<?xml-stylesheet type="text/xsl" href="https://prometheus.statsbiblioteket.dk/gvData/xslt/txtEditXSLT.xsl"?>
<?xml-model type="application/relax-ng-compact-syntax" href="https://prometheus.statsbiblioteket.dk/gvData/rnc/txtRNC.rnc"?>
<TEI xmlns:TEI="http://www.tei-c.org/ns/1.0" xmlns="http://www.tei-c.org/ns/1.0">
<teiHeader>
<fileDesc>
<titleStmt>
<title rend="part">Om Digterne Baggesen og Oehlenschläger</title>
<title rend="shortForm">Om Digterne Baggesen og Oehlenschläger</title>
<author>Nicolai Frederik Severin Grundtvig</author>
<editor role="philologist">Kim Steen Ravn</editor>
<editor role="student1">Anna Poulsen</editor>
<editor role="student2">Frederik Dreiøe Seidelin</editor>
</titleStmt>
<editionStmt>
<edition>
<idno type="firstUpload">1.5</idno>
<idno type="content">1.9</idno>
<idno type="technic">1.9.1</idno>
</edition>
</editionStmt>
<extent>22 KB</extent>
<publicationStmt>
<availability status="restricted">
<p>© Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet</p>
</availability>
<publisher>Faculty of Arts, Aarhus University</publisher>
<distributor>Grundtvig Centeret, Vartov, København</distributor>
<date when="2016-09-01">www.grundtvigsværker.dk, version 1.9, 1. november 2016</date>
</publicationStmt>
<seriesStmt>
<title>Danne-Virke</title>
<respStmt>
<name>N.F.S. Grundtvig</name>
<resp />
</respStmt>
<idno>1818-12-30</idno>
</seriesStmt>
<notesStmt>
<note target="1819_342_5_txt.xml" xml:id="thisFile" type="txt">Læsetekst</note>
<note target="1819_342_5_com.xml" type="com">Punktkommentar</note>
<note target="1819_342_5_intro.xml" type="intro">Indledning</note>
<note target="1819_342_5_txr.xml" type="txr">Tekstredegørelse</note>
<note type="minusVar">Variant</note>
</notesStmt>
<sourceDesc>
<bibl>
<title type="part">Om Digterne Baggesen og Oehlenschläger</title>
<author>N.F.S. Grundtvig</author>
<pubPlace>Kiøbenhavn</pubPlace>
<publisher>A. Schmidts Forlag</publisher>
<date>1819</date>
</bibl>
<listWit xml:id="emendation">
<witness xml:id="A" n="342">
<desc>Førstetrykket</desc>
<num>1819</num>
</witness>
</listWit>
<listWit xml:id="pageNumber">
<witness xml:id="US">
<desc>Udvalgte Skrifter</desc>
<num>3</num>
</witness>
<witness xml:id="VU">
<desc>Værker i Udvalg</desc>
<num>2</num>
</witness>
</listWit>
</sourceDesc>
</fileDesc>
<profileDesc>
<textClass>
<classCode scheme="http://grundtvigsværker.dk/genre.xml">
<term>prosa</term>
<term>artikler</term>
</classCode>
<keywords scheme="http://grundtvigsværker.dk/emneord.xml">
<term>polemik</term>
</keywords>
</textClass>
</profileDesc>
<encodingDesc>
<projectDesc>
<p>Grundtvig Centeret er oprettet den 1. januar 2009.</p>
<p>Grundtvig Centeret arbejder med:</p>
<p>1. En digital og kommenteret udgave af Grundtvigs værker</p>
<p>2. En forskningsindsats på de felter, hvor Grundtvig særligt markerede sig</p>
<p>2.a. Teologi og kirke</p>
<p>2.b. Demokrati og folkelighed</p>
<p>2.c. Pædagogik og folkeoplysning</p>
<p>3. Videnudveksling, undervisning og formidling</p>
</projectDesc>
<editorialDecl xml:id="comGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Retningslinjer for punktkommentarer til Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
<editorialDecl xml:id="introGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Retningslinjer for indledninger til Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
<editorialDecl xml:id="msGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Retningslinjer for transskribering af manuskripter til Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
<editorialDecl xml:id="refGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Retningslinjer for litteraturhenvisninger til Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
<editorialDecl xml:id="typoGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Retningslinjer for gengivelse af typografiske hierarkier i Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
<editorialDecl xml:id="txrGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Retningslinjer for tekstredegørelser til Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
<editorialDecl xml:id="txtGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Tekstkritiske retningslinjer for Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
<editorialDecl xml:id="xmlGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Retningslinjer for XML-mærkning af Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
</encodingDesc>
<revisionDesc>
<change xml:id="KSR" who="KSR" when="2013-10-28">scannet, ocr, etc.; klar til 1. kollation</change>
<change who="KSR" when="2013-11-04">1. kollation mod GBs eksemplar, AP; tjek mod andet eks., 11. steder, "se andet eks."; lemmatiseret; sidetal fra US og VU</change>
<change xml:id="KV" who="KV" when="2013-10-28">2. kollation mod eksemplar fra Teologisk Fakultets bibliotek</change>
<change who="KSR" when="2013-11-14">sidste lemmatisering; lidt typografi; tekstrettelser kontrolleret</change>
<change who="KSR" when="2013-11-15">unicode</change>
<change who="auto" when="2013-12-12">Omorganiseret teiHeader</change>
<change who="KSR" when="2013-12-16">ny teiHeader</change>
<change who="KSR" when="2014-02-07">ret. fra 3. koll., fire nye tekstrettelser</change>
<change who="KSR" when="2015-10-01">genre og emneord</change>
<change who="KSR" when="2015-10-19">nyt filnavn</change>
<change who="KSR" when="2016-07-05">fax.nr. rettet</change>
<change who="KSR" when="2016-11-21">ret. i tekstkritik; se txr</change>
<change who="KSR" when="2017-03-13">firstUpload</change>
</revisionDesc>
</teiHeader>
<text type="txt">
<pb type="periText" facs="1819_342_5_fax1.jpg"/>
<pb type="periText" facs="1819_342_5_fax2.jpg"/>
<front/>
<body>
<div type="[Tekst]">
<pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax3.jpg" n="195" rend="supp"/>
<pb type="edition" ed="US" n="603"/>
<pb type="edition" ed="VU" n="220"/>
<head rend="2">Om Digterne <persName key="pe20">Baggesen</persName> og <persName key="pe3">Oehlenschläger</persName>.</head>
<p rend="hangingIndent">(Med særdeles Hensyn paa deres offenlige Mellemværende).</p>
<fw type="blank"/>
<p rend="noIndent"><hi rend="initial">A</hi>t jeg, uagtet mange har anseet mig for meget <seg type="com" n="com100">krigsk</seg>, dog i de nu ikke saa faae Aar jeg offentlig har skrevet Dansk, blandede mig lidt eller intet i de Penne-Krige der <seg type="com" n="com101">førdes</seg>; det er en afgjort Sag, som man nødes til at indrømme. Grunden hertil laae imidlertid <seg type="com" n="com102">vist nok</seg> ikke i den dorske Ligegyldighed for hvad der hyldes eller haanes i Ordets Verden, som mange sætte paa Listen af deres Dyder, under Navn af Tolerance, Humanitet, <seg type="com" n="com200">Liberalitet</seg>, Fredelighed, Beskedenhed <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">o. s. v.</lem><rdg wit="A">o. s. v..</rdg><witDetail wit="A" n="0">tekstkritik afhandlet i ACCESS</witDetail></app> Det har nemlig længe været, og er fremdeles min faste Overbeviisning, at er Tolerance <seg type="com" n="com201">Taalighed</seg>, da er den meget god for <hi rend="spaced">os</hi> til Hverdagsbrug, og jo bedre vi taale Fornærmelse, Miskjendelse, Haan og Deslige, desbedre for <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax4.jpg" n="196"/>os, men derfor er det lige <seg type="com" n="com103">vist</seg>: at <hi rend="spaced">Sandhed</hi> kan <hi rend="spaced">aldrig</hi> vise <seg type="com" n="com202"><hi rend="spaced">Taalighed</hi></seg> men i det Høieste <hi rend="spaced">kun <seg type="com" n="com900">Langmodighed</seg> mod Løgnen,</hi> og at det kun er Sandheds utroe Tjenere som see igjennem Fingre med Løgnen, og lade den udbrede sig paa Sandheds Bekostning. Er Tolerance <hi rend="spaced"> <seg type="com" n="com1">Billighed</seg>,</hi> da er den vist Noget man altid skal beflitte sig paa, og det er ikke meer end <seg type="com" n="com2">billigt</seg>, at lade Enhver staae og falde for sin egen Dommer, men det vilde være høist <hi rend="spaced"> <seg type="com" n="com3">ubilligt</seg> <pb type="edition" ed="US" n="604"/>imod Sandheden,</hi> enten at billige hvad den fordømmer, eller ei at misbillige, hvad der anfægter den. Er Tolerance Afskye for at ville overbevise eller knuse <hi rend="spaced">Aand</hi> med <seg type="com" n="com203">knytte</seg> Næver, slaae Tanker med Sværd og kaste Meninger paa Baalet, da er <pb type="edition" ed="VU" n="221"/>den <seg type="com" n="com104">vist nok</seg> noget meget Fornuftigt, eller rettere Frihed for en hæslig Ufornuft, men kan aldrig forbyde hvad der er aldeles fornuftigt: at bekjæmpe Aand med Aand og Ord med Ord. Er endelig Tolerance, som saa tit i vore og de næstforrige Dage, <hi rend="spaced">Intet</hi> af alt Dette, men kun Udtryk for en Parisisk Sminke, hvorunder man kan skjule hvad det skal være, og hvormed man vil blænde Folk, saa hvem der ikke har den, skal synes kulsort; da mener jeg det var bedst man forviiste Tolerancen med al anden Sminke, til <seg type="com" n="com901">Skuepladsen</seg> hvor den har hjemme. Det var en let Sag: ligedan at gaae hvad man kalder Humani<pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax5.jpg" n="197"/>tet og <seg type="com" n="com204">Liberalitet</seg> paa Klingen, og kyse eller knuge <hi rend="spaced">hvad man kalder</hi> Livet ͻ: Veiret af dem, men det behøves saa meget mindre, som alle <hi rend="spaced">Dannemænd</hi> maae være enige om, at alle <hi rend="spaced">slige</hi> fremmede Ord ere at betragte som <hi rend="spaced"> <seg type="com" n="com4">Land-Løbere</seg>,</hi> man aldrig kan troe, og som derfor bør opbringes og føres ud af Landet paa <hi rend="spaced">Fattig-Væsenets</hi> Bekostning, eller, hvad der af mange Grunde er raadeligst, sættes paa Bremer-Holm at <seg type="com" n="com109">arbeide i Jern deres Livstid</seg>, med andre Ord: gjøres saa latterlige, og sættes saa klart frem i deres Selv-Modsigelse, at de aldrig meer kan tjene Nogen til Kjephest, Sminke eller Skalkeskjul. Med ordenlige danske Ord som: Fredelighed, Beskedenhed og hvad dertil hører, er det ingen Sag at komme til rette, naar man selv vil den rette Vei, thi det er Ord som danske Folk forstaaer; man veed godt, at <seg type="com" n="com1000">selv den fredeligste Mand kan ikke have Fred længer end hans Naboe vil</seg>, og at den er ikke beskeden, men i bedste Fald et Mæhæ, som ikke modsætter sig Angreb paa en vigtig Sandhed, som han kan forsvare. Altsaa, ikke af Feighed eller Magelighed, ikke af den Overtroe: at Strid i Ordets Verden skal eller kan undgaaes, saalænge ikke Sandhed har for evig bundet <rs type="bible" key="Joh 8,44" rend="allusion">Løgnens Mund</rs>, ikke derfor har jeg helst holdt mig udenfor de Penne-Feider jeg, <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax6.jpg" n="198"/>som Mand, har seet, og heri vil man udentvivl troe mig, da jeg i mine Strids-Skrifter har givet Folk Troen i Hænderne. Men, jeg har fundet, at snart streed man om Keiserens Skjæg, eller hvad der er det Samme, om sit eget Smule <hi rend="spaced">Jeg,</hi> snart var Strids-Heltene af det Slags, ingen Aand kunde røre ved, og intet Ord bide paa, og endelig saa var det stedse Tilfældet, og mere Tilfældet, jo vigtigere Tviste-Punkten var, at man i Almindelighed var ligegyldig ved Stri<pb type="edition" ed="US" n="605"/>dens Gang og Udfald, og enten fordømte den, paa Grund af, at den var en Strid, eller morede sig over den, fordi det var en <hi rend="spaced">Tvist.</hi> Da det nu er krænkende for en Christen almindelig at ansees for <seg type="com" n="com206">krigsk</seg> og trættekjær, og da det er ikke mindre modbydeligt for en alvorlig Mand at være Part i <pb type="edition" ed="VU" n="222"/>Noget som en Hane-Kamp eller Tyre-Fægtning til det ærede Publicums Forlystelse, saa har jeg endog i de sidste Aar med Flid undgaaet at yppe nogen Strid ved at angribe <hi rend="spaced">med Navns Nævnelse,</hi> indenlands nærværende Skribenters Ord og Meninger, og saa ligegyldig er man for hvad man kalder Sandhed, at man lader Sligt rolig <seg type="com" n="com5">spotte</seg> og nedrive, naar man kun beholder <hi rend="spaced">sit eget kjære Navn</hi> i Fred.</p>
<p rend="firstIndent">Men, hvorfor vil jeg da blande mig i den nærværende, eller maaskee, før dette trykkes, forbigangne <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax7.jpg" n="199"/>Strid mellem <persName key="pe20">Baggesen</persName> og Noget af <persName key="pe3">Oehlenschläger</persName>?</p>
<p rend="firstIndent">Deels fordi at, naar de Smaae <seg type="com" n="com6">gjør sig alt for raske</seg>, hvilket nu var Tilfældet med <seg type="com" n="com902">Tylvten</seg>, da tillader min Samvittighed mig ikke at tie, men æsker i al Fald min frimodige Erklæring om slige <hi rend="spaced">Spilopper,</hi> deels fordi den ene Part i Striden: <hi rend="spaced"><persName key="pe20">Baggesen</persName></hi> er en Aand, der kræver Opmærksomhed, og endelig fordi her er en passende Leilighed til at sige Noget, der længe har ligget mig paa Tungen, men som jeg har gjemt til en god Leilighed, naar jeg snarest kunde vente man tog det til Eftertanke.</p>
<p rend="firstIndent">At jeg imidlertid ikke har i Sinde at <seg type="com" n="com207">slaae mig til</seg> nogen af de stridende <hi rend="spaced">Personers</hi> Partie, følger vel alt deraf: at jeg ikke engang selv vil have noget personligt Partie, og det er da kun som Tilskuer jeg vil betragte Striden, at sige: ikke som en ørkesløs eller ligegyldig, men som en i al Sandhed varmt deeltagende Tilskuer. Det skal ikke forundre mig, om de Fleste der tage Deel i Striden, finde min Betragtning meget for alvorlig, tør og kjedsommelig, men det bør heller Ingen undre, at jeg er af anden Mening, og søger at gjøre den gjeldende, thi det er paa begge Sider meget naturligt.</p>
<p rend="firstIndent">Hvad man allerførst maa have afgjort, for at betragte Striden fra den rette Side, er: om baade <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax8.jpg" n="200"/><persName key="pe20">Baggesen</persName> og <persName key="pe3">Oehlenschläger</persName> maa ansees for <hi rend="spaced">Magter</hi> i den danske Literatur, thi herpaa beroer det, hvad Opmærksomhed Striden fortjener. Var nemlig Ingen af dem hvad man kalder en selvstændig Magt, da var Striden om hvad der hørde dem til, kun, saa at sige, en <seg type="com" n="com500">Poletie-Sag</seg>, der ved Høieste-Ret, som det sande Publicums ͻ: Historiens Domstol er, maatte afvises, og var kun een af Parterne en <pb type="edition" ed="US" n="606"/><hi rend="spaced">Magt,</hi> da maatte den Anden, som havde skjemtet med sin Overmand, tage Skade for Hjemgjeld.</p>
<p rend="firstIndent">Det er imidlertid en afgjort Sag, at baade <persName key="pe20">B.</persName> og <persName key="pe3">Oeh.</persName> have været selvstændige Magter, thi begge have de ført et stort Ord, som skaffede dem den Navnkundighed og Opmærksomhed, de unægtelig besidde. Vel <pb type="edition" ed="VU" n="223"/>findes der, <seg type="com" n="com903">inden</seg> lukkede Dørre, nok ikke saa lidet et Partie, som vil paastaae, at <persName key="pe3">Oeh.</persName> i Grunden ei var nogen Magt i Aandens og Ordets Rige, men de slaae sig selv paa Munden, ved kun at sige det sagte, thi dertil kan fornuftigviis Intet uden Følelsen af hans <seg type="com" n="com1001">afgjorde</seg> Over-Magt bevæge dem. Sagtens har man paa den sidste Tid ogsaa, og det offenlig, hørt ymte om, at <persName key="pe20">B.</persName> ingen saadan Magt var, og havde kun hersket i en aandløs Tid, som <hi rend="romanType"><seg type="com" n="com7">inter coecos luscus</seg>;</hi> men det samme <seg type="com" n="com8">Smaatøi</seg>, der ymtede om Sligt, har noksom gjendrevet sig selv, ei blot ved den Hidsighed hvormed de bestreed, <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax9.jpg" n="201"/>hvad de kaldte ingen Ting, men endnu mere ved Udførelsen af deres lille Krig, thi, saavidt jeg skjønner, har de ikke krummet et Haar paa hans <hi rend="spaced">Hoved</hi> end sige knækket hans Hals, som de dog maatte for at bevise: han var <hi rend="spaced">hovedløs.</hi> Derimod har han, som vitterligt er, leget saaledes Himmelspræt med dem, at er deres Hoved heelt endnu, da maa det udentvivl mest komme deraf, at Skabilken-Hoveder som de i <rs type="title" key="title312">St. Hans-Aftens-Spillet</rs> har godt ved at holde.</p>
<p rend="firstIndent">Dog, da jeg har mærket, at hverken vore Dages Børn eller saakaldte <hi rend="spaced">fornuftige</hi> <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">Folk, er</lem><rdg wit="A">Folk. er</rdg><witDetail wit="A" n="0">tekstkritik afhandlet i ACCESS</witDetail></app> synderlig stærke i <hi rend="spaced">Logiken,</hi> vil jeg tjene dem med en Haandgribelighed, give dem Haand i Hanke med mig selv: i det jeg udsætter mig for begge Partiers Angreb.</p>
<p rend="firstIndent">Hvad nu først de kjære Børn angaaer, da siger jeg til dem: siden I paastaae, at, aandig talt, har <persName key="pe20">Baggesen</persName> aldrig været eller kunnet Noget, og siden I, beskedne nok, regne det for ingen Ting, at han kan trykke jer allesammen som ingen Ting, saa vil jeg dog fortælle jer, at i mine Øine har <persName key="pe20">Baggesen</persName> fordum været og er endnu en <hi rend="spaced">mægtig Aand,</hi> som har lagt mere sammen, end I endnu har stavet, som stikker dybere, end I endnu har loddet, som har viist, han havde, hvad I vel knap forstaae: Tunge-Maalet <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax10.jpg" n="202"/>i sin Magt, som paa tvende Maader fordanskede <rs type="title" key="title4627">Niels Klim</rs>, og som har kraftig virket til, at <persName key="pe3">Oehlenschläger</persName> kunde opstaae, og blev seet.</p>
<p rend="firstIndent">Dog, I tør vel svare mig, hvad bryde vi os vel om dine Øine? <pb type="edition" ed="US" n="607"/>vi tør <seg type="com" n="com401">spytte dig op i dem</seg>, dersom vi faae Lyst; men, hvad siger saa jeg? Jeg siger: ja det veed jeg nok, i den Henseende kan man sagtens have Munden til Tjeneste, naar man <hi rend="spaced">vil,</hi> men kan I ogsaa <seg type="com" n="com400"> spytte mine Øine ud</seg>, og <seg type="com" n="com110">spytte mig omkuld</seg>? Kan I ikke det, saa staaer jeg mellem <persName key="pe20">Baggesen</persName> og jer, og siger ganske roelig: jeg seer en Magt i <persName key="pe20">Baggesen</persName>, <pb type="edition" ed="VU" n="224"/>og en Af-Magt i jer, og I stadfæste mit Syn, ved at lade mig staae! Hvad nytter saa jer <seg type="com" n="com9">Pytten</seg> og jer Piben?</p>
<p rend="firstIndent">Derpaa vender jeg mig til den Side, hvor man skulde finde de fornuftige Folk, og siger: Er her Nogen, eller er her Ingen? Er her Nogen, som tør paastaae at <persName key="pe3">Adam Oehlenschläger</persName> er kommet sovende og magtesløs til sin Navnkundighed, saa er her nu en Mand, hvem I, saavidt han veed, har aldrig skyldt for Dumhed eller Afmagt, og som for ramme Alvor siger, at han ei blot erkjender en beundringsværdig Magt i <persName key="pe3">Oehlenschlägers</persName> Ord, men skjønner ikke rettere, end at det fornemmelig var den, som opvakde og oplivede ham. Om I da ogsaa mene, at kunne for Fornuftens Domstol forsvare den Sæt<pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax11.jpg" n="203"/>ning, at man kun beviser liden aandelig Magt ved at <seg type="com" n="com10">forbluffe</seg> Eder, saa maa I <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">dog</lem><rdg wit="A">bog</rdg><witDetail wit="A" n="0">tekstkritik afhandlet i ACCESS</witDetail></app> indrømme, det er ufornuftigt at nægte en Magts Tilværelse, og dog lade Noget gjælde, som takker den Magt for sin Opkomst, thi det er en haandgribelig Selv-Modsigelse. Altsaa, I maa nødvendig enten give mine Ord om <persName key="pe3">Oehs</persName> Magt Magt, eller paastaae, at mit Ord i Literaturen er dødt og magtesløst, i hvilket Tilfælde det Hele bliver en Sag mellem Eder og mig, som i et Øieblik kan være afgjort.</p>
<p rend="firstIndent">Men, kunde man spørge: er ikke alt Sligt et Ordspil og unyttigt <seg type="com" n="com11">Haarkløverie</seg>! Veed man ikke nok, at naar Folk paastaae om en af hine Ord-Førere, at han i Grunden ingen ret Digter eller stor Aand har været, de da ingenlunde dermed vil nægte, at hans Ord har havt stor og mægtig Indflydelse; men kun, at det <hi rend="spaced">ikke burde</hi> saa være, at han kun har Folks Vankundighed, Letsindighed eller Afmagt at takke for sin Magt og Myndighed?</p>
<p rend="firstIndent">Det Sidste indrømmer jeg strax, men ingenlunde det Første; thi netop fordi man bestandig forbytter og <seg type="com" n="com208">forblander</seg> <hi rend="spaced">Ret</hi> med <hi rend="spaced">Magt,</hi> Rettighed med Besiddelse, just derfor er det nødvendigt at see, om man kan bringe Folk til at gjøre Forskjel; til ikke at gjøre sig latterlige ved <seg type="com" n="com1002">at slaae paa Vognen naar de mene Hestene</seg>, eller omvendt. Kun det vilde <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax12.jpg" n="204"/>jeg gjøre Vedkommende begribeligt, at man kun modsiger sig selv, ved at nægte det Ord udmærket Kraft, som man maae indrømme har viist den, ved <pb type="edition" ed="US" n="608"/>at herske og seire, eller dog ved uovervindeligt at forsvare sig i sin Kreds. Sæt ogsaa, at det saaledes kun var <hi rend="spaced">vor Afmagt</hi> der havde givet <persName key="pe20">B.</persName> og <persName key="pe3">Oeh.</persName> Skin af en Magt, de i Tidens Længde maatte tabe, af en Magt deres Ord for Efter-Slægten ei kunde svare til, saa maatte de dog ligefuldt <hi rend="spaced">i vore</hi> Øine gjælde for, hvad de viiste sig at være: Mægtige <hi rend="spaced">blandt os.</hi></p>
<p rend="firstIndent"><pb type="edition" ed="VU" n="225"/>Da <persName key="pe104">Napoleon</persName> fordum paastod at Magten gav Ret, <seg type="com" n="com12">satte Retten i Spydstagen</seg>, indsaae dog nok Mange, at, trods al sin Magt, havde han aabenbar Uret, men at det ikke desmindre var Daarskab, enten paa Grund af hans Uret, at <hi rend="spaced">nægte</hi> hans Magt, eller at bekæmpe denne med en blot Protest. Derimod er Sligt hverdags Brug i Skrift-Verdenen, og der bilder man sig ind at have vundet Spil, naar man enten kan give sig Mine af, at ansee Modstanderen for en Stymper, der knap var værd at røre ved, eller faae Folk til at ansee ham for en Misdæder, uagtet det er klart, at man ikke derved rokker en Fjer i hans Hat. Paa den anden Side er det ligesaa almindeligt, at ansee Overmagt som et Beviis paa Ret, og hele denne Forvirring kommer aabenbar af, deels at de Fleste har liden eller ingen Fornem<pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax13.jpg" n="205"/>melse af Ordets Magt paa Papiret, og deels af den saa udbredte Vildfarelse, at i Aandens Rige er Retten altid paa Magtens Side: en Vildfarelse alle de maa hylde, som kalde Fornuftens Herredømme over Sandseligheden Dyd, og alle de der kalde Ret hvad Aanden gjør, altsaa begge de i vore Dage talrigeste Partier, saa fjendtlig de end for Resten staae mod hinanden.</p>
<p rend="firstIndent">Saalænge der da ei kan raades Bod paa den aandelige Afmagt, og saalænge man ei kommer til den simple, sunde Forstand: at Aand er hvad der virker paa os med usynlig Kraft, og at der ligesaavist maae gives stridige Aander, som baade Løgn og Sandhed kan virke usynlig paa os gjennem Ordet, og ere <hi rend="spaced"><seg type="com" n="com13">oversandselige</seg></hi> Ting; saalænge, siger jeg, er al Ord-Strid kun Mund-Huggerie, alle Strids-Skrifter om aandelige Ting kun <hi rend="spaced">Maculatur,</hi> enhver Penne-Feide en Kjøren om Kap, hvori den som <seg type="com" n="com111">smører dygtigst</seg>, vinder Prisen.</p>
<p rend="firstIndent">Kommer man derimod, som dog er at haabe, snart til den Forstand, at det er med Sandhed og Løgn, som med Godt og Ondt: begge kan have Magt, men Sandhed kun Ret; da vil man ogsaa forstaae, at der kæmpes slet for den gode Sag, ved at nægte hvad sandt er, hvor det saa findes, og at Spørgsmaalet i Strids-Skrifter aldrig maa være: <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax14.jpg" n="206"/>om Modstanderen har nogen Ære at tale med, men blot om der er Noget i hvad han siger, thi siger han Sandt, da skal han have Ret, om han saa er en <pb type="edition" ed="US" n="609"/>Djævel, og lyver han <hi rend="spaced">dygtig,</hi> da skal Dygtigheden indrømmes som en Sandhed, og maa nødvendig indrømmes, naar man ikke Slag i Slag vil slaae feil.</p>
<p rend="firstIndent">Forudsat nu, at <persName key="pe20">B.</persName> og <persName key="pe3">Oeh.</persName> har været <hi rend="spaced">virkelige</hi> Magter, da bliver det først Umagen værd at spørge, <hi rend="spaced">hvad</hi> der er <hi rend="spaced">dem imellem?</hi></p>
<p rend="firstIndent">Om der er Noget imellem dem som Personer, det vedkommer os <pb type="edition" ed="VU" n="226"/>her slet ikke, og lade de os mærke det, da er det Noget vi i det Høieste kan undskylde med, at de høre til <hi rend="romanType"><seg type="com" n="com14">genus irritabile vatum</seg>.</hi></p>
<p rend="firstIndent">Det, menneskelig talt, <hi rend="spaced">selvstændige,</hi> Ord de have ført, det er hvad vi spørge om, og derefter skal vi bedømme deres indbyrdes Forhold som literaire Magter, eller Ord-Førere i den danske Skrift-Verden. Paa deres Virksomhed <hi rend="spaced">hver især:</hi> paa deres egne <hi rend="spaced">Værker</hi> maae vi da fæste Øie, og lægge vi nu <persName key="pe20">Baggesens</persName> <rs type="title" key="title296">comiske Fortællinger</rs>, Ungdoms-Arbeider og <rs type="title" key="title4498">Labyrinth</rs> ved Siden af <persName key="pe3">Oehlenschlägers</persName> <rs type="title" key="title75">Poetiske Skrifter</rs> og <rs type="title" key="title306">Nordiske Digte</rs>, da vil vi snart opdage, at uagtet der paa begge Sider ere Fortrin, som ei ophæve, og tildeels ei engang berøre hverandre, saa stride de dog i Grunden temmelig bestemt imod hinanden. Dette kommer ingenlunde af For<pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax15.jpg" n="207"/>skjellen mellem de betragtede og behandlede Gjenstande, heller ikke deraf, at de samme Gjenstande ere betragtede fra forskjellige Sider og Stader, altsaa ikke af Forskjellen mellem Comisk og Tragisk, mellem Skjemt og Alvor, eller andet Sligt, men det kommer af en Grund-Forskjel i Synet, og Tanke-Gangen. Vi see det strax, at disse Magter kan umuelig begge have Ret, disse Digtere kan umuelig begge have udtrykt de <hi rend="spaced">sande</hi> Forestillinger om Menneske-Livet, dets Betydning og Øiemeed, samt hvad der, ret forstaaet, bliver det Samme: om Guddoms-Livet og dets billedlige Aabenbarelse paa Jorden. For begge Digtere er vel Mennesket en Gaade, som det maa være for enhver Aand, der <seg type="com" n="com15">oplader sine Øine</seg> i Støvet, men Løsningen søge de ad ganske modsatte Veie, hvilke de da stræbe at indhegne med saa yndige Blomster, oplyse med saa straalende Lamper, opfylde med saa indtagende Skikkelser, og aabne til saa glimrende Udsigter, som de med Ordet formaae.</p>
<p rend="firstIndent"><persName key="pe20">B.</persName> betragtede Øieblikket som det Eneste, hvori et fornuftigt Menneske kunde være bekjendt at sætte sin Glæde, søge sit Liv og sin Lykke, da tykt Mørke rugede over det Forbigangne og Tilkommende, som Skrankerne for Øieblikkets Lys-Plet. At <persName key="pe20">B.</persName> <pb type="edition" ed="US" n="610"/>ikke <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">tilbad</lem><rdg wit="A">tillod</rdg><witDetail wit="A" n="0">tekstkritik afhandlet i ACCESS</witDetail></app> Øieblikket, <hi rend="spaced">som</hi> det legemlig kan nydes mel<pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax16.jpg" n="208"/>lem Vuggen og Graven, men <hi rend="spaced">som</hi> det kun kan betragtes og nydes med <hi rend="spaced">Aand,</hi> følger af sig selv, dersom det er sandt, at der hersker Aand i hans Ord, men jeg vil dog, for Vedkommendes Skyld, anmærke, at det ret falder i Øinene, ved at sammenligne ham med mange samtidige Øieblikkes Sangere, og især med <persName key="pe479">T. C. Bruun</persName>, hans naturlige <seg type="com" n="com904">Antipode</seg>.</p>
<p rend="firstIndent">Vende vi os nu til <persName key="pe3">Oeh.</persName>, da er det, som om han af al Magt kneisede, <pb type="edition" ed="VU" n="227"/>for at kunne see op og ud over en tyk og lummer Taage, der <seg type="com" n="com209">bedækkede</seg> Øieblikket, Livet og Lyset sætter og søger han netop der, hvor <persName key="pe20">B.</persName> saae <seg type="com" n="com905">idel</seg> Mørke: i det Forbigangne og Tilkommende, og med lyse, kraftige, glødende Farver skildrer han os Aande-Livet i seirende Kamp mod Øieblikket.</p>
<p rend="firstIndent">At udvikle dette videre, og, især efter en historisk Udsigt over Digte-Konsten i Norden, at gjennemgaae de tvende Digteres Værker, vilde være mig en Fornøielse, og kunde maaskee ikke være af Veien, men det maatte her blive alt for vidtløftigt, og jeg har derfor indskrænket mig til, hvad her er Hovedsagen, og hvad jeg tør troe, Digterne selv vilde indrømme.</p>
<p rend="firstIndent">En heed og alvorlig Kamp, det kan vi begribe, maatte der opstaae i <placeName key="fak14">Dannemark</placeName>, hvis hine stridige Forestillinger stødte levende sammen, det vil sige: <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax17.jpg" n="209"/>hvis de fandt kraftigt Bifald i den danske Læser-Verden; men det var slet ingen Følge, at Digterne <hi rend="spaced">selv</hi> skulde komme i aaben Feide, og det gjælder her som allevegne, at Digterne ere langt mere kaldede og skikkede til at vække og besynge en levende Kamp, end til selv at tage Haand i med. Det kunde gaaet med <persName key="pe20">Baggesen</persName> og <persName key="pe3">Oehlenschläger</persName>, som det gik med dem, deres Aander i mine Øine overfløi, men som de dog enstund ønskede at ligne: <persName key="pe1161">Wieland</persName> og <persName key="pe29">Goethe</persName>, der efter et Par Ryk om Rangen, saae roelig paa den Kamp de havde voldt. Det lod endogsaa til, at vore Digtere vilde give et sjeldent Exempel paa villig og venlig Erkjendelse af hinandens Fortrin, thi, til stor Forundring, og selv til Skræk for Mange, erkjendte <persName key="pe20">Baggesen</persName> saavel i <rs type="title" key="title1851">Gjengangeren</rs>, som i det deilige <rs type="title" key="title2350">Riim-Brev til Aladdin</rs>, <persName key="pe3">Oehlenschläger</persName>, ikke blot som en <hi rend="spaced">udmærket</hi> Skjald, men som en Kæmpe-Bøg paa Parnasset, der blot behøvede at skyde sin Krone i rigtigt Forhold, for som <placeName key="fak14">Danmarks</placeName> <persName key="pe972">Shakspear</persName>, at udstikke <placeName key="fak5">Engellands</placeName>. Vist nok var <persName key="pe3">Oehlenschläger</persName>, i sit langt mere fornemme end poetiske Svar paa <rs type="title" key="title2349">Riim-Brevet</rs>, langt fra at tage Tonen saa høit om <persName key="pe20">Baggesen</persName>, men erkjendte ham dog for <pb type="edition" ed="US" n="611"/>en aandig Magt, hvis Roes ei var ham ligegyldig. Offenlig Strid mellem Digterne selv, syndes fra dette Øieblik af at være fore<pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax18.jpg" n="210"/>bygget, og efter Skrifte-Maalet i <rs type="title" key="title1851">Gjengangeren</rs> og i Fortalen til <rs type="title" key="title2425">Digter-Vandringerne</rs>, var det end ikke rimeligt, at <persName key="pe20">B.</persName> vilde misbillige en Krig mod Aanden i hans forrige Værker, hvortil han selv havde givet <hi rend="spaced">Løsenet.</hi> Jeg veed meget vel, at man temmelig almindelig har betragtet denne <persName key="pe20">Baggesens</persName> Erkjendelse af sine egne Vildspor, og <persName key="pe3">Oehlenschlägers</persName> Kæmpe-Skridt op ad Parnasset, som blot <hi rend="spaced">Skrømterie,</hi> men man kan ogsaa vide, at jeg aldrig har været af den Formening, men lige fra min Recension over <rs type="title" key="title1851">Gjengangeren</rs> i <rs type="title" key="title646">Lærde Efterretninger</rs>, til mine <rs type="title" key="title3362">Rimelige Strøetanker</rs> i <rs type="title" key="title538">Skilderiet</rs>, og til denne <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">Erklæring</lem><rdg wit="A">Crklæring</rdg><witDetail wit="A" n="0">tekstkritik afhandlet i ACCESS</witDetail></app>, yttret mig ganske anderledes derom. At <persName key="pe20">Baggesen</persName>, ligesaalidt før som efter, har viist Enighed med sig selv, og Heelhed i sine <seg type="com" n="com300">Beskuelser</seg>, det er <seg type="com" n="com105">vist nok</seg> sandt, men beviser ingenlunde hvad man deraf har villet slutte. At <persName key="pe20">B.</persName> ei, siden hine Dage, har, som han gav os Haab om, leveret hvad man kan kalde et <hi rend="spaced">Værk,</hi> som Frugten af en høiere <seg type="com" n="com301">Beskuelse</seg>, er ligeledes sandt, men da han ligesaalidt har leveret noget Værk, hvori hans forrige <seg type="com" n="com302">Beskuelse</seg> <hi rend="spaced">lever</hi> og <hi rend="spaced">aander,</hi> beviser det netop, at han er <hi rend="spaced">ude</hi> af sin forrige <seg type="com" n="com303">Beskuelse</seg>, skjøndt det tillige viser, at han ei er blevet <hi rend="spaced">hjemme</hi> i nogen nye. At han endelig krymper sig ved at give Slip paa Æren for sine forrige Værker, uagtet han selv har givet Løsenet <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax19.jpg" n="211"/>til i Bund og Grund at nedrive dem, det er ikke blot forklarligt af Egen-Kjærligheden, der, saalænge han ingen nye Værker har frembragt, maa gjøre ham det til en <hi rend="spaced">Døds-Kamp</hi> at løsrive sig aldeles fra de gamle; men det kan ogsaa tildeels komme deraf, at hvad han i <hi rend="spaced">Grunden</hi> misbilliger, dog i enkelte Dele og i <hi rend="spaced">Skinnet</hi> af det <hi rend="spaced">Hele,</hi> <hi rend="spaced">ikke uden Føie,</hi> tækkes ham. At det Sidste <hi rend="spaced">kan være</hi> Tilfældet, veed jeg, <hi rend="spaced">thi det er</hi> i det Mindste Tilfældet med mig, under Betragtningen af <persName key="pe20">Bs</persName> Værker, og endelig maa jeg gjøre opmærksom paa, at længe før <persName key="pe3">Oeh.</persName> traadte op, var det af <persName key="pe20">Baggesens</persName> Arbeider klart, at hans forrige Aand havde forladt ham, og at han forgjæves greb, ikke efter den, men efter en anden og høiere, som han bestemt maa have fundet i <persName key="pe3">Oehs</persName> Kvad, siden han i <rs type="title" key="title2350">Brevet til Aladdin</rs> og i <rs type="title" key="title1851">Gjengangeren</rs> udtrykde sig paa Nye med <hi rend="spaced">Liv og Aand.</hi> Her mener jeg det er let at finde Nøgelen til det Følgende af <persName key="pe20">Bs</persName> Gaade, især da han selv har rakt os den i <rs type="title" key="title2350"><app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">Brevet</lem><rdg wit="A">Brev<g rend="reverse" rendition="rotate">e</g>t</rdg><witDetail wit="A" n="0">tekstkritik afhandlet i ACCESS</witDetail></app> til Aladdin</rs>, men det vilde her føre for vidt at bruge den, og det kan være nok at angive den almindelige Grund, hvi Folk har bildt sig ind, at <persName key="pe20">B.</persName> paa Skrømt ophøiede <persName key="pe3">Oehs</persName> Aand. At hele det <pb type="edition" ed="US" n="612"/>Partie der rynkede Næse ad <persName key="pe3">Oehs</persName> herlige Anskuelse, tabde <hi rend="spaced">Hovedet,</hi> da <persName key="pe20">B.</persName> lydelig erklæ<pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax20.jpg" n="212"/>rede sig for den, og holdt ilde Huus med de saakaldte gyldne Dages Digte-Konst, og Konst-Thing, det er klart nok, og hvad Under, at Samme, da Ærgrelsen og Betuttelsen havde sat sig, husvalede sig med den trøstelige Gisning, at <persName key="pe20">B.</persName> dog nok aldrig havde havt det græsselige Syn, han saa livagtig udtrykde, men kun drømt det med aabne Øine, og loe i Grunden selv ad hvad han ophøiede! Denne Gisning fandt Vedkommende bestyrket, da <persName key="pe20">B.</persName> begyndte <pb type="edition" ed="VU" n="229"/>skarpt at criticere <persName key="pe3">Oeh.</persName>, den gaaer nu udentvivl imellem dem for en afgjort Sandhed, og det er i sin Orden, thi hvem der ikke har mindste levende Fornemmelse af <hi rend="spaced">Aand,</hi> kan ligesaagodt tilskrive en Aand <hi rend="spaced">Umueligheder,</hi> som være blind for dens klareste Yttringer.</p>
<p rend="firstIndent">Derimod skulde man ei let falde paa, at hvem der ophøiede <persName key="pe3">Oeh</persName>, kunde eller vilde bære mindste Tvivl om <hi rend="spaced">Virkeligheden</hi> af <persName key="pe20">Bs</persName> Beundring for <persName key="pe3">Oehs</persName> Aand, thi deels var den ei blot det første, men vel det største Seiers-Tegn om <persName key="pe3">Oehs</persName> Tinding, og deels kunde man af dem der fortælle: hvor skjønt det er at sidde under en høi Aands Vinger, vente lidt mere Øie for Aand. Jeg, for min Part, som man ei kan nægte har været blandt de første, <seg type="com" n="com17">lydeligste</seg> og <seg type="com" n="com18">stadigste</seg> Beundrere af den Aand, <persName key="pe20">B.</persName> priste hos <persName key="pe3">Oeh.</persName>, har aldrig fundet mig fristet til Tvivl i dette Stykke, <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax21.jpg" n="213"/>og paa eget Ansvar tør jeg troe det er gaaet alle Aandens virkelige Kyndige ligedan.</p>
<p rend="firstIndent">Men, sige <persName key="pe3">Oehs</persName> Tilbedere, saa maa jo dog <persName key="pe20">B.</persName> enten siden have tabt sit Syn for den store Aand, og dermed alt aandeligt Syn, eller han vil ikke troe sine egne Øine, og haaner falsk og misundelig hvad han selv erkjender for Beundringsværdigt.</p>
<p rend="firstIndent">Hjerter dømmer Gud, Ord dømme Aander, turde vel hertil være det eneste rigtige Svar, og at <persName key="pe20">B.</persName> ved sin Critik over Noget af <persName key="pe3">Oeh.</persName> og Striden i den Anledning, hverken har fralagt eller frakjendt sig, men netop forudsat og beviist et ualmindeligt Øie for Aand i det Hele, og <persName key="pe3">Oehs</persName> især, det tør jeg paastaae, og kunde let bevise det for <hi rend="spaced">Aander,</hi> men just derfor ikke for de Eneste som ere af modsat Mening. Her er nemlig ikke Spørgsmaalet om enkelte meer eller mindre tvetydige Udladelser, som i <rs type="title" key="title2837">Fortalen til Studenterne</rs> og andensteds, men om det Syn der <hi rend="spaced">utvetydig</hi> fremlyser af den hele Critik og critiske Feide. At <persName key="pe20">B.</persName> heri har røbet et Falke-Syn, og ladet en <hi rend="spaced">lynende</hi> <seg type="com" n="com308">Vittighed</seg> spille, som der i hans ældre Værker knap findes Lige til, det finder i det Mindste jeg, og hans Commentar over <rs type="title" key="title3179">Skydebane-</rs><pb type="edition" ed="US" n="613"/><rs type="title" key="title3179">Visen</rs>, <rs type="title" key="title3179">Peer Vrøvler</rs> kaldet, er i mine Øine noget i alle Maader saa ægte Genialsk, at den hos <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax22.jpg" n="214"/>enhver som fatter den i sin Dybde, maatte ene være et gyldigt Vidnesbyrd om <persName key="pe20">Baggesens</persName> høie Digter-Kald og sjeldne Gaver. At dette Kvad tillige udtrykker en levende Hylding af <persName key="pe3">Oehs</persName> Aand, skal man nødes til at indrømme, og at <persName key="pe20">B</persName> under hele sin Critik har paastaaet, <pb type="edition" ed="VU" n="230"/>det med den var hans Hensigt, deels, om mueligt, at vække <persName key="pe3">Oeh.</persName> til Fortsættelse af den Kæmpe-Bane han forlod, deels at sætte Skranker for det Afguderie Ungdommen bedrev med den faldne Digter, med Legemet de tog for Aanden, det lader sig ikke nægte. Vist nok vil Ungdommen paastaae, at det forholder sig langt anderledes, paastaaer deels: at <persName key="pe20">B.</persName> har criticeret som en Stymper, og deels at han har havt en ganske anden Hensigt med sine Critiker end den han foregiver; men man seer let, at slige Indvendinger har her ingensteds hjemme, den Første ikke, fordi man selv maa <seg type="com" n="com501">hjemle sig</seg> Aand, før man, i Aanders Lag, kan <seg type="com" n="com906">føre nogen Besyv</seg>, den Sidste endnu mindre, fordi om den slette Hensigt ogsaa lod sig bevise, derved slet Intet beviistes enten mod <persName key="pe20">Bs</persName> Critik, eller for Noget af hvad den sigter paa.</p>
<p rend="firstIndent">Hoved-Spørgsmaalet er, som man let seer: om Det af <persName key="pe3">Oeh.</persName> <persName key="pe20">B.</persName> har criticeret, virkelig fortjener at behandles saa haardt og <seg type="com" n="com19">spodsk</seg>, som tildeels er skeet, og maa det Spørgsmaal bejaes, da er det en <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax23.jpg" n="215"/>afgjort Sag, at <persName key="pe20">B.</persName> paa eget Ansvar for sin Hensigt, ei blot havde Lov til at yppe den Strid, men kunde føle sig forpligtet dertil, for, om mueligt, at opvække den sovende Aand, og for at aabne den forblindede Ungdoms Øine. At <persName key="pe20">B.</persName> staaer <persName key="pe3">Oeh</persName>, enhver Aand, og fornemmelig Historien til Regnskab for, hvorledes han har rygtet sit Kald som Critiker, hvorvidt han har valgt <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">og</lem><rdg wit="A">oa</rdg><witDetail wit="A" n="0">tekstkritik afhandlet i ACCESS</witDetail></app> fulgt den rette Maade, hvorvidt han har holdt sig til Hoved-Sagen, med Videre, det forstaaer sig selv, men skal det være en Brøde af ham, at han paastaaer: Digteren <persName key="pe3">Oeh.</persName> som han beundrede, er, aandelig talt, død, og det er kun en aandløs Skygge af ham, der paa den senere Tid spøger i Literaturen, og forgudes af Ungdommen, skal det være en Brøde, da maa Paastanden være falsk; thi er den sand, da <hi rend="spaced">burde den gjøres,</hi> og <persName key="pe20">B.</persName> kan da, for den Bestandighed hvormed han har gjort og for det Eftertryk han har givet den, gjøre retmæssig Fordring, saavel paa Digteren <persName key="pe3">Oehlenschlägers</persName> som paa et oplyst Publicums Tak.</p>
<p rend="firstIndent">At dette er Hoved-Spørgsmaalet ͻ: Det som et oplyst Publicum og enhver <hi rend="spaced">Aand</hi> maa lægge Vægt paa, kan ikke nægtes, thi, sæt ogsaa, man kunde bringe <persName key="pe20">B.</persName> til Taushed, ved at bevise, <pb type="edition" ed="US" n="614"/>han havde ingen Ære at tale med, eller at hans Indlæg ikke duede, sæt tillige, at Paastanden ved hans Taus<pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax24.jpg" n="216"/>hed vilde forstumme, saa ophørde den dog derved<!-- se andet eks. --> ikke at være sand, hvis den er det, og strængt vilde Efterslægten bedømme en Tid, hvori Ingen havde Syn og Mod og Kraft til at gjøre den gjældende: til at bekæmpe den Blindhed og det Afguderie, der truede med, <pb type="edition" ed="VU" n="231"/>ei blot at forkorte den ypperlige Digters Bane, men selv at tilintetgjøre Frugterne af hans herlige Værker.</p>
<p rend="firstIndent">Men, er det saa, hvad vil da <persName key="pe1334">Peer Vegner</persName>, hvad vil Tylvten og Trodset, og Alt hvad der har spidset Pen imod <persName key="pe20">Baggesen</persName>, i Anledning af hans Critiker? Ja, hvem kan sige, hvad det vil paa Prent, som aldrig har viist det kunde Noget, kunde Andet, end <seg type="com" n="com907">sige Pyt som Peer til Kongen</seg>, kunde Andet, end, i det Høieste, slaae Streg over <persName key="pe3">Oehlenschlägers</persName> Navn i Ankerne over hans Skrift, og sætte <persName key="pe20">Baggesens</persName> isteden? At Folk, der ikke kan Andet, tør vove for Publicums Øine at øve sligt værre end Skriverdrenge-Væsen, og det imod Aanden, Digteren<!-- se andet eks. --> <persName key="pe20">Baggesen</persName>, det beviser en Dumdristighed, som maa harme og oprøre Enhver, der med Gnist af Aand forener Ærbødighed for Sandhed, eller selv endog blot et Gran af Alvor, Sands for det Sømmelige, og Eftertanke om, hvad Følgen blev, naar Sligt tog Overhaand! At Sligt kan voves, uden at straffes med almindelig Foragt, med <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax25.jpg" n="217"/>et sønderknusende<!-- se andet eks. --> <hi rend="romanType">Veto</hi> af hver Mand, der har <seg type="com" n="com1010">hjemlet sig</seg> Stemme paa Ordets Lands-Thing, det er et høirøstet Vidnesbyrd om, hvilken søvnagtig Døs vi befinde os i, hvor nær det kunde være ved, at de høieste Spørgsmaal skulde afgjøres med Næver og Piber af <seg type="com" n="com908">Skue-Pladsens</seg>, som fordum i <placeName key="fak139">Constantinopel</placeName> af <seg type="com" n="com20">Rende-Banens</seg> Klappere og Stampere! At endelig <persName key="pe3">Oeh.</persName> selv ikke offenlig erklærer sin høieste Mishag i et literairt Gade-Opløb, og et plumpt Partie-Skrig, der er hans ypperlige Aand, til hvis Ære det skal være anstiftet og opløftet, saa aldeles uværdigt, blot det maatte vække Formodning om, at hans herlige Aand har forladt ham, en Formodning jeg vilde kalde ufeilbar, naar ikke den Muelighed stod tilbage, at han kunde være uvidende om Sagens rette Sammenhæng!</p>
<p rend="firstIndent">Dog, hvad nytter det at skildre Uvæsenet og Ligegyldigheden, naar denne maa nødvendig <seg type="com" n="com909">gjøre døv</seg> for Opraabet til at bekæmpe hiint, hvad nytter det, naar man ei selv baade kan og vil lægge Haand paa at sætte Skranke for det Uvæsen? Intet, slet Intet, men, Gud skee Lov! det kan og vil jeg, hvad min Haand kan udrette, veed ikke jeg, men udrakt skal den altid være mod Alt hvad der med Kroppen og Munden vil afgjøre <pb type="edition" ed="US" n="615"/>Aanders Tvist, mod Alt, hvad der med Tummel og Hurlumhei – hvor er du; her er <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax26.jpg" n="218"/>jeg, vil kjende i Sager, som kun kan og bør drøftes og, saavidt mueligt, reengjøres af Mænd, der ved Sligt hverken vil, eller behøve at skaffe sig Navnkundighed.</p>
<p rend="firstIndent">Aldrig kan jeg indlade mig i Strid om nogen <hi rend="spaced">Hoved-Sag</hi> med <pb type="edition" ed="VU" n="232"/>saa aldeles Uvedkommende og aandelig Umyndige, som de der hidtil have reist sig mod <persName key="pe20">Baggesen</persName>, maae ansees for at være, til man seer, at de ei blot kan underskrive deres Navne, men ogsaa skrive under dem hvad der er værd at læse; at de ei blot kan lade deres Navne trykke, men har Navne, som Bog-Trykker-Konstens Aand kunde ønske at føre for Lyset. Hvad jeg derimod kan gjøre ved dem, er at fordærve dem Spasen, maaskee dog bringe Nogle af dem til at angre deres Adfærd som en Ungdoms-Daarlighed, og rimeligviis dog betage Nogle Lysten til at træde i deres Fodspor. Det kan jeg, og det skal jeg, som en ærlig Mand.</p>
<p rend="firstIndent">Vel er jeg ei af dem, der i <seg type="com" n="com21">Gang-Vognen</seg> lærde at lalle: <rs type="title" key="title2163">Axel</rs> og <persName key="pe3">Oehlenschläger</persName>, men <hi rend="spaced">udenfor</hi> Digterens personlige Omgangs-Kreds, er jeg udentvivl den af <placeName key="fak14">Danmarks</placeName> nu bekjendte Forfattere, som først lydelig beundrede hans Aand, og det under Omstændigheder, da kun en levende Fornemmelse af den kunde drive mig dertil. Det er nu <hi rend="spaced">tolv Aar</hi> siden; Ungdommen, som nu raser for Digterens <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax27.jpg" n="219"/><hi rend="spaced">Navn,</hi> turde da vel tildeels af mig have lært at fæste Øie paa den store Aand; jeg har, i den <seg type="com" n="com112">Aar-Tylvt</seg>, uden at være <seg type="com" n="com502">opklækket</seg> af de ældre, ophjulpet af de jævnaldrende, eller ophøiet af de yngre Skribenter, og, uden at smigre enten Tidens Aand eller noget Partie, tilkæmpet mig et Stade, hvorfra jeg, uden at blive latterlig, kan, paa eget Ansvar, tale et selvstændigt Ord med i Literaturen. Man skal vist ei, selv kun med Skin, kunne sigte mig for at have viist Tegn til ringeste Misundelse paa en Digter, det altid var mig en Hjertens-Fryd at ophøie, aldrig faldt det mig ind at være Medbeiler til hans Krands, og netop Betragtningen af hans Værker lærde mig, at jeg er egenlig ingen Digter. Paa den anden Side troer jeg at have viist i det Mindste meer poetisk Evne og Indsigt end alle de tilsammentagne, der rose Alt, hvad der kun fører <persName key="pe3">Oehlenschlägers</persName> Navn, ja havde jeg ikke viist tusinde Gange mere, da havde jeg saa godt som Intet viist, og nu tager jeg mig den Frihed at erklære: hiin Baggesenske Paastand om <persName key="pe3">Oehs</persName> dybe Digter-Fald, den Paastand er ikke blot hans, men ogsaa min, og, siden den skal være en Brøde, saa <hi rend="spaced">tilegner</hi> jeg mig den, som <pb type="edition" ed="US" n="616"/>Ophavsmand, indtil man viser mig den i en ældre Bog end min lille <rs type="title" key="title452">Verdens-Krønike</rs> fra 1812.</p>
<p rend="firstIndent"><pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax28.jpg" n="220"/>Ingen mene, at jeg er dum nok til at troe, der <hi rend="spaced">bevises</hi> Andet ved, at jeg tilegner mig Paastanden, end at den ikke er et Opspind af <persName key="pe20">Baggesens</persName> Misundelse, og at den mellem <placeName key="fak14">Dannemarks</placeName> æsthetiske Forfattere, har, foruden <persName key="pe20">Baggesen</persName>, i det Mindste een Forsvarer, og det en For<pb type="edition" ed="VU" n="233"/>svarer, som, naar han vilde være partisk, efter al Sandsynlighed maatte snarere være det <hi rend="spaced">for <persName key="pe3">Oehlenschläger</persName>,</hi> end <hi rend="spaced">for <persName key="pe20">Baggesen</persName>,</hi> mod hvem, <hi rend="spaced">som Aand,</hi> han nok er den Eneste, der drog til Feldts. Andet skal herved ikke bevises, men det er, efter Omstændighederne, ikke saa ubetydeligt, som det kan synes, thi nu skal Ungdommen nødes til at opgive Haabet om, ved at haane, criticere, og udfordre <persName key="pe20">Baggesen</persName>, at faae en Paastand, de ei kan lide, neddæmpet. Vil Ungdommen tage Mælet fra den forhadte Paastand, maa den prøve paa ogsaa at tage Ordet fra mig, og det skal, med Guds Hjelp, Tiden vise, lader sig hverken gjøre ved at kalde mig, hvad jeg er med Æren: <rs type="title" key="title3362">Strøtankernes</rs> Forfatter, eller ved noget hvilkensomhelst <hi rend="spaced">andet</hi> Drenge-Stykke. For Løiers Skyld vil jeg imidlertid anmærke, at Alt hvad <persName key="pe3">Oehs</persName> unge Forfægtere kunde vinde ved, efterat have frakjendt <persName key="pe20">Baggesen</persName>, ogsaa at frakjende mig Stemme-Ret ved Vurderingen af <persName key="pe3">Oehs</persName> Skrifter, var, at de, saavidt det stod til dem, havde berøvet <persName key="pe3">Oeh.</persName> to Stemmer, som, ere <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax29.jpg" n="221"/>de end ei de eneste, dog turde høre til de <seg type="com" n="com315">mærkeligste</seg>, han i <placeName key="fak14">Danmark</placeName> har havt <hi rend="spaced">for</hi> sig. Naar nu det var lykkedes dem, kunde det virkelig, for et Øieblik, være moersomt, at see dem forsvare <persName key="pe3">Oehs</persName> Digter-Navn mod Professor <persName key="pe767">Sander</persName> og Doctor <persName key="pe110">Dampe</persName>, og <persName key="pe3">Oeh.</persName> vilde da med Føie kunne være ligesaa stolt af sit Partie, som af <rs type="title" key="title2589">Ludlams Hule</rs> og <rs type="title" key="title2588">Reiserne</rs>.</p>
<p rend="firstIndent">Men, kan nu alvorlige Folk sige, vi indrømme gjerne, at <persName key="pe3">Oeh.</persName> er yderlig slet forsvaret mod <persName key="pe20">Baggesens</persName> Critik, vi indrømme, at den er vittig, og slaaer i det Enkelte tit saaledes til Bunds, at den er uigjendrivelig; men paa den anden Side maa du ogsaa indrømme, at naar man undtager <rs type="title" key="title2588">Reise-Brevene</rs>, som har forvildet sig ind i Literaturen, og maaskee <rs type="title" key="title2589">Ludlams Hule</rs>, gaaer den Baggesenske Critik ikke saaledes til Bunds i det Hele, at jo, trods den, Paastanden, du med samme har tilfælles, kunde være <seg type="com" n="com23">ubillig</seg> og uretfærdig, thi hvilken Digter har ikke, naar han skrev Meget eller vovede sig udenfor sit Fag, leveret enkelte mislykkede Arbeider! Lægger man hertil, at <persName key="pe20">B.</persName> saa ofte har opholdt sig ved Smaafeil, som kunde findes i et fortræffe<pb type="edition" ed="US" n="617"/>ligt Digterværk, ja ei sjelden fremført Anker, som enten ere ubeføiede, eller maatte nedsætte <persName key="pe3">Oehs</persName> bedste Arbeider, saa var det dog <seg type="com" n="com106">vist</seg> Umagen værd ret alvorlig at drøfte den haarde Paastand!</p>
<p rend="firstIndent"><pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax30.jpg" n="222"/>Nei, er mit Svar, efter Alt hvad jeg kjender til Læse-Maaden i vore <pb type="edition" ed="VU" n="234"/>Dage, kan jeg aldrig troe, det er Umagen værd, paa Prænt at drøfte en Sag af det Slags udførlig, thi flygtig har man læst baade <persName key="pe3">Oehs</persName> første og sidste Arbeider, ja, for en stor Deel kun læst de sidste, en grundig og alvorlig Betragtning derover blev enten slet ikke, eller endnu flygtigere læst, og <hi rend="spaced">Paastanden</hi> blev dog til Slutning Alt hvad man beholdt. Hvad der i det Hele er slet, taber Intet ved kun at betragtes i det Enkelte, træffende <seg type="com" n="com309">Vittighed</seg> er her paa sit Sted, <persName key="pe20">Baggesens</persName> træffer ni Gange for hver Gang den slaaer feil, og ikke selv den mest træffende, end sige en forfeilet <seg type="com" n="com310">Vittighed</seg> slaaer nogen <hi rend="spaced">Aand</hi> ihjel. For Efter-Slægtens Skyld kunde det lønne Umagen at skrive en Betragtning over <persName key="pe3">Oehs</persName> genialske Værker, men ei at sammenligne dem med hvad Efter-Slægten vist neppe gider læst, mindre læst Bøger om, saa man langt heller skulde gjøre sig den Umage, af <persName key="pe3">Oehs</persName> senere Skrifter at udtrække de Blade og Linier, hvori der findes Glimt af den herlige, forbisvævende Aand, disse, vel stedse svagere, men dog mig saa dyrebare <hi rend="spaced">Haab-Glimt,</hi> der altid, naar jeg seer dem, synes mig at hviske: <seg type="com" n="com910">bryd ei Staven, før Vandringen er endt</seg>, <persName key="pe436">Olav Tryggesøn</persName> er ikke død; vel reiser han længe til ingen Nytte omkring i fremmede Lande, <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax31.jpg" n="223"/>men derfor kan han vel endnu engang bestige <placeName key="fak41">Norges</placeName> Throne og <placeName key="fak626">Smalsar-Horn</placeName>! <seg type="com" n="com1004">Det skee!</seg> ingen Mand i <placeName key="fak14">Dannemark</placeName>, næst Digteren selv, skal glæde sig inderligere derover end jeg; og var jeg den Første som ymtede om Faldet, skal jeg vist ei heller blive den Sidste, der jubler over Opreisningen, naar jeg seer den, men sagde jeg, jeg <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">havde</lem><rdg wit="A">havbe</rdg><witDetail wit="A" n="0">tekstkritik afhandlet i ACCESS</witDetail></app> seet den, enten i <rs type="title" key="title3130">Helge</rs> eller <rs type="title" key="title3128">Hroars Saga</rs>, eller andensteds end i <hi rend="spaced">Haabet,</hi> da løi jeg, og havde jeg ikke her givet min utvetydige Erklæring, da kunde jeg ei uden Skamfuldhed <seg type="com" n="com311">træde den vaagnede Digter under Øinene</seg>, men det kan jeg nu, om Glæden times mig, og saasnart <persName key="pe3">Oehlenschläger</persName> igjen skjænker os et Værk, jeg tør sætte ved Siden af hans forrige kraftige Gjerninger, da kaarer jeg ham selv til Voldgiftsmand mellem mig, og hvad jeg kalder hans naturlige, uægte Børn. Ei vil jeg raade disses Forgudere, men vel <persName key="pe20">Baggesen</persName> at gjøre det Samme. Dog, skjønt jeg <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">ikke</lem><rdg wit="A">ikk<g rend="reverse" rendition="rotate">e</g></rdg><witDetail wit="A" n="0">tekstkritik afhandlet i ACCESS</witDetail></app> agter det Umagen værdt, at føre noget langt Beviis for min Paastand om <persName key="pe3">Oehs</persName> senere Skrifter, saa kan man dog fordre, at jeg ei maa <pb type="edition" ed="US" n="618"/>lade den spille i det Ubestemte, men skal fastsætte den, saa det kan sees hvad jeg egenlig mener.</p>
<p rend="firstIndent">Om <persName key="pe3">Oehs</persName> senere <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">Arbeider</lem><rdg wit="A">Arheider</rdg><witDetail wit="A" n="0">tekstkritik afhandlet i ACCESS</witDetail></app> ere mere knudrede i Stilen og <seg type="com" n="com24">Versefaldet</seg>, end hans forrige, det veed jeg, sandt at sige, ikke, thi, uagtet jeg ikke <pb type="edition" ed="VU" n="235"/>kan kalde <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax32.jpg" n="225"/>det Krumme lige, det Krogede ret, eller det Knudrede jævnt, saa gaaer dog hos mig et godt Digt trods alle Knorter glat ned, og det slette glider slet ikke bedre, fordi det er glat. Det er derfor aldrig faldet mig ind fra denne Side at anstille nogen Sammenligning.</p>
<fw type="blank"/>
<p rend="noIndent">Ligedan gaaer det mig næsten med det Øvrige af hvad man kalder Formen, thi jeg er herom af den Troe, at hvad der duer noget, kommer i det Kar, det skal gjøres i, og at Karret slet ikke klarer Noget. Jeg er desaarsag kjættersk nok til at troe, at da det kun er den <hi rend="spaced">historisk fuldendte</hi> Konst der kan frembringe en Form, som, uden Skaar i sin Skjønhed, kan omfatte de høieste Syner; saa er det meget bedre at Formen revner, end at Synet brister. <seg type="com" n="com1011">Kæmpen</seg> <rs type="myth" key="myth565">Uffe</rs> i det sprængte Pandser, som holder Skjoldet for Riften og gaaer for To, er i mine Øine et langt skjønnere Syn, end Guld-Smeden, <rs type="myth" key="myth185">Stærk-Odder</rs> blæste omkuld, hvis Rustning sikkert var saa glat som et Speil, og saa klar som et Guld. Den videre Udvikling heraf, som en Sammenligning mellem <hi rend="spaced">Aand</hi> og <hi rend="spaced">Legeme,</hi> forbeholder jeg mig til en egen Betragtning over Digte-Konsten, kun saa meget vilde jeg sige, for at minde om, <hi rend="spaced">hvor</hi> jeg finder Forskjellen.</p>
<p rend="firstIndent"><pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax33.jpg" n="225"/>Hvad jeg først og sidst spørger om i et Digt, er <hi rend="spaced"><seg type="com" n="com304">Beskuelsen</seg>,</hi> og efter dens Sandhed og Liv, Kraft og Klarhed skatter jeg det, og, forudsat, at der var en udvortes skjøn Form, som alle Digte af eet Slags skulde have tilfælleds, saa maatte jo dog <seg type="com" n="com305">Beskuelsen</seg> være det der <hi rend="spaced">adskildte</hi> dem, det eneste Nyt man, naar Formen engang var til, kunde finde i et Digter-Værk, og altsaa det Eneste hvorfor man, fornuftigviis, kunde ønske flere end <hi rend="spaced">eet</hi> Digt, oversat i alle Sprog! Nu paastaaer jeg, at den <seg type="com" n="com306">Beskuelse</seg>, som <hi rend="spaced">hersker</hi> i <persName key="pe3">Oehs</persName> senere Arbeider, er den <hi rend="spaced">bestemt modsat,</hi> som <hi rend="spaced">hersker</hi> i de forrige, og at de følgelig kan ei begge være <hi rend="spaced">sande,</hi> ja, i det de ophæve hinanden, ei engang poetiske ͻ: <hi rend="spaced">aandelige.</hi> At nu <seg type="com" n="com307">Beskuelsen</seg> i de <rs type="title" key="title75">Poetiske Skrifter</rs> og <rs type="title" key="title306">Nordiske Digte</rs> er poetisk, forudsætter jeg her, og Slutningen falder da af sig selv. Det Forbigangne og Tilkommende, hvor Digteren saae Lys, mørknedes efterhaanden for hans Øie, og til Øieblikket vendte han sin Hu, men hans Aand var ikke Øieblikkets, derfor blev han ingen <persName key="pe20">Baggesen</persName>, men som Digter, i mine Øine, ingen Ting; som mesterlig Kjød-Billedhugger; den hele <pb type="edition" ed="US" n="619"/>kjødelige Ungdoms forgudede Konstner: Afgudsbilled-Mager. Kun naar <hi rend="spaced">Mindet</hi> af Begeistringens salige Øieblikke stundum greeb ham, løftede han Øiet mod Himlen og saae det <pb type="edition" ed="VU" n="236"/>lysne, <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax34.jpg" n="226"/>men den Veemod, som da overfaldt ham, slog han gjerne bort med en Spas, og begyndte igjen, hvor han slap. Saaledes seer jeg Digterens Historie i hans Værker, og skjøndt <rs type="title" key="title2162">Palnatoke</rs>, som jeg dengang offenlig anmærkede, var et betænkeligt Forvarsel, anseer jeg dog, nu som 1812, <rs type="title" key="title3129">Faruk</rs> og <rs type="myth" key="myth185">Stærkodder</rs> for de sidste Digter-Børn <persName key="pe3">Oeh.</persName> har efterladt sig, skjøndt de <seg type="com" n="com107">vist nok</seg> ikke have Moder sammen med deres ældre Sødskende. Ja, <rs type="myth" key="myth185">Stærkodder</rs> er den sidste <seg type="com" n="com911">Kæmpe</seg>, som kan <hi rend="spaced">bære</hi> <persName key="pe3">Oehlenschlägers</persName> Digter-Navn, og hvis Navn derfor uden at tabe sig deri, kan føies til Digterens, og vidste jeg end, at han vilde svare mig, som <rs type="myth" key="myth185">Stærkodder</rs> fordum svarede <rs type="myth" key="myth1080">Hather</rs>:</p>
<lg>
<l><seg type="comStart" n="com26"/><hi rend="romanType">Improbe, verba seris facili temeraria labro</hi></l>
<l><hi rend="romanType">Auribus inconcinna piis ...</hi><seg type="comEnd" n="com26"/>
</l>
</lg>
<p rend="noIndent">saa maatte jeg dog, skjøndt <seg type="com" n="com27">tilvisse</seg> ei med <seg type="com" n="com28">Had i Hu</seg>, tilraabe <persName key="pe3">Stærkodder-Oehlenschläger</persName> hine <rs type="myth" key="myth1080">Hathers</rs> træffende Ord:</p>
<lg>
<l><seg type="comStart" n="com29"/><hi rend="romanType"> <hi rend="spaced">Unde</hi> venis <hi rend="spaced">patrias</hi> solitus scriptare Poeses,</hi></l>
<l><hi rend="romanType">Infirmo <hi rend="spaced">dubium</hi> suspendens stipite gressum?</hi></l>
<l><hi rend="romanType"><hi rend="spaced">Qvove ruis Danicæ vates promptissime Musæ,</hi></hi></l>
<l><hi rend="romanType">Roboris <hi rend="spaced">eximii</hi> cassus decor excidit omnis,</hi></l>
<l><hi rend="romanType">Exulat ore color <hi rend="spaced">animoqve</hi> amota voluptas:</hi></l>
<l><hi rend="romanType">Destituit fauces vox et raucedine torpet:</hi></l>
<l><pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax35.jpg" n="227"/><hi rend="romanType">Deseruit corpus <hi rend="spaced">habitus prior,</hi> ultima cepit</hi></l>
<l><hi rend="romanType">Illuvies, formæqve notas cum robore carpsit.</hi><seg type="comEnd" n="com29"/>
</l>
</lg>
<p rend="noIndent">Danske Ord derhenimod tilraabde jeg Digteren, da han nys havde føiet <rs type="myth" key="myth185">Stærkodders</rs> Navn til sit, hvad der dengang ahnede mig, er nu gaaet skrækkelig i Opfyldelse, og sagtens kan jeg da lade Fortidens Tunge gjentage det Samme. Maaskee turde Ordet paa den, meer umistænkeligt, finde aabnere Øre, og gjøre dybere Indtryk, thi til at speile <pb type="edition" ed="VU" n="237"/>sig i Historien, er Ingen for stor, <pb type="edition" ed="US" n="620"/>og selv Konger beskjæmmer det ei, at lade sig slaae og rette af den!</p>
<p rend="firstIndent">Kunde de følgende Ord fulgdes med af Talen til <rs type="myth" key="myth185">Stærkodder</rs>, saa det maatte lyde:</p>
<lg>
<l><seg type="comStart" n="com30"/><hi rend="romanType">Ut ratis assiduo fluctu qvassata fatiscit,</hi></l>
<l><hi rend="romanType">Sic longo annorum cursu generata <hi rend="spaced">senectus</hi></hi></l>
<l><hi rend="romanType">Triste parit funus, defunctaqve viribus ætas</hi></l>
<l><hi rend="romanType">Occidit, et primæ patitur dispendia sortis!</hi><seg type="comEnd" n="com30"/></l>
</lg>
<p rend="noIndent">var <persName key="pe3">Oeh.</persName> at betragte som en Olding, hvis Kraft med Aarene forgik, eller var udtømt i de Kæmpe-Værker han udførde, o vee da den hjerteløse Spottefugl, der vilde synge for Liig, naar han saae Kraftens matte <seg type="com" n="com32">Efterskin</seg> over Skoven, og hørde en døende Lyd fra den bristende Harpe. Da skulde jeg vist være blandt de Første, som, skjøndt jeg manglede <rs type="myth" key="myth565">Uffes</rs> Styrke, skulde for den blinde <rs type="myth" key="myth969">Vermund</rs> løfte <rs type="myth" key="myth1133">Skrep</rs> <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax36.jpg" n="228"/>i <seg type="com" n="com1006">baade</seg> Hænder, og knuse Trolden eller døe; thi det maa <placeName key="fak14">Danmark</placeName> aldrig glemme, at var <persName key="pe3">Oehlenschläger</persName> hensovet paa <rs type="title" key="title589">Hakons</rs> Bautasteen, da var den et Mindes-Mærke, hvis Mage selv ei pryder <persName key="pe972">Villiams</persName> Grav i <placeName key="fak627">Vest-Minster</placeName>; da det er den første levende Bautasteen i Kæmpe-Størrelse, som er udhugget med Konstner-Haand af <hi rend="spaced">Historiens <placeName key="fak307">Dovre</placeName>,</hi> og fortæller os ikke, men <hi rend="spaced">viser</hi> os <hi rend="spaced">virkelig</hi> <seg type="com" n="com1007">Kæmpens</seg> Liv og Aand i hans <seg type="com" n="com503">Idrætter</seg>. Og, fordi nu Digteren hverken hensov, eller gav os Magen til det Mageløse, men tog sig en Slummer paa <rs type="title" key="title2162">Palnatokes</rs> Grav, opmuntrede sig, og bevægede os, sødt sværmende med <rs type="title" key="title2163">Axel og Valborg</rs>, og endelig morede sig og os med den deilige Sommernats-Drøm om <rs type="title" key="title2164">Correggio</rs>; skulde vi derfor gaae i Rette med ham, eller glemme den Beundring og Tak vi, saamange som skattede de herlige Digter-Gaver, dybt maatte føle vi skyldte hans Aand. Nei visselig, jeg er endog i dette Øieblik nær ved at angre, hvad jeg, efter at have læst <rs type="title" key="title347">Stærkodder</rs>, <rs type="title" key="title3129">Faruk</rs> og Digtningerne, sagde, og kan jeg ikke angre det, kommer det kun af, at jeg talde i mit Hjertes Oprigtighed, og kom med det samme levende ihu, hvad aldrig maatte glemmes.</p>
<p rend="firstIndent">Men, <persName key="pe3">Oeh.</persName> har siden skrevet Bøger, som ei blot savne poetisk Værd, men have et bestemt Uværd, <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax37.jpg" n="229"/>han føler sig ikke svag, men sund og dyg<pb type="edition" ed="VU" n="238"/>tig, hans Værker røbe al muelig Sundhed i <pb type="edition" ed="US" n="621"/>hans kjødelige Indbildnings-Kraft, netop for disse Bøger raser Ungdommen, og jeg føler det: <persName key="pe3">Oehlenschlägers</persName> <hi rend="spaced">Aand</hi> tilsmiler mig venlig sit Bifald, i det jeg løfter Stemmen efter Evne mod sligt et Uvæsen. <persName key="pe3">Oehlenschläger</persName> selv, om han læste min Skrift, som jeg dog knap tør haabe, skulde vist nødes til at lade mig vederfares den Ret, at jeg taler efter min Overbeviisning, at jeg husker, hvad ikke blot jeg, men baade <placeName key="fak14">Dannemark</placeName> og <placeName key="fak41">Norge</placeName> skylder ham, og at det er mit oprigtige Ønske, at vores og Efter-Slægtens Gjæld til hans Aand maatte, om mueligt, <seg type="com" n="com1008">end</seg> vorde tusindfold større. Det vilde skee, hvis han atter opløftede Øiet, og i sin tilbagevendte Aand opreiste paa Marken og Fjeldet den Række af historiske Bauta-Stene, hvortil <persName key="pe972">Shakspear</persName> udkastede Tegningen i sine <hi rend="spaced">Historier,</hi> hvortil <persName key="pe29">Gøethe</persName> dannede en Model i <rs type="title" key="title3180">Gøz von Berlechingen</rs>, hvoraf <persName key="pe3">Adam Oehlenschläger</persName> reiste den første i <rs type="title" key="title1853">Hakon Jarl</rs>, <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">og</lem><rdg wit="A">eg</rdg><witDetail wit="A" n="0">tekstkritik afhandlet i ACCESS</witDetail></app> hvorom jeg kunde <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">være</lem><rdg wit="A">værr</rdg><witDetail wit="A" n="0">tekstkritik afhandlet i ACCESS</witDetail></app> nær ved at opgive Haabet, dersom jeg troede at maatte opgive det om Billed-Huggeren! Dog, saalænge jeg hører, at han endnu gad siddet i <placeName key="fak1296">Valdemars Taarn</placeName>, og skuet ud over <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV"><rs type="myth" key="myth88">Elivaga</rs></lem><rdg wit="A">Elwaga</rdg><witDetail wit="A" n="0">tekstkritik afhandlet i ACCESS</witDetail></app> med <persName key="pe237">Saxo</persName> og <persName key="pe49">Snorro</persName> ved Siden, og saalænge jeg seer <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax38.jpg" n="230"/>at han endnu kan sødt bevæges, som ved Enden af sin Reise, saalænge fristes jeg ei til at opgive Haabet, men sørger kun over de skjønne Aar, som henrinde, over Kræfterne som bortødsles, og saavel over de Sovende, jeg tænker <persName key="pe3">Oehs</persName> Aand kunde vække, som over de Viltre den vist vilde styre!</p>
<p rend="firstIndent">Ingen troe, jeg lader mig opblæse, eller forvirre, om Nogen siger mig, at hvad jeg haaber af <persName key="pe3">Oehs</persName> tilbagevendte Aand, formaaer jeg selv! Nei, hvad jeg med Guds Hjelp kan formaae, det veed jeg <seg type="com" n="com108">vist nok</seg> ei; men hvad jeg <hi rend="spaced">ikke</hi> kan eller skal kunne formaae, det troer jeg at vide noget om, og det er sikkerlig: at skrive historiske Dramaer som <rs type="title" key="title1853">Hakon</rs>. See, hvilken Herlighed det vilde være, hvorledes man da kunde opføre Historien levende for Folket, saa Skue-Spillet engang blev, hvad det aldrig har været, men skulde blive: et virksomt Middel til Folkets historiske Opdragelse, det kan jeg; føle dybt, hvilket Savn det er i en Tids-Alder, da Aandens sjunkne <seg type="com" n="com912">Hald</seg> kun ved en saadan Dunkraft kan skrues op, til at sees og randsages, det kan jeg, lade Fædrenes Aander paa Moders-Maalet livlig <hi rend="spaced">fortælle,</hi> hvem de var, hvad de <seg type="com" n="com312">virkede</seg>, hvorledes de beskue Tiden, og hvad de vilde nu udrette, hvis de hvilede paa Folket, det kunde jeg maaskee, det maatte jeg vel gjøre <pb type="edition" ed="VU" n="239"/>i en Række af historiske Samtaler, hvis jeg <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax39.jpg" n="231"/>saae, at Haabet glippede, men hvem seer ikke, at derved kom man i det Høieste til at føle <pb type="edition" ed="US" n="622"/>Savnet ligesaa dybt som jeg, istedenfor at faae det afhjulpet. At Historiens Aand, at <hi rend="spaced">Gud</hi> vilde skaffe Raad, hvis han saae, at Savnet skulde afhjelpes, det veed jeg godt, men naar jeg troer, Han alt har skaffet Raad, skulde det da ei bedrøve mig, at see det <seg type="com" n="com313">vanbrugt</seg>, om end Ansvaret for sligt et <seg type="com" n="com314">Vanbrug</seg> var tusinde Gange mindre, end det sikkerlig er!</p>
<p rend="firstIndent">Heller ikke mene Nogen, at min Beundring af <rs type="title" key="title1853">Hakon</rs> enten forleder mig til at <hi rend="spaced">canonisere</hi> dette Drama, som et fuldendt Mester-Stykke og ufravigeligt Mønster, eller til at miskjende <persName key="pe3">Oehs</persName> andre ypperlige Værker! Ingenlunde, jeg kunde vel, saa godt som nogen Anden end Digteren selv, see Mangler og Feil i <rs type="title" key="title1853">Hakon</rs>; men jeg vilde ligesaa gjerne paatage mig at sætte det manglende Vindue i <rs type="title" key="title307">Aladdins</rs> Slot, som den manglende Kant paa <rs type="title" key="title1853">Hakons</rs> Bautasteen. <seg type="com" n="com1009">Naar</seg> jeg skulde skrive en nordisk Tragoedie, da blev den i det Høieste en truffet Copie af <rs type="title" key="title1853">Hakon</rs>, men seer jeg ikke feil, da kunde den Aand der fremstillede <rs type="title" key="title1853">Hakon</rs>, fremstille, om det gjaldt, hundrede Helte, uden at de havde anden Lighed, end den <hi rend="spaced">Historien</hi> gav dem. Jeg seer ligeledes meget godt, at <rs type="title" key="title307">Aladdin</rs> er et Særsyn i vore Dage, der neppe kommer tit igjen, men jeg tør mene, at, historisk <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax40.jpg" n="232"/>betragtet, er det en <seg type="com" n="com913">forvindelig</seg> Skade, og paa det Eventyrlige, om ikke just saa genialsk behandlet, vil der blive godt Kjøb, naar <placeName key="fak482">Indiens</placeName> og <placeName key="fak224">Persiens</placeName> Aander ret komme til at gaae igjen paa den Frankfurter-Messe. Den ene <rs type="title" key="title307">Aladdin</rs> vi har, troer jeg ikke vi skulde sælge for hvad andre Folk kunde byde os, thi det historiske Slot skal jo bygges ved <persName key="pe414">Aladdins</persName> Lampe, men fik vi en til, kunde vi gjerne, naar de vilde betale anstændig, overlade den til vore Naboer, som, trods al Gridskhed, immer gribe feil ad det <hi rend="spaced">naturlige</hi> Eventyr. Saaledes kunde jeg blive ved at regne Alt det op af <persName key="pe3">Oeh.</persName> jeg sætter Priis paa, og vise at jeg hverken er ubekjendt dermed, eller miskjender det, fordi jeg først og sidst nævner <rs type="title" key="title1853">Hakon</rs>, men at jeg kommer først og sidst dertil, fordi et historisk Drama er det eneste Digt som taaler at fortsættes, ja, som kun i den bestandige Fortsættelse finder sin Slutning, saa man af det Slags kan aldrig faae for mange, men lettelig for faae.</p>
<p rend="firstIndent">O, gid da Fortsættelsen snart maatte følge! <persName key="pe1334">Peer Vegner</persName> og <seg type="com" n="com914">Tylvten</seg> kunde da rolig gaae hjem og lægge sig, eller, hvad der skulde fornøie mig, faae Øinene op, og see, at de gik i Taaget og fægtede i Blinde. <pb type="edition" ed="VU" n="240"/>Hvad der kunde blive imellem <persName key="pe3">Oeh.</persName> og <persName key="pe20">B.</persName> veed ikke jeg, men en offenlig Tvist blev det vist neppe. <persName key="pe20">Baggesens</persName> offenlige Ønske var da opfyldt saavelsom <pb type="text" ed="A" facs="1819_342_5_fax41.jpg" n="233"/>mit, og da kunde <pb type="edition" ed="US" n="623"/>hver med Lyst gaae til Sit: til sin beskikkede Syssel og Dont. Vel veed jeg, Ungdommen siger, at <persName key="pe20">Baggesen</persName> har ingen, men det kommer netop af, at Ungdommens Optugtelse, som den selv finder meget unødvendig, hører ret egenlig til hans Fag, thi hans Aand veed at gribe Øieblikket, og i en <hi rend="spaced">Haande-Vending</hi> er han uforlignelig. Man har meent: det var et formasteligt Ord af ham engang, at han vilde <hi rend="spaced">reenskrive</hi> <persName key="pe172">Holberg</persName>, men jeg tør troe, det ikke blot var et meget fornuftigt Ord, men at den <hi rend="spaced">Reenskrivning,</hi> naar <persName key="pe20">B.</persName> tog sig den <hi rend="spaced">ret</hi> for, vilde være den herligste Sjæle-Gave han kunde efterlade, og indløste paa <placeName key="fak14">Dannemarks</placeName> Vegne den Forskrivning <persName key="pe1334">Peer Vegner</persName> har givet <persName key="pe865">Hans Mikkelsens</persName> Aand, men som han ikke kan indfrie, om han saa kunde stjæle alle de Tanker <persName key="pe865"><hi rend="spaced">Hans</hi></persName> har havt og tiet med; thi man efterligner ikke en Aand ved at tage op, hvad den saae og lod ligge, men ved, <hi rend="spaced">med den</hi> at betragte og fremstille det <hi rend="spaced">Tilsvarende</hi> i sin Tid. <hi rend="romanType"><seg type="com" n="com33">Sat Sapienti</seg>,</hi> vist for meget for de Fleste, men et <seg type="com" n="com34">Smørrebrød</seg>, om ikke <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">for</lem><rdg wit="A">før</rdg><witDetail wit="A" n="0">tekstkritik afhandlet i ACCESS</witDetail></app>, saa dog til <persName key="pe1334">Peer Vegnere</persName>!</p>
<fw type="shortLine"/>
</div>
</body>
</text>
</TEI>
|