source-data/1814_227A_txt.txt

   
   
          
        
     
		
 
     
      


  
  
  
  





En liden
Bibelkrønike
for
Børn og Menigmand,

ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Præst.


  

 

  Min Gud, Du Konge! en Slægt skal berømme for den anden Dine Gjerninger, og de skal forkynde Din Vælde; jeg vil tale frit om Din Majestæts herlige Ære og om Dine underlige Gjerninger; Dit Rige er et Rige i alle Tider, og Dit Herredømme er over alle Slægter.

  Psalm. 145.






 
Kjøbenhavn, 1814.

Paa Hofboghandler J. H. Schubothes Forlag. 
Trykt hos P. H. Höeckes Enke.


    
    

	  
	    
  
 
    

      
      


Eders 
Høiærværdigheder

 Hyrder og Bisper

 i
 Jesu Christi Menighed
 Frederik Münter


 

  Frederik Julius Bech


 

  Johannes Nordal Brun


 

  Peder Ouzen Boisen




     

 tilegnes
 i
 Jesu Navn
 
denne liden Bog

 
 
     
     
     
     
 underdanig og ærbødig
     af
 
N. F. S. Grundtvig.


 



  




Fortale.


Der er Meget sagt og skrevet i de sidste Tider
om at menig Mand skulde oplyses, og sandt er
det, men det er ligesaa vist, at hvad som leder
til at glemme Gud, til at foragte og forsømme
Hans guddommelige Ord, og at nægte den Herre, som os kiøbte, ikke med Sølv eller Guld, men
med sit hellige og dyrebare Blod, det er ei Oplysning, men Formørkelse og Helvedes Taage,
og de, som arbeide derpaa, ere Satans Apostle,
om de end bære sig ad, som de vare Retfærdigheds Tjenere, thi det er intet Under, saasom
Satanas selv forvandler sig som en Lysets Engel,
  som skrevet staaer. 2. Corinth. 11.
 
Vi skal allesammen om en liden Stund
gaae i den mørke Grav, og det, som kan tænde
Lys i den, det kalder jeg Oplysning, men eftersom nu Ingen kan sige os Beskeed om Dødens
Land, uden Den, som har været der, og Ingen er kommet igjen derfra, uden Jesus Christus, saa mener jeg, det er klogest, at gaae hen og
  lære af Ham. Nu siger Han: jeg er Opstandelsen og Livet, hvo, som troer paa mig, han skal leve, alligevel han døer, ja, hvo som lever, og troer paa mig, han skal aldrig døe. (Joh. 11.) Han sagde ogsaa (Joh. 8.) jeg er det Verdens Lys, hvo som følger mig, skal ikke vandre i
  Mørket, men have det Livsens Lys, og atter sagde Han (Joh. 12) Lyset er endnu en liden
Tid hos eder, vandrer den Stund I have Lyset!
at Mørkhed skal ikke betage eder, og hvo, som
vandrer omkring i Mørket, veed ikke, hvor han
gaaer hen; medens I have Lyset, da troer paa
  Lyset, at I kan blive Lysets Børn! Og endelig
  siger Han (Joh. 3.) Lyset er kommet til Verden,
men Menneskene elskede mere Mørket end Lyset,
fordi deres Gjerninger vare onde; thi hvo som
giør Ondt, hader Lyset, og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger skal ikke straffes; men hvo,
    som giør Sandhed, kommer til Lyset, at hans Gjerninger maa blive aabenbarede, thi de ere
  gjorde i Gud. Nu slutter jeg fornuftelig, at
dersom Jesus ingen Løgner var, som kun en
Djævel kan tænke, da er det Ham allene, som
kan oplyse os om alle Ting, og Enhver, som har
Sandhed kiær, hører Hans Røst, og troer Hans
Ord, og de, som ikke vil det, ere Djævelens og
Løgnens og Mørkets Børn, og faae deres Værelse i det yderste Mørke, hvor der er Graad og
Tænders Gnidsel, og faae ikke andet Lys end
  den evige Ild, som er beredt til Djævelen og
    hans Engle. Det siger og Jesus selv. Math. 8. 25. Joh. 8.

  Saa er det da aabenbart, at hver, som vil fare vel, maa gaae til Jesus, som er Lyset,
og følge Ham, og see alle Ting ved Hans Lys,
  som David siger: Herre! i Dit Lys skal vi see Lys; men Hans Lys, det er den hellige Skrift, den, siger Apostelen Peder, 
  (2. Pet. 1.) skal lyse
for os i Mørket, indtil Dagen fremskinner, og
    Morgenstjernen oprinder i vore Hjerter, det er,
 naar vi komme hjem til Jesus, og beskue Hans
    Herlighed, som Han havde hos Faderen af Evighed. (Joh. 17.) Sjælens Lys er Sandheden, og
naar vi da vil vide sandfærdig Beskeed om Noget,
som kommer vor Sjæl og Salighed ved, da skal
vi adspørge Bibelen, og Alt hvad som ikke kommer overeens med dens klare Ord, det er Løgn
og Mørkhed, som vil forblinde vore Øine, saa
vi ikke skal see Lyset, og tro paa Lyset, og blive
Lysets Børn.

At forstaae sin Bibel, det er da Oplysning,
og den Oplysning kan intet Menneske give os,
  men Gud allene, naar Han giver os sin Hellig
  Aand, som skrevet staaer (1. Corinth. 2.) Guds Viisdom er de Ting, som intet Øie har seet og intet Øre hørt, og som ei er opkommet i noget Menneskes Hjerte, men ere beredte af Gud til
dem, som Ham elske; men Gud aabenbarede os
dem formedelst Sin Aand, thi Aanden randsager
alle Ting, ogsaa Guds Dybheder. Men det naturlige Menneske fatter ikke de Ting, som høre
 Guds Aand til, thi de ere ham en Daarlighed,
og han kan ikke kjende dem, thi de forstaaes
aandelig, kun den, som er aandelig, forstaaer
alle Ting. Hvo, som da har den Hellig Aand,
og Ham annamme Alle, som i Sandhed bede
  Gud derom (Luc. 11.) de ere vel oplyste, thi de
kjende Guds Herlighed i Jesu Christi Aasyn,
  som skrevet staaer (2. Corinth. 4.) og knæle for
  den Naadestol, som Gud opreiste for Troen i
Hans Blod, for at vise Sin Retfærdighed, saa
Han maa være retfærdig, og giøre den retfærdig,
som er af Jesu Tro (Rom. 3.) og de ere oplyste
til Salighed, thi Jesus siger: at hvo, som troer
paa Guds eenbaarne Søn, skal ikke fortabes,
men have det evige Liv. (Joh. 3.) De ere og
oplyste om deres Omgængelse i Verden, thi de
veed, at de skal følge Jesum, og de, som følge
Ham, fare aldrig vild, thi de blive i Frelserens
Kiærlighed, og holde Hans Befalinger, ligesom
Jesus blev i Faderens Kiærlighed, og holdt Hans
  Befalinger, og de elske deres Medmennesker, ligesom Jesus elskede dem, og satte sit Liv til for
  dem, de elske ikke med Ord og Tunge, men i Gjerning og Sandhed. (Joh. 15.  1. Joh. 3.) De, som ere saaledes oplyste, forfærdes ikke for de mange underlige og onde Ting, som skee i
Verden, thi de veed, at end ikke en Spurv falder til Jorden, uden den Himmelske Faders Villie (Matth. 10.) de frygte ikke for Menneskers Trudsel og ugudelige Anslag, thi de veed, at Man
skal ikke frygte for dem, som slaa Legemet ihjel,
men kan ikke ihjelslaa Sjælen, og at alle deres
  Hovedhaar ere talte (Matth. 10.) ja de veed, at om ogsaa Hedninger fnyse, og Folkene med Konger og Fyrster sammenrotte sig imod Herren og
    imod Hans Christus, saa maa de dog giøre det, som Hans Haand og Hans Raad haver forud
  besluttet at skulle skee. (Ap. G. 4.) De bekymres ikke for hvad de skulle æde eller drikke, eller klæde sig i, thi de veed, at det er kun Hedninger, som sørge for Sligt, og at naar de kun først
søge Guds Rige og Hans Retfærdighed, da skal
  det Øvrige tillægges dem. (Matth. 6.) De bekymres ikke over, at der er saameget Underligt
i denne Verden og i Guds Ord, thi de veed,
og have i sig selv fornummet, at Herren giør
underlige Ting, men at Intet er underligt for
  Ham, de veed, at vi see her, som i et Speil og
i en mørk Tale, og glæde sig til den salige Stund,
  da de skal see Ansigt til Ansigt. (1. Cor. 13.)
  De bekymres ikke for nogen Ting, uden for at have og beholde den Guds Fred, som overgaaer
al Forstand, thi den forvarer baade Hjerte og
  Tanker i Christo Jesu. (Phillip. 4.)

Det er da aabenbart, at dersom alle Christne havde annammet eens Gaver og Vilkaar, da
var kun det at sige om Oplysning, at hver skulde søge den hos Gud i Bønnen, og i Hans Ords
Læsning, men ligesom alle Lemmer høre til Legemet, og have dog ikke eens Gjerning, saa ere vi
og alle eet Legeme i Christo Jesu, men vi ere
mange Lemmer, og hver Lem har sine særdeles
  Vilkaar og sin særdeles Gjerning. (1. Cor. 12.)
Saaledes beskikkede Herren Nogle til Hyrder og
Lærere til de Helliges fulde Beredelse, til Embedets Gjerning, til Christi Legems Opbyggelse,
indtil vi møde Allesammen til Troens og Guds
  Søns Erkjendelses Enighed, til en fuldkommen
    Mand, i Christi Vextes Fylde. Vi kan da og kalde det Oplysning, naar boglærde Mænd sanke
Bibelens Indhold om Guds Gjerninger og Salighedens
Vis i korte Begreb for Børn og menig
Mand, til Undervisning og Ledsagelse ved Bibelens Læsning, men det er ligefrem et forgiæves
Arbeide, dersom Gud ei selv oplader og oplyser
deres Hjerter til at give Agt derpaa, og forstaa
det i Troen.
 
Anden Oplysning gjordes ei behov, dersom
ei to Ting var. Den første er, at jo mere Man
omgaaes med Gud i Hans Ord, des klarere seer
Man hvorledes Han aabenbares og Hans Ord
stadfæstes ved de Ting, som ere i Verden, og de Ting, som ere skedte i den, og det er de Boglærdes Skyldighed, at dele al deres Indsigt i Guds Viisdom med menig Mand, eftersom han
kan bære det. Det er det andet, at der har altid, og mest i de sidste Tider, været boglærde
Mænd, i hvilke denne Verdens Aand forblindede
de vantro Sind, saa Evangelii Oplysning om
Christi, det Guds Billedes Herlighed ei kunde
  skinne for dem. (2. Corinth. 4.) Disse Mænd
have kaldt sig selv oplyste, fordi de saae Alting
anderledes end de Christne, som ei var underligt, thi i Mørket ere jo Tingene langt anderledes tilsyne end ved Dagens Lys. De vilde da
af deres egen Fornuft og af de Ting, som ere i
Verden, og som ere skedte i Verden, bevise, at
Guds Ord var Løgn, og der var Mange, som
troede dem, fordi Mange havde Lyst til at følge
deres onde Begiærligheder, og leve uden Gud i
Verden. Den Tale er og kommet for Menigmands Øren, og de, som havde den samme Lyst,
bleve glade derved, men de, som vare skrøbelige
i Troen, forfærdedes, og bleve tvivlraadige i
  Sindet. Der staaer skrevet (Rom. 15.) at de, som formaa det, skal bære de Afmægtiges Skrøbeligheder, og det er de christne Boglærdes Skyldighed, hver efter sin Naadegaves Vilkaar, at
give sin Skiærv til Troens Bestørkelse hos de
Enfoldige. Det kan da under Guds Velsignelse
skee paa flere Maader. Det kan vises, hvorledes Bibelen beviser selv sin Sandhed, formedelst de Spaadomme, som opfyldtes mange hundrede
Aar efter at de vare udsagde, og ved at vise
hvilke Mennesker Jesus og de hellige Skribentere
var, saa det var umuligt, at de kunde lyve, og
det blev da en egenlig Bibelkrønike. Det kan
vises, hvor klarlig Gud har stadfæstet sit Ord,
og forklaret sin Søn, ved at give Ordet Kraft
og Seier i attenhundrede Aar, saa alle dets Fjender bleve beskiæmmede, og ved allerede at
lade mange af de Spaadomme opfyldes, som staae i Ordet om de Tider efter Herrens Bortgang, det blev da Guds Kirkes eller Menigheds Krønike. Til en Indgang i to saadanne Bøger har jeg skrevet denne lille Bog i Jesu Navn, og skriver de tvende, om Gud vil.

Man kan og udlægge klarlig, hvorledes
den sunde Fornuft viser os vor Trang til Guds
Ord og den Herres Jesu Christi Forsoning, og
hvor stor en Løgn det er, at Guds Ord ikke
kommer overeens med hvad Man veed at være
Sandhed, og det blev da en Forklaring. Vilde
  Man endnu skrive en Bog om Guds Førelser
med vore Forfædre, da er det vist, at Christendommens Sandhed maatte staa klar som Solen for hvert eenfoldigt Øie, for alle dem, som frygte
Gud og have Sandhed kiær, thi de, som elske
deres onde Gjerninger, de elske og Mørket,
  og komme ikke til Lyset, og dem kan Ingen
overbevise.

Saa har jeg da kortelig sagt min Mening
om Menigmands Oplysning, og jeg veed, at
den er Sandhed, naar Guds Ord er Sandhed,
thi af det er den taget, og jeg haver den ikke af
mig selv. Det staa nu i Guds Haand, hvem den skal behage, og til hvad Gavn den liden
Bog kan være! Efter menneskelig Regning er
Forhaabningen kun liden, men Herren regjerer,
og jeg veed, at hvad som giøres i den Herres
  Jesu Navn, hvor ringe det end er, skal dog
komme til Guds Ære og Hans Riges Udbredelse
paa Jorden. Ham, den Treenige Gud, være
Ære i al Evighed! Amen!

  
Kjøbenhavn d. 29de Decbr. 1813.
  

N. F. S. Grundtvig.
 


 
 
 
 
 
    
 
  
  

   


 
   

I Begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden
og Havet og Alt det, som er i dem, Han
talede, saa skedte det, Han bød, saa stod det
der, og saaledes som Han havde forordnet,
saa blev det, og Han skabte Verden i sex Dage,
baade Solen og Maanen og Stjernerne
til at lyse paa Himlen, og Træer med alle de
grønne Urter, som groe paa Jorden, og alle
de Dyr, som gaa og som krybe derpaa, Fisken
i Havet og Fuglen i Luften, Alt er det skabt
ved Guds Ord og Guds Aand, som skrevet
staar: i Begyndelsen var Ordet, og Ordet
var hos Gud, og Gud var Ordet, og ved Det
ere alle Ting gjorde, og igjen staar der skrevet:
udsender Du din Aand, da skabes de,
og Du fornyer Jordens Skikkelse. Saa er
da al Verden Herrens Gjerning, og Jorden
er Hans Eiendom, det er Ham, som føder  
 Fuglene og fylder dem med Sang mellem
Træernes Grene, Han lader Græs gro for
Fæet og Urter til Menneskens Tjeneste, Han
opkalder Brødet af Jorden. Men det var
paa den sjette Dag, der Jorden var beredt
og det lyste fra Himlen, da Lilierne stod i det
deilige Klædebon og udgave sødeste Lugt, og
Fuglene udgave Røsten saa liflig, og al Skabningen lovede Gud i en Morgensang, da sagde Herren: lader os giøre et Menneske i vort
Billede, efter vor Lignelse, og det skal regjere
over Havets Fiske, og over Himmelens Fugle, og over Kvæget, og over al Jorden, og
over Alt, som vrimler paa Jorden, og Gud
skabte Mennesket i sit Billede, Han skabte det
i Guds Billede, Mand og Kvinde skabte Han
dem, og de kaldtes Adam og Eva. Og Gud
saae Alt det, Han havde gjort, og see
det var saare godt. 1. Moseb. 1. Joh. 1.
Psalm. 104.
  
Saa var da Mennesket skabt i Guds
  Billede, dobbelt at see til, men Eet udi Aanden, skabt udaf Jorden, men med Herrens Livsaande i sig, og de vare skabte til at see
Guds Herlighed i al Hans Gjerning og love
Ham storlig, og voxe i Forstand paa Hans
underlige Ting, og leve evindelig. Og Herren plantede en Have i Eden mod Østen,
lystelig og deilig, og Han satte Mennesket der,
og Mennesket hørte Hans Røst, at Han talte,
velsignede dennem og sagde: vorder mangfoldige og opfylder Jorden, og gjører eder den underdanig, og see du maa frit æde af alle de 
 Træer i Haven, men af Kundskabens Træ
paa Godt og Ondt skal du ikke æde, thi paa
hvilken Dag, du æder deraf, skal du dø Døden.
Men Slangen var skjelmsk og trædsk, og sagde til Qvinden: det er ikke sandt, hvad Gud
haver sagt, I skal ikke dø, naar I æde deraf,
men Gud veed, at eders Øine oplades, og I
blive som Han til at kjende Godt og Ondt.
Og Kvinden saae, at Træet var lysteligt tilsyne og et ønskeligt Træ til Forstand, saa tog
Hun og aad, og hun gav sin Mand og han
aad. Saa kom da Synden i Verden formedelst et Menneske, og Døden formedelst Synden, og Døden trængte saa igjennem
til alle Mennesker, fordi de syndede alle.
1. Moseb. 2-3. Rom. 5.
     
     
Men om Livet og Døden at tale, da er
Livet i Gud, som skrevet staaer: i Ordet var
Livet, og Ordet var i Begyndelsen hos Gud,
og hvo, som har Samfund med Gud, han
lever og kan ikke dø, thi at døe, det er at
forlades af Gud, men hvo, som vil Andet end
Gud, han synder, og hvo, som synder, er
fremmed for Gud, og hvo, som er fremmed
for Gud, han er død, thi Gud har forladt
ham. Saa var det syndige Menneske aandelig dødt, og Herren uddrev dem af Eden, som
og kaldes Paradis, fra Livsens Træ, og Mennesket fornam han var fremmed for Gud, og
Legemet hældede flux imod Støvet, hvoraf det
  var taget, og Sjælen var skyldig at føle evindelig Angest, at være bortkastet fra Herrens Ansigt ved Hans Herligheds Kraft, udelukt fra Guds hellige Samfund, glædeløs, fredløs,
og det er den evige Død. Vel maatte Mennesket sukke og sige: Dødens Reeb omspænde
mig, og Belials Bække forfærde mig, Helvedes Reeb omgive mig, Dødens Garn staa for
  mig. Ps. 18.
     
     
Men Gud saae Menneskets Elendighed,
at den var stor, og Han kom ihu, at de vare
Støv, og ynkedes over dem, og sagde: Kvindens
Sæd, det er den Menneskens Søn, skal sønderknuse Slangens Hoved, ja det blev vitterligt for Menneskens Børn, at Gud var en Frelser, at hos Ham vare Udgange fra Døden,
thi see! der var en Mand af Adams Børn,
  han heed Enoch, og han vandrede med Gud, og Gud tog ham til sig, han smagte ikke
Døden evindelig. 1. Moseb. 3-5.
 
Der Gud skabte Mennesket, da skabte
  Han dem i Guds Lignelse, men der de havde syndet, da avlede de Børn i deres Lignelse
og efter deres Billede, alligevel var der stor
Adskillighed hos dem, saaledes at Somme
sørgede over Synden, og kaldte paa Herren af deres Hjerte i Sandhed, saa Han kunde
være dem nær, og give dem Magt over Synden og Udgang fra Døden; men Andre, og
det var de Fleste, glædede sig udi Synden,
og gik bort fra Herrens Ansigt, og bleve Syndens Trælle og Dødens Fanger. Kain og Abel vare de første, som fødtes paa Jorden af Menneskens Slægt, og Abel vendte sit Hjerte til Herren og var Ham behagelig, men Kain var af den Onde, og elskede Synden, og hadede
Gudsfrygt, og slog sin Broder ihjel for hans
Fromhed, og gik ud fra Guds Ansigt, og blev
en Fader til dem, som kalde Verden deres
Eiendom og Fædreneland, og kalde Jorden
op efter sig, og vil ikke tænke derpaa, at deres
Liv er en Drøm, og naar Herren opvaagner,
  da skal Han foragte deres Skikkelse, og de
  ere Verdens Børn, og forgaa i verdslig Begiæring. Men Gud gav Adam en Søn istedenfor Abel, og han kaldtes Seth, og kaldte paa Herren, og hans Børn kaldtes Guds
  Børn, og af dem var Enoch. Men alt som
Aarene gik, der Adam hensov, og de Gamle med ham, da saae Guds Sønner, at Verdens Døttre vare deilige, og toge dem til Kvinder, og fordærvedes med dem, og Vold
og Ugudelighed blev megen paa Jorden, og Menneskens Slægt fordærvede aldeles sin
  Vei, og Gud var ikke for deres Øine. Da
  blev Herrens Vrede optændt, og Han lod regne over Jorden i fyrgetive Dage og fyrgetive
Nætter, og Vandene brød gjennem Jorden
franeden af de dybe Afgrunde, og styrtede ned fraoven af Himmelens Sluser, og Vandene
voxte, og de fik Magt over Jorden, og Bjergene skjultes, og alt det Levende, Alt, som
havde Aande, Mennesker og Fugle og Dyr
og Orme som krøbe paa Jorden, de kvaltes,
  og alt Kiøds Undergang stod som skrevet for Herren. Men der var en Mand af Seths
Børn, Noa, en retfærdig Mand, og fuldkommen i sin Tid, han vandrede med Gud og 
 fandt Naade for Herrens Øine, og see, der Syndflodens Vande vare over Jorden og
Bjergene skjultes, da svømmede Arken uskadt
paa de mægtige Vande, og Arken var et Skib,
som Gud lærte Noa at bygge med Konst, og der var han inde i Syndflodens Dage, han
og hans Kvinde og dertil hans Sønner trende i Tal, med Sønnernes Kvinder, ja otte
vare de Menneskers Sjæle, som frelstes af
Vandet. Og inde i Arken vare Dyr af alle
de Slags, som fandtes paa Jorden, og Fugle, som flyve med Vinger, et Par af hvert, Han
med sin Hun, og syv Par af Somme, alt efter Ordet, som Gud havde talet til Noa.
Og Gud kom Noa ihu, ham og hans Dyr,
og Regnen holdt op, og Vindene blæste, og
Vandene faldt, og Jorden blev tør, og Noa
gik ud med Dyr og med Fugle og offrede af dem til Herren, og takkede Ham for Hans
Frelse. Da gjorde Herren sin Pagt med Noa
og sagde: Jeg vil ikke mere herefter forbande
Jorden for Menneskens Skyld, enddog Menneskets Hjertes Tanke er ond af hans Ungdom, og Jeg vil ikke mere herefter slaae alt hvad der lever; saalænge Jorden bliver endnu,
skal Sæd og Høst, og Frost og Hede, og Sommer og Vinter, og Dag og Nat ikke aflade, Jeg haver sat min Bue i Skyen, og det skal
skee, naar Jeg fører Skyen over Jorden, da skal Buen sees i Skyen, og Jeg vil komme
min Pagt ihu, som er mellem Mig og eder og alle de levende Sjæle af alt Kiød, at der ikke
  mere skal være Vand til en Flod at fordærve alt Kiød. Og see! de Aar ere nu forgangne i tusindetal, og Herren har holdt sit Ord, og
Jorden er ikke fordærvet af Vand, og Regnbuen sees med deilige Farver i Skyen, naar Skyen hengaaer over Jorden. 1. Moseb. 4-9.
  
Og Noas Sønner, som udgik af Arken, vare Sem, Cham og Japhet, og af deres
Børn blev al Jorden besat allevegne, og Noa
velsignede Sem, og kaldte Herren hans
Gud, og Noa velsignede Japhet, og sagde i
sin Spaadom, at han skulde bo i Sems Pauluner, det er i den Bolig, som Herren beredte
for Sem til Frelse og Fred, men Cham spaaede Noa kun ilde, thi han foragtede Himmelens Gud og sin Fader.

Og al Jorden havde eet Tungemaal og
eens Tale, og det skedte da de reiste fra Østen,
da fandt de en Slette og boede der, og de sagde en til hverandre: velan! lader os stryge
Leer til Tegl og brænde dem vel, og de havde
Tegl for Steen og Liim for Kalk, og de sagde: velan! lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse gaaer indtil Himlen, og
  lader os giøre os et Navn, at vi ei skal adspredes til at udslettes af Jorden. Saa vilde Menneskens Børn ei tro Guds Pagt og
Hans Bue i Skyen, men de vilde prøve
Størke med Ham, og vinde det Navn, at de
havde bygget et Bolværk mod Syndflodens
Vande, naar Herren igjen lod dem komme
paa Jorden. Men Herren af Himmelen fornedrede sig til at see paa Jorden, Han saae deres Hænders Gjerning, at den var ond, og
deres Hjertes Tanker, at de vare ugudelige, og Han blandede deres Tungemaal, saa den
Ene ei forstod den Anden, og Herren adspredte
dem derfra over al Jordens Kreds, og de lode
af at bygge Staden, derfor kaldte Man dens
Navn Babel, det er Forvirring, thi Herren forvirrede der al Jordens Tungemaal. 1. Moseb. 11.

Saa adspredtes da Menneskene paa
Jordens Kreds, og det var længe, at Man
tænkte den var skiftet kun i trende Parter og
Dele, den ene Part er Asialand, der som Menneskene boede først, og byggede paa Babels Taarn, og der havde Sems Afkom mest sin Bolig, og den Part ligger i Øster; den
  anden Part er Afrika eller Morland, den ligger i Sønder fra os, og der skinner Solen
hedest, og Menneskene ere brune og sorte af Ansigt, og kaldes derfor Blaamænd og Morianer, og ere mest Chams Afkom; men den
tredie Part er nævnet Europa, den ligger
  vesten for Asia og norden for Morland, der boe mest Japhets Børn, og af dem ere vi.
Nu er det vitterligt nok, at der, vesten for os
i Europa, og er en Verdenspart, baade stor og besat, som kaldes Amerika eller Kolumbialand, rig paa Sølv og paa Guld og Ædelstene, men det var et hemmeligt Land i de
forrige Tider.
  

Alt som Menneskene igjen bleve mangfoldige, saa blev og Synd og Ugudelighed megen og mangfoldig paa Jorden, og de Fleste holdt op at frygte og dyrke den levende Gud,
som skabte Himlen og Jorden, de gave sig til
at troe paa Soel og Maane og Stjerner, og
optænkte i deres Hjertes Fordærvelse og deres
Sinds Forfængelighed allehaande Afguderie
og Daarlighed, saa at Mange tjente baade
Dyr og Orme, som om de vare Guder, og de
  gjorde sig Billeder og Lignelser efter de Ting,
som ere i Himmelen og paa Jorden, de gjorde dem af Sølv og Guld og Stene og Træ,
og faldt paa Knæ at tilbede et Menneskes
Hænders Gjerning og et Menneskes forfængelige Indbildning, og offrede Gaver og bade
Bønner, og optænkte mange daarlige og ugudelige Skikke, og stolede paa de Billeder, som ei kunde see med Øine, ei høre med Øren,
og ei gaae paa de udskaarne Been. Visselig er det saare at forundres over, hvorledes
Mennesker vare saa daarlige, og der var ingen
Forstand i dem til at betænke det, men det
kom altsammen deraf, at de vidste det vel, det
var ikke dem selv, som gav Liv og Lykke, Regn
og frugtbare Tider af Himlen, men de vilde
ikke tro, at det kom fra den levende Gud, som
seer ind i Hjertet, og skrev sine hellige Bud
derinde, de vilde have Guder, som ikke brød
sig om, at de førte et ondt og liderligt Levnet,
og at deres Hjerte var fuldt af Misundelse,
Had, og andre syndige Lyster, derfor bildte de
sig ind, at der vare Levende i Soel og Maane,
i Vandløb og Dyr og rundt udi Luften, som
raadte for Veir og for Jordens Grøde, og for
alle de Ting, som skee her i Verden. De meente da, at saadanne Aander skulde blive deres Venner, naar de tjente dem som Guder og gjorde dem Ære, og meente vel ogsaa, at
de kunde hjelpe dem imod den stærke usynlige
Gud, som de mest kaldte Skiebnen. Det er
da Begyndelsen til alt Afguderie, at Menneskene ikke vil lyde Guds Bud, men have sig
Guder, med hvem de kunne vandre i Ugudelighed.
  

Saa glemtes da Sandheden Dag for Dag alt mere og mere, og Løgnen fik Magt,
og det var at vente, at Menneskens Slægt
vilde blive som Kvæget, og ødelægges aldeles
af Uteerlighed og indbyrdes Strid; men Herren er naadig og saare miskundelig, Han havde udvalgt sig et Folk til at vogte paa Sandhed, og høre Hans Ord, og af dem vilde Han
opreise den Menneskens Søn, i hvem alle Jorderigs Slægter skulde velsignes.
  

Der var en Mand i Asialand ved Navn
Abraham, af Sems Afkom, det var en gudfrygtig Mand, og han holdt hardt ved den Sandhed, som han havde hørt af sine Fædre,
og han tjente den levende Gud i from Eenfoldighed, og Hjertens Oprigtighed. Og Herren sagde til Abraham: gak ud fra dit Land, fra din Slægt, af din Faders Hus til det
Land, som Jeg vil vise dig, og Jeg vil giøre
dig til et stort Folk, og velsigne dig, ja i dig
skal alle Slægter paa Jorden velsignes.
1. Moseb. 12.


  Der løber et Vand langt sønden for os imellem Verdens de tre gamle Parter, og det kaldes derfor det Middellandske Hav, og det har for Norden Europa, og Morland for Sønden, men Asien kommer det til, naar det løber i Øster, og der paa Asiens vestre Kyst er et Land, hvor nu Tyrkerne raade, det kaldtes Canaan i forrige Tider, og det var dengang et deiligt og frugtbart og ønskeligt Land,
det var Landet, som Gud førte Abraham til.
Og Herren talede til Abraham og sagde:
  dette Land vil Jeg give din Afkom, og Herren prøvede ham, og gav ham ikke selv en Fodsbred at eie i Landet, og gav ham ikke
den lovede Søn, førend han var gammel,
men Abraham troede Gud, og det blev regnet
  ham til Retfærdighed. Saa havde da Abraham ikke visse Værelser i Canaans Land, men
han fløttede om, som en Fremmed i Landet
med sine Hjorde, det er med hans Kvæg, og
  han udslog sit Paulun, det er hans Telt, og boede derunder alle sit Livs Dage, og Herren
  kaldte Abraham sin Ven, og samlede ham til hans Fædre i Fred.

     Abraham avlede Isak, og Isak avlede
       Jakob, og ham kaldte Herren Israel, det er Guds Kiæmpe eller Stridsmand, og Isak og Jakob boede under Pauluner, som Fremmede
       i Canaans Land, til et Tegn, at Guds Børn
ere Fremmede paa Jorden, og have i Himlen
hos Gud deres Fædreneland, og de troede
Gud og stolede paa Ham, og Han velsignede dem og gav dem Abrahams Haab til Arv, og lovede dem, at i deres Sæd skulde Jorderigs Slægter velsignes. 1. Moseb. 26-28. 


  Jakob eller Israel avlede de tolv Patriarcher, det er Stammefædre, som de bleve
  for Israels Børns Slægter, og de navnkundigste ere iblandt dem Juda og Levi og Joseph, men det begav sig, at Joseph blev hadet
  af sine Brødre, og de solgte ham til Ægypten, til Chams Land, som nu regnes til Morland, men ligger tæt op til Asialand. De tænkte Ondt imod ham, men Herren tænkte,
at vende Alt til det Gode, og Han var med
  Joseph, og gav ham Naade for hans Herres
  Øine i Ægypti Land, og fyldte ham med
Viisdom og Kundskab, og frelste ham af Angest, og ophøiede ham til at være den Næste
efter Kongen. Og der kom Hunger i Canaans Land, der som Jakob boede, og hans Sønner droge til Ægypten, at kiøbe sig Korn, og de
  kom for Joseph at staa, og de kiendte ham
ikke, men han kiendte dem og forfærdede deres
Sjæle, at de maatte komme deres Synd ihu,
og lod sig op for dem paa det Sidste, ja det
blev Enden, at Jakob kom med al sine Børns
  Slægt ned at bo i Ægypten, og Kongen gav
  dem Gosen Land at være udi, dem og deres
Børn og deres Kvæg, og Alt hvad de eiede,
og Israels Børn vare halvfjerdesindstive Sjæle. 1. Moseb. 37 og 39-47.

     Jakob kom til sine Dages Ende, og velsignede sine Sønner og sagde dem forud, hvor de skulde boe udi Canaans Land, og hvad Adskillighed der skulde være paa deres Stammers Sind og Bedrift, og lod i en mørk Tale
       forstaa, at af Juda Stamme skulde den Løve opstaa, der skulde knuse Slangens Hoved, den
       Freds Mand, paa hvem Folkene skulde stole (1. Moseb. 49. 9-13). Han sov hen i Tro paa sin Gienløser, og hans Liig blev ført til Canaan, at jordes hos Abrahams og Isaks,
til et Tegn, at Israel skulde stadfæstes i Landet.
       Siden døde Joseph ogsaa, og hans Lig blev i Ægypten, men han troede saa vist paa
sine Fædres Guds Ord, at han tog en Eed
af Israels Børn, og sagde: Gud skal visseligen besøge eder, og opføre eder af dette Land,
i Landet, som han haver tilsoret Abraham,
  Isak og Jakob, og I skal opføre mine Been
       herfra. Saa bleve Josephs Been i Ægypten, til et Vidnesbyrd for Israels Børn, at
       de ei havde hjemme der, men skulde altid stunde mod Canaans Land, og vente paa Guds Time. Saadant et Vidnesbyrd kunde og giøres behov til at størke Israels Børn, thi
da der kom en anden Konge i Landet, som
ikke vilde vide af Joseph at sige, og han saae,
  at Israels Børn vare mange, da plagede han dem svarligen, og der han saae, at de alligevel voxte og formerede sig, gav han den ugudelige Forordning, at alle deres nyfødte Børn skulde druknes i Nilstrømmen, det er en Vandflod, som løber langs igiennem Ægypten, og
blev af de afgudiske Indbyggere dyrket som
en Gud, fordi Gud lod den paa visse Aarets Tider hovne op, og gaa over Landet og vande det til Grøde og Frugtbarhed. Nu saae det da ud, som om Gud havde glemt sit Folk;
henved fire hundrede Aar vare forløbne, siden
Han gav Abraham sin Forjættelse, og endnu
  var hans Afkom i Udlændighed, ja det lod
som om hans Slægt skulde aldeles ødelægges,
men Herren vilde kun prøve sit Folk, og drive
dem til med Suk og Bøn at slaa deres Lid
til Ham, som den Eneste, der var mægtig til
at frelse dem, og der Timen kom, da hørte
Han deres Suk, og tænkte paa sin Pagt med
  Abraham, Isak og Jakob, og lod den Frelsning aabenbares, som han i Stilhed havde
beredt. 1. Moseb. 50. 2. 1.


  
     En af Jakobs Sønner heed Levi, og Levi
        avlede Kahat, og Kahat  avlede Amram, men Amram  avlede en Søn i de Dage, der den
Befaling var udgangen, at de nyfødte Drenge
skulde kastes i Floden, og hans Moder skjulte
ham i 3 Maaneder, men der hun ikke kunde
skjule ham længer, da gjorde hun en Kiste af
Rør, og lagde Drengen deri, og satte den
Kiste imellem Sivet ved Bredden af Floden.
Da føiede Gud det saa, at Pharaos, det er
Kongens Daatter kom til den samme Stæd,
og som hun gik der med sine Jomfruer hos
Floden, da saae hun Kisten og lod sig den
hente, og lukde den op, og der hun saae den
liden grædende Dreng, da rørte Gud hendes
Hjerte, og hun ynkedes over ham, og tog ham og lod ham opamme, men der han blev større,
havde hun ham hos sig, og kaldte ham Moses,
  det er den Optagne af Vandet, og lod ham
flittelig oplære i al Ægypternes Viisdom og
Kundskab. Denne Moses var det, Gud havde beskikket til sin Tjener, til at udføre sit Folk
af Ægypten. 2. Moseb. 2. Ap. Gg. 7.

Der er et Land imellem Ægypten og
  Canaan, som kaldes Arabien, og der ere mange og brede Ørkener, det er Heder, hvor
ingen Byer findes og intet Korn kan gro;
i en af dem gik Moses og vogtede Kvæg, da
aabenbaredes Herren for ham og sagde: Jeg er Abrahams, Isaks og Jacobs Gud, Jeg
har seet mit Folks Elendighed og hørt deres
Skrig, saa gak nu, og Jeg vil sende dig, og
udfør mit Folk, Israels Børn af Ægypten. 2. Moseb. 3

Da kom Mose at staa for Pharao, Kongen i Ægypten, og sagde: saa siger Herren, Israels Gud: lad mit Folk fare! men Pharao svarede: hvem er den Herre, hvis Røst
jeg skal lyde; jeg kiender ikke den Herre, jeg
vil ei heller lade Israel fare. Men Pharao lærte at kiende den Herre, thi Han slog 
Ægypterne

 med svare Plager, og gjorde underlige Gierninger i Chams Land, ved sin Tjener
Moses og hans Broder Aaron, og paa det
Sidste lod han sin Morderengel gaae igiennem Landet, og de bleve slagne ihjel paa een
Nat, alle de Førstefødte af Menneskers Børn
og af Kvægs Affødning, men alt Levende hos
Israels Børn blev ilive, thi Herren havde
befalet dem, at slagte et Lam i hvert Hus, og stryge af dets Blod paa Dørstolpen, og Morderengelen kom ikke i Huset, der som Lammets
Blod var tilsyne. Det Lam kaldtes Paaskelam, og det skulde ædes af Israels Børn
hvert Aar, til en Ihukommelse om deres
Frelsning, og til et Tegn paa, at den Kvindens Sæd skulde engang slagtes som Lammet, og med sit Blod frelse Sjælen fra den store
Morderengel, og fra den evige Død. 
  Der Pharao saae, at Herrens Haand var stærk
  over Landet, og at han selv intet formaaede imod Himlens Konge, da lod han Folket fare, men der Nøden var forbi, da forhærdede han igjen sit Hjerte, og tog til sig sine Krigsfolk og Vogne og Ryttere, og drog hastelig frem at ødelægge Israels Børn. Der er et stort Vandsted imellem Ægypten og Arabialand,
som kaldes det røde Hav, og dertil var Moses kommet med Israels Børn; men der de saae
Pharao med hans Vogne og Ryttere og med
al hans Krigshær, da bleve de saare bange i
Sindet, og knurrede mod Moses, og sagde:
var der ikke Grave nok i Ægypti Land, siden
du førte os ud til at dø i Ørken? Da sagde Moses til Folket: frygter ikke, staaer og
seer Herrens Frelse, Herren vil stride for eder,
og I, I skal tie. Og Moses udrakte sin Haand
over Havet i Herrens Navn, og Herren lod
Vandet bortfalde ved et stærkt Østenveir den ganske Nat, og Vandene skildtes ad, og Israels Børn gik midt igiennem Havet, som paa tørt Land, og Vandet stod som en Mur paa deres høire og venstre Side, men der de vare
komne over, og Ægypterne fulgte efter, da
sagde Herren til Moses: udræk din Haand
over Havet! og han gjorde saa, og Vandene
faldt tilbage over Ægypterne, over deres
Vogne og over deres Ryttere, og der blev
end ikke een levende af dem alle.
Da sang Mose og Israels Børn Herren en Lovsang for Hans Miskundhed og Hans mægtige Gierninger, og de gik frem at komme til Canaans
Land, og Herren gik for dem i en Skystøtte
om Dagen, og i en Ildstøtte om Natten, og
Han gav dem sine Bud, de ti Budord ved
  Sinai Bjerg, og talede selv til dem af Himmelen i Tordens Røst, og gav dem mange andre Bud ved Mose sin Tjener, som de
skulde holde, baade de og deres Børn efter
dem, og være et helligt Folk, Guds Folk, adskildt fra alle de Folk, som boe paa Jordens Kreds; og Han gav dem Brød i Ørken,
Manna, det er Honningkorn, der faldt paa
Jorden, som Dug om Morgenen, og Han
gjorde mange andre Tegn og underlige Gjerninger for deres Ansigt, men endda knurrede de mod Herren og Mose, og vilde ikke høre
hans Røst, og de gjorde sig en Guldkalv, og
dandsede omkring den, og sagde: see! Israel,
det er dine Guder, som udførte dig af Ægypten.
  Og Herren tugtede dem med haarde
Plager, og naar han slog dem, da bøiede de
deres stive Nakker, men de knurrede igjen og
syndede, og det skedte, at Mose udsendte
  tolv Mænd af Israels Ældste til at bespeide Canaans Land, og de gjorde saa og kom igjen, og lovede storlig Landets Leilighed og Vilkaar med Deilighed og Frugtbarhed, og to Mænd
bar paa en Stang en Vinkvist med dens 
Vindruer til ydermere Tegn og Vished; men
ti af de Mænd, som vare dragne op at bespeide Landet, fortalte og sagde: vi formaa ikke at drage op imod det Folk i Landet, thi det
er stærkere end vi, og vi saae Kiæmper der,
og vi vare som Græshopper for vore Øine,
og vi vare ligesaa for deres Øine. Da opløftede al Menigheden sin Røst, og Folket
græd den samme Nat, og knurrede mod Mose
og Aaron, og sagde: gid vi vare døde i
Ægypten, eller gid vi maatte dø i denne Ørk!
hvorfor fører Herren os til dette Land, til at
falde ved Sværdet, vore Kvinder og vore
smaa Børn maa blive til Rov. Og den ene
  sagde til den anden: lader os keise en Høvedsmand og vende tilbage til Ægypten!
  Men Mose og Aaron sørgede, og laa paa deres Ansigter, og Josva Nuns Søn og Caleb Jephunne Søn af Ephraims, det er Josephs Søns Stamme, og af Juda Stamme, to af Speiderne, de sønderreve deres Klæder, og
sagde til Folket: værer ikke gjenstridige imod
Herren, og frygter ikke for Folket i Landet,
thi deres Beskiærmelse er borte, Herren er
med os, frygter ikke for dem! Da sagde
den ganske Menighed, at Man skulde stene dem, men da kom Herrens Herlighed tilsyne
for alle Israels Børn, og Herren sagde til
Mose: hvorlænge skal dette Folk opirre Mig, og de vil ikke tro paa Mig ved alle de Tegn,
som Jeg haver gjort midt iblandt dem, Jeg
vil slaa dem med Pestilense og ødelægge dem,
og af Dig vil jeg opreise mig et Folk, større og
stærkere, end dette. Da sagde Mose: slaaer Du dette Folk ihjel, hvilket Du opførte med
  Kraft fra Ægypten, og for hvis Ansigt Du sees øiensynlig, da skal Hedningene tale, naar
de høre det Rygte om Dig, og sige: fordi
Herren ikke formaaede, at føre dette Folk ind
i Landet, som Han havde soret dem, derfor
har Han slagtet dem i Ørken. Og nu, Kiære!
Herren er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgjerning og Overtrædelse. Kiære! forlad dette Folks Misgjerning efter Din store Miskundhed, ligesom Du gjorde fra Ægypten af hidindtil. Og Herren
sagde: Jeg har forladt det efter dit Ord, men
sandelig, saa sandt som Jeg lever, skal Herrens Kraft aabenbares i det ganske Land, thi
alle de Mænd, som have seet Min Herlighed,
og Mine Tegn, som Jeg gjorde i Ægypten
og i Ørken, og have nu fristet Mig ti Gange,
og ikke hørt paa Min Røst, de skal ikke see
det Land, som Jeg haver tilsoret deres Fædre,
siig til dem: saasandt som Jeg lever, siger
Herren, ligesom I have talet for Mine Øren,
saaledes vil Jeg giøre ved eder, eders døde
Kroppe skal falde i denne Ørk, og Ingen af
  eder skal indgaae i Landet, uden Caleb Jephunne Søn og Josva Nuns Søn, men
eders smaa Børn, om dem I sagde: de skal
blive til Rov, ja dem vil Jeg føre derind, at
de skal kjende det Land, som I have foragtet,
eders Børn skal være Hyrder i Ørken i fyrgetive Aar, indtil eders døde Kroppe ere nedfaldnened.
  Og det gik saa, efter alle de Ord,
som Herren havde talet, ja Mose og Aaron,
  de kom end ikke ind udi Landet, thi det skedte, der Folket var i den Ørk Sin, og havde
ikke Vand, og knurrede mod Mose, da sagde
  Herren til Mose: tag din Kjep og gak frem, du og din Broder, for Menighedens Ansigt,
  og I skal tale til Klippen for deres Øine,
saa skal den udgive Vand; men de bleve
skrøbelige i Troen, og Mose tog sin Kjep,
og slog paa Klippen to Gange, og der udgik
meget Vand, men Herren sagde til Mose og
til Aaron: fordi I troede ikke paa Mig til at
  ære Mig for Israels Børns  Øine, derfor skal I ikke føre Folket ind i det Land, som Jeg
haver givet dem. 
Og Aaron døde ei længe
derefter, men Mose levede indtil de fyrgetive
  Aar vare hartad fulde, og førte Folket lige
til Canaans Landemærke, til den Flod Jordan, som flyder østen for Landet. Og det skedte,
der Mose vidste, at hans Dages Tal var fuldt, da gik han frem for al Israel og talede, og sagde til dem: jeg er i Dag hundrede
og tive Aar gammel, jeg kan ikke længere
gaae ud og gaae ind for dit Ansigt, thi Herren sagde til mig: du skal ikke gaa over denne Jordan, men Herren din Gud, Han
gaaer over for dit Ansigt, Han skal ødelægge
  Folkene for dit Ansigt, og Josva, han skal gaa over for dit Ansigt, saasom Herren haver
sagt.
Og Mose havde talet alle Herrens
Buds Ord for Israels Børn, for de Unges
Øren, som vare opvoxne i Ørken, og
kommet alle Herrens store Gjerninger ihu,
og han havde sagt: hør Israel! Herren vor
Gud, Herren er Een, og du skal elske Herren
din Gud af dit ganske Hjerte og din ganske
Sjæl og af al din Formue, og du skal elske
din Næste som dig selv, og I skal elske den
Fremmede, thi I have været fremmede i
Ægypti Land, og Herren eders Gud er en
Gud over Guderne og en Herre over Herrerne, den store, den mægtige og den forfærdelige Gud, som ikke dømmer efter Anseelse, og
tager ei Skiænk, som skaffer Faderløse og
Enker Ret, og som elsker den Fremmede, at
give ham Føde og Klæde; see! jeg lægger i
Dag for eders Ansigt Velsignelse og Forbandelse, Velsignelse, naar I lyde Herrens, eders Guds Bud, som jeg byder eder i Dag, men
Forbandelse, dersom I ikke lyde Herrens, eders
Guds Bud, og vige af den Vei, som jeg byder eder i Dag. Og Mose skrev alle Herrens Ord
i en Bog, og befalede, at naar al Israels
Menighed kom tilsammen hvert syvende Aar at
sees for Guds Ansigt, da skulde alle Bogens Ord
læses for deres Øren. Og Herren gav Mose
en hellig Sang i hans Hjerte, og lagde den
Sangs Ord paa hans Tunge, og bød ham at tale
den for Israels Øren, saa de kom den ihu,
og at skrive den i Bogen for Israels Børn,
til et Vidnesbyrd, naar de forlode Herrens
Veie og gik hen at tjene Afguder. Men det skedte, da Mose havde fuldendt sin Gjerning
  og sin Tale, da gik han op paa Nebo Bjerg,
som Herren befoel ham, og Herren oplod hans 
  Øie, saa han beskuede Canaans Land, det
forjættede Land, indtil det yderste Hav, og han
døde der, og Herren begrov ham. Og Mose var hundrede og tive Aar, der han døde;
hans Øie var ikke dummet, og hans Kraft
  var ikke veget fra ham, og Israels Børn begræd Mose i tredive Dage, og Josva, Nuns Søn, blev fyldt med Viisdoms Aand, thi
Mose havde lagt sine Hænder paa ham, men
der opstod ikke en Prophet ydermere i Israel,
som Mose, hvem Herren kjendte Ansigt til
Ansigt, som skrevet staaer: Herren talede til Mose, Ansigt mod Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Næste, og Herren sagde: dersom
Nogen er eders Prophete, da vil Jeg, Herren, give Mig tilkiende for ham i en Syn, i en Drøm vil Jeg tale med ham, saa er ikke
min Tjener Mose, han er trofast i mit ganske Hus, Jeg vil tale mundtlig med ham og
synlig, og ikke i mørk Tale, og han skal beskue
Herrens Lignelse.
  Alligevel talede Mose til
  Folket i Herrens Navn, og sagde: en Prophete midt ud af dig, af dine Brødre ligesom mig, skal Herren din Gud opreise dig, Ham skal
I høre, thi saa sagde Herren til mig: Jeg
  vil opreise dem en Prophete midt ud af deres Brødre, ligesom du er, og Jeg vil lægge mine Ord i hans Mund, og han skal tale til dem,
alt det, som Jeg vil befale ham, og det skal
skee, at den, som ikke vil høre paa mine Ord,
som han skal tale i mit Navn, med ham vil
Jeg gaae i Rette. Saa talede da Herren
ved Mose om hver Prophet, som Han vilde
opreise blandt Israels Børn, men mest om
den store Prophet, som engang skulde komme
til Verden, thi Loven er given ved Mose,
men Naade og Sandhed er blevet ved Jesum
Christum. 2 Moseb. 5. 12. 14. 15. 32. 33.
  3 Moseb. 19. 4 Moseb. 12. 13. 14. 20.
  5 Moseb. 10. 11. 18. 31. 32. 34. Joh 1.

Alle disse Taler om de Ting fra Verdens Begyndelse, og om Herrens Gierninger
og al Israels Handel, de ere skrevne med
mange Ord efter Herrens Røst ved Moses
hans Tjeners Haand, og de ere rene Taler,
og der er ingen Løgn i dem, og de staa at
læse i de fem Mosebøger, og de ere Bibelens
Begyndelse.

     Og det skedte efter Moses Herrens Tjeners Død, da sagde Herren til Josva, Nuns Søn: Mose min Tjener er død, saa giør dig nu færdig, og drag over Jordan, du og alt
Folket, Israels Børn, til det Land, som Jeg
giver dem. Ingen Mand skal bestaa for dit
  Ansigt alle dit Livs Dage, ligesom Jeg var
med Mose, vil Jeg være med dig, Jeg vil ikke
overgive dig og ikke forlade dig, vær frimodig
og vær stærk! Og det skedte, der Folket skulde gaae over Jordans Flod, da opreistes Flodens Vande til en Dynge, og Folket gik med
tør Fod derover til et Tegn, at den levende
Gud var med dem, ligesom med deres Fædre,
og Josva kaldte ad tolv Mænd, een af hver
Stamme, og sagde: tager hver for sig en
Steen paa sin Axel midt udi Floden, og reiser dem op paa hiin Side Jordan, og de skal være til Tegn, at naar eders Børn adspørge: hvad skal disse Stene vel sige? da skal I
fortælle dem Herrens Gjerning, og de Stene
skal være til en Ihukommelse for Israels Børn
evindelig. Josvabogs 1. 4.

     Og Josva drog frem for Israels Børns Ansigt til Strid imod Canaans Folk, men Herren streed for sit Folk, og Stædernes Mure
maatte falde, og Kongerne med deres Krigshær de bleve til døde Kroppe, og Intet kunde
       staa for Israels Ansigt, thi Herren var med ham, at give ham Landet, som Han havde lovet Abraham, Isak og Jacob, men ikke paa
       eengang, at de vilde Dyr skulde ikke fordærve Landet. Saa blev da Cananiten mangensteds boende i Landet, og skulde uddrives alt som Israels Børn bleve mange, og skulde
prøve Guds Folk, om de vilde holde fast ved de hellige Bud, som de havde annammet.
Og det skedte efter mange Aar, der Herren
havde skaffet Israel Rolighed for alle deres Fiender trindt omkring, og Josva var gammel af Aars Tal, da forsamlede Josva alt Folket,
og han kom alle Herrens store og underlige Gjerninger ihu, dem, som Han havde gjort fra den Time, der Han kaldte ad Abraham sin Tjener paa hin Side Floden, og lod ham omvanke i Canaans Land, indtil denne Dag, da Herren havde gjort sin Tjeners Abrahams Sæd mangfoldig og stærk, og indført dem i det forjættede Land til at eie det. Og Josva sagde til de Ældste og Øversterne blandt Folket:
saa værer frimodige til at holde og gjøre alt

det, som er skrevet i Moses Lovbog, at I ikke
vige derfra til høire eller venstre Side; da
skal een Mand af eder forfølge Tusinde, thi
Herren eders Gud, Han er den, som strider
for eder. Men dersom I vende tilbage, og
hænge ved disse øvrige Hedninger, og I giøre
Svogerskab med dem og holde Omgiængelse
med dem, da skal I visseligen vide, at Herren eders Gud skal ikke fremdeles fordrive
disse Folk fra at være for eders Ansigt, men
de skal blive eder til en Strikke og til en
Snare og til en Svøbe paa eders Sider, og
til Brodde i eders Øine, indtil I omkomme af dette det gode Land, som Herren eders Gud
har givet eder. Og Josva sagde til alt Folkets Menighed: saa frygter nu Herren, og
tjener Ham i Fuldkommenhed og Sandhed;
men om det mishager eder, at tjene Herren,
saa udvælger i Dag hvilke Guder I vil tjene,
jeg og mit Huus vi vil tjene Herren. Da
svarede alt Folket og sagde: det skal være
langt fra os at forlade Herren, til at tjene
fremmede Guder, thi Herren, vor Gud, Han
er den, som opførte os og vore Fædre af
Ægypti Land, af Trældommens Hus, og som
haver gjort disse store Tegn for vore Øine,
og bevarede os paa al den Vei, hvorpaa vi
gik, og blandt alle de Folk, som vi have gaaet
midt igjennem. Saa tjente Israel Herren, saalænge Josva levede, og saalænge de Ældste levede, som levede længe efter Josva, og som
vidste al Herrens Gjerning, som Han havde
gjort imod Israel. Jos. 23. 24.


  Men der Josva, Nuns Søn, var død,
  og begravet i hans Arvs Landemærke paa
  Ephraims Bjerg, og der al den gamle Slægt var forsamlet til sine Fædre, da opkom der en anden Slægt efter dem, som ei kiendte Herren, ei heller Hans Gierning, da gjorde Israels Børn det Onde for Herrens Øine, og de forlode deres Fædres Gud, som udførte dem af Ægypti Land, og vandrede efter fremmede Guder, af de Folkes Guder, som vare rundt
omkring dem. Saa optændtes Herrens Vrede over Israel, og Han gav dem i Røveres Haand, og de røvede dem, og Han solgte dem
  i deres Fienders Haand trindt omkring, og
de kunde ikke mere bestaae for deres Fienders
Ansigt. Da bleve de saare fulde af Angest,
og Herren opreiste Dommere til at frelse
dem af deres Røveres Haand, og Herren var
med Dommeren, og frelste dem af deres
Fienders Haand, saalænge Dommeren levede, thi Herren rørtes ved deres Suk, naar
de trængtes og tryktes; men det skedte, at
naar Dommeren døde, da vendte de tilbage,
og fordærvedes mere end deres Fædre, med at
  vandre efter fremmede Guder, at tjene dem
og tilbede for dem. Saa staar der da at læse
i Dommernes Bog om Israels Synd, om hvordan Herren tugtede dem, og frelste dem
saa, naar de raabte til Ham, og lod det kiende, at Han er god og Hans Miskundhed varer
evindelig, og der ere mange mærkelige Taler om den dristige Ehud, og om Debora, den
forstandige, mandhaftige Kvinde, som saae Herrens Syner og sang Hans Priis, og om
  den mægtige Gideon, og den vældige Jephta, og om Samson, den stærke Guds Kiæmpe, om alle de Dommere, som Herren opreiste i
Landet. D. B. 3-16.
 
Og det skedte efter mange Aars Forløb, da var Eli Ypperstepræst; han var af
  Aarons Børn, og tjente i Guds Helligdom. Men det havde saadan Skik med Herrens
Helligdom iblandt Israels Børn, at der Mose var hos Herren paa Sinai Bjerg, da
saae han en Lignelse af de himmelske Ting,
og Herren befoel ham, at han skulde bygge
  en Helligdom efter den Lignelse, som saaes af
  ham paa Bjerget. Den skulde laves som 
en


Kiste af kosteligt, dyrebart Træ, og Ark skulde være dens Navn, til et Tegn, at ligesom
  Noa blev frelst udi Arken, der Syndflodens Vande gik hen over Jorden, saa skulde og
Israels Børn, naar de holdt den Guds Pagt,
som lagdes i Arken, frelses fra den aandelige
og evige Død, som Synden forskyldte.
Over den Ark skulde reises en Stol af det reneste
Guld, og Naadestol skulde den hede, til Tegn,
at Menneskens Børn havde ei deres Dyd og
Retfærdighed, men kun Guds Naade at takke
for Frelsen. Over den Stol vilde Herren
lade sin Herlighed skinne, og tale derfra til
sit Folk ved Mose, og Aaron Guds Ypperstepræst, og ved Aarons Sæd, Hans salvede Præster, alt til et Tegn, at Herren ikkun vilde kiendes ved dem, som bøiede Hjertet ydmygelig for Ham, og søgte Hans Naade, Alt til

et Forbillede af den Frelser, som engang skulde komme med Guds Herlighed i sit Aasyn,
og tale til Folket Guds gode Ord, og giøre dem
Vei til Guds Naade. Denne Guds Helligdom var til at føre og flytte med Folket, som
vandrede, til et Tegn, at Herren er nær hos
alle dem, som kalde paa Ham i Sandhed, og
til et Tegn, at Guds Børn have hernede ei
blivende Sted. Men naar de hvilede, da
stod Helligdommen under en kostelig Telt, og
Ingen uden Præsten maatte indgaa deri, men
udenom vare store Forgaarde, og der skulde
Dyrene slagtes, hvilke Herren befalede dem
at offre til Tegn, at Menneskens Børn havde
alle ved Synden forskyldt den evige Død, og
kunde ei frelses, uden naar Een gik i Døden
for dem, og udgød sit uskyldige Blod til deres
Synders Forladelse. Den Telt over Arken
kaldtes Tabernaklet, og der Israels Børn bleve mægtige i Canaans Land, da blev den
  sat i Silo, i Ephraims Arv, og der tjente Eli for Herrens Ansigt, alt som hans Fædre.
2 Moseb. 25-31. Josvab. 18. 1 Samuels
Bogs 1.

     Og der var en Mand fra Ephraims
Bjerg, og hans Navn var Elkana; han havde en Hustrue, som heed Hanna, og hun
       havde ingen Børn, men der hun tilbad i Silo, da bad hun til Herren, og gjorde et Løfte,
       og sagde: Herre Zebaoth! om Du seer til din
Tjenerindes Elendighed, og giver hende en
Søn, da vil jeg give ham til Herren alle
hans Livs Dage. Og det skedte, da Aaret
       gik om, da fødte Hanna en Søn, og kaldte
  hans Navn Samuel, det er: Guds Naadegave, og Hanna kom sit Løftes Ord ihu, og
hun førte ham op, da han var en liden Dreng,
til Herrens Hus, og gav ham i Elis Haand,
og lovede Gud og sang yndelig for Herren i
sit Hjerte og med sine Læbers Ord.
 Og Elis Sønner vare den Ondes Børn, og vilde ei
kiende Herren, men Drengen Samuel gik og
blev stor og behagelig baade for Gud og for
Menneskene. Og Guds Ord var dyrt i de
samme Dage, og Ingen havde Herrens Syner,
men det skedte en Aftenstund, der Samuel
laae i Tabernaklet, og Guds Lampe brændte,
da kaldte Herren ad Samuel, men Samuel
kiendte ikke Herrens Røst, og tænkte at det
var Elis, og løb til ham, men der det kaldte
anden og tredie Gang, da forstod Eli, at Herren kaldte ad Drengen, og bød ham at svare:
tal Herre! thi din Tjener hører; og Herren
talede til ham om alt det Onde, som skulde komme over Elis Hus, og over ham, fordi han straffede ikke sine Sønners Misgierning. Og om Morgenen vilde Eli høre
Herrens Ord, og han hørte dem, og sagde:
Han er Herren, Han giøre hvad som er godt
for Hans Øine. Og Samuel blev stor, og Herren var med ham, og han var en Seer,
  det er: Den, som seer Guds Syner, som seer
en Lignelse af det, hvilket endnu ei er kommet
tilsyne for de andre Menneskens Børn, eller
  som er usynligt for dem, men en Seer kaldtes siden en Prophete, det er: Een, som siger noget 
Hemmeligt


 forud, thi Seerne talede forud i deres Spaadom om de Ting, som
skulde aabenbares, som ei var tilsyne for Andre, og ei kunde udgrundes ved menneskelig
Forstand.
 Og det skedte, at Philisterne, de
Folk, som boede vesten for Israels Børn ud
til Havet, de strede mod Israels Børn, og
fik Magt, og de toge Herrens Ark, som var
i Leiren, og de sloge Elis Sønner med skarpe
Sværd. Eli var otte og halvfemtesindstive
Aar gammel, og sad paa en Stol hos Veien
og stirrede omkring sig, thi hans Hjerte var
forskrækket, fordi Herrens Ark var i Leiren;
og der kom en Mand fra Striden, hans
Klæder vare revne, og der var Jord paa hans
Hoved, og han bar Tidende for Eli, og sagde:
Israel flyede for Philisternes Ansigt, og der skede et stort Slag paa Folket, og dine to
Sønner ere ogsaa døde, og Guds Ark er taget;
men da han meldte om Arken, da faldt Eli
baglænds af Stolen, og Halsens Been bleve
brudte, og han døde; han havde dømt Israel i fyrgetive Aar. 1 S. B. 1. 2. 3. 4.

Saa var da Herrens Ark i Philisternes
Land, og der var ingen Herlighed i Israel,
og Philisterne satte Arken i deres Afguds,
  Dagons Hus; men see! om Morgenen da laa Dagons Billede nedkastet, og Hovedet og Hænderne vare afhugne, og Herren slog Folket
i Staden med Pestilense og haard Sygdom,
og Philisterne flyttede Arken omkring i syv
Maaneder fra Sted til Sted, men hvorhen
de flyttede Arken, did fulgte og Plagerne med,
  og paa det sidste førte de den tilbage til Israels  Land. Da blev al Israel glad, men de lode dog ikke af at synde mod Herren og
tjene Afguder tilligemed Ham, derfor gav
Herren dem i deres Fienders Haand, indtil de
jamrede sig, og længtes efter Guds Frelsning.
Og det skedte, at Samuel forsamlede Folket,
og bød dem at bortkaste Afguders Billeder,
og omvende sig til Herren, og de gjorde saa,
og da Philisterne igjen drog op mod Israel, da lod Herren tordne over dem med en svar
Torden paa den samme Dag, og forfærdede
dem, saa bleve de slagne for Israels Ansigt,
og Samuel dømte Folket med Ret og Retfærdighed alle sit Embeds Dage, og Philisterne kom ikke mere i dets Landemærke, alle Samuels Dage. 1 S. B. 5. 6. 7.

Og det skedte der Samuel blev gammel, da satte han sine Sønner til Dommere ude i
Landet, men de vandrede ikke i hans Veie,
men bøiede Retten og dømte uret for Gaver.
Da forsamlede de Ældste af Israel sig til Samuel i den By, hvor han boede i Ramah, og dermed besmykkede de sig, at de begyndte med at klage paa hans Sønners uretvise Domme, men det var deres Ærende, at de
sagde: giv os en Konge! thi vi, vi vil ogsaa
være som alle Hedningene, og vor Konge skal
dømme os, og drage ud for vort Ansigt at føre vore Krige. Det syntes ilde for Samuels Øine, thi Herren var Israels Konge, og Han havde givet dem en Lov at dømmes
derefter, og Han var uddraget i Strid for
  deres Ansigt, og havde frelst dem af deres Fienders Haand; 
men

 Herren sagde til Samuel: hør Folkets Røst i alt Det, som de tale til dig, thi de have forkastet mig, at Jeg skal
ikke regiere over dem.
Og der var en Mand, ved Navn Kis, af Benjamins, Jakobs den
  yngste Søns Stamme; hans Søn heed Saul,
og han var udskikket at lede om sin Faders Asne, og der han fandt dem ikke, gik han til Seeren, det er Samuel, at adspørge om dem;
men Gud havde Dagen forud talet til Samuel,
og sagt: ved denne Tid i Morgen vil Jeg
sende dig en Mand af Benjamins Land, og
du skal salve ham til en Fyrste over mit Folk
Israel, og der Samuel saae Saul, sagde Herren til ham: see Manden! om hvem Jeg
har sagt: Denne, han skal styre mit Folk.
Saa tog Samuel Oliekrukken, og øste paa
hans Hoved, og sagde: er det ikke saa, at
Herren har salvet dig til en Fyrste over hans
  Arv, og Herrens Aand skal komme heftig over dig, og du skal prophetere, og du skal omskiftes til en anden Mand, og det skedte, da han vendte sine Skuldre at gaae fra Samuel, da
vendte Gud hans Hjerte, og Guds Aand kom
heftig over ham.
  Dernæst forsamledes alt
Folket, og der blev kastet Lod om Kongedommet imellem Israels Stammer for Herrens
  Ansigt, og Benjamins Stamme blev ramt,
  og mellem Benjamins Slægter faldt Lodden
paa Sauls Faders Slægt og paa Saul i den,
og alt Folket raabte: Kongen leve! Men
Ammoniterne droge op imod Israel, og Saul uddrog og vandt Seier, men der Israel var
forsamlet, da bad Samuel til Herren, og Herren gjorde et Tegn for Folkets Øine, at de
kunde see det var ondt for Herrens Øine, at
de havde begjeret en Konge. Da bekjendte
Folket sin Synd, og frygtede saare for Herren og Samuel, men Samuel trøstede dem,
og sagde: frygter ikke, I gjorde meget ilde,
men viger kun ikke fra Herren; thi Han vil
ikke forlade sit Folk for sit det store Navns
Skyld, men giøre I alligevel ilde, da skal
baade I og eders Konge omkomme. 1 S. B.
8. 9. 10. 11. 12.

Saa var Saul Konge i Israel, men hans Hjerte blev ikke fast ved Herren; han stolede paa sin Hærs Mangfoldighed og ikke
paa Hærenes Herre, og overtraadte hans Lov,
og lydde ikke Hans Ord, som Han talede ved
sin Tjener Samuel, og Herrens Ord skedte til Samuel, og han talede dem for Sauls Øren,
og sagde: Gienstridighed er en Trolddoms
Synd, og at blive ved derudi er Afgudsdyrkelse,
efterdi du har forkastet Herrens Ord, da har
Han og forkastet dig, og du er ikke Konge.
Og Samuel gik hjem, og besøgte ikke Saul mere indtil sin Dødsdag, men han sørgede
over Saul. Da sagde Herren til Samuel:
hvorlænge vil du sørge for Saul, nu Jeg
har forskudt ham fra at være Israels Konge,
fyld dit Horn med Olie, og gak hen! Jeg vil
  sende dig til Isai den Betlehemiter, thi blandt hans Sønner har Jeg udseet mig en Konge. 
  Saa gik Samuel til Betlehem, til Isai af Juda Stamme, og saae hans Sønner, og det skedte, der Eliab den Ældste gik frem, da tænkte Samuel: visselig! denne er Herrens Salvede, men Herren sagde til ham: see ikke
  til hans Anseelse eller Vextes  Høihed, thi Jeg har forskudt ham; et Menneske betragter det Øiensynlige, men Herren seer til
  Hjertet. Saa ginge Isais Sønner, syv udi Tal, forbi Samuel, men det var ingen af
  dem, og Samuel sagde til Isai: ere de unge Karle her alle tilsammen, da svarede Isai:
den Yngste er endnu tilbage, og see! han vogter Smaakvæget. Saa blev David hentet
fra Faarene, og han kom frem, og var rødmosset med deilige Øine og faver Skikkelse,
og Herren sagde: staa op, salv ham! thi det
er ham. Saa tog Samuel Oliehornet og
salvede ham, og Herrens Aand blev stærk
over David fra den samme Dag og fremdeles; men Herrens Aand vigede fra Saul, og
en ond Aand fra Herren forfærdede ham.
Da sagde Sauls Tjenere til ham: see en ond
Aand forfærder dig, lad dog en Mand gaa frem, som forstaar at lege paa Harpe, og det
  skal skee, naar han leger med sin Haand, da
bliver det godt med dig, og Saul sagde: ja
  Kiære! seer mig om en saadan Mand! Da
svarede en af de unge Karle og sagde: see!
jeg saae Isai Søn, han kan vel lege, og er
forstandig i Ord og deilig, og Herren er med
ham. Da sendte Saul Bud, og David kom
og stod for hans Ansigt, og han elskte ham
saare, thi det skedte, naar Aanden var over
  Saul, da tog David Harpen og legde med sin Haand, og Saul blev oplivet, og det blev godt med ham, og den onde Aand vigede fra
ham. Saa var David med Saul enstund,
og gik igjen tilbage til Betlehem, at vogte sin Faders Faar. 1 S. B. 13. 14. 15.
16. 17.
   
Dernæst kom den Tidende i Landet, at
Philisterne havde samlet sig til Strid, og
  Saul forsamlede Israels Mænd, og Hærene stode paa Bjerge, den ene for den andens
  Aasyn, og en Dal var imellem. Og Isai
sagde til David: see dine Brødre de ere med
Kongen i Leiren, saa gak nu, og bær dem disse Brød, og tag disse Oste, at give deres
Høvedsmand, og see til dine Brødre, om det
gaaer dem vel, og før mig visse Tidender! Saa stod David tidlig op og kom til Leiren,
og lod Byrden ligge hos dem, som forvarede
Tøiet, og gik hen i Slagordenen, og hilsde
sine Brødre. Men det skedte, mens han
endnu talede med dem, da gik en Philister
frem i Dalen, Goliath den Kæmpe, han var
sex Alen og en Haandbred høi, og han bød ud af Israels Mænd, hvem som turde stride
med ham, og han drev Spot med Israels
Leire, og det havde han gjort i fyrgetive Dage, baade Morgen og Aften, og Ingen turde
gaa ham imøde, men hver Mand af Israel,
naar de saae den Kæmpe, da flyede de for
ham, og frygtede saare. Og David hørte 
den Tale, og at Saul havde lovet den Mand
sin Datter, som slog Philisteren, og David
blev heftig i Aanden, og bød sig til at stride
imod ham, og han blev hentet til Saul, og
gik ned i Dalen, ikke med Sværd eller andet
Krigsvaaben, men kun med sin Hyrdestav og
sin Slynge. Men Goliath foragtede Drengen, og sagde: er jeg en Hund, at du gaaer imod mig med Kieppe, og han bandede David
ved sine Guder, og sagde: kom hid, saa vil
jeg give Fuglene under Himmelen og Dyrene
paa Marken dit Kiød. Men David svarede
og sagde: du kommer til mig med Sværd og
med Spyd og med Skjold, men jeg kommer
til dig i den Herre Zebaoths Navn, hvem du
har forhaanet; paa denne Dag skal Herren
give dig i min Haand, og jeg skal slaa dig,
og tage dit Hoved af dig, og give Kroppe af
Philisternes Hær til Fuglene under Himmelen, og til Dyrene paa Marken, saa alt Landet skal mærke, at der er Gud i Israel, og
al denne Menighed skal kiende, at Herren ikke
frelser ved Sværd og ved Spyd, thi Striden
er Herrens, og Han skal give eder i vor Haand.
Men der han dette havde sagt, da tog han
en Steen, og slog med Slyngen, og Stenen
sad fast i Philisterens Pande, og han faldt
paa sit Ansigt til Jorden, og David fik Magt og stod hos Goliath, og uddrog Sværdet af
Balgen, og huggede hans Hoved af med hans
eget Sværd, og der Philisterne saae, at deres
Kæmpe var død, da flygtede de, men Israels
Mænd forfulgte dem, og slog dem med et stort
Slag, og tog deres Leir.
  Og det skedte, at Jonathan, Sauls Søn, elskede David fra
  den samme Dag, som sin egen Sjel, men der de kom tilbage af Philisternes Slag, da vare Kvinderne af Israels Stæder udgangne mod Kongen med Sang og med Dands, med Trommer og Strængeleeg og Glædskabs Lyd, og
Kvinderne legde paa Strænge, og sang med
hverandre: Saul sine Tusinde slog, og sine
  Titusinde David; da blev Saul ganske meget vred, og sagde: mig gav de Tusinde, men
David gav de Titusinde, og med Tiden bliver
endogsaa Kongeriget hans, og Saul saae mistænkelig paa David fra den Dag og derefter.
1. S. B. 17. 18.

     Det er en lang og en mærkelig Tale om hvorledes David fik Kongens Daatter, hvordan Jonathan elskede ham, og Saul forfulgte ham, hvorledes han maatte vanke omkring,
Aar efter Aar, ustadig og landflygtig, men
lod dog ikke af at stole paa Herren, og blev
kraftelig hjulpet af Angest, og kronet med
Miskundhed, hvilket Alt er at læse i Samuels første Bog. Og det var Kong Saul, han fordærvede sin Vei alt mere og mere, og var
i onde Magters Vold, og slog Herrens Præster ihjel, og paa det Sidste droge Philisterne op at stride imod ham, og Herren var ikke
       med ham, og hans Hjerte var svagt, og Israels Mænd flyede for Philisternes Ansigt,
  og de faldt ihjelslagne paa Gilboas Bjerg;
  og Philisterne sloge Jonathan, og Striden blev svar for Saul, og Bueskytterne ramte
ham, og han blev saaret haardt. Da sagde
Saul til sin Vaabendrager: drag dit Sværd
ud, og stik mig ihjel dermed, at disse Hedninger ikke skal komme og have mig til
Spot; men der Vaabendrageren vilde ikke,
og frygtede saare for at lægge Haand paa
Herrens Salvede, da tog Saul sit Sværd,
og lod sig falde derpaa. Men der Vaabendrageren saae, at Saul var død, da faldt
ogsaa han paa sit Sværd, og døde med ham;
saa døde Saul og hans tre Sønner, og hans
Vaabendrager, og alle hans Mænd tillige paa
den Dag, og der Philisterne funde Sauls Legeme, da afhuggede de hans Hoved, og toge
  hans Vaaben, og lod Bud gaa om Landet,
at kundgiøre det i deres Afguders Huse, og
Legemet hængte de paa en Mur, men der
vare Mænd i Israel, som Saul havde frelst fra Vanære, og udfriet af deres Fienders
Haand, de droge hen om Natten, og toge
Sauls og hans Sønners Legemer, og sørgede, og begrove dem under en Eeg, og David
  sang et stort Klagemaal over dem, over Israels Kæmper, og mest over Jonathan, sin
Hjertensven. 1 S. B. 19-31. 2 S. B. 1.

Der Saul var død, da blev David
Konge, dog ikke over alt Folket, thi de elleve
Stammer toge Isboseth, Sauls Søn, og gjorde ham til Konge, men David regierede
  over sin egen Stamme, over Juda Stamme,
og holdt Hus i den By Hebron, i Calebs By, i syv Aar. Da skedte det, at Isboseths Mænd
sloge deres egen Herre ihjel, og David blev
Konge over det hele Rige, og tog Jerusalem fra Hedningene, og boede der, og den Stad
blev kaldet Davids Stad, og er blevet navnkundig, fremfor alle de Stæder, som ere paa
Jordens Kreds. 2 S. B. 2-5.

Det er om David at sige, at han var en Mand efter Guds Hjerte, og han havde
Fremgang i al sin Bedrift, og blev mægtig,
  thi Herren Zebaoth, Hærskarernes Gud, var
med ham, og han ydmygede Israels Fiender,
  og han udstrakte sit Herredømme imod Sønden til det røde Hav, og imod Vesten til det
store Hav, og imod Østen indtil Floden, som
kaldes Euphrat. Om alle disse Ting ere lange
Taler i den anden Samuels Bog, men her er kun det at mærke, at alligevel David var
en hellig Mand, saa gjorde han dog engang
en gruelig Synd, og udøste uskyldigt Blod,
og ihvorvel han fortrød den bitterlig med
mange Taarer og stor Bedrøvelse, og fik Forladelse af Herren, maatte han dog tugtes
med stor Trængsel, og være enstund flygtig
for sin egen Søn, den ugudelige Absalon,
thi hans onde Gierning voldte, at Herrens
Fiender spottede med Hans hellige Navn, og
det maatte aabenbares, at Herren hader al
Misgierning, og vil haardelig straffe alle dem,
som forkrænke og overtræde Hans hellige Bud.

Kong David var en Seer og Prophete,
og havde Guds Syner, og sang liflig om
Herrens Herlighed og alle Hans underlige
  Gierninger, og talede i Aanden om de Ting,
som skulde aabenbares, og om den Kvindens
Sæd, den Verdens Frelser, som skulde komme,
  den Kvist af Isai Stub, som skulde opgroe,
alt som det endnu er at læse i den hellige
Bog, som kaldes Psalmebogen. Men disse
vare Davids sidste Spaadomsord, de Ord,
som Guds Salvede, Manden med den liflige
Psalmetunge i Israel, talede i de sidste Dage:
Herrens Aand talede ved mig, og Hans Ord
var paa min Tunge, Israels Gud talede, til
mig sagde Israels Klippe: der skal være Een,
som raader iblandt Menneskene, en retfærdig
Een, som hersker i Gudsfrygt, som Morgenens
Lys, naar Solen opgaaer, som Morgenen,
naar der er ikke Sky, naar Græsset paa Jorden skinner efter Regnen. 2 S. B. 23.

David sov hen i Herren, da han var mæt af Dage og træt af at leve paa Jorden,
og hans Søn Salomon sad paa hans Stol efter ham, og Herren gav Salomon Visdom
og Forstand over al den Forstand, som ellers
er hos Menneskens Børn, og Herren gjorde
ham rig og navnkundig iblandt alle Folk indtil Jordens Ender, og Salomon bygde et Huus for Herrens Navn i Jerusalem, det er
  den Tempel, som var saa navnkundig af sin
stolte Bygning, og sine dyrebare Smykker og
Redskaber af Guld og af Sølv og af Ædelstene, og kosteligt Træværk, og udskaarne Blomster, og blev til et Vidunder imellem alle Folk
i Asialand, og hvis Rygte gik indtil Morland. Det er herom at sige, at fra Moses Dage stod Arken under Tabernaklet, og Herren begiærede ikke et kosteligt Hus, thi Han
kan ei tjenes ved Menneskens Hænder, og
ikke forlystes ved Sølvet og Guldet, thi Han
er en Aand, og Han vil tilbedes i Aand og i
Sandhed, men det var den fromme Kong David, der Gud havde givet ham Rolighed i
Landet, da sagde han til Propheten Nathan:
Kiære! jeg boer i et Hus af kosteligt Cedertræ, og Herrens Ark den staar under Telt, og
det var da hans Agt, at bygge sin Guds Navn
et favert og dyrebart Hus, men Herren sagde
til ham ved Propheten: skulde du bygge mig
et Hus, som jeg skulde bo udi? nei! Herren
kundgiør dig, at Han vil bygge dig et Hus,
naar dine Dages Tal er fuldt, og du ligger
hos dine Fædre, da vil Jeg opreise din Sæd efter dig, og Han skal bygge mit Navn et
Hus, og Jeg vil stadfæste Hans Riges Stol
evindelig, Jeg, Jeg vil være Ham en Fader,
og Han, Han skal være mig en Søn. Dermed talte da Gud mest om sin Søn, som
skulde opreises af Davids Sæd, og bygge sin
Fader et aandeligt Hus af lydige Børn;
men Herren tilstedte dog ogsaa, at Salomon
maatte bygge et Hus til Hans Pris, og Salomon vidste det vel, at Herren boer ikke i Huse, som bygges ved Menneskens Hænder,
derfor sang Han, der den kostelige Tempel
var opbygget: mon Gud skulde sandelig bo
her paa Jorden? see! Himlene hist og Himlenes Himle, de rumme Ham ikke, end sige
det Hus, jeg her haver bygget; men, Israels
Gud! lad dine Øine kun vogte paa Huset,
om hvilket du sagde: mit Navn det skal være
derinde, saa at Du hører de Bønner, som bedes af Hjertet for Huset! Det hørte Herren i Himlen, og en Skye fyldte Huset, ja Herrens Herlighed fyldte det, og alt Folket
fornam, at Han var visselig tilstæde. 2 Sam.
7, og 1 Kong. 8.

Herren gav Salomon Fred og Visdom
og Rigdom, og et berømmeligt Navn over
alle de Konger, som vare i hans Dage, og
hans Aars Tal blev fuldt, og han gik til sine
Fædre; men end ikke hans Hjerte havde været
retskaffent med Herren hans Gud, som Davids hans Faders Hjerte, thi der han blev
gammel, da lod han sig bøie af hedenske
Kvinder til at vandre paa Hedningers Viis,
  og tilbede for Afguder, som er en Vederstyggelighed for Herren. Da blev Herren vred paa Salomon, og sagde til ham: efterdi du
ikke haver holdet min Pagt og mine Skikke,
som Jeg haver budet dig, da vil Jeg visselig rive Riget fra dig, og give din Tjener det,
dog ikke i dine Dage, for Davids din Faders
Skyld, af din Søns Haand vil Jeg rive det,
dog ikke det ganske Rige, een Stamme vil
Jeg give din Søn, for Davids min Tjeners
Skyld, og for Jerusalems Skyld, som Jeg
haver udvalgt. 1 Kong. 11.

Herren havde talet, og det skedte saa,
alt efter hans Ord, Salomon laa hos sine
Fædre, og Folket raabte til hans Søn, til
  Roboam, og sagde: let os det Aag, som din
Fader lagde paa vore Skuldre! men han vilde ikke høre dem; da sagde de ti Stammer:
hvad har da vi med David at skifte, ei er
  vor Arv hos Isai Søn, Israel! drag til din
Hytte; David, tag vare nu selv paa dit Hus!
og de gik hen, og gjorde en Mand, ved Navn
  Jeroboam, til deres Konge, og hans Rige
  blev kaldet Israels Rige. Men Herren saae
    til Roboam, for Davids sin Tjeners Skyld, og alt Juda Hus blev hos ham med Benjamins Børn, og hans Rige blev kaldet Juda Rige. 1. Kong. 12.

     Og Herren havde talet til Jeroboam, ved Ahias Prophetens Mund, i Salomons
Dage, og sagt: dersom du hører alt det, Jeg
byder dig, og vandrer i mine Veie, og giør
det, som Ret er for mine Øine, at holde
mine Skikke og mine Bud, saasom David
min Tjener gjorde, da vil Jeg være med dig,
og bygge dig et bestandigt Hus, saa som Jeg byggede David, og give dig Israel; men alligevel tænkte Jeroboam i sit Hjerte: dersom
dette Folk skal gaae op at giøre Offer i Herrens Hus i Jerusalem, da maatte dette Folks
       Hjerte vende tilbage til deres Herre, til Roboam, Judæ Konge, og de maatte slaae mig
ihjel, og gaae hen at tjene ham. Derfor
holdt han et Raad, og gjorde to Guldkalve,
og sagde til Folket: det er eder for meget at
gaae op til Jerusalem, see dine Guder, Israel! som opførte dig af Ægypti Land, og
denne Gierning var Synd, og han bygde
Hus paa Høiene, og gjorde Præster af de
Ringeste blandt Folket, som ikke vare Levi
Børn, derfor optændtes Herrens Vrede over
       Jeroboam, til at udslette hans Ihukommelse,
og ødelægge hans Hus, og i hans Søns Dage
skedte det, at hans Tjener stod op imod ham,
og udryddede den ganske Slægt, og der blev
Ingen tilovers. En Slægt efter den anden
kom til at sidde paa Israels Kongers Stol, men alle vandrede de i Jeroboams Veie, og
gjorde det Onde for Herrens Øine, og kom Israel til at synde med Afguder. Een Konge heed Omri, og han bygde Samaria Bye, der
hvor Kongerne boede siden, og hans Søn var Achab, som gjorde det Onde for Herrens Øine fremfor alle de forrige Konger, og Herrens
Navn var som glemt i Landet, og Folkets
Menighed gik med Kongen at tjene de stygge
       Afguder. Da forbandede Herren Omri Hus, og opreiste Jehu til at ødelægge det, og han gjorde saa, og Herren stadfæstede ham, og lod hans Sønner i fjerde Led sidde paa Israels Throne, men dog vandrede Jehu ikke i Herrens Israels Guds Lov af sit ganske Hjerte, og vigede ikke fra Jeroboams Synder med de
       Guldkalve, der vare en Snare for Israel.
Derfor lod Herren de Syrer, som boede østen
for Canaan, trænge Israel i Jehus og hans
Sønners Dage, da græd de for Herrens Ansigt, og ydmygede sig, og Herren frelste dem af Syrernes Haand, dog vigede de ikke fra Jeroboams Huses Synder. Men paa det
Sidste opvakte Herren de Assyrer, som boede
mod Østen og Norden hos den Flod Tigris, og de Assyrers Konge, Salmanassar, drog op imod Israel og dets Konge Hosea, og Salmanassar indtog Samaria, og førte Israel bort i Udlændighed, og lod dem boe i
       Assyrien. Og dette skedte, fordi Israels Børn havde syndet imod Herren deres Gud,
som førte dem op af Ægypti Land, fra at
være under Pharaos Magt, og fordi de havde
tjent fremmede Guder, og Folket havde vandret, ligesom Kongerne, paa de Hedningers Viis, hvilke Herren havde fordrevet for Israels Børns Ansigt, og Herren havde ladet vidne i Israel og i Juda formedelst alle Propheter, alle Seere, sigende: vender om fra
eders onde Veie, og holder mine Bud og mine
Skikke, efter al den Lov, som Jeg bød eders
Fædre, og som Jeg paamindte eder om formedelst mine Tjenere, Propheterne, men de
havde ikke været lydige, de havde forhærdet
  deres Nakke, som deres Fædre, der ikke troede paa Herren deres Gud, og gjort sig støbte Afgudsbilleder, og tilbedet for al Himmelens
  Hær, derfor blev Herren saare vred paa Israel, og borttog dem fra sit Ansigt, der blev
  ingen tilovers uden Juda Stamme allene. 1 Kong. 11. 12. 16. 2 Kong. 9. 10. 13. 17.

     Aldenstund Dette skedte med Israel, sad
Davids Sæd, Søn efter Fader, i Jerusalem og herskede over Juda, men Juda gjorde ogsaa det Onde for Herrens Øine, og vandrede
  paa Israels Veie og efter Hedningers Skikke, alligevel blev der et Lys tilovers i Jerusalem, og der vare Mænd imellem Kongerne der, hvis Hierte var retskaffent for Herren,
ligesom Davids deres Faders Hjerte. Det var Kong Asa, Roboams Sønnesøn, og det var hans Søn Josaphat, de vendte deres
Hjerter til Herren, og foragtede Afguder, dog
offrede Mange i Juda paa Høiene, thi Folkets Hjerte var ikke fast til deres Fædres Gud.
       Hans Søn Joram giftede sig med Achabs Daatter, og vandrede i Achabs Huses onde
Veie, og saa gjorde Søn efter ham; men da
kom igjen Konger, Søn efter Fader, fire i
Tal, som gjorde Ret for Herrens Øine, dog
ikke som David deres Fader, og de forhindrede det ikke, at Folket gjorde Røgelse paa Høiene for Afguder.
Igjen kom en Afgudsdyrker, og han heed Achas, men han havde
       en Søn, Esechias, han gjorde det som var
ret for Herrens Øine efter alt det, som hans
       Fader David gjorde; han borttog Høiene, og sønderbrød Støtterne, og stolede ene paa Herren, Israels Gud, og hængde fast ved Ham,
og vigede ikke fra at holde de Bud, som Herren gav Mose, og Herren var med ham, saa han handlede klogelig, og slog Philisterne,
og lod af at tjene Assyrernes Konge, som hans Fader Achas maatte tjene i sin Tid.
       I hans Dage skedte det, at Salmanassar, Kongen i Assyrien, indtog Samaria, og bortførte Folket, og det var Salmanassars Søn, Senacherib, han drog op imod Juda og imod
Jerusalem med stor Krigsmagt, og megen
Trudsel, og bespottelige Ord, som hans Mund
talede imod Herren, Israels Gud, og imod Hans Tjener Esechias, og sagde: hvo er iblandt alle Landes Guder, som haver frelst deres Land af min Haand? skulde da deres Jehovah frelse
Jerusalem. Saa talte Kongens Tjener af Assyrien, og saa skrev han til Esechias, men Esechias tog Brevene og læste dem, og gik
op i Herrens Hus, og udbredte dem for Herrens Ansigt, og bad, og sagde: Herre! du
       Israels Gud i din Høihed! du er den eneste
Gud over Alting paa Jorden! du, du gjorde
Himlen og Jorden, Herre! saa bøi dine Øren
og hør! Herre, oplad dine Øine, og see! og  hør paa Senacheribs Ord, som bespotte den
levende Gud, Herre! ja, sandt er at sige, Assyriens Konger de have ødelagt Hedningers Lande, opbrændt deres Guder med Ild, fordi
det var ikke Guder, men det var Stene og
Træ, Gjerning af Menneskehænder; men
Herre, vor Gud! du, Kiære! frels du os af
hans Haand, at alle Riger paa Jorden maa
kjende, at du, Jehovah! du kun allene er
Gud.
 Og der var en Prophet i Juda i de samme Dage, ved Navn Esaias, han sendte
Bud til Kongen, og lod sige: Saa siger Herren, Israels Gud, Jeg haver hørt hvad du
  bad til mig mod Assyriens Konge, og hør nu
det Ord, som Herren har talet imod ham:
Jeg kjender din Bolig, din Udgang og Indgang, og at du raser imod mig; efterdi du da
raser imod mig, og løfter dig høit imod Israels Gud, og dit Bulder kom op for mit
Øre, saa vil Jeg lægge min Krog i din Næse, og mit Bidsel i din Mund, og føre dig bort paa den Vei, ad hvilken du kom; thi det Overblevne af Juda skal end faae sig Rødder
forneden, og frembære Frugter foroven, ja! denne Stad vil Jeg vogte og frelse for min
Skyld, og saa for Davids, min Tjeners. Og
det skedte i den samme Nat, at Herrens Engel udfoer, og slog i de Assyriers Leir hundrede og fem og firsindstyve Tusinder, og der
de stode op, aarle om Morgenen, da vare alle
disse døde Kroppe; saa drog Senacherib bort,
       og vendte tilbage, og blev udi Ninive, det
var hans den store Stad, og det skedte, der
han tilbad i sin Afguds Hus, da sloge hans
Sønner ham med Sværd, og han faldt, og Jerusalem stod, og Esechias sad paa sin Throne deri, til et Tegn for Menneskens Børn,
at Gud staar de Hoffærdige imod, men de
Ydmyge giver Han Naade, og salig er den
Mand, som forlader sig paa Herren, og sætter
sit Haab til Israels Gud!
       Der Esechias var
       hengangen i Fred til sine Fædre, da blev Vold
og Ugudelighed og Afgudsdyrkelse saare megen
i Juda Land, ja det var hans egen Søn Manasse, han gjorde det, som var ondt for Herrens Øine, efter alle Hedningenes Vederstyggeligheder, og opreiste igjen de Høie og
de Altre, som hans Fader nedbrød, og satte
Afgudsbilleder i det Hus, om hvilket Herren
havde sagt: i dette Hus og i Jerusalem, som
Jeg udvalgte af alle Israels Stammer, vil 
Jeg sætte mit Navn evindeligen, dersom de
holde min Lov, hvilken Jeg gav ved Mose
       min Tjener; men de lød ikke Herren, og Manasse forførte dem til at giøre værre end Hedningene, hvilke Herren ødelagde for Israels
       Børns Ansigt, tilmed udøste Manasse saare
meget uskyldigt Blod, og opfyldte Jerusalem
med Blodskyld. Da talede Herren ved sine
Tjenere Propheterne, og saa sagde Herren,
Israels Gud: see! nu fører Jeg Ulykker vist over Juda og over Jerusalem, saa at hvo
som det hører, hans Øren skal klinge, ja!
Jeg vil maale Jerusalem med Samarias Alen,
  og paa Achabs Huses Vægt skal den veies,
ja som Man visker et Fad, og vender det om
paa sin Rand, saa vil Jeg tømme og vende
Jerusalems Stad. Men alligevel Herren
talede og truede saa, frygtede de dog ikke
Herren, men de bleve ved at synde, Manasse
       og hans Søn Amon efter ham, og Juda Hus med sine Konger, og de foragtede Herrens
Skikke, og Hans Lov var glemt i Jerusalem;
derfor kunde hans Vrede ei vende tilbage,
og Han sagde: Jeg vil visselig bortkaste Juda
       fra mit Ansigt, som Jeg bortkastede Israel,
Jeg vil forkaste Jerusalem og det Hus, om
hvilket Jeg sagde: Mit Navn skal være der.
Saa talede og gjorde Herren i sin Nidkiærhed,
       alligevel der endnu kom en Konge paa Juda Riges Stol, om hvem der staaer skrevet:
han gjorde det, som var ret for Herrens Øine,
og vandrede i al Davids sin Faders Vei, og
vigede ikke til den høire eller venstre Side.
Det var Josias, Amons Søn, i hans Dage blev Lovbogen fundet i Herrens Hus, og da
Kongen hørte Bogens Ord, da sønderrev han
sine Klæder, og lod Herren adspørge, om den 
Bogs Ord skulde komme over Folket. Og
Herren svarede: see! Ulykken fører Jeg vist
over denne Stad efter alle Bogens Ord, som Juda Konge læste, men til ham selv siger
Herren, Israels Gud: fordi dit Hjerte blev
blødt, og du ydmygede dig for mit Ansigt,
       der du hørte hvad Jeg haver talet mod denne Stæd og dens Indbyggere, at de skulle blive
til en Ødelæggelse og til en Forbandelse, og
du reev dine Klæder, og græd for mit Ansigt,
saa haver Jeg, Jeg ogsaa hørt Dette, derfor
see! Jeg vil samle dig til dine Fædre, og du
skal synke i Graven med Fred, og dine Øine
skal ikke see den Ulykke, som kommer. Saa
blev Josias stadig i Herrens Frygt, og det
var al hans Bedrift, at ødelægge Afguders
Huse og Høie og udskaarne Billeder, ja der
var ingen Konge, der saa som han af sit
       ganske Hjerte og sin ganske Sjæl og al sin Formue vendte sig at vogte paa al Mose Lov,
thi han saae det, at Ødelæggelsens Time var
       forhaanden, og det var hans Sjæls Begiæring, om Folket endnu kunde stadfæstes i Herrens Skikke til at blive for hans Ansigt;
men Folket vilde ei høre Kongens ei heller
Propheternes Taler til at giøre derefter, og
       Josias havde fire Sønner, som vare Konger
efter hverandre, og de gjorde alle det, som
var ondt for Herrens Øine, derfor opvakte Gud Kongen af Ægypten og Kongen af Babel imod dem og imod Juda Hus, og Josias
Søn, Zedechias, han blev den sidste Konge i
Jerusalem. Babel var den Bye, hvor Gud blandede Jorderigs Tungemaal, og den var
blevet mægtig i de samme Dage, og havde
Magt over Folk og Riger, over Ægypten og
       Assyrien, og Kongen af Babel heed Nebucadnesar, og Zedechias tjente ham enstund,
       men satte sig saa op imod ham, og Nebucadnesar drog op imod Jerusalem, og bygde
et Bolværk omkring Staden, og beleirede den
saalænge, til Hungeren fik Overhaand derinde,
og der var ikke Brød til Folket, da fik Chaldæerne, det er de Stridsmænd af Babel,
Magt, og kom ind i Jerusalem. Da tænkte Zedechias at undflye fra sine Fienders Ansigt,
men de toge ham, og førte ham frem for
Kongen af Babel, og slagtede hans Sønner
for hans Øine, og udstak saa hans Øine, og
bandt ham med en Kaabberlænke, og førte
ham til Babel, altsammen efter de Ord, som
Herren havde talet til ham ved sin Tjener,
Propheten Jeremias. Dernæst droge Chaldæerne igien op til Jerusalem, og nedbrød
dens Mure, og opbrændte Herrens Hus, og
Kongens Hus, og alle store Huse, og førte
Folket i Trældom til Babel, og toge med sig
       alle Kar og Redskaber fra Herrens Hus, af
Guld og Sølv og Kaabber, og alle dyrebare
og alle ønskelige Ting, der blev Intet tilovers
af al Jerusalems og Juda Huses Herlighed, efter alle de Ord, som Herren havde talet ved
sine Tjenere, Propheterne. 1 Kong. 11. 15.
22. 2 Kong. 11. 12. 14. 15. 16. 18. 19.
   20. 21. 22. 23. 24. 25. Jerem. 32.




Nu var det da for menneskelige Øine
at see, som om Herren havde glemt sit Folk,
og det Ord, som Han talede til Abraham,
  Isak og Jacob, og til David, sin Tjener, om
deres Sæd, som skulde opgroe til Velsignelse
for Jorden; men Herren er ikke et Menneske,
at Han kunde lyve, og Han havde sagt ved
sin Tjener Esaias: Synger I Himle! og
glæd dig du Jord! raaber, I Bjerge, med
Frydesangs Røst! Herren har trøstet sit Folk,
og over de Arme Han vil sig forbarme; Zion
vel siger: ak! Herren forlod mig, ja Herren
har glemt mig; men kan en Moder da glemme sin Spæde, saa over Søn hun ei ynkes?
ja, om hun kan det, dig vil Jeg dog ikke
glemme, see! Jeg dig tegnede paa mine Hænder; ja, dine Ørker og dine nedbrudte Stæder, de dine Børn skal blive for snevre, borte skal Fienderne være, du i dit Hjerte skal sige:
see! hvem haver avlet mig disse, thi jeg var
en sønneløs Enke, du skal fornemme, at Ingen
beskiæmmes, som haaber paa mig, Jeg er Herren. Udtrykkelig havde Herren og sagt ved sin Tjener Jeremias: efterat halvfjerdesindstive Aar ere fulde i Babel, da vil Jeg
besøge eder, og Jeg vil stadfæste mit det gode Ord
over eder, at føre eder tilbage til denne Stad.
Men til ydermere Trøst opreiste Herren endnu
  tvende Propheter blandt sit Folk i deres Udlændighed, det var Ezechiel og Daniel; de spaaede
klarlig om Herrens Miskundhed og Folkets
Frelse, og om Jerusalem og Templen, som
igien skulde opbygges, og der Udlændighedens
Tider vare fuldkommede, medens Daniel endnu
levede, da kom Ulykken over Babel, hvilken
Herren forud havde betegnet, og et andet
Folk, de Meder og Perser fra Norden og
Østen, fik Overhaand, og deres Konge, Cyrus,
  indtog Babylon efter Herrens Ord ved Propheten Esaias, og lod Folket fare efter Herrens Ord, som sagde om Cyrus: han er min
Hyrde, og han skal fuldkomme Alt, hvad mig
behager, baade at Man skal sige til Jerusalem: du skal bygges, og til Templen: du skal grundfæstes. Esa. 44. 45. 49. Jer. 29.

     Det var da i Kong Cyri første Regieringsaar, at han lod Brev udgaae over alle
       sine Lande, i den Mening: Herren, Himmelens Gud, haver givet mig alle Riger i Landet, og Han har befalet mig, at bygge Sig et Hus i Jerusalem, som er i Juda, hvem er
iblandt eder, som er af Hans Folk, Herren
Hans Gud være med ham, og han drage op!
Saa droge de da hen, alle de, hvis Hjerte
Herren rørte, med Serubabel, som var Josias Sønnesøns Søn, og den ganske Forsamling
var To og Fyrgetive Tusinde Tre Hundrede
og Tresindstive, og Cyrus gav dem alle de
Kar, som vare tagne af Herrens Hus, og
hver, som vilde, gav af sin Formue til Herrens Gierning og Hans Huses Bygning.
Det var i det andet Aar, da lagdes Grundvolden til Herrens Tempel, og de sang Davids Guds Tjeners Sang: Takker Herren, fordi
Han er god, og Hans Miskundhed varer
evindelig; men mange af Præsterne og de ypperste Fædre, og de Gamle, som havde seet
det første Hus, da det stod paa sin Grundvold, opløftede Røsten og græd. Saa lagdes da Grundvolden med et underligt Tegn, med
Frydesang og med Graads Røst, ret som
Guds Tempel opbygges i Menneskens Hjerte,
fordi det Nærværende er til at sørge over,
men det Tilkommende at glædes ved; det var
da og, som det bares de Forstandige og Gamle
for, at der vilde komme stor Forhindring i den Bedrift, og det gik saa; thi Juda Børn havde mange Fiender, og de forstyrrede Arbeidet,
og Folket var ikke flittigt til Herrens Gierning, men lode Hænderne synke. Da opstod
Propheten Haggai, og talede Herrens Ord,
og sagde: dette Folk siger: Tiden er endnu
ikke kommen, Tiden til at bygge Herrens
Hus, mon da Tiden være kommen, at I skal
boe i panelede Huse, og mit Hus skal være
øde; opgaaer paa Bjerget, og henfører Træ,
og bygger mit Hus, saa vil Jeg have Lyst
dertil, og bevise mig herlig. Da opvakte
Gud Serubabels og Præsternes og Folkets
       Aand, at de toge fat paa Husets Gierning,
       at fuldkomme den, og Propheterne Haggai og Sacharias størkede deres Hænder, og Herren bøiede Darii Hjerte, Kongens af Persien,
       saa han ei hørte deres Modstanderes Klagemaal, men saae paa Cyri Brev, og gav Himlens Gud Ære, og Offer til Hans Huses
Alter. Saa stod da Templen igien opreist,
men Folket brød i mange Maader Mose den
Guds Tjeners Lov, og Jerusalems Mure laa nedbrudte, og Juda Børn vare deres Naboers
       Spot og Forhaanelse. Da rørte Gud Præsten Esras Hjerte, at han drog fra Babel til
Jerusalem, og paamindte Folket om Guds Lov
og alle de Ord, som Herren havde talet til
deres Fædre, og Han rørte Nehemias Hjerte,
Hans, som var Mundskiænk hos Kongen af
   Persien, at han ynkedes over sit Folk, og kom som en Fyrste i Landet med Kongeligt Brev,
at bygge Jerusalems Mure, og hænge dens
Porte, og de, som byggede, havde Sværd ved
deres Lænd, og den, som blæste i Trompeten,
stod hos Nehemias, thi Juda Huses Modstandere vare galne i Sindet, og lurede paa dem; Herren var med Nehemias, og han
fuldkommede Værket, og han var en Hjelper
for de Fattige i Landet, og en stræng Hevner
over dem, som foragtede Guds Bud, og vandrede for Guds Ansigt i Oprigtighed alle sine
       Dage. Esr. 1. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10.
 Nehem. 1. 2. 4. 5. 6. 13. Hagg. 1.

 Alle disse Handler og underlige Gierninger ere beskrevne af de hellige Guds Mænd
og Propheter, som dreves af den Hellig Aand,
og vidnede Sandhed, men i mange Aars Dage
derefter opstod ingen Prophet, og om de Dages
Handler vides da ei saa fuldkommelig Beskeed,
dog have vi Skrift derom i gamle Bøger, og
alligevel det aldrig er Sandhed tilhobe, hvad
Mennesker efter eget Tykke tale og skrive,
kan dog gudfrygtige Mænd ved Guds Ords
Lys i de fornemste Dele og Stykker adskille
Sandhed fra Løgn, og kiende den rette Lignelse af de forbigangne Dage.


Det var i Udlændighedens Dage, at
  Seeren Daniel havde Guds Syner i Babels Land, og han saae en underlig Syn paa en
Væder, som stangede mod Vesten og Norden
og Sønden, saa at Intet kunde staae for
hans Ansigt; men det skedte i Synen, at en
Gedebuk kom fra Vesten, og løb mod den
Væder i sin kraftige Grumhed, og nedtraadte
den, saa der var ingen Frelse. Men der
Geddebukken var bleven saare stor, da sønderbrødes dens Horn det store, og fire udvoxte
isteden, og et lidet Horn udkom af det ene,
og voxte ud over det deilige Land, og nedstødte Helligdommens Bolig. Og Herren lod
Daniel forstaa den Syn, og sagde til ham:
  den Væder er Persiens Konge, men den Gedebuk er Grækenlands Konge, og de fire Horn
betyde, at det store Rige skal deles i fire, og
det lidet Horn betyder, at i Rigernes sidste
Dage, naar Syndernes Maal opfyldes, da
skal der opstaae en ublu Konge, han skal
underlig fordærve det hellige Folk, og han
skal storlig ophøie sig i sit Hjerte, og staae
imod Herrernes Herre, men sønderbrydes uden
Haand. Dan. 8.

   Denne var Synen med sin Udtydning.
Daniel gik til sine Fædre, og Aar hengik
efter Aar i hundredeviis, men Alt gik dog
efter Synen, som Daniel saae, og efter Ordet,
som Herrens Engel talede til ham, eftersom
vi læse i de verdslige Krøniker, Jøder og Hedninger har sammenskrevet. Der tohundrede
Aar vare forgangne efter Daniels Dage, da
     blev Væderen kastet omkuld, og det store persiske Rige, som gik imod Vesten til det store Hav, som kaldes Middelhavet, og op over de
Egne i Asialand, hvor Tyrker regjere, og ind
     over Ægypten, men imod Sønden og Østen ned til Arabien og Indialand, og imod Norden op til de Stæder, hvor Russer nu raade,
alt dette Rige blev lagt under Kongen af
Vesten, som heed Alexander den Store.

   Her i Europa, langt imod Sønden,
ligger det Land, som vi kalde Grækland, og
Tyrkerne raade nu der, men i ældgammel Tid
var der Folk i det Land med saamegen Visdom og Kundskab, at naar Herren ved Propheten Sacharias lover sine Børn den ypperste Visdom, da siger Han saa: Jeg har opvakt dine Børn, o Zion, over dine Børn, o
Grækenland! Vist bleve de gamle Græker
forfængelige i deres egne Tanker, og af bare
Viisdom kjendte de ikke Gud i Guds Viisdom, og de forvendte den uforkrænkelige Guds Herlighed til et forkrænkeligt Menneskes Billede og Lignelse, ja forvendte den Guds Sandhed til Løgn, saa de dyrkede og tjente Skabningen over Skaberen, som er velsignet i
Evighed; alligevel vare iblandt dem mange
fine og kostelige Mænd, som frygtede Gud, og
grundede paa Hans hellige Lov, som er skrevet i Menneskens Hjerte, og sang liflig og
sødt om Hans Herlighed, og Hans Godhed
mod Menneskens Børn; ja der var iblandt
dem een Mand, som i Gudsfrygt og Hjertens
Oprigtighed ei haver havt mange Ligemænd
enten blandt Jøder eller Christne; han gik i Døden for Sandhed og Ret, og velsignede
     sine Mordere i sin sidste Stund, og Socrates
var hans Navn. Det var da Tegn til, at
Løgn og Ugudelighed var blevet megen blandt
Grækernes Børn, siden de sloge den fromme
Mand ihjel for hans Sandheds og Gudfrygtigheds Skyld, og hans Blod kom over deres
Hoved; hver Dag bleve Grækerne mere gjerrige efter Penge og syndig Lyst, og skrøbelige
paa Legem og Sjæl, og Herren opreiste dem
en Tugtemester nordlig i deres Land, en Konge
i det Landskab, som heder Macedonien, ham
maatte de tjene, og med Alexander maatte de
     drage til Asien, at undertvinge til ham det persiske Rige. Sach. 9. Rom. 1.

   Saa var da Alexander Konge over saamange Lande, at ingen af de forrige Konger havde været saa mægtig som han, men han 
ophøiede sit Hjerte, og vilde æres som en Gud
paa Jorden, da slog Herren ham i hans Ungdoms Dage, og han døde, og hans Slægt
blev udryddet med Sværd, og hans Rige blev
skiftet imellem hans Tjenere, og blev til fire
Riger, og adsplittedes mod de fire Verdens
Hjørner, ja adspredtes siden end mere, som
Avner for Vinden. Et af de fire Riger laae
i Asialand, og kaldtes det Syriske, og det blev stort efter Herrens Ord, og der udvoxte
     det Horn, som ophøiede sig mod Helligdommen, den Green af en syndig Rod, den ublu
Konge, som kaldtes Antiochus, og han raadte
     over Juda Børns Land, som efter dem kaldes Jødeland. Han kom til Jerusalem, og gik ind i Helligdommen hovmodelig, og røvede
alle Guds Huses Kar, og bortførte Templens
Smykker, saa der blev stor Sorg i Israel;
Fyrsterne og de Ældste sukkede, Jomfruer og
unge Karle stode fortabte, og Kvindernes
Deilighed falmede, Brudgommen græd, og
hun, som sad i Brudesengen, sørgede. Men
der to Aar vare hengangne, da blev end større
Sorg og Forsmædelse i Israel, thi da sendte
     Kongen Krigsfolk med Høvedsmænd, ugudelige Mænd, til den hellige Stad, og de nedbrød dens Mure, og berøvede Landet, og henførte Kvinder og Børn i Trældom, og besmittede Helligdommen, og udøste uskyldigt
     Blod omkring den. Da lod Antiochus Brev
udgaae over alt sit Rige, at de skulde alle
være eet Folk, og forlade deres Love og deres
Fædres Skikke, og tjene ham allene, og de
Afguder, som han tjente. Og alle Hedninge
gjorde saa efter Kongens Ord, og mange af
   Israel havde Behagelighed i hans Afgudsdyrkelse, og de ugudelige Folk overtalte mange, og sagde: lader os gaae og giøre Pagt med Hedningene, som ere trindt omkring os!
thi fra den Tid, vi skiltes fra dem, have
mange Ulykker rammet os. Og Kongen befalede, at Jøderne skulde vanhellige Hviledagen og Høitiderne, og forglemme Guds Lov,
og omskifte alle de rette Skikke, og hvo, som
ei vilde giøre efter Kongens Ord, han skulde
døe; og Kongens Tjenere fore til med de Ugudelige i Israel, og byggede Afgudsaltre, og
satte Afguders Billeder, den Vederstyggelighed, paa Herrens hellige Alter, og Lovens
Bøger, som de fandt, sønderreve de, og
brændte med Ild, og alle dem, som de fandt
at de holdt Herrens Lov, og toge vare paa
Hans Skikke, dem sloge de ihjel; men dog
vare der mange i Israel, som størkede sig i Herren, og udvalgte heller at dø, end at
overtræde Guds hellige Bud, og de døde.
Alt dette kom over Israel for deres Synders
Skyld, hvormed de fortørnede Herren, og for
at Ugudelighed skulde aabenbares, og de Hovmodige udrenses fra Folket, og de gudfrygtige
Slægter stadfæstes i Nidkiærhed for Loven,
og hendrives til at vogte og vente paa Herrens Forjættelser. Herom var spaaet ved
Propheten Malachias, og midt under Trængselen kom det tilsyne efter hans Ord, at de, som frygte Herren, og tænke paa Hans Navn,
ere skrevne til Ihukommelse i en Bog for
  Hans Ansigt, og der skal giøres Skilsmisse
mellem en Retfærdig og en Ugudelig, thi see!
Dagen kommer som en brændende Ovn, da
skal alle Hovmodige, og hver, som giør Ugudelighed, være Halm; og den Dag, den, som
kommer, skal optænde dem, sagde den Herre Zebaoth, og ei efterlade dem Rod eller Green, men for eder, som frygte mit Navn, skal opgaae Retfærdigheds Soel, og Lægedom under dens Vinger, og I skal træde paa de Ugudelige, og de skal vorde Aske under eders Fodsaaler paa den Dag, hvilken Jeg giør, siger den Herre Zebaoth. Visselig taler Herren her
ved Prophetens Mund om den hellige Frelse,
     Han ved Kvindens Sæd haver beredt sine Børn,
og om den store Dag, da Jorderigs Slægter
skal hyle for Ham, og de Ugudelige bortkastes
fra Hans Ansigt evindelig, men og taler Han om hver Frelsnings og Doms Dag, Han lod
opkomme for sit Folk, og lader opkomme indtil Dagenes Ende, vist om den Frelsning, Han
     gav sit Folk ved Matathias og hans Sønners
   Hænder. Malach. 4. 1. Makkab. B. 1.

Der var en Stad i Jødeland ved Navn     Modin, og der boede en gudfrygtig Mand, en Præst ved Navn Matathias, med sine fem
Sønner, og han saae de Gudsbespottelser, som skedte i Juda og Jerusalem, og han
sagde: Gud bedre mig! hvorfor er jeg født
til dette, at see mit Folks og den hellige Stads
Fordærvelse, og at sidde stille, da den gives i
Fiendernes Haand, og Helligdommen i de
  Fremmedes Haand, og see! vore hellige Ting,
og vor Deilighed og vor Herlighed er ødelagt, og Hedningene have vanhelliget dem,
hvorefter skulle vi da længere leve? og han
med sine Sønner sønderrev deres Klæder, og
sørgede saare. See da kom de Mænd ogsaa
til Modin, som skulde tvinge Folket til at
     offre paa Afguders Altre, og de fristede Matathias, og det var forgiæves, men der en jødisk
Mand for alles Øine gik frem at offre paa
Altret, da blev Matathias nidkiær i Aanden, og hans Nyrer bævede, og han blev hastig efter Retten, og løb frem, og slagtede ham
hos Alteret, og den Kongens Mand, som
nødte dem til at offre, ihjelslog han i den samme Time, og kastede Altret omkuld, og
raabte over Staden med høi Røst, og sagde:
hver, som er nidkiær efter Loven, og holder
Pagten, han drage ud efter mig. Saa flydde han og hans Sønner paa Bjergene, og forlode hvad de havde i Staden, og der sankedes til dem Jødernes Forsamling, de Vældige, Stærke af Israel, hver, som godvillig
holdt ved Loven, og der de havde faaet en
Hær, da sloge de Syndere i deres Vrede, og
  uretfærdige Mænd i deres Hastighed, og nedbrøde Afguders Altre, og forfulgte Hofmodigheds Børn, og den Handel lykkedes ved deres Haand, thi den var af Herren. Og der
     Matathias Time kom, at han skulde dø, da
sagde han til sine Sønner: nu Børn! værer
nidkiære for Loven, og vover eders Liv for
Fædrenes Pagt, kommer vore Fædres Gjerninger ihu, som de gjorde i deres Slægter,
og betænker det saa, Slægt efter anden, at alle de, som haabede paa Herren, ere ikke
  blevne afmægtige, og frygter ikke for en syndig Mands Ord, thi hans Herlighed skal komme til Skarn og Orme. Og han satte sin Søn, Judas Maccabæus den Vældige, til
  Krigsøverste, og sin anden Søn, den forstandige Simon, til Raadgiver, og han velsignede dem, og blev lagt til sine Fædre.
  Saa førte Judas og hans Brødre Herrens
Krig, og han var uforsagt paa Stridens
Dag, og saae ikke til sin Hobs Ringhed, thi
han sagde: der er ingen Forskjel for Gud i
Himlen derpaa, at frelse ved mange eller ved
faa; thi Seier i Krig kommer ei af Hærens
Mangfoldighed, men Størken er af Himmelen, vi krige for vore Sjæle og vore Rette.
Og Herren gav de syriske Stridsmænd i sine
Tjeneres Vold, og Judas fik Magt, og drog
op til Jerusalem, og rensede Helligdommen,
og holdt Høitid med Glæde, og med Lovsang
til den Gud, som hjelper i Nød og frelser af
Angest, som er nær hos alle dem, der kalde
paa Ham i Sandhed, som giør hvad de Gudfrygtige begiære, som hører deres Skrig, og
hjelper dem. Og det var Kong Antiochus,
han havde hørt om en Stad i Persialand,
som havde et Tempel, og som var herlig med
Rigdom, Sølv og Guld, og han drog op at berøve den, men Bymændene stode hardt
imod, og han flyede, og der han drog hjemad
til Babylon, da hørte han Tidende om alt
  Det, Judas havde gjort i Jødeland og i
   Jerusalem, da blev han forfærdet og saare
beklemt, og faldt paa Sengen, og Sorg fortærede ham, og han kom ihu alt det Onde, han havde bedrevet, og hans Bespottelse med
Helligdommen, og han omkom ynkelig med
Bedrøvelse i det fremmede Land. 1. Makk. B.
2. 3. 4. 5. 6. 7.

   Saaledes hjalp da Herren kraftelig sit
     Folk, men det skedte dog, at Judas, der Nøden tyktes mindre, forglemte, at al Størke er
af Himlen, og at det bør sig for Menneskens
Børn at stole paa Herren allene, og han
hørte de Romeres Navn, som boede i det 
Land Italien, langt sønder og vester paa i
Europa, der, som Staden Rom staaer endnu,
og han hørte om alle deres Krige, og mandelige Gjerninger, hvordan de havde overvundet
mægtige Konger, og indtaget Lande fjern og
nær, Macedonien og Grækenland, og meget
af Asialand, og at de vare til Skræk for alle
deres Fiender, men til stor Trøst og Bestørkelse for deres Venner, og med alt Dette havde Ingen iblandt dem sat Krone paa sit
Hoved, eller klædt sig i Kongeligt Smykke,
at synes stadselig deri, men de raadsloge dagligen, trehundrede og tive Mænd, og beraadte sig
 om menig Mand at holde dem vel. Da
     meente Judas at størke sig meget, naar han gjorde Pagt og Venskab med dem, og han
udskikkede Bud paa den lange Reise, og de
kom til Raadet, og røgtede det Ærende, de
havde at føre, og det behagede de Romere
vel, og der gjordes Pagt og Venskab, og det
blev indgravet i Kaabbertavler, til en Vished
     og til Ihukommelse. Saa havde da Judas
mægtige Venner, men der den syriske Krigshær igjen drog imod ham, da fik han flux at fornemme, hvad Menneskens Hjelp er til at
give Frimodighed i Nøden, thi langt borte vare
hans Romere, nu da det gjaldt, og han blev
førstegang angest i Hjertet, og Herren var ikke
med ham, og han gik hen og faldt i den Strid.
Saa bleve Judas Brødre Krigsøverster, den ene
efter den anden, og Folkets Hjerte hængte ei
længere fast ved Herren, som i Trængselens
de første Dage, og de gjorde Pagt med Romere og med Syrer, saa med Een og saa med
en Anden af dem, der stred om det syriske
Rige, og mente, at de handlede klogelig, i
det de søgte Menneskens Hjelp, og forglemte,
at Herren er Frelser allene, og deres Øverster
faldt ved Sværd og ved Svig, og Jøder strede
mod Jøder, som alt er at læse i Maccabæernes første Bog.

   Det syriske Rige gik under i Splid, og
ved Romernes Trædskhed, og nu skulde vel
Jøderne glædes, at de havde deres romerske
Venner saa nær, men det blev Venskabets Udfald, at Jøder bleve Romernes Trælle. Saa bleve alle de Folk, som gave sig i Romernes
Venskab, saa blive alle de Folk, som glemme
den levende Gud, og stole paa Menneskens
Børn, og underlig blinde vare de Jøder, som
ei kunde see, at Saadant var forud betegnet
af Gud i de hellige Skrifter.

     Nebucadnesar, Kongen af Babylon, havde en Drøm, og saae som et Billede staae for sit Ansigt, dets Hoved var Guld, dets
Bryst og dets Arme var Sølv, dets Bug og
dets Lænder var Kaabber, dets Been vare af
Jern, og Herren gav Daniel Forstand paa
den Syn, og han udlagde Drømmen om de
fire Riger, som skulde være efter hverandre.
Det er da aabenbart, at Guldet betød det babyloniske Rige, og Sølvet det persiske, og Kobberet
       det macedoniske, og Jernet det romerske, eftersom Jernet knuser og svækker Alting, ja, sagde
Daniel, ligesom Jernet sønderknuser, saa skal og det Rige knuse og sønderslaa. Dan. 2.




  Det gik saa til med Jødeland, at af Maccabæernes Slægt opstode Mænd, som kaldte sig
Konger i deres Hofmodighed, og Broder stred
imod Broder om Kongeligt Smykke og Navn,
og der var dengang i Asialand en romersk Krigsøverste, en af de Vældige, som heed Pompeius, han kom til Jerusalem, at skille den Trætte, og skifte Ret mellem Brødrene, og han satte den, som han vilde, til Øverste i Landet, og nødte
ham til at være Rom underdanig. Sydvest
  for Canaan boede Idumæerne eller Edomiterne, de nedstammede fra Esau, som var Patriarchen Jakobs Broder, og havde altid ondt isinde mod Israels Børn, de bleve undertvungne af David, men faldt siden fra, de
  bleve igjen undertvungne af Simons den
Maccabæers Søn Johannes, og nødte til at
bekjende Tro paa Israels Gud. En af disse
Idumæer heed Herodes, han blev ved Skalkhed og ved Hyklerie for de Mægtige i Rom,
Konge over Juda, han udsmykkede Herrens
Tempel, men foragtede Hans Lov, han indførte hedenske Skikke, udryddede Maccabæernes Slægt, og udøste meget uskyldigt Blod.

   Da var stor Nød og Jammer over alle dem,
     som frygtede Gud af et reent Hjerte. Jødeland havde en Konge med et ondt og hedensk Sind, der var Folk, som kaldtes Saducæer,
de mente, at Mennesket døde som Fæet, og
agtede derfor ikke hvad de tænkte og gjorde,
naar de kun ikke med udvortes Gjerninger
forsyndede sig saa, at de kunde straffes af
Mennesker efter Loven. Der vare andre,
som kaldtes Pharisæer, de vilde ansees af Menneskene for overmaade fromme og gudfrygtige Mænd, og havde Guds Navn paa
Tungen, og vilde giøre sig selv retfærdige,
med mange Skikke, som de selv havde optænkt, og det var Øienskalke, som i Hjertet
ikke troede paa Gud, og elskede Ingen.
Saadanne vare de Folk, som kaldtes Lærere
i Israel, og de forførte Folket, og de forvendte Guds Ord, og Ugudelighed blev
mangfoldig. Der var da ingen Trøst for de
Fromme, uden det, at de ventede vist den
     Time var nær, da den Kvindens Sæd, den
Frelser fra Ondt, Messias skulde komme, de
Skriftkloge havde udregnet af Daniels Bog,
at Tiden var nær, og det vidste Alle, som
boede i Landet, men de Flestes Hjerte og Hu
stod allene til verdslig Magt og forfængelig
Ære, derfor udlagde de daarlig Propheternes
Tale om det evige Rige, Han skulde opreise,
som om det var et Rige af denne Verden,
de ventede, at Han skulde undertvinge Romerne, og give dem med alle Jøder stor Ære
og Værdighed, men Saadant ventede ikke de
Fromme, de forstode det godt, at det var et
aandeligt Rige, Guds og Sandhedens Rige,
Han skulde opreise, og herske derover altid og
evindelig. Dan. 2.

     Der staaer skrevet hos Propheten Micha
     i det Femte: Du Betlehem! er du ringe at
     agte blandt Juda Tusinder? Af dig skal der
udgaae en Saadan, som skal herske i Israel, 
og Hans Udgange ere gamle, de ere fra Evigheds Dage, og Han skal staae og føde i Herrens Kraft, i Herrens sin Guds Navns Høihed, og Han skal være Fred. Disse Ord
havde alle de Skriftkloge udlagt saa, at i
   Betlehem skulde Messias fødes, og see! der
       var i den Stad Nazareth en Jomfru af Davids Slægt, og Jomfruen heed Maria, og
Herrens Engel aabenbaredes for hende, og
sagde, at hun skulde undfange og føde en
Søn, og Hans Navn skulde kaldes Jesus,
     det er: en Frelser, ja kaldes den Høiestes
Søn, og være en Konge evindelig, men Fader
skulde Han ei have paa Jorden, thi saa sagde
Engelen: den Hellig Aand skal komme over
dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge
dig, derfor skal ogsaa det Hellige, som fødes
af dig, kaldes Guds Søn. Saa boede da
       Maria i Nazareth, men i Betlehem skulde
   Jesus fødes, og see! der Rom var mægtig over Verdens Riger, da opstode Mænd til
Strid om Herredømmet i den Stad, som var
Dronning i Verden, og Een fik Magten, og
kaldte sig Keiser Augustus, og fra ham udgik
en Befaling, at Folkene skulde skrives over
alt Riget, og hver skulde gaae til den Stad,
som de stammede fra, da opgik Maria og hendes Trolovede, Joseph, til Betlehem til Davids Stad, og det skedte mens de vare der, blev Tiden fuldkommen, at hun skulde føde,
og hun fødte sin førstefødte Søn, og svøbte
Ham i Klude, og lagde Ham i en Krybbe,
thi der var ikke Rum i Herberget til Ham.
Og der vare Hyrder i den samme Egn, gudfrygtige, fattige Mænd, som holdte Nattevagt
over deres Qvæg, og see! Herrens Engel nedfoer over dem, og Herrens Klarhed omskinnede dem, og de frygtede saare. Da sagde Engelen til dem: frygter kun ikke, thi see!
stor Glæde forkynder jeg eder, ja Glæde for
eder og Folket, thi eder er født en Frelser i Dag,
   Christus Herren, i Davids Stad, og strax var hos Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, og de lovede Gud, og de sang: Ære
være Gud i det Høieste, Fred paa Jorden, i
Mennesket Velbehagelighed. Og der vare Vise
i Østerland, i Hedningers Land, gudfrygtige
Mænd, og til et Tegn, at den nyfødte Frelser
var sendt til dem alle, som bo paa Jorderigs
Kreds, da saae de hans Stjerne, og reiste, og
     Stjernen gik for dem, og stod over Huset, hvor
Barnet var inde, og de faldt paa Knæ for den
evige Konges Eenbaarne, og offrede Guld og
kostelig Røgelse. Men det var Herodes, der han
fornam, at det Barn var født, og den Søn
var os givet, hvis Navn kaldes Underlig,
vældige Gud; om hvem der stod skrevet: at
Han skulde sidde paa Davids Stol, som en
Konge, mens Solen og Maanen de vandre
paa Himlen, da blev han bange, og tænkte:
den Helliges Rige var af denne Verden, enddog han blev lagt i en Krybbe; da meente
han daarlig, at han kunde myrde Guds Søn,
og forhindre det Ord, som Gud havde talet
ved sine Propheter, og alle de Børn i Betlehem slog han ihjel, og lagde dette endnu til
al sin Ondskab, at han udøste det meget
uskyldige Blod, men Herren havde talet til
     Joseph, og sagt: staa op, tag Barnet og dets
Moder, og drag til Ægypten, og Herren slog
   Herodes, og han tyggede sin Tunge i Pine,
og døde i Jammer, og gik til sit Sted. Da
   kaldte Herren igjen sin Søn af Ægypten, og
     Maria og Joseph gik op til Jerusalem efter
Herrens Lov, at fremstille Barnet for Herren
i Templet. Da skedte det, som Herren talede fordum, der de byggede Huset i trange Tider, og de Gamle sørgede over dets Ringhed imod det Hus, som Kong Salomon bygte, thi da skedte Herrens Ord til Propheten
     Haggai, og han opstod, og sagde: hvem er
tilovers iblandt eder, som saae dette Hus i
sin første Herlighed! er ikke dette som Intet
for eders Øine mod det; men frygter ikke,
       thi saa sagde den Herre Zebaoth: endnu engang om et Lidet, vil Jeg bevæge Himlene og
Jorden, Havet og det Tørre, ja alle Hedninger vil Jeg bevæge, og alle Hedningers Længsel skal komme, og dette Hus vil Jeg fylde
med Herlighed, siger den Herre Zebaoth;
       Sølvet er mit og Guldet er mit, siger den Herre Zebaoth; dette det sidste Huses Herlighed skal blive større end det førstes, og paa
       denne Sted vil Jeg give Fred, siger den Herre Zebaoth. Nu frembares Hedningenes Længsel, Guds Herligheds Glands, og Hans
Væsens rette Billede, den Fredens Giver,
som et Barn i Templen. Det forstod Simeon,
den gudfrygtige Olding, thi Guds Aand drev
ham til Templen i den samme Time, og han
tog Barnet paa sine Arme, og prisede Gud,
og sagde: Herre! nu lader du din Tjener fare
i Fred, ligesom Du haver sagt, thi mine Øine
have seet Din Frelsning, hvilken Du beredte
for alle Folks Aasyn, et Lys til at oplyse
Hedningene, og Israel Dit Folk til en Herlighed; og Forældrene gik med Barnet til deres Stad Nazareth, og Han voxte, og blev
stærk i Aanden, og fuld med Visdom, og Guds
Naade var over Ham. Math. 2. Luc. 1-2. Hagg. 2.

     Og det var Propheten Malachias, der
Han spaaede om Herrens Tilkommelse, da
talede Han Herrens Ord i sin Spaadom, og
sagde: see! Jeg sender min Engel, at han
skal berede Veien for mit Ansigt, og strax
skal den Herre, efter hvilken I lede, komme
til sin Tempel, den Pagtens Engel, hvilken
I have kiær, see! Han kommer, sagde den Herre Zebaoth, see! Jeg sender eder Elias
Propheten, førend den store og forfærdelige
Herrens Dag kommer, og han skal omvende
Fædrenes Hjerte til Børnene, og Børnenes
til deres Fædre, at Jeg ikke skal komme og
slaae Jorden med Band. Og det var i den
sjette Maaned førend Engelen kom til Maria,
at Han stod hos Alteret, hvor Præsten, den
   aldrende Sacharias, gjorde Røgelse i Templen,
og Engelen talede til ham, og sagde: at hans
aldrende Ægtekvinde skulde føde en Søn, og
han skulde hede Johannes, og fyldes af den
Hellig Aand, og være den Elias, den Engel, om
hvilken Propheten havde talet. Og det skedte
saa, og Johannes blev født, og opvoxte i Ørken, og Herren var med ham, og der han blev
Mand, gik han frem for Israels Børn, og
stod ved den Flod, ved det Vandløb, som kaldes Jordan, og formanede Folket, at de skulde aflægge Synd, og omvende sig til Herren,
og giøre Miskundhed mod den Fattige, og
tro paa Ham, som kom, og de, som hørte
hans Røst, dem døbte han med Vand, til et
Tegn at de skulde renses fra Synd, og være
ny Mennesker, og han sagde: jeg døber med
Vand, men der kommer Een efter mig, hvis
Skobaand jeg ikke er værdig at løse, og Han
skal døbe med den Hellig Aand. Og det skedte, der Jesus var tredive Aar gammel, da gik
han frem til Jordans Flod, og blev døbt af
   Johannes, og der Han opsteg af Vandet igjen, see, da aabnedes Himmelen, og Guds Aand
kom ned som en Due, og blev over Ham, og
der kom en Røst af Himmelen, som sagde:
Du er min Søn den Elskelige, i hvilken Jeg
 haver min Velbehagelighed. Mal. 3-4.
 Luc. 1. Math. 3.

 Og derefter gik Jesus ind i de Huse,
hvor Jøderne forsamledes til at høre Guds
Ord, som det var at læse i Moses og i Propheternes Bøger, og de Huse heed Synagoger, og Han lærte dem Sandhed, og det begav sig, der han kom ind i Synagogen i den
   Stad, hvor Han var opfødt, i Nazareth, og
   stod op at læse, da gave de Ham Esaias Prophetens Bog, og der Han slog Bogen op, da
kom Han til det Sted, hvor der staaer skrevet: Herrens Aand er over mig, derfor salvede Han mig, Han haver sendt mig til at
   kundgiøre Evangelium (det er en god Tidende, et Gammensbud) for de Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknust Hjerte, at kundgiøre Fangerne Frihed, og de Blinde
   Synets Gjenfødelse, at lade de Plagede løs, at forkynde Guds velbehagelige Aar. Derpaa lukkede Han Bogen, og gav den til Tjeneren, og satte sig ned, og Alles Øine i Synagogen vogtede paa Ham, men Han begyndte
at sige til dem: i Dag er denne Skrift fuldkommet for eders Øren. Luc. 4.

 Saa sagde da Jesus, at Han var den
Forløser, som de gamle Propheter spaaede om,
ja Han sagde det aabenbarlig, at alligevel Han
var Menneskens Søn, var Han dog ogsaa
   Guds eenbaarne, det er eneste Søn, som var
til førend Abraham, og havde Herlighed hos
Faderen førend Verdens Grundvold blev lagt,
og kom nu fra Himmelen, for at frelse det
Fortabte; Han sagde: saa elskede Gud Verden, at Han gav sin eenbaarne Søn, paa det at hver, som troer paa Ham, skal ikke fortabes, men have det evige Liv, thi hvo, som troer paa Sønnen, dømmes ikke, men hvo,
som ikke troer, er allerede dømt, fordi han
ikke troer paa Guds eenbaarne Søns Navn,
men denne er Dommen, at Lyset er kommet
i Verden, og Menneskene elskede mere Mørket end Lyset, thi deres Gjerninger vare onde,
hver, som giør Ondt, hader Lyset, og kommer
ikke til Lyset, at hans Gjerninger skal ikke
   straffes, men hvo, som giør Sandhed, kommer til Lyset, at hans Gjerninger maa blive aabenbarede, thi de ere gjorte i Gud. Matth. 16. 16-17. Joh. 9. 35-39. Joh. 8. 58. Joh. 17. 24. Joh. 3. 13-21.

 Men det var engang, der Jesus talede
saadanne Ting, da sagde Pharisæerne til Ham:
du vidner om dig selv, dit Vidnesbyrd er ikke
sandt; da svarede Jesus og sagde til dem:
dersom Jeg og vidner om mig selv, er mit
Vidnesbyrd sandt, thi jeg er ikke allene, men
baade jeg og Faderen, som mig udsendte, og
det er jo skrevet i eders Lov, at endog to
Menneskers Vidnesbyrd er sandt, jeg er den,
som vidner om mig selv, og Faderen, som
mig udsendte, vidner om mig; og det var
ikke allene med Røsten af Himlen, at Faderen
vidnede om sin elskelige Søn, men det var,
som Jesus selv sagde: de Gjerninger, som
   Faderen haver givet mig, at jeg skal fuldkomme dem, de samme Gjerninger, som jeg giør, vidne om mig, at Faderen haver udsendt mig. Joh. 8.

     Der staaer skrevet hos Propheten Esaias
om Forløsningens Dage: Ørken og det Tørre
skal glæde sig, og den øde Mark skal fryde
sig, og blomstre som en Rose; de skal see
Herrens Herlighed, vor Guds Prydelse, da
skal de Blindes Øine oplades, og de Døves
Øren, da skal den Halte springe som Hjorten,
og den Stummes Tunge synge; visselig talede Herren ved Propheten mest om det aandelige Lys, som i Jesus skulde opgaae for Hedningene, og om den aandelige Lægedom, men
Han talte ogsaa om de udvortes Gjerninger,
som Jesus skulde giøre, til et Tegn paa, at
Han kunde oplyse og helbrede Sjælen. Og
det begav sig, at Johannes den Døber blev kastet i Fængsel, fordi han talede Sandhed,
og der han hørte i Fængselet Christi Gjerninger, da sendte han to af sine Disciple, det er hans Lærlinge, og lod Ham sige: er du den,
som kommer, eller skal vi vente en anden,
og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer hen og forkynder Johannes de Ting, som I høre og see: Blinde see, og Halte gaae, Spedalske
renses, og Døve høre, og Døde opstaae, og
Evangelium prædikes for de Fattige. Esa. 35.
 Matth. 11.

 Saa gik da Jesus omkring i trende Aar
og paa Fjerde, og talede Sandheds livsalige
Ord, og helbredte alle de Syge, som troede,
at Han var mægtig dertil, og det gjorde Han
Alt til et Tegn paa sit Samfund med Himlens Gud, og til et Tegn paa sin Kiærlighed, at Han vilde tage vor Sjæls Skrøbeligheder
paa sig, og bære dens Sygdom, og opvække
den af Døde, og give den Liv, saafremt vi
vilde tro Ham dertil, og Han havde mange
Disciple, og Han udvalgte Tolv, som kaldtes
   Apostle, det er Sendebud, og de gik omkring
og lærte, og helbredte ligesom Han, efter den
Viisdom og ved den Magt, som Han gav
dem, thi de vare ringe og ulærde Mænd.
Matth. 8. 10.

 
Det var da aabenbart, at Han var
kommet, den store Prophet, om hvem Mose
havde talet i sin Spaadom, og sagt: at Ham
skulde Folket høre i Alt hvad Han talede til
dem, og at det skulde skee, at hver den Sjæl,
som ei vilde høre den Prophete, skulde udslettes af Folket. Men der vare mange, som
ei vilde høre Ham, og deriblandt de fleste
Skriftkloge og Pharisæer, de som kjendte
Skrifterne bedst, men troede dem ikke i Hjertet, derfor sagde Jesus til dem: I randsage Skrifterne og mene, at have et evigt Liv i
dem, men det er just dem, som vidne om
mig, I skal ikke tænke, at Jeg vil forklage
eder for Faderen; nei! den, som forklager
eder, er den Mose, paa hvilken I have stolet,
dersom I troede Mose, troede I nok mig, thi
han har skrevet om mig, men tro I ikke hans
Skrifter, hvorledes skulde I tro mine Ord;
og Han sagde atter: dersom Gud var eders
Fader, da elskte I mig, thi jeg er udkommen af Gud, hvi kjende I da ikke min Tale, thi
I kan jo ikke høre mit Ord, I ere af en
Fader, Djævelen og vil giøre eders Faders
Begiæringer, han var en Menneskemorder af
   Begyndelsen, og blev ikke bestaaende i Sandheden, thi Sandhed er ikke i ham; naar han taler Løgn, da taler han af sit Eget, thi han
er en Løgner og dens Fader; men alligevel
jeg siger Sandhed, tro I mig ikke, hvo som
er af Gud, hører Guds Ord, derfor høre I
ikke, fordi I ere ikke af Gud. Saa gav da Jesus tilkjende, at den Slange, som sagde til vore første Forældre: det er ikke sandt,
hvad Gud haver sagt, var Djævelen en
ond Aand, og at han er alle deres Fader,
som elske at tale Løgn, som ikke vil høre og
tro Guds Ord. Men saadan Tale skar de
onde Mennesker i deres Hjerte, og de bleve
fulde af Galenskab, og de beraadte sig med hverandre, hvorledes de kunde tage Jesus af
Dage, og slaa Ham ihjel, og jo flere Tegn
Han gjorde for deres Øine, des galnere bleve
de, thi de forhærdede deres Hjerte imod
Sandheden. 5. Moseb. 18. Joh. 8. Joh. 5.


  
     Og Jesus havde en Ven ved Navn Lazarus, og det begav sig, at Lazarus døde, og
       Jesus var ikke tilstæde, og Lazarus blev begravet, og laae fire Dage i Graven, og han
       stinkede. Da kom Jesus til Bethanien, til den By, hvor Lazarus havde boet, til hans Søstre, Marie og Martha, og de græd meget, og sagde til Jesus: havde du været her, da
var vor Broder ikke død; men Jesus svarede
       og sagde til Martha: jeg er Opstandelsen og
Livet; hvo, som troer paa mig, skal leve, alligevel han døer, og dersom du kan tro, da skal du see Guds Herlighed. Men den Grav
var en Hule, og en Steen laa derover, og
Jesus sagde: tager Stenen bort, og Han opløftede sine Øine høit, og sagde: Fader! jeg
takker Dig, at Du haver hørt mig, men jeg
vidste, at Du hører mig altid, men for Folkets Skyld, som staa omkring, sagde jeg det,
at de skulle tro, at Du har udsendt mig; og
der Han havde sagt Dette, raabte Han med høi Røst: Lazarus, kom herud! og den Døde kom ud, bundet med Jordeklæder om Fødderne og Hænderne, og hans Ansigt var ombundet med en Svededug, og Jesus sagde til dem:
løser ham, og lader ham gaae. Derfor troede Mange af Jøderne paa Ham, men Nogle
af dem gik hen til Pharisæerne, og sagde dem
hvad Jesus havde gjort, da forsamlede de ypperste Præster og Pharisæerne Raadet, og
sagde: hvad skal vi giøre? thi dette Menneske giør mange Tegn, og de sagde i deres
Øienskalkhed: dersom vi lade ham saaledes
giøre, skulle alle tro paa ham, og de Romere
skulle komme og borttage baade Staden og
Folket; men en af dem, Caiphas, som var
det Aars Ypperstepræst, sagde til dem: I vide
slet Intet, ei heller betænke I, at det er
gavnligt, at et Menneske døer for Folket, at
det ganske Folk skal ikke fordærves; men det
sagde han ikke af sig selv, men da han var
det samme Aars ypperste Præst, spaaede han,
at Jesus skulde dø for Folket, og ikke for
Folket allene, men Han skulde og samle til
een Hob de Guds Børn, som vare adspredte.
Derefter raadsloge de fra den Dag om at
slaa Ham ihjel. Joh. 11.


  
     
     
  Men Jesus vidste alle de Ting, som
skulde komme over Ham, og han havde sagt:
den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene,
og jeg er den gode Hyrde, og at Menneskens
Søn skulde gaa hen, ligesom der var skrevet
om Ham, og med sin Død frelse alle dem fra Døden, som vilde tro paa Ham, og han vidste, at Hans Time var kommet nær, at Han
skulde saares for vore Misgjerningers Skyld
og knuses for vore Synder, og bære Straffen,
saa vi kunde have Fred, og Han sagde: min
Sjæl er forfærdet, Fader! frels mig fra denne
Time, men derfor er jeg kommet til denne
Time, sandelig, sandelig siger jeg eder, uden
Hvedekornet falder i Jorden og døer, bliver
det allene, men dersom det døer, bær det
megen Frugt; nu skal denne Verdens Fyrste,
  det er Djævelen, udkastes, og naar jeg bliver ophøiet, vil jeg drage alle til mig; men Han
sagde ophøiet, for at betegne, at Han skulde
ophænges paa Korset. Disse Ord talede Han
    paa den Dag, der Han var dragen op til Jerusalem, men der han drog op, da gik Folket imod Ham, de, som vare med Ham, da Han opvakte Lazarus, og de, som havde hørt,
at Han havde gjort det Tegn, og Nogle af
dem bredte deres Klæder paa Veien, men
Andre huggede Palmegrene og strøede paa
Veien, og raabte: Hosianna! velsignet være
Den, som kommer i Herrens Navn, den Israels Konge! og Børnene raabte i Templen og sagde: Hosianna, det er: Herre frels! du
    Davids Søn! men de ypperste Præster og
Skriftkloge bleve vrede, og sagde til Ham: hører du hvad disse sige? men Jesus sagde til dem: ja, have I aldrig læst: af de Umyndiges og Spædes Mund skal du berede dig Priis.
    Joh. 10. 12. Ps. 8. Math. 21. Esa. 53.

 
Og det var Paaske, Jødernes Høitid, og de skulde æde Paaskelammet, til en Ihukommelse om deres Fædres Befrielse fra Morderengelen, der hengik igjennem Ægypti Land,
og til et Forvarsel om Ham, der skulde være
som Lammet, der slagtes, taalmodig, uskyldig, og med sit Blod beskiærme sine Troende
mod Sjælens Morderengel, det er Djævelen;
   og der Jesus vidste, at Hans Time var kommen, at Han skulde gaae af denne Verden til
Faderen, da, ligesom Han havde elsket sine
Egne i Verden, saa elskede Han dem indtil
Enden, og sagde: hjertelig haver jeg længtes
efter at æde dette Paaskelam med eder, førend
jeg lider, og Han satte sig til Bords med sine
tolv Apostle. Men der de aade, sagde Han:
sandelig siger jeg eder, at een af eder skal
forraade mig; Menneskens Søn gaaer vel hen, ligesom der er skrevet om ham, men vee
det Menneske, ved hvilken Menneskens Søn
   bliver forraadt; det var samme Menneske 
godt, dersom han ikke havde været født, og
Forræderen var Apostelen Judas Iskariots Søn, Satan gik ind i ham, og han gik hen
til de ypperste Præster, og solgte sin Herre
og Mester for tredive Sølvpenge. Men der
de aade, tog Jesus Brødet, og takkede, og brød det, og gav Disciplene, og sagde: tager,
æder! dette er mit Legeme, som brydes for
eder, giører dette til min Ihukommelse! Og
Han tog Kalken, og takkede, gav dem, og
sagde: drikker alle heraf! det er mit Blod,
   det ny Testamentes, hvilket udgydes for Mange 
til Syndernes Forladelse, dette giører, saa
ofte som I drikke, til min Ihukommelse.
 Math. 26. Luc. 22. Joh. 13. 1 Cor. 11.


  
  Saa blev da den hellige Nadvere, som
og kaldes Alterens Sacramente, indsat af vor Herre Jesus Christus Selv i den Nat der Han blev forraadt, til en Vitterlighed, at Han
døde for vore Synder, og at vi skulle blive
til Eet med Ham for at frelses, det havde
Han forhen sagt: dersom I ikke æde Menneskens Søns Kiød og drikke Hans Blod, have
I ikke Livet i eder selv, men hvo, som æder
mit Kiød og drikker mit Blod, han bliver i
mig og jeg i ham, ligesom den levende Fader
udsendte mig, og jeg lever ved Faderen, ligesaa skal og den, som mig æder, leve ved mig.
Men dette er aandelig talt om dem, som i
Tro og Kiærlighed tilegne sig Jesus med al
hans Fortjeneste, thi hvo, som æder og drikker uværdelig, giør sig skyldig i Herrens Død,
og træder Guds Søn under Fødder. Om alle
disse Ting talede Han end ydermere i den
samme Nat, der Judas var udgangen, og
Han sagde til sine Disciple: eders Hjerte forfærdes ikke! troer paa Gud og troer paa mig!
i min Faders Hus ere mange Værelser, og
dersom det ikke saa var, havde jeg sagt eder
det, men jeg gaaer bort, at berede eder Sted,
og naar jeg faaer beredt eder Sted, kommer jeg
igjen, og vil tage eder til mig selv, og hvor jeg
er, skal ogsaa I være, I have vel nu Bedrøvelse, 
men jeg vil see eder igjen, og eders Hjerte skal glædes, og Ingen skal tage eders Glæde fra
eder.
 Jeg er Veien og Sandheden og Livet,
der kommer Ingen til Faderen uden ved mig,
hvo mig haver seet, haver seet Faderen, troer
mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i
mig, og hvad I bede i mit Navn, det vil jeg
giøre, saa at Faderen skal forklares ved Sønnen. Jeg vil ikke forlade eder faderløse, jeg
kommer til eder, om Nogen elsker mig, skal
han holde mit Ord, og min Fader skal elske
ham, og vi skal komme til ham, og giøre
Bolig hos ham. Jeg er det sande Vintræ,
og min Fader er Vingaardsmanden, hver
Green paa mig, som ikke bær Frugt, den
borttager Han, og hver den, som bær Frugt,
den renser Han, at den skal bære megen Frugt,
bliver i mig og jeg i eder! ligesom Grenen
ikke kan bære Frugt uden den bliver i Træet,
saa kan I ikke heller, uden I blive i mig,
thi uden mig kan I slet Intet giøre; om Nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet,
som en vissen Green, og de sanke dem og
kaste dem i Ilden, og de brænde. Ligesom
Faderen haver elsket mig, saa haver jeg elsket
eder; bliver i Kiærligheden, den som er min!
dersom I holde mine Befalinger, skal I blive
i min Kiærlighed, ligesom jeg haver holdet
min Faders Befalinger, og bliver i Hans
Kiærlighed. Denne er min Befaling, at I
skal elske hverandre, ligesom jeg haver elsket
eder; Ingen haver større Kiærlighed end
denne, dersom Nogen sætter sit Liv til for
sine Venner, I ere mine Venner, dersom I
  giøre, hvadsomhelst jeg befaler eder. I Verden skal I have Trængsel, men værer frimodige! jeg har overvundet Verden.  Joh. 13. 14. 15. 16. 1 Cor. 11.


  
  Og der Jesus havde gjort Ende paa denne guddommelige Tale, da opløftede Han
sine Øine til Himmelen, og sagde: Fader!
Timen er kommen, forklar Din Søn! og Din
Søn skal forklare Dig, ligesom Du haver
    givet ham Magt over alt Kiød, paa det han skal give alle dem, hvilke Du har givet ham,
det evige Liv; men dette er det evige Liv, at
de kjende Dig, den eneste sande Gud, og Den,
Du udsendte, Jesum Christum. Jeg haver
forklaret Dig paa Jorden, jeg haver fuldkommet den Gjerning, som Du haver givet
mig at giøre, forklar Du mig og nu, Fader! hos Dig selv, med den Herlighed, som jeg
havde hos Dig, før Verden var! Jeg aabenbarede Dit Navn for de Mennesker, hvilke
Du haver givet mig af Verden, de vare Dine,
og Du haver givet mig dem, og de have bevaret Dit Ord, thi de Ord, som Du haver
givet mig, haver jeg givet dem, og de have
annammet mig, og de have kjendt i Sandhed, at jeg udkom af Dig.
    Hellige dem i Din
Sandhed, thi Dit Ord er Sandhed! og
jeg helliger mig selv for dem, paa det de skal
ogsaa være helligede i Sandheden. Men
jeg beder ikke allene for disse, men ogsaa for 
dem, som ved deres Ord skal tro paa mig,
paa det de skal Alle være Eet, ligesom Du,
Fader! i mig og jeg i Dig, at de og skal
være Eet i Os, at Verden maa tro, at Du
haver udsendt mig, Fader! jeg vil, at de,
som Du haver givet mig, skal og være hos
mig, hvor jeg er, og de skal beskue den min
Herlighed, som Du haver givet mig, thi Du
haver elsket mig, førend Verdens Grundvold
blev lagt. Retfærdige Fader! Verden kjender Dig ikke, men jeg kjender Dig, og Disse
have kjendt, at Du haver udsendt mig, og
jeg kundgjorde dem Dit Navn, og vil kundgiøre dem det, paa det den Kiærlighed, som Du elsker mig med, skal være i dem, og jeg
i dem. Joh. 17.


  
     Der Jesus havde sagt disse Ting, gik Han ud med sine Disciple, og kom i en Urtegaard, som heed Gethsemane, og Han stred
med Døden i Bedrøvelse, og Han stred i
Bønnen, og fik Overhaand. Da kom Judas
med Skaren og forraadte Ham, og Hans
Disciple flydde af Rædsel, saa som Han selv
havde forudsagt med disse Ord: see! den Time
kommer, og er allerede kommen, da I skal
adspredes hver sine Veie, og forlade mig allene, dog er jeg ikke allene, fordi Faderen er med mig. Da toge de Ugudelige Jesum, og
førte Ham bundet frem for de ypperste Præster og for Raadet, og de bespyttede og bespottede og sloge Ham, og søgte falske Vidnesbyrd imod Ham, og dømte Ham til Døden,
og overantvordede Ham til Hedningene til at
hudstryges og tornekrones og korsfæstes, alt
eftersom Han selv havde forudsagt, og som
der var skrevet om Ham ved Propheterne.
Men det var den hedenske Landsherre Pontius Pilatus, han gav Jesus Vidnesbyrd, at
Han var uskyldig, og vilde gjerne ladet Ham
løs, men de ypperste Præster og Pharisæerne
toge Folket med Ord, saa de raabte: korsfæst
ham, korsfæst! og hans Blod komme over
os og over vore Børn! og Pilatus toede sine
Hænder, og sagde: jeg er uskyldig for denne
Retfærdiges Blod, og dømte dog at Jødernes
Begjering skulde skee. Saa toge de romerske
Stridsmænd Jesum og korsfæstede Ham, og Han
skiændte ikke igjen, der Han blev overskiændet, og truede ikke, der Han leed, men Han bad, og sagde: Fader! forlad dem! thi de vide ikke
hvad de giøre. Og der Alt var fuldkommet,
efter Propheternes Tale, da bøiede Han sit
Hoved, og sagde: Fader! i Din Haand befaler jeg min Aand! og der var Mørke over
Jorderige, og Jorden rystede, og Steenbjerge
revnede, Forhænget i Templet sønderreves fra
Oven, og den hedenske Høvedsmand, som
stod derhos, og de Stridsmænd, som vare med
    ham, bleve betagne med stor Frygt over de
Ting, som skedte for deres Øine og Øren,
og sagde: sandelig! Denne var Guds Søn.
  Joh. 18-19. Math. 26. 27.


  
  Saa døde da Jesus, og blev begraven,
men Dagen derefter ginge de ypperste Præster
og Pharisæer forsamlede til Pilatus, og sagde:
Herre! vi komme ihu, at denne Bedrager
sagde, der han endnu levede: efter tre Dage
opreises jeg; befal derfor, at Man med Flid
bevogter Graven indtil den tredie Dag, at
hans Disciple ikke skal komme om Natten og
stjæle ham, og sige til Folket: han er opreist
fra de Døde, og det Sidste skal blive værre
end det Første. Men Pilatus sagde til dem:
der have I Vagt, gaaer hen og vogter, som
I bedst forstaae! Saa gik de hen og forseiglede
Stenen, som laa over Graven, og
satte Vagten derved. Math. 27.
 
 
  
  Men det var aarle paa den tredie Dag,
den første i Ugen, da ginge troende Kvinder
til Graven, for at salve Jesu Legeme, og see!
der skedte et stort Jordskiælv, thi Herrens
Engel nedfoer af Himmelen, kom frem, og
væltede Stenen fra Graven, og satte sig paa
den, og hans Skikkelse var ligesom Lynild,
og hans Klædebon hvidt som Snee; men
Vogterne skiælvede af Frygt for ham, og vare
ligesom døde. Men Engelen sagde til Kvinderne: frygter I kun ikke! thi jeg veed, at I
lede efter Jesus den korsfæstede; Han er ikke
her, Han er opstanden, saasom Han haver
sagt: kommer! seer den Sted, hvor Herren
laa! Og de saae, og gik hastelig fra Graven,
og Jesus lod sig tilsyne. Men Nogle af
Vagten kom ogsaa til Staden, og forkyndte
de ypperste Præster alt det, som var skeet, da
forsamledes de med de Ældste, og holdte Raad, 
og gave Stridsmændene Sølvpenge nok, og sagde: siger: hans Disciple kom om Natten
og stjal ham medens vi sov, saa toge de Sølvpengene, og gjorde ligesom de vare underviste,
og dette Rygte blev udspredt blandt Jøderne,
og de Ugudelige troede det, enddog det var aldrig hørt, at Folk kunde saaledes fortælle,
hvem der kom til dem, og stjal sig bort imedens de sov. Math. 28.
  
  
  
  Men da Herren var opstanden, da aabenbaredes Han og for de tvende Disciple, som ginge
    til Emaus, og siden for de ti Apostle, men
den ellevte, som heed Thomas, vilde ikke tro,
uden han saae Naglegabene i Jesu Hænder,
og stak sin Haand i Hans Side, der, som
Han paa Korset var gjennemstunget, og Jesus
kom igjen, der de Elleve vare forsamlede, og
sagde til Thomas: ræk din Finger hid, og see
mine Hænder, og ræk din Haand hid, og stik
den i min Side, og vær ikke vantro, men tro!
Da svarede Thomas og sagde: min Herre og
min Gud! men Jesus sagde: fordi du haver
seet mig, Thomas, derfor haver du troet!
men salige ere de, som ikke see, og dog tro!
Jesus gjorde og da mange andre Tegn for
sine Disciples Aasyn, som ikke ere skrevne i
denne Bog, men disse ere skrevne, paa det
at I skal tro, at Jesus er den Christus, og
at I, som tro, skal have Livet i hans Navn.
Og der fyrgetive Dage vare tilende efter Hans Opstandelse, da var Timen kommen, at Herren vilde opfare til Himmelen, og Han sagde 
til sine Disciple: mig er given al Magt i
Himmelen og paa Jorden, gaaer derfor hen
og lærer alle Folk, og døber dem i Navnet
Faderens og Sønnens og den Hellig Aands,
og lærer dem at holde alt det, som jeg haver
befalet eder, og see! jeg er med eder alle Dage
  indtil Verdens Ende. Amen. Joh. 20.
  Math. 28.
  
  
  
  Saa blev da Herren optagen, mens de
saae derpaa, og en Sky tog Ham bort fra
deres Øine, men Han havde sagt til dem,
at de skulde bie i Jerusalem paa Faderens
Forjættelse, thi, sagde Han, Johannes døbte
vel med Vand, men I skal døbes med den
Hellig Aand ikke længe efter disse Dage. Og
der de endnu stode og stirrede op imod Himmelen, see! da stode to Mænd hos dem i hvide Klæder, som sagde: I Galilæiske Mænd!
hvorefter staa I og see til Himmelen! denne
Jesus, som er optagen fra eder til Himmelen, skal komme igjen, ligesom I have seet Ham
fare til Himmelen. Da vendte de om til
Jerusalem, og bleve der.
    Men paa den
tiende Dag derefter, da de vare alle samdrægtelig tilhobe, da skedte hastelig en Lyd
fra Himmelen, som af et stærkt drivende
Veir, og opfyldte Huset, og der saaes adskilte Tunger, ligesom af Ild, og Han satte
sig paa enhver af dem, og de bleve alle fyldte af den Hellig Aand, og begyndte at tale
med fremmede Tungemaal, ligesom Aanden
indgav dem at tale. Men der vare Jøder, 
boende i Jerusalem, og gudfrygtige Mænd af
allehaande Folk, som ere under Himmelen,
der dette Bulder skedte, kom Mængden tilsammen, og blev forvirret, og de forfærdedes alle, og forundrede sig, og sagde til hverandre:
ere ikke alle disse Mænd, som tale, af Galilæa,
og hvorledes høre vi dem da tale paa vort
Maal, som vi ere fødte udi, vi høre dem tale
Guds store Ting med vore Tungemaal. Da
    opstod en af Apostlene, Simon, som havde været en Fisker, men Jesus havde sagt til
    ham: følg mig! herefter skal du fange Mennesker, og Han sagde igjen til ham: Simon! du skal hede Petrus, det er en Klippe, thi
paa denne Klippe vil jeg bygge min Kirke,
og Helvedes Porte skal ikke faae Overhaand
over den. Nu begyndte da Herrens Ord at
opfyldes, thi Simon Peder opløftede sin Røst,
og talede til Folket med mange Ord om Propheternes Spaadom, og om Jesus Christus den Korsfæstede, men igjen Opstandne, og
sagde: omvender eder, og hver af eder lade 
    sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes
Forladelse, og I skal faae den Hellig Aands
Gave; lader eder frelse udaf denne vanartige
Slægt! Og mange annammede gjerne hans
Ord, og bleve døbte, og der lagdes til Menigheden paa den samme Dag henved tre tusinde Sjæle. Math. 4. 16. Ap. G. 1-2.
 
 
  
     Fra den Dag skedte mange underlige Gjerninger ved Apostlenes Hænder, men de
vantro Jøder med deres Øverster fnysede, og
kastede nogle af Apostlene i Fængsel, og Herren udfriede dem, og Ordet voxte og fik Magt,
men det vidste de vel, at de paa det Sidste
skulde lade Livet for Jesu Navns Bekjendelses Skyld, og snarlig kom den Dag, da de
saae deres Udgang, som i et Speil paa den
       hellige Stephan. Stephanus var ikke af Apostlene, men han var alligevel en Mand
fuld af Tro og den Hellig Aand, og gjorde
       underlige Gjerninger og store Tegn iblandt Folket, og der de Skriftkloge tvistede med ham, da
       overbeviste han dem klarlig efter Skrifterne, at
Jesus var den forjættede Christus, og de kunde ikke staa den Visdom og den Aand
imod, af hvilken han talede, og hans Ansigt
var for dem at see som en Engels Ansigt, da
bleve de galne, og skare Tænder, og stødte ham ud, og stenede ham; men han bad og
sagde: Herre Jesus! annam min Aand! og
han faldt paa sine Knæ, og raabte med høi
Røst: Herre! tilregn dem ikke denne Synd!
og som han dette havde sagt, sov han hen.
  Ap. G. 6-7.
 

  
  Der var i de samme Dage en ung Mand,
    en Pharisæer i Jerusalem, ved Navn Saulus,
    og han havde stor Behagelighed i Stephans
Mord, og ikke det alleneste, men han gik
omkring i Husene, og drog dem frem baade
Mænd og Kvinder, som bekjendte Jesu Navn,
til at kastes i Fængsel. Og han gik til den
ypperste Præst, og begiærede Breve af ham
til den By, som heder Damaskus, for at,
dersom han fandt Nogen af Jesu Tro, han da kunde føre dem bundne til Jerusalem.
    Men i det han reiste, og kom nær til Damaskus, da skedte det, at et Lys af Himmelen, stærkere end Solen, omskinnede ham, og han
    faldt til Jorden, og hørde en Røst, som talede til ham, og sagde: Saul, Saul! hvi forfølger du Mig? det er dig haardt at stampe imod Braadden; da sagde Saulus: Herre!
hvem er Du? men Han svarede: Jeg er Jesus, som du forfølger, men staae op, thi derfor er Jeg seet af dig, at Jeg vil beskikke dig til en Tjener og til Vidne baade om de
Ting, som du haver seet, og om de Ting, i
hvilke Jeg skal sees af dig, Jeg, som udfrier
dig fra Folket og Hedningene, til hvilke Jeg
nu udsender dig, at oplade deres Øine, saa de lade sig omvende fra Mørket til Lyset, og
fra Satans Magt til Gud, at de skulle
annamme Syndernes Forladelse, og Lod blandt
  de Helligede ved Troen paa Mig.  Ap. G.
  9 og 26.
  
  
  
     Fra den Time var Saulus en tro Jesu Christi Tjener og Apostel, og han agtede
ingen Ting, end ikke sit Liv for godt, paa det
han kunde opfylde sin Tjeneste; han drog
omkring i mange Aar baade i Asialand og i
Europa, og forkyndte Guds Ord, og Herren
var med ham, og stadfæstede Ordet med Tegn
og underlige Gjerninger, som skedte ved hans
Hænder. Paa det Sidste, der han havde
fuldkommet sit Løb under megen Trængsel, men og med stor og overvættes Glæde i den
Hellig Aand, da kom hans Time, og han blev
halshugget i Rom for Jesu Navns Bekjendelses Skyld, og gik ind i den evige Hvile,
som Gud har beredt sit Folk.

     Ligesom det gik med Saulus, han, som
ellers mest kaldes Paulus, saaledes gik det
ogsaa med de andre Herrens Apostle, at de
vare stadige i Lærdommen, forfulgtes af Verden, og vare glade i Trængsler, ja de taalte vel alle en pinlig Død paa det Sidste, alligevel er dette ikke vitterligt uden om Peder, som ogsaa i Rom blev korsfæstet, og Jakob,
som blev halshugget i Jerusalem.
  
  Fra først af var det kun Jøderne, som
fore saa grumt afsted med de Christne, men
siden vare der Mænd imellem de hedenske
Keisere i Rom, som forordnede, at alle de
Christne, som ikke vilde giøre Røgelse for de
stygge Afguder, og fornægte deres Frelser,
skulde tages af Dage, og den første af disse
ugudelige Keisere heed Nero, han var som
en Djævel i Menneskelignelse.
  
Vist var det venteligt, at Christendom
maatte ødelægges og forgaae, aldenstund de
Christne saa forfulgtes med Ild og Sværd,
  men der staaer skrevet: Jordens Konger ginge paa Raad, og de Store forsamlede sig imod
Herren og imod Hans Christus, og maatte
dog giøre det, som var beskikket i Guds Raad,
at skulle skee; det var 
omsonst

, at Hedninger myrdede Christne i Tusindetal, thi
Herren var selv med sine pinte Vidner, som 
kaldes Martyrer, saa de døde med Frimodighed og stor Glæde, og de Skrøbelige bleve stærke ved at see derpaa, og mange, som før vare vantro, saae Guds Størkes Haand, og
vendte om at give Himlens Gud Ære. Saa
skedte der da og i de samme Dage en underlig Ting, hvoraf det var øiensynlig at forstaae, at Propheterne og Jesus havde talt den sande og almægtige Guds Ord. Der
Moses den Guds Mand var kommet til sine
Dages Ende, og talede Herrens Ord til Israels Børn om de Velsignelser, som Han vilde velsigne dem med, dersom de vilde tjene Ham trolig, og holde Hans Bud, og om de
Forbandelser, som skulde komme over dem,
naar de ei vilde tjene Herren deres Gud i
Hjertens Glæde og Fromhed, da spaaede Mose
i sin Tale, og sagde til Folket: Herren skal
opføre et Folk over dig langt fra, fra Jordens
Ende, saasom Ørnen flyver, et Folk,
hvis Tungemaal du ikke forstaaer, et ublu
Folk, som ei skal see paa den Gamles Alder,
og ei være den Unge naadig, og det skal
ængste dig indenfor alle dine Porte, indtil
dine høie og befæstede Mure, paa hvilke du
stoler, nedfalde i alt dit Land; ja det skal
ængste dig indenfor alle dine Porte i dit
ganske Land, som Herren din Gud haver givet
dig. Og du skal æde dit Livs Frugt,
Kiødet af dine Sønner og dine
Døttre, som Herren din Gud haver givet
dig, det skal skee i den Beleiring og
Trang, hvormed dine Fiender skal trænge dig. 
Og I skal blive tilovers som faa Folk, idensted at I vare som Stjerner paa Himmelen
i Mangfoldighed, fordi du ikke gav Agt paa
Herrens din Guds Røst, og Herren skal adsprede dig iblandt alle Folk fra Jordens Ende
til Jordens Ende, og du skal ingen Rolighed
have iblandt de samme Folk, og Herren skal
give dig der et bævende Hjerte, og du skal
bære dit Liv i din Haand, og frygte Nat og
Dag. Saaledes talede Mose, og sov hen,
og de Propheter, som opstode efter ham, de
talede ogsaa mange Gange og paa mange
Maader om det Samme, og det skedte, at
Folket blev bortført i Udlændighed, til Trældom i Assyrien og i Babels Land, og efter
halvfjerdesindstyve Aar kom den ringe Flok
tilbage, alt efter Propheternes Ord, men alligevel var det ikke Alt fuldkommet, hvad
Herren havde talet, og det gav Daniel tilkjende, der han opstod i Udlændigheden, og
sagde, at Folket skulde komme tilbage, og
bygge Staden i trange Tider, men naar
Christus den Fyrste var taget af Dage, da
skulde en Fyrstes Folk komme til at fordærve
Staden og Helligdommen.
 Men der Jesus
Christus, den Fyrste var kommet, da var det
engang at Hans Disciple gik til Ham, og
viste paa Templen, og sagde: Mester! see
hvilke Stene og hvilke Bygninger, men Jesus
svarede og sagde til dem: see I ikke alt Dette, sandelig siger jeg eder, der skal ikke blive
Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes;
naar I da see Ødelæggelsens Vederstyggelighed, om hvilken er sagt af Propheten Daniel, da flye paa Bjergene hvo som er i
  Jødeland, thi disse ere Hevns Dage, at alle de skrevne Ting skal fuldkommes, men vee
de Frugtsommelige og dem, som give Die,
thi der skal være stor Nød paa Jorden, og
en Vrede over dette Folk, og de skal falde
ved skarpe Sværd, eller føres fangne til alle
Hedningene, og Jerusalem skal nedtrædes af
Hedningene, indtil Hedningenes Tider fuldkommes, hvor Aadselet er, derhen skal Ørnene forsamles. Ps. 2. Ap. G. 4.
5. Moseb. 28. Dan. 9. Matth. 24. Luc. 21.

   Saadanne Ord vare talte i Herrens
Navn over Jødernes Folk og Jerusalems
Stad, og see! fyrgetive Aar vare ikke udløbne siden Jesu Død, da gjorde Jøderne
Oprør imod de Romere, og de udsendte en
Krigshær med det Ørnebillede til Fane
og Banner, som var deres Mærke i Striden
fra fordum Tid, og de beleirede Jerusalem i
mange Dage, saa der var ikke Brød, og de
aade Menneskekiød, døde Liig, og Mødre
slagtede deres Børn til at æde, alt som Mose
havde talet. Paa det Sidste finge Romerne
Overhaand, og de kom i Staden, og sloge
Unge og Gamle med skarpe Sværd; men han,
som raadte for de Romeres Krigshær, det var
     Titus, Keiserens Søn udi Rom, han saae
den prægtige Tempel, og forordnede strængelig, at Ingen skulde giøre den Skade, og
dog maatte det føie sig, at et Blus blev kastet
i Templen, og den opbrændtes, thi Herren havde talet det, og sagt: Himmel og Jord
skal forgaae, men mine Ord skal ingenlunde
forgaae. Og der de Romere vare trætte af
Mord, da toge de til Fange, og solgte de
Fangne i Tusindetal med Kvinder og Børn
i Trældom til fremmede Lande, og der fattedes Kiøbmænd, og Folket adspredtes fra Hav
og til Hav, og mere end sytten Gange hundrede Aar ere siden forløbne, og Jøderne
vanke endnu ustadig omkring med det bævende Hjerte.
   
Saa voxte da Guds Ord, og fik Magt,
og blev vitterligt for mangehaande Folk i de
  tre Verdens Parter, i alle de Lande, hvor
Romerne raadte, og der trehundrede Aar efter
  Frelserens Fødsel vare udløbne, da lod Keiseren i Rom, han heed Constantinus, sig døbe til Christen.
   
I de Dage var Tydskland og Norden,
  det er Dannemark, Norge og Sverrig ved en
Ørk at ligne, thi kun lidet dyrkedes Jorden,
og Folkene vare vilde af Sind, vilde Dyrs
Kiød var deres kiæreste Spise, og Krig deres
kiæreste Haandtering. De mægtige Romere,
som havde det Sind, at de vilde raade allene
i Verden, og have alle Folk til Trælle og
Tjenere, de droge ogsaa ind i Tydsklands
Skove med store Krigshære, men hvad de
vandt havde lidt at betyde, og det blev Enden,
at Romernes Been laae tykt paa Marken,
og de, som blev i Live, maatte flygte med
Skamme. Men det var endda ikke nok, thi
da Romerne bleve skrøbelige af Fraadserie og Drukkenskab, af Horerie og Løsagtighed,
bleve de giæstede hjemme af tydske Flokke,
som toge fra dem et Landskab efter det andet.
Alle disse Folk, baade Tydske og Danske,
vare Hedninger paa den Tid, og gik i deres
Blindhed at tjene de dumme Afguder; men
alt som de kom i det romerske Rige, der
hørte de Talen om Jesus, og lode sig døbe i
Hans Navn. Saaledes var der et tydsk
Folk, som heed Franker, de toge det Land,
som efter dem heder Frankrig. Saaledes
seilede Jyder og Slesviger og Sachser fra
Tydskland, og kom til det Land, som nu
heder Engelland efter dem, fordi de mest
kaldte sig Angler. Disse to Folk ere mærkelige i mange Maader, og ved dem sendte Gud den christne Tro til Norden.
   
   
  
     Der var et Folk i Arabialand, som var
       i Slægt med Jøderne, og stammede fra Ismael, Abrahams og hans Tjenestekvindes Søn,
og deres Tungemaal var Jødernes ligt, og
de havde tjent Abrahams Gud, men de havde fordærvet deres Vei, og forladt den sande Gud, og vare Røvere i Sind og Færd. Det
var 600 Aar efter Frelserens Fødsel, da opstod der en Mand iblandt dem, ved Navn
       Mahomed, og han var en Mand med store
Sindets Gaver, og en flydende Tunge, og
han havde hørt tale om Moses og Jesus, og
forstod det grandt, at hans Brødre vare i
Vildfarelse, men hans Hjerte var ikke ret for 
Herren, og han elskede de Ting, som Faderen ikke haver plantet, de Ting, som ere af
Verden: Kiøds Lyst og Hoffærdighed, derfor
blandede han Løgn med Sandhed, og gav
sig ud for en Guds Prophet, for mere end
Moses og Jesus, og Folkene troede ham, og
han blev en mægtig Mand, som en Konge
iblandt dem, og hans Rige var af denne
Verden. I de samme Dage var Synd og
Overtro blevet mangfoldig hos de Christne i
       Asialand og i Morland, og Gud gav dem i deres Fienders Haand, i Arabernes, som ginge
dristig frem i deres Hovmodighed, og Folkene
bleve dem underdanige, og de raadte i Jerusalem og i Ægypten og langs med det nørre
    Hav i Morland. Tvertover for Morland i Europa, der ligger Spanien, og Vandet løber smalt derimellem, og i Spanien boede
Folk, som kaldtes Gother, som vare i gamle
Dage uddragne fra Norden og Tydskland, og havde ladet sig døbe til Christne, men
vare paa den Tid ugudelige, og Herren gav
dem et bævende Hjerte, og gav deres Land i
Arabernes Haand, som der kaldtes Morer,
fordi de kom over fra Morland; det skedte
700 Aar efter Frelserens Fødsel. Østen og
Nordost for Spanien, der ligger Frankrig,
og Morerne droge derind med en stor Mangfoldighed, at de vilde indtage Landet, og nu saae det ud til, at Christendom skulde forgaae,
thi baade Tydskland og Norden var hedensk endda, og Frankerne vare ueens med sig selv,
og kun stærke i Synd. Men Herren i Himlen miskundede sig, og opreiste en Mand
blandt de Franker, modig og klog, han heed
       Carl Martel, og skiftede Seier, saa Morerne faldt i Tusindetal, og deres Time var omme,
og Spanien selv blev udvristet Aar for Aar
af deres Haand ved en Christenflok, ringe af
Tal, som, da de indtoge Landet, flygtede ind
blandt de høie Bjerge, som der ere, og kom
saa frem, da Herren havde lært deres Hænder til Krigen. Men Herrens Miskundhed var
end meer overflødig, thi i de samme Dage
omvendtes mange tusinde Tydske til Christne,
og snart blev Guds Ord at høre iblandt vore
Fædre. Det var noget meer end 500 Aar
efter Frelserens Fødsel, at en velbaaren Mand
i Italien, ved Navn Benedictus, opstod som
en flittig Jesu Christi Tjener, og arbeidede
saa, at hans Navn skal æres iblandt Christne,
saalænge Verden staaer.
 Det er vitterligt,
 at foruden det Gamle Testamente, som Moses og Propheterne skrev efter Herrens Ord, hører
end til Bibelen det Ny Testamente, som er
først to glædelige Fortællinger eller Evangelier
om Jesu Levnet og Død af de hellige Apostle
       Matthæus og Johannes, dernæst 13 Breve
af den hellige Povel, 2 af den hellige Peder,
3 af den hellige Johannes, og en Aabenbaring
om Guds Kirkes Hændelser ved den Samme,
og endelig to Evangelier af de christelige
Mænd Marcus og Lucas, Apostlernes Gjerninger af den Samme, et Brev til Ebræerne,
et af en Jacob, og et af en Judas. Propheternes og Apostlenes Skrifter ere den faste
og eneste rette Troes Grund for de Christne,
men paa den Tid forstod Man ei at trykke
Bøger, de maatte da skrives med meget Arbeide og stor Flid, og det begyndte at forsømmes. Det saae Benedictus, han saae ogsaa, at mange Bisper og Præster vare forsømmelige i deres Embede, og uordentlige i
deres Levnet. Vel var der Mænd, som kaldtes Munke, og boede for sig selv i Huse, der
heed Klostre, det er Indlukker, og sagde, at
de havde slaaet sig fra Verden, for at tjene
Gud i Stilhed, men deres Levnet var ikke
heller opbyggeligt, og de vare slemme Dagtyve, som levede i Dovenskab. Derfor opskrev Benedictus, hvordan rette Munke skulde være, og han var selv en saadan, og overtalte
mange til at lyde hans Ord i ny Klostre, de
skulde leve stille og gudelig, arbeide flittig med deres egne Hænder, være stadige i Bøn
til Gud, læse i den hellige Skrift, og skrive
den af til Andres Tjeneste og Oplysning i
Gudfrygtighed. Imellem disse Munke vare
der endeel, som reiste ud i fremmede Lande,
for at lære Hedninger Christendom, og satte
mange Gange Livet til ligesom de første
Apostle. Saadanne Munke kom til Engelland, og omvendte de hedenske Angler, og der bygtes da ogsaa Klostere, hvorfra der igjen
reiste Munke videre frem, og det var engelske
Munke, som 200 Aar efter Benedikts Tid
omvendte de Folk, der boede sønder og vester
paa i Tydskland, men den navnkundigste 
  iblandt dem heed Vinfred, og kaldes ellers
    Bonifacius, det er en Velgjører, og vist gjorde han en stor Velgjerning imod de blinde
Hedninger, som han oplyste, og han blev
myrdet af dem tilsidst. Kort derefter blev en
Mand Konge i Frankerig, som var en Sønnesøn af Karl Martel, og heed ogsaa Karl, og
blev kaldt Keiser Karl den Store, han indtog noget af Spanien, og hartad hele Italien
og Tydskland, men nordpaa i Tydskland op
til Holsteen boede et hedensk Folk, som heed
  Sachserne, og de stode hardt imod, saa Karl
maatte krige med dem i 30 Aar, førend de
vilde blive rolige, og lade Christendommen
have Rum og Fred iblandt sig. Der bygtes
nu ogsaa Klostere, det var 800 Aar efter
Christi Fødsel, og inden tyve Aar vare omme,
bleve de saxiske Munke de flittigste til at
udbrede Christendommen. En af dem heed
  Ansgarius, og vi skulle alle takke Gud, naar
vi nævne hans Navn, thi han tog sig paa at
reise herind i Dannemark og til Sverrig med,
for at forkynde Guds Ord, og taalte megen
Spot og Nød, for at omvende vore gamle
hedenske Forfædre. Gud velsignede ogsaa hans
fyrgetive Aars Arbeide saaledes, at Mange
       annammede Troen, og den første Kirke bygdes i Hædeby, som nu kaldes Slesvig, den
anden i Ribe, og i Jylland fik Hedenskabet aldrig mere fuldelig Magten, alligevel varede
det længe, førend Christi Tro fik Herredømmet
der, og end længere før den fik ret Fodfæste i
Fyen, Sjælland, og paa de andre Øer, ja det 
       lod engang, som den reent skulde været udryddet.
 Det var dengang da Kong Gorm
den Gamle, en blodtørstig Hedning, raadte i
  Dannemark, thi han lod Kirkerne bryde og
brænde, og de Christne pine og ynkelig myrde, men Herren forglemte dog ikke sit Folk,
han lindrede deres Jammer ved Thyra, som
var den onde Konges Dronning, hun var en
giæv og gudfrygtig Kvinde, som hjalp og
frelste, og forfremmede den christne Tro af al
Magt, og kaldes derfor Danebod, det er de
Danskes Trøst. Hun havde en Søn, ved
Navn Harald Blaatand, og enddog det lod,
som han havde glemt sin Moders fromme
Taler, og vilde vandre paa sin Faders onde
Veie, saa skedte det dog i hans Dage, at
christen Tro fik Overhaand i disse Lande,
han selv, hans Søn, og mange Tusende med
dem bleve døbte i Sønderjylland, i det Landskab Angeln, i det Vandløb, som kaldes
       Helligbæk den Dag i Dag, og han var den
første danske Konge, som blev begravet i en
Kirke, det er der, hvor den store Domkirke
nu staaer i Roeskilde, hvor de mange Konger ere jordede siden. Det var 950 Aar efter
Christi Fødsel, at Harald døbtes, og fra den
Time havde Christendommen hartad stadig
Fred herinde, men der var stor Vankundighed om dens rette Lærdom, thi Folket havde
ikke Bibelen, kunde heller ikke læse, og de,
som skulde undervise dem, baade Præster og
Bisper, vare mangengang selv kun slet oplærte, og førte megen løs og overtroisk Tale. 
Først 50 Aar derefter, da Haralds Sønnesøn,
  Knud den Store, indtog Engelland, og førte derfra Præster og lærde Mænd, gik det bedre,
og Dannemark var i de følgende 200 Aar
bedre oplyst i Christendom, end de fleste andre
Lande; men fra den Tid, der 1200 Aar vare
udløbne siden Frelserens Fødsel, da blev det
mørkt i alle Lande, Synd og Ugudelighed
voxte hver Dag, Guds Ord blev foragtet og
forsømt, og da Folkene ikke vilde tro Sandheden, lod Gud dem tro Løgnen, og de urimeligste Eventyr og Fabler var i Kirkerne at
høre. Bibelen maatte, som før er meldt,
skrives med meget Arbeide, men enddog Munkene bleve hver Dag flere, bleve dog Afskrifterne færre, thi saa fordærvede vare Menneskene blevne, at selv de fleste, som skulde lære
Andre, tænkte mere paa at leve magelig og
sanke Rigdom, end paa at oplyse Folket og
vinde Sjæle til Guds Rige. Da var stor
Nød paa Færde, thi naar der ogsaa var en
Mand, som vilde lære Guds Vei i Sandhed,
da blev han hadet og forfulgt af de onde og
gjerrige Munke og Bisper, og deres Ypperstepræst, Bispen i Rom, som kaldte sig selv
Pave og Christi Statholder paa Jorden.
Saaledes gik det med en fiin gudsfrygtig
Præstemand i Bøhmerland, østen for Tydskland. Han prækede frit imod Paven og alle
de arrige Skalke, hvis Bug var deres Gud,
som vare Christi Korses Fiender, og tragtede
kun efter jordiske Ting, han læste selv flittig
i den Hellige Skrift, og formanede Alle til 
at giøre det samme; men saa, det var 1400 Aar efter Christi Fødsel, blev der holdt en
stor Forsamling af Bisper og Præster og
Munke i den By Costnits, som ligger i
       Tydskland i Sydvest, og der skulde Johan
Hus, saa heed den fromme Mand, forsvare
sin Lærdom. Han kom ogsaa, og det var ham
lovet med Keiserens Brev, at han skulde komme og fare med Fred, men der de fik ham i
Hænder, dømte de ham til Døden, og kastede
ham paa Baalet at brændes, som en Gudsbespotter. Det er sagt, at da han blev ført
til Baalet, tog han saa til Orde: I stege i
Dag en Gaas, thi Hus betyder paa bøhmisk
en Gaas; men om hundrede Aar skal komme
en Svane, den skal I lade ustegt, men det
er vist, at lige hundrede Aar efter hans Død
opreiste Gud en Mand, som ved Hans Hjelp
igjen førte Christendom paa Fode, og hvis
Mage ei har været tilsyne siden de hellige
Apostles Dage. Den Mand heed Morten
  Luther, og var født i Saxen af fattige Bønderfolk, men blev siden holdt til Bogen, og
gav sig i Kloster, og vilde slaae sig reent fra
  Verden, af stor Bekymring for sin Sjæls
Salighed. Men den Gud, som havde udvalgt ham fra hans Moders Liv, til at være
Sit Vidne for Store og Smaa, for Folk og
Tungemaal, Han gav ham ret Forstand paa
Sin Sandhed, og paa det rette gudelige Levnet, og førte ham i Strid med Paven og alle
hans Tjenere. Dermed gik det saaledes til,
at imellem alle de Løgne, som Man havde 
indbildt Folket, var ingen saa gruelig og
skammelig, som den, at Paven kunde forlade
Folk deres Synder, uden at de omvendte sig,
og troede i Hjertet paa Jesum Christum, ja
saa uforskammet var den Pave, som den Gang
raadte, at han sendte Munke omkring i Landene, som solgte Syndsforladelse, eller, som
det heed, Aflad, for rede Penge. Da nu en
saadan Munk kom til den Stad Vittenberg,
hvor Luther var Præst og Professor, da blev
han nidkiær i Aanden, og sagde det høit med
Tunge og Bog, at saadan Lærdom var en
Djævleløgn, og at det stod udtrykkelig i Bibelen, at Ingen kunde faae Syndernes Forladelse, uden han omvendte sig, og troede paa
Jesum Christum, som er død for vore Synder,
og opreist til vor Retfærdighed. Alle fromme
Sjæle og angergivne Syndere bleve glade ved
den Tale, og fornam i deres Hjerte, at det
var saa i Sandhed, som Luther sagde; men
Paven og alle hans Stalbrødre bleve fulde
af Galenskab, lokkede og truede, dog var det
Alt omsonst, og jo mere Luther grundede paa den Hellige Skrift, des mere fandt han i
Pavens Lærdom, som streed derimod, og det
var, foruden den Løgn om Aflad, mest Det,
at Paven ei kunde tage feil, at Præster ei
maatte gifte sig, at man skulde bede til Jomfru Marie og andre Afdøde, som kaldtes Helgene, ja giøre Høitid af deres Billeder og
Been. Luther blev stævnet til at møde i en
stor Forsamling af geistlige og verdslige Herrer i den Stad Vorms, vester i Tydskland, og der vare Mange, som raadte ham fra at
drage derhen, og spaaede ham et Endeligt,
som Johan Hus, men han var uforfærdet,
       han sang af Hjertet: Vor Gud Han er saa
fast en Borg! og sagde: om der og vare saamange Djævle i Vorms, som der ere Tagstene, saa vil jeg derhen. Han kom, og han
talte saa fyndig, frimodig og forstandig, at
hans Venner fik stor Glæde og Dristighed,
Mange overtaldes af Sandhedens Kraft, hans
Fiender maatte grue for ham, og selv Keiser
       Karl den Femte, som dengang raadte i Tydskland, maatte forundre sig; alligevel blev han
gjort til en fredløs Mand, og, for at frie
ham, lod hans Herre og Ven, Kurfyrst Frederik af Saxen, ham paa Skrømt tage til Fange, og sætte paa et Slot, som heed Vartborg. Her tog han for Alvor fat paa et
Arbeide, som han længe havde betænkt, nemlig at udlægge Bibelen paa tydsk Maal, for at menig Mand kunde selv see, om han talde
af sig selv, eller talde Guds Ord. Det Arbeide lykkedes ham med Guds Bistand saa godt,
at enddog der altid er paa Saadant Noget
at rette og forbedre, saa var det dog Guds
Ord i sin rette Mening, og det saa mesterlig
læmpet til Eftertryk og Tone, at det endnu er Lyst at læse; der har været mange lærde Mænd siden, som hist og her kunde sætte et
rettere Ord, men der har Ingen været imellem
dem alle, der kunde tale saa, i de hellige
Mænds Tone, som han.
       Det var som et
Tordenslag for alle Sandhedens og Luthers Fiender, thi det er vitterligt, at Bibelen fra først af er skrevet paa gamle Tungemaal, det
Gamle Testamente paa Jødernes, som er det
       Ebraiske, og det Ny paa Grækernes, som og kaldes det Græske, siden var Skriften udlagt paa det romerske Tungemaal, som er Latin,
men i de Lande, hvor der i gamle Dage taldes
Latin, i Italien, Spanien og Frankerig, var
Maalet blevet forvendt, og i de andre Lande,
som Engelland, Tydskland og Norden, forstod menig Mand ei et Ord deraf, og kunde
da ei vide saa lige, om ikke dog det, deres
Lærere sagde, kanskee stod i Bibelen. Vel
havde i samme Lande en og anden gudfrygtig
Mand udlagt Stykker af Bibelen paa Modersmaalet, men de laae som begravede i Klosterne, og da Paverne begyndte at lyve med
Forsæt, forbød de Lægfolk at læse i Bibelen.
       Nu kom derimod den tydske Bibel, og det
var Guds Forsyn, at Folk i Tydskland nogen
Tid før havde lært at trykke Bøger, saa der
kunde blive mange af et Slags i en Hast, og
de kunde sælges for godt Kiøb. Nu var det
ude med Pavens Magt overalt, hvor Folk bekymredes ret alvorlig for deres Sjæls Salighed, og det var ikke allene i Tydskland, Man
tog Bibelen frem, her i Norden gjorde Man ligesaa, og læste den i samme Mening, som
       Luther; i det Land Schweitz opstod en Mand
  paa samme Tid som Luther, ved Navn Ulrich
Zvingel, og var enig med Luther i mange
Dele, men vilde dog ei lade Guds Ord raade
allene, og vilde være klog over det, som skrevet staaer; hans Mening fulgte hans Landsmænd
og Hollænderne, som boe nordost for Tydskland; og Engellænderne, og de Franskmænd,
der satte sig imod Paven, fulgte for det meste
den samme. Der Luther med sin Ven Philip Melankton, og andre Hjelpere, som Gud gav
ham, havde fuldkommet sin Gjerning, sov han
hen, men ligesom denne rette Helgens Sjæl
er evindelig salig i Himlen, saa skal ogsaa hans
Ihukommelse være til Velsignelse hos de Christne, mens Verden staaer, til Guds Lov og Pris,
og til Bestørkelse i Tro og Frimodighed, ja
i sine Bøger taler han ogsaa endnu, enddog
han er død, og imellem dem alle er hans lille
Catechismus først at nævne, thi kun Gud kan
tælle de salige Sjæle, som ved den ere førte
fra Mørket til Lyset, fra Satans Magt til
Gud, førte til Naadestolen, som Gud opreiste
i vor Herres Jesu Christi Blod, og førte til
det Hus, som er bygt uden Hænder, evigt i
Himlene. Dog er vist ei heller at forglemme de liflige, trøstelige Psalmer, som han
digtede i hellig Henrykkelse, som indtil for
nogle Aar siden ere i deres rette Mening
sjungne i vore Kirker, og have der, som i
Huse og paa Sottesenge, opbygget, trøstet og
glædet saamange Guds Børn, saasom disse
Psalmer: Fra Himmelen høit komme vi nu her,
Nu bede vi den Hellig Aand, Naar vi i største Nøden staae, Vor Gud Han er saa fast
en Borg.
 
     I den Time, da Morten Luther begyndte at præke imod Paven, det var Aar 1517 efter Christi Fødsel, regjerede i Dannemark Kong Christian den Anden fra Oldenborg,
og han havde ogsaa Magt over Norge og
Sverrig, men han var en haardhjertet Mand,
og hans Hoved var fuldt af verdslige Sorger,
dog fandt Sandheden allerede i hans Dage
nogen Indgang i Landet. Der han var fordrevet for sin haarde Regjering, blev hans
     Farbroder, Frederik den Første, Konge; i hans
Tid fik Sandheden mere Magt, og Viborg i
Jylland var den første Stad i Dannemark,
hvor Guds Ord blev forkyndt efter den Hellige Skrift. Alligevel var det først under
Frederiks Søn, den gudfrygtige Kong Kristian den Tredie, at Guds Ord fik Overhaand
i Landet, og de Mænd, som hjalp mest dertil,
vare, foruden Kongen selv, hans Raadsherre,
den høiadelige Herr Johan Friis, og de vellærde Præstemænd Hans Tavsen, Fransiskus Vormordus, Niels Hemming og Peder Plade
  eller Palladius, som blev den første lutherske
Biskop i Sjælland.

   Nu ere Trehundrede Aar, mindre end
23, udløbne siden den Dag, da Lærd og Læg
med een Mund stadfæstede paa en Rigsdag i
Kiøbenhavn, at Guds Ord skulde læres reent og puurt efter den Hellige Skrift og Morten
  Luthers Catechismus; otte Konger, Søn efter
     Fader, have i den Tid siddet paa Kong Kristian den Tredies Stol, den Niende sidder
der nu, og Gud har velsignet dem Alle, saa
de i gode og onde Dage have beholdt Dannemarks og Norges Spir med deres Undersaatters Troskab og Kiærlighed, ja paa den Sidste nær, ere alle de Afdøde hensovne i Fred, og
hvile deres Been hos hverandre i Roskilde
Kirke. Det er da at vente, at de ogsaa have
givet Himlens Gud Ære, og elsket Hans Ord,
og det maa vi bekjende, at der er intet Land,
enten fjern eller nær, hvor en saadan Række
af Konger har elsket Retfærdighed og Guds
hellige Ord, og der holdt Haand over den sunde
og salige Lærdom, langt anderledes og længere, end noget Kongehuus i de sidste Dage.
Det kan alligevel ingen Konge forhindre, at
naar Løgn bliver mangfoldig og mægtig, den
da og trænger og sniger sig ind i hans Lande,
han kan endnu mindre afholde sit Folk fra
at tro den, thi hvad et Menneske ønsker, det
vil han tro, og naar Ugudelighed bliver megen,
naar Menneskens Børn have deres største Lyst
af at tjene Verden og de Ting, som ere ikke
af Gud, men af Verden, da ønske de ogsaa,
at der var ingen Gud, eller Dom eller Evighed, ei Himmerig eller Helvede til, og den,
som vil indbilde dem det, ham ere de fordømte
til at tro, thi Herren haver sagt, at de, som
ei elske Sandheds Kundskab, de skal hengives
til at tro Løgnen. Det er da gaaet her, som
i alle de Lande, hvor der før var Christendom,
at Mange foragte og bespotte Guds Ord, og
de Fleste forsømme det, og agte det ringe, og
sjelden læres det reent og puurt, og ligesaa
sjelden lader Nogen det, som det sømmer sig
Guds Børn, udtrykkelig tilsyne i deres Levnet,
i en stille, retfærdig, tugtig og gudelig Vandel,
men mange af dem, som endnu bekjende Gud
og den Herre Jesum Christum, nægte Ham i deres Hjerte og i deres Gjerninger, vandre
som Hans Korses Fjender, og tragte efter de
jordiske Ting, saa at Sandhedens Vei og Jesu
velsignede Navn for deres Skyld bespottes af
de Vantro.
 
 
 
 
 
    
  
Hører det Alle! Gamle med de Unge og
Smaa med de Store! lægger det dog paa Hjerte, hvilken Miskundhed og Trofasthed, den allene mægtige Gud og naadige Herre haver beviist
imod Menneskens Børn fra Skabelsens Begyndelse og indtil nu! Oplader eders Øine og
  seer hvor underlig han haver beredt og opholdt
sin Menighed i Verden, trods al Helvedes
Magt, og alle den Ondes snedige Anløb, hvor
  langmodelig Han haver taalt os, enddog vore
  Synder gaae over vort Hoved, og ere som Sand
  paa Havsens Bred, hvor trolig Han mindede,
  hvor faderlig Han tugtede, og hengav os endnu ikke til Ødelæggelse, og tog endnu ikke sit hellige Ords Lys fra os! Betænker Dette, og i
    Dag, naar I høre Hans Røst, da forhærder ikke
  eders Hjerter, men ydmyger eders Sjæle i Støvet, og holder herefter Guds hellige Ord høit og
i Ære, holder fast derpaa i eenfoldig Tro, med
Hjertets alvorlige Bøn til Gud! da skal det oplyse og tugte, rense og størke, glæde og trøste
eders Sjæle i Medgang og Modgang, i Ungdommens Dage og under de graa Haar, ja give
dem den evige Salighed; thi der staar skrevet
(1. Petri. 1.) I ere igjenfødte, ikke af forkrænkelig, men uforkrænkelig Sæd, ved Guds Ord,
som lever og bliver evindelig; thi alt Kiød er
som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster, Græsset visnede, og Blomsten derpaa faldt af, men Herrens Ord bliver
evindelig, og det er det Ord, som er forkyndt ved
Evangelium for eder. Og der staaer atter skrevet (2. 
Timoth.

 3.) bliv du i de Ting, som du
haver lært, thi den hellige Skrift kan giøre dig
viis til Salighed ved Troen, som er i Christo
Jesu, og denne ganske Skrift, som er indaandet
af Gud, er nyttig til Lærdom, til Overbevisning,
til Rettelse, til Optugtelse i Retfærdighed, at
det Guds Menneske kan vorde færdig, tilberedt
til al god Gjerning. Disse Ord ere sande og
  trofaste.
   
Men vil I ikke høre med Øren og forstaae med Hjertet, saa I kunne renses af eders
  Synder ved Guds Søns Blod, og arve det
  evige Liv, som er i Christo Jesu vor Frelser;
da vider kun Dette, at ligesaa miskundelig som
Herren er, saa retfærdig og hellig er Han tillige, og den Ugudelige skal ikke bestaae for
Hans Ansigt, Hans Vrede skal optændes, som
  en fortærende Ild, og I skal være som det visne Straa, og ødelægges, og der er Ingen, som
  kan frelse. Hører og gruer! Timen er nær,
  og Sværdet er udsendt, og der, hvor de Ugudelige skal oplade deres Øine i Helvede, der
  er Pine, Ormen skal ikke døe, og Ilden aldrig
      udslukkes; der er evindelig Graad og Tænders Gnidsel. Malach. 1. 2. 3. 4. Luc. 16.
Math. 8. 25. Marc. 9.