File size: 54,275 Bytes
f1e5b38 |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 |
<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><?xml-stylesheet type="text/xsl" href="https://prometheus.statsbiblioteket.dk/gvData/xslt/txtEditNumber.xsl"?><?xml-model type="application/relax-ng-compact-syntax" href="https://prometheus.statsbiblioteket.dk/gvData/rnc/txtRNC.rnc"?><TEI xmlns="http://www.tei-c.org/ns/1.0" xmlns:TEI="http://www.tei-c.org/ns/1.0" xml:lang="da" xml:space="preserve">
<teiHeader>
<fileDesc>
<titleStmt>
<title rend="part">Et Par Ord om Oldgrandskning</title>
<title rend="shortForm">Et Par Ord om Oldgrandskning</title>
<author>Nicolai Frederik Severin Grundtvig</author>
<editor role="philologist">Jon Tafdrup</editor>
<editor role="student2">Helene Drejer</editor>
<editor role="student1">Kirsten Vad</editor>
</titleStmt>
<editionStmt>
<edition>
<idno type="firstUpload">1.8</idno>
<idno type="content">1.8</idno>
<idno type="technic">1.8.1</idno>
</edition>
</editionStmt>
<extent>10 KB</extent>
<publicationStmt>
<availability status="restricted">
<p>© Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet</p>
</availability>
<publisher>Faculty of Arts, Aarhus University</publisher>
<distributor>Grundtvig Centeret, Vartov, København</distributor>
<date when="2016-05-01">www.grundtvigsværker.dk, version 1.8, 1. maj 2016</date>
</publicationStmt>
<seriesStmt>
<title>Danne-Virke 3</title>
<respStmt>
<name>Trykt på A. Schmidts Forlag</name>
<resp>hos Schiøtz & Mandra</resp>
</respStmt>
<idno>1817-07-01</idno>
</seriesStmt>
<notesStmt>
<note xml:id="thisFile" target="1817_312_8_txt.xml" type="txt">Læsetekst</note>
<note target="1817_312_8_com.xml" type="com">Punktkommentar</note>
<note target="1817_312_8_intro.xml" type="intro">Indledning</note>
<note target="1817_312_8_txr.xml" type="txr">Tekstredegørelse</note>
<note type="minusVar">Variant</note>
</notesStmt>
<sourceDesc>
<bibl>
<title type="part">Et Par Ord om Oldgrandskning</title>
<author>[forfatter]
<note>[evt.]</note>
</author>
<pubPlace>[sted]</pubPlace>
<publisher>[trykker]
<note>[evt.]</note>
</publisher>
<date>[år]</date>
</bibl>
<listWit xml:id="emendation">
<witness xml:id="A" n="312"><desc>Førstetrykket</desc><num>1817</num></witness>
</listWit>
<listWit xml:id="pageNumber">
<witness xml:id="US"><desc>Udvalgte Skrifter</desc>
<num>3</num></witness><!-- 512-524 -->
<witness xml:id="VU"><desc>Værker i Udvalg</desc>
<num>2</num></witness><!-- 208-220 -->
</listWit>
</sourceDesc>
</fileDesc>
<profileDesc>
<textClass>
<classCode scheme="http://grundtvigsværker.dk/genre.xml">
<term>prosa</term>
<term>artikler</term>
</classCode>
<keywords scheme="http://grundtvigsværker.dk/emneord.xml">
<term>historie</term>
<term>mytologi</term>
<term>nordisk</term>
<term>selvbiografi</term>
</keywords>
</textClass>
</profileDesc>
<encodingDesc>
<projectDesc>
<p>Grundtvig Centeret er oprettet den 1. januar 2009.</p>
<p>Grundtvig Centeret arbejder med:</p>
<p>1. En digital og kommenteret udgave af Grundtvigs værker</p>
<p>2. En forskningsindsats på de felter, hvor Grundtvig særligt markerede sig</p>
<p>2.a. Teologi og kirke</p>
<p>2.b. Demokrati og folkelighed</p>
<p>2.c. Pædagogik og folkeoplysning</p>
<p>3. Videnudveksling, undervisning og formidling</p>
</projectDesc>
<editorialDecl xml:id="comGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Retningslinjer for punktkommentarer til Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
<editorialDecl xml:id="introGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Retningslinjer for indledninger til Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
<editorialDecl xml:id="msGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Retningslinjer for transskribering af manuskripter til Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
<editorialDecl xml:id="refGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Retningslinjer for litteraturhenvisninger til Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
<editorialDecl xml:id="typoGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Retningslinjer for gengivelse af typografiske hierarkier i Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
<editorialDecl xml:id="txrGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Retningslinjer for tekstredegørelser til Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
<editorialDecl xml:id="txtGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Tekstkritiske retningslinjer for Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
<editorialDecl xml:id="xmlGuideLines.xml" n="1.0">
<p>Retningslinjer for XML-mærkning af Grundtvigs Værker</p>
</editorialDecl>
</encodingDesc>
<revisionDesc>
<change xml:id="JT" who="JT" when="2015-09-23">txt2tei</change>
<change xml:id="KV" who="KV" when="2015-09-24">1. koll. efter eks. 3.1 ex. 3 mag.. Inført fax nr.</change>
<change xml:id="HD" who="HD" when="2015-10-12">2. koll. Otto Møller-samlingen</change>
<change who="JT" when="2015-10-13">indført rettelser fra 2. kollation</change>
<change who="JT" when="2015-10-20">3. kollation efter GVs eks., tidligere Aarhusianer-Samfundet</change>
<change who="auto" when="2015-11-27">Autoopmærket af autotag.awk v09 KK 2013-11-28</change>
<change who="JT" when="2015-11-30">lemmatiseret</change>
<change who="TRA" when="2015-12-15">Indsat sidetal fra VU og US</change>
<change who="JT" when="2015-12-15">retur fra HY, 1. red., nye com fra 400</change>
<change when="2016-01-22" who="JT">til FLN</change>
<change who="JT" when="2016-02-02">retur fra FLN, nye com fra 500</change>
<change who="JT" when="2016-02-10">afsluttet. Afskibet til KN for 3. red.</change>
<change who="JT" when="2016-02-25">Indsat com600-603 efter 3. red, samt enkelte rettelser</change>
<change who="JT" when="2017-04-19">rettet seg-opmærkning omkring pb-element til milestone </change>
</revisionDesc>
</teiHeader>
<text type="txt">
<body>
<div type="[Tekst]">
<pb type="text" facs="1817_312_8_fax001.jpg" ed="A" subtype="column" n="167"/>
<pb ed="VU" type="edition" n="208"/>
<pb ed="US" type="edition" n="512"/>
<head rend="1">Et Par Ord om <seg type="com" n="com1">Oldgrandskning</seg>.</head>
<fw type="shortLine"/>
<p rend="firstIndent"><hi rend="romanType"><seg type="com" n="com2">Qvo semel est inbuta recens, servabit odorem Testa diu</seg>.</hi></p>
<fw type="shortLine"/>
<p rend="noIndent"><placeName key="fak24"><hi rend="initial">N</hi>ordens</placeName> <seg type="com" n="com3">Oldgrandskning</seg> var, hvad jeg engang <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">agtede</lem><rdg wit="A">ogtede</rdg><witDetail wit="A" n="4" rend="ft">forkert type<note corresp="US" n="512">agtede</note><note corresp="VU" n="208">agtede</note></witDetail></app>, saa godt som udelukkende, at opoffre min Kraft <pb type="text" facs="1817_312_8_fax002.jpg" ed="A" subtype="column" n="168"/>og mine Dage, siden kom der en Tid, da jeg troede aldrig meer at skulle befatte mig dermed, og atter staaer den for mig, som en Syssel, jeg vel ingenlunde agter at binde mig til, eller tabe mig i, men dog at sætte i <pb ed="US" type="edition" n="513"/>nøieste Forbindelse med min hele Virksomhed. Vil nogen mene, heri at finde Beviis paa Vankelmod og Vilderede, da skal det være ham saameget mere <seg type="com" n="com4">uformeent</seg>, som jeg selv tildeels finder deri nogen Lignende, finder det aldeles klart, at jeg i Førstningen ei selv vidste hvad jeg vilde, og at jeg, siden <hi rend="spaced">det</hi> blev mig klart, kun efterhaanden lærer at forstaae mig selv, min Villie og Virksomhed: Forholdet mellem mine stadige Hensigter, og de Midler der staae til min Tjeneste; mellem Mennesket og Historien, og mellem dennes Dele indbyrdes. Hvor kunde det <seg type="com" n="com200">og</seg> anderledes være! en sæl<pb ed="VU" type="edition" n="209"/>som Drift til at vandre med <seg type="com" n="com5">Fædrene</seg>, greb mig <seg type="com" n="com6">alt</seg> i Børneskoe, nysgierrig fulgde jeg <rs type="myth" key="myth456">Achil</rs> til <rs type="myth" key="myth643">Thetis</rs>, og <rs type="myth" key="myth1252">Æneas</rs> til <rs type="myth" key="myth156.a">Orcus</rs>, men et Smiil var Alt hvad her aflokkedes mig, som hist i de <seg type="com" n="com7">pudseerlige</seg> <seg type="com" n="com8">Hjul-Smøininger</seg> eller <rs type="title" key="title3888">Metamorphoser</rs>, aldrig fristedes jeg til at bestige det vindaabne <rs type="myth" key="myth60">Olymp</rs>: aldrig henreves jeg af <rs type="myth" key="myth428">Musernes</rs> klingre Stemmer, end sige af romerske <seg type="com" n="com9">Lirendreieres</seg> Spilopper, det staalblanke <rs type="myth" key="myth101">Valhal</rs> og <seg type="com" n="com501">guldtakde</seg> <rs type="myth" key="myth121">Gimle</rs> var Gienstand for min Længsel, og Skjaldenes dundrende Kvad klang sødt i mit Øre; <pb type="text" facs="1817_312_8_fax003.jpg" ed="A" subtype="column" n="169"/>som Skoledreng skrev jeg Udtog af Bogen <rs type="title" key="title23">om Odin</rs>, blæste ad <rs type="myth" key="myth223.a">Æolus</rs>, og holdt kun af <rs type="myth" key="myth221.a">Neptun</rs> for hans djærve <hi rend="romanType"><seg type="com" n="com11">qvos ego</seg>.</hi> Aldrig fattede jeg den Hemmelighed, at vi skulde giøre os en Ære af at løse de gamle Grækers og Romeres Skobaand, og opslikke Støvet under deres Fødder, det var mig som at kysse Pavens Tøffel; men ligesaa lidt faldt det mig ind at tygge Drøv paa nordiske Ord og Phraser; Commentarer ansaae jeg, ligesom siden Exegeser, kun for <seg type="com" n="com12">Konststykker</seg>, hvormed de Lærde vilde vise hvad de havde læst, og <seg type="com" n="com13">giøre Røgelse</seg> eller <seg type="com" n="com14">slaae Kneps</seg> for hinanden; kort sagt, Philologi, og Forstand paa hvad man læste, <seg type="com" n="com15">Oldgranskning</seg>, og Fortrolighed med Oldtiden, vare i mine Øine ligesaa fremmede for hinanden, som Philosophie, og <seg type="com" n="com16">rimelig</seg>, ordenlig Tænkning. Det hører ikke hid, hvad der meest var Skyld i dette Vilderede: jeg selv eller den Tid, hvori jeg opvoxde, og gierne tager jeg Broder-Parten paa mig, naar jeg tør troe, ei derved at forurette Tiden; men aabenbart er det, at vi passede kun lidet sammen, og at den ligesaalidt kunde vinde mig enten for sin <seg type="com" n="com17">Oldgrandskning</seg>, eller i det Hele for sin Videnskabelighed, som den formaaede at give mig Oplysning om hvad der giærede i mig, og hvorledes jeg skulde finde Udvei af det Vilderede, som omringede mig. Fritænkeriet var Alt hvad jeg af min Tid <pb type="text" facs="1817_312_8_fax004.jpg" ed="A" subtype="column" n="170"/>tilegnede mig, thi det stemmede med min aandige Selvraadighed, der, i Letsindig<pb ed="US" type="edition" n="514"/>hedens Aar, fandt det bekvemt, at befries for den eneste Myndighed jeg i Tankens Rige havde erkiendt: Guds uimodsigelige Ord; men til at ombytte <rs type="title" key="title788">Skriften</rs> med andre Bøger eller skrevne <seg type="com" n="com19">Collegier</seg>, var jeg aldrig taabelig nok, jeg holdt mig til det udtrykkelige Bud man gav mig overalt, og fulgde min Fornuft, ligesaavel naar den ophøiede sig over det tørre, kiedsommelige <seg type="com" n="com20">Tøi</seg> man kaldte Lærdom, den forskruede, vandede, langtrukne, følsomme Snak man kaldte Poesie, som naar den modsatte sig Troen paa <rs type="title" key="title788">Skriftens</rs> hemmelighedsfulde Sandhed. Hvad der vilde blevet af mig, hvis nogen paa mindste Maade havde, i mine <pb ed="VU" type="edition" n="210"/>academiske Aar, lagt Mærke til mig, eller dersom Lykken kun havde føiet mig saameget, som den føier de fleste <seg type="com" n="com21">letnemme</seg> Hoveder, saa jeg, da Candidat-Stemplet var trykt paa mig, kunde faaet Fodfæste i Hovedstaden og paa Skriver-Banen, Ting jeg dengang hæftig attraaede, det veed ikke jeg; men naar jeg af mine <seg type="com" n="com400">Prøve-Klude</seg> seer, at det var et forvirret Billede, af <persName key="pe172">Holberg</persName>, <persName key="pe562">Vessel</persName>, <persName key="pe20">Baggesen</persName>, <persName key="pe2476">Samsøe</persName>, <hi rend="spaced"><rs type="title" key="title348">Balders</rs></hi> Digter, <persName key="pe746">Snedorf</persName>, <rs type="title" key="title4335">Sigrids</rs> Forfatter, og — <hi rend="spaced"><rs type="title" key="title451">Skriftemaalets</rs>,</hi> der som Mønster svævede for mig, da seer jeg vel, at noget <pb type="text" facs="1817_312_8_fax005.jpg" ed="A" subtype="column" n="171"/>Godt var det ingenlunde blevet, og takker Gud, som frelste mig af Fristelse.</p>
<p rend="firstIndent">Ledsaget af <persName key="pe1">Sandvigs</persName> <rs type="title" key="title28">Edda</rs>, <persName key="pe350">Anders Vedels</persName> <rs type="title" key="title178">Saxo</rs>, <persName key="pe576">Peder Clausens</persName> <rs type="title" key="title576">Snorro</rs>, nogle Sagaer, <persName key="pe1321">Olavsens</persName> Bog om <rs type="title" key="title4336">Nordens Skjaldskab</rs>, <persName key="pe396">Arild Hvitfelds</persName> <rs type="title" key="title453">Krønike</rs>, de tre første Bind af <persName key="pe7">Suhms</persName> <rs type="title" key="title321">danske Historie</rs>, med hvad andet dansk historisk, jeg havde sammenplukket, og med den Smule Islandsk jeg, uden Veiledning, havde stavet mig til; med dette Huusgeraad, som jeg fornemmelig havde min venlige Stalbroder, den tidlig lærde, og tidlig fra Bogen <seg type="com" n="com22">forsatte</seg>, <persName key="pe398">P. N. Skougaard</persName>, at takke, begav jeg mig, som mig <seg type="com" n="com23">syndes</seg>, i Landflygtighed som Skolemester, og her, i landlig Eensomhed, uden Forbindelse med nogen, der kiendte eller elskede <placeName key="fak24">Nordens</placeName> Oldtid, giærede det i mig, til <seg type="com" n="com24">Sponsen</seg> af sig selv fløi op, og jeg blev Forfatter. Dog, naar jeg siger <hi rend="spaced">uden Forbindelse,</hi> da mener jeg kun personlig, thi længe kunde jeg ei udholde Afsondringen fra de udkommende Bøger, som, <seg type="com" n="com25">alt</seg> fra Drenge Aarene af, hørde til mit daglige Brød. <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV"><persName key="pe3">Oehlenschlägers</persName></lem><rdg wit="A">Oehlenslchägers</rdg><witDetail wit="A" n="21" rend="obt"/></app> <rs type="title" key="title3502">Poetiske Skrifter</rs> fandt hos mig et Øre, der var fortroeligt med nordiske Toner, og et Øie, der just nu begyndte at <seg type="com" n="com502">oplade</seg> sig for Christendommens Herlighed, og alle Livets store Gestalter, samt et Hjerte, hvis dybere Længsler, som ved et Tordenskrald, vare <pb type="text" facs="1817_312_8_fax006.jpg" ed="A" subtype="column" n="172"/>pludselig vaagnede; det var mig som et Underværk, <pb ed="US" type="edition" n="515"/>at de i Tiden længst hensovne Toner, og de i Hjerte-Dybet hviskende Længsler, kunde føre et saadant levende Sprog paa <placeName key="poet219">Dannemarks</placeName> Tungemaal, mange henslumrede Minder vaagnede, til <persName key="pe972">Shakspears</persName>, <persName key="pe29">Goethes</persName>, <persName key="pe35">Schillers</persName>, og <persName key="pe575">Ossians</persName> Harper havde jeg <seg type="com" n="com27">og</seg> i min Eensomhed lyttet, med <persName key="pe500">Fichte</persName>, <persName key="pe35">Schiller</persName> og <persName key="pe54">Schelling</persName> grundede jeg paa Livets Vilkaar, paa det Faste og Flygtige; hvad <persName key="pe18">Steffens</persName> fordum ei kunde bringe mig til at troe, men nødte mig dog til at huske, levede op i min Sjæl, og der skedte en Forvandling i mine Forestillinger og min hele <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">Tankegang</lem><rdg wit="A">Tangegang</rdg><witDetail wit="A" n="12" rend="ft">sætterfejl g for k, længere ned i teksten står Tungebaand, evt. afsmitning fra g'et der<note corresp="US" n="515">Tankegang</note><note corresp="VU" n="210">Tankegang</note></witDetail></app>, som jeg selv først ret mærkede, da jeg atter greb <pb ed="VU" type="edition" n="211"/>den enstund henlagde Pen, for, efter min gamle Sædvane, at <seg type="com" n="com29">giøre mig selv Rede for</seg>, hvad jeg troede og tænkde om det der i mine Øine var vigtigt og stort. Hvorledes jeg nu betragtede <placeName key="fak24">Norden</placeName>, det fik man at høre, thi nu var mit Tungebaand løst, fordum havde jeg mangengang afskrækket mig selv fra Skriver Banen med det Samvittigheds-Spørgsmaal: har du noget at sige, som man ikke kan læse i hveranden Bog? men nu syndes mig jeg turde svare Ja, og uden videre Betænkning, skrev jeg, som jeg kunde bedst, og lod det saa løbe.</p>
<p rend="firstIndent">Dog, jeg vil afbryde, thi jeg veed vel, hvor let man kan forføres til at lade Munden løbe, naar <pb type="text" facs="1817_312_8_fax007.jpg" ed="A" subtype="column" n="173"/>Talen er om hvad der stedse maa være os selv kiært at ihukomme, men let kan falde Læseren kiedsommeligt. En kort og tro <seg type="com" n="com30">Udsigt</seg> over mit tidligere Forhold til gamle <placeName key="fak24">Nord</placeName> og boglig Konst, mener jeg derimod kan være mine bedre Læsere velkommen, og er vel nødvendig, for at kunne sætte sig ind i min Stilling, da jeg fremtraadte som <seg type="com" n="com31">Oldgrandsker</seg>. Man seer nu let, det havde stedse, mig selv ubevidst, været en poetisk, eller, om man vil, grundhistorisk Kiærlighed, som bandt mig til <placeName key="fak24">Nordens</placeName> Oldtid, meget havde jeg læst, og tænkde gierne over Alt, men paa sædvanlig Viis havde jeg Intet studeret, vidste ikke engang ret, hvorledes man dermed bar sig ad, og maatte altsaa, om jeg vilde meer end Moerskab, bane mig en egen Vei. Vel veed jeg, at man hertillands har villet giøre alt mit Arbeide med Oldsagerne til Galskab, og jeg kan godt begribe hvorfor; thi deels gik jeg ikke i det gamle <seg type="com" n="com503">Traad</seg>, deels laae der hos mig en poetisk og historisk Anskuelse til Grund, som det var langt nemmere at haane end dele, og endelig gebærdede jeg mig stundum lidt galt, som om <seg type="com" n="com32">al Verden hængde i et islandsk Kalveskind</seg>; men den overordenlige Opmærksomhed Mænd med Følelse for Oldtiden, som <persName key="pe2">Nyerup</persName>, <persName key="pe373">Gräter</persName>, og <seg type="com" n="com403">min gamle <hi rend="spaced">mathematiske</hi> Ven</seg>, skiænkede de <pb ed="US" type="edition" n="516"/>allerførste, flygtige Ord jeg lod høre, turde vel ene være Bor<pb type="text" facs="1817_312_8_fax008.jpg" ed="A" subtype="column" n="174"/>gen for, at jeg ikke uden Kald betraadte den Bane. At jeg <seg type="com" n="com34">med et Aandepust</seg> <seg type="com" n="com35">henveirede</seg> alle Indvendinger mod den nordiske Mythologies Ægthed, ved at vise Sporene af en fast, sammenhængende Bygning, og en gradviis Udvikling, at jeg satte <rs type="title" key="title144">Voluspa</rs> og <rs type="title" key="title122">den prosaiske Edda</rs>, hver paa sin Plads, hvor man skal lade dem staae, det tør jeg sige, det erkiendes, saavidt jeg hører, ogsaa efterhaanden, det var et vigtigt Skridt til sund <seg type="com" n="com36">Oldgrandskning</seg>, og det er mig ikke bekiendt, at nogen siden er kommet videre; <pb ed="VU" type="edition" n="212"/>altsaa tør jeg vel tale med, især da det ingenlunde er nogen Lovtale over min Fremgangs-Maade jeg vil holde.</p>
<p rend="firstIndent">Nødvendigt var det, at jeg med det Øie og den Udvikling jeg havde faaet, maatte først betragte <seg type="com" n="com404">Eddaerne</seg> aldeles for sig selv, i deres eget Lys, og stræbe at finde Sammenhængen i deres Indhold, uden at spørge, enten hvor det var kommet fra, eller hvorvidt vi havde <seg type="com" n="com37">Sagn</seg> for, at Nordboen i noget Tidsrum havde dette Syn; thi dette Sidste var umiddelbar vist, da Sangene fandtes paa <placeName key="fak24">Nordens</placeName> Tungemaal, og det Første var det for tidligt at spørge om, thi naar Spørgsmaalet skulde have noget Værd, <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">maatte</lem><rdg wit="A">maatre</rdg><witDetail wit="A" n="24" rend="ft">forkert type</witDetail></app> det giælde <hi rend="spaced">Bygningen selv,</hi> ikke enkelte Stene, der kan findes og passe i saare forskiellige Bygninger. Ganske rigtigt var det da, at <pb type="text" facs="1817_312_8_fax009.jpg" ed="A" subtype="column" n="175"/>jeg, efter omtrent at have lært <rs type="title" key="title121">Edda</rs> udenad, gav en <seg type="com" n="com39">Udsigt over Indholden</seg>, og den Sammenhæng jeg deels saae, deels skimtede, thi det var en nødvendig Indledning til nordisk <seg type="com" n="com40">Oldgranskning</seg>, som jeg havde savnet, og som man vilde takket mig for, hvis man havde havt Forstand paa Sligt. At der hist og her, særdeles i Stykket <hi rend="spaced"><rs type="title" key="title2">om Asalæren</rs>,</hi> Frugten af en Begeistring, der ei er hverdags, fandtes lidt Sværmerie, burde ikke have undret eller stødt nogen, da det Hele jo aabenbar var et Skjaldekvad i fortløbende Rhytmus: og Bogen om <rs type="title" key="title76">Nordens Mythologie</rs> er, paa enkelte Udbrud nær, skrevet saa ædrue og betænksom, som man burde ønske; thi uden Liv og Varme <seg type="com" n="com504">sluddrer</seg> man kun om Poesie og Myther, og af vilkaarlige Forbindelser og Giætninger finder man ti i de tørreste Bøger om Sligt, for een i denne. Mangel paa Øie for Poesie og Historie var da Grunden til, at min Bog ikke i <placeName key="poet219">Dannemark</placeName> blev ændset og benyttet, men at den ikke blev forbedret og fortsat, det er vel paa en Maade min Skyld. Rigtig nok kunde jeg mod Tiden godt undskylde mig med den Mangel paa Opmuntring, der stedse var min Lod, med <seg type="com" n="com44">Skolemesterskabet</seg>, som jeg igien maatte gribe til, for at have det daglige Brød, og med andet Sligt, men slige Undskyldninger antager jeg allermindst hos mig <pb type="text" facs="1817_312_8_fax010.jpg" ed="A" subtype="column" n="176"/>selv for <pb ed="US" type="edition" n="517"/>gyldige, thi de undskylde mig ikke for mig selv, og til Proces med Tiden har jeg Anledning nok, uden at drage min ringe Person med i Spillet. Det er da ganske rigtigt, at der var en Skrue løs, vel ikke, <hi rend="spaced">som man siger,</hi> i min Hjerne, men dog i min <seg type="com" n="com46">Oldgranskning</seg>, <hi rend="spaced">den</hi> Skrue nemlig, som skulde forbundet <rs type="title" key="title121">Edda</rs> med Historien, Total-Anskuelsen med <seg type="com" n="com47">billig</seg> Vurdering ogsaa af det Udvendige og Underordnede, ja, i Grunden den Skrue, der skulde fæstet Anskuelsen paa sin rette Plads, som et <seg type="com" n="com505">Dør-Malerie</seg>, der, langt fra at giøre Vandringen overflødig, netop skulde <pb ed="VU" type="edition" n="213"/>indbyde og indvie til den. Som et saadant udstillede jeg den vel, men kun løselig, med ikke saa liden Misviisning, og, hvad der var det værste, jeg lod det selv dermed beroe, og agtede kun at lade Beskuelsen giennemtrænge <seg type="com" n="com48">Kæmpelivet</seg>, i en fri Bearbeidelse af <placeName key="fak24">Nordens</placeName> Oldsagn. Saare begribeligt er det, at jeg, begeistret for de store, levende Gestalter, som kraftig giennem Sang og Daad kundgjorde deres Aand og <seg type="com" n="com506">Rørelse</seg>, ingen Priis satte paa smuldrede Leerpotter, rustne Klinger og sagnløse Runestene, og følde slet ingen Trang til deres Vidnesbyrd; ligesaa begribeligt, at jeg ringeagtede de senere Tilsætninger, hvormed <seg type="com" n="com600">Fædrenes</seg> Mythologie var <seg type="com" n="com405">vanhældet</seg> og fordærvet, samt de senere Skjaldes <seg type="com" n="com49">Konst-Vers</seg>, der kun ere <seg type="com" n="com50">udstafferede</seg> <pb type="text" facs="1817_312_8_fax011.jpg" ed="A" subtype="column" n="177"/>Liig-Kister for Oldtidens Poesie; heller ikke havde <placeName key="fak24">Nordens</placeName> <seg type="com" n="com51">Oldgranskere</seg> havt Ret til at kives med mig, fordi jeg kun <seg type="com" n="com52">uddannede</seg> en Beskuelse, der lettede dem deres Arbeide, uden <!--<seg type="com" n="com406">-->jo<!--</seg>--> at binde deres Hænder; men derfor tog jeg dog ikke mindre Feil, og bidrog til at nære netop det nittende Aarhundredes Skiødesynd, som er, at tage sig alting let, og nøies med en <seg type="com" n="com53">elektrisk Billed-Skygge</seg>, der svæver let over sin Gienstand, og synes at skiænke levende Anskuelse af Aanden i det Hele, uden at man behøver med stadig Flid og alvorlig Granskning at prøve og luttre Beskuelsen, og i klar Erkiendelse bemægtige sig Gienstanden i sin Aand. <seg type="com" n="com54">Vel</seg> var det da, at Omstændighederne slet ikke føiede mig, godt at jeg nødtes til, som Lærer i Historien, at vende Øiet fra en Punkt, der i langvarig Besiddelse af min Forkiærlighed, saare let, hvis min Forfængelighed havde fundet sig smigret, kunde fængslet Blikket, og givet min hele Virksomhed en skiæv og indskrænket Retning, der sikkert havde smittet i en Tid, da det efterhaanden bliver almindeligt, at gribe efter <hi rend="spaced"><seg type="com" n="com55">Land-Vætterne</seg>,</hi> og giøre Røgelse paa deres Altre.</p>
<p rend="firstIndent">Inderlig grebet af Overbeviisningen om, hvor forfængelig al Stræben, efter at vække aandig Sands, dog i Grunden var, naar Tiden beholdt sit vantroe Hjerte, med den levende Indsigt, at <pb ed="US" type="edition" n="518"/><rs type="myth" key="myth348">Valgrind</rs>, <pb type="text" facs="1817_312_8_fax012.jpg" ed="A" subtype="column" n="178"/>hvorigiennem jeg havde seet en Indgang til Historiens Tempel og til Syn af Alter-Tavlen, <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">omkrandset</lem><rdg wit="A">omkrandsel</rdg><witDetail wit="A" n="2" rend="ft">forkert type</witDetail></app> af <seg type="com" n="com202">vidnesføre</seg> Kiærminder, at den dog snarere førde ind i Eventyrets <seg type="com" n="com58">Drømme-Hald</seg>, og at <placeName key="fak24">Nordens</placeName> <hi rend="spaced"><rs type="myth" key="myth64">Saga</rs></hi> saalidt som nogen, kunde <seg type="com" n="com507">til Gavns</seg> forbinde Historie og Eventyr; med dette Syn og med inderlig Bekymring for min egen og Næstens Salighed, ombyttede jeg Runestav med Præstepen, og hvorledes kunde jeg da have i Sinde, nogentid igien at sysle med <placeName key="fak24">Nordens</placeName> Oldsagn, som jeg vel var langt <pb ed="VU" type="edition" n="214"/>fra at foragte, men fandt, rettelig, burde henligge, til <rs type="bible" key="Luk 10,42" rend="allusion">det ene Nødvendige</rs> var fuldbragt, og Tiden, atter indtraadt i hellige Fodspor, kunde rolig og klarøiet betragte <seg type="com" n="com60">Hedenhøs</seg>!</p>
<p rend="firstIndent"><seg type="com" n="com61">End</seg> er jeg uforandret af samme Overbeviisning, og stedse maa jeg gientage det, vender <hi rend="spaced">gammeldags Christendom</hi> ikke tilbage, da er alt videnskabeligt Arbeide ligesaa <seg type="com" n="com63">forloret</seg> for Slægten, som det aabenbar er <seg type="com" n="com64">saa</seg> for den Enkelte; men Christendom skal komme igien, hvor det saa bliver; hvor det end bliver, vil intet foreløbigt Arbeide i dens Aand være forgiæves, og <rs type="bible" rend="allusion" key="Joh 14,17">dens Aand er Historiens og al Sandheds Aand</rs>. Det er da ogsaa, mener jeg, meget begribeligt, at jeg, efter at have prædiket for døve Øren, heller end Intet at giøre, atter giæstede <placeName key="fak24">Nordens</placeName> Oldtid, hvor jeg var kiendt, <pb type="text" facs="1817_312_8_fax013.jpg" ed="A" subtype="column" n="179"/>og nu kunde betragte Alt med et langt mere roligt og upartisk Øie, og daglig har jeg bedre lært at indsee, baade hvor historisk vigtigt det er, at <seg type="com" n="com65">Oldgrandskningen</seg> drives med Forstand og Iver, og hvilket stort Udbytte <placeName key="fak24">Nordens</placeName> Oldtid kan give. Tredie Gang er jeg da nu kommet did, første Gang var det blind Natur-Drift, anden Gang et Skjalde-Syn, og nu er det Historien som drager mig, atter staaer jeg for Mythologien, om hvilken jeg i otte Aar ei talde, uden stundum i flygtige Vink, og det er da neppe overflødigt med et Par Ord at sige, hvorledes jeg <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">nu</lem><rdg wit="A">nn</rdg><witDetail wit="A" n="12" rend="ot"/></app> betragter <seg type="com" n="com65">Oldgrandskning</seg> i Almindelighed og den nordiske i Særdeleshed.</p>
<p rend="firstIndent"><seg type="com" n="com65">Oldgrandskningen</seg> er i et vist Tidsrum Historiens Forløber, og da nu hint Tidsrum stedse er Folkenes første, fristes man let til at ansee den for Historiens Grundvold, <rs type="bible" key="Matt 7,24-27" rend="reference">men staaer da ogsaa Fare for, at bygge et Huus paa Sand, som undergraves af det første Vandskyl, og styrter i den første Blæst</rs>. En stor Vildfarelse var det da tilvisse, at man først vilde være i det Rene med Folkenes Mythologie og øvrige Oldsagn, før man tog fat paa deres nyere, sikkre Historie, og her, som paa saa mange Punkter, sporer man Engellændernes skarpe Syn, uden dog at kunne rose Benyttel<pb ed="US" type="edition" n="519"/>sen deraf. Deri feilede <persName key="pe880">Schløzer</persName> og hvo ham fulgde, ingenlunde, at han er<pb type="text" facs="1817_312_8_fax014.jpg" ed="A" subtype="column" n="180"/>klærede al Sagn-Historie for usikker, og den Umage for spildt, man anvendte paa at faae den gjort lidt mere rimelig, thi han havde meget Ret i, at den derved ei blev det mindste tilforladeligere; men deri feilede han <seg type="com" n="com69">storlig</seg>, at han forkastede den som ingen Ting, thi derved vurderede han Noget, hvis Værdie han selv tilstod var ham aldeles ubekiendt, og som han altsaa skulde ladet <hi rend="spaced">staae ved sit Værd.</hi> Mindre Skarpsindighed, men dybere Følelse viiste <pb ed="VU" type="edition" n="215"/><persName key="pe991">Schønning</persName> og <persName key="pe7">Suhm</persName>, ved at opoffre næsten deres hele Liv til Undersøgelser over Sagn, hvis Værd og Vigtighed de ansaae for afgjort, uagtet de ikke kunde nægte at Handteringen var en Famlen i Mørke. Havde de, uden at opgive deres Yndest for vore Oldsagn, kunnet agte paa <persName key="pe880">Schløzers</persName> og <persName key="pe899">Ihres</persName> Indvendinger, da vilde deres Flid, og <persName key="pe7">Suhms</persName> <seg type="com" n="com70">Rundhed</seg>, bragt et kongeligt Værk istand, thi da vilde vi havt den hele sikkre Historie udførlig giennemgaaet, og det Vigtigste af hvad der hører til <seg type="com" n="com71">Oldgrandskningen</seg> samlet og udgivet; vi maae være <seg type="com" n="com72">billige</seg> nok til at indsee, at Sligt, efter Tidens og Deres Vilkaar, var umueligt, og vi maae <seg type="com" n="com601">vide dem Tak</seg>, fordi de, ved deres, i Øvrigt kun lidet nyttige, Travlhed i Old-<rs type="myth" key="myth64">Sagas</rs> <seg type="com" n="com73">Hald</seg>, holdt Dørren aaben, som ellers sikkert var smækket til og kanskee gaaet i Baglaas; men vi maae ikke saaledes træde i deres Fodspor, at <pb type="text" facs="1817_312_8_fax015.jpg" ed="A" subtype="column" n="181"/>vi mene, der er noget vundet ved at danne os en Hypothes, <seg type="comStart" n="com408"/>som en Seng, hvori Alt skal passe, enten det saa derfor maa <seg type="com" n="com74">skarres eller snuppes</seg><seg type="comEnd" n="com408"/>. Vi skal indsee, at vel maa det være Alle <seg type="com" n="com75">uformeent</seg>, at giætte om sagnenes Betydning og Sammenhæng, men at slige Giætninger, om de saa bugne og briste af Lærdom, slet intet afgiøre, men ere enten Skjaldeblik, eller Slag i Luften, disse leer man af, og hine skriver man bag Øret, men <seg type="com" n="com203">Vidskabs</seg> Fordring er Vished, og ikke det mindste er her at <seg type="com" n="com78">afprutte</seg>. Er Vished umulig, nu vel, saa har <persName key="pe880">Schløzer</persName> Ret, og <seg type="com" n="com79">om ikke Pokker, saa dog Skjalden i Vold med alle Oldsagn</seg>! <hi rend="spaced"><seg type="com" n="com508">Penne-Strøget</seg></hi> giøre da Skiel mellem <seg type="com" n="com80">Fabel-Riget</seg> og Historiens <hi rend="spaced">Forgaard,</hi> og <hi rend="spaced">Bogtrykker-Pressen</hi> være den snevre Indgang i Helligdommen! thi <seg type="com" n="com81">een Fugl i <hi rend="spaced">Haanden</hi> er bedre end ti i Luften</seg>! Men vi har seet, <persName key="pe880">Schløzer</persName> kan ikke have Ret, thi hans Formodning om Umueligheden af at vinde Vished i <seg type="com" n="com82">Oldgrandskningen</seg>, udgiver sig enten for Vished, og ophæver sig derved selv, eller for en Giætning, og den skal vi prøve, men <pb ed="US" type="edition" n="520"/>kan ikke prøve den, uden ved fortsat <seg type="com" n="com83">Oldgranskning</seg>, om hvis <seg type="com" n="com410">Forfængelighed</seg> kun det sidste Menneske, <hi rend="spaced">fra <seg type="com" n="com204">denne Side</seg>,</hi> kunde være gyldig Dommer. Skulde vi altsaa have Ret til at opgive <seg type="com" n="com84">Oldgranskningen</seg>, da <pb type="text" facs="1817_312_8_fax016.jpg" ed="A" subtype="column" n="182"/>maatte det være, fordi vi kunde indsee, at, selv naar den lykkedes, var Vindingen ubetydelig i Forhold til Umagen den havde kostet; men nu kan vi netop indsee det modsatte, thi lykkes <seg type="com" n="com84">Oldgrandskningen</seg>, da løser den videnskabelig de store Spørgsmaal om <hi rend="spaced">Folkenes Oprindelse, Udvikling</hi> <pb ed="VU" type="edition" n="216"/>og <hi rend="spaced">indbyrdes Forhold,</hi> Spørgsmaal, der paa det nøieste hænge sammen med de vigtigste vi kan giøre, og hvis videnskabelige Besvarelse usvigelig forjætter Historien et Alt omskinnende Lys: <app type="corrNote" select="no"><lem wit="GV">Menneske-Slægtens</lem><rdg wit="A">Menneske-Slægten</rdg><witDetail wit="A" n="10" rend="mt">mangler der et genetiv-s, eller kan det forstås? VU og US retter ikke. Auken citerer passagen og retter til genetiv (med note). Hvis der ikke rettes, så må 'forjætte' være verbet i sætningen, således, at der står: "den videnskabelige Besvarelse forjætter Menneskeslægten Forstand paa sig selv". Og går det? Ifølge FLN går det fint, som vi også syntes på udg.mødet. Skal ikke rettes<note corresp="US" n="520">Menneske-Slægten</note><note corresp="VU" n="216">Menneske-Slægten</note></witDetail></app> Forstand paa sig selv.</p>
<p rend="firstIndent">Det er da klart, at <seg type="com" n="com84">Oldgranskningen</seg> skal drives med Flid og Iver, og langt fra at ville indknibe dens Grændser, skal vi kun lade den udvide dem, selv over <seg type="com" n="com509">Penne-Strøget</seg>, og ind paa Kirke-Gaarden; sine naturlige Grændser kan den ikke overskride, og vi have da Sikkerhed nok, thi kun det er sikkert, som kan sikkre sig selv, og hvad der ikke tør møde enhver Tvivl, er i Grunden usikkert. Men, er det da ikke umueligt, ved Slingren mellem Hypotheser, Lettroenhed og Tvivle-Syge, at komme til nogen Vished? Jo, hvad andet! men derfor skal vi begynde <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">med</lem><rdg wit="A">men</rdg><witDetail wit="A" n="23" rend="ft">dittografi, hvor 'men' gentages i stedet for 'med'<note corresp="VU" n="216">med</note><note corresp="US" n="520">med</note></witDetail></app> hvad der er vist, begynde ikke bag men for fra, begynde med det nærværende, og med det Tidsrum vi har paa Prent, der skal vi slaae Leir, og saa indtage de forrige Aarhundreder Stykke for Stykke, <pb type="text" facs="1817_312_8_fax017.jpg" ed="A" subtype="column" n="183"/>uden at skye nogen Kamp, da det stedse er os som vinde, naar vi følge Sandhed. Historien er et <seg type="com" n="com87">Seierværk</seg>, der <seg type="com" n="com88">vel</seg> viser baade hvad Klokken er slaaet, og hvad den skal slaae, men dog langt sikkrere og bestemtere Hint end dette, thi saasnart vi drage i <seg type="com" n="com89">Strængen</seg>, <seg type="com" n="com90"><hi rend="spaced">repeterer</hi></seg> det; Nytiden maae vi kunne lære at forstaae, thi den kan vi undersøge Blad for Blad, og naar vi dermed ere færdige, staaer den nødvendig for os som en stor <hi rend="spaced">Følge,</hi> der selv siger, <hi rend="spaced">hvoraf</hi> den <seg type="com" n="com510">ene</seg> kunde følge, og giver os derved Omridset af det forrige Tidsrum, ved hvis Hjelp vi maae kunde fælde en <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">sikker</lem><rdg wit="A">fikker</rdg><witDetail rend="ft" n="12" wit="A">forkert type</witDetail></app> Dom over, hvad der kalder sig dets Historie, og forsvare den mod alle Indvendinger, ved at vise den nødvendige Sammenhæng. Saaledes forstærkede gaae vi da videre, stedse blive vore Strids-Kræfter større, og Erobringen lettere, og naar vi da endelig, med Historiens samlede Magt, komme til Oldtiden, da har det ingen Nød med at fare vild, eller <seg type="com" n="com511">drives af Marken</seg>, vi have da saaledes giennemsmagt Flodens Vand, at vi ei kan tage Feil af dens Væld, hvor <pb ed="US" type="edition" n="521"/>det findes, og findes maa det der, hvor Floden kom fra. Man vil sige, det er en lang Reise, men <seg type="com" n="com92">frem og tilbage er dog lige langt</seg>, og har den ikke været Slægten for lang at giøre, bør den ei heller være os <pb type="text" facs="1817_312_8_fax018.jpg" ed="A" subtype="column" n="184"/>for lang at eftergiøre paa Kortet, og det er dog sagtens den Umage værd, at faae at vide, <seg type="com" n="com93">hveden</seg> vi kom, og hvor vi skal hen, thi <hi rend="spaced">hjem</hi> skal vi bestemt.</p>
<p rend="firstIndent">Uagtet nu her, hvor faa Ord skal sige meget, er Anledning til mange Tvivl og Spørgsmaal, saa mener jeg dog, saameget er klart nok, at naar <pb ed="VU" type="edition" n="217"/>man skal slutte sig til noget Ubekiendt, maa man begynde, ikke med det, men med noget aldeles vist; naar man vil skielne i Mørke, maa man have Lys med sig, eller ogsaa et Øie paa hver Finger, det vil sige: en meget fiin Følelse, som aldrig faaes, uden ved længe at handtere lignende Ting. Skjaldens Fortrin er det vel i hver Alder at have et Slags Lys med sig, hvor han gaaer, fordi han, saa at sige, kan <seg type="com" n="com512">slaae Ild</seg> af sine Øine, og, uden ham til <seg type="com" n="com602">Forløber</seg>, skal man nok bare sig for at komme paa det rette Spor til nogen Egn i Aandens Rige, uden at have ham til Speider, <seg type="com" n="com94">vist</seg> <seg type="com" n="com95">løbe Panden imod Væggen og en Staver i Livet</seg>, <seg type="com" n="com96">vist</seg>, uden at faae Fingrene elektriserede af hans Øie-Gnister, hytte sig for at <seg type="com" n="com513">faae Fingre paa</seg> Aander, men det er dog stedse en egen Sag med Skjalden, thi han <seg type="com" n="com514">staaer, fremforalt nutildags, næsten altid <hi rend="spaced">selv</hi> i sit eget Lys</seg>, og det giør ikke Gavn paa Synet, saa det maa følges med særdeles Varsomhed. Selv kunde han bedst advare os, naar han vilde, thi han har <pb type="text" facs="1817_312_8_fax019.jpg" ed="A" subtype="column" n="185"/>det nu ikke saa hedt, at han <seg type="com" n="com99">jo</seg> godt kan <seg type="com" n="com301">holde Bog</seg> med sig selv, og holde sig til Bogen, og hvor Skjaldene nuomstunder ikke vil det, faaer det med Videnskabelighed neppe stort at betyde, thi der blive de Lygtemænd, som <seg type="com" n="com101">trække Rus med</seg> Historien og sige <seg type="com" n="com102">Vidskab</seg> Godnat. Bedre Ting vil vi imidlertid formode, og lægge <seg type="com" n="com302">vel</seg> Mærke til, at i al Fald er den Flid kastet ud af Vinduet, som upoetiske Hoveder anvende til paa egen Haand at hitte Rede i Oldsagerne, ligesom paa den anden Side Skjalden misbruger sit Syn, naar han stræber at vække Ringeagt for, eller Leede til noget Arbeide, hvorved Ovnen bygges, som Synet skal smeltes og luttres i. Nødvendig maa selv den mest betænksomme Skjald lee eller skiænde, naar man vil fange Fugle som Fluer, naar man leder <seg type="com" n="com106">om</seg> Oldtidens Aand med Hakke og Spade, og vil behandle Historiens Gravkamre som <seg type="com" n="com107">Høienes</seg>, men han skal indsee, at ingen historisk Levning er ubetydelig, at et enkelt Ord og en mosgroet Steen maaskee kan foranledige et Syn, der er mere værd end hans, eller tjene forunderlig til at stadfæste, rense og fuldende det.</p>
<p rend="firstIndent"><pb ed="US" type="edition" n="522"/>Dette giælder da om nordisk, som om al <seg type="com" n="com108">Oldgranskning</seg>, samle, og, saavidt mueligt, for Alles Øine udstille, skal man alle Fortidens Levninger, hvor det skeer med Iver, vil nok findes Øine med <pb type="text" facs="1817_312_8_fax020.jpg" ed="A" subtype="column" n="186"/>aandigt <seg type="com" n="com109">Kiæde-Syn</seg>, paa Indvendinger skal man kun ikke spare for Øinenes Skyld, thi due de noget, da skiærpe de Synet, og due de ikke, da vække de Latter, men for Tidens Skyld skulde man ingen Indvending giøre, uden som Fuldmægtig for virkelige Oldsager, og for Sagens Skyld, ligesaalidt indbilde sig at et Syn, der ei løser Alt, løser Intet, <pb ed="VU" type="edition" n="218"/>som at det der løser meget, maa, naar man kun vender og dreier med Flid, løse Alt.</p>
<p rend="firstIndent">Kaste vi nu Øiet paa <placeName key="fak24">Nordens</placeName> Oldtid, og Bestræbelserne for at opklare den, da møder os først det glædelige Syn, at vi har en Oldtid, som er værd at see og tænke paa, og som har noget at betyde. Paa Æren kommer det her ikke an, men Skammen vilde være uudslettelig, hvis vi, som ene mellem alle de europæiske Folk, der nu ere oppe, have en Mythologie og indholdsrige <seg type="com" n="com110">Frasagn</seg> om <seg type="com" n="com111">Hedenhøs</seg>, hvis vi vilde være dovne og ligegyldige nok til at <rs type="bible" subtype="bibleStart" key="Matt 6,19" rend="reference" n="bible1"/>lade Møl fortære det kostbare <seg type="com" n="com112">Liggendefæ</seg><rs type="bible" subtype="bibleEnd" key="Matt 6,19" rend="reference" n="bible1"/>, lade smuldre mellem Hænderne, hvad Fædrene under alle Omskiftelser giemde troelig i Hjertet! Vore Oldsagn, det er uigiendriveligt, have en uberegnelig Vigtighed for Historien, og altsaa for alle de Folkefærd, som tage levende Deel i den, de bevise at <placeName key="fak24">Norden</placeName> er det inderste <seg type="com" n="com515">Giemme</seg> i <rs type="myth" key="myth64">Sagas</rs> Drag-Kiste, og at hint gamle Sagn har Ret, som lader <pb type="text" facs="1817_312_8_fax021.jpg" ed="A" subtype="column" n="187"/><rs type="myth" key="myth1229">Chronos</rs> skjule sine Skatte i <placeName key="fak24">Norden</placeName>. Det er slet ikke at takke os for, at vi have sat mere Priis paa indenlandsk <seg type="com" n="com113">Oldgranskning</seg> end de andre Folk, men det er en Skam, at vi ikke have gjort langt mere til dens Tarv, end vi har. Islændere, Sagahøiens <seg type="com" n="com114">underlige</seg> <rs type="myth" key="myth379">Drauger</rs>, var det hidtil næsten ene, som arbeidede, og de forstaae bedre at giemme end at oplukke, selv <persName key="pe385">Arne</persName> kunde, som det synes, ei afsee noget mens han levede, og skiøndt han, saa at sige, testamenterede Publikum Skatten, synes det, efter Skiebnens Dom, kun at have været <hi rend="romanType">pro forma,</hi> thi man veed hvilken <hi rend="spaced"><seg type="com" n="com516">Hage</seg></hi> der stedse har været <hi rend="spaced">ved Udgivelsen</hi> af hans Efterladenskab, en <seg type="com" n="com516">Hage</seg>, der ei alene forsinkede samme, men trak det Givne atter tilbage, som om Aanden angrede <seg type="com" n="com115">Testamentet</seg> og stræbde at tilintetgiøre dets Virkning. Naar vi saaledes giennemløbe Rækken af de udgivne Oldsager, da finde vi den ikke alene gruelig kort i <seg type="comStart" n="com116"/>Lig<pb ed="US" type="edition" n="523"/>ning<seg type="comEnd" n="com116"/> med Aarenes lange, og fattig med Hensyn paa Rigdommen, men vi finde <seg type="com" n="com117">og</seg> meget, som ei findes i vore Boglader, skiøndt det er <seg type="com" n="com517">intet mindre end opkiøbt</seg>: det er sunket i Jorden til <persName key="pe385">Arne</persName>. Dog, jeg vil ikke her tale om den oplyste Slægt, der i alle Maader <seg type="com" n="com518">ristede sin Spege-Pølse paa Fædrenes Adels-Brev</seg>, jeg vil ikke tale om, hvorledes man i <placeName key="fak359">Stokholm</placeName> og <placeName key="fak193">Berlin</placeName> endnu giør os i <placeName key="poet396">Axelstad</placeName> til<pb type="text" facs="1817_312_8_fax022.jpg" ed="A" subtype="column" n="188"/>skamme, ei heller om den <seg type="com" n="com519">forlorne</seg> Møie man har gjort sig med, at bortforklare Aanden af Ordet, og oplyse Tusmørket med tomme Lygter <pb ed="VU" type="edition" n="219"/>og med slukde Brande. Det var <seg type="com" n="com119">en Vindtid og Vandtid, en Snuetid og Stærtid</seg>, da Aandens Rige var spærret med Svovel-Stikker og med Pølse-Pinde, og den blev forkiættret, der ei vilde troe <seg type="com" n="com603">at de grønne Oste var deilige Maaner</seg>, og <seg type="com" n="com520">Fædrene Fæe</seg>. Hæder med <persName key="pe920">Langebek</persName>, <persName key="pe991">Schønning</persName> og <persName key="pe7">Suhm</persName>, med <seg type="com" n="com205">Olavers og Thorlakers Sønner</seg>, med <persName key="pe19">Evald</persName> og <persName key="pe1">Sandvig</persName>, <persName key="pe2476">Samsøe</persName> og <persName key="pe1327">Snedorf</persName> og hver, som med redelig Hu, efter Evne stræbde at finde, opmuntrede til at søge det gamle <rs type="myth" key="myth64">Sagas</rs> <placeName key="fak478">Grønland</placeName>, der glemdes i den sorte Død! min Lyst er det ei, at slaae mig til Ridder paa andet end Død og al Verdsens Ulykke, og mindst paa hensovne <seg type="com" n="com120">Ædlinger</seg>, men dem giøres kun liden Ære, ved at giøre dem til Skjold for Tidens Vanart, dem times hverken Skam eller Skade, ved det vi bekiæmpe, hvad det Bedste i dem selv bekiæmpede, skiøndt det hængde ved dem, saalidet som det var Skam eller Skade, at vi begrov deres Liig, der dog engang var langt nøiere forenet med dem, end Flyvesandet, som standsede deres Fjed og fordunklede deres Øine. Kunde de igien opstaae foryngede, da vædder jeg, at de skulde ei gebærde sig <seg type="com" n="com206">saa</seg>, som Lilleputter bag deres Navne, de skulde ligesaalidt <pb type="text" facs="1817_312_8_fax023.jpg" ed="A" subtype="column" n="189"/><seg type="com" n="com121">bryde Staven over</seg> mit Syn for Oldtid og <seg type="com" n="com122">Oldgrandskning</seg>, som <persName key="pe373">Gräter</persName> og <persName key="pe2">Nyerup</persName> have gjort det, men glæde sig ved en Medarbeider, som, naar han taler om Oldtid, vandrer i den, uden anden Føring, end <seg type="com" n="com207">Stavene</seg> som <seg type="com" n="com303">Fædrene</seg> række os op af deres Grave, uden andre <seg type="com" n="com123">Glas-Øine</seg> end dem, hvorpaa Oldtidens Aand selv har malet sit Billede. Jeg tør staae i Aanden for alle de værdige Mænd, som fordum syslede med <placeName key="fak24">Nordens</placeName> Oldsager, og sige: I toge Feil, I vilde giøre, hvad I ikke kunde, sige hvad I ikke vidste, bedømme hvad I ikke forstod, og hvad skulde da hindre mig fra at sige det Samme <app type="corrNote" select="yes"><lem wit="GV">til</lem><rdg wit="A">lil</rdg><witDetail wit="A" n="12" rend="ft"/></app> dem som <seg type="com" n="com124">end</seg> leve, og mene at de paa samme Vei og Maade kan udrette Noget! Hvad skulde hindre mig fra at sige, hvad jeg er vis paa, Eftertiden skal sande: <persName key="pe3">Oehlenschläger</persName> var den første Skjald der kastede et Blik paa den nordiske Oldtids Aand, mig timedes det først med Bogen i Haand, at <seg type="com" n="com521">speide</seg> dens Land, og hvem der ringeagter Skjal<pb ed="US" type="edition" n="524"/>dens Blik og mine Tidender, kommer end ikke til <rs type="myth" key="myth226">Utgarde-Loke</rs> eller <rs type="myth" key="myth1157">Geirrodsgaard</rs>, mindre til <rs type="myth" key="myth101">Valhal</rs>, <rs type="myth" key="myth324">Folkvanger</rs> og <rs type="myth" key="myth121">Gimle</rs>. Hvem der tænker at vinde Noget ved Sammenligning mellem <placeName key="fak24">Nordens</placeName>, <placeName key="fak224">Persiens</placeName> og <placeName key="fak482">Indiens</placeName> Oldsagn, uden først at have fattet hine i deres Aand og <seg type="com" n="com127">eiendommelige</seg> Forbindelse, og disse i deres, han griber i Luften. Hvem der ikke anseer de <pb type="text" facs="1817_312_8_fax024.jpg" ed="A" subtype="column" n="190"/>islandske Sagn om Oldtids Begivenheder for ligesaa usikkre og blandede som <persName key="pe237">Saxos</persName>, hvem der vil <seg type="com" n="com409">trække Sagnene paa Læst</seg>, uden at kunne bevise, den er skaaret af Historien <pb ed="VU" type="edition" n="220"/>selv, og udfylder dem ganske, han spilder sin Tid, og det giør enhver som i andet end Fjeder-Hammen, vil uden <seg type="com" n="com522">Pas</seg>, paategnet ved alle <rs type="myth" key="myth64">Sagas</rs> Færgestæder, reise til <rs type="myth" key="myth87">Asgard</rs>, eller selv til <placeName key="fak16">Leire</placeName> og <rs type="myth" key="myth263">Alfheim</rs>. Dobbelt Skam og Skade er Sligt, aldenstund der er nok til os alle i <seg type="com" n="com304">Fædrenes</seg> Arv, naar vi kun vil nøies med hvad vi kan bære, handtere hvad vi kan trykke, giensidig hjelpe hinanden, og glæde os ved, at jo meer vi giøre <seg type="com" n="com523">tilgavns</seg>, desmere bliver der netop for Ætten at arve.</p>
<fw type="shortLine"/>
</div>
</body>
</text>
</TEI> |