source-data/1810_148A_txt.txt

   
   
   
   
   
   
   
      
       
       
       
                
       
       
           
IDUNNA

           En
           
Nytaarsgave

           for
           1811
       
       af
                Nik. Fred. Sev. Grundtvig Candidat i Theologien

                
                
       
N Roosen sc

                
                    Kiøbenhavn
                    Trykt paa G. Bonniers Forlag
                i flere Bogtrykkerier.
                    
                
       
       
                    
       
   
      
      
      

    
    
         
         
    
         Nytaarsaften.
              
    
          
              

Dækket tykt og mørkt nedhænger,
              Intet Blik det gennemtrænger;
              Dog I stirre mod det hen:
              I vil ahne, I vil gætte,
              Hvad I eder tør forjætte,
              Naar det ruller op igjen.
          
          
          
              Ahnelser sig let forvirre,
              
Glemmer ikke, mens I stirre,
              At I 
selv
 skal spille med!
              Kan I sømmelig jer røre?
              Veed I, hvad I har at gøre?
              Kan I agte Tid og Sted?
          
          
          
          
          
              
Hvordan har I hidtil spillet?
              Har I tænkt, og har I villet,
              Handlet med et stadigt Sind?
              Eller stod I dumme, dovne,
              Sagde, gjorde I forvovne,
              Hvad der netop faldt jer ind?
          
          
          
              Hvis Jer Alt er nyt, som kommer,
              Er I eders egen Dommer,
              I jo selv skal spille med,
              Selv I det da og maa vide,
              Hvad I, mens de Timer skride,
              Gøre vil paa Tid og Sted.
          
          
          
              
Veed I, hvad I skulde 
være
,
              Veed I, hvad I var og ere,
              Veed I ogsaa, hvad I vil,
              Da kan I det ahne, gætte,
              Hvad I Eder tør forjætte
              Af det nye Skuespil
          

    

         
         

         
Fortale.

      
         

         
Skønt jeg tør tro, at hvad jeg her fremlægger, paa en vis Maade udgør et Heelt,
er det dog egenlig Syner fra forskelligt Fodfæste: Idunnas Æbler og Fortællingen om
Tirfing, ere fra et ældre Tidsrum i mit 
indvortes
 Liv, det Øvrige betegner en Overgang. Jeg er ingen Fjende af Fortaler og med den Læser, der ei heller er det, vil jeg
derfor tale et Par Ord om Bogens Indhold.

         Om Skemteversene har jeg ei stort Mere
at sige, end jeg vilde ønske, de vare de eneste fra min Haand. Ogsaa jeg har nogle
Gange ladet mig forlede til at prøve mit Vid eller Uvid paa bestemte Folk, men angrer det virkelig. Jeg kan ikke kalde det
Uret, naar Nogen af reen Harme over, hvad Han anseer for stympermæssigt og anmassende, bruger Braadden, der sikkert ogsaa har sin Nytte; ei heller kan jeg beskylde mig for
egenlig Uretfærdighed, men jeg maa bekende, at en vis letsindig og forfængelig Kløe ogsaa har havt Del i min Adfærd, og uden
den vilde jeg have fornærmet mindre, om jeg end havde gjort det Samme i Grunden.
Dog gjort Gerning staar ikke til Ændring; at bekende, fortryde, og forbedre sig, er
Alt, hvad som er tilovers; hint har jeg gjort, og efter dette stræber jeg. Nu vilde jeg ikke engang skrevet Fortællingen om
Idunnas Æbler, hvorfor den ogsaa er og bliver et Brudstykke, men misbillige den
kan jeg ikke med Hensyn paa min forrige Standpunkt, og det dog ogsaa ret harmelige baade komiske og mythologiske Uvæsen. Udgivelsen turde heller ikke endnu
være ganske overflødig, og i Sitationerne troer jeg nogenlunde at have vist den tilbørlige Skaansel mod de Levende, som jo
dog ei kunne gøre ved, at de have taget Feil. Jeg siger: nogenlunde, thi det falder
mig nu ind, at der dog baade i Fortællingen og Indledningen ere nogle Steder,
jeg ønskede anderledes, og jeg troer derfor, jeg aldrig mere udsætter mig for de
mangehaande Fristelser, der møde paa ethvert Feldttog mod litterære Synder.

         
Kobberne hørte slet ikke til min Plan,
men til Forlæggerens. Udtydningerne kunne vel synes Mange ei just at være de
nærmeste eller morsomste, men de laa mig saa nær, at jeg umulig kunde give Andre, og
om de end alle vare mislykkede, skulde det dog aldrig fortryde mig at have skrevet dem, thi min Hensigt var den bedste, og
er udentvivl umiskendelig.

         Fortællingen om Tirfing er borget af
den herlige Skjaldesaga om Hervor og Heidrek
, som egenlig er en prosaisk Opløsning af en Række Digte, hvoraf nu ei
flere ere tilovers, end dem, Sagaen selv har opbevaret. Af dette Slags Sagaer,
der med Hensyn paa Oldpoesien ere de mærkeligste, kender jeg kun een til, nemlig 

Volsungasaga

, og da vi i den eddiske
Samling har næsten alle de Digte, hvoraf den er en Opløsning, giver dette Leilighed til en Sammenligning, der saare meget tjener til at skærpe Synet for det
Særegne i Nordens Oldskrifter, og saaledes især fastsætter Synspunkten for den
prosaiske Edda. Jeg har kaldt min Bearbeidelse en Skemtesaga, efter den ældre Betydning af Ordet: Skemt, thi saalænge
Andet end det Latterlige kunde fornøie i Almindelighed, bemærkede Skemt al Fornøielse. Jeg vilde ei kalde den ligefrem:
Saga, fordi dette Navn ei bør bruges om Andet, end hvad der i sin hele Bredde kan gælde for Fremstilling af virkelige Begivenheder, og jeg troer, at det valgte Navn
vilde være passende for alle nordiske Fortællinger, som uden at have Livsaand tilfælleds med Sydens Romaner, dog udgjøre det i Norden tilsvarende Led. Hvad
nu Bearbeidelsen selv angaar, da har jeg vel ofte oversat næsten ordret, men ogsaa ofte omsat, lagt til og taget fra, som
mig syntes bedst, dog haaber jeg at have bevaret det Særegne uforvansket, og især at have givet en temmelig tro Afbildning
af de, i mine Øine saare skønne, Digte, hvoraf tvende: 
Hjalmars Dødssang og Samtalen mellem Hervor og Angantyr vel
findes oversatte mellem 
Sandvigs Sange
fra det ældste 
Tidsrum

, men ikke godt
trufne. Om Stilen veed jeg næsten ikke, hvad jeg skal sige: at fortælle et gammelt
nordisk Sagn i et nymodens Sprog, er at dræbe det, og dog indseer jeg meget vel,
at enhver Efterligning af en forgaaet Stil, selv naar den er mest fri, dog maa have
noget Mørkt og Tvungent. Det bedste Raad er her 
upaatvivlelig
, at læse Sagnene i deres oprindelige Skikkelse, men
da kun Faa kunne følge det, haaber jeg Man vil tage til Takke, med hvad jeg
kan byde. Fortællingen var egenlig bestemt til i Samfund med tvende lignende:
om Heidrek og Odins Komme til Norden at udgøre et Hefte af mine Optrin af Nordens Kæmpeliv; men af Disse udkommer neppe flere fra min Haand end det om Volsunger og
Niflunger, som tilfældige Omstændigheder have forsinket, men som hele Sommeren
har ligget næsten ganske færdigt til Trykken, og ventelig udkommer i næste Aar.
Vil Nogen spørge, hvi jeg saa hurtig forlader det gamle Norden, hvor jeg dog
gjorde Anstalter til et saare varigt Ophold, da tilstaar jeg frit, at det hverken er, fordi jeg troer, at Billeder fra Hedenold ere ulystelige, eller fordi jeg erkjender mig, under andre Omstændigheder, udygtig til at give saadanne; men fordi en Kristen i
nærværende Tid maa have vigtigere Sysler, end at tolke Syner, som i en saa
upoetisk Tid de Fleste maa gabe over, og som ei kunne bidrage synderlig til Sjælens Frelse, der trods al Latter af den nedsjunkne og forvildede Flok, dog stedse maa være det, 
en kristelig
 Skribent nærmest har for Øje; thi hvad nytter det et Menneske, om han endog vandt og kunde tilegne sig den ganske Verden, naar han tog Skade paa Sjælen?



Valkendorfs Kollegium

d. 5te Decbr. 1810.





      
      

      


         De tolv

         
Maaneder.

      
      
      
      
      
      
      
      
      
      

         

Januar.



         

Det er saa koldt nu i vort Land,
Os varmer ingen Straale,
Vi løbe maa, alt hvad vi kan,
Om Kulden vi skal taale;
Vi har ei Tid at tænke paa,
Hvor snarlig Dagen mon forgaa,
Vi ellers fryse stive;
Da kommer Natten fæl og sort,
Og vi fra Alting rives bort,
Hvad os er kært i Live.
Saa dybt et Svælg er under os,
Det maa vi sagtens vide,
Men synke vi, saa synker hos,
Vor Pigelil ved Side.

Hurtig med den Tanke bort!
Rosen blomstrer kun saa kort,
Rosen maa vi plukke;
Intet Grønt kan Øiet see,
Vi maa løbe, vi maa lee,
Har ei Tid at sukke.
Denne Maaned heder Glug,
Leve hver en Pige smuk!

      
      
      



         
         
         






         

Februar.



         

At være, og ikke at være,
Det siger jo Hamlet, er Tingen.
Den Frase giør Digteren Ære,
Men her mellem os er der Ingen,
Hvis Liv jo beviser det Samme,
Og giør saa den Digter til Skamme;
Thi kun ved Forvandling af Ord,
Til Handling man ret bliver stor.
Nu, tumler jer, tumler jer brav!
Thi naar vi da tumle i Grav,
Saa har vi dog levet heroppe,
Ja levet, som levende Kroppe.



         
         





         
         






         

Marts.



         

Hvem tænkte dog paa,
Det saa vilde gaae?
Den Iis var saa fast og saa stærk,
Nei det er ei Menneskeværk.

Saa svigte jo Digterens Ord,
At Lynild kun kommer fra 
Thor
;
Thi nu han os drukner i Vand,
Trods al vor Forstand,
Ved Siden af Træer og Heste.
Den Klippe? nei den er for steil,
At blive ved Jord er det bedste.
En Baad uden Roer eller Seil?
Ja den vil vi sætte os i,
Saa kan vi med Strømmen jo drive,
Og naar saa den Flod er forbi,
Kanske vi dog blive i Live.




         



      
      
      
         
      
      
      
      
      

         

April.



         

Solen skinner, som den maa,
Hvorfor mon den skinner saa?
Den, som det ei seer og veed,
Er, hvad denne Maaned heed.
Gæslinger skal ud i Parken,
Kornet skal jo groe paa Marken,
Kaal og Gulerod i Haven,
Ellers fik vi Skam i Maven;
Græs maa groe til Smør og Ost,
Gule Blomster dog tillige,
Honning er i nogle slige,
Men de andre? de er til,
De er jo, ifald man vil
Til en lille Urtekost.

Det Naturen eller Gud,
Regned ganske kløgtig ud,
Derfor bør vi sige Tak;
Men hvad hielper al den Snak!
See til de fordømte Bier!
Aa, den arme Dreng! det svier.
Hvad skal Bien med den Braad?

      

         
      
      
      

         
         
      
      
      
      
      

         

Mai.



         

O hellige Natur! din Bog
Kan giøre lykkelig og klog.
O salige Uskyldighed!
At lægge sig som Oxen ned,
Saa mæt og træt af Dagens Møie,
I bløde Græs paa Bækkens Rand,
Og speile sig i klare Vand
Med alle Blomster for sit Øie!
Dog hvad er selv en saaden Fryd
Mod den ved Fløitens Tryllelyd,
At sidde med sin Elskerinde,
Og lade hende Krandse binde,
Og tage hende paa sit Skiød,
O, det er jo dog Liv i Død.
Har altid jeg en saadan Pige,
Maa Gud beholde Himmerige.
Man bliver ordenlig andægtig,
Naar man kan leve her saa prægtig.

      
      

         


      
      
         
         
      
      
      
      
      
      
      
      

         

Juni.



         

En Have er til Overdaad,
Dertil har Jorden ikke Raad,

Saa sige strænge Moralister.
I Theorien er det sandt,
Men som jeg i saameget fandt,
Det mig til Praxis aldrig frister,
Det falder kun en Muldvarp ind,
Som har et lumpent jordisk Sind,
Hvem ei for Skiønhed Sands blev givet,
Som ei forstaaer at nyde Livet.
I Haven voxe Roser røde,
Dem plukker man til Piger smaa,
Og siger at man saa vil bløde,
Om ei man deres Gunst kan naae.

Saa skinner Solen paa det Røde,

Saa Kinden faaer et rødligt Skiær,
Saa lader Pigen, som det Røde
Er Blyhed, for man kom for nær.

Saa narrer man hinanden sødt
Med Blod og Rødme rødt for rødt,
Og det er store skiønne Løier.

      

         

      
      
         
         
      
      
      
      
      
      
      
         

Juli.



         

Her i Lundens svale Skygge
Er saa underligt at bygge:

Klare Straale, grønne Lind,
Blanke Sø og lune Vind,
Tale under Buen blaa,
Men jeg kan dem ei forstaae,
Hoveder hist pippe frem,

Underligt at see paa dem,


See
 hvor under falske Bølge
De saa spøgende sig dølge,
Hvad om nu dem Bølgen sveg.
Fisken sig i munter Leg

Baltrer paa den blanke Flade.
Orm! du kryber mig saa tæt,
Du er af min egen Æt,
Med dig vil jeg Fisken made.
Arme Fisk, du er saa glad,
Bider rask den Ormemad,
Veed det ei, du Krogen sluger,

Saa giør vi og saa giør du,
Livet i sig Døden suger.
Lystig, lystig, bid kun du! 

      
         
         


      
      
         
      
      
      
      
      
      

         

August.



         

Kornet har vi, som I see,
Meiet af med skarpe Lee,
Nu er det til vores Nytte,
Nu er det vort eget Bytte;
Thi saalænge det end stod,
Hørte det jo til sin Rod.
Roden har vi ei behov,

Den skal raadne, og vor Plov
Skal den dristig sønderskiære.
Halmen raadner sagtens med,
Kornet raadner paa sit Sted.

Underligt, at saa maa være.
Rod igien vi har behov,
Den ei kommer fra vor Plov.
Dog nu er jo fuld vor Lade,
Nu maa vi og være glade,
Æd og drik min Siæl til Vaar,
Forraad nok du har i Aar.
See den Tøs, hvor stolt hun render,

Prunker med en vissen Krands.
Kom kun hid, du skal i Hænder,
Kom nu til en lystig Dands.

Spiller op I Spillemænd,
Lystig Møe og lystig Svend!
Kornet vi fra Roden skar,
Kornet vi i Laden har.

      

         

      

         
         
      
      
      
      
      
      
      
         

September.



         

Paa de Træer lave, høie,
Frugter groe os til Behag,
Lystelige for vort Øie,
Liflige i Lugt og Smag.
Børn og Svage sanke op.
Alle lave Træers Top
For den Stærke maa sig bøie;

Hvo som dristig er i Sind,
Opad Stigens svage Trin
Stræber til de høie Grene,
Medens Frugten liflig sød
Stundom falder ham i Skiød,
Som sig ei mod den bevæger.
Den, som hentes høit i Top,
Den de Svage sanke op,
Den, som Styrken falde bød,
Den, som falder selv i Skiød,
Alle sprang af samme Rod.
Hver en Frugt er lige god.
Somme snakke om et Træ,
Som gav alle Træer Læ,
Og hvis Frugter er saa rare,
Her i Haven er det ei,
Ingen kan en sikker Vei
Til det Træ os aabenbare.
Venner! lad os nyde disse,
De allene er os visse.

      

         

      
      

         
         
      
      
      
      
      
      
         
      

October.



         

Guder troe vi ikke paa,
Vi kun tro, hvad vi forstaae,
Men da Guder paa vor Klode
Nu engang er blevet Mode,
Kan vi sagtens ogsaa tro,
Notabene kun paa to,

Kun paa ham, som Druesaft
Har til Jordens Glæde skabt
Og paa hende, som til Lyst
Fører Pigen til vort Bryst.
Hold, Zelot nu smuk din Mund
Med at vi skal ligne Gud,
Agte nøie paa hans Bud;
Seer du Glassets rene Bund,
Seer du Pigen i vor Favn,
Veed du vore Guders Navn?
Dem vi lyde, dem vi ligne,
Dem med Jubel vi velsigne.

Skiænker i med bredfuldt Maal,
Det er vore Guders Skaal!

      

         

      
      
         
         
      
      
      
      
      
      
      
         

November.



         


Kommer hid, I bistre Svende,
Som os skose for vort Mod,
Seer I, hvor den Hjort kan rende,
Vil I tro, det koster Blod;
Vi for Blod er ikke bange,
Kun for Mennesker som vi.
Hjorten kunde os jo stange,
Naar vort Skud ham gik forbi.
Sagen er kun, at i Feldten,
Jo med Frænder strider Helten
Og udøser Frændeblod,
Det er et barbarisk Mod.

Somme er der vel, som sige,
Vi og her med Frænder krige.
Dog sligt Ordspil, maa I vide
Ingen ærlig Mand kan lide.

      
      
 
         

      
      
         
         
      
      
      
      
      
      
         
      

December.



         

Her er Stads og her er Glæde,
Guldgaloner, engelsk Klæde,
Ørenringe, Diamanter,

Schavler, Naale, Silkevanter,
Stads fra alle Verdens Riger,
Lommetyve, Glædespiger,
Smukke Folk paa alle Kanter.
Fy den Kirke staaer saa sær,
Den er ogsaa alt for nær.
Hvorfor flytter man den ei,
Udenfor med andre Døde;
Luften den forgifter ei,
Men den kan os slaae til Døde,
Hvis, jeg gyser! hvis den faldt,
Ak hvordan! mig tykkes alt,
Spiret synker, Taarnet raver,
Hvis den falder, da begraver
Den os her i evig Nat.

      


      
                 
         
        

      
      






Sværdet Tirfing.


En Skemtesaga.



      
      
      

      
     

Der Odin var hjemgangen fra Nord, da mente Jetter vist, at have forvundet al
deres Nød, og tænkte, med Størke og Svig, Seid og al anden Troldom, at kue og øde
hans Æt; men enddog det stundom tyktes, at de høie Norner styrede efter deres Sind, saa
maatte de dog og fornemme, at ei var Odin død aldeles, og Norners Raad vare altid
usporlige. Om saadant er og denne Saga lagt, og tungt er det at sige om de sære Hændelser, som her fortælles, vare Aser eller Jetter mest til Men.
 
 
 





Første Kapitel.



         
Tirfings Ophav.

         

Svafurlam var af Odins Æt og raadte
for det Land i Øst som nævnes Garderige, han var en mægtig Høvding og seiersæl,
det maatte vel Fienden mærke udi Strid, og Dyrene i Skov. Det hændte sig en Dag
som han var udreden at jage Dyr efter Vane, da forvildedes han fra sin Hird,
og kom ved Aftenstid der, som tvende Dværge vare stædte udenfor den Klippe, de
byggede udi. Det er en underlig Art, liden af Skabning, men vel forfaren i alskens konstelig Idræt, og det er sagt for Sandhed, at
de have gjort til Aserne hine beste Mon: baade Mjølner, som Guderne have mest
Trøst af, og Skidbladner, hint evnelige Skib, og dertil Andet mer. Mangengang hjulpe
de og Jetter, hvilket ei er underligt, saasom de ere af delt Natur og finge Liv, der
Ymers Legem førstegang blev hedt af Solen. Svafurlam var snar og uforfærd, saa han
kom mellem Dværgene og Stenen og spurgte dem om Navn.





Dvalin.


         
Ypperst af Dværge,

Dvalin jeg nævnes,
Tidlig jeg risted
Runer hos Alfer.
Der stander Durin,
Dygtig til Idræt.
Spild ei vor Gammen!
Gak nu fra Dør!


         

Svafurlam.


         
Velkommen, Dvalin,

Dværgenes Fyrste!
Velkommen, Durin,
Dygtig til Idræt!
Til mig I smede
Sværd, som mig huger!

Gjorden og Hjaltet,
Balgen af Guld.


         

Sværdet skal bide
Stenen og Jernet,
Ei maa det ruste,

Eggen ei sløves;

Mæles end Galder,
Maa det ei døves,
Seier skal følge
Hver som det fører.


         
Seierens Runer
Riste du, Dvalin,
Du som har ristet

Alfernes Runer!


         

Dvalin.


         

Durin vel mægter
Malmet at tæmme,
Vel kan jeg riste
Runer, som due.

Aser os bede
Arbeid at virke,
Daare blandt Drotter!
Du vil befale!


         
Konsten og Kløgten
Kan du ei tvinge.
Stærk er vor Vrede,
Vov ei at trodse
Stenenes Æt!






Svafurlam.


         
Midnat er omme,
Maanen alt blegner,
Solen opstiger,
Sten skal I vorde,
Om I ei sværge
Sværdet at give.


         
Saa stod han med draget Sværd for Dværgene, til Himlen rødnede i Øst ved
Morgengry, da betoges de af Rædsel, og Dvalin kvad:

         
Brændende Straale

Storlig jeg frygter,

Durin skal smede
Sværd, som kan due,
Selv skal jeg riste
Runer i Hjaltet,
Vist skal det bide
Staalet som Kød.


         
Thorsdagens Midnat,
Mærker du Timen?

Kom da til Klippen,
Klap da paa Stenen!
Sværd dig skal gives
Fagert at skue.
Dagen og Natten
Mødes i Dæmring,

Høre min Ed.


         Glad i Hu og stolt af sin Id færdedes Svafurlam hjem til sin Borg, og efter trende Nætters Frist, ved den Stund, da Solen
er dybest i Hav, stævnede han til Dværgebo. Lydelig var i den stille Skov Hamrenes Slag paa det haarde Malm at høre, og skyndelig
gik Kongen frem at slaa paa Stenen, men før han kom did, stod Dvalin hos ham med Sværdet. Svafurlam stod forundret i Sind
og veiede i Haand det dyre Mon, klare Straaler ginge trindt fra Hjaltet til Øienslyst og han havde sin Skemt deraf at se,
hvor sælsomt de lyste i Midnattens Mulm; men stakket blev hans fulde Gammen, thi der Dvalin var kommen i Klippedør, tog
han paa at kvæde:





Blodige Runer
Skar jeg i Balgen,
Hvergang det blottes,
Blod det maa have.

Ætmand af Odin!
Ond er vor Gave,
Snart den skal vorde
Selv dig til Bane.


         

Tirfing skal virke
Tre hine værste

Nidingidrætter,

Nornerne raade
Hvem det skal ramme.
Ve dig! du røved

Dværgenes Runer,

Dværgenes Konst.


         
Vældelig huggede Svafurlam i Klippen, ogsaa vel bed Tirfing, at baade Egge skjuldes
i Sten, men dybere sad Dvalin, thi ganger nu Konningen hjem og raader Sværdet, seiersæl i Valkamp og i Holmgang.







Andet Kapitel.



         
Svafurlams Endeligt.

         
En Jotun, som Andgrim heed, er til Sagaen nævnet, og boede paa Bolmø, nord
ved Halogaland, men om Sommeren var det hans Sæd at fare vidt om Land, avle sig Gods og Penninge og øde Mænd, dog mest
af Odins Slægt, som rimeligt var. Saa hændtes det og, at han kom i Gardarige og æskede Svafurlam til Holmgang, og som de
Begge vare stærke og vaabendjærve, skiftede de Hug baade mange og store. Andgrim havde sig et mægtigt Skjold, med Jernnalger
rundt omsat, det kløvede Svafurlam paa det Sidste, men som Tirfing ei maatte stædes, før det naaede Jord, da kom det saa, at
Andgrim vristede ham det af Haand, og nu tyktes Konningen vide, at det vilde vorde ham til Bane, alt efter Dvalins Ord. Det
er sagt at han kvad:

         

Tirfing skal virke
Tre hine største


Nidingidrætter.

Jetter skal bøde
Blodig min Død.


         Ei maatte han Mere mæle, thi Andgrim kløvede ham endelangs, og hjemførte med sig til Bolm Svafurlams Datter, den fagre Eivora med Tirfing og andet Hærfang, som ham lystede at eie.



      
         Tredie Kapitel.

      
         
Andgrims Æt og Hjorvards Beilen.

         
Nu sidder Andgrim paa Bolm og tager Eivora i Favn, hvor nødig endog hun det vilde,
og avler med hende Sønner, tolv udi Tal, store og stærke, alle Bærsærker og onde i Sind, saasom med Sanding er sagt udi 
Hyndlas Sang:




Trængsel og Bulder
Baares med Andgrims

Og med Eivoras

Sønner de arge.

Bærsærkers Udaad
Bragende omfoer
Landet og Havet,

Saa farer Luen.


         
Angantyr var hin ældste, Hoved høiere end de Andre, og virkede som Tvende, Hervard gik ham næst udi Alder og Værk, da kom
Seming og hin fierde var Hiorvard, men det er om dem alle at sige, at saavidt de med Hærskjold foer tillands og i Viking, funde de
ei deres Jævning i Dristighed og Størke, thi bleve de og til en Rædsel, hvorsomhelst Tidender spurgtes om dennem. Det havde de og
for Skik, at naar som de vare ene med deres Mænd og Bærsærkegangen kom paa dem, ginge de skyndelig tilside eller og paa Land, og brødes med Ege i Skov eller Stene paa
Mark, thi saa var dem hændtes engang, at de havde myrdet deres egne Mænd og ødt deres Skibe.


Det var en Juleaften paa Bolm, at Jetterne sad overborde, og Galten blev indledt Freia til Spot, thi der de uddrukke 
Bragebægeret til Fædres Minde, da giorde de og Løfter, som Skik er hos Gudefolket, men
det lovede de, som de mente mest kunde mishage Aser og vorde dem til Skade. Nu falder det Hjorvard paa Sind, hvor megen Harm
de Brødre have giort Asers Venner og hvem de eie til Mødrenefolk, og da lover han, og sværger ved Udgardeloke, at før Aaret er omme,
vil han eie den Mø, som Ingeborg heder, Datter af Yngve Upsalakonge, eller og han vil lade Livet derover; saa love og alle de
Brødre, at stande ham bi med Størke og Liv, og aldrig er giort udi Nord et Løfte mere navnkundigt.

         

Kong Yngve sidder i Upsal med al sin Hird, og tvende Nordmænd, Hjalmar og
Orvarod ere hans ypperste Mænd; længe have de faret i Viking og mødtes omsider og skiftet store Hug, men ere nu gangne i Fostbroderlag og værge om Upsalariget. Det er nu en Dag udi Vaar, at de Bærsærker komme med megen Larm og stædes for Kongens
Bord, og Hiorvard røgter sit Ærende kort med onde Ord, men Brødrene sande det med
ham og Konningen byde de brat at svare. Yngve grunder hel meget, thi nødig kun giver han Datteren hen til Jotuners Slægt,
og ræddes dog saare for de Brødres Trudsel og Størke, den han ei trøster sig til at stande imod. Nu stiger frem for Borde hin hugprude Hjalmar og mæler i Hast: mindes dig, Konge, at jeg haver værget dit Land og øget dit Rige og hjembaaret til dig dyrebar Skat,
men ei taget Løn eller Skænk; thi er nu min Bøn, at du gør mig Hæder og giver din Datter til mig heller end til hine Bærsærker, som virke kun Udaad, hvor de henfare og ville dig kue med Overvold. Da grunder Kongen end mer og i megen Vaande tykkes
han stædt, men det Raad tager han paa det Sidste at sætte Kaaret til Ingeborg selv. Ei var dog om Kaar at tale, aldenstund Ingeborgs Hu stod til Hjalmar ei mindre end
Kæmpens til hende, og hun svarer da fluks: er det din Villie, Fader, at jeg skal giftes, maa jeg vel keise den Mand som er mig
kendt til det Gode, heller end hin, fra hvem jeg kun hørte eet Sagn og ikke det bedste. Der Hjarvard nu hører Ingeborgs Ord, da byder han Hjalmar Holmgang sønder paa
Samsø og kalder ham hver Mands Niding, om han ganger at eie Møen, før Tvekamp er prøvet, men Hjalmar tager mod Budet og

Stævnedag sættes dem imellem. Nu fare Andgrims Sønner hjem og sige deres Fader Tidende, men han lader ilde derved, thi det
er ham kyndigt om Hjalmar og Od, at Faa kun gange dem nær i Djærvhed og Størke.
     
      

      
      
         Fjerde Kapitel.



         Holmgang paa Samsø.
      
         
Nu ruste sig de Kæmper paa Bolm og i Upsal til Færd og til Strid. Hjalmar sidder saa
tit i Bur, sin Ingeborg nær, og seer hvor hun syer med Silke og Konst den Brynjekiortel, han skal bære i Strid, og det
mener han vist, at ei trænger Sværd derigennem. Orvarod grunder hel meget og dybt, og det mener han at skønne, at aldrig fange de Seier over Jotunflokken, om ei Guderne
stande dem bi, men det er at mærke, at selv er han noget af Jetteslægt, og derpaa er det han grunder, hvordan han kan vinde sig Gudernes Gunst: thi hugger han Freias
Lignelse ud i Sten, og med slig en Konst er den Lignelse gjort, at Freia tykkes det er, som hun seer sig i Speil. Meget har hun nu ham at lønne og Andgrims Sønner ei mindre for Julegildet, men nu er Vaaren alt
kommen, da sætte de Fostbrødre Skibe i Hav, og sorrigfuld ganger med Hjalmar Konningens Datter, slippe ham maa hun, men stander paa 

Udnæs

 og stirrer, saalænge hun Masten kan øine. God Bør sende de milde Vaner og de Fostbrødre komme i Unarvaag paa Samsø.

         
De Bærsærker alle gange for Andgrim frem mod Stævnedag, og bede om Vaaben. Han oplader en Kiste med kosteligt Hærfang
og giver dem alle godt Værge: Seming faaer Hrotta og Hjorvard Mistiltein, men mest er derom at tale, at der Angantyr ene staaer vaabenløs, da rækker den gamle Jotun ham
Tirfing, siger ham 
Sagn

 om dets Ophav og om hvad Svafurlam mælde. Sandt er det, siger han, hint bedste Vaaben er dette
og dog dennesinde nødtørftigt, men vogte dig vel at drage det til Skemt! thi lædskes vil det med Mandeblod før det farer i Balgen, og om saa hændes, at du faaer Bane,
da skal det lægges i Høi med dig og ei komme meer i Daglys, thi Ondt er mælet derover af døende Mand.

         
Der Hjalmar og Orvarod vare komne i Unarvaag, ginge de paa Land at spørge til Bærsærkernes Færd, men de vare komne i
samme Stund i en anden Vaag som Munar heder og skyndelig ginge de op paa Øen, thi paa dem kom Bærsærkegangen. Alt efter Vane reve de Træer omkuld og kastede Sten
imod Sten, saa de sprunge isønder, men som de nu finge Syn paa tvende Skibe og gættede, hvis de kunde være, da lode de Sværdene hvine i Luft og bede i Skjoldene og fore
med Hylen did. Hver Mand greb sine Vaaben og værgede sig, som han maatte, og enddog de alle bleve slagne saa 

mælte

 dog Ingen et Rædselsord og hver Mand laa i sit
eget Rum. Da sagde 

Hjorvard: vist
 ganger Andgrim i Barndom nu, mens han kunde sige, at Hjalmar og Od vare Kæmper saa hvasse, thi Ingen saae jeg stande fremmerst for
Anden. Dertil svarer Angantyr: ei har vel Andgrim løiet, enddog vi ei finde vor Jævning, kan vel og være, at Hjalmar og Orvarod leve endnu, ret som mig tykdes i
Drømme at se de vældige Ørne, der Fugleflokken var myrdet, og mens de end talede saa, da finge de Øie paa tvende Kæmper, som udginge af Skoven, og brystede sig nu ei
længer, thi stilt var Bærsærkegangen, og ringere var deres Størke. Dog fore de frem med blodige Sværde, med Tuden og Hyl. Ondt Varsel tykdes dette Hjalmar og han
kvad udi den Mening at de tolv Brynjeløse vilde seire, og han med Od komme til at gæste Odin i Valhal, men anderledes mente Od, og dem Begge tykdes det bedre at stride
end at fly enddog de saae Overmagt for Øie. Da spurgte Hjalmar Od, hvad enten han helst vilde eie Vaabenskifte med Angantyr eller de elleve Brødre, og Od keisede
Angantyr fluks, fordi, saa vare hans Ord, Tirfings Hug ere store, og bedre troer jeg Freias end Ingeborgs Gave. Men der Hjalmar saae at hans Staldbroder vilde stride
med Angantyr, fordi han mente det tungest 
Idræt, da vilde han det ingenlunde tilstæde
og sagde: Hovedmand er jeg i denne Holmgang vist, og dertil konningebaaren, saa var det og Andet, jeg lovede Sverrigs Konningedatter, end at lade dig eller Nogen i
denne Strid gange mig for. Sværdet drog han og gik mod Angantyr. Det er min Villie, siger Bærsærken, at kommer Nogen med Livet herfra, skal han ei rane de Slagnes Vaaben, Tirfing vil jeg have i Høi med mig, og
saa skulle Alle nyde sit eget; men, over de Døde skal de gøre Høi, som efterleve. Saa blev stadfæstet med Løfte og Ed.

         Nu gange de sammen, Hjalmar og Angantyr, ei er om Angreb og Forsvar at tale, naar Staalene mødes, da er det ligest som luende Baal, og Ingen pønser paa Andet
end det at hugge som tiest og haardest. Landet skælver, som om det legede paa Traad, og der de have stredet saalænge, at Skjoldene værge ei meer, da give de hinanden Saar
baade mange og store. Det haver Od fortalt, som og er vandret saa vidt i Kvad og i Sagn, at fagrere Vaaben og djærvere Strid var aldrig tilsyne.



Der Od og de elleve Brødre længe med Gammen, med Frygt og med Haab havde
seet paa den Strid, ginge de afsides hen at prøve Størke og Sværd. Det siger Od: Een imod Een, om ei Modet jer svigter og Ingen skal hjelpe den Anden. Saa blev stadfæstet, og modig gik Hjarvard frem, men
snarlig faldt han til Jord og koldere Mund end Ingeborgs maatte han kysse. De Bærsærker gnove i Skjolderand og Fraaden stod dem af Mund, men der Hervard kom og
det gik som før, han faldt død til Jord, da rakte de Tungen af Hals og skare med Tænder, som Blotnød brølede de, og det skingrede høit i Bakkerne efter. Seming opfoer som
en Galen, og søgte saa fast paa Od, at han havde Nok med at værge sig for ham, og længe sloges de saa, at ei kunde siges, hvem der skulde vinde. Paa det Sidste kom det dog
saa, at Seming fik Saar over Saar, men gav sig dog ei, før hardtad alt Kødet var hugget fra Ben og Orvarod ei kunde finde paa ham en ublodig Plet, da var alt Blodet
udrundet, og død faldt han ned. Siden opstod En efter Anden, og Udgangen blev at Orvarod fældte dem alle; svar var hans 
Møde, men ingen hans Saar, saa vel havde
duet hans Silkebrynie.

         Nu vender Orvarod did tilbage, hvor Hjalmar og Angantyr havde kæmpet, falden er Angantyr, men paa en Tue sidder Hjalmar, bleg som et 
Lig. Da
 ganger Orvarod til ham og siger:

         

Hjalmar, hvad er det?
Lød har 
du
 skiftet,

Vunderne mange

Møde dig volde,
Brynjen og Hjelmen
Huggedes sønder,
Livet jeg siger
Snarlig er ude.


         

Hjalmar.


         
Saar har jeg 
seksten
,
Slidt er min Brynje.
Her maa jeg sidde
Sort er for Øiet,

Tirfing mig trykked
Tæt under Hjerte,
Hvast har det rifflet,
Hærdet i Edder.






Konningebaaren,
Bygder jeg eied,
Dog ei paa Landet
Lysted at stilles;
Nu maa jeg ligge
Livløs paa Samsø,
Søndret af Sværdet.


         
Nu hos min Fader,
Fagert iklædte,
Drikke i Hallen
Huskarle Mjød;
Mundgottets Elve

Matte Saamange,
Mig her paa Øen

Eggenes Spor.


         

Mig maatte miste
Møen hin skære,
Fagert ved Sota

Sjunge de Møer,
Vantro fra Glæden

Gange jeg maatte,
Steg udi Skibet
Skyndte paa Reisen,
Det blev den sidste
Fra mine Venner.




Sorgfuld jeg maatte
Møen forlade,
Møen hin skære,
Smykket med Ringe,
Sandt hun mig spaaed,

Der hun mig sagde:
Aldrig jeg skulde
Se hende meer.


         
Drag du nu røden
Ring mig af Haanden,
Bær den til unge

Ingeborg!
Evig bedrøvet
Mærker den Fagre:
Aldrig til Upsal

Mere jeg kommer.


   
Hid flyver Ravnen

Høit over Skov,
Hurtig i Flugten
Følger ham Ørnen,

Selv ieg mig giver
Sidst 
ham
 til Bytte,
Snart han af Saaret
Suger mit Blod.




Nu døer Hjalmar, og der Bærsærkerne ere lagde med Vaaben i Høi, farer Od til
Sverrig med hans Lig. Ingeborg stander paa Kysten og der hun seer Orvarod gange imod sig allene, da brister hun fluks udi
Graad, men der hun kender Ringen og spørger Hjalmars Afgang, da mægter hun ei længer at leve. Ved Upsal er gjort en mægtig
Høi, der ligge de nu ved hinandens Side, som aldrig undtes dem medens de vare ilive.

         Nu ligger Tirfing dybt under Muld og vogtes af Høiboer aarle og silde, dets Værk tykkes endt og ei er det draget til Nidingidræt.
      
      

      
      



Femte Kapitel.
      
      

         
Hervors Fødsel og Færd.
      
         
Sagaen vender sig nu imod Øst til Ladogaborg. Der sad en Jarl, som Bjarmar hed, med Andgrim holdt han hint kæreste
Venskab, og for ei ret længe siden havde han givet Angantyr sin Datter, den deilige Svafa. Hun var svanger den Stund, da
Holmgangen stod, og fødte siden et Møbarn fagert og stort. Det tyktes Mange skønne, at Kvindehjerte var ikke i Barnet og raadte
de Bjarmar at tage det af Dage. Ingenlunde vilde han samtykke og der han havde seet vist paa Møen, sagde han frit, at naar
hun kom til Aar, da vilde det kendes, at Andgrims Æt ei end var udgangen, det meente han og, at mange gilde Mænd og
gæve skulde stamme fra hende. Siden kaldtes hun Hervor og groede stærk som et Karlfolk, og syslede heller med Bue og Sværd
end med Søm og Baldyring. Tiere gjorde hun Ondt end Godt, og der Jarlen revsede hende, løb hun til Skovs, og gjorde
sig der en Hytte, ranede og dræbte veifarende Mænd. Jarlen drog da ud med sin Hird, og enddog hun først var mangen Mands Bane, blev hun dog fangen og dvælede hjemme enstund.

         Det var en Dag at hun stod ude, hvor nogle Trælle og Værkmænd vare, og gjorde Ondt efter Vane, da sagde en Træl: ond
est du Hervor i al din Adfærd, og mener det vist at høi er din Byrd, men det veed Enhver, at Svinehyrden laa hos din Moder
og hans Barn er du i Sind og i Skind. Med vredelig Hu gik Hervor for Jarlen at stædes og klagede sin Nød, da sagde Bjarmar Sagn om Angantyr og kvad:

         
Løgn og ei Sandhed
Sagdes om Fader,
Vist mellem Ædle
Var han at tælle.
Nu stander Salen
Sønder paa Samsø,
Der bor Angantyr,
Dækket af Muld.






Hervor.


         
Fader! mig lyster
Fluks at besøge
Mine de høie
Hensovne Frænder,

Skat de vel eie,
Den mig tilegne
Vil jeg, om Livet
Varer saalænge.


         
Snart skal om Hoved
Svøbes mig Linet,
Fagert og staalblaat
Før jeg uddrager.
Vel er at mærke,
At mig i Morgen
Skæres tilsammen
Kaabe og Brynje.


         Siden gik Hervor for sin Moder at staa med disse Ord:

         
Du mig udstyre,
Storsindet Kone!

Alt som du vilde
Sønnen udruste!
Høienes Drotter
Drømmende saae jeg,
Ei maa din Datter
Dvæle her længer.


         Derpaa drog Hervor bort og tog sig Mands Klædning og Vaaben, og søgte did, hvor nogle Vikinger vare, med dem gav hun
sig i Lag, og kaldtes Hervard, ei længe derefter døde de Vikingers Høvding, og hun fik over Flokken at raade. Da holdt hun til
Samsø og tog Havn i Munarvaag 
og
 bad Vikinger gange med sig paa Land; thi, siger hun, sikkerlig ere Skatte i Høiene dulgte;
men alle Mænd tale imod og sige at saa stærke Menvætter gange der altid, at der er værre om Dag end andre Steder om Natten. Alligevel blev det saa omsider, at Anker kastedes
i Grund, og Hervor roede ene til Lands ved Solesæt. En Hyrde drev med sin Hjord forbi, og der han saae Hervor, kvad han:

         

Hveden kom du
Her saa silde?

Nøl ei længe,
Gak til Huse!


         

Hervor.


         
Ikke jeg ganger,
Ingen jeg kender.
Før du bortdrager,

Brat 
du
 mig sige:
Hvor ere Hjorvards

Høie at finde?


         
Hyrden.


         
Spørg ei om Saadant!
Klog est du ikke,

Vanfaren est du
Vikingers Ven!
Mægter det Foden,
Far da som rappest!
Sol er nedgangen,
Spøgelser vandre.


         

Hervor.


         
Langt er at lede
Her efter Kæmper,

Siig hvor de bygge!
Løn jeg dig byder,
Jeg dig vil give
Guldring for Tale.


         

Hyrden.


         
Hør, hvor det buldrer!
Ingen mig byder
Ringe saa fagre,
At jeg jo render.


         

Hervor.


         
Ei mig forskrækker
Saadant et Bulder,
Ei maa for døde
Kæmper vi ræddes,
Kom, lad os tale
Til dem i Høien!


         
Hyrden.


         
Vanvittig est du,
Vanker du ene
Her udi Mørke,
Høiene aabnes

Vidt leger Ilden,
Vange og Moser
Brænde i Lue.
Løb, om du mægter!


         Da lagde Fæhyrden Stav paa Skulder, og tog til at løbe som han kunde bedst, og turde end ikke se sig tilbage. Nu seer Hervor hen over Øen, hvor Høiene brænde og
Høiboer stande, og stævner uden al Rædsel nu did, enddog Ilden brænder i Fodsporet efter, alt som hun gaaer. Ret som en Taage skrider hun frem gennem Luen, til hun kommer ved Bærsærkernes Høie, da vender hun
sig mod den største og 
kvæder:



         
Vaagn nu, Angantyr!

Hervor dig vækker,

Din og din Svafas

Eneste Datter.
Ræk mig det hvasse
Sværd nu af Høien,
Sværdet som Dværge

Sloge ved Midnat!






Hervard, Hjorvard,

Hrane, Angantyr!
Alle jeg vækker,

Vaagner og mæler!

Idrager Brynjer!

Binder op Hjelme!

Skyder med Skjolde!

Hugger med Sværde!

Stinger med røde
Blodige Spyde!


         
Vorden er Andgrims

Æt under Mulde
Kraftløs og doven,
Da ikke mægte
Mere Eivoras

Sønner at mæle;
Eller af Ondskab

Og de mon tie.


         

Hjorvard, Hervard!

Hrane, Angantyr!
Inden for Ribbeen
Rives I skulle,
Som I af Orme
Aades og pintes;

Om mig ei gives

Guldprude Tirfing,

Vaaben saa dyre


Drauger ei sømme.


         

Angantyr.


         

Hervor! Datter!
Raab ei saa!
Fule Troldom
Farer ilde.
Gal est du vorden,
Og vanvittig
Vækker Døde,
Vild i Sindet.


         
Fader ei grov mig,
Frænder ei heller,
Thi toge Tirfing

To som leved.


         

Hervor.


         
Gamle! 
du
 lyver,

Lade dig Odin



Rolig i Høien,
Hvis ei du haver
Hos dig Tirfing!
Treven est du
Arv at unde
Eneste Barn.


         Nu aabner sig Høien, og synes at stande i lysende Lue, men Angantyr kvæder:

         
Løftet er Heldør,
Høien oplades,
Luerne bølge
Bredt om Øen,

Drauger er ude,

Dødøiet stirrer,
Mø! om du mægter,
Til dine Skibe
Skynd dig at løbe!


         

Hervor.


         
Baal kan I aldrig
Brænde i Natten,
Saa at for eders
Ild jeg kan ræddes.


Sindjord har Møen,
Som ikke skælver,
Ser hun i Dørren

Drauger og stande.


         

Angantyr.


         
Lyt nu Hervor,

Troldkloge Datter!
Hvad som skal vorde,
Vil jeg nu mæle:
Dette Tirfing,
Tro du mig, Datter,
Agter at øde

Al din Æt.


         

Hervor.


         

Saa jeg vier
Døde Kæmper,
At I skulle

Alle ligge
Døde med Drauger,
Raadne i Dyssen,
Om mig ei rækkes
Ud nu af Høien


Hjalmars Bane,
Bryniers Fjende.


         


Angantyr.


         
Mennesker ikke,
Mø, du ligner,
Pusler om Høie

Hjelmet i Natten,

Graver i Spyde
Guderuner,
Stander for Dødhalds

Dør udi Brynje.


         

Hervor.


         
Menneske syntes
Mænd jeg at være,
Indtil jeg vilde
Eder besøge.
Ræk nu af Høien
Bryniers Hader,
Ei kan du dølge

Dværgenes Smedværk.






Angantyr.


         
Lagt er ved Hærden


Hjalmars Bane,
Trindt er omhvirvlet

Hjaltet af Luer,
Ei over Mulde
Møen jeg veed,
Som tør i Haanden
Sværdet annamme.


         

Hervor.


         
Tage i Hænder
Tør jeg og holde
Sværdet hint hvasse,
Hvis det mig undes,

Ikke jeg mener,
Ilden, som over
Døde Mænd leger,
Mægter at brænde.


         

Angantyr.


         
Gal er du Hervor,
Og dumdristig,

Farer i Ilden
For mine Øine,
Sværdet af Høien
Heller jeg rækker,
Ei jeg det mere
Mægter at dølge.


         Da vorder Sværdet udkastet i Hervors Haand.
      

         

Hervor.


         
Velgjort er det,
Vikingesøn!
At du mig sendte
Sværdet af Høien.
Bedre mig tykkes,

Budlung! din Gave,
End om jeg Norrig

Eied med alle.


         

Angantyr.


         

Daarlig du taler,

Troldkloge Kone!
Veed ei hvorover

Saa du dig glæder.

Dette Tirfing,
Tro du mig, Datter,
Agter at øde

Al din Æt.


         


Hervor.


         
Jeg nu til Havets
Heste vil gange,

Konningemøen

Mild er i Hu.
Lidt mig kun rager,

Lofdungesøn!
Om mine Sønner
Siden vil trættes.


         

Angantyr.


         
Eie og ynde
Skal du det længe.
Hold udi Balgen

Hjalmars Bane!
Rør ei hans Egge,
Edder er i dem,
Selv dog langt værre
Er han end Edder.

                  



Datter! farvel!
Fluks jeg dig giver,
Om du kan tro mig,
Tolv Mænds Alder,
Kraft og Størke,
Alt det Gode,

Andgrims Sønner
Efterlode.


         

Hervor.


         

Ligger nu alle
Rolig i Høien!

Brat mig nu lyster
Bort at fare.


         


Saa det mig tykkes,
Som mellem tvende
Verdner jeg rendte,
Rundt brænder Ilden.


         Nu ganger Hervor skyndelig til Stranden, men der det dages, seer hun at Skibet
er borte, thi rædde vare Vikingerne blevne ved Dønnet og Ilden. Enstund maatte da Hervor dvæle paa Samsø, og drog siden bort, og kom igen til en Vikingsflok og hærgede vidt, og det maatte mangen Mand sande, at Tirfing kunde hun løfte enddog hun var Kvinde. Paa det Sidste lededes hun dog ved det vilde Liv, og drog hjem til sin Morfader og var som andre Møer, og vænnede
sig til Baldyring og anden Kvindesyssel. Ei gik Hende dette værre fra Haand, hun var dannis og deilig, blev gavmild og vensæl, og deraf gik saa stort et Ord i alle Norderlande.
      
      
      
      
      

         Sjette Kapitel.

      
      
         
Hervors Giftermaal og Afkom.

      
I Jotunheim var en gammel og mægtig Konge, som Godmund hed, til ham var og Hervor kommen, der hun foer om Lande i Mandslignelse. Mænd tyktes det stort Under, at
Godmund en Dag legede Skaktavl, og det gik ham paa, saa han nær var mat, enddog alle agtede ham kløgtigst at være, men end
større Under tyktes det, der 

Konningen

 spurgte om Nogen kunde løse ham af Vaanden, og Hervor gik til, og legede saa en liden Stund, at Kongen var frelst og Fordel paa Godmunds Haand. Det gjorde og
Hervor samme Gang, at der en Hirdmand havde draget Tirfing, medens hun sad ved Tavlebord, greb hun ham Sværdet af Haand og voldte ham Bane. Alt dette gjorde hun i Mandslignelse, men det meente
Godmund af sin Kløgt, at hun ei var Kvinde desmindre, det vidste han og, hvilket Sværd hun 
førte
, og derfor kom hun uskadt af hans Rige. I den Time, da Hervor sad i Ladogaborg med Kvindesyssel, kom det saa,
at Godmund døde, der han havde levet mange Mænds Alder, og Jetter blotede til ham som Gud. Nu kom hans Søn Høfund til Riget og blev vidt navnkundig for sin retvise Kløgt, thi det er sagt, at vrange
Domme dømte han aldrig. Alligevel var han ei mere Ven af Odins Æt end hans Frænder, og det mente Mange, at han vilde tykkes saa retvis, paa det at Mænd skulde tiene hans Fader og ham, og slet forsage
Valhals rige Guder. Der Høfund hørte det Ord som Hervor havde i Lande, da kom det ham i Sind, at eie hende til Kone, og saa skete med Frænders Raad. God Kærlighed
var mellem de Ægtefolk og de avlede tvende Sønner, hin ældste Angantyr, og Heidrek den Anden. Begge bleve de store Mænd og stærke, vittige og væne, men den Skilsmisse
var dem imellem, at Angantyr blev sin Fader lig udi Sind, og fik Yndest af alle, men Heidrek virkede tvertimod det Onde han mægtede, og slægtede saa paa Mødrenefrænder, og var elsket af Hervor allene. Der Heidrek voksede til, blev han udsendt at opfostres hos Gissur, en kløgtig og vaabendjærv Jette, der fødtes han op til sit attende Aar
og forfremmedes saa i Størke og alskens Idrætter, at Ingen 
kunde
 kaldes hans Jævning, men i Sindelag blev han den Samme.

         
Det var engang, at Høfund gjorde et kosteligt Gilde og bød til sig alle Stormænd i Riget, uden Gissur og hans Fostre. Det fortrød Heidrek storlig paa, og lovede at spilde Gammen i Sal, og om Aftenstid, der Mænd sad over Drikkebord, kom han gangende ind til Manges Harm. Høfund Konge gik tidlig at sove, men Gæsterne sadde
efter, da fløttede Heidrek sig ned fra Høisædet midt paa Bænken, og som ham ei skortede Kløgt, vidste han saa at tale Mænd imellem, at der blev Trætte og Bulder, og enddog Angantyr stillede Mange tilfreds, æggede dog Heidrek saa en Gæst, at han slog
sin Nabo ihjel. Da lo han første Gang og mælte, at ei var Gildet priseligt, naar rød Væde ei randt paa Dug, thi, siger han, ligeligt er det, at de som drikke saamegen god Vædske give Husbonden nogen igen. Ei tyktes dog Høfund saa, thi han dømte
Heidrek at være fredløs af Riget; ei nyttede det, hvad Hervor talede imod. Heidrek maatte da gange af Land og hans Moder fulgte ham paa Vei, men der de skiltes, gav hun ham Tirfing og bød ham vel at fare. Angantyr var og gangen med og fulgte ham
længere, men som de nu ginge og taledes ved, da kom og Talen paa den Adskillighed som var mellem Høfund og Hervor, og det mælde Heidrek: fredløs gjorde min Fader mig, men vist skal jeg gøre Noget derimod, som ham værst skal synes og han sent skal glemme. Med det Samme uddrog han Tirfing af Balgen, men der det lyste som Gnister af Eggen, da gjordes Alting vildt for hans Øine, og paa ham kom Bærsærkegang. Som de Brødre nu der vare ene
To, men Tirfing maatte vorde Mand til Bane, hvergang det uddroges, da fik Angantyr Banehug, og det var hin første Nidingsid som virkedes med Sværdet. Heidrek lod ilde over Værket, og gik til Ubygder og var længe i Skov, og skød sig Dyr og
Fugle til Mad, men der han besindede sig, at ei var det godt Frasagn, at Intet skulde vorde til Tidende om ham, uden det, som han mindst vilde høre, da kom han ihu, af hvilken berømmelig Æt han var oprundet og
hvor store Idrætter hans gamle Frænder havde virket, og nu foer han frem, til han fandt Vikinger og gjordes brat deres Høvding.
      


      
      
         



Syvende Kapitel.



         Om Heidrek.
      

         
I den Time raadte for Reidgotaland, som nu kaldes Jylland, en Konge som Harald hed, og han havde meget Rige at styre, men nu var han gammel og dertil sønneløs, thi kuede ham
tvende hans Jarler saa, at han maatte yde dem Skat. Harald havde sin Hovedborg udi Aarhus, og did kom Heidrek engang med sin Flaade. Kongen undfik ham med dyrebart Gilde og bød ham have Fredland hos sig,
og Heidrek tog gladelig mod Budet, og gik til Borgen med sit Folk og var der enstund. Det var en Dag, at Kongen talte meget Sølv paa Bord, da spurgte Heidrek: hvem skal have det meget Sølv, eller vil du sælge
det for Nødtørfts Skyld, selv vil jeg lægge Penge for mig og mine Mænd, mens vi dvæle her; men Kongen sagde ham da, hvordan det var anderledes fat, og at det var Skat til hans Jarler. Stor Skam tykkes mig det, siger Heidrek, at saa vældig
en Konge maa skatte til Mænd af ringere Æt, og er det mit Raad at lade Vaaben skifte, men Kongen svarede, at det havde han prøvet, men faaet Useier tit, og som
de nu talede længere sammen, da blev Udgangen den, at Heidrek skulde stride mod Jarlene, og, om han vandt, have Helga, Kong Haralds den eneste, deilige Datter til Viv. Nu uddrager Heidrek til Jarlemøde, men aldrig saae Jyder før noget
Sværd at bide som Tirfing, thi for dets Egge falde Mænd som Kviste, og Rædsel betager alle dem, som nær ere stædte. Jarlene falde nu begge, og deres Rige lægges under Kongen, men Heidrek faaer Helga til Brud
med Konningenavn og Hælvten af Jylland at styre. Helga fødte en Søn som blev kaldet Angantyr, men Harald avlede og en Søn i Alderdom, som Haldan hed, og de voksde op til dygtige Mænd, medens Vinterne gik.

         I den Time der disse Ungersvende vare blevne fuldvoksne, da kom saadant Uaar, at det var venteligt, Landet maatte ødes. Da gjordes stort Blot og kløgtige Mænd udforskede Gudernes Villie, men den var saa, at 
aldrig skulde der komme godt Aar i Landet, før den Ungersvend, som ædlest var, blev givet til Odin. Det ville Mange mene, at Harald havde fortørnet Aser
, der han gav en
Jotun Land at raade og sin Datter til Viv.

         Nu sagde Heidrek at Kongens Søn var ædlest af Alle, men Harald talde imod og nævnede Angantyr, da toge Mænd det Raad, at give Høfund den Sag ivold, og samtykte Harald deri, saasom han vel
maatte vide, at hin gamle Jotun ei dømte Odins Ætmand ædlest at være. Høfund dømte, som venteligt var, og Harald blev glad, der han fik det at høre, men stakket var kun hans Gammen, og ei maatte han
have Trøst af hine rige Guder, som Hver kan tænke.

         Nu stævner Heidrek Thing og frembærer Høfunds Dom, men dernæst gør han efter det Raad, som ham er givet af hans Fader, den listige Jotun, dermed at øde Odins Slægt: det falder mig tungt paa
Sinde, siger han, at naar som jeg nu er vorden sønneløs, da ville Alle forsage mig og gange ham til Haand, som de kunne vente mest Trøst af, baade af ham, mens han lever, og af hans Søn, naar han falder fra; thi vil jeg nu byde tvende Kaar, det ene, at jeg vorder blotet med min Søn tillige, men det andet, at de yngste og gæveste Mænd indtil Hælvden af alt det Folk, som her er sanket paa Thinge, skal sværge ei at skilles fra mig,
al den Stund jeg lever. Da blev Gny udi Flokken, og det sagde Alle, at det var tækkeligt Bud, og de gjorde efter hans Villie, og lovede at følge ham i Land og uden Land, mod hvem han saa og vilde fare. Der saa
var gjort, og det var bundet med hine dyreste Eder, da sagde han: det tykkes mig, at vel betales Odin for den ene Svend, naar ham gives Harald og Søn med al deres Hær. Dernæst lod han sit Banner reise, og søgte
ind paa Harald, og enddog han var uberedt, blev dog Striden skarp, fordi Kongens Mænd æggedes saare ved Heidreks Svig; men der han saae Fylkingen tyndes, gik han selv frem med Tirfing i Haand, og blev baade
Haralds og Haldans Bane. Ei døde Harald uforskyldt og Odin fik sit ædle Blot, men dog maa dette nævnes hint andet Nidingsværk, som virkedes med Tirfing efter Dvalins Spaadom. Heidrek lod Guders Offerstene bestryge med Haralds og Haldans Blod, og viede al Valen til Odin for god Grøde i Angantyrs Sted, men der Helga Dronning spurgte sin Faders og Broders Fald, da tyktes den Tidende hende saa ond, at hun hængte sig selv i 

Disasalen

.

         Nu lever Heidrek længe med megen Hæder og styrer Jylland, og hærger baade paa Saksland og Hunaland og andensteds baade vidt og bredt, som sagt er i hans Saga, men her er kun derom at tale, at
omsider vorder han led af Krig og Feide og sidder fredsom i sit Rige. Det tænkte og menig Mand, at nu vilde han gøres Ven med Aser, aldenstund han hvert Aar fedte en mægtig Galt, og gjorde den saa hellig, at
ved dens Børster skulle Alle røre som gjorde stærke Løfter og dømte i store Sager, og den Galt offredes til Freia for Aarets Grøde. Det mene dog visere Mænd, at Odin raader mest for al Grøde, og dertil at det var Nid
og ingen Hæder, at vie Freia saadant Dyr, og det maa vel den sande, som veed, hvad hin onde Loke talde ved Ægirs Gilde. Den Galt kaldte Heidrek Sonegalten, ligervis som han ved den vilde sig forsone med de rige Guder, og ved dens Børster gjorde han den Eed som meget pristes, at Ingen skulde 

fortørne
 ham saa, at han jo maatte fare med Fred, om han kunde sige en Gaade, den han selv ei kunde gætte, men det er at mærke, at aldrig var nogen funden, som saa kunde frelse Liv eller 
Helsen
.

         En 

Herse

 var i Heidreks Rige og kaldtes Gestur blinde, mellem ham og Kongen var stort Fiendskab, og Heidrek sendte Mænd til ham, at han skulde komme at lide Dom eller og stride med ham i Marken.

         Ei havde Gestur Størke til at stande Kongen imod, og tungt var det at lide Uvens Dom, men vanfør vidste han sig til at prøve Kløgt med 
Heidrek, og det var hint eneste
tredie Kaar. Da tog han det Raad at blote til Odin sig til Trøst, men syg var han i Sinde og sygere blev han, alt som Dagen kom nær, da han skulde møde i Kongens Gaard. Det var om Aftenen før Stævnedag at Gestur sad vaandefuld i sin Bo, da
klappedes haardt paa Dør, og Gestur gik at vide, hvem der vilde gæste ham saa sent i Kveld. Der stod Odin ude og bød ham skifte Klæder og Aasyn med sig. Saa skedte,
og Gestur gik at fjæle sig, men Odin ind i Stuen, og Alle tyktes at se Gestur selv. Der det dagedes, drog Odin til Aarhus, og det var til Under for Alle, men for Heidrek mest, at han vilde skifte Ord med Kongen;
thi landkyndigt var det, at ei var Gestur kløgtig som han. Nu sættes tvende Stole frem, og Mænd lave sig til at lyde paa vittige Ord. Sent maatte det vorde at optælle alle de Gaader og mørke Taler, som
Odin frembar, men Kongen gættede og udlagde, og vel maa det tykkes os som høre dem alle, at hin kløgtige As vilde føre Heidrek langt omkring paa kendte Veie, at han omsider kunde tæmme hans Glæde og gøre ham
desmere Harm og Spot. Dette er Udgangen paa lystelige Tale. Odin spørger:

         
Hvad er det Under,
Udenfor Dellings

Dørre jeg saae?
Ti var dets Tunger
Tyve dets Øine,
Dobbelt saa mange
Fødder det havde,

Dog kunde gange

Grimme Uhyre.


         


Heidrek.


         
Mer end jeg vented

Vittig du er,
Hvis du mon være,
Hvad du dig kalder.
Soen i Gaarden

Gaader du om.


         Nu slagte de Soen, som Kongen vil, og ni Grise ere i hende.

         

Odin.


         
Hvem er de To, som
Fare til Thinge,
Trende Øine
Tilsammen have,
Hale een, og
Fødder to,
Fare saaledes
Rundt om Lande?






Heidrek.


         
Let er Gaaden,

Gestur blinde!
Gættet er den:
Det er Odin

Og hans Sleipner.


         

Odin.


         
Siig mig end Dette,
Du som blandt Konger

Vittigst maa nævnes!
Hvad sagde Odin


Baldur i Øret,
Førend paa Baalet
Baaret han blev?


         


Heidrek.


         
Galder og Ondskab,
Og al Skændsel,
Troldomstale;
Ordene Ingen
Veed uden Du,

Menvætte, Orm!




Nu brændte Hjertet Jetten i Liv og han drog Tirfing, og mente at hugge
Odin, men vel mægtede han at frelse Livet, og foer i Falkeham og satte sig i Lyren. Da huggede Kongen til, og ramte Halen, og kortede Fjedrene og derfor bærer Falken
stumpet Stjert; men Odin mælde gennem Lyren: fordi du huggede saa, og brød din egen Fred, da skulle hine værste Trælle dig myrde. Saa skedte og, at Trælle toge
Tirfing, der han sov hos dem i Telt allene, og huggede ham Banehug, og enddog Faa maatte harmes derover, var det dog Tirfings det tredie Nidingsværk. Nu tyktes
Mænd det vide, at den Lov var omme, som Dvalin havde lagt paa Sværdet, men end var ei fremkommet Alt, hvad Norner vilde.

      

      
      
             

Ottende Kapitel.



         Om Heidreks Børn.

         

Der Heidrek var lagt udi Høi, blev Thing stævnet, og Angantyr toges til Konge, men det svor han, ei at sidde i sin Faders Høisæde, før hans Død var hævnet, og drog
ensom ud at lede efter Kongens Banemænd. Det var en Aftenstund, 
der han gik ved Grenaa, at han saae tvende Mænd i Baad, som sadde at fiske, dernæst saae han, at den Ene drog en Fisk, og hørte ham bede
den Anden tage sig Sværdet, og der han fik det, skar han Hovedet af Fisken og kvad:

         
Det maa ved Grenaa

Gedde undgælde,
At under Havbjerg


Heidrek er myrdet.


         Da mærkede Angantyr, at det var Tirfing, og gik hen i Skoven; men om Midnat, der Trællene sov under Telt, gik han did, og dræbte dem, og tog Tirfing. Dernæst
drog han hjem og gjorde et stort Gilde i Aarhus og drak Arveøl efter sin Fader.

         
Heidrek havde feidet paa Hunaland og vundet Seier, og taget med sig Kong Humles Datter den væne Sifka, og havde hende hos sig til Frille enstund. Dernæst sendte
han hende hjem udi Hunaland, og der fødte hun en Søn som blev kaldet Hlødur og han vokste op hos sin Morfader. Nu spørger Hlødur sin Faders Afgang, og at hans Broder er tagen til Konge, da gør
han sig rede til Færd at kræve Arv efter Fader, som mælt er:

         

Hlødur fra Sønden,

Heidreks Arving,
Kom til Goters
Kongeborg,
Kom til Aarhus

Arv at kræve,

Der Angantyr

Drak i Salen.





Uden for Salen
Stod en Hirdmand,
Sydfarne Høvding
Hørtes at mæle:
Gak under høie
Loft udi Sal!
Bed saa Angantyr

Broder at svare!


         Hirdmanden gik for Kongens Bord og hilsede Angantyr og mælde siden:

         
Kommen er Hlødur,

Heidreks Arving,
Høit over Hestens
Ryg han sig løfter,
Lyster med Broder

Brat nu at tale.


         Men der Kongen det hørte, smed han Kniven paa Bord, og slog over sig Brynjen, og tog et hvidt Skiold i den ene Haand, men Sværdet Tirfing i den anden;
da blev stort Bulder i Salen og Alle reiste sig, thi det vilde de høre, hvad Hlødur mælde og hvad Angantyr vilde svare. Det kvad Angantyr:



Velkommen est du,
Vil du indgange

Med os i Salen,
Mjød efter Fader
Drikke, som Sønner
Sømmer og hædrer?


         

Hlødur.


         
Hid vi ei fore,
Bugen at fylde,


Hælvden af Heidreks

Arv vil jeg have.
Pilen og Strængen,
Sølvet og Guldet,
Koen og Kalven,
Kværnen og Trællen
Med mig du skifte!


         
Med mig du skifte

Mørkved hin rene,
Hellige Guders
Høie og Lunde,
Stenen med Runer

Ristet og fager,
Skjolde og Sværde
Skinnende Ringe!






Hælvden af Heidreks

Arv vil jeg have,

Hælvden af Borge,
Bønder og Sysler,

Hælvden af Tirfing.


         

Angantyr.


         
Briste skal hvide,
Blinkende Skjolde,
Spydene kolde
Spilles i Luften,
Mange til Jorden
Mødig sig neie,
Førend jeg Tirfing

Deler i to.


         
Dig vil jeg byde
Dyreste Drikke,
Kosteligt, lysteligt

Liggendefæ,

Tusinde Heste,
Tusinde Svende,
Svende som bære
Brynjer og Skjolde.





Manden jeg giver
Mø, ham at følge,
Møen jeg spænder
Smykke om Halsen.


         
Dig jeg med Sølvet
Siddende hyller,
Og dig med Guldet

Gangende skjuler,
Rundt dig skal funkle
Fagreste Ringe,

Treding af Gotland

Gak du at styre!


         
Gissur, Heidreks Fostbroder, var hos Angantyr, og dengang saare alderstegen, og der han hørte Angantyrs Bud, tyktes det
ham for stort, hvorover han mælde:

         
Trælkvindebarnet,
Tyendebarnet,
Vel maa han tage

Treding, som bydes,

Slegfredbarnet

Sad mellem Kvæget,
Medens i Salen
Skiftedes Arv.





Hlødur vrededes saare, der han hørte sig nævne Trælkvindebarn, og drog skyndelig
hjem i Hunaland, og ei blev Humle mildere, der han spurgte Tidende; det kvad han:

         

Stille i Vinter
Sidde vi ville,
Salige leve,

Dobble, og drikke
Dyreste Vædske,
Lære og Huner

Legen med Vaaben.


         
Hær vi sanke
Hær vi øve;
Os til skarpe
Strid skal følge
Tolvaars Drenge,
Toaars Klodde,
Saa af Huner

Hær vi sanke.


         
Der Vaaren kom, sankedes Hær af Landet, alle de som vare vaabenføre, fra dem der vare tolv Aar gamle, indtil dem
der havde levet tredsindstyve Vintre, og Hæren var saa stor, at den 
maatte
 tælles i
Tusindeviis. En Høvding var sat over hvert Tusind, og en Banner var med hver Fylking, men af Fylkinger vare tre og tredive, og Femtusind i hver af dem, og Tolvhundred i hvert Tusind, og seks Snese i
hvert Hundrede. Nu rede de gennem Skoven som Mørkved heder, den skiller mellem Gotland og Hunaland, og der de kom af Skoven, vare for dem jævne Marke og
store Bygder. Paa Sletten stod en fager Borg, og for den raadte Hervor hin unge, Heidreks Datter, med sin Fosterfader Orm, thi de vare satte til Landværn der med meget Folk.

         Det var en Morgen, at Hervor stod over Borgeport, der Sol gik op, da blev hun vaer, syd imod Skoven, en Støvrøg saa
mægtig, at stundom hylledes Solen. Alt som hun stirrede længer, da skimtedes Guld under Støvet, og snarlig kunde hun adskille guldlagde Skjolde og gyldne Hjelme,
og hvide Brynjer. Da mærkede hun at det var Hunehæren med stor Mandeflok, og gik skyndelig ned, og kaldte ad Lursvenden, og bød ham at blæse Folket tilsammen. Dernæst tog hun til Orde: tager nu Alle Vaaben og Værge, og laver til Strid! men du, Orm, skal ride mod 

Hunehæren

 og byde Kamp syd fra Borgen. Det svarer Orm: saamegen Hær have Huner, at vi kunne ei
staa imod, og er det mit Raad, at vi fly som snarest til Angantyr, din Broder; men da mæler Hervor: ræd er du vist, og gør som jeg siger! Saa skedte, og Striden begyndte paa Sletten, men snarlig blev hint meste Mandfald paa Hervors Side, og der hun saae det, blev hun som vredest, og foer frem ligere Løve end Mand, og huggede med begge Hænder, og seks mand i
hvert Hug, og Ingen mødte hende saa djærv, at han jo maatte tage Død for Liv. Det mægtede hun dog ei omsider at stande mod saadan Overmagt, og der Titusind af
hendes Mænd vare faldne, da kaldte hun høit paa Hlødur og mælde: kom du til Tvekamp med mig, om modigt Karlmands Hjerte er i dig! men han svarede: ei tørster jeg efter dit Blod, Søster! og bød
sine Mænd klemme hende inde mellem Skioldene, saa hun maatte blive ilive. Der hun dette hørte, blev hun som galen, og ændsede Intet, men slog ned for Fode,
baade Mænd og Heste, og enddog Hæren trængte haardt ind, fulde dog altid de, som vare hende næst, indtil hun sank død ned af Hesten. Store Blodstrømme randt hende ud af Mund og det mente Alle, at hun
var sprungen af 
Møde, men det tyktes Ingen at have spurgt, at nogen Kvinde havde stridt saa mandelig, og i Høi blev hun sat med megen Ære.

         
Der Orm saae Hervors Fald, havde han stridt som skarpest og hans Hænder vare blodige til Akslene. Faa vare end vaabenføre og med dem red han Dag og Nat, til
han fandt Angantyr i Aarhus. Kongen undfik ham paa det bedste, og spurgte om Tidende, da kvad Orm:

         
Sydfra jeg kommer,
Sorgbud at bære.

Mørkvidurs Hede
Hærges af Luer,
Goterne slagne
Svømme i Blod.





Møen jeg saae
Synke til Jorden,
Systeren din
Datter af Heidrek.
Rødere Hervor

Gjordes paa Valen,
End naar med Beiler
Møen maa tale,
Eller til Senge
Bruden maa gange.


         Men der Angantyr hørte dette, skiftede han Lød, og tog sent til Orde, og mælde omsider: ubroderlig est du svegen, gæve
Syster! Dernæst saae han ud over Hirden, ei vare mange tilstæde, og det maatte falde ham tungest paa Sind; thi kvad han og:

         
Mange vi vare
Mjøden at drikke,

Nu er vi færre,
Fler dog behøves.
Ham udi Skaren
Skuer jeg ikke,

Som vil for Ringe
Ride til Huner,
Og dem for Bønner

Byde til 
Strid
.


         

Gissur hin Gamle.


         
Hvid jeg ei kræver,
Tager ei heller,
Skinnende Skjolde,
Spyde forgyldte
Ikke jeg æsker,

Æske dog vil jeg

Huner til 
Strid
.


         Den Lov var lagt i Heidreks Dage, naar Fjendehær kom i Landet, at Landkongen mærkede Valstæd, og ei maatte Fjenderne røve, før Striden var prøvet. Det
spurgte da Gissur, der han sad paa Hesteryg, hvor han skulde byde Huner til Strid?

         

Angantyr.



Dysser 
fylde



Duneheden,

Der er Kongers
Kæmpehøie,
Der er Goters
Gamle Valsted,
Der med Hæder
De saamangen
Seier vandt.


         
Nu red Gissur bort, og kom til Huner, dog nærmere ei, end han kunde tale med dem, og da kaldte han med høi Røst og kvad:

         
Kaaret til Ravnens
Bytte er Kongen,
Banneret bøies,

Odin er vred.


         
Dysser fylde

Duneheden,
Der er Kongers
Kæmpehøie,
Der skal leges

Skarpt med Vaaben,


Odin lade
Pilen fare,
Saa som Ordet
Farer nu!


         
Hlødur vilde at man skulde tage Gissur, men Humle vilde det ei, og Gissur raabte, alt som han sporede Hesten: vi ræddes ei
for eder, I Huner; og ei for eders Hornbuer. Gissur red hjem og sagde Tidende om Hunehærens Mangfoldighed, og da sendte Angantyr Budstikken alle Veie fra
sig, og stævnede hver Mand til sig, som mægtede Vaaben at bære, men der Folket var sanket af de næste Fylker, da uddrog han til Dunheden med saamangen god
Kæmpe, dog havde Hunen Tvende mod Een. De reiste nu Telte og sov om Natten, men om Morgenen dernæst begyndte hin største Kamp, som været haver i Nordenlande,
thi det er sagt, at den stod i otte samfelde Dage, mange Tusinde faldt, dog mest af 
Angantyrs Mænd, enddog det savnedes lidet, thi hver Dag dreve til ham store Flokke
af Landsfolket. Den niende Dag hvilde sig Hæren og skæftede Spyd og hvæssede Sværd, men ei var derpaa at tænke, at
jorde de Faldne, thi den ganske Dal var fuld af Døde, og Blodet gik til Hestebringe. End vare alle Høvdinge ilive, og paa den tiende Dag blæstes i Lur, saa det gjaldede milevidt og hver Høvding æggede Sine, som han kunde bedst. Det bød Hlødur Huner at betænke, at de vare stædte i fremmed 
Land
, og ondt var om Frelse at bede, hvis de ei vunde Seier; men ei gjordes mere behov til Jyder at sige, end det som de Alle forstode, at her var at stride
for Guder og Fædreneland. Hvassest blev Striden i Dag, thi nu ginge Høvdinge ud af Skjoldborgen og prøvede Størke og Sværde, Gissur maatte falde for Hlødur, og Humle for Orm, men da det lakkede ad
Aften, da begyndte Huners Fylking at svigte, og Angantyr gik derigennem med Tirfing, og skiftede Hug med sin Broder og Hlødur faldt. Hunehæren var nu høvdingsløs enddog Høvding gjordes nu lidet behov, thi
ei vare mer end Trehundred ilive, dem bød Angantyr Fred, og de toge den gerne. Denanden Morgen lod Angantyr Valstedet 
rydde
, og ei blev fundet en levende Mand,
thi de som ei selv kunde bære sig derfra, vare druknede i Blod. Hlødurs Lig blev fundet paa en Holt, og der Angantyr kom til, stod han der tiende længe og stirrede
paa det bevæget i Sind, men der han maatte komme til Orde, mælde han saa:

         
Broder! Broder!
Jeg dig bød

Guld og Møer,
Mænd og Lande;
Nu ei har du
Guld, ei Glæde,
Lidet Land at
Bygge paa.


         
Du vilde have
Halve Tirfing,
Nær ved Hjerte
Heelt du fik det,
Heel er Tirfing,
Du i Tvende
Halve kløvet.




Onde Lov
Laa paa Slægten.
Broders Bane,
Er jeg vorden,
Mindes skal hvad
Mindst jeg vilde.
Ond maa nævnes

Norners Dom.






Kiøbenhavn 1810.
Trykt hos P. D. Kiøpping.


      
      



         
Skemtevers.


      







         

Expectoratio.


         

Til Læseren.




         


Hvis Dørren dig synes for stor
Og derimod Huset for lille,
Da koster det dig kun et Ord;
Thi Tingen er her kun at ville.




         


Der
 er en Ting paa Jorden,
Som end Man kalder Norden,
Hvorfor? det veed jeg ikke,
Thi det er Tidens Dyd,

At baade Nord og Syd
Er nu omtrent det Samme,
Men gamle Nord til Skamme
Vi det bekende maa,
Det var ei altid saa.


         
I Rom Oplysningen var krøbet
Saa høit, at knap den kunde sees,
Hver Gud var gaaet rent iløbet,
Og Dyderne stod smukt i Kreds;
Man havde Vine i sin Kelder,
Som knap er smagt i Engelland,
Man kunde lave Frikadeller,
Saa alle Tænder løb i Vand;

Man smukt til smukke Piger gik
Før end Man havde Dun paa Hagen,
Og aldrig man en Kone fik
Som havde jo sin Dyd paa Bagen;
Man aad paa Sølv, Man drak af Guld
Man drak sig lystig, drak sig fuld,
Man sang om Piger, sang om Vin,

Og kaldte sig med Tugt et Svin
Af Epikurs... Dog det er Nok,
For Suk og Graad jeg kan ej meer,
Og Tungen brænder mig i Munden,
Den klassiske, den gyldne Tid,
Du veed det selv, den er forsvunden;
Vel sandt, at nys med al vor Flid
Vi ærlig stræbte den at naa,
Men ak, naar Man, som nu betaler
En Flaske Vin med to Rigsdaler,
Da er det ei at tænke paa,
Nu mister Digteren sin Stemme,
Og drikker Brændevinet hjemme.
Dog, Kære, lad os ei forsage!
Kan vi end ei i Sang og Drik
Opnaa de gamle, gyldne Dage,
Saa lad os dog ved Gymnastik;
Ved fattelige Børneskrifter;
Ved at udvikle vore Drifter,
Ved gode Raad til menig Mand
Om Gaaseplukning med Forstand;

Ved gode danske Surrogater
For Kaffe, The og for

Ved spidse Hatte, runde Sko,
Og Frihed for al Overtro,
Ved stiv 
Moral
, utvungne Sæder

Forhverve os en evig Hæder,
Og, vil os Skæbnen være mild,

Den samme Lod og Lykke, 
som


Det stolte Rom.
Ja Rom, o kære Læser, bliv ei vred,
Det var min Patriotiskhed
Som førte mig saa langt fra Teksten,
Men derfor skal du faa at see,
Jeg nu skal stække den i Veksten.
Mens Rom var høit oplyst, o Vee!
Hvad var da vore gamle Fædre!
Hr. Hume siger sandt og smukt,
At det for dem og os var bedre
Om Tiden rent dem havde slugt,
Thi vel var de just ikke Harer
Som vi, det veed vor Herre,

Men saa var de Barbarer,
Og det er dog nok værre!
Vel aad de ei saalige
Just deres Fjender op,
Men det vil Intet sige,
De jog dog Sjæl fra Krop,
Og jeg gad dog nok vide,
Hvad det 
kan
 Kroppen gavne,
Den ædes kun af Ravne,
Naar dog den ligge maa
Og rolig see derpaa.


         
Dog, Tid jeg ej vil spilde,
Thi den er dyrebar,
Med Snak om Nordens Vilde,
Om hvad de ikke var
Og hvad de Stakler vare,
Een Dumhed jeg Dig bare
Fortælle vil, min Ven!
Og Dumheden er den:
De troede paa Guder.


Betænk engang, min Kære,
Hvordan det vilde gaa,
Hvis Een vi troede paa,
Saa kan Du deraf lære
Hvordan det vel saae ud,
Da Guderne var mange.
Med Anger jeg bekænder,
At jeg engang var gal,
I Nordens Gudesal
Jeg gerne vilde spanke,
Ja selv til Nordens Mænd
Jeg gerne vandred hen,
Det var min visse Tanke,
At der var meget Stort.
Jeg stirrede saalænge
Paa hvad de gamle Drenge
I Verden havde gjort,
At hardtad jeg blev ked
Af al den Herlighed
Som jo en Blind kan see
Fra 
Vesten
 indtil Østen.

Nu er det Gudskelov forbi;
Som al min høie Poesi,
Nu har jeg min Forstand igen,
Og Gudskelov at selv den kom,
At ikke selv i Alderdom
Jeg skulde gaa til den;
Thi Syndernes Bekændelse
Naar Man af Synd er ked,
Og Sottesengs Omvendelse
Er mislig som Man veed.


         
Dog, omendskønt jeg herved lover
Ei meer at prise gamle Nord,

Jeg med Beskedenhed dog vover
Om det at tale Skemtens Ord;
Thi for det Første mener jeg
At 
Man for
 Maden at fordøie,
Maa og med Latter sig fornøie;
Men god og stiv Moral os ei
Tillade kan at le af Næsten,
Og naar os selv vi tage fra,

Til Næste hører hele Resten.
Skal vi kanske
Af det Umælende da le?
Det var jo baade Skam og Spot,

End af os selv? nei, nei,
Det veed vi da nu alt for godt,
At vi har Pligter mod vort Jeg.
Hvoraf kan da Moralen døie
At vi med Latter os fornøie?
Hvoraf? undtagen af det Pak,
Som Fantasien Guder kalder,
Og al den Mængde Pølsesnak
Som Man i Overtroens Alder
Har om de Karle sammenskrevet,
Der dog har aldrig ædt og levet;
De selv os maa i Graven takke
At vi endnu om dem vil snakke.
Men skal af Guderne vi le,
Jeg ikke rettere kan se,
End vi bør le af vore egne,
Thi det jeg tør paa deres Vegne

Forsikkre, at de alle Dage
Til Grækenlands kan være Mage.
Vel ikke slet saa store Hop
De gjorde, for de var lidt tunge
Og heller ikke ganske unge,
Men foretog dog mangt Spilop

Der morer ret, naar man det læser,
Især 
naar
 Kedsomheden trykte,
Da var de ret som rent forrykte
Og gjorde tusende Fadæser.
Jeg tvivler ingenlunde paa
Min Læser, du jo kan forstaa,
Jeg snakker om de samme Aser

Som fordum gjorde Kvaser.
Men sæt endog, hvad ei jeg troer,
At Grækerne var vore egne
I Latterlighed overlegne,
Saa har vi Gudskelov et Ord
Som nok kan slaa de Græske ned,
Og det er Patriotiskhed.
At ei jeg tale skal om Andet

Var det ei evig Skam for os,
Da vores Kurs er saa forbandet,
At bruge saadant fremmed Gods
Naar i vor egen Dannerstat

Vi har saa godt et Surrogat!
Af Dette og af andet Sligt,


Min
 kære Læser, Du kan se
Du ikke blot har Lov at le,
Men at det endog er din Pligt.
Dog, det er sandt, i Æstetiken,
Det huskede jeg ikke paa,
Man Alt med Frihed gøre maa.
Saa staar jeg da igen istikken,
Og ihvor nødig end jeg vil,
Saa maa jeg dog vel nødes til
At røre ved den ømme Byld,
Og med et Suk bekende:
Jeg skriver for min egen Skyld.

Det vistnok er et Vovespil,
Men naar Man taler til
Et Publikum, hvis Hoveddyd,

Jeg siger det med patriotisk Fryd,
Er stor og brat Medlidenhed,
Formeget voves ei derved,
Da vover man at haabe,
Da vover jeg Dig at tilraabe:
Nu har jeg i saa lang en Tid
Med Nordens Pak 
havt
 Slæb og Slid,
Nu spørger jeg hver ærlig Mand,
Som har paa Lærdoms Slid Forstand,
Bør det ei komme mig tilgode
At jeg har saadan maattet rode?
Hvorfor mon Herodotos skrev
Sit Vrævl om Skyter og Sarmater,
Og de ægyptiske Krabater?
Mon ei fordi man skulde sige:
Den stakkels Mand har reist omkring
Med stor Besvær i mangt et Rige,
Og 
hørt
 en Mængde dumme Ting.
Hvorfor, det maa jeg dog vel spørge,
Skrev vores . . sine Skrifter,
Som for en Hvid ei Nytte stifter,

Og, det veed Gud, er dygtig tørre,
Undtagen for, at Man kan vide
Han siddet har om Nattetide
og læst igennem mangen Bog,
Hvoraf han dog blev lige klog?
Du seer da, Læser, jeg har Ret
Til dig med Norden at traktere,
Og, tak Du Gud! Du slipper let,
Jeg kunde giøre meget mere:
Som Rühs og Schløzer kunde jeg
Paatage mig min lærde Mine,

Og paa den slagne Landevei
Dig ret methodisk pine;
Bevise Dig at hele Norden

Med al sin hele Sagaflok,
Og Asathor med al sin Torden,
Og Freia med sin Kat og Rok
Er kun et Ammestuevæsen;
Jeg kunde gaa et Skridt endnu,
Og vise Dig, at Jeg og Du
Os maatte tage selv om Næsen;

Ja, naar det netop skulde gælde,
Saa kunde jeg Dig vel fortælle,
At baade Levende og Dødt
I Ammestuen er opfødt.
Det kunde jeg, men gør det ei,
Fordi jeg har et følsomt Hjerte,
Og selv saa tit har følt med Smerte,
At er det Ret, saa er det dog,
Som mangen Ret, og ret forbandet.
Saa tak da Gud! Du slipper let,
Men vær nu 
heller
 ikke kræsen,
Hold alle Rynkerne fra Næsen,
Og skulde det end stundom ske,
At Du fik Lyst at sove ind,
Saa husk at det er 
godt
 at le,
Og træk Dig i den ene Kind,
Og kild Dig under Hagen!
Saa gaar det nok, og begge to
Vi da har Noget for Umagen.


         
Saavidt jeg kom da med det ene Øre,
Men nu maa Du dog ogsaa høre,

Hvad egenlig jeg har at byde,
Vidtløftighed er ellers ei min Lyde,
Men det jo sinker ei at bede og at smøre.

I Edda, Edda er en Bog,
En gammel Bog paa Pergament,
Du har vel sagtens seet en Skrolle,
Som bundet var i Pergament,
Du ved da sagtens og at slige
Har nu kun grumme lidt at sige,
Saa kan Du uden Møie gætte
Hvad slig en Tingest kan forjætte,
Som ikke har et ærligt Blad,
End sige meer, men kun en Rad
Af gule, gennemrøgte Strimler,
Og som af Møl og Utøi vrimler.
I dette smukke Selskab finder
Du Nordens Guder og Gudinder,
Og Ellefolk og Jettekram,
Det Eneste Man her kan sige,
Er: Lige lege bedst med Lige
Og gør hinanden ingen Skam.

I Edda er en Viseflok,
En Vise kender Du jo nok,
Det er lidt rimet Pølsesnak,
Men her i dette Visepak,
(Det skal vel være det Sublime)
Er ei et Ord, der sig kan rime,
Men kun en Bogstav hist og her,
Som vrænger ad 
sin
 Nabo der.
I Ammestuen Du kanske
Har hørt en gammel Kælling tralle
En Kæmpevise: Basseralle,
Men tænk Dig nu for Spøg 
engang


Af samme Kælling, samme Sang,

Tipoldemoers Tipoldemoer,
Saa er Du paa det rette Spor,
Og har en ganske deilig Gruppe.

I samme gamle Visebog,
Hvorpaa jeg nu har gjort Dig klog,
Er iblandt andre en, Man kalder:
Herr Odins Ravnegalder
,
Fordi det er et Ravnemaal,

Som ingen kristen Sjæl forstaar,
Ja knap af vor Tids Antikvarer
Der gives En, som det forklarer.
Dog, det er saamænd og det Samme,
Og derved skal sig Ingen skamme,
Thi Vaas det er, det veed vi Alle,
Og til en Spas, som den kan falde,
Det allerbest Man bruge kan,
Hvorpaa Man ikke har Forstand.
For Ret da kendes: denne Vise
Bør agtes for en lovlig Prise.
Dog Lovene for Kaperi

Jeg af Juristers Tale kender,
Og har ei Lyst at falde i
En Prisrets haarde Hænder,
Især da jeg hos Geistligheden
Vel kan faae Nok af Ret herneden.
Jeg derfor vil slet ikke dølge,
Den Prise var alt halv besat,
Og heraf maa juridisk følge
At deles bør den vundne Skat,

Og Skatten er den Latterhøst
Hvis Vinding er min visse Trøst.
Vel sandt, min Kaperkammerat
Han tier stille i sin Kiste,
Men derfor bør Han Intet miste,
Især da Prisen er saa god,
At der er meer end nok til To.
Den Kasus vi har for os her,
Forholder sig saalunde:

I Visen snakkes om en Mær,
Som hede skal Idunne.
Hun skraaler ret som hun blev pidsket,
Og alle Guder skraale med;
Da nu af dette Navn en Kvinde
Man kan i andre Viser finde,
Som paa de rare Æbler passer
Der Rynker fra 

Valhallas

 Madser

Kan i al Evighed forjage,
Saa er det klart Man maa antage
At Æblerne er Skyld i Skraalet,
Endskønt der 
ei
 i Ravnemaalet


En Tøddel staar om Pærevelling,
Langt mindre om en Æblekælling.
Saavidt min lærde Kommentator.
Man seer, det genialske Blik
Var ene det jeg af ham fik,
Og En skal altid bryde Isen,
Men hvordan Blikket hængte sammen
Med alt det andet Vaas i Visen,
Derom han vidste ei Besked,
Jeg det paa mine Fingre veed,
Og vil Du lukke 
op
 dit Øre
Saa skal Du snart det faae at høre.
Ja snart – men straks det skeer ei heller,
Du bie maa, mens jeg fortæller:
Jeg vil citere lidt.
Du studser, det er Dig en Gaade,
Da jeg har vist saa tit,
Det ikke er min Maade.
Det er Ulykken den,
Thi havde jeg itide
Citert, min Ven,

Da maa Du vide,
At baade Du og jeg og Flere
Var fri for Dette og for Mere –

Men det 
er
 Sagen, jeg citerte ikke,
Og derfor 
ingen
 ret Magister

Af Krus med mig vil drikke,
Han siger ganske bister:
Jeg er det ikke værd,
For jeg er ikke lærd.
Jeg ikke lærd, det maa jeg høre!
Det maatte selv en Sten jo røre,
Og Du, min Læser, er jo ingen Sten
Men Du var meer 
end
 det: en Hedning,
Hvis ej Du til min Æres Redning
Tillod mig at citere lidt.


         
Nu Tak! nu er vi gode Venner,
Og nu i al Fortrolighed,
Som kan sig mellem Venner skikke:
(Men for Guds Skyld forraad mig ikke)
Jeg er i Grunden ikke lærd.

Men hvordan kan jeg da citere?
Ja, seer Du vel, for Venskabs Skyld
Jeg Dig vil aabenbare Mere:
Fra Verdens Skabelse til nu
Aar Attenhundrede og ti
Der skrevet er en Hoben Skrifter,
Som umanerlig Nytte stifter;
Thi mange af dem staar der i:
Det siger Povl, det siger Peer,
Og ikke en Stavelse meer,
Dem blade nu vi Lærde i
Og Ingen blader uden vi,
Og det er et uskyldigt Kneb,
Som mange grumme lærde Mænd,
Før Du og jeg var født, bedrev,
Som dagligdags bedrives end,

At tage sig en Nævefuld
Af dette hersens Ruskomsnusk
Og strø det neder under Skriften,
Enhver maa grue, som det seer,
Og gruer meer, jo meer han seer,

Og tænker: Kors! han som et Bæst
I al sin Tid maa have læst.
Det smager os, og seer Du, Kære,
Det er nu denne Ære
Jeg her vil stræbe at opnaa.
Men pas nu paa,
Og luk nu op dit Øre!
Saa skal Du faae at høre
Hvad knap Du kunde vente,
Og Edda ei fortjente.
Som i de fleste Ting og ikke i de færste,
Er og i disse Vers Begyndelsen det Værste,
Det Første er lidt høit, men synker nok med 
Tiden
,
Og Du skal faa at see, det bliver komisk siden.
 

   

      
      

         




Idunnas Æbler.


         (En komisk Fortælling.)
      
      

         

Som en Orcan, der sønderslider

Ægyptens store 
Pyramider
,
Som Bølgerne, der slaa mod Klippen,
Og hardtad oversprøite Tippen,
Ja som en Hund, der fraader vild
Mens Øiet hardtad ligner Ild,


Saa fnyser Thor,

Saa ryste hist paa Himlens Jord

Valhallas stærke Mure,
Gudinders Fruerbure,

Saa bander Tyr, saa Odin mukker,

Saa græder Sif, saa Frigga sukker.


         
Hvad er der i Valhal paa Færde,
Hvi tee sig de Aser saa stygt?

Ja hvis jeg Dig vilde besvare,
Om Norner


Nornerne ere de samme, som Romernes
Parcer og kan spinde ligesaagodt som de
(Præf. XXXII.); thi i Vaulundurs
Kvad siges, vel ikke om dem, men
dog om tre Kongedøttre, der ellers vare Valkyrier, at de spandt Hør.
 
og
 Asernes Frygt,
En Slump jeg Dig kunde indbilde,
Som Du kunde tro om Du vilde;
Men jeg har jo sagt Dig, jeg vil
Nu leve et skikkeligt Levnet,
Thi vil jeg fortælle Dig Grunden,
Saadan som jeg den har udfunden
Ved Grublen om Nat og om Dag
Til Sandhedens Bedste og til
Min Læsers Behag.


         

Asthor




Thor

 ligner i visse Dele Jupiter, men allermest Herkules 

(Præf. XXIX); thi ligesom
 denne blev slugt og igen udspyet af en
Hvalfisk, saa skulde og hin dræbe Midgardsormen og drukne i dens Gift, end videre: ligesom Thor havde Mjølner, Staalhandskerne og Størkebæltet, saa havde og Herkules en Kølle, en Løvehud og en Fægterrem.
Turde jeg yttre en Formodning, da synes mig, Thor ligner allermest Vulkan, thi ligesom denne var en 
konstig
 Smed, saa lod og Thor en 
konstig
 Hammer gøre hos Dværgene, og desuden var de Hanreier begge
to.
 faldt engang paa den Grille
Lidt Elsker med Freia at spille,


Og pille,
Hvor han havde ei at bestille.
Nu pleiede Freia just ei,
Som os er fortalt af saamange,

Lokasenna XXX 162-63 samt Skirners
Reise i Minerva 
Mai 1806, Pag. 213
.


For Mandfolk at være saa bange,
Men dennegang løb 
hun
 sin Vei,
Og skreg, som en Kniv var i Halsen.

Ei Guden det kunde begribe,
Hvor Freia saa knibsk kunde blive;
Thi gik han for Speilet at se,
Om Noget han mangled. O ve!
Forbauset saae Bukkenes Herre,
Han havde for meget, desværre!
Han ligned' ei længer en Gud,
Men snarere Fanden,
I Panden
Et Horn var vokset ham ud.


         
Vel veed jeg, at Somme vil sige,
Det ei var et Horn saalige,
Men ikkun en Stump af den Sten,
Som Hrungner, den salige Jette

Før brugte til Knive at hvætte,
Men siden, da Striden blev hed,
I Panden paa Asathor smed.
Jeg nødig den Tro vilde ryste,
Som tit kan en Ægtemand trøste,

At Hornet er ikkun en Sten,
Som Konedyd glatter og hvætter,
Saa at den for Rust og for Pletter
Ret bliver som Sølvet saa ren.

Men Alting for Sandhed maa vige,
Og derfor jeg nødes at sige,
At Hornet var Horn desværre,
I Panden paa Bukkenes Herre

Thors 
Bukke ere
 egenlig de samme som Abrahams Væder (
Dalins schwedische Geschichte 1ster Th. 101); thi ligesom Abraham offrede Væderen istedetfor sin Søn, saaledes spiste ogsaa Thor sine Bukke istedetfor anden Mad, naar han var sulten.
.


         
Tro mig! jeg har
Min Mythologiam udgrundet,
Saa at jeg endog har udfundet,
Hvad Aarsagen var
Til at Thor blev Spektakel,

Ved sligt et Mirakel.
Sig Asathor havde en Kvinde,
Saa kydsk, som Man neppe skal finde
Paa vores fordærvede Jord;
Thi eengang kun i sine Dage
I Favnen hun lysted at tage
En Herre, som ikke var Thor.

Lokasenna LV.





Blandt
 Aserne var der en Pokker,
Som Loke med Rette blev kaldt,
Ham er det, som lokked og lokker
Hver Kvinde, som falder og faldt,
Ham var det da og, som 
forførte


Fru Sif

Da jeg ogsaa er Sproggrandsker, maa jeg
anmærke, at det ventelig er efter Sif, Man
kalder knipske Piger Sipper.
 medens Asathor kørte,
I Østerland om som en Nar,

Lokasenna i Fortalen, dog er Narren af min
egen Fabrik.



Og samme Gang var det, han skar
Af hende de deilige Lokker.
Saaledes udsaaedes det Korn,
Som vokste og blev til det Horn,

Der voldte stor Angest og Sorg
Paa Hroptatyrs Borg.
Min Læser, Du nok kan begribe,
At Thor nu for Alvor blev vred,
Thi kan Du saa let blive hed,
Som ieg, uden dog mig at skamme,
Saa var Du vist blevet det Samme.
Utallige Steder i smukke komiske Fortællinger.


Han fluks løb til Odin og slog
I Stykker hans hollandske Pibe.
Far Odin blev vred, som han pleier

Poesiens 
Oprindelse

 95-96, at sige i den ny
Udgave.


Og sagde hel bister i Hu:
Din Tølper, Du ved at jeg eier

Kun een, og at Piber Man nu
Saalidt som Tobak,
Kan faae for det engelske Pak.
Det er og 
fordømt
 med den Krig,

Naar den dog engang kan faae Ende!
Jeg skal dog Hermoder ned sende,
Og bede ham hilse fra mig,
At siden saameget Man priser
De gamle homeriske 
Viser,


Saa skulde Man smukt give Agt
Paa hvad der om Krigen er sagt,


Iliad 13-636 Edit. Volfi.
 Sært nok, at
Odin kendte Homer, Græsk kunde han dog
vist ikke, 
Vosses Oversættelse har han neppe
læst, og kun 
de fire
 første Sange ere paa Dansk,
men udentvivl har Stolberg sendt ham et
Eksemplar af sin, da han blev Katolik.



Saa vedblev den Gamle enstund
Paa Sønnen og Krigen at skænde

Men tabte snart Næse og Mund,
Saasnart han saae Sammes Elende,
Den Pris, som ham skulde erstatte
Hans Pibe, den lod han da dratte.


         

Dog Korthed Man altid bør søge,
Og ei unødvendig forøge
Sit Digt, og derfor vi nu ville

See til, hvad de Andre bestille.
Dengang Fimbulfambur


Fimbulfambur er Rygtets Gud eftersom
sagt er i Havamal. Fimbulfambur kaldes
den, som Meget tier og Lidet taler.
 blev fri
For med Tungen af Halsen at rende
I Himlen fra Ende til Ende,
Og synge det ny Litani,
Thi Freia i Falkeham alt
Har fløiet omkring og fortalt,
Med Latter og Graad blandt hinanden,
Om Synet og Hornet og Panden.


Frig sukked et hundrede Sukke

Frigga er egenlig Spaakvinden Sybille; thi
der siges om hende (Lokasenna XXXI),
at hun veed Alles Skebne, men siger det til
Ingen.


Og dreiede hurtig sin Rok,

Tyr bandte en hæsselig Ed:

Tyr var udentvivl Ægypternes Apis.


Det tænkte jeg, gale mig, nok
Kom ud af det Selskab med Bukke.
Hver svarte alt efter sin Skik,
Og Somme kun svarte med Nik,
Men alle de Svar vil jeg ikke
Opregne til Punkt og til Prikke,
Skøndt fuldvel dem alle jeg veed.


         

Alt saae Man Hermoder at komme,
For Aser til Thinge at stævne,
Han slog paa den himmelske Tromme
Saa Skindet var færdig at revne,


Og fluks sad Gudinder i Ring
Til Sladren, og Aser til Thing.

Tryms Kvæde. XIV.




Sif


Sif var Sibylle (Edda Resenii) og jeg
troer at have fundet et uimodsigeligt Bevis
herfor; thi at Loke er Apol er rimeligt
(Præf. XXIX). At Apol var Sibylles Galan, sees tydelig af Virgils Beskrivelse
(Aeneid. VI-77) og at Loke var Sifs,
siger han selv [Lokasenna LV.]

 mangled allene, et Bud,
Hun sendte at udi sit Hoved,
Hun havde saa ondt, at hun voved
Slet ikke i Dag at gaa ud,
Hvorfor, det veed Du, det veed jeg,
Men det vidste Aserne ei.


         

Thor kom, blev betragtet, beseet,
Beklaget, besukket, beleet
Af gamle og unge Gudinder,

Indtil han omsider blev ked
Af Sligt og udtordnede vred:
Hold Mund, I forbandede Kvinder!
Nu ret man begyndte at grunde,
At svede, og slaa sig for Panden,
Men Intet udgrunde de kunde,
Den Ene var dum som den Anden.
Hvorledes det ret hængte sammen
Med Markedsmadamen,

Nehallennia, et ægte gammelt nordisk Navn
som jeg aldrig har hørt i mine Dage enten
før eller siden. Den parisiske Antikvar Hr.
Pougens udleder det af Ordet: Hal, og
Sønymfernes eddiske Navn. I vores Edda findes intet lignende Navn, men ventelig
staaer det i den Svineskinds Kodex, som er
sagt at være bragt til det store Bibliotek i
Paris, og i saa Fald findes der vist ogsaa
Noget om, hvorfor hun ikke gav et godt
Raad.


Som naar hun saa vide omvanked,
Lidt Visdom dog ventelig sanked,


Hvad enten nu ikke hun vilde
Sin Visdom paa Aserne spilde,
Med hvem kun besvogret hun var,

Hvad heller maaske hun dengang,
Paa Viborgesnapsting har staaet,
Derom kan ei tale min Sang;
Thi ikke Besked jeg har faaet
Derom fra Paris,
Hvor ene paa Sligt Man er vis.
Saameget er temmelig vist,
At hvis de ei fat havde faaet,
Paa Loke, de vist havde staaet
Der lige til Dagen i Dag.
Vel sandt, han var Asers Bajas,
Men ikke desmindre hver As

I Klogskab mod ham var en Pog,
Jeg ogsaa har læst i en Bog,
Det er egenlig ikke sandt, jeg har læst det over
i en Snes ja om jeg sagde to, løi jeg endda ikke, men det er da 
licentia poetica

for Rimets Skyld kan jeg tro.


At saa gik det til hos de Store.
         
      
      
         

Med Il og med Smil
Som en Heks og en Pil,
Nu Loke fremtreen,
Han lo og han green,
Han var nær ved at sprække.
Hvad? ler Du af mig,
Sagde Thor, da skal jeg
Dig med Hammeren vække.
Ak nei, svarte Loke, jeg ler
Mig næsten ihjel, som Du ser,
Og dersom Du var i mit Sted,
Du sikkert lo med.

Hvad mener I vel? hun er drattet
Den gamle, forbandede Mær,
Og ligger derhenne i Krattet.
Hvordan? hvad? hvem ligger der?
Fra alle Asynier lød,
Nyfigne de var og desuden,

De alle holdt meget af Guden,
Saa gal men dog ogsaa saa sød.
Kom, fagreste Søn af Laufeia!
Kom, sæt Dig hos mig, sagde Freia,
Fortæl mig, hvad var det, der drat,
Og husk: efter Dag kommer Nat.
Med Il og med Smil,
Som en Heks og en Pil.
Nu Loke hensprang,
Men Hærfaders vældige Stop,
Ham stoppede i hans Gallop.


         
Gud Odin talte: (og ærbødig
Fluks Loke vendte om igen)
Gem Spas til siden, gode Ven!
Og kom til os, vi har Dig nødig.
Min Søn har havt en slem Malør,
Som i hans Pande staar beskrevet,
Den Kasus er ej hændtes før,
Saalænge jeg har levet.

Hjelp os af den Fortred,
Thi selv jeg ej har Stunder,
Jeg tænker, naar Du grunder,
Du kommer nok afsted
Dermed.


         
Den kloge Kanalliegud
Saae ganske bedrøvelig ud,
Han løfted og letted paa Benet,

Som om han var bange for, at
Han reent skulde blive forstenet,
Af Jammer og Gru og af Smerte,
Men dygtig han lo i sit Hjerte,
Hvoraf, det veed Du, det veed jeg,
Men det vidste Guderne ei.
Hans hykkelske skelmske Blik,
Fru Freia dog ikke undgik,
Thi ved en Erfaring saa syndig,
I Sligt hun var ret blevet kyndig.





Asloke betænkte sig lidt,
Og sagde derpaa, jeg saa tit
Har vist Jer jeg havde for Øie,
At nytte, men og at fornøie,
Og naar jeg besinder mig ret,
Saa finder jeg at det er let,
At nytte i Dag og fornøie.
Jeg vil mig hos Freia da sætte,
Og eder det Hele berette.
Den Kærling, der sad paa en Gren
Af Ygdrasils bandsatte Stamme,
I kende jo nok, og I veed
Hvortit jeg har sanket mig Sten,
For Heksen i R at ramme,
Men altid vor Faer, blev vred
Og undte mig ikke de Løier.
I veed, at 
to
 Æbler der grode,
Paa Kvist over Kællingens Hode,
Saa kønne, at aldrig en Tand
Dem saae og løb ikke i Vand.





(Pause)
Pausen er nødvendig, thi Loke kunde ikke
bare sig for Latter af sin egen Vittighed og
de Andre lo med.
.

Den Kælling saae Æblerne hænge,
Og lysten hun var, men dog længe
Hun barede sig, til tilsidst
Hun ei havde Ro eller Rist.
Hun kunde om Dagen ej vaage,
Hun kunde ei sove om Nat
Før hun havde Æblerne fat.
I skulle kun bare ha seet
Hvor hun rakte,
Og strakte
Med Lallen og mimred.
Jeg saae det og grunded og fandt,
Det Ordsprog om Katten og Melken er sandt.
Jeg alle Guders Grin ei kan beskrive,

Thi Du kan tro, de Herrer var massive,
Ja selv i Freias ene Kind
Sig trak en lille bitte Fold,
Men hun den snart igen trak ind
Og tugted Loke med sin Parasol.
Men derimod Frig

Mod Himlen andægtige Blik
Opsendte, og Gefion snød
Sin Næse for Kinden at skjule,
Som gjorde sig skarlagenrød.
Hvad det var som faldt Gudedronningen
og alle Pebermøers Gudinde saaledes paa
Samvittigheden, har Loke godt oplyst i sin
smukke Samtale i Lokasenna, men i hvad
for Vers, det gider jeg ikke set efter.


Dog Loke, den trædske, den hule,
Han lod, som han Intet forstod,
Og saa han sin Tale vedblev:

Den Kærling hun greb

Saamangelund,

Og narret hun blev
Saamangen Stund,
Men hvergang sig narret hun seer,

Desmer og desmer

Paa Æblerne blev hun forhippet,
Og da hun tilsidst staar paa Nippet
At faae dem, hun reiser sig op,
Hun har dem, men rystende Krop,
Som rysted end mere af Glæde,
Ei meer kunde finde sit Sæde,
Og plump,
Der dump
Madamen fra Gren og til Gren,
Og ankred tilsidst paa en Sten,
Desværre var Stenen lidt haard,
Og haardere end hendes Laar,
Og da nu dog et maatte briste,
Saa bristed naturlig det Sidste.
Men, kære Læser! fy for en Ulykke!
Du sidder jo og snorker mig et Stykke,
Og om jeg end vil springe over Torten,

Saa er det jo dog tvertimod Akkorten,
Ja, var det endda Kærlingsnak jeg førte,
Men det er lutter kuriøse Ting,
Som aldrig Du i dine Dage hørte,
Før nu i denne gode Aftenstund.
Dog, det er sandt, Du hørte dem jo ikke,
Men kan det sig da nu for mig vel skikke,
Som Gert at snakke for et Stykke Træ,
En Stol, et Bord, og for Dig selv dit Fæ?
Jeg skulde maaske gabe, mens Du dovner,
Og gemme paa min Tale, til Du vaagner?

Nei, mange Tak, jeg er dog ingen Nar,
Nu faaer Du da beholde, hvad Du har,
Men saa: godnat Farlil! god rolig Nat!
Nu kan Du bie, til Du faaer mig fat,
Men naar Du vaagner med: hvad kommer saa?
Saa kan Du selv fortælle Resten.
Jo, det er Takken Man kan faae,
Naar Man engang fornøier Næsten.



      
      



De gyldne Aldre.

         (Et lidet Bidrag til Tidens pragmatiske Historie.)
      
      

         

Der var en Tid, da Tiden kun var lille
Dens hele Krop var knap en Alen lang.
Ved slig en 
Tanke
 maa vel Taarer trille,
Og mine trillede saamangen Gang;
Thi, vider det! saalænge Tiden
Endnu var Barn og ganske liden,
Da havde Man den gyldne Alder:
Beskrive den maa Heiberg og Ovid,
De leved begge i den gyldne Tid,
Og gyldne Tid og gyldne Alder,
Det er vel sagtens hip som hap,
Jeg er lidt kort og noget knap,
Og kender lidt til Guld i Grunden.
Jeg siger kun, hvad jeg har funden:


Da kunde 
hver
 en Hjort og Hare,
Sin Doktordisputats forsvare,

Saagot som nogen ærlig Kristen,
Ja selv som Orientalisten,
Da hver en Klods var nok saa klog
Som nu hos os en Skolepog,
Der dog kan baade Græsk og Fransk,
Og Tydsk og Dansk,
Og en Latin,
Som ret er fin,
Med andet Meer, som Gud maa vide,
Hvor det kan læres nuomtide.
Imidlertid blev Tiden mere voksen
Og var en ganske vittig Dreng,
Men som den stakkels Blomstereng
Maa blive mager, førend Oksen
Kan blive stor og tyk og feed,
Saa maatte baade Dyr og Steen
Undgælde Drengens Vittighed,
Da han fik Mæle, blev de stumme,
Da han blev klog, saa blev de dumme.

Saasnart den Kløgt var halv fordøjet,
Som han fra Dyr og Stene stjal,
Saa tog han fat paa Mandevid,
Og slugte ret som han var gal;
Især han i den sidste Tid
Har været rent forbandet,
Hvad ei i Grunden siger andet,
End det, som vi har hørt saa tit,
At nu Oplysningen fremskrider
Med Kæmpeskridt
Nu Somme vil at vi skal tro,
At han vil slaae sig kønt til Ro,

Og tykke Drøv, da i sin Mave
Han ikke Rum til Mer kan have,
Men det er kun en lumpen Skose,
Fordi han nu har lagt sig neer

Paa alle Fire i en Mose,
Og lar sig made, som Man seer.
Han har en Hoben vakkre Gutter
Som slæbe til ham al Forstand,
Igennem Snavset i en Spand,

Og pænt ham den i Munden putter.
Dog – det hvorfor de sig bemøie,
Er og et Maal udaf de høie,
Det er, hvad knap Man falder paa,
Skønt af sig selv det falder:
At naa igen den gyldne Alder.
I veed jo selv, den fløiten gik,
Fordi den gamle Kronos fik
Kun Dyr og 
Sten
 at æde,
Men kan den Eisenfresser ret
Faa alle sine Sønner ædt,
Har baade han og vi den Glæde,
At se ham paa hans Herresæde;
Da er Kronidens Tid forbi,
Da har vi atter Harmoni:
Til Dyr og Sten vi da er Mage,
Som de til os i gamle Dage,
Og deri vi jo sætte maa
Fuldkommenheden paa vor Klode,
At med Bevidsthed vi kan staa,
Hvor først vi ubevidste stode!
         
      




         



Sagakvad.














         
Odin og Saga.



         

Jeg veed saa underfuldt et Land,
Der maa vi Alle bygge,

Enddog det er, som Sol i Vand,
Af Hjemmet kun en Skygge:
Vi bygge der saa trindt og tæt,
Men se dog kun den snevre Plet,
Hvor vore Fødder stande.


         
Tilbage vi ei skue kan,
For Taagen, som os følger,
Og for os er en ligedan,
Som Alt for Øiet dølger;

Dog vandre vore Fædre hist,
Og foran os, det veed vi vist,
Skal vore Sønner bygge.


         

O vist vi maatte plat forgaa,
Her i det snevre 
Fængsel,


Om ingen Bod vi kunde faae
For al vor dybe Længsel,
Thi, skønt vi glemme det saa tit,
Det siges os ved hvert et Skridt,
Her har vi ikke hjemme.


         

Jeg veed en Bæk, saa underfuld,
Den rinder gennem Landet,
Og det som lagdes under Muld,
End speiler sig i Vandet:

Den kommer fra vort Fædreland,
Vort Billed skal i dybe Vand

Og vore Sønner skue.




Naar Foden er af Vandring træt,
Paa Bækkens Bred vi hvile,
De gamle Skygger trindt og tæt

Forbi vort Øie ile,
Hver Urt, som stod paa Bækkens Rand,
End 
lever grøn
 i friske Vand,
Og dufter os imøde.


         
Men Vandet kan ei stille staa,
Det stadig maa henrinde,
De kære Skygger ogsaa maa
Fra Øiet brat forsvinde,
Da vorder Barmen tung og hed,
Og Vemodstaarer trille ned,

Alt som i Bæk vi stirre.


         
Jeg veed en Borg saa høi og prud,
De Støtter, som den bære,
Af Marmelsten ei skaares ud,
De ikkun Straaler ere,

Som sprang fra Bækkens dybe Bund,
Og dog den har saa fast en 
Grund
,
At den kan aldrig 
synke.




         
I Borgen er en herlig Sal,
Der sidde Guder inde,
Og skue over Bjerg og Dal,
Den eies af en Kvinde:

Hun nævnes Saga i vort Nord,
Men kendes vidt 
og
 bredt paa Jord,
Og dyrkes, hvor hun kendes.


         


I tvende Bægre øser hun
Af Bækkens klare Bølger,
Og Runer staa paa Rand og Bund,
Dem megen Størke følger:
Dem Odin skar med konstig Haand,
De brat kan løse Tungens Baand
Og Synet kan de størke.




Ved Saga sidder Odin næst,
Og klygtig falder Talen:
Den Askurs Søn, de unde bedst,
Ham række de af Salen
Et Bæger med den stærke Drik,
Da standse Skygger for hans Blik,
Han kan dem ret beskue.


         
Da sjunges der saa lystelig
Om Mænd og om Bedrifter,
Og Tiderne udfolde sig
Saa bredt i Sagaskrifter;
Da løftes Taagen mer og mer,
Saamangt et Glimt da Øiet ser,
Fra Hjemmet vist de komme.






         






Pillegrimene.




         

I Østen ligger en gammel By;
Sit Navn den dristig siger,
Thi af den gik saa stort et Ry,
I alle Verdens Riger.
En Sol opgik i Bethlehem,
Og gylden stod Jerusalem


Alt i dens klare Straaler.


         

I Byen er en hellig Grav,
Thi der vor Frelser blunded,
Og derfor did med Vandringsstav,
Den fromme Kristen stunded.

Alt hvad han synded, hvad han leed,
Det lagde han i Graven ned,
Som gemte Jesu Pine.





Han havde med sin Sved, sit Blod,
Den lange Vei beskrevet,
Dog var, langt mer end Haand og Fod,
Hans Hjerte sønderrevet;
Af Veiens Møde træt han 
var
,
Dog mer af Byrden, som han bar
Af sine svare Synder.


         
Da knælede han ned paa Stand,
Med Suk og Taarer hede,
Og Øiet om sin Frelsermand
I Graven vilde lede;
At der var intet Guddomsspor,
Fra kolde Sten kun Gysen foer

Alt i de bange Lemmer.


         
Da tyktes ham, som Englerøst
I Gravens Hvælving toned:
Han er opstanden til din Trøst,
Som Dig med Gud forsoned;

Thi løft Dig, Synder, ved din Tro
Fra Graven, hvor de Døde bo,
Til Herrens lyse Himmel!


         
Med Tro og Haab da løfted sig
Den Angergivnes Øie,
Ved Trøst fra Gud i Himmerig
Han glemte al sin Møie.
Alt hvad han synded, hvad han led,
Det lagde han i Graven ned,
Som gemte Jesu Pine.


         

Saa trøstig han sin Vandringsstav
Nu fløtted gennem Lande,
Det Underværk om Kristi Grav,
Det kunde han nu sande:

Den tog hans Pine, gav ham Fred
Og Haab om salig Evighed,
Naar Gud fra Jord ham kaldte.

 

      
      
      
         
      
      
      



Peter Eremit.
      

      
      
         

Hvem monne det være der ganger saa hvast,
Med Stav over Bjerge og Dale?
Hvem monne det være, der raaber saa fast?
Det gungrer i Høielofts Sale:
O, visselig er det en Vandringsmand,
Som kommer nu hjem fra det hellige Land.
Hvad Tidender monne han bære?


         

Saa spørger i Gaarde den liden Smaadreng,

Saa spørger den Ridder i Sale,
Sig flokke de Skarer paa Mark og paa Eng,
At høre den Pillegrims Tale.

Ham Aanden indgiver saa kraftige Ord,
At alt som en Lue de vandre paa Jord,
Af Luen maa Hjerterne brænde.


         

O, hører det, Brødre, den hellige Grav,
Den mægte I ikke at finde,
Forgæves I fløtte jer Vandringsstav
I Dal og paa Bjergenes 
Tinde
,
De Hedninge gjorde med Helvede Pagt,
At drive fra Graven og Naaden med Magt
Den arme, bodfærdige Synder.


         
O, seer mine Arme, o, seer mine Been!
Dem have mig Lænkerne skaaret,
Og Alle som knæled paa hellige Sten,
De have de samme og baaret,
De bære dem end udi Asialand,

O, kunde dog over den bølgende Strand,
I Sukket og Skrigene høre!


         

Guds Moder hun hører de Helliges Bøn,
Hun har sig for mig aabenbaret.
Paa Armen hun havde sin straalende Søn,
Og straalede selv som forklaret,

Hun bød mig at vandre fra Syd og til Nord,
At kalde til Graven hver Kristen paa Jord,
Til Kamp for de hellige Steder.


         
Hvor Herren har talet sit Guddoms Ord,
Og kraftige Gerninger øvet,
Hvor Han, som forløste den syndige Jord,
Paa Korset nedhængte bedrøvet,
Der træde nu Hedninge Korset med Fod,

Med Spot de udgyde de Helliges Blod,
Som Abels det raaber fra 
Jorden.




         
Det raaber om Hevn over Hedninge vist,
Om Straf over eder, som sove:
Med Læben bekende I Troen paa Krist,
Men have ei Noget at vove,

Mod Himlen I gaa, som usmykkede Gæst,
Men kastes I skulle fra salige Fest,

Til Graad og til Tændernes Gnidsel.


         
O, haver end Nogen sin Frelser saa kær,
At Døden han for ham vil lide,
Da kommer, o kommer med Spyd og med Sværd,
For Korset og Graven at stride!
O, frygter kun ikke for Helvedes Magt!

Med Himmelens Herre vi gøre vor Pagt,
Og han haver Alting at raade.


         
O, skynder jer, Kristne, men holder mig ei!
Om Sjælenes Frelse det gælder,
Saa knap er min Tid og saa lang er min Vei,
Og saare mod Aften det hælder;
Saalænge jeg er fra den hellige Stad,
Kun Vand er min Drik, og kun Urter min Mad,
Mig størker den Gud, som mig sendte.

      
      

      
      

         
      
      

Korstogene.
      

      
      
         

Her er saa stille, her er saa tyst
I Borgegaard,
Ei Vaabenleg, ei Spil og Lyst
Man høre faaer;
Der sidder den Junker med tankefuldt Sind,
Der sidder den Frøken med Graad paa Kind,
Her lyster mig ikke at dvæle.
         


Nei, lader heller os gange ind
I store Stad,
Om Een bedrøves der i Sind,
Er Mangen glad,
Der røre sig Alle med Støi og med Sang,
Der høres den liflige Klokkeklang,
Og Tidender høres paa Torve.




Mon Pesten haver da rundt i Stad
Sig sneget om,
Saa at den lange Huserad
Er bleven tom,

Hvad heller mon om ved lysen Dag
I Søvnen finder Enhver Behag,
Og rører sig kun udi Natten.


         

Dog, tys! hvad lyder fra Kirken hist
Saa sagtelig?
En Sjælemesse holdes vist
For Stadens Lig.
Der ganger af Kirke en Kvindeflok,
Kun Oldinge følge med hviden Lok,
Umyndige Drenge tillige.


         
O, siig mig, Du Gamle med Issen hvid,
Hvor Slaget stod!
Thi sikkerlig flød i skarpen Strid
En Strøm af Blod.
Du græder, og vist den Lod er tung,

At grave i Jord hver kraftig Ung,
Og stande saa gammel tilbage.


         

Hvor haver Du hjemme, Du Vandringsmand!
I Syd? i Nord?
Hvor ligger det fjerne, det sære Land
Paa denne Jord,
Hvor hellige Tale om Kors og om Grav,
Der farer som Luen paa Land og paa Hav,
Ei hørtes, ei Hjerterne tændte?
         


Slet ikke jeg græder for Nogens Død,
Jeg er saa graa,
Jeg er saa gammel, det er min Nød
Jeg her maa gaa,
Jeg kan ikke bære det tunge Sværd,
Jeg kan ikke drage den hellige Færd,
For Korset og Graven at stride.

      

      
      

         
      
      
      


Jørgen Sorterup.
      
            
      

         

Han haver sig baaret en Søn under Ø,


Som haver den Skebne, han aldrig skal dø,


Og aldrig sin Klædning opslide.





Sorterups Heltesange.


         

      
      


O, Du gamle, kække Skjald!
Mindes skal Du af den unge;
Dansk Du var i Tonefald,
Dansk af Æt, af Kraft og Tunge.

Naar om Kæmperne i Nord,
Du din Tordensang lod høre,
Da sig maatte vist i Jord

Nordens gamle Kæmper røre.


         

Roms den visne Gudeflok
Vilde Du i Sang ei dyrke,
Agted den for Sten og Stok,
Uden Magt og uden Størke,


Zebaoth Du Offer bar,
Hvergang Du i Sang Dig øved.
I Dig selv en Guddom var,
Guderne Du ei behøved.


         

Dog det gamle Bjarkemaal

Tyktes Dig en herlig Flamme,
Gamle danske Mænd i Staal
Kaldte Du din egen Stamme,
Deres Pris Du hørte helst,
Og det glædte Dig i Sinde,
At ved Skjaldens Kvad var frelst

Odins og Kong Frodes Minde.


         

Varslende stod Axelvold,
Da Du blev til Verden baaret,
Dig saa stolt en Helteold

Til sin Ligskjald havde kaaret:

Juler paa det danske Hav
Saae Du Manddomsværker øve,

Og Du sang, Dig ned 
i
 Grav,
Om en Sehsted, Gyldenløve.


         
Du var Bragurs ægte Søn,
Dog dit Kvad os gik af Minde,
Derfor maa saa tit i Løn

Mine bittre Taarer rinde:

Graad og Latter, store Skjald!
Kvalte tit din høie Stemme.
Ak, men dybt var Danmarks Fald,
Da det kunde Dig forglemme.


         
Døvet blev din Heltesang,
Intet den dog fuldt neddæmper,

Jordes Du og mangengang,
Staar Du op med dine Kæmper;
Du med Sang, og de med Sværd
Samme Idræt ville øve:
Vække Mænd, som gange nær


Rabe, Sehsted, Gyldenløve.





Lirespil om Paarses Færd,
Det blev Danmarks Heltekvæde,
Daaden blev og Sangen værd,

Danmarks Flaade vi begræde;

Hist, hvor Jul i Kjøgebugt,
Seierrig med Fjenden droges,
Der saae vi de Danskes Flugt:
Gamle Axelstad indtoges.


         

Men naar Dannemark engang,
Vaagner af sin lange Dvale,
Atter tone skal din Sang,

Kæmpeskjald! i høie Sale.
Glæd Dig, Skjald! den 
Stund
 er nær

Baal nedstyrtes, Herren vinder,

Alt sig hvæsser Danmarks Sværd,
Hjertet higer, Gud det finder.

      
      

      
      

         
      
      


Villemoes.
      
      
      

      
         
1801.


         


Kommer hid, I Piger smaa:
Strængen vil jeg røre,
Hver et Kys, I give maa,
For min Sang at høre:

Om saa bold en Ungersvend,
Alle vakre Pigers Ven,
Gladelig jeg sjunger.


         
Dreng han var, men som en Mand
Han at lege vidste,
Da os i vor egen Strand
Britten vilde friste;

Strømmen gaar mod København,

Kongedyb er Strømmens Navn;
Der blev Legen øvet.




Britten klarlig i den Leg

Maatte se og lære,
At endnu den danske Eg

Kæmper kunde bære,
At ei end var levet ud

Ætten af den Svend og Knud,
Som saa frit ham gæsted.


         

Legen med den røde Bold

Paa de vaade Enge,
Altid var fra Hedenold
Leg for danske Drenge,
I den Leg og i den Roes,
Bagerst gik ei Villemoes,
Britten det har vidnet.


         
Saadant Vidne af hans Mund
Noget har at sige,
Og hans Færd fra samme Stund
Vidned det tillige:

Tit han skyed under Ø

Legen paa den blanke Sø
Med de danske Drenge.


         

Drengen blev en voksen Mand,
Barnlig dog i Sinde,
Maatte han paa Sø og Land
Alle Hjerter vinde:
Sømænd bare ham paa Haand,
Og den favre Liljevaand

Gav ham sin at kysse.


         
Gerne han paa Haand og Mund
Kyssede den 
Hulde
,
Var vel og 
en
 liden Stund,
Som han ikke skulde,
Men han var og blev en Mand
Kæk han drog til fremmed Land,
Manddoms Værk at øve.





Han er i den Keisergaard,
Mener I, han sviger,
Hvor han staar og hvor han gaar,
Danske Land og Piger?
Landet sviger han vist ei,

Derfor staar og borger jeg,
Pige, tag Dig vare!

      
      

      
      

         

1807.
      
      

         

Hr. Villemoes tjener i Keiserens Gaard,
Ei Danmark ham ganger af Minde,

Saamangen skøn Jomfru hun kruser sit Haar,
Hun mener den Kæmpe at binde,
Dog tænker han paa,
Hvor det monne gaa
I Dannemark, aarle og silde.
         
      
      
Der kommer et Brev 
udi
 Keiserens Land

Med Tidender, ikke de bedste:
De Britter de seile alt over den Strand,
Og Dannemark ville de gæste,
Med Løgn og med Svig,

Uventendes Krig,
De stolte Orlogger at vinde.




Hr. Villemoes ganger til Hove paa Stand:
Hr. Keiser! I maa mig forlove,
Jeg hørte et Døn fra mit Fædreneland,

Alt over den rullende Vove,
Det stædtes i Nød,
Og 
indtil
 min Død
For det maa jeg stande og stride.


         

Det svarer den Keiser i Sindet saa mild,
O, hør Du mig, Kæmpe hin bolde!
Jeg giver Dig Orlov, saa nødig jeg vil,
Jeg tør Dig slet ikke forholde;
Paa Dannemarks Bud

Du fare med Gud!

Han hjelpe dit Land udi Nøden!
         




Hr.
 Villemoes farer, som Solen mon gaa,
Og alt som de Stjerner mon skride,

For Dannemarks Høvding han ganger at staae:
“For Landet mig lyster at stride;

Thi kom jeg nu hid,
O, send Du mig did,
Hvor Æren og Livet det 
gælder!”





Den Høvding han stander saa tankefuld,
Og glad er han ikke i Sinde:
“En Tjener, som Du, er jeg visselig huld,
Ei Kongedyb gik mig af Minde;
Men Veien er lang,
Saa ond og saa trang,
Til Sjællands de hærgede Kyster.



Her stander saamangen en Kæmpe god
Og Sværdet han bærer ved Siden,
Jeg mener, han sparer ei Liv eller Blod,

Om han det maa løfte i Striden;
Men Veien er lang,
Saa ond og saa trang

Alt mellem Orlogger saa mange.”



Hr. Villemoes stander saa rørt udi Sind,
Og Taaren ham stander i Øie;
Saamangen en Tanke gaar ud og gaar ind,
Hvordan det sig vel kunde føie,
Paa lukkede Sø
Fra Ø og til Ø
At føre de Vaaben og Svende.



Han tænker, han føler, han taler saa vel,
Det hører den Høvding med Gammen:
“Paa Tranekær sidder Grev Ahlefeld

En Frænde af Skjoldungestammen,



Did føre Dig Gud
Med Brev og med Bud,
Han er mig saa trofast en Tjener.”


         
Hr. Villemoes kommer til Tranekær Slot,
Der komme de Jyder tillige:
Dem Frederik sender, han veed det saa godt,
De Jyder de monne ei svige;
En Høvedsmand god,
Af ligedant Blod,
Hr. Guldberg han monne dem føre.


         
Paa Langeland vorder saa livligt og trygt,
De Baade maa lære at age,
Paa Flugten maa gange selv Kvindernes Frygt,
Man færdes om Nætter og Dage;

Fra Stryn og fra Hov

Til Stengade-Skov,
Hel underlig age de Baade.


         
Der ligge de Stakler, som Fiske paa Land,
Det Leie dem hover saa ilde,
De hige fra Skoven mod bølgende Strand,
Og det baade aarle og silde;
Men Britten har lagt
For Lolland paa Vagt

Orlogger, Fregatter og Brigger.


         
Det stormer i Skov og det stormer paa Sø,
I Trætop saa høit det mon suse;
Og Natten den ruger saa sort over Ø,
De Vandbølger skumme og bruse;
Men Villemoes spaar:
Nu lystig det gaar,
Det Veir er for Dannemarks Drenge.





Thi skydes nu Baadene tolv udi Strand,
Kun hundrede Mand de kan bære,
Saa ilde bekom dem hin Agen paa Land,
Og tørstige Væden de tære;
En vovelig Færd,
Det tykkes Enhver,
Dog Jyder og Villemoes ikke.


         

Der sidde de Svende, de øse, de ro,
De ro mellem Britternes Snekker;
O, er det at vente, o er det at tro,
De Aareslag Fjenden ei vækker?
Men var det end saa,
Hvor kan de bestaa
Mod Storm og mod Læk og mod Bølge?


         
Det dages, det times, det stormer endnu,
Den 
Greve
 sin Frygt ikke dølger,

Han rider til Hav og han stirrer med Gru

Alt over de brusende Bølger:
O sikkerlig brat
Den Kæmpe i Nat
Forgik med de modige Svende.


         
De Timer de gange til Middagen hen,
De gaa, som de komme, med Sorgen.
Da rider i Gaarde saa hurtig den Svend,
Det høres, det rygtes i Borgen:
Med Vaaben og Mand
Nu komme til Land
Af Baadene seks, men ei flere.


         

Hr. Benzen han rider til Tranekær Slot,
For Greven han ganger at stande:
Ei maa I, Hr. Greve, mig regne til Spot

Mit Komme; Det Jyder skal sande,
At gerne vi 
leed,


Og mandigen stred
Mod Storm og mod Læk og mod Bølge.


         
Kun seks af de Baade jeg frelste til Land,
Slet Intet jeg mægter at sige

Fra dennem, som fulgte min Høvedsmand,
Og Villemoes med ham tillige.
O sikkerlig brat
De alle i Nat
Forgik med de dristige Svende.


         
Det varer i Dage, det varer i to,
Det varer i trende tillige,
Da høres de Baade mod Landet at ro,
Hr. Villemoes sees at udstige.

Ei Vaaben og Mand
Han fører til Land,
I Lolland der monne de stande.




Stor Gammen nu vorder paa høien Borg,
Ei mindre paa Øen at kende;
Thi det haver været al Langelands Sorg,
At Villemoes saa skulde ende,
At han skulde dø
Paa brusende Sø


Og
 maatte slet ikke sig værge.


         

Den Gammen er stakket paa Ø og paa Borg,
Det maatte saaledes nu være,
Den drives paa Flugten af Dannemarks Sorg,
Af Dannemarks Skam og Vanære,
Der kommer et Bud,
O, hjelpe os Gud!
De Danske, de flygted ved Køge.




Nu kommer det andet saa hurtig paa Rad,
Og det maa vel Hjerterne knuse:
De Bomber de fløi imod Axelstad,
Til Aske blev Kirker og Huse,
Og, synker i Jord,
I Kæmper fra Nord!
Og Dannemarks Flaade er tagen.


         
Der sidder den Greve saa bleg som et Lig,
Kan Ordet ei sige for Smerte,
Det kender kun Gud udi Himmerig,
Hvad hver maatte føle i Hjerte.
Hvad hjelper det nu
At Villemoes, Du
Og Jyder mod 
Strømmen
 har kæmpet.
         


Hr Villemoes drager fra Ø og til Ø,
Han mægter slet ikke at græde.

At føre de Vaaben og Mænd over Sø,
Det kan ham slet ikke nu glæde.
Thi hvad som forgik
For Britternes Blik,
Det stander ei mer til at frelse.

      
      

      
      

         

         Indhold.




Tirfing, en Skemtesaga

Expectoratio


Idunnas Æbler
De gyldne Aldre


         Sagakvad.


Odin og Saga




Pillegrimmene




Peter Eremit

Korstogene

Sorterup


Villemoes