source-data/1809_169A_txt.txt

   
   
   
	 
   
   
         
   
   
   
    
   
   
	
		
			
			
			
			
			
				
	Optrin
	af
				 
Kæmpelivets Undergang
				 i Nord

				
			Samlede
			af
			
	Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
	Kandidat i Theologien.

				
				


Es ist ein eitel und vergeblich Wagen,
Zu fallen ins bewegte Rad der Zeit,
Geflügelt fort entführen es die Stunden,
Das Neue kommt, das Alte ist verschwunden.



Schiller.


				

				
				
			
				København, 1809.
			Forlagt af I. H. Schubothe.

			Trykt hos Sebbelow.


			


		
				
     

 



      

 



    


Til

Adam Oehlenschläger.


 

Mit Hjerte banker, højt min Aand sig hæver,
Jeg nævned Dig og nævned dig med Sands,
Og hver Gestalt, du trylled frem, hensvæver
For Aandens Øie, klædt i Straaleglands;
Med Korset jeg din Olaf ser fremtræde,
Mig Asalivet vorder lig en Drøm,
Og Smertens Graad blir Andagts Taarestrøm,
Jeg klage vil, og maa en Lovsang kvæde.
 



I Nidaros jeg for Høialtret knæler,
Og skuer Valborg ved sin Axels Lig,
Min hele Sjel i vaade Øie dvæler,
Og løfter sig mod Krist i Himmerig;
Men aldrig kan jeg Valhals Guder glemme,
Den Rune, som i Skjoldet Urda skar,
Fra spæde Alder mig inddrevet har
I gamle Nord, og der jeg kun har hjemme.

 

Jeg sad, og stirred i de gamle Skrifter,
Mig fængslede den store Kæmpeaand,
Som byggede i Hedenolds Bedrifter,
Og bandt dem fast med Jernets stærke Baand
Til Valhals Guder, til det Evighøie;
En Trang hel dyb jeg i mit Indre fandt
Til at udfolde Tiderne, som svandt,
For Samtids og den fjerne Fremtids Øie.
 



Jeg vovede et Greb i stærke Strænge;
Men Aanden flygted fra den dumpe Klang,
Med Sorg forgæves greb jeg tit og længe,
Men aldrig stilledes den indre Trang;
Ustadig mellem Tiderne jeg svæved,
Og ingensteds jeg havde noget Hjem,
For Oldtid kun mig Nutid bragte frem,
Og halvt sit Slør kun Oldtid for mig hæved.

 

En mægtig Lue tændtes i mit Hjerte,
Og voldsom jeg fra Oldtid mig løsrev,
Men da omspændtes jeg af idel Smerte,
Og Nornen mig paa nøgne Fjeld omdrev;
Da tyede jeg angerfuld tilbage,
Og bange stædtes jeg for Oldtid frem,
Men løftet var det dunkle Slør, et Hjem
Jeg havde nu for alle Livets Dage.
 
 


At tolke det, som nu mig lyst er vorden,
Mig bød en Røst som Røsten fra en Gud,
Enddog Du kvad, o store Skjald! om Norden,
Ei maa jeg tie, glemme strænge Bud.
Ei vil jeg mig forvoven med Dig maale,
Det blege Lys i Natten har sit Hjem,
Men aldrig dog i Strid det traadte frem
Om Varme og om Glands med Solens Straale.

 

Som Trygvason Du est i Norden baaren,
Men vendte aarle Dig, som han, mod Syd,
Og hvor Du gik, der smiled liflig Vaaren,
Og hvert dit Kvad var ligt en Guddoms Lyd;
Som Olaf, Du igen mod Nord Dig vendte,
Og skued Kraften med din dybe Sands,
Du vakte den, men klædt i Sydens Glands,
Og stundum ei sig selv i sig den kendte.
 



Thi griber jeg, o Skjald! de stærke Strænge,
Og Mange ræddes for den hule Lyd,
Men Lyde, som fra Nordens Gravhøi trænge,
Ei smelte kan, som Tonerne fra Syd,
Og vovede jeg Strængen at nedstemme,
Og dæmpede jeg Røstens hule Klang,
Betydningsløs da blev mit Liv, min Sang,
Thi ikkun dybt i Norden jeg har hjemme.

 

Der stod en Gran paa Norrigs høie Fjelde,
Den eied tusindaarigt Hjem i Nord

Ei huggedes den om ved Sydens Vælde,
Men undergravet var dens Rod i Jord.
Som Ygdrasills de andre prude Grene,
Den raadned under fule Ormes Tand.
Hvorfor? – Ei nogen Dødeligs Forstand
Udgrunder, hvad kun Norner veed allene.
 



Hentørret, løs, og hartad hel udhulet,
Stod Granen der, da kom en Vind fra Syd,
Den faldt, men dog den ei var hel forfulet,
Det gjalded trindt, som mange Tordners Lyd;
Thi stort var Faldet, Jorden maatte revne,
Da tunge Rod sig op fra Dybet tvang,
Den friske Gren, før den isønder sprang,
Mod haarde Fjeld og stred med fulde Evne.

 

Det stærke Bulder vil jeg her genføde,
Som det paa Danmarks Sletter lød engang,
Til det i fjerne, sagte Drøn hendøde,
Og dæmpedes af Sydens Takkesang.
Ei veed jeg, om mig Nornen dette under,
Og Faa i Norden eie Dommerkald;
Thi vender jeg mig til dets største Skjald,
Til Dig som kvad om Hakon og Vaulunder.

 

Grundtvig.


    
    
    
        

        Fortale.
      
      Historien beskuer jeg som eet sig udviklende Drama, der altsaa kun ved Skabergnisten i Menneskets Indre lader sig udfylde, og fremtræder da som den helligste Digtning, i hvilken Guder og Kloder henvandre med Kæmpeskridt, forkynder Tidens Stræben og dens Maal. Et saadant Dramas Mulighed og Herlighed kunne vi beskue i Asalæren. Fæste vi derimod Øiet paa den Del af Tiden, som alt er svundet, da se vi den ligesom opløse sig i Tidsaldere, af hvilke hver enkelt, skønt den kun er et Optrin af det store Drama, dog selv danner et saadant, der, mere eller mindre fuldendt, lader sig tilsyne. Et af de herligste er udentvivl gamle Nordens; thi, mere sluttet i sig selv, er det en speiltro Afbildning af Asadramet, og vi kunne sige, at Nordens Træ, uden fremmede Kvistes Indpodning, opvokset af egen kraftige Rod, stander som Ygdrasills hellige Symbol. Længe kæmpe de tvende Kræfter, Aser og Jetter, i deres jordiske Frænder, med hinanden og med sig selv, og at fremtrylle et Skin af denne lange betydningsfulde Kamp, saavelsom af dens Urbillede, er mit Livs Haab. Paa det Sidste kommer lig i Ragnaroke, en tredie Kraft fra Sønden; men uden at forbinde sig med nogen af de Stridende, træder den op mod begge; Bifrost Bro, som Guderne byggede mellem sig og Jorden, søndertrædes af en mægtig Fod, Valhal styrter, og endt er Asers Herredom. Dette, Omstyrtelsen af Asers Templer i Dannemark og Kristendommens seirende Indtog med det vaiende, blodige Korsbanner, er, hvad jeg her stræber at fremstille. Nærværende Optrin maa da beskues som Dele af Dramaets sidste Akt, skønt de igen maa, saavel tilsammen som enkelte, udgøre dramatiske Helheder. Hvo der altsaa ei fik Øie for et Kæmpelegeme, hvis Lemmer igen selv ere Legemer, uden derfor desmindre at være og vise sig som Dele, han forstaar mig ikke.
    Kun Saameget vilde jeg her sige, for om muligt derved at hindre nogle af de skæve Domme, som Smagens Præster, der, selv Sædvanens Produkter, ei kunne taale Noget som strider mod samme, udentvivl ville fælde over mit Arbeide. Nøiere at udvikle mine Ideer om det magiske Baand der knytter Poesi og Historie til hinanden, samt om de vekslende Skikkelser, hvorunder de i Forening kunne fremtræde, forbeholder jeg mig til Værkets Slutning, da en saadan Udvikling her, foran det sidste eller dog næstsidste Hefte, neppe vilde have sin rette Plads. Spørger Nogen, hvi jeg da ei begynder med Begyndelsen, da kan jeg vel ei nægte, at Dette vilde for Læseren været mere bekvemt; men derhos vide alle Kyndige at Man ei kan udtale uden Det, hvoraf Man er opfyldt, og tækkes Værket dem iøvrigt, ville de lettelig tilgive, at jeg ei følger anden Orden, end den min Stemning byder. For dem vil desuden hvert Optrin selv angive sin Plads, og for de mindre Kyndige skal jeg gøre, hvad der kan gøres: foran hvert Hefte hentyde paa dets Sted, og ved Værkets Slutning lade ny Titelblade fastsætte Ordenen.
      Om hele Værket, saaledes som jeg med Aandens Øie saae og ser det, nogensinde kan fremtræde for det ydre, vide kun de høiere Magter, som forstaa at veie de Dødeliges Kraft, og for hvis klare Syn Fremtiden udfolder sig. Maaske var allerede Haabet selv forvovent, og Almenhedens Stemning, parret med en Stilling, hvori ustadig Helbred ofte røver de faa, dyrekøbte Øieblikke, jeg bestemte til Sjelens Fest, nærer visselig ei det dristige Haab. Dog,
       
        Hvad Manden vil, kan Mænd og Guder
        Forhindre, standse, det er sandt;
        Men Manden ei kan holde op at ville.
       
      Et Hefte, indbefattende tvende Sagaer: om Odins Komme til Norden og om Sværdet Tirfing, mangler kun det sidste Haandlæg; men hvor snart det kan følge, maa for en stor Del bero paa dettes Skebne.
      

Valkendorfs Kollegium
 den 14 November 1809.

     

     
     

Indhold.





Side




Gorm hin Gamle
1-42




Palnatoke

43-188



Vagn Aagesen
189-244




     





    

      
Gorm hin Gamle.

      



De Talende.





Gorm hin Gamle,

Leirekonge.


Thyra Danabod,

hans Dronning



Knud Danaast,
}
deres Sønner.



Harald Blatan,



Klakharald,

Thyras Fader, Jarl i Holsetuland.



Unni,

Erkebisp.



Gardur,

en Sjælandsfar, Islands Opdager.



Eiulf,

Gorms Fostbroder.


Askield,
}
Hofgoder.


Thormod,


Hirdmænd.








 

Første Samtale.
   



Leire.




Gorm. Gardur.



Gorm.


 Hel lysteligt det er i Alderdommen,
 Naar man i Ungdom selv har faret vidt
 Paa Tidender om Yngres Færd at lyde.
 Men sig mig Gardur! er det sandt,
 Hvad Man om Gangerolf fortæller?


Gardur.


 At han i Valland fik et Hertugdom?


Gorm.


 Det veed jeg, men at han blev Kristen?


Gardur.


 Er og desværre sandt, jeg selv har set
 Ham døbes, hørt hvordan han skifted
 Sit gamle Navn, og fik et nyt igen.

     
     Gorm.


 Det er et Galenskab, som nuomtide
 Er kommet over Nordens djærve Mænd.
 Det danske Tungemaal har Rolf vel ogsaa
 Omskiftet med det vælske Munkepludder?

      
Gardur.


Ja nu er Rolf da død, hans Søn
Er kommet efter ham, han snakker
Som du og jeg imellem danske Folk;
Men for det meste taler han dog Vallandsk
Som alle de, der bo i Rotemag,
Og til en anden By sin Søn han maatte skikke
For at han kunde lære Danskes Maal.


      Gorm.


Saaledes gaaer det nu. I gamle Dage
Hvor Danske kom, blev ogsaa Maalet dansk.
Men naar den Sæd fra Romaborg nu vinder
Blir vel i Danmark selv det Danske glemt.

      
Gardur.


Det vil jeg ikke tro, men om det skedte
Saa er der nu et Land, hvor dog
Nok baade Fædres Sæd og Maal kan gemmes.


      
Gorm.


 Hvor mener du?




Gardur.


 Paa Island mener jeg.



    
Gorm.


Er det hint Land i Vest, som Man fortæller
At du har fundet.



Gardur.


 Netop det.
Jeg nævned Landet Gardursholmen
At det dog kunde faae et Navn,
Men siden har Man kaldt det Island.
Det er det samme, hvad det hedder, men
Det er et herligt Land med store Klipper,
Og mange Fjorde, alskøns Fisk
Og brede Enge. Der er koldt deroppe.
Men det kan ikke skade, det er ret
For Aser og for Nordmænd, og jeg tænker
At om en Klerk end vover sig derop,
Saa skal han fryse rent ihjel.



Gorm.


Men er det bygget?



Gardur.


Dygtig alt.
Jeg var der kun en Vinter, siden

Jeg vilde seilet did engang igen,
Men kunde ikke mere Holmen finde.
Da vied Floke Odin trende Ravne
Og fulgte siden efter, hvor de fløi,
Saa fandt han Landet, og jeg mener
Det er et Mærke paa, at Odin end

Har ikke tabt sin Kløgt, at høie Aser

Kanske vil fløtte op til Island nu,
Ifald dem hviden Krist fordriver,
Og Norges Konge med; thi hvad er det
Vel andet Harald gør, den Niding,
Som dræber Norges Fylkekonger, eller
Uddriver dem fra deres Odel, dog
Hel mange af dem ere Odins Ætmænd?
De flygte nu til Island, alt
For Thor og Frei er mangent Hus opbygget.



    
Gorm.


 Hvad kalder du da det, at jeg uddrev
Og dræbte alle Danmarks Fylkekonger?



Gardur.


Naar Odins Æt bær Vaaben paa sig selv

Jeg ei kan sige, at den gør det ikke;
Men du dog hærgede med mere Skel

Paa dem, der sveg dig for dit Odelsrige.

Desuden er det saa en egen Sag med dig,
Du og de andre stammede fra Aslaug,
Fra Sigurd og fra Brynhild, med den Æt
Det er saa underligt, den maa vel kæmpe
Imod sig selv, som den har altid gjort.


Ind traadte nu Eiulf hin Gamle

     


Eiulf.



Hilsæl Kong Gorm! hvad du befol,
Er Alt udrettet.



Gorm.


 Du fra Jotland kommer!



Eiulf.


 Fra Ribe og fra Hedeby,
Fra Kirkebrand og Klerkemord jeg kommer,



Gorm.


 I fik da stillet Tungen paa de Klerke,
Der nu saalænge har bespottet Thor

Og alle Aser.



Eiulf.


 Ja, vi fik den stillet;
Men hvad den mælte først, var fælt.

      

Gorm.


 Hvordan? mig tykkes Røsten skælver Eiulf!
Jeg troer du er ræd.




    
Eiulf.


 Med dig jeg foer,
Saa vide om paa Hærtog og vist aldrig
Du saae mig ræddes, ja endnu jeg tør
Selv med hin argste Bærserk Holmgang prøve;
Men brænde Kirker, dræbe Klerke, nei,
Det gør jeg aldrig mer, om end du byder.



Gorm.


 De har forhekset dig med Seid
De arge Trolde, du vel ikke mer
Nu troer paa Aserne?



Eiulf.


 Jeg troer at Aser

Har Magt, men den har ogsaa flere Guder
Og Krist er stærk.



Gorm.


 Hvad sagde vel de Klerke?



Eiulf.


 De sagde, naar de kom til Himmerig
Til deres Valhal, Krist de vilde bede
At straffe os med Plager og med Død,
Men dig med Hjertesorg og alskøns Jammer.



Gorm.


 Og derfor est du bange? Thorbjørn vist
Dog ei blev ræd.




Eiulf.


 Han siger det vel ikke
 Til dig, thi han har glemt at mæle.
Paa vores Hjemfærd brødes Skibet, mig
De Kristnes Gud har ene ladet frelses;
Men han mig straffede dog mere haardt
End dem, der sank tilbunds i Havet.
Min Gunnar! – I halvtredsindstyve Aar
Kun Blod har rundet ned paa mine Kinder;
Men nu maa Taarer rinde – ja de 
maa.




    
Gorm.


 Din Gunnar var en vakker Svend, og saare
Jeg ynded ham – Han drukned altsaa med.



Eiulf.


 Og troer du da, ifald han kun var druknet
Jeg vilde staa og græde som en Dreng?
Nei gruelig han endte. – Over Altret
I Kirken hang et Stykke Træ,
Du kender det, det er som Hammerstegnet
Og nævnes Kors, derpaa var hviden Krist
Udskaaret, og som røde Guld han lyste.
Det rev min Gunnar ned og holdt det frem
For Klerken, der han skulde dø, og spotted.
Og bød ham bede til sin hvide Krist.
Da løfted Klerken Øinene mod Himlen
Som om han kunde gennemstirre den,
Og da hans Blik paa Gunnar sig nedsænked.
Det var saa stærkt og hvast at alle gøs;
Dertil han mælte Ord, som klang saa hule
Og som ei Nogen iblandt os forstod.
Da blev min Søn som galen, snart han tuded
Lig Ulve, snart han brøled, Haanden kneb
Han fast om Korset, og da Kirken brændte,
Da løb han ind i Ilden, kasted sig
Paa Jord, og brøled gennem Luen.



Gorm.


 Ja det var grueligt, ei undres mig
Du græder. Jeg har glemt at græde,
Men hvis min Knud – o sig mig dog!
Har du ei spurgt til hans og Haralds Færd?



Eiulf.


Om Knud jeg Intet hørte, men Man sagde
Klakharald alt var draget hid.



Gorm.


 Saa gak da Gamle! lad trehundred Mænd
Sig væbne, stille sig ved Salen!



    
Eiulf.


 Det er det sidste Bud, som jeg udretter,
Før med min Kval jeg skjuler mig i Høi.
 
 Farvel Kong Gorm! jeg tjente dig hel trolig
Og maaske alt for trolig.

 

Gorm.


 I Valhalla

Vi atter mødes skal til Gammensliv.
Fostbrødre vare vi, og jeg er pligtig
At hevne dig. Paa Krist og paa hans Flok
Du hevnes skal.


Støttende sig paa Spydet, gik den gamle Eiulf nedbøiet ud af Hallen.



     
Gorm.


 Hvad siger du vel Gardur! om alt Dette?



Gardur.


 Jeg siger nu som før, at det er godt,
At Island er, og at jeg mener
Det ikke er for Intet, at just nu
 Den Ø er fundet.



Gorm.


 Saa du mener
At det er her forbi med Asers Magt?



Gardur.


Det mener jeg just ikke; men mig tykkes,
Du frygter for det selv.




Gorm.


 Jeg frygter ei,
Det aldrig var min Sæd, og ei jeg grubler,
Jeg holder fast ved mine Fædres Tro,
Thi det er Kæmpetroen. Intet Jærtegn
Om det var nok saa underligt og stort,
Kan rokke mig; thi hine store Slægter
Som stige ned fra Odin er et Jærtegn
Langt større end om Ild blev Vand
Og Vand blev Ild. Dog ei jeg dølger, stundum
Hel sære Tanker avles i mit Sind
Naar jeg maa se, at Asers Flok forringes,
Og naar jeg tænker paa den tunge Drøm
Som jeg har havt engang.



Gardur.


 Ja Drømme
Desværre tit er ikkun alt for sande.
Paa Norges Harald ser Man det saa grant,
Hans Moder drømte, som du veed, om Træet
Der skygged over Norrig, ei engang
Hun drømte, at saamange gæve Mænd
I Træets Grene skulde blive hængte,
Og nu er det dog med det Andet sket.
Hvad drømte du Kong Gorm?




Gorm.


 Den Stund
Jeg beilede til Thyra, ei hun vilde
Mig ægte, før jeg trende Nætter sov
I nybygt Hus, og sagde mine Drømme.
I trende Nætter kom den samme Drøm igen:
Mig tyktes at jeg stod ved Østresaltet
Og Vandet skyndte sig fra Landet bort,
Saa der blev tørt imellem alle Øer,
Da trende hvide Nød gik op paa Land,
Saa trende røde, derpaa trende sorte,
Og alle bede Græs, men der de sorte
Fra Landet gik, da hørtes sligt et Gny
At hele Danmark maatte skælve.
Det lagde Thyra ud om haarde Uaar,
De kom, men Gnyet vilde hun udtyde
Om megen Død og Ufred i min Æt.
Kun liden er min Æt, den snart kan ødes.

Og mener jeg, at ødes Skjoldungætten,
Da ødes og i Danmark Odins Sæd.



    
Gardur.


 Din Drøm hel mærkelig maa nævnes,
Og dog jeg ei som Thyra eier Kløgt
Mig tykkes det var ogsaa vel at mærke,
At Nødene var af adskillig Lød.


 
 
Gorm.


 
End mer adskillige de vare,
De sorte havde mægtig store Horn
De røde mindre, men de hvide ingen.



Gardur.


Ja stor er Asakæmpens stille Kraft,
Den mindskes da, naar den i Strid sig deler;
Men Klerken stander værgeløs og svag
For Altret i den hvide Messesærk.


Klakharald kom indgangende i Salen med Knud og tredive Hirdmænd.



     
Klakharald.


 
Hilsæl Kong Gorm min Maag!



Gorm.


 Saa kom du dog
Engang Klakharald! skønt det sent maa nævnes.
Kom hid min Knud, at jeg kan maale dig
Med gamle Øie! Du est vorden stor
Og stærk, du ligner dine Fædrefrænder.
Du Gardur! gak med Knud, fortæl
Ham Noget om de mange Lande
Hvor du har færdedes! og Harald sig
Til dine Mænd de gange ud af Salen!

      


Harald bød, og ud ginge Mændene.



      Gorm.


 Du Gardur! kom igen! din Kløgt er stor
Og vel du høre maa, hvad vi samtale.

Da vendte Kongen sig hel bister mod Klakharald.

 Jeg trende Gange dig til Julegilde
Indbød, og du vanhædrede mit Bud,
Og loved, mig til Spot, du vilde komme
Men kom dog ei. Jeg derfor var tilsinds
Dit Land at hærge og dig selv at dræbe;
Men Thyra saare gik i Bøn for dig
Og mente at du varst forhindret
Ved sære Hændelser. Nu est du her;
Trehundred Mænd staa væbnede for Salen
Og hvis du ei aarsager dig, da skal
Du aldrig komme heden med dit Liv.



Klakharald.


 Mit Liv Kong Gorm! er ikkun lidt at agte,
Du selv est gammel, jeg er ældre dog,
Og vilde glædes ved at dø, forinden
De Ting fremkomme, som tilstunde nu:
Derfor jeg kaarer ogsaa helst at tie
Enddog hel vel jeg mægtede at tale.
Du ei skal raabe dine Hirdmænd hid,
Du har jo selv et Sværd, og jeg tør mene
Mig værdig til at falde for din Haand.


Gorm.


 Uhørt jeg dræber Ingen som fremtræder
Her for min Stol. Aarsag dig, om du kan!



Klakharald.


 Du vil da vide, hvi jeg ei er kommet?



Gorm.


 Ja derfor stevned jeg dig hid.



Klakharald.


Men naar du hører, hvad dig lidet huger?



Gorm.


 Saa er det ikke førstegang.



Klakharald.


 Saa hør!
Ved Juletid jeg kom til Limafjorden
Der stod et Træ hel grønt ved Fjordens Bred,
Og det var underligt, om Vinterstide
At se det ene Træ saa sommerligt.
I Træet hængte Æbler smaa men fagre,
Ved Roden Andre mægtig store laa,
Men ormestukne og med vissen Stilk
De alt begyndte at forfules.
Jeg gruede ved Synet, og hvorfor?
Behøver jeg vist ikke dig at sige.




Gorm.


 Ei sandt? det skal betyde Sædomskiftning?
Det var et grumme konstigt Syn,
Saa konstigt, at Man hartad skulde mene,
Det Træ kun i dit eget Hoved stod;
Men det er allerede slemt, det Store
Er raadnet der. – Nu, dengang blev du ræd
For Skyggen af dig selv. Hvad Mere?



Klakharald.


 Den anden Jul paa Skibet alt jeg stod,
Ufødte Hvalpe høit i Tispen gøede,
Men selv hun tav. – Det vel betyder, at
Det som end ei er født, men dog undfanget
Skal vorde lydt, det Gamle tie kvær.



Gorm.


 Var alt det Gamle saa som du, Klakharald!
Da var det vist nok ogsaa bedst, det tav;
Men saa er ikke Alt, thi Man kan vorde
Hel gammel og dog ikke kærlingvæg
Som du. – Hvad er dit tredie Eventyr?



Klakharald.


 Ei Eventyr, men Sandsagn. Tvende Bølger
Hel store, løfted sig i Limafjord,
Og sjunke i hinandens Favn, da tyktes
For Øine Vandet være idel Blod.

Da tænkte jeg paa dine tvende Sønner,
Ulige som de begge er i Sind.
Dengang jeg dog vel maatte blive bange,
Da ei jeg er saa stærk, som du Kong Gorm!



    
Gorm.


Det er min Knud, om hvem du spaar saa ilde!
Først haaner du, nu vil du pine mig.
Har du end Mer at sige?



Klakharald.


 Nei.


Kongen slog paa Skjoldet og en Flok Hirdmænd styrtede ind med dragne Sværde. Da reiste sig Gardur og traadte for Kongen.



     
Gardur.


 Som det sig burde, tav jeg Herre Konge
Imens du talte, men da nu du vil
Din Maag den gamle Harald dræbe,
Fordi du ei kan se, hvad han har set
Da maa jeg tale, bede dig at mindes
Din egen Drøm og store Troldomskløgt,
Som Kristne eie! Mindes du ei længer
Hvad Eiulf mælte? hvorfor er det Løgn
Hvad Jarlen siger? mon fordi det tykkes
Dig underligt? og mener du da han,

Hvis store kløgt er vide kendt i Norden,
Ei vel saa let et mere rimeligt,
Sandsynligt Paaskud havde kunnet finde,
Ifald han vilde lyve? mener du,
Han vilde sagt dig hvad hel vel han vidste,
Du ei gad hørt, ifald det ei var sandt?
Saa underligt en Konge sielden dømte.



Gorm.


Der han havde betænkt sig enstund.


 Ja du har Ret, og det var Odin selv
Som fik mig til at kalde dig tilbage.
I trende Aar jeg harmed mig, fordi
Jeg mente mig vanhædret, derfor tyktes
Mig Alting usandt, og da om min Knud

Han spaade ilde, spaaede hans Død,
Hans Død, som naar jeg vorder lagt i Høien
Allene er igen af Skjoldungætten,
(Thi Harald hører ei til den i Sind,)
Da blev jeg ret som galen, end jeg ryster
Af Harme, men det er ei Haralds Skyld,
Det ser jeg grant og derfor skal han leve.
Dog dette mæler jeg for eder Kæmper!
Og det skal mæles høit paa alle Thing
Fra Skanei og til Jotland: hvo som bærer
Mig Tidende om Knud, at han er død,

Ja som ham nævner død for mine Øren,
Han skal ei leve, indtil Solen sættes,
Om det er Dag, og er det Nat,
Ei til den reiser sig, det sværger
Jeg høit ved Odin, Thor og Frei

Og Nornerne, som Alles Skebne raade.

 

Hirdmændenes Høvding.

      


Svinger i Luften
Lysende Staal,

Støder det haarde
Sværd imod Skjold!
Hørte I Kongen
Svor ved de hellige

Aser og Norner?
Aldrig kan brydes
Eden han svor.




         

 

Anden Samtale.
     


Leire.



Gorm sad i Høisædet med Thyra. Ned fra ham sad Klakharald og Knud og mange andre Mænd trindt om Drikkebordet. Lystelig ginge Hornene omkring og glad var Kongen; men Klakharald sad tiende paa Bænken, og det tyktes alle Mænd skønne af hans Aasyn, at en Flok af hine mørkeste Tanker væltede sig i ham og knugede hans Sind.


     

Gorm.

     
Nu drik, min Maag! det er ret Gammen
At drikke saa sit eget Arveøl.
     
     

    
Klakharald.

     
Nei det var bedre jeg var ei tilstæde,
Og I med Føie drak mit Arveøl.

     

Thyra.

     
Da nu du er saa glad i Sind, min Konge!
Vil du da unde mig en Bøn?
 

     
     
Gorm.


Kun sjelden nægted jeg dig nogen;
Kun naar du bad for dem, som vil
Nedbryde Asers Magt.

     

Thyra.


Vist før du maatte
Mig mangen anden nægtet. Nu jeg dog
Kun beder for en Mand, som hid er dragen
Ad lange Veie for med dig at tale,
At han maa stædes for dig ind
Og drage hen i Fred, om end dig tykkes
Hel ilde hvad han siger!

     

Gorm.


Som jeg er
Tilsinds i denne Stund, han skulde mæle
Ret meget Ondt, før jeg blev vred;
Men da jeg dog nu ei kan vide
Hvad der kan komme ham i Sind,
Er det vel bedst, formeget ei at love.

     

Thyra.


Kan Danmarks Drot, som gør alt hvad ham lyster,
Ei eengang taale at en Mand

Og siger hvad ham lyster? frygter han

At Ord hans Arm skal binde, hvis han ei
Med Sværdet fluks kan kløve ham som mælte?

     

Gorm.


Jeg frygte for af Ord at bindes? Nei!
Led ham kun ind! og hvad han saa end mæler,
Han dog skal gange frit igen.

     
Ud gik Thyra at lede den Fremmede i Sal.



     
         
Gorm.


Jeg gad dog vidst, hvad han vel har at sige.

     

Klakharald.


Tidsnok du vist det faar at høre.

     

Gorm.


Alt hvad han siger, tager jeg for Skemt.

     

Klakharald.


Dertil maaske det bliver for alvorligt.

     

Gorm.


Veed du kanske hvad han vil mæle?

     

Klakharald.


Ei hvad han vil, men hvad han kan.
 
     
Ind kom Dronningen med Erkebisp Unni.


     


Gorm.


Hvem er du? hvad har du at føre?

     

Unni.


Jeg er en kristen Biskop, fører Aandens Sværd,
Som ind til Marv og Ben kan trænge.

     

Gorm.


Hvad vil du her?

     

Unni.


Du spørger, hvad jeg vil?
Hvad Hyrden vil, naar djærv han søger
De Ulve som har slidt hans Hjord.
Her sidde I ved Skenkebord i Gammen,
Og drikke i jer Mjød uskyldigt Blod.
Hvad havde de vel gjort dig, grumme Konge!
De Fredens Sendebud, hvis Blod
Du nys udgød, som Himlens Herre
Ved mig nu kræver af din Haand?

     

Gorm.


Hvi vil du staa og spilde dine Ord?
Du Lungerne bør i det mindste skaane;
Thi mener du, din Brumlen rører mig,
Du tager svarlig feil. Den Ormeflok,
Som i mit Land udspyede sin Edder
Med Ret jeg ofrede til mine Guder.
 

     
     
Unni.


Til Satan ofred' du Guds Børn.

     

Gorm.


Hvem er vel Satan? mine Guder
Ei nævnes saa, og hvilken ussel Gud
Var Fader til den Ormeyngel?

     

Unni.


Hvem Satan er? Han er den gamle Orm,
Som søger at fordærve Jorderige.
Han tit sit Navn omskifter; her hos jer
Han nævnes Thor og Frei og Odin,
Og alle som ham tjene skal
Ved Døden komme i hans Bolig,
Og pines der i Svovelluen evig.

     

Gorm.


Du raser Klerk! du taler jo,
Som Aser vare Midgardsormen,
Og Valhal Surturs onde Ild.
Hold op! jeg vil ei mere Saadant høre.
Jeg lovet har at skaane dig, men hvis
Du bliver ved at haane mine Guder,
Da maa jeg Løftet bryde.

     

Unni.


Satan var
Den første Løgner, hvo ham tjener,

Kun holder Ord, naar han har lovet Ondt.
Men dræb mig kun! min Hals jeg rækker
Frimodig for dit Mordersværd.
Jeg gaaer til Kristus, Verdens store Frelser,
Som over Sol og Maane har sit Hjem,
Og naar mit Blod i denne Borg udøses,
Da fries den fra Satans Overvold,
Thi uaftvættet skal det blusse frem,
Som Vidnesbyrd om Satans sidste Seier;
Din Æt skal se det, og ved Synet grue,
Og angerfuld omvende sig til Krist.
Men gamle Hedning som du est, jeg ynkes
Ret over dig, og vil dig ei opirre

Til ved mit Mord at lægge Synd til Synd;
Jeg heller vil dig bede og besværge,
At du ved Troen tager, bygger op af ny
De Kirker du har ødt, og kristner Folket
Til Sone for de Kristne, som du myrded!
O hør mig Konge! det er sidstegang
Dig Herren kalder gennem mig sin Tjener.

     

Gorm.



Gak bort, du Lede! med din Jettekløgt!
Jeg med dit Blod ei vil min Sal besmitte.
Jeg veed du stoler paa den onde Trold,
Paa hviden Krist; men alt hans Kogleri
Skal ei forskrække, ei forføre mig.
 
     


Unni.


Vil du da ikke angre dine Synder,
Men blive ved at stride imod Gud,
Saa ryster jeg af mine Fødder Støvet,
Som Krist de hellige Disiple bød;
Og mæler: til dig kom Guds Rige,
Men du forskød det, derfor ve!
Ja ve dig selv! og ve din hele Afkom!
Den skal undgælde hvad du har forbrudt,
Indtil den kristner Danmark og forsoner
Gud Faders Vrede – Men Klakharald!
Du som den hellige Ansgar har set,
Som hørte Herrens Ord af fromme Rimbert,
Som i dit Hjerte troer paa Krist!
Kan du dog ei, selv nu paa Grafsens Bredde

Dig rive løs fra Verden? vil du da
Forsagt din Tro indtil din Død fordølge?
Saa vid! den Herre Herre han har sagt:
Hvo som for Mennesker mig nægter,
Ham vil jeg ogsaa nægte for min Fader.

     

Gorm.


Hvis du om trende Solemærker findes

End i mit Rige, skal hin værste Død
Dig lønne for din Spaadom. Skynd dig!
 
     


Unni.


Ja, jeg vil skynde mig herfra;
Thi det er tungt at drage Aande,
Hvor Herrens Vrede, lig en Tordensky,
Til Alles Rædsel ruger over Landet.
Jeg havde tvende Skaaler i min Haand,
Da hid jeg gik; Velsignelsens jeg tager
Med mig igen, Forbandelsens udøser
Jeg over dig og al din Æt.

End trodser du, Kong Gorm! men snarlig
Dig rammer Vreden og du skal forsage.

     
Der Unni var udgangen sadde alle tause enstund, thi de vare betagne, Somme af Skræk, men Somme af Harme, de ei turde udøse.




Gorm.


Forsage sagde han, forsage skulde jeg!

     


Knud.


Ei Aserne forsaged, da i Sal
Sin onde visse Spaadom Gulveig mælte;
Og hvo som troer paa dem, forsager ei!

     

Gorm.


Du est min egen Søn, det kan jeg høre!
Nei, jeg vil ei forsage, men, Klakharald!
Hvad var vel det han mælede til dig?
 
     


Klakharald.


Han mæled Ord, som vel maa eftertænkes,
Og for at kunne tænke ret i Mag,
Saa giver jeg din Knud mit Jarlerige.
Jeg brat maa fare hen i fremmet Land,
At før min Død et andet jeg kan vinde.

     

    
    Gorm.


Det bliver vist et dygtigt Rige, det
Du vinder nu i Alderdommen.

     

Klakharald.


I Alderdom! ja medens Man er ung,
Man glemmer meget, som Man burde gøre.
Og naar Man vorder gammel, let
Man tykkes at det er forsilde.
Men det er ikke godt. – Hel tung
Min Byrde tyktes mig i Alderdommen;
Men Bispens haarde Ord med Stenens Vægt
Nedtynge mig og knuge gamle Hjerte,
Saa jeg kan ikke aande mere her;
Jeg maa afsted til Kristus som mig kaldte.
Farvel min Konge! hvis du mægter, Thyra!
Da bøi det stive Hjerte! Dig, min Knud!
Min kære Fostersøn, med Sorg jeg skuer;

Thi onde Varsler saae jeg for dit Liv,
Og jeg til Offer selv dig har opfostret.

     

Gorm.


Nei bi! i mørke Taarn du ned
Skal kastes dybt, saa Ingen mere hører
Din onde Spaadom, saa du ei
Skal lokke Fler med dig til hviden Krist.

     

Klakharald.


O dæmp din Vrede, Konge! lad mig fare!
I Morges bad jeg ikke for mit Liv,
Da længtes jeg saa saare efter Høien,
Men nu jeg veed, at der er ingen Ro,
Nu skælver jeg for Dødens Komme.
Din Knud har jeg opfostret til en Hedning,
Enddog jeg gjorde det med lønlig Gru,
Og 
sanked hede Gløder paa mit Hoved
;
Men ei jeg vilde svige dig, og ei
Jeg turde drive Aserne fra Norden.
Nu har du ham, og han mit Rige har;
Lad nu mig arme gamle Mand henfare,
At gøre Bod for alle mine Synder
I kristent Land, forlige mig med Gud
Før jeg skal dø! Men, vil du ikke,
Saa lad dog først den hellige Guds Mand
Ved Daaben vie mig til Tro paa Kristum


Og tvætte af min store Syndeskyld!
Da maa du kaste mig i Ormegaard,
Og jeg skal sjunge der med Gammen,
Til Sangen endes med det sidste Suk.

     

Thyra.


Ei er jeg fager mer, som da du beiled,
Og tyktes der var ingen Mø som jeg.
Du mindes vel de Tider ikke længer?
Men mindes maa du dog, at det var mig,
Som friede dit Land fra Hungersnøden,
Som stilled Folkets Vrede tit paa Thing,
Som skuffed Sakslands Keiser og som reiste
I Daneværke Skranken for hans Magt.
Skal nu til Løn min gamle Fader kastes
I Fangetaarn og dø en pinlig Død?
Er det fordi han troer paa Krist, da kaster


Og mig derned, thi jeg har samme Tro!

     


Knud.


Naar Gamle tale, skal de Unge tie,
Saa lærte mig Klakharald; men de Ord
Som trængte sig, fra Sindet frem, ei længer
Paa Læben jeg kan binde, thi som Ild
De brænde. Ei mig Bispens Tale undred,
Hans Djærvhed glæded, men, betog mig ei.
Men ved min gamle Fosterfaders Ord

Jeg blev hel sær og sørgelig tilmode.
Det rørte mig i Sind, at han som lærte
Mig store Sagn om Odin, Thor og Balder,
Forlod den gamle stolte Kæmpesæd.
Det rører mig, at Dvalins Døttre mægted
At drive ham fra Valhals Dør, da alt
Den aabner sig for ham til Kæmpegammen;
Men pine ham, fordi han saa er pint,
Det var en Skændsel som maa ikke nævnes.
Hel Mange tro jo ikkun paa sig selv,
Dem straffer du dog ei min Fader,
Enddog langt mer de haane Asers Magt.

     
Taus sad den Gamle.


     

Hirdmændene.

     

Hører du, Konge!
Thyra den Elskede,

Dannemarks Trøst!
Hører du Sønnen,

Knud den Elskværdige,

Dannemarks Haab!

    
End tav Kongen.

     



Knud.


Du tier, Konge! du vil ikke høre.
Saa hør da Regnar Lodbrogs Ætmand her:
Jeg sværger ved de rige Valhals Guder,

At selv jeg før mod dig skal løfte Sværd,
Og før skal Odins sultne Fugl mig slide,
Før jeg skal se Klakharald lagt i Baand.

     

Hirdmændene.

     

Hører du, Konge!

Skjoldungen sværger,
Ti nu ei længer!

     

Gorm.


For gammel er nu Leirekongen vorden,
Da han maa tie i sin egen Hal,
Og tale kun, for Budet at genkalde
Som han har givet; men jeg mærker det,
Min Stol nu hælder som de gamle Guders.
Min egen Søn, min Knud, som troer
Paa sine Fædres Guder, ved dem sværger
At bære Vaaben paa sin Fader.
Klakharald! gaa! jeg ei min egen Æt
Vil øde, ikke Troldens Spaadom sande.

     


Harald Blatan.


Du sagde, Fader! du var blevet svag,
Og til en rørig Medhjelp kan du trænge;
Saa del da Danmarks Rige nu med mig!
At jeg kan vorde mægtig som min Broder.
 
     


Gorm.


Hvad? vover ogsaa du at haane mig?
Du usle Kvindedreng foruden Kræfter!
Nei dig jeg før skal dele, end med dig
Jeg deler Danmarks Rige. Trende Skibe
Dem skal du faae, gak saa med Hast herfra,
Og stædes aldrig mere for mit Øie!

     

Hirdmændene.

     

Vel har du svaret.
Venfattig Harald,
Kivsyge Blatan
Aldrig skal styre
Danaasts Odel.

     


         

 

Tredie Samtale.

Ved Midnatstide sad hin ypperste Hofgode Askield i sin Bo. Svagt brændte Ilden paa Gulv og ved Skinnet læste den Gamle forne Runer og ristede ny, vist skulde de nyttes ved det nære Jolablot. Sagtelig indtren hin anden Hofgode Thormod.

 


Thormod.

    


Askield! Askield!
Ven af Aser!

Est du vaagen?
Drotten ængstes,
Drotten byder:
Der skal blotes,
Store Guder
Skal adspørges.



Askield.

    


Jetter og Trolde

Spøge ved Midnat,

Og kun til Mørket
Blotes i Mørket,
Ei vil jeg blote.
Hvad monne ængste
Drotten i Hallen,
Mens han ei sover?



Thormod.


Ei maa han sove, thi han ængstes svarlig

Af onde Drømme om sin elskte Knud.



Askield.

    

Runer jeg rister,
Runer jeg læser,

Løser de bundne
Stave med Kløgt.




Gak nu i Hallen!
Sig du til Drotten:
Danaast ligger
Blodig og livløs
Hisset ved Limfjord.
Vel maa han ængstes,
Vel maa han eie
Søvnløse Nætter.

 
Thormod.

Og bærer jeg til ham det onde Budskab,
Da svarer han mig kun med Sværdeod.


    
Askield.

    

Ei maa han dræbe

Asernes Tjener.
Sig ham! hans Elskte
Er hos sin Broder.
Spørger han længer,
Svar, at den anden
Morgen skal bære
Tidender visse
Frem for hans Stol.

    


Kongehallen.



Trindt i Hallen stode Kongens Hirdmænd, tause og med lønlig Gru stirrede de paa de sorte Tjeldinger og det graa Væv. Fremmerst stod Askield med det mørke grublende Aasyn, og bag ham de andre Hofgoder. Da indkom Thyra med den meget alderstegne Konge ved Haand, og han satte sig i Høisædet efter Vane.



    
    
Askield.

    

Solen er oppe,
Drot! vil du følge
Med os i Lunden?
Hellig maa holdes
Midvinters Blot.



Gorm.



End er min Knud da ikke kommen hid!
Om Nat jeg ser ham, men kun bleg og blodig.
Du sagde, Askield! at ved dette Morgengry
Mig skulde visse Tidender frembæres,
Hvem siger nu mig Tidende om Knud?



Askield.

    

Levende tie.
Ræddes for Døden,
Ikkun det Døde
Vover at mæle.



Gorm.


Hvordan? mig tykkes, at det sortner for mit Øje,

Hvad heller tjeldedes min Hal med Sort?



Thyra.


Den tjeldedes med Sort min Konge!

    


Gorm.


Nu veed jeg det. Det er dit snilde Værk,
Det er den Tidende, som Guderne mig loved,
Ja den er vis, som Hanegal i Hel,
Nu er han død, min Eneste, min Knud!



Thyra.


Du selv har sagt det, ikke jeg, min Konge!



    
Hirdmændene.

    

Mindes du Eden,
Konge! den strænge,
Som du har svoret;
Som vi stadfæsted?
Aldrig kan brydes
Eden du svor.



Gorm.


O! mene I, jeg trænger til at mindes
Om Eden, som jeg svor? var den og ei,
Hvor kunde jeg dog end en Time leve!
Min Kraft er borte, og den Eneste,
I hvem jeg saae min svundne Kraft gjenfødes,
Han er nu død. O Danmark! græd med mig!
Udlevet er din gamle Kæmpestamme


Dit Slægtskabs Baand med Guder er opløst.
Du Askield! sig! hvem var min Knud til Bane?



Askield.

    


Jetter og Trolde

Spøge om Midnat,
Æggede Broder
Op imod Broder,
Hisset ved Limfjord.
Kan du forstaa mig?



Gorm.


Saa var det dog, Klakharald! sandt du mælte!
Saa maatte dog de store Bølger mødes
I Limafjord og farve den med Blod!
Saa falde da vel og de store Æbler
Af Egen ned, og raadne ved dens Rod!



Men hør mig Odin! hører alle Aser!
I høie, strænge Norner! hører mig!
Og høre mig hver Gud, som Noget raader!
Lad min Forbandelse paa Harald og hans Æt
I tredie og fjerde Led nedarves!
Lad ham af egen Søn uddrives, myrdes!

    

Saa hævnes Knud paa Fader og paa Søn.
Og, Odin du! ifald du Noget mægter,
Da knus min Æt! naar den forlader dig.



Nu rækker mig mit gode gamle Sværd!
Som jeg har arvet efter mine Fædre,
Som Odin til sin Ætmand Sigmund gav,
Som Sigurd Fofnisbane stolt har baaret.
Det dræbte ham, det skal og dræbe mig,
Og da skal, Askield! du det sønderhugge
Og grave ned dets Stumper i min Høi,
Til Tegn, at Odins Æt er lagt i Høien.

    

Ei vil det saare. Er dets Od saa sløv?

Hvad heller er min Haand saa størkeløs?
Ak! Haanden falder, Hjertet brister,
Og jeg maa uden Kæmpemærket dø.



Askield.

    


Odin! Odin!
Stort du bloter
Til dig selv!

Søn og Fader,


Knud og Gorm.
Høit det gjalder,

Danmark skælver,
Ser med Gruen

Jolablot.


    




    

        


Harald Blatan
og

Palnatoke. 
        
    

    De Talende.






Harald Blatan,

Dannekonge.





Svend Tveskæg,

hans Søn.




Popo,

hans Klerk.





Palnatoke,

Jomsborgs Høvding.




Fjølner,

hans Farbroder, Haralds Hirdmand.




Vagn Aagesøn,

hans Sønnesøn.




Bue Digre,
}
Vesets Sønner fra Borgundarholm.





Sigurd Kappe,




Sigvald,
}
Strutharalds Sønner fra Skaane.




Thorkil Havi,




Odinkar.






Gunnar fra Hlidarende,

en Islænder.




Haralds
 Sendebud.







Svends Sendebud.





En ukendt Olding.





Hofgoder









    
    
    

        
    
Første Samtale.

    


Jomsborg.


    
    
Sankede vare de ypperste Jomsvikinge, og mellem dem Vesets og Strutharalds Sønner, for at lyde paa Palnatokes Tale, der han gav Jomsborg Love.
    
    


Palnatoke.



Hvad var vel Jomsborg? Kun et Vikingsbøl,
Et Smuthul for en vild og fremmet Skare,
Som røved fra den stille Bondemand,
Fra Ven og Fjende, sloges fræk om Rovet,
Og krænked Kvinder, dræbte Vaabenløse.



Vor Arm har knuset denne Røverflok,
Men skulle vi forny dens onde Idræt!
Kun slet det sømmed sig for os, som alle
Fra Odin stamme ned. En anden Trang
Os sanked her, det høit skal nævnes
I Nord, hvi Danmarks Kæmpeskare drog

Til Vindland hen. – I veed, paa Bretlands Kyst
Jeg har et Rige, som jeg kunde raade.
Hvi kom jeg hid? hvi stillede jeg mig
I eders Spidse, nu da Haaret graaner,
Da jeg med Hæder kunde i min Hal
Hensidde rolig, trodse Haralds Vrede?

Oplader eders Øine, Kæmper! ser

Hvor Nordens Aand i Norden selv forsvinder,
Hvormangen Drot nu kaster gamle Sæd,
For hviden Krist at tjene! ser med Harme
En Klerk fra Saksland knæle, sukke der
Hvor fordum Kæmpen sad og Skjalden kvad!



Jeg saae det, og jeg svor ved Urdas Brønd,
At standse Edderelven, som fra Syden

Vil strømme hid og overskylle Nord,
Og disse Mure skal som Dæmning stande
Mod striden Elv og gemme Nordens Kraft,
Til den sit gamle Hjem kan atter vinde.
Men sker det ei, og driver Jetters Flok
Den gamle, stolte Gudehær fra Norden,
Da skal dog Jomsborg staa i hellig Kraft,
Som Undersyn, som varigt Kæmpeminde

Om Tiderne, som rulled hen,
Som dræbtes af en Trælleskare.

    


Bue.


Ja, og af hver en Nidings Ben,
Som Sværdet naaer, skal Muren vokse,
Og Blod skal farve den, da staar
Vor Borg som røden Altersten
Til Skræk og Gru for hele Norden.



Sigvald.


Du har os sanket, Toke! her til Stevne,
For mellem os at skikke Lov og Ret,
At Borgen, som saa stærk vi bygged,
Som har i os saa fast et Værn,
Ei skal ved Splid og Tvedragt ødes;
At Vildhed og at Grumhed ei
Skal Høvdinge imod os reise.
Thi, sig! hvad med din stille Kløgt
Du har udfundet!



Bue.


Trænge vi til Love?
Skal de vel binde vores Kæmpehaand!
At kaste Hjelm og Skjold, og modig
Med løftet Sværd i baade Hænder
At gange frem og aldrig fly,
Er Mandens Lov; men kønt at holde Fred,
Det er en Lov for gamle Kvinder.




Sigvald.


Du Bue! pukker altid paa dit Sværd,
Hvad har du vel, naar det engang du mister?
Din Hjerne den er tom og farlig hul,
Derfor og nu saa høit din Pralen skralder.
Du mener, at af Dødningben
En Mur kan bygges, veed da ikke
At snart de rulle, naar kun Liv
Hel sagtelig det ene rører,
Du vil bestryge den med Blod,
En herlig Kalk, som stadig rinder
Og river Muren med sig hen.




Palnatoke.


O kives nu ei saa! kun lidet sømmer
Sig Sligt for Mænd. Vist, Bue! ei
Min Lov din Kæmpehaand skal binde,
Kun raade med den, saa den ei
Sig alt for vildt omkring skal tumle.
Du Sigvald! kløgtig fandt, at Bue
Foruden Sværd var vaabenløs;
Men hvor er Kæmpen vel, som nænner
At vriste Sværdet af hans Haand!



Nu Lovene jeg eder vil fremtælle,
Og hvad ham tykkes, maa Enhver i Dag
Om dennem tale, men naar næste Morgen

Fremgryer, skal for hver, som Loven ei
Vil taus adlyde, Porten fluks oplades,
Og har han hørt den slingre bag sin Hæl

Mod Stolpen ind med Gny, han aldrig
Af Jomsborgs Mænd skal høre anden Tale,
End den som lyder høit i Sværdets Døn,
Naar det hans Skjold og Brynje kløver.


    
Alle.


Ja han skal høre Sværdets Døn,
Naar det hans Skjold og Brynje kløver.




Palnatoke.


I Livets Morgenrøde Livet spiller
Letsindig vaklende, som Rør i Luft;
Mod Livets Aften Størken atter svinder
Og varig Kraft er ikkun Asers Lod;
Vor Borg behøver Mænd, og derfor Ingen,
Som ei har baaret atten Vintres Kuld,
Og Ingen som har femti Aar paa Bagen,
Skal stædes Adgang til vort Kæmpelaug.



Bue.


Ja, ingen Dreng og ingen Gubbe,
Som blegner ved at skue Blod,
Som nøler med at drage Sværdet,
Maa taales i vort Kæmpelaug.





Palnatoke.


Den Mand, som bange veg i Strid
For En, der kaldes maa hans Jævning,
Om han ved List end sneg sig ind,
Skal fluks uddrives som en Niding.

    

Bue.
    

Ja, Hver som bange veg i Strid
For En, for ti, for hundred Fjender,
Bør drives ud.




Palnatoke.


Nei, ikke saa!
Du est af Staal, og Staalet viger
Ei før det hel er sønderbrudt;
Gid Jomsborg aldrig dine Lige

Maa mangle! men den ødtes fluks,
Hvis Alle vare dine Lige.



I Vestresaltet tit jeg foer,
Og naar jeg veg for Stormens Vælde,
Jeg stundom saae en Snekke stolt
Forsage Land og Kyst og Havn,
Og trodse kæk de store Bølger.
Jeg stod og saae med herlig Lyst
Paa Asathors det høie Billed;
Men Roret knak, og Snekken sank,
Og kneiste aldrig mer paa Havet,

Og aldrig mer den bar en Flok
Af Kæmper hen til mandig Idræt.
Du veed det, Bue! ei af Frygt
Jeg taler saa, end ofte Skjoldet
I Striden tykkes mig for tungt;
Men dette Laug ei, som et Under
Paa Himlen, skal en føie Tid
Fremglindse og igen forsvinde;
Af haarde Stene Muren blev,
I Jernets Størke Porten klædtes,
Thi vil jeg og, at flere Led,
End jeg kan tælle op til Odin,
Skal tælles ned fra mig, og end
Skal i sin Vælde Borgen stande.



Sigvald.


Ja, det vanærer ingen Mand
At vige for en mægtig Fjende,
Thi ellers maatte stolte Eg
Sig skamme, naar dens Top sig bøier
For Vindens Kraft.



Bue.


Saa tænker du,
Din Fader tænkte ligedan, Strutharald
Har set sin Strut af fem Marks Guld
Paa Bues Hjelm og han har tiet.





Palnatoke.


Alt Nag og Nid skal her forsvundet være,
Thi Brødre er det, som i Jomsborg bo;
Om Nogen ogsaa fandt sin næste Frændes,
Sin Broders, Faders Bane her,
Ei maa han blotte Sværd, men ene
Jeg dømmer hvad mig tykkes Ret.
Med Vandet som vor Borg omskyller,
Sig Blodet blande! men den selv
Ei smittes maa af røde Vædske;
Mon Aser vel har glemt, at Fenris bed
Med onde Tand af Tyr hans Høire;
Og veed de kanske ei, han skal engang
Den høie Seierfader sluge?
De Intet glemme, Alt de veed,
Men helligt Thing de ei vil smitte
Med Ulvens Blod – Som Guders Thing
Saa skal vor Borg os hellig være.



Bue.


Den Lov er haard, var anden Høvding
End Toke, snart jeg skulde atter se
Borgundarholms de høie Bakker,
Hvor frit jeg turde løfte Sværd
Mod Vesets og mod egne Fjender.




Sigvald.


Den Lov er viis; thi ingen Høvding
De vilde Kæmpers Overmod
Var mægtig uden den at styre;
Snart skulde Ravnen hakke ud
Den sidste faldne Vikings Øine,
Og Ulven vade dybt i Blod,
Og slide Lig i Borgens Sale,
Om Frændehævn og Tvekamp her
Tillodes inden disse Mure.




Palnatoke.


Hvor Tappre er, Bagtale, Digt og Løgn
Kan ikke være, hvis det Nogen glemmer,
Med Spot og Haan fra os han drives ud.
At sige Tidende ei heller Nogen vove!
Thi selv jeg først og ene vil
Forkynde, hvad der skal forkyndes.



Alt Bytte skal til reiste Stang

Henbæres, der det skal uddeles;
Og er en Niding, som for sig
Beholder Noget, aldrig Solen
Ham skal beskinne mere her,
Om han og var min næste Frænde,
Næst mig den vældigste i Kamp.




Ei sankedes vi her til Lyst og Gammen,
Men til at virke, bære kækt som Mænd
Hvad Mænd kan bære, derfor Ingen
Sin Trængsel eller Kvide maa
For Anden klage.



Bue.


Kvinder sømmer
Det sig at klage, ser jeg En
At vride sig i Kamp ved Saaret,
Han skal vist ei fortælle, hvad
Han vred sig for.



Thorkil.


Men naar en Byrde
Er mig for tung, hvi maa jeg da
Ei byde Vennen hjelpe mig at bære?




Palnatoke.


Fordi saalænge du den bærer selv,
Da er den din, men naar du den fortæller,
Da er du dens, og den igiennem dig

End søger at nedbryde Vennens Kraft.



Kun een er Loven, som end maa tilføies:
Imellem os skal ingen Kvinde bo,
Thi Manddom døer i Kvindens kælne Favn.

 


Bue.



Selvanden jeg hver Nat i Sengen ligger,
Jeg med mit gode Sværd, og vi
Vist ei hinanden skal forkæle.



Sigvald.


Som Mandevid er lidt mod Norners Visdom,
Saa, Toke! agter jeg min Kløgt mod din.
Men dog mig tykkes, om mig Noget tyktes,
At denne Lov er underlig og sær.
Naar Vinterfrosten binder Havets Strømme,
Og Snekken hviler trygt i Borgens Havn,
Naar Kæmperne om breden Bord forsamles
Til Gammens Tale, sjunge gamle Kvad,
Hvi maa da fagre Møer ei fremgange

Alt under hviden Lin, og brune Mjød
I Hornet øse, det til Kæmpen række?

Valkyrierne jo i Odins Sal

Fremgange saa, og aldrig end Man hørte

Einherier at glemme daglig Strid.




Sigurd.


Ei er jeg snild i Maal som Sigvald,
Og tier gerne, naar som Kloge tale;
Men her mig tykkes dog et Ord
Jeg og maa lægge til: jeg fæsted

Mig liden Tove, hun er væn som Faa,
Dog hid jeg drog for Manddoms Daad at øve.




Palnatoke.


Ja, Brødre! Kæmper! I har Ret,
Hel underlig kan denne Lov og synes,
Jeg grubled længe, nødig vilde jeg
Den fagre Lænke sønderbryde,
Ei har jeg sønderbrudt den, sagte
Jeg løfted ikkun Led fra Led.
I Borgen her maa ingen Kvinde være,
Kun tvende Nætter maa i Rad
Sig Nogen selv fra Borgen fjerne,
Men Høvdingen, som skarp i Syn,
Maa dybt i sine Kæmper skue,
Vil stundum dog om Vinterstid
Tilstæde den, hvis Mod er øvet,
Hvis Hug er fast, som er en Mand,
At dvæle hos sin Mø, sin Kvinde.



Dig Sigurd! Nordens ægte Søn,
Og Sigvald! snild i Raad og Tale!

Jer vil jeg lære, hvi vor Borg
Maa lukkes tæt for hver en Kvinde.

Valkyrier i Odins høie Sal

Frembære Mjød, ja endnu mere:
Folkvangers Mø i kærlig Favn

Indslutter Kæmpen, som har elsket.
Jeg fordum sad i Stefners Borgesal,
Med hviden Haand Olufa rakte
Mig Hornet, gav mig Haanden med,
Og mangengang jeg djærv er sprunget
Fra hendes Favn i Hildurs Leg;
Med Lyst jeg hørte hende kvæde,
Men og med Gammen Pilesang.
Alt under Høien hviler hun, men hist
Paa Disabænk jeg skal den Væne favne.
Ei er det Tingens men kun Tidens Skyld,
Som ved sin Vanart nøder os at kaste
Det Halve bort af Fædres Kæmpeliv,
For anden Halvdel at bevare;
Naar Møen er Valkyrie, da ei
Hun Manden kalder bort fra Odins Lege,
Saalænge hver en Nordens Mø
For Freia knæled øm og modig,
Oplued hun sin Beilers Sind
Til mandig Daad; thi vel hun vidste,

Sesrumner aabnes kun for Mænd.
Alt længe nu er Tro paa høie Guder
Hos Mange slukket, siden vi i Lund
Opreiste deres Støtter, synes Aser

Som døde i den døde Sten,
Og Kvinden, hun som søger Varme,

Og lever kun i den, har følt
Paa kolde Sten, og gyst, og flygtet;
Ei mer hun stunder efter Freias Sal;
Men tæt hun vil sin Elsker knuge
Til sig paa Jord. – Og nu den nye Lære!
For Kvinder skabt, den heder Kvindens Hjerte,
Og Mandemods det før saa haarde Malm
I Heden smelter.



Thorkil.


Du da mener altsaa,
At Kristuslæren Nordens gamle Kraft
Fordrive vil?




Palnatoke.


Jeg Intet mener

Jeg ser og tror, og hver som ser,
Maa tro med mig. Jeg fuldt har nemmet
I Bretland Læren, kunde og

Hel klarlig vise, at det saa maa være;
Men dennegang jeg dig kun vil adspørge:
Hvorfor mon Angler undertvang
De gamle Britter? Hvorfor mon
De samme Anglers Æt betvunges

Af Regnars Sønner? Hvorfor kued Rolf

Det stolte Valland?




Thorkil.


Ja, det synes vise,
At største Kraft hos Asafolket boer;
Men Eet er underligt, hvi kued
Vel Sakslands Otto Harald saa?




Palnatoke.


Mon Aserne da med ham strede,
Og mon for Aser Harald stred?
Veed du det ei, at Leirekongen
Er haltende og sygelig,
Vil være baade Gorm og Thyra,
Vil være baade Ild og Vand,
Men blir en Damp, det Slette af dem begge.
Hans Hirdmænd er som han, hans Folk
Forvirret veed ei hvad det vil og søger,
Og var det da den kristne Otto vel,
Som ødte Danneværke, eller
Var det ei Trygves djærve Søn,
Den unge Olaf hist fra Norrigs Fjelde,
Af gamle Haralds Æt, med Haralds Tro,
Ham, som jeg før min Død end tænker
At se paa Haralds Stol og der
At gøre Jomsborg hartad unødvendig!




Thorkil.


Hvor kan du ønske det? Har Nogen
Vel dyrket Guderne med mere Flid
End Hakon?


    
        
Palnatoke.



Hakon? ja Hakon!
Jeg kender ham, Guldharalds lumske Morder.
Han sanker Ben af gamle Haralds Æt
Og reiser paa dem Hladejarlens Sæde,
At det kan vorde høit, en Kongestol.
Han tro'r paa Jetter, paa sin egen Størke

Paa Valhals Guder tror han ei.



Thorkil.


Men hvorfor har han da vel bygget
Ved Hlade og i Guledal
De fagre, prude Gudehuse,
Hvis Mage Man ei saae i Nord?
Hvi mon han Aser saa udsmykker
At Guldet hartad skjuler dem?

    


Palnatoke.


Hvorfor? Det var vel ikke tungt at sige;
Men naar han skjuler Aserne med Guld
Da gør han ret; thi det var Guldet
Som skjulte Aserne for ham.

Han har opbygget Gudehuse!
Hvor priseligt! Saa bygge og

De Kristne Gudehuse. – Fordum,
Ved Tidens Fødsel, kvæder Vola, blev
De rige Guders Borg fra Jordens Vange
Til Himlen fløttet – Hakon vil
Den maaske ned til Jorden atter hente,
Fordi den er lidt høiere end hans.
Dog, herom kan vi siden tale

Om saa Du vil.



Nu har I hørt
Hvad Lov, hvad Ulov er i Borgen,
Og hver, som ei vil lyde, fluks

Udgange, om han ei vil drives!
Thi denne Lov som Volas Kvad,
Som Odins Bud skal hellig være.



Alle.


Ja, den skal staa som Volas Kvad,
Som Odins Bud, som Valhal selv.



    
En Jomsviking.


En Snekke hid har ladet stande,
Og ligger hardt ved Havnens Port,
En Ungersvend staar i dens Løfting,
Og raaber høit paa Palnatoke.


Nu ginge alle Høvdinge op paa Muren.
    
    




Palnatoke.


Hvem est du, mens saa høit du raaber,
Og ter dig storlig ved vor Borg?



Vagn.


Ei dølger jeg min Æt, og du vel burde
Mig kende; thi mig avlede din Søn

Med Vesets Datter. Spørg kun Bue!
Han kender Vagn.




Palnatoke.


Hvi kom du hid?



Vagn.


Fordi jeg kedtes mellem mine Frænder
Ved Bænkesæde og ved Studebrøl,
Og mine stille Frænder tyktes ilde
Om mig, fordi jeg stundum slog
Et Ben i Panden paa en Vrævler,
Maaske lidt haardt, saa Blodet sprang,
Og Kroppen faldt og glemte sig at reise.
Thi søgte jeg nu hid, da jeg har hørt
At her er Mænd og ingen Kvinder,
Jeg vidste og, at Bue var her alt,
Og hvor han er, der gad jeg ogsaa være.




Palnatoke.


Og mener du da, Frænde! at du her
Kan frit med Mandehovder lege?

At Jomborgs Kæmper taale mer,
End dine egne næste Frænder?



Vagn.


Kun lidet nyder jeg vort Frændskab,
Den første Gang vi sees, og altid jeg
Har tænkt, du var en anderledes Mand.
Jeg sad som Dreng paa Skødet af Thorgunna,
Og hørte Aage tale om din Daad
Om Vinteraftner, naar han sad ved Ilden
Og gjorde Pleiler, hvordan du
I Bretland foer og paa de irske Kyster,
Da kaagte al den Smule Blod,
Som i mig var, med begge Hænder
Jeg løftede paa Pleilen, slog i Ild,
Saa Aages Haar blev fuldt af Gnister.
Engang fortalte han, hvordan du skød
Med sikkre Pil det lille Æble
Ned af hans Hoved; fluks jeg fik
Mig gjort en Bue, lagde saa et Æble
Paa Hovedet af vores ene Træl,
For dog at se, om ei jeg kunde ramme
Saa godt som du. Jeg rigtig nok
Skød feil, og ramte Trællens Øie,
Men siden den Tid har jeg øvet mig
Og søger nu til dig som til min Jævning.





Palnatoke.


Er du saa brav i Haand, som stærk i Mund,
Da har jeg ingen Skam af vores Frændskab.
Sig, Bue! tør du borge for
At han ei bryder vore Love?



Bue.


Jeg knap tør borge for mig selv, end sige
For slig en vild ustyrlig Dreng.
Han blir en vældig Kæmpe; men at holde
De Love her, han sikkert mægter ei.



Vagn.


Kun lidet hædrer du din Fostersøn.
Hvad kan det være vel for Love
Som du, men ikke jeg kan holde?


    
    End I, Strutharalds fagre Sønner!
I raade dog vel godt for mig?
    


Sigvald.


Eet Raad vi begge har, vi ville:
Du aldrig kommer her i Flok

    

    
    Vagn.


Ei heller, naar jeg bærer jer en Hilsen
Fra jeres Fader? Jeg i sidste Vaar
Var hos ham, for jeg vilde skønne,
Om bedre nu sin røde Strut


Han gemte, siden Bue Digre,
Af Medynk gav ham den igen.
Jeg fandt kun nogle Faar og Stude,
Og saa en Smule Andet. – Ser du,
Hvor dybt sig Rusten har indgnavet
I disse Skjolde, disse Sværd?
De har vist ogsaa ligget grumme længe,
Hver Dag vi dygtig slide paa dem, men
Endnu de ikke ret vil blive blanke.
Strutharald er vist ikke blevet vred,
Fordi jeg tog, hvad han dog selv ei brugte,
Og hvad jeg høilig kunde trænge til;
Thi Skib og Folk jeg fik af Aage,
Men ingen Vaaben, – til sin Plov
Han bruger Jernet, – og jeg maatte
Da selv se til at faae lidt Staal.
Nu, Sigvald! kommer jeg i Flokken?
Det kunde jo dog glæde dig
Hver Dag at skaade disse Vaaben,
Og mindes om din Faders Gaard.




Palnatoke.


Men sig! hvor gammel est du Frænde?



Vagn.


Jeg lyver ei, tolv Vintre er jeg gammel.

    



Palnatoke.


Ei bryde vi da vores Lov, som vil,
At Hver hos os skal tælle atten Vintre.
Men vel mig tykkes om dig, Vagn!
I Bretland har jeg Jarlerige,
Og Hælvten nu skal være dit.



Vagn.


Vel er det budet; men jeg skøtter
Ej om dit Rige. – Eders Lov
Jo brydes ei, naar ikkun Hugget
Er atten Vintre; jeg mit Sværd
Vil løfte da med baade Hænder,
Saa tænker jeg nok at mit Hug
Blir firogtyve Vintre gammelt.
Halvhundred Mand og dette ene Skib
Jeg ikkun har; men dog jeg byder
Strutharalds Søn, den tappre Sigvald ud
At møde mig med tvende Skibe
Og hundred Mand til Vaabenting,
Og taber jeg, da skal jeg vige;
Men viger han, mig og min Flok
I skal i eders Flok optage.



Nu, Sigvald! er du ingen Niding,
Er Mandehug dig mere kært

End Sengelyst og Bænkesæde,
Saa kom herud og prøv en Dyst!




Palnatoke.


Da han saa mandelig dig æsker,
Og byder saa forvovent Bud,
Saa faaer du lægge mod ham, Sigvald!
Du kuer vel hans Overmod;
Men dræb ham ei! lad Skjolde bære
Omkring ham! thi han skal
Kun lære, han er Dreng i mer end Alder.

Der Skibene vare lagde ud, raabte Palnatoke til Vagn:


Nu Frænde! Porten er opvundet,
Og fluks du frit kan seile ind
Her under Buen, naar kun først du jager
De Fiske ind, som nys løb ud.


Snare fløi Pilene i Flok og ei sparedes Hugvaaben. Enstund saae Alle tause derpaa, men da Striden begyndte at mindskes paa Sigvalds og øges paa Vagns Haand, stod Bue brummende, indtil han endelig udbrød:


Jeg troer Sigvald nænner ei
At hugge i sin Faders Skjolde.

 



Palnatoke.


Jeg troer han har Ret, de Hug
Er mer end atten Vintre gamle;
Jeg frygter snart at Sigvalds Skjolde
Blir alt for smaa, naar de skal til
At indeklemme ham. – Mig tykkes

At Sigvald styrer ind mod Land.


    
En Jomsviking.


Ham fattes Sten, dem vil han sanke.



Vagn.


Hør Sigvald! det behøves ikke.
Jeg ser, at du vil sanke Sten
For at afgnide Vaabenrusten,
Det ei behøves, alt mit Sværd
Har slidt sig blankt i dine Skjolde,
Og Blodet troer jeg ogsaa hjelper.


Ogsaa Vagn gik paa Land og Sigvald trængtes alt haardere og haardere, men der Palnatoke saae det store Mandfald, da raabte han:


Nu er det nok. Vi har for Sæd
At prøve Mænd, som vil i Lauget,
Men slig en Prøve, som i Dag,
Maa være sjelden. Sig! hvormange
Gik der til Valhal?

 


En Jomsviking.


Sigvalds Flok
Har Tredve tabt og Vagns kun tyve,
Men Somme have Ulivs Saar.



Vagn.


Nu, Palnatoke! mener jeg dog ei
Du nævner mig en Dreng.




Palnatoke.


Saa stille, Frænde!
Du veed dog vel, at jeg er Høvding her.
Hvad praler du vel af? ei var det sjeldent
Blandt vore Fædre, at en tolvaars Dreng
Var mægtig til i Strid at bære Vaaben,
Ja stundum eied han og sindig Kløgt.
Den savner du, derfor du nu skal drage
Med Bue ud paa Tog, ei komme hid
Før han sig trøster til for dig at borge,
At du vil skikke dig i vores Lov.



Vagn.


Vil du da bryde…




Palnatoke.


Tie, og lyd din Høvding!
Du, Bue, tæm ham! før ham siden hid!





    

        
Anden Samtale.

Jomsborg.

    


Palnatoke sad med de ypperste Høvdinge i Salen.
    


En Jomsviking.


Et Bud fra Leirekongen stander
Ved Borgens Port.




Palnatoke.


Fra Harald?

Gak Bue! før os Budet hid!

(til Vagn.)   

Du vakkre Knøs! har du set Leirekongen?
        


Vagn.


Om jeg har set ham? veed du ei,
Han kommer tit paa Gæsteri hos Ake,
Og lider godt din Søn, den spage Mand,
Der passer kønt sin Bondesyssel.
I Høst, da jeg fra Bretland kom
Og gæsted Ake, var og Blatan der;
Vi sad og snakked overborde

Om Allehaande; Talen faldt
Da og paa dig og paa din Manddom.
Jeg saae at Harald skifted Lød,
Hvergang vi nævned dig og Jomsborg,
Og vilde gerne dreiet Talen om,
Men jeg holdt fast og sagde lydt min Mening,
At, siden Rolf, i Danmark ei
Var født din Jævning. Det var Gammen,
At se paa Haralds Øine; thi
Det Hvide vendte ud, og Læben
Er neppe bleven hel igen,

Saa sled i den de sorte Tænder,
Tilsidst han Hornet tog og drak
Hel vældig, for sin Harm at slukke.




Palnatoke.


Det var mit Arveøl han drak;
Nu veed jeg, hvi han Bud mig sender.



Bue.



(med Budet.)
Der har du ham, men om han lever,
Til han har røgtet Ærendet, det veed
Jeg ikke; thi da Porten bag hans Hæle
Lidt tungt blev smækket i, da skjalv

Han ret som Løv i Blæst, og se!

End ryste alle Trællens Lemmer.




Palnatoke.


Sig frem du Træl! hvi kom du hid?



Budet.


Ei er jeg Træl, en Søn af Fjølnir.
Mig sendte Kongen til dig hen,
Fordi af samme Æt jeg stammer,
Fordi…




Palnatoke.


Af samme Æt? ja, Fjølnir
Han er maaske min Farfars Søn,
Men dog af Trælleæt. Hans Frændskab,
Den onde Nidings, vil jeg ei,
Og endnu mindre dit, du Usling!


Taus og forfærdet stod Sendemanden.
    


    
        
        
Palnatoke.


Nu! har du ædt dit Budskab op paa Veien?



Budet.


Fordi at Kongen tænkte, naar du saae
Din Fræn… naar en Søn af Fjølnir
Indbød dig, var det dig et Tegn,
At Kongen har forglemt sin Vrede.
 




Palnatoke.


Ja, naar en Søn af Fjølnir kom,
Saa maatte jeg da sagtens mærke,
At Harald var mig grumme god;
Det var just ei saa dumt. Nu Mer!



Budet.


Kong Harald Tidende har spurgt fra Bretland,
At Svend er død, og til hans Gravøl
I Roskild efter trende Nætters Frist
Han byder dig, og mener at du ikke
Vil oversidde Budet, da du selv
Har Svend opfostret.




Palnatoke.


Træl! du lyver.
Hvem har vel sagt, at Svend er død?
Du Vagn! har du hørt Sligt i Bretland?



Vagn.


Ja hørt det har jeg, men om det er sandt
Det veed jeg ikke.


Enstund stod Palnatoke grundende og mælte saa:
  
    
Far kun Træl!
Og hvis du kommer førend jeg til Harald,
Da sig ham: Palnatoke kommer vist.
End mælte han, der Bue var udgangen med Budet:

I Kæmper! reder trende Snekker fluks,
Som bære kan tregange hundred Mænd!
Een styrer jeg, de andre Vagn og Bue.


Alle ginge skyndelig ud.
    
    


    
Palnatoke.


Hvad er dog Mandekløgt! jeg mente
I Svend at fostre Dannemark en Drot,
Som vilde Skjoldungnavnet atter hædre,
Og holde stadig ved den gamle Sæd;
Nu er han død, og al min Id forgæves,
Forgæves har jeg døvet stærke Røst,
Som kaldte mig til Hævn, – nu atter
Staar Harald ene i sin Æt,
For Gorms de tunge Drømme, Klerkens Spaadom
Jeg altid grued, og jeg gruer end.
Skal jeg udrydde Odins Slægt i Danmark?
Og dog – er Harald Odin værd? og jeg!
Er jeg da ikke og af Odins Stamme!
Du selv mig kalder Harald! Vel! jeg kommer,
Og drikker 
Arveøllet
 efter Svend.


    



Roskilde.
    



Harald.


Saa kom da Palnatoke ei! han trodser
Mig og det hele Danmark i sin Borg.



Popo.


En Røverkule er det, Herre Konge!
Et Helved, onde Aanders Hjem.



Fjølnir.


Han kommer vist, dumdristig var han stedse,
Han kommer med en Vikingsflok,
Og mener da at kunne trodse
Sin Konge, men jeg tænker det
Skal blive sidste Gang. Al Hæren
Er sanket, naar han gaar tilsengs,
Vi, for at spare Blod, vil tænde
Lidt Baal og ryge Ræven ud,
Hvis han ei kvæles kan derinde.
Herr Biskop! kan det kaldes Synd?



Popo.


Nei det var Synd at kristne Mænd
For slig en Hedning skulde falde;
Vistnok, desstørre blev hans Straf,
Men vi er Kristne, vi vil ikke

Hans Kval forøge, heller se
For nye Synder ham at spare.


Ind traadte Gunnar fra Hlidarende i Hjelm og Brynie.

    


Harald.


Hvi, Gunnar! est du vaabenklædt?



Gunnar.


Jeg kommer til dig Herre Konge!
I denne aarle Morgenstund,
At bede Orlov, thi til Hjemmet
Nu staar min Hug.




Harald.


Hvad fattes dig?



Gunnar.


Mig fattes ikkun hvad som Ingen
Kan give mig, end ikke du,
Mit Island, Konge! mine Frænder,
Mit Hlidarende og min vante Dont.




Harald.


Hvi kom du, da saa hardt dig længes
Nu efter Fostrelandet alt?



Gunnar.


Jeg vilde se med egne Øine
De Steder, hvor i fordum Tid

De gamle Kæmper Livet fristed,
Hvor de bedrev saamangen Daad,
Der kvædes om af vore Skjalde,
I alskøns Idræt vilde jeg
Forsøge mig, thi det mig tyktes
Uhæderligt, hvergang jeg kvad
Om Fædres djærve Id, saalænge
Jeg ikkun skifted Hug til Skemt.
Nu har jeg set de rappe Pile
I Luften flyve, og mit Skjold
Er mærket af de hvasse Egge;
Jeg Sigarsted har set, og Leire,
Og Jellinge og Odinsei,
Og hvad jeg kunde se i Danmark.
Nu drives jeg til Gudefolkets Hjem,
Til Upsals Helligdom og Sigtun:

End eengang vil jeg da i Norrig

Omvanke i det prude Land,
Der avled Mænd, som heller vilde
Omgærde sig med Sne og Is,
End taale at Kong Harald reiste
Paa deres Nakker høie Stol.
Naar det er sket, da farer jeg
Med Gammen til mit kære Island.
 



Popo.


Kong Harald! elskte Søn i Kristo! hør!
Den blinde Hedning vil til Upsals Tempel
Og dyrke Djævlene. Har du ham kær,
Da byd ham tage Kristendommen,
Hvis ei, da deler du hans Synd.



Gunnar.


Hvi er den Klerk og altid her tilstede
Naar Mænd samtale? Konge! du kan tro
Hvad dig behager; men du vil dog ikke
Forlange: jeg skal skifte Guder med?




Harald.


Vist ikke. Du beholde maa din Tro,
Men bliv saa her! hvad vil du hjemme?
Mig tykkes, vi har lange Nætter,
Og gruelige nok, men I!
I har jo Nat den hele Vinter!
Det maa dog være grumme fælt.



    
    Gunnar.


Ei er det saa. Om Arnestedet
Vi sankes da i venlig Krinds.
Hvem Skjaldskab fik af Odin, kvæder
Om Asers og Hrimthursers Strid,
Om Odins Æt i Svithjod og i Frakland.

En Anden, som er snild i Maal,
De mange fagre Sagn fremtæller

Om Yngves, Skjolds og Anguls Slægt,
Og vore egne gamle Frænder,
Som bygged først det øde Land;
Men de som lyde paa, de sysle
Imens med deres egen Gerning;
En skæfter Spyd, en Anden skær
I Skjoldet Runer, og den Tredje
Sig snoer stærke Buestræng;
En hvætter kanske og sit Sværd
Saa sagte, eller Tollekniven
Han rører med sin nemme Haand.
Nu Kvinderne! de spinde Hørren
Paa bløden Hynde, eller sømme Lin,
Men Somme kan dog og baldyre,
Og Andre slaa den lette Væv;
De sjunge stundom og en Vise,
Og mest om Elskov. Du kan tro,
Der fattes ikke Lyst og Gammen.




Harald.


Det maa saa være, men det er
Dog ikke altid, at I kvæde
Om Guder og den gamle Tid,
I glemme ikke dem som leve,

Men spilde ei paa dem jer Lov;
Mit Blod end syder, naar jeg tænker
Paa den Nidvise, som en Træl
Om mig, en Konge! turde digte.
Da svor jeg hele Island Had,
Men du ei dine Landsmænd ligner,
Thi vilde jeg, du skulde her

Stadfæstes, tage dig en Kvinde,
Og bedste Hersefylke af min Haand.



    
    Gunnar.


Den Tak som byder! men jeg tykkes
Mig mer end Herse paa min egen Gaard.




Harald.


Storagtig er du som de Andre.
Tillader vel dit store Sind,
Islænding! Skænk af mig at tage;

Hvad heller er og dette Klædebon
Med disse guldudsyede Vanter,
Samt denne Hat fra Garderig
Dig mindre værd, end hvad du selv har hjemme?



Gunnar.


Ei maa du vredes, Konge! og din Skænk
Med Tak jeg tager, naar du derimod
Af mig vil tage gode Langskib
Med Gods og Alt til Mindetegn.
 




Harald.


Vel sømmer det sig lidt en Konge
At tage Skænk af fremmet Bondemand;
Men dog vil jeg det gøre dig til Hæder,
At Islands stolte Folk kan se,
Om Dannerkonge ei fortjente
Et bedre Drapa.


Ene kom Palnatoke gangende ind hel skyndelig.
    
    



Palnatoke.



Hilsæl Kong Harald!
Jeg havde hartad aldrig fundet dig.



Fjølnir.


Det havde været ilde, Brodersøn!
Thi du vist ledte grumme længe
Før du har fundet hid, og dersom ei
Jeg kendte dig desbedre, skulde
Jeg hartad tro, at du dig dennegang
Forvildede.


    Med det samme sneg sig Fjølnir ud af Salen.
    


    
    
Palnatoke.


Det Samme tænkte jeg
I Aftes. Just som Maanen steg
Jeg naaede det gamle, prude Leire,
Kongsgaarden laa saa taus og øde,

Som om den sidste Skjoldung var begravet.
Jeg stødte med mit Sværd mod Porten,
Men hule Døn var alt det Svar jeg fik;
Jeg kom til Hyldehøien, saae at Stenen,
Hvor Dannerkongen fordum sad,
Hvor Harald sad, da han blev hyldet,
Var væltet ned, da gøs jeg ret,
Og mente det var arge Trolde,
Som kogled frem de slemme Syn.
Sørgmodig gik jeg trindt i Vangen

Og frygted hartad ei at finde
De gamle Kongehøie mer.
Men da jeg saae Rolf Krakes stande,
Som selv han fordum stod og faldt,
I Ring af sine djærve Kæmper,
Da glædtes jeg. Jeg gik derop
Ved Midnats Tid, og stirred længe
Forundret paa den gamle Borg
Og lytted, om jeg ikke kunde høre
Et Sværd at klirre paa et Skjold,
En Hund at bjeffe, om ei andet,
Saa dog en Snorken, Alt forgæves;
Mig tyktes kun at se en vældig Skygge,
Som om det kunde været Gorm,
Henskride sorgfuld over Vangen,
Og stirre hen paa Odins Lund,

Det faldt mig aldrig ind, at Harald havde
Sin Stol fra Leire fløttet, thi det var
For mig, som om han havde fløttet
Sig fra sin Stol. – Hvordan
Kan Leirekongen ville bygge
Paa andet Sted, end Skjold og Rolf,
Og Frode, Regnar, Gorm hin Gamle?



I Morges først da Solen kom
Og skinned paa det Kors, som stander
For Offerlunden, da jeg saae,
At Stenen, som i tusend lange Vintre
Har baaret Guders Offer, den
Som Skjold opreiste, var omstyrtet,
Da først jeg skønned, hvorfor nu
Ei Harald bygger mer i Leire.
Da troløs han har Guderne forladt,
Det faldt ham tungt at se den Lund,
Hvor Konger fordum bad til høie Aser

Om Kraft i Aand og Held i Kamp,
Og hvor de bad til milde Vaner
Om Grøde for den grønne Eng,
For Agren og for Dannekvinden.
Det var ham underligt om Nat
I Kongehallen, hvor hans Fader døde
Og mæled sine sidste stærke Ord

Imellem hine mange Kæmpehøie,
Hvor Drauger ride for at speide ud,
Om deres Æt end er dem værdig.



Nu først jeg mindtes, at den Træl
I sendte, bød mig hid til Roskild.
Jeg kom, og da jeg spurgte ud
Om Kongen, peged Man paa Kirken,
Som bygtes til en fremmet Gud.
Der vil du vel begraves Harald

Og skjule dig bag tykke Mur
For dine gamle Frænders Vrede?
Et herligt Valhal!


    Bleg og forvirret stod Kongen.



Popo.


Fule Hedning!
En Djævel taler gennem dig.
O Herre Konge! lad dig ei forvilde!
Slaa Kors for Brystet! læs andægtig

Confiteor! og du skal vorde styrket.




Palnatoke.


Du gør jo Hammerstegnet, Konge!
Og vier dig til Asathor.
 


    

Popo.


Selv Korsets Tegn kan Djævelen forvende!


Nu indkom Fjølnir med en Flok væbnede Hirdmænd, og tog Kongen afsides, men det veed Ingen, hvad de talede tilsammen, dog Mange mene at kunne skønne det af hvad som siden fremkom.



Harald.


Oprørsk og trodsig var du altid, Toke!
Af kristen Kærlighed tilgav
Jeg dig, men da du nu i Jomsborg

Digter, som du var Konge selv;
Og, hvad end værre er, forfølger Kristne,
Og holder ved den gamle Overtro,
Lod jeg dig hente for at høre,
Om du mig vilde agte som din Drot,
Og vorde Kristen, men isteden
Du taler til mig som min Overherre,
Med Helligdommen driver du din Spot,
Og minder mig om hine Guder,
De lede Trolde, som engang
Desværre ogsaa jeg har dyrket.

Jeg vil ei dømme dig, der staar
En hellig Biskop og din egen Frænde,
Jeg giver Sagen frit i deres Vold.
 




Palnatoke.


Du vilde heller ikke dømme
Din Brodersøn Guldharald og
Din Fostre, Norges Harald Grafell!
Din Fostresøn du lokked ned fra Norrig,
Som om du vilde bøde paa hans Trang,
Og gjorde det da rigtig nok saadan,
At han kom aldrig mere til at trænge.
Mig har du ogsaa faaet lokket hid
Til Gravøl efter Svend, og jeg kan mærke
Den Drik, du blanded, er vist ikke slap.
Det maa jeg sande, at den nye Lære
Har Ære af dig. Det var klogt,
Du tog ved den, thi Odin

Ei havde noget Sæde paa sin Bænk,
Som var dig værdigt, og hos Hel
Du havde vel ei Lyst at være.



Fjølnir.


Det er hel tungt, min Konge! at du vil,
Jeg skal min egen Frænde dømme,
Thi Brøden er saa stor, at ei
Jeg tør vort Frændskab lade raade.
I, Popo! er en hellig Mand,
Hvad mener I om Palnatoke?
 



Popo.



En giftig Urt maa rykkes op med Rod,
Det nytter ei, at Blade Man afriver,
Og bøier Toppen, thi igen
Den reiser sig og vidt sit Frø udspreder,
De spæde Blomster visne hen
Af Dunsten, eller og de kvæles.




Palnatoke.


Det gør du godt, men mon du ikke
Tog Feil? En saadan Karl, som du,
I Bretland sagde mig som Dyden
Ved eders Tro, at I lod staa
Det slemme Ukrudt iblandt Kornet,
Og nænte ei at luge det.



Popo.


Ja, var du Ukrudt blot! det la'r vi staa
Til Høsten, var du kun en Afgudsdyrker,
Fordi du ikke vidste bedre, da
Fortjente du at spares; thi Man kunde
Da haabe, du omvendte dig engang;
Men ret som Djævlene du kender Krist

Og frister ham. – Du er en giftig,
En farlig Urt, og du med Rod
Maa rykkes, op. – Til Gæstebudet
Du kommer uden Hædersdragt,

Men derfor maa du ogsaa kastes
I Mørket ud til evig Graad
Og Tænders Gnidsel. – Korset selv
Du Lede spotter, og din Konge
Du straffer fræk, fordi han ei
Vil bo imellem de Fordømte,
Hans arme Fædre, som om Nat
Maa gaa og spøge mellem Høie,
Fordi de ikke kendte Gud,
Men bad og ofrede til Satan.
At Han Kapellet op af Sten
Har bygget, at ei længer Stene

Forvendes til vanhellig Brug
Paa Høie og i Offerlunde,
At Troldoms Runer mere ei

Indgraves i dem, at de hvælve
Sig helligt i et helligt Kors;
Og at han under dem vil hvile
I viet Jord, til herligt Pant
Paa Salighed; det tør du laste!




Palnatoke.


Hvis du ei var saa ondskabsfuld,
Jeg maatte le ad slig naragtig Tale.
Men, hvorfor vil jeg staa og spilde Tiden

Paa Sligt at høre? Skynd jer lidt!
At jeg kan vide, hvordan I vil dømme.



Fjølnir.


Du er saa utaalmodig, Brodersøn!
Men deri har du ogsaa Ret,
At Vi har ingen Tid at spilde,
Dog, siden kan vi skynde os desmer.



I nævned meget Grueligt, Herr Biskop!
Men det, desværre! er end ikke Alt.
Hans Vikinger paa Danmarks Kyster røve,
Og han oppustet har den onde Ild
I Svends det unge Hjerte, Sværdet,
Som mod sin Fader han har løftet, det
Har Palnatoke hvættet. – Nødig
Jeg siger det, men slig en Id,
Saa vide kendt, kan ei fordølges.



    
Palnatoke.


Ei vil jeg spilde mange Ord
Paa slige Nidinger at svare.
Naar Danmark har en Konge, som
Ei mægter Lov og Ret at skikke,
Ei er det Under, om hans Mænd
Da selv med Sværdet skille Trætte.
Jeg fostred Svend som Kongesøn,

Naar Harald vil sin Søn fornægte,
Er det vel Under, om han da
Med Jernet vil sin Æt bevise?
Naar Harald er saa ræd, at ei
Engang Han vover mig at sige:
Fordi jeg hader dig, da skal
Du nyde, at jeg har dig ene;
Da maa en ussel Træl og Klerk
Optænke Raad til mig at fælde.



Fjølnir.


Du taler hvast men fyndigt, Brodersøn!
Jeg hartad selv dig nu maa tro uskyldig.
En Part for det, en Part for vores Frændskab,
Du ei skal have anden Straf,
End hvad du agte maa for Gammen.
Du selv har sagt, at intet Fjeld
Saa bradt sig løfted, at du kunde
Jo som en Skridfin fra dets Top
Nedglide paa de glatte Skier;
Vi har nu ikke noget rigtigt Fjeld,
Hvor ret du kunde vise dine Konster,
Men kun en lille Bakke, Kullen, der
Du skal for Løier løbe ned,
Og fare da, hvorhen dig lyster.
Jeg tænker, for de mange Aar

Jeg tjente dig, Kong Harald! under
Du mig det Syn og vil stadfæste
Min milde Dom!




Harald.



Saa være det!

Han gøre skal, hvad han har pralet af.



    
    
Palnatoke.


Engang du var paa Gæsteri
Hos mig, Kong Harald! dig til Hæder
Jeg tømte Hornet alt for dybt,
Og praled da af mine Konster.
Den ene har jeg maattet vise jer,
Nu vil I ogsaa se den anden
Og aldrig jeg mit Ord vil rykke;
Men først I dog en tredje Konst
Skal se: hvordan jeg Sværdet løfter,
Og Isser kløver. Faa af jer
Skal se mig løbe ned af Kullen.

    Støttende sig mod Væggen løftede han det dragne Sværd.

Nu komme den som eier Mod
Til mig at tage! kommer Ingen,

Da kommer jeg, og tag dig da
I Agt, Kong Harald!


    Frem traadte Gunnar med draget Sværd og mælte:
    
    


Bolde Kæmpe!
Med Undren har jeg hørt og set
Din djærve Tale og din hele Adfærd.
Din Jævning har du ei i Norden, thi
Dig Odin gav, hvad han en Mand kan give,
Men har du undsagt lydt paa Thing din Drot,
Da i hans Sal du mod ham Sværdet blotter?




Palnatoke.


Ei har jeg det, men hvem er du,
Som tør mig saa til Regnskab kalde?



Gunnar.


Jeg er som du en Mand fra Nord,
Vist ei saa vældig, gudeyndet,
Men dog en Mand, som ræddes ei.
Skal Blodet her i Salen strømme,
Da skal det første være mit,
Om ikke dit.



    

Palnatoke.


Men hvorfor blander
Du dig i denne Handel ind?
Med dig jeg Intet har at skifte.
 



Gunnar.


Ei Fjølnir eller Klerken jeg
Undskylde vil, de usle Tvende,
Som dig vil raade Bane, og
Som nu ved Sværdesyn staa blege;
Jeg byder Kamp for Haralds Skyld,
Hvem jeg har meget Godt at lønne.
Jeg ei forsvare vil hans Id

Og ei hans Svig mod dig, du Gæve!
Men est du Asadyrker ret,
Det vel maa falde dig paa Sinde,
At Aser skaane Fenris Ulv,
Dog han vil Seierfader sluge,
At ei det rene Gudething
Med Blod skal smittes, her paa Jorden
Er Kongehallen lig et Gudething,
Og ve den Haand, som det med Blod besmitter!
De høie Aser styre vil dit Løb,
Hvis Hyndet ei for dig er bredt i Valhal,
Men er dit Navn paa strænge Norners Skjold
Udslettet, du med Hæder gaar til Valhal;
Hvis derimod du kæmper her i Sal,
Du falder dog tilsidst og hæderløs.
Fostbroderskab er saare helligt, Odin

Bød Vidar reise sig for Ulvens Fader

Men hellig mer end en Fostbroder er
En Konge, som Man ei har undsagt.




Palnatoke.


Du taler kæmpelig, saa vilde
Jeg tænkt og talt, hvis ei jeg var
Af Nidinge til Vrede tirret.
Vil Kongen tro mig paa mit Ord,
At jeg ham skal paa Kullen møde
I Morgen Dag, og maa jeg frit
Igennem Salen nu udgange,
Da skal mit Sværd ei røre Nogen her.



Gunnar.


Hvi nøler du med Svar? Kong Harald!
Hvad Toke kræver, det er Ret,
Og maa den Ret ham ikke undes,
Da stiller jeg min Ryg mod hans,
Og vaabenstærk den Mand maa sikkert nævnes,
Som mægter os at skille ad igen.
Maa Toke gaa?




Harald.


Jeg det tillader.



Gunnar.


Jeg mente nys at have set
Alt hvad jeg kunde se i Danmark,

Ei var det saa, men nu jeg troer vist
At have set hvad der kan sees i Norden.


    Skyndelig udginge Palnatoke og Gunnar.

    

    


Kullen.

    

    Palnatoke stod færdig til det lange Løb med paabundne Skier. Kongen og hans Hirdmænd, Fjølnir og Popo vare der, men ogsaa havde meget Folk sanket sig at se den underlige Færd.




Popo.


Du grove Synder! nu da du skal miste
Dit Liv, tilbyder Himlen end

Ved mig sin Naade. Lad dig døbe!
Naar Legemet mod haarde Fjeld
Da knuses, skal din Sjel dog frelses.



    
    
Palnatoke.


Jeg svær ved Thor og Odin, Klerk!
Hvis ei du gaar, jeg fluks skal kløve
Dig lige til dit Beltested,
Og Odins Fugl skal flygte fra dit Aadsel,
Kun fule Madiker dit dovne Fedt
Skal æde, og dit sorte Jetteblod

Skal ligge boblende paa Klippen,

Ei suges op af noget Dyr,
Men svides hen af Solens Straale,
Og milevidt din raadne Stank
Skal brede Skræk og fæle Syger.



Nu! gaar du ei, ved Thor, jeg hugger.



Saa! gak og trøst Kong Harald! Se
Hvor bleg han staar i Skjoldekredsen!
Mit Sværd kan ikke flyve, vær
Kun rolig, Harald Dannerkonge!
Men hør mig nu! og hører mig
I Mænd! – Jeg staar paa Randen
Af dybe Svælg, og, Harald! du
Mig byder der at finde Døden.
Død er jeg som din Mand, og var
Det muligt, end jeg kunde leve
Da blev din Død og Tegnet paa mit Liv.



Hist er en Dal paa Sjællands Kyster;
Der gror kun nu det brune Lyng;
Thi den med Blod, uhevnet Blod er gødet;
Der fordum var en urteprydet Eng,
Hvor Aage, Broder til min Fader,
Opslog sin Telt i Sommernatten,
Og sov saa trygt paa Danmarks Jord;
Han vaagned op ved høie Vaabenbulder,
En Nidingsflok sig havde sneget did,

Og myrded ham før han var vel opvaagnet;
Man sagde: Vikinger bedrev den Id,
Men hører det, I brave danske Mænd!
Det var jer Konge, endnu skinner
Den store Guldring paa hans Arm
Som Aage bar for Jarlemødet.



Den første Drøm, min Moder drømte,
Var den: hun havde sig en Væv
Og som hun Væven slog, en Skøtel

Paa Jorden faldt, hun tog den op,
Det var et Mandehoved. Harald!
Hun tyktes Hovedet var dit.
Hel sælsomt har det siden Nornen føiet,
Jeg blev din Mand og ei din Banemand;
Nu har du løst mig fra min Tro, og mødes
Vi mer i dette Liv, da vist
Paa en af os skal Aage vorde hevnet.
Nu veed jeg, Harald! du er bleven undsagt.


    
Nu hørtes Murren og Ulyd i Flokken.




Fjølnir.


I danske Mænd! vil I vel tro
De Løgne, som han jer fortæller?
Har I nu alt saa hurtig glemt,
At det var ham, som Svend opfostred,
Som lærte ham i eders Bo at røve?

Gør Kongen Uret ved at fri sig selv
Og eder fra en fælles Fjende?


    Vel kunde Sjælandsfar og Skaaning mindes hvorlunde det var saa i Sandhed, at Svend havde hærget deres Odel; thi stilledes Bulderet fluks.




Palnatoke.


Nu Harald! glæd dig ved min Død!
Men stir ei alt for længe ned mod Søen
Med Gammen paa min knuste Krop!
Det kunde ske, at Vagn og Bue
Kom seilende og saae dig staa,
Og fik i Sinde at du skulde ligge
Saa blødt som jeg. Tag derfor dig i Agt!



Nu Odin! nu jeg kommer snart
I Valhals Sal dig selv at skue,
Da ei mig undes mer paa Jord
At fremme din og alle Asers Vælde.
Som du befol, med Sværdeod
Jeg mærker mig i baade Hænder
Til Tegn, at det min Attraa var
At falde midt i Sværdelegen.
En værdig Altersten er høien Klint,
Som skygger over Havets Bølger,
Her vil jeg offre mig til dig,
O maatte Offret dig behage!


Jeg beder til dig i min sidste Stund
At du vil give Jomsborgs Kæmper Størke,
Og deres Høvding mandig Kløgt!

End har jeg til dig, høie As! en Bøn:
At vred du ei fra Danmark vender Øiet
Skønt Danmark blind bortvender sit fra dig!

    

Ei var Palnatoke mere tilsyne. Harald og hans Hirdmænd ginge skyndelig bort, saa gjorde og Mange af Flokken, men Nogle stode endda og samtalede om det som sket var.




En af Flokken.


Hvad var det Sidste, Palnatoke mælte?
Til Asaodin offred han sig jo!



En Anden.


Saa faar dog Odin noget Offer.
Nu staar det sig kun slet med ham.



En Tredie.


Med os, var det du vilde sige.
Jeg gyste ret, da Palnatoke bad:
At Odin dog ei vilde os forlade
Skønt blinde vi forlode ham!
Det gaar vist aldrig godt i Danmark.




En Fjerde.


Vi saae hvordan det gik Kong Erik


I Jotland, der han bygged Hus

Til hviden Krist, og hængte der en Klokke,
Den klang saa underlig engang ved Nat,
Om Morgenen laa Erik død i Sengen,
Og Man vil sige, Odin kvalte ham.



    
    Den Tredie.


Men hvordan er det med de Klokker?
Hvad du fortæller, har jeg ogsaa hørt,
Men har da disse Klokker Mæle?



Den Fjerde.


Du veed jo vel, at Dværge bygge
Hos Malmen i det dybe Fjeld,
De kristne Mænd forstaa at binde
Den Dværg i Malmen, og den Lyd,
Som Klokken har, er Dværgens Mæle.



En Femte.


Men vores Harald har jo ogsaa bygt
Et Hus til Krist, og lever dog endnu.



Den Fjerde.


Ja, ja, hans Time vil nok ogsaa komme,
Thi vore Guder straffe haardt og vist.
I veed jo nok hvordan det gik i Norge

Med Hakon Adelsten, han gik og fri
En Stund, men blev tilsidst dog rammet;
Vel hængte Pilen længe høit i Luft,

Som om den vilde først sig ret betænke,
Men traf ham og desvissere. Mon ei
Den kom fra gamle Odin mener I?

    

En Sjette.


I snakke altid kun om eders Guder,
I har jo dog vel ogsaa hørt:
Hvordan det nylig gik i Svithjod

Da Bønderne en hellig Mand
Fra Saksland vovede at myrde,
Hvordan med onde Landfarsot,
Dem Kristus slog trods alle Guder,
Som vilde hjelpe dem! Jo, I kan tro,
Han raader mere end de Alle.



Den Anden.


Jeg troer ikkun paa min egen Størke,
Og det er nok den bedste Gud.



    
    Den Tredie.


Jeg tænker paa, om Palnatoke

Nu ikke døde! Det var dog
Et Jærtegn, som os kunde lære:
Hvad for en Gud der raader mest.



Den Anden.


Ja, staa kun du her til i Morgen,
Og grund paa det! saa skal du se

At Palnatoke vist vil komme
Lyslevende herop igen.
Jeg gider ikke set ham mere,
Han havde jo to Øine, som
Han vilde sluge Folk, jeg derfor
Vil sige dig Farvel og gaa.

    
Lidt efter lidt skiltes Flokken, og kun den Tredie blev i dybe Tanker staaende paa den øde Klint.

    

    
 

Tredie Samtale.




Jomsborg.







Sigurd.



Er du tilsinds at laste Palnatoke?



Sigvald.


Ved alle Aser! det var ei min Agt.
Jeg mente: just fordi han er saa kløgtig,
Det og maa kaldes dobbelt underligt,
At fra vor Borg han Kvinder vil forbande,
Men han er da og alderstegen nu.


Bue og Vagn komme farende ind i Salen.




Bue.


Er Palnatoke ikke her?



    
Sigvald.


Hvordan kan du saaledes spørge?
Er I da løbet bort fra ham?
Thi han fra jer vist ei er løbet.
 



Bue.


Fodrappe, som Strutharalds Sønner,
Er ikke Vagn og jeg, men selv
Du vist ei grumme langt var løbet,
Thi dyb og tung var vaade Vei.



Sigvald.


Hvor er da Palnatoke blevet af?



Vagn.


Mig tykkes, Sigvald! at din Vaande
For Toke er just ikke stor.



Sigvald.


Jeg er en Mand og kan ei græde
Som Drengen for sin Bestefar.



Vagn.


Jeg var engang en Dreng, da klapped
Jeg sagtelig dig under Kind;
Hvi græd du da saa røde Taarer?
Dog, nu er ikke Tid at prøve, hvem
Af os der nemmest græder, hurtig
Maa alle Jomsborgs Snekker ud
I Hav at søge Palnatoke

Og finde ham, hvis ikke alt
Til Havets Bund han er nedsjunken.
 



Sigvald.


Jeg priser det, at du er djærv,
Og vil for Toke Alting friste,
Men Stormen farer over Hav,
Og blæser haardt mod disse Strande;
Hvor Toke er, det veed vi ei,
Skønt nys et Vrag er her inddrevet
Som ligner paa et Haar hans Skib;
Men er til Havets Bund han sjunken,
Det nytter ham kun lidt, om vi
Vil stunde did, for ham at søge.
Hvert Skib skal gøres rede fluks,
Og da, saasnart sig Stormen lægger, ile
Vi rundt paa Hav at søge op
Vor tabte Høvding.



Vagn.


Snildt du taler.
Ei sandt? det var en herlig Ting,
At være Jomsborgs Høvding, Sigvald!



Bue.


Kom Vagn! vi er ei bange for
At dyppes af en Bølge. Bedre
Det altid er paa Havsens Bund
Hos Toke, end som her hos Sigvald.
 



Sigvald.


Selv har jo Palnatoke sagt:
Den Snekke, som engang er sjunken,
Fordi den trodsed Stormens Magt,
Den kneiser aldrig mer paa Havet,
Og bærer aldrig Kæmper mer
I Herrefærd. – Her er jeg Høvding
Til Toke kommer selv, og I
Maa lyde mig, ei løse eders Snekker,
Før jeg tillader.



Vagn.


Sigvald! hør!
Nu ganger jeg og stærken Bue,
Hvis du har Lyst, da stil dig kun
Her paa vor Vei, men vredes ikke
Ifald vi tro du er en Knold,
Og sparke dig lidt haardt tilside!



En Jomsviking.


Vor Høvding, Palnatoke.



Sigvald.


Hvad?
Hvorledes kan det være muligt?
Hvad? løb han alt igen?
 



    
Vagn.


Ja, staa kun du! jeg ogsaa løber.
Nu er dit Høvdingskab forbi.



Sigvald.



End var da Timen ikke kommen!
Men komme skal og maa den dog engang.






    

Palnatoke. Vagn.

    


Vagn.


Men siig mig, Toke! er dit Skib
Paa Havet brudt, og har du været
I Roskild hos Kong Harald? Alt
Mig tykkes underligt, forvirret.




Palnatoke.


Ja Alt er underligt, min Søn!
For os, som ei paa Norners Skjolde
De Runer se, hvorefter Livet sig
Maa sno i dunkle, krumme Gange.
Men siden høie Guder selv paa Jord
Omvandred, ei et større Under
Er sket, end nu paa denne Færd,
Et Jærtegn har mig Livet skænket.

Da Stormen mig i mørken Nat
Fra eder skilte, blev jeg drevet
Paa Havet om, indtil ved Morgengry
Jeg øined Sjællands sydre Odde.
Vort Skib var læk, vi roed saa,
At Blodet sprang af Fingerender;
Fra Jotunheim en Hvirvelvind
Da blæste haardt, og vælted Skibet.
Med stærken Arm jeg kæmped mod
De høie Bølger, naaed Landet,
Men fandt ei Een af al min Flok.
Jeg kom til Roskild, der Man dømte,
Til Skemt for Harald og hans Klerk,
Jeg skulde løbe ned ad Kullen.



    
    Vagn.


Og der er du da løbet ned?




Palnatoke.


Jeg løbet? Spørger du mig ei,
Om jeg er løbet op ad Kullen?
Imens mit gule Haar blev graat,
Jeg var en Mand, og tror at vide
Hvad Manden kan udrette, men
Ei det er Mandeværk. Kun Aser

Kan løbe ned fra Klippetind,
Kun den som Guderne beskytte

Ei knuses ved at glide ned.
Jeg havde offret mig til Odin,
Og kun i Valhal tænkte jeg
Paa høien Bænk at tømme Hornet;
Alt svimled jeg, men Skien brast
Og sagte gled jeg ned mod Havet.
Der kom et Skib med vundne Seil
Mod Vinden, mod de høie Bølger.
Det standsede, Man tog mig ind,
Og hurtig vendtes atter Stavnen.



Ei spurgte Nogen mig om Navn
Og jeg ei vovede at mæle,
Du kender mig, ei var jeg ræd,
Men dyb Forundring bandt min Tunge.
Ved Roret stod en Ungersvend,
Saa mildt henskuede hans Øie,
Og mødte det en Bølge, fluks
Mig tyktes at den sank i Havet;
En Olding ved hans Side stod,
Ham var det, som mig Haanden rakte,
Da jeg i Skibet sprang, hans Blik
Forkyndte mild og hellig Alvor,
Som Goderne ved Odins Hof,
Saa var han klædt, og Offerkniven hængte
Med gylden Hjalte ved hans Lænd.

Ret som vi vare nær ved Landet,
Han greb min Haand og længe stirred
Han taus paa Mærket, som jeg skar,
Men da tilsidst han løfted Røsten,
Den klang saa underlig og dyb,
At jeg den aldrig mer kan glemme:
“Du offred dig til Odin djærv
Og Offeret har ham behaget,
Sig Jetter sanke trindt hans Stol
Og det er Tid for ham at kæmpe.”



Vagn.


Men hvem kan det vel have været?




Palnatoke.


Hvem uden ham, den høie Drot,
Der styrer Offringer og Altre,
Og ham, som løser hver en Mand,
Der tro'r paa Guderne, af Trængsel!
Kun ringe, Frænde! er din Kløgt,
Da ei du kender Valhals Guder.



Vagn.


Men Valhals Guder! er de til?




Palnatoke.


Dig Bue Digre har opfostret,
Det kan Man høre. Har du da
Ei hørt om dem, som bygged Midgard?
 



Vagn.


Jo, Meget jeg om Aserne har hørt,
Men tænkte, at det var kun gamle
Besynderlige Sagn, som ei
Man skulde tro, og Bue Digre
Saatidt har sagt, at paa sig selv
Han troed kun.




Palnatoke.



Har han da aldrig
Dig sagt, han troede paa Thor?



    
    Vagn.


Han sagde, at naar al den Størke,
Som spredtes om paa viden Jord,
Var sanket i een tapper Kæmpe,
Da var han stærk, som Størkens Thor.
Jeg troer ogsaa, der er Noget,
Hvorfra vor Størke rinder ud,
Som Bækkene fra Kildevældet;
Men for sig selv jo maa hver Bæk
Henløbe, aldrig mer den kommer
Til Vældet, selv den maa se til,
At blive selv et Væld; saaledes
Maa ogsaa Manden stræbe frem,
Og jeg har ment, at Størken vokste
Hvergang han dræbte En med Sværd,

Ret som med hans den Dræbtes kunde
Sig sammenblande. Derfor og

Jeg altid efter Striden længes,
For dog at ligne Størkens Thor,
Om ei jeg vorde kan hans Lige.





Palnatoke.


Med Kløgt du veed at føie dine Ord,
Men troer du, at Bækken kunde løbe,
Hvis den fra Vældet ingen Næring fik?



Vagn.


Derfor den og tilsidst maa stilles,
Og krybe sagte ned i Jord,
Ret som naar vi blir lagt i Høien.




Palnatoke.


Men ender sig dog i en Mose,
Og denne vaade Bautasten
Maa vidne: den ei heel er svundet.
Hvem har fortalt dig, at fordi
Den ikke mere løber over Jorden,
Den heller ikke under Jord
Henløber mod sit gamle Hjem?
Vist Mimers Brønd fra Urdurs Kilde
Er kommet langt og længere
End Bækkene fra deres Væld,
Og dog de vist vil atter mødes

Endnu engang, om ikke før,
Saa dog naar Ragnaroke kommer.



Vagn.


Ja, ældre er din Kløgt end min,
Og ei jeg veed, hvad sig kan sømme
At svare dig. Jeg maa vel tro,
At Størken, som fra Thor udrandt,
Med hans engang skal atter blandes;
Men Guder, som sig mænge ind
I Livet, som for Spyd og Sværde
Kun bruge Smilet, lig en Qvinde,
Dem tro'r jeg ikke paa.




Palnatoke.


Du mener da,
At Mennesker blev til allene
Fordi de skulde være til,
Og ei for deres Skyld som lod dem blive;
Thi ellers maa de høie Guder vel

Og styre Livet, saa det Maalet rækker.
Du vil at ikkun idel Mandighed
Skal sig i Guder aabenbare,
Er Kvinden da ei til, ei blevet til?
Er hendes Hjerte og de fine Lemmer
Vel dannet af det samme Malm,
Som Sværd og Skjold?
 



Vagn.


Paa Kvinden aldrig
Jeg just har tænkt; men troer du,
At hun blev til paa anden Maade
End Manden?




Palnatoke.


Jeg just ikke tro'r,
At hun blev til paa anden Maade,
Men vel, at anderledes blev
Hos hende Alting sammenblandet.
Jeg til det Dobbelte i Livet
Dig ikkun vilde vise hen,
Saa at du skønned, i dets Udspring

Og maatte være Dobbelthed,
Og har du hørt de gamle Sagn
Om Gudedaad og Tidens dunkle Fødsel,
Du der vel og den samme fandt.



Vagn.


Man sagde mig: at Odin, Ve og Vile

Har Menneskene skabt.




Palnatoke.


Ja, vel jeg veed
Den blinde Tid har Guders Tal forøget,
Og ængstlig ledt om ny, som om

De Gamle nu var alt for gamle,
Og som i Fler Man Mere kunde se.
Fast intet Sagn og intet Kvad

Fremtælles længer i sin Renhed;
Men ser du dette gamle Skjold?
Det gik i Arv hos mine Fædre,
Og faste paa dets Hvælving staa
Usvigelige Runestave.
Du kender Navnet; det er Vøluspa,

Og naar de underlige Tegn du nemmer,
Da skal du læse, og som jeg
For høie Guder dybt dig bøie.

Saa kvæder Vola om vort Ophav:




Aserne tvende,

Kraftig og Kærlig,


Ginge til Hjemmet,

Funde paa Landet
Mægtende lidet

Askur og Embla;
Aand de ei havde,
Skønhed og Mæle,
Farve de mangled.



Alt hvad de mangled, gav dem disse Guder,
Og du vel nu begriber lettelig,
At Alt maa være Dobbelthed i Livet.
 



Vagn.


Jeg halv forstaar dig, men mig tykkes,
At ret som Guderne var to,
Saa bleve Mand og Kvinde tvende,
Den ene svag, den anden stærk,
Og Manden ene efter Størke

Maa stunde, men du sagde jo,
De havde et og samme Udspring!




Palnatoke.


Det sagde jeg, og siger end;
Men sig mig! mener du, at Træet
Er ypperst, naar om Vinterstid
Det staar i mørke, kolde Størke,

Hvad heller, naar det klædt og grønt
I al sin Kraft med Blomsten pranger?
Er Blommen vænest, naar dens Top
Nedluder, eller naar den løfter
Sit lille fagre Hoved kæk?



Vagn.


Kun liden maa min Kløgt dig tykkes,
Hvis du kan tvivle om mit Svar.




Palnatoke.


Kan du da tvivle om, at Manden
Er ypperst, naar sig Kraften blander
Med Mildhed, og at Kvinden da
Er fagerst, naar hun stundum glemmer

Sin Svaghed, klæder sig i Staal,
Og holder Skjoldet for sin Beiler?
Kan du nu se at Frei, som Thor,
At Vaner maa, som Aser dyrkes?



Dog, ei om Guder og om Askurs Æt
Jeg nu dig mægter Alt at sige;
Men har du Lyst, da skal vi tit
Naar Skjoldet hænger under Loft,
Samtale om det Underlige

I Livet og dets Fødsel.



Vagn.


Aldrig har
Jeg saadan Tale hørt, og ofte
Om Vinterstid begærlig skal
Jeg lyde paa de gamle Frasagn,
Og paa den Kløgt hvormed du dem udlægger;
Thi Noget rører sig i mig,
Det er som Øiet sig oplukked;
Forhen jeg styrted vild i Kamp,
Men snart jeg venter nu at skue
Hvorfor jeg kæmper.




Palnatoke.


Ja, det skal
Du klarlig skue. – Derfor, Odin!
Det var, du frelste mig fra Død,

At Asers Magt jeg skulde størke!
Sig Jetter sanke trindt din Stol,
Og det er Tid for dig at kæmpe.
Ja det er Tid. Med Sværd og Tunge,
Til Sværdet brister i min Haand,
Og Tungen lammes, skal jeg kæmpe.



Vagn.


Og Harald Blatan være skal
Den første Niding som du fælder.




Palnatoke.


Jeg svor ham Døden, svor ved den
At hævne mig og mine Frænder;
Men jeg er nu ei længere min egen,
Jeg er kun Gudernes, og ene dem
Jeg hævne vil paa Leirekongen.
Jeg drog til Danmark med den Hug,
At ville vorde Danmarks Høvding,
Ei tækkedes det høie Aser, thi
Jeg ellers ei skibbrudden, ene
Var kastet op paa Sjællands Kyst;
En Skjoldung kun maa Kongestolen klæde,
Og Svend kan ikke være død;
Jeg derfor brat vil give mig i Hav
At søge ham, og da, Kong Harald!
 



En Jomsviking.


En Vikingssnekke stævner hid.




Palnatoke.


Veed du da ei, hvem Snekken raader?



Jomsvikingen.


Han nævner sig Svend Æsusøn.




Palnatoke.


Saa lad ham løbe ind i Havnen,
Og før ham til mig fluks!

(til Vagn.)

    
Gak Frænde! jeg vil være ene
Med Svend.



Saa er din Time nu
Da kommet, Harald! saare længe
Du beiled til din Undergang,
Og du er blevet graa som Niding.
I Guder! vilde Svend kun nu
Med Stadighed og Renhed eder dyrke!
Da skulde Danmark til sin gamle Pris
Sig atter løfte, Folket atter knæle
I Lund med klar og hellig Sands.
Men ak! jeg frygter, Haralds Vaklen
Genfødtes i hans Søn, og Svend


Er Æsas Søn, det var kun sjelden,
En ædel Konge sprang af Trælleæt.




Svend.


Her, Fosterfader! ser du mig,
Landflygtig, ringe og elendig;
Een Snekke er mit Alt, med den jeg hid
Er kommet for hos dig at raadne.



    
    
Palnatoke.


Saa taler Leirekongens Søn!




Svend.


Saa taler Trællekvindens Søn,
Forskudt af Fader og af Lykke.




Palnatoke.


Hvad Manden vil, kan Mænd og Guder
Forhindre, standse, det er sandt;
Men Manden ei kan holde op at ville.





Svend.


Naar først du har min Trængsels Saga hørt,
Da maa du dømme.



Hist ved Helgenæs
Jeg løftede mod Harald Sværdet;
Men Sværdet sloges af min Haand.
Jeg maatte fly. Jeg kom til Olaf


I Venden, han var mørk og kold,
Og bød mig bukke for min Fader,
Isteden for at trodse ham.
Jeg kom til England, som en Speider
Jeg grebes der, og med Foragt
Man netop Livet til mig slængte.
Forvildet vankede jeg om,
Som Trællen, der løb fra sin Herre,
Imellem Skotlands Bjerge først
Jeg standsed, og der fandt jeg Medynk.




Palnatoke.


O! det er haardt, at Danmarks Kongesøn
Hos Odins og hos Danmarks Fjender
Skal søge Hjelp, og finde Medynk!
Det skulde undre mig, om ei,
Man krævede som Løn for Ynken,
Du skulde blive Kristen, Svend!


Svend.

Jeg hørte hvordan Barder kvad
Om Fingals Seier over Odin,
Jeg tænkte paa min Faders Seier
Og Troen sank paa Asers Magt;
Jeg hørte Klerke love Krist,
Og sjunge om, hvordan han hjelper
Enhver af Nød, som tjener ham,

Og Skottekongen bød mig Skibe
Og Mænd til Strid mod Danmarks Drot,
Naar kun jeg vilde Kristen vorde,
Primsigne lod jeg mig, og med en Flok
Af Snekker jeg fra Skotland styred.




Palnatoke.


Du troed mer den blinde Ossian,
End vore Skjalde med det klare Øie,
Du mente Skottekongens Mænd
Og Skibe kunde Odin trodse
Som Fingal! hvor er Flokken nu?




Svend.


I trende Dage rased Nordenvinden,
Og kun det ene Skib jeg har igen.




Palnatoke.


I Nordenvinden mæled Nordens Guder,
Og dine Kristne søgte Havets Bund,
Fordi de ikke kunde taale
At høre paa det stærke Maal,
Det var jo, hvad du maatte vente.




Svend.


Saa troer du, det var en Straf
Fra Aserne? ei kan jeg nægte
At Stormen tyktes mig saa haard
Og hul, som vrede Guders Mæle.




Palnatoke.


Og dog endnu du trodser Asers Magt?




Svend.


Ja, kan det hjelpe atter dem at dyrke?



    
    
Palnatoke.


Mon det kan hjelpe, at du tro'r.
Den Sol er til, som pryder Himlen?




Svend.


Hvad der er til, maa jeg jo tro er til.




Palnatoke.


Er Aserne da ikke til?
Men om du nægted nu at Solen
Var til, og sagde at det var
En anden Ting, som lyste og som varmed,
Var det ei Ret, om Solen skjulte sig
For dig, saa at du kunde faae at vide,
Hvordan det var, ifald den ikke var,
Hvordan det Andet kunde lyse,
Og turde du da vente Dag,
Før du dig bøiede i Natten
Med Anger og bekendte lydt,
At ingen Straale er som Solens?
 




Svend.


Vel tykkes mig, at du har Ret,
Men naar igen jeg Aser dyrker,
Da vredes vist de Kristnes Gud,
Og han er haard, naar han vil straffe.




Palnatoke.


O skam dig, Svend! jeg fostred dig,
Og tænkte ei, din Moders Hjerte
Var krøbet ind i dig. At Haralds Blod
Var mænget tykt med Jetteedder,
Det vidste jeg, men tænkte dog,
At Skjoldungblodet kunde renses.
Du ræddes for de Kristnes Gud,
Fordi du tror at han har Størke,
Men har da Aser ingen? mener du
At Ymers Pande ei var haard at bryde?



O reis dig Svend! og bliv en Mand,
Og tro paa Guderne! da mine Snekker
Skal bære dig til Danmarks Kyst,
Og dette Skjold skal værge dig i Kampen
Og denne gamle, dog ei svage Haand
Skal løfte dig paa Kongestolen.




Svend.


Ja, Toke! ja, jeg skammer mig,
Af Mod og Anger Kinden blusser.

Med Hug og Mund jeg hylder Asers Magt,
Og i dit Fjed jeg djærvt for dem skal kæmpe,
For dem, for dig og for mig selv,
Og vorde Skjoldungnavnet værdig.




Palnatoke.


Nu kender jeg min Fostersøn igen.
Naar det kun ei er Spaanens falske Lue,
Som blusser vel i Luft en føie Stund,
Men uden Næring brat igen udslukkes!





    

        
Fjerde Samtale.

        Haralds Skibe laa udi Limfjord, selv var han stegen paa Land med Fjølnir, og som de ginge langs Bredden, samtalede de.
     


Fjølnir.



Ei maa du vredes, Herre Konge!
Fordi jeg spørger dig saa frit:
Hvad vil du med de mange Snekker?




Harald.


Hvad jeg vil? nei, du skulde spørge:
Hvad Stormen vil at jeg skal gøre
Her, hvor jeg aldrig gider kommet
Ret fra den Stund, du husker nok,
Den Juleaften.



    
    Fjølnir.


Ikke saa jeg mente;
Men hvi du nu i Alderdom
Vil give dig paa Vikingstoge;
Hvi ei du tøver hjemme nu

I Ro, derom jeg vilde spørge.




Harald.


Og du jo svaret har dig selv!
Du vil, at jeg skal tøve hjemme
I Ro, ja, naar jeg havde Ro.



Fjølnir.


Nu er jo Palnatoke tæmmet,
Og Svend er sikkert ogsaa død.




Harald.


Maaske. Det var vel og det Bedste,
Men har du glemt det gamle Sagn
Om Randver, der han skulde hænges,
Hvordan han plukkede en Høg,
Og sendte Høgen til sin Fader,
Og Jormunrek paa Høgen saae saalænge
Til han forstod med tung og bitter Sorg,
At han var sønneløs. Mig ogsaa tykkes
Det er hel underligt at dø,
Og ingen Søn at efterlade.



Fødtes end Sønnen
Sildig, dog bedre
Er det, end ingen
Arving at eie.
Sjelden stande

Bautastene tætte,
Reise ei Sønner
Dem efter Fædre.



Er saa ei sagt i Havamal?



    
    Fjølnir.


Hvorledes er det med dig? Herre Konge!
Saaledes talte du jo aldrig før.
Jeg troer du har Sot.




Harald.


Ja Helsot.
Jeg og har levet mange, mange Aar.
Hvorlænge er det nu vel siden
Den Juleaften?



Fjølnir.


Ogsaa jeg
Er siden den Tid vorden gammel.
Men, gaa vi ikke alt for langt
Fra Skibene? Du kunde trættes.




Harald.


Ja, jeg er allerede træt
Af denne Gang, som af den anden.
Hist er en Sten, en mægtig Sten,
Der kan vi sætte os og hvile,
Og tale om den forbigangne Tid.
 



Fjølnir.


Nei, Konge! Sædet er for haardt
Til dine gamle, møde Lemmer;
Vi snart kan naa igen dit Skib,
Der kan du dig langt bedre hvile.




Harald.


Vist ikke, Fjølnir! Hvilken Sten!
Hvad om vi kunde faae en saadan
Paa vore Høie! Vil du tro,
Den kunde skygge over begge,
Og naar de lange Tider led
Man skulde dog i Danmark mindes,

Hvem der fik slig en Bautasten.



Fjølnir.


Din Tale er hel underlig, min Konge!
Hist er en anden Sten, og den
Er ei saa høi, saa ubekvem til Sæde.




Harald.


Jeg tro'r du ræddes for den Sten,
Kan du nu ikke klavre længer?

End kan jeg mindes, da du sprang
Med mig fra Skib til Skib i Fjorden,
Og saa fra Skib paa Land. Kom nu!
Saa vil vi se, hvem af os begge
Der først kan klavre op.
 



Fjølnir.


Nei, nei,
Jeg kan ei klavre, du og neppe.
Kom med til denne lille Sten!
Der kan vi sidde ret i Mag.




Harald.


Du glemmer nok, at jeg er Konge,
Og hvad jeg vil, det vil jeg; kom!
Og du skal se, at jeg kan klavre;
Kan du ei vinde op, saa tøv
Kun nedenfor! du est jo ogsaa
Af Trælleæt.


Længe varede det, og stor var Møien før Harald mægtede at komme paa Stenen. Der sad han tiende enstund og skuede trindt sig.
    



Harald.


Besynderligt!
Var det ei hist ved hine Træer
At Knud sprang op? og denne Sten!
Hvad? Hu! hvor blev du Fjølnir! kom dog,
Og se! Er Mosset ikke rødt
Paa denne Side?



Fjølnir.


Nei, mig tykkes,
At det er gult, en smule brunt.
 




Harald.


En smule! ja han havde ogsaa
Alt dengang mistet meget Blod,
Det var jo kun de sidste Draaber,
Som dryppede paa denne Sten!
Og det var allerede meget,
At Mosset blev en smule brunt;
Men det var ogsaa Broderblodet.



Brødre skulle
Slægtskab skille,
Hinanden dræbe.
Frænder øde
Næste Frænder.
Sværdtid, Skjoldtid,
Vindtid, Ulvtid,
Før Ragnaroke.



Kan du ei mindes Fjølnir! disse Ord?

Saa mælte Knud i Dødens Vaande,
Det var mig tit, som Nogen raabte
Dem i mit Øre, aldrig dog
Saa høit, saa frygtelig de løde,
Som nu i denne fæle Stund.
Er det vel Stormen, som i Skoven hviner,

Hvad heller mæler denne Sten?
 



Fjølnir.


Du sagde nys, jeg var af Trælleæt,
Og ser dog ei, at mine Lemmer ryste;
Men vel det undrer mig, at du,
En Kristen, gruer ved at tænke
Paa hedensk Kvad, paa Noget, som
En Hedning kvad, for dig at skrække.
Hvad har du gjort? Det Samme jo,
Som dine gamle, priste Frænder,
Som Regner Lodbrok selv, en Mø
Du saae, som du fik Lyst at eie,
Og Ormen, som sig trindt om Buret vandt,
Ham stak du, og gik ind, og favned Møen,
Fordi den Mø ei Thora hed, men Danmark,
Fordi den Orm hed Knud, hvad skader det?



    

Harald.


Men Regner, han som Ormen stak,
Han blev og stungen død af Orme,
Det har du glemt.



Fjølnir.


Ja, det er vist,
At jeg har Meget glemt, som du end mindes,
Og aldrig har jeg hørt endog en Hedning
At tyde saa paa sig de gamle Eventyr.
Hvad vilde vel din fromme Moder sige,

Hvis hun dig hørte kvæde gammelt Digt
Med samme Fynd, som Klerke synge Tider?




Harald.


Min Moder! ja, jeg skylder hende Meget.



    Kongen hensank i dyb Grublen; men ikke eiede Sjelen Størke til at overvinde de forstyrrede Tanker, og maatte derfor tjene dem.
    
    


Harald.


Nu lystig, Fjølnir! spring til Skibs!
Og hent mig alle mine Mænd
Med Touge og med Løftestænger,
Og jag saa Nogle ud i Landet trindt,
Og lad dem drive mine Bønder hid,
Med Stænger og med Reb og Øksne,
Thi her er Arbeid for dem Alle!
Nu er jeg engang blevet glad igien.



Fjølnir.


Min Konge!




Harald.


Ja, din Konge er jeg,
Men derfor skal du ogsaa løbe,
Alt hvad du kan, thi du kan tro
At her er ingen Tid at spilde.
De Døde er just ei at spøge med,

Og hvad man lover dem, det maa Man holde.
Nu! hvorfor nøler du? kun, rask!



    
    Fjølnir.


Jeg ræddes for dig, Herre Konge!
Du ser saa vildt.




Harald.


Nei hør til ham,
Fordi Man stundum er lidt lystig!
Hvad havde jeg for alt, hvad jeg har gjort,
Hvad var der ved at være Konge,
Naar jeg, som du, var aldrig glad?
Nu ingen Snak! men løb!



Fjølnir.


Jeg maa
Vel gange, naar du saa befaler,
Men saa er du jo ene her!




Harald.


Jeg ene? du kan aldrig huske,
At jeg er Konge. Alle Ting,
Det Døde som det Levende maa snakke
Med mig, saasnart jeg ikkun vil.
Nu skal du bare høre:
Hvorfor er du saa brun, du Mos!

Har du vel Lyst at blive fløttet,
Du store Sten! til Jelling Høi?

Harald lagde Øret til Stenen, men Fjølnir gik.

Ja rigtig! ja det vidste jeg
Da nok, hvorfor du Lød har skiftet,
Men vil du fløttes? nu saa svar!
Jeg troer, ogsaa du har Nykker,
Og stoler paa jeg ei er ung;
Men jeg skal vise dig, at Konger
Blir aldrig gamle, aldrig svage
Saalænge der er Noget ungt,
Og om jeg saa dig overalt
Skal male med den samme Lød
Som dette Mos, saa skal du fløttes.



    
    En mægtig Flok slæbede paa tunge Sten, og til den nære Lund var den nu henvæltet. Harald og Fjølnir stode bag ved Flokken.
    




Harald.


Det gaar jo herligt, hopsa, hopsasa!
Der kan du se, at det gaar an;
Men den er tung, det kan jeg mærke.
Min Moder kommer til at vænne

Sig til et stakket Aandedræt,
Men hun gad ogsaa gerne sukke
Imens hun leved, og hun alt
Vel nu er vant til lidt at knuges.


    Frem gik Odinkar. Med Undren saae han Folkets Færd, og med Skræk hørte han Kongens Tale.



Odinkar.


Dig hjelpe Krist af Nød, min Konge!




Harald.


O! jeg har ingen Nød, se der!
Jeg har den Hjelp, som jeg behøver.
Hvem er du ellers? jeg er Harald,
De Danskes Konge som du ser.



Odinkar.


Jeg er kun Kristi ringe Tjener,
Men bytted ei med dig, jeg har
Hvad du maa savne, Ro i Sind.



Fjølnir.


Hold Mund, du dumme Klerk!




Harald.


O lad ham snakke! det er Løier
At se, hvordan han skaber sig.
Din Stakkel! er det længe siden
Saa rent du tabte din Forstand?
Du har det allerværste Galskab

Du tænker, du kan finde Ro.
Se paa den store Sten derhenne!
Den mente og, den vilde staa i Ro,
Men ser du nu, hvordan jeg triller
Den som et Hjul!



Odinkar.


Jeg ser det, men
Det Hjul har Mandeben til Aksel,
Og bliver smurt med Mandesved,
Og Mandeblod, det maa vel trille.




Harald.


Ja deri har du Ret, det hjelper
At den blev smurt med Mandeblod,
Men, derfor skal den ogsaa trille;
Thi Alt, hvad der er smurt med Blod,
Maa aldrig stilles, aldrig stædes.
Det kan du ogsaa se paa mig,
Jeg er nu gammel, grumme gammel,
Men jeg kan aldrig have Ro.



Odinkar.

    
(sagte.)
    
O Gud! saa mærkede du Kain,

Saa dreves om den første Brodermorder.

(høit.)
Men siig mig Konge! hvor skal Stenen hen?
 




Harald.


Det skal jeg saamæn sige dig.
Du veed, min Moder hun hed Thyra,
Min Broder hed Knud Danaast,
Thi Danske godt ham kunde lide.
Min Moder holdt dog mest af mig,
Thi naar hun sang, saa sad jeg stille,
Og lærte Noget udenad
Af det hun sang, og naar hun spurgte:
Om jeg ei ogsaa vilde sjunge saa,
Og være Kristen, dersom jeg blev Konge,
Saa svarte jeg bestandig: jo,
Fordi mig tyktes, det var herligt,
At være Konge, som det ogsaa er.
Jeg hørte tit, hvordan min Moder sukked,
Naar Nogen nævned Knud, og tit
Hun sagde til mig: hvis han lever,
Saa blir du aldrig Konge, han,
Den Hedning bliver det. Da tænkte
Jeg mangegange paa, om og

Det just var sagt, han skulde leve,
En Klerk fortalte mig, det var
En hellig Idræt ham at dræbe;
Jeg dræbte ham, min Fader Gorm,
Han døde fluks af Sorg og Harme,

Saa blev jeg Konge.
 



Odinkar.


Dyrt var Købet.




Harald.


Hvordan? var det saa dyrt? du er
Jo ogsaa Kristen, og min Popo
Har sagt, at Kristendommens Urt
Desbedre gror, jo mere Hedningblod
Den gødes med, og Knud var Hedning
Og kom til Helved, men til Himmerig
Skal jeg, fordi jeg fik ham myrdet.
Men veed du hvad? det er dog tit
Jeg tror at baade du og Popo
Og Thyra løi, og narrede mig kun.
Mig tykkes ret, at jeg er Høder,
Som myrdede sin Broder Balder,
Den Elskede, og Fjølnir! du,
Du er da Loke, du mig raadte
At overfalde Knud om Natten
Med mange flere Folk. Naar mig
Man smider i det sorte Helheim,
Saa skal du bindes der paa Stenen,
Med Palnatokes Tarme – Stenen? ja
Den triller herlig, hopsa! hopsasa!



Odinkar.


    (sagte.)
O ve det arme Mandebryst
Hvori med Himlen Helved strider!
Men dobbelt ve det Helvedbryst,
Hvor Satan uden Strid regerer!




Harald.


Men ser du nu, den Sten skal staa
Paa Thyras Grav; thi jeg vil glæde
Min Moder med en værdig Bautasten;
Den har kun een, en lille Rune,
Men den er ristet med mit Sværd,
Som dyppedes i Hedningblodet.
Naar Gorm kun ikke bliver vred!
Men det er sandt, o det var herligt!
Da Knud han skulde til at dø,
Da sagde han, jeg skulde myrdes
Paa ligedan en Sten, ifald
Jeg nu blev myrdet af en Hedning,
Saa kunde Gorm jo faae en Sten,
Som ogsaa var ham kær. Ei sandt?
Det kunde jo gaa lige op.



Nei vil du se, der sprang jo Rebet,
Og hele Flokken drat omkuld,
Den vil nok ikke trille længer.
    Dybt bevæget gik Odinkar bort, og mælte som han gik:

O ve de Arme, som opsluges maa
Af dybe Kløft imellem Krist og Odin!

    
En gammel Mand kom hastelig gangende og søgte lige paa Kongen.

    



Harald.


Du gamle Graaskæg! har du set
Et større Hjul end det at trille?



Den Gamle.


Hvad kan ei trille, naar der kun
Er nok om Værket! Vil du sige
Mig, Konge! hvad dig tykkes størst:
Den store Sten, hvad heller Landet
Den væltes paa? thi jeg har set,
At hele Dannemark kan trille.



    
    
Harald.


Du er da ogsaa gal, i Dag
Har Alle, tror jeg, tabt Forstanden.



Den Gamle.


Hvis du har og Forstanden tabt,
Da har i Dag du Meget mistet;
Thi aarle, ret som Sol gik op,
Paa Viborg Thing du Danmark misted.
Din Søn er kommen her i Fjord
Med Palnatoke.
 




Harald.


Hvad? med Palnatoke?
Har Svend da rigtig sanket op
De døde Ben og sat dem sammen?
Dog det er Sandt, din Stakkel! du er gal.



Fjølnir.


Det er dog vel kun Løgn, du Gamle!
At Palnatoke skulde leve end?



Den Gamle.


Du kan jo faae det selv at se, thi længe
Det varer ei før, han er her,
Og der var mange Mænd paa Thinget,
Som vilde med herhen at se,
Om I nu og var blevet færdig
Med jeres Sten. De mente, at
Da nu Saameget skulde fløttes,
Saa var det bedst at fløtte Alt.


    

Harald vendte sig, i Tanke at Odinkar stod der end, og mælte:

    


Den Sten kan vist ei heller trille,
Undtagen den blir smurt med Blod.


    
Hurtig sankedes Flokken og slog en Kreds om Kongen og Fjølnir, men den Gamle gik hastelig ind i Skoven.

    
    
Fjølnir.
    

I tappre Jotlands Mænd! jer Konge…


    
    
Harald.


Hold Mund! jeg kan jo snakke selv.
I veed jeg har en Søn, jeg avled
Ham just engang, da jeg var gal,
Og derfor er han vred, og kommer
Her, for at slaa mig selv ihjel.
Nu er jeg klog, og har i Sinde,
Den Ting skal gøres om igen.
Han er kun vred, fordi han lever,
Derfor vil jeg ham slaa ihjel,
Saa tænker jeg, han blir fornøiet.



Jeg ser, den Sten vil ikke bort
Fra Fjorden, en tre, fire Stykker
Af Jer kan nu gaa hen igen,
Og bære den paa jeres Skuldre
Til Fjorden, og saasnart som Svend

Da kommer, skal I straks den smide
I Panden paa ham. I kan tro
At han vil føle hvor den rammer,
Saa dumper han med den til Bunds,
Og I skal se, hvor det vil boble.



Nu! skynd jer! hvorfor nøle I?
I mene det er Synd for Stenen?
Den kan vi trække op igen!
Nu! vil I ikke? ja, saa kan jeg selv.



Fjølnir.


Der ganger Harald, eders gamle Konge,
Hans Fødder vakle; skaldet er hans Isse.
Da I opvokste, graanede hans Haar;
Men Guder gav ham dette lange Liv,
Paa det at eders Sønner skulde skue
I ham hans Moder: Thyra Danebod;
Hun som bespiste eders Oldefædre,
Og redded dem fra Sultens tunge Død,
Som Heder rydded, og som Landet bygged,
Som reiste Daneværke op med Kraft
Til Jotlands Værn, som ikke end i Døden
Fra eder og fra Jotland vilde skilles.



Kong Harald kaldte jer. End før sin Død
Paa Thyras Høi en Sten han vilde reise,
Som gennem Aldre kunde vidne om
Hvor elsket Thyra var, hvad Jotland mægted.
I knurred over store tunge Værk,
Og ei det undred mig; I aldrig Thyra
Har set, I saae ei hvad hun led
For eders gamle Oldefædres Skyld;
Men medens Harald ægger jer til Vrede,
Fordi han er en alt for kærlig Søn,

Da kommer Svend, hans egen Søn med Vaaben,
Og med en Vikingsflok, at dræbe ham
Og hærge Landet, som hans Sæd mon være.

Der Harald spurgte denne onde Færd,
Af Sorg, I hørte det, sit Vid han tabte.


        
            Jeg fulgte ham i trende Snese Aar,
Min gamle Fod mig knap vil bære længer
Og Haanden ryster, men endnu engang
        Til Hevn for Harald skal jeg Sværdet løfte.
        Vil I gaa med til Strid for Thyras Søn?

Hvad heller vil I Oldingen forsage,
Og hylde Æsas, Trællekvindens Søn?



Flokken.


    (Med Bulder og Gny.)
Til Strid, til Hevn for Thyras Søn!


    
        

Mørk var Natten. Harald og Fjølnir ginge frem med en Flok Hirdmænd og vare komne i Lunden, nær som hin store Sten laa omveltet.

    



Harald.


Hvor er vi? er her ingen Stub,
Og ingen Sten, hvor jeg kan hvile?
 



Fjølnir.


Men, Herre Konge! hvorfor vilde du
Ei blive paa dit Skib og hvile?




Harald.


Jeg kunde ei, det stærke Vaabengny
Blev ved at dundre for mit Øre.
Jeg veed ei selv, hvordan det er,
Mig tykkes jeg var glad i Morges,
Nu er jeg saa bedrøvet og beklemt.



Fjølnir.


Det maa du ikke være, Herre Konge!
Alt kan jo blive godt endnu.
Vi seirede, og Svend kan ikke flygte,
I Morgen er han i din Vold.




Harald.


Og er det derfor godt? ham kan jeg dræbe,
Men ikke Angsten i mig selv.



Nogle af Flokken.


Her er en Sten.




Harald.


O lad mig komme
Derhen! – Saa! det var godt, men, hu!
Hvor det er mørkt og sort og skummelt!

Kan I ei tænde os et Baal,
Som dog kan lyse lidt i Natten?

    

Ild blev gjort og hurtig blussede de tørre Grene. Hirdmændene leirede sig trindt Baalet, men Fjølnir stod mørk, grublende ved Kongens Side og lænede sig mod Stenen.





Harald.


Hvad skal jeg gøre, Fjølnir! skal jeg ei
I Morgen mig med Svend forlige?
Jeg dør dog snart, og kan ei længer selv
Regere.



Fjølnir.


Skal da Palnatoke leve?




Harald.


Ja Palnatoke! hvem kan dræbe ham,
Som kunde løbe ned ad Kullen
Og leve dog? Endnu har Odin Magt,
Da sine Venner han formaar at frelse.
O vidste du hvor mat og syg jeg er!
Paa Strid og Had jeg ikke mer kan tænke,
I Hjertet faar jeg aldrig mere Ro,
Men uden for mig vilde jeg saa gerne
Dog have Fred, maaske jeg kunde da
Lidt mere rolig lægge mig i Høi;
Thi du kan tro, min Tid er snarlig omme.
 



Fjølnir.


Du skulde sove, det vil styrke dig,
Det Andet skal nok jeg besørge.




Harald.


Ak nei, jeg har jo sovet længe nok,
Jeg vaagned først ved Sværdelarmen,
Men Søvnen har ei kvæget mig,
Jeg laa og drømte om saa Meget,
Om Knud og Gorm og Thyra, nei
Jeg vil ei sove mer. O! kunde
Jeg have tænkt mig denne Stund,
Jeg vilde aldrig været Konge.


    
    
    
    
Et andet Sted i Skoven.
    
    
    


Palnatoke stod ene, lænende sig mod en gammel Eg.

    

Saa skal da Jetter altid seire!
Saa er da Asers Magt forbi paa Jord!
Dog nei, det kan, det maa ei være,
Og dog – hvad bringer vel den Dag,
Som ruges ud i dette fæle Mørke?

Ja, bragte den mig Heltedød!
Men Sværde vil mig ikke saare.
Da Hildur sveg os, trængte jeg
Mig ind i største Mandevrimmel,
Men kunde hverken vinde eller dø,
Og fanges jeg! nei før mit eget Sværd
Skal sende mig til Valhals Guder.
Og hvorfor ikke nu i denne Stund,
Som er min egen? Hvi fremdrives
Jeg saa? Hvad kan vel findes her?


Uvilkaarlig fremgik Kæmpen og standsede pludselig.


Hvad blusser hist? et det et Baal?
Hvad ahner mig!
    
Nærmere gik han.

Ja det er natlig Lynglimt.
Hvem er vel det, som sidder der
Paa Stenen? er det ikke Harald!
Det er, det er den feige Niding, som
I Dag jeg søgte, men ei kunde finde
Fordi han fjæled sig. – Nu vel!
Saa dø da Nidingsdød, du Niding!


    
Ud drog han Pilen og lagde den paa Buen; vel vilde han sigte i Halvmørket, thi det tyktes ham som denne Pil skulde skille Krists og Odins Trætte.


    



Ved Stenen.
    
    



Harald.


Hvad er det Gule vel, som skinner hist?



Fjølnir.


Jeg Intet ser, det er vel Luen,
Som kaster Skinnet paa et Træ.




Harald.


    Men Luen skulde ikke skinne saa,
Der kunde komme En og se os her.
Jeg er saa bange, slukker Ilden!


    
Pilen fløi og ramte hardt under Hjertet.

    
    



Harald.

    

    Jeg dør, o Kristus! Kristus eller Odin!
O hvilken Gud tør jeg vel dristig nævne?
Ak Ingen, Ingen, jeg maa dø allene.
 




        

            
            
Femte Samtale.
        
Viborg Thing.
        
        


        
Palnatoke.
        

I mange hundred Aar sig ei har sanket
En saadan Mandeflok i Ring,
Fra Eirarsunds den fjerne, østre Bredde,
Til Jotlands Grændseskel er ei
En Ø saa liden, ei et Syssel,
Hvorfra jo sees Mænd i Kreds;
Men heller aldrig er i Danmark holdet
Et saadant Thing, og aldrig drev
Saa stor en Nød de gamle Fædre
Til Stevne. Nys er død en Drot,
Hvis Hylding Faa af os kan mindes,
Dog før er Konger døde, og med Ret
Vi for den Døde os en ny udkaare;
Men Mer vi tabte i de sidste Tider,
Thi vore Fædres Guder tabte vi,
Først nu er Danmark høvdingløs at nævne.

Vi kom her, for at kaare os en Konge,
Og for at 
kaare
 Guder. Siger nu!
Hvorom skal der vel handles først:
Om Kongen, eller om de høie Guder?



Flokken.


    
        (med Gny.)
    Om Guderne, om Guderne!




Palnatoke.


Velan!
Saa vælger da imellem Krist og Odin,
Imellem ham, som blev fra Arilds Tid
I Danmark dyrket, som gav Seier
Til Fædrene, og efter stolte Liv
Paa Jord, dem favnede i Valhal;
Og ham, hvis Dyrkere vi selv
Og vore Fædre have kækt betvunget
Ved Odins Hjelp, som bruge Kors for Sværd,
Og fare ned til Helas skumle Bolig,
Hvor giftig Taage hvert et Aandedræt
Forpester, og hvor evigt Mørke ruger!
Ei Begge kan I tjene, og kun Børn,
Ei Mænd det egner saa at vakle;
Thi vælger nu med velberaadet Hug

Imellem Kraft og Svaghed, Krist og Odin!


    
Nogle tav, men Flere vare de som raabte:




Ei vil vi dyrke hviden Krist,
Men Odin, Thor og Frei og Odin.




Palnatoke.


    Naar det er eders faste Villje, naar
I har besluttet, at de høie Aser

Skal ene være eders Guder…



Odinkar.


    Stands
Du Hedning! og forfør ei Folket,
Og bind ei Munden paa de Mange her,
Som døbtes, og som mærkedes med Korset!
Frem kristne Mænd! bekender eders Tro,
Og siger hvem det er, som I vil dyrke.


    
Frem traadte en Flok og sagde efter, saa som Odinkar mælte:

        


Paa Kristum, paa hans Fader, og
Den Helligaand vi tro, men ikke
Paa Odin, eller nogen Skurdgud.




Palnatoke.


    I Mænd, som holde ved den gamle Sæd!
Som sankes vil med eders djærve Fædre
Paa Odins Bænk i skjoldbelagte Sal,
Som vil hos Freia favne eders Møer,
Som tør i Ragnarokes haarde Strid

For Aser kæmpe, staa mod onde Jetter,
O skynder eder hen i Guders Lund!
O dvæler ei hos denne vantro Skare!

Hofgoder, I som Odin ynder! frem!
Og følge Hver, som vil i Valhal glædes!


    
Tause vandrede Goderne fort, hardtad al Skaren fulgte, og kun en liden Flok blev hos Odinkar.


    
    
    
    
Offerlunden.
    
        
Høit løftede sig Altret i den aflange stensatte Krinds, og Folket udbredte sig paa Sletten.
        
        

Goderne.
        

Smitted en vanhellig Fod
Hellige Kreds,
Hastelig visne den Fod!
Kredsen er ren.



Stenene stande i Kreds,
Tregange Tregange Ni,
Tregange drage vi rundt,
Rundt om den hellige Kreds.

Hammerens Tegn
Vier og værger.

Jette og Trold!
Viger for Hammerens Tegn!



Kraftens hellige Sten!
Længe du stod
Øde i Gudernes Lund,
Taus og forladt;
Atter vi knæle paa Sten
Trindt om din Fod,
Odin har vundet i Nord,
Stor er din Pris.

    
Derpaa reiste Goderne sig og omginge Altret med Kvad.
        
        

    
    Austri og Vestri,
    Sudri og Nordri,
    
Dværgene bære
    Himlen paa Skuldre,
    Saa bære fire
    Stene, mod fire
    Hjørner, den høie,
    Hellige Sten.


    
    Mægtige Guder!
    
Skuer til Jord!
    Svæv over Lunden
    Venlige Njord!
    
Noatuns Konge,
    Alternes Drot!
    
Sku vores Idræt,
    Lyt til vort Kvad!

    

En Hest droges frem.



Goderne.


Solen og Maanen
Skinned paa Himlen,
Straalende Freia

Skinned i Sal,
Listige Jetter

Vilde dem røve,
Hesten dem rædded,
Derfor er Hesten

Aserne kær.



Solen og Maanen
Skinne paa Himlen,
Straalende Freia

Skinner i Sal;
Jorden oplyses,
Hjertet opglødes,
Hesten det voldte,
Derfor vi offre
Hesten til Aser

Her udi Lund.
 

En Gode.

Kniven jeg sliber,
Hvislende piber
Tørstige Sten.


En Anden.

Piblende Vædske
Snarlig skal lædske
Tørstige Sten.


    
Torden rullede i Skyen.





Goderne.


(til Folket.)

Aukathors Vogn!
Hører du hellige Døn?
Valhals forsonede Guder
Nærme sig. Knæl!
Bed dem med luende Andagt
Blive os nær!

    

Folket knælede, stærkere rullende nærmede sig Tordenen, og et mægtigt Lyn rammede Hesten.





Goderne.



(til Folket.)
Skued du Straalen,
Hvor den sig hvirvled
Ned over Kredsen,

Sagtelig rørte
Alterets Kanter,
Hvor den med Raslen
Nedsank i Hestens
Viede Tinding?


    
    Hellige Guder!
    Selv har I kaaret

    Offeret nu.
    Kniven er hvættet,
    Brat vorder tvættet
    Alterets Sten.
    

    
    Det flyder, det flyder,
    I Bollen sig gyder

    Det rygende Blod,
    Mod Himlen det ryger,
    Mod Gudernes Borg,
    Og Teignen bestryger
    Den mossede Sten;
    Graa var dens Lød,
    Nu er den rød.
    Saa staar i Kampen
    Graa Væv af Stridsmænd,
    Faste som Kamp,
    Graa stander Væven,
    Rødner i Kampen,
    Skifter sin Lød.

(til Folket.)
    
    Skuer du Odins

    Hungrige Fugle?
    Hører du Ravnen

    Skrige i Luft?
    Vel har behaget
    Mægtige Aser

    
Selvkaarne Offer.
    

    
    Pris da de vældige
    Guder i Valhal!
    Drik deres Minne!
    Kæmp deres Strid!

    

    
    
    
Kongsgaarden i Viborg.
        

        
    
Det var silde, og halvdrukken sad Svend med sine Mænd om Bordet.

    
        


Svend. Fjølnir.





Svend.

        

    Hvor er min Fosterfader Toke?
Han tidlig gik fra fulde Horn,
Han bliver gammel kan jeg mærke,
Og elsker høit sin Nattero.

Men Fjølnir! gamle Skælm! hvorledes
Kan det vel være, du er her?
Din Krop er dog endnu lidt ældre.



Fjølnir.


    Ja Konge! jeg har aldrig havt
For Skik, paa egen Mag at tænke.
En Tjener skal jo tjene, og kun slet
Det sømmer sig for ham sig selv at raade.
Mit Øie mente at det fik sit Lys
For vel at agte paa min Konges Øie,
Og prøved aldrig paa at lukke sig,
Saalænge det saae Kongens aabent.

Saa tjente jeg i trende Snese Aar
Kong Harald, saa jeg Svend vil tjene.




Svend.


    Det kan jeg lide, Gamle! saa jeg vil,
At alle mine Mænd skal tænke.



Fjølnir.


    At Alle skulle tjene dig saadan,
Som de din Fader Harald tjente?
Om Palnatoke dig nu tjente saa,
Som Harald, var du dermed tjent?
 

Svend.
        

Hvordan? jeg er jo ikke Harald.
Sig mine Hirdmænd: de kan gaa!
Kom saa igen!


Enstund sad Kongen og grublede frem og tilbage, som Sæd er hos vaklende Naturer, og paa det Sidste vilde han høre sig selv, for at vide, hvad han tænkte.

Hvor det dog løber
Mig rundt i Hovedet! jeg veed
Ei om det Mjøden er, som avler
De sære Tanker i mit Sind.
Men Toke har mig jo opfostret,
Og gjort til Konge. Skam dig Svend!



Fjølnir.


    Du sagde mig jo, Herre Konge!
Jeg skulde komme hid igen?



    

Svend.


    Jeg siger, at jeg veed ei hvad jeg sagde,
Men hvad du sagde, var vist vel betænkt.



Fjølnir.


    Og skulde jeg da tale til min Konge,
Og ikke tænke først? hvad heller var
Det Ret at tale, som jeg ikke tænkte?
Det har jeg aldrig gjort, og gør det da


End mindre nu paa mine gamle Dage.
Kan du ei Sandhed lide i din Gaard,
Saa jag mig bort! og jeg vil bede Toke,
At give mig en Jordplet for min Arv,
Hvor jeg kan dø i Ro.




Svend.


    Aa Sludder, Gamle!
Jeg mente kun, at hvad du sagde før
Om Palnatoke, var, fordi du vilde,
Jeg skulde hade ham, som du.



Fjølnir.


    Jeg hader ham, og hader ham med Rette,
Men hvad jeg sagde, sagde jeg, fordi
Jeg ikke under dig din Faders Afgang.




Svend.


Han har jo ikke Harald dræbt.



Fjølnir.


    Just ikke han, men denne Pil det gjorde,
Og Haanden som i Buestrængen trak,
Da Pilen fløi og rammede din Fader,
Den har dog og lidt Del deri.
Jeg kender Pilen paa sin gyldne Spidse,
Det er den samme, som min Brodersøn

Tog af sit Kogger til Kong Harald,
Da Æblet han af Aages Hoved skød.




Svend.


    Men denne Pil dog ogsaa kunde have
Lidt Ærende hos Harald.



    
    Fjølnir.


    Derom vil
Vi ikke stride, jeg var Haralds Ven
Og ældste Tjener. Jeg kun vilde,
Du skulde se, det var den samme Toke,
Som Pilen skød, og som i Dag
Gav sine Guder Skyld for Skuddet.
Jeg veed nu ei, om du kan være tjent
Med Undersaatter – dog, det Ord ei duer –
Med Kæmper, som tør dømme Kongen selv,
Og straffe ham paa deres Guders Vegne.
Tag dig i Agt! Mer siger jeg dig ei.




Svend.


    Du faaer mig aldrig til at tænke,
At Toke, som har fostret mig,
Hvem Folket vilde havt til Konge,
Men som mig skaffed Kongenavn,
Har Ondt isinde. Veed du Noget,
Saa lad mig høre! – Hvorfor tier du?
 



Fjølnir.


    Fordi det dog jo nytter ei at tale.
Forglem at jeg har Noget sagt,
Og tro kun Toke! han forlader
Dig sikkert ei, undtagen hvis en Pil
Fra Guderne dig traf, da kunde
Han som en Asadyrker ei

Beklage dig, men maatte takke Odin.




Svend.


    Hvordan? Hvad mener du med det?



Fjølnir.


    Hvad Toke mente, da han svor: en Kristen
Ei mere skulde klæde Kongestol.
Om Saxlands Keiser nu dig nødte
Til Kristendom, om selv du fandt,
Naar sære Jærtegn du beskued,
At det var godt at tro paa Krist,
Og alt for tungt at staa imod
Saa stærk en Herre; mon da Odin

Ei kunde faae det Indfald, ved en Pil
Fra Tokes Haand at nøde dig til Valhal!




Svend.


    Men jeg vil ikke tro paa Krist.
 

Fjølnir.
        

    Jeg kun forstaar mig lidt paa Troen,
Og veed ei hvilken der er bedst;
Men snart er halve Danmark kristnet,
Hvad vil saa du?




Svend.


    Saa faaer vel jeg
At følge Strømmen.



Fjølnir.


    Og naar den du følger,
Hvad gør saa Toke, mener du?




Svend.


    Hvor veed vel jeg, hvad han vil gøre!
Din Tale gør mig hartad gal.



Fjølnir.


    Gid den dig gjorde klog, forsigtig!
Du kender Jomsborgs Vikingsflok,
Du hørte, at i Dag paa Thinge
Mer end det halve Folk sig laved til

At hylde Toke; naar han vredes
Paa dig engang, hvad saa?




Svend.


    Jeg ser, at han kan vorde farlig.
Men skulde jeg vel derfor dræbe ham!
 

Fjølnir.
        

    Du skulde ligne ham; hel listig
I Dag han Kongenavnet ei
Modtog, men vilde heller bie
Til Alt blev modent. Dræbe ham,
Sig just for dig ei sømmer, men jeg mener
Du gjorde vel, om du ham bød
Til Arveøllet efter Harald;
Naar Pilen da gik rundt omkring,
Naar trodsig han ved Pilen kendtes,
Naar ikkun Haralds Venner sad paa Bænk,
Da blev vel Harald Blatan hevnet.

Du havde ingen Skyld, men du
Sad fastere paa Kongestolen.




Svend.


    Men var det ei en Nidingsid

Af mig, at lokke ham i Snaren?



Fjølnir.


    Saa lad ham være løs saalænge,
Til Pilen dig har naglet fast!




Svend.


    Nu vil jeg sove. Mjøden og din Tale
Har rent fortumlet mig, jeg veed
Ei mere nu, hvad jeg skal tænke.

    
Fjølnir.
        

    Jeg ønsker dig en rolig Søvn,
Dog ei saa rolig, som Kong Haralds.

    

            
Thinghøien udenfor Viborg.
        



Det var ved Midienat, der Palnatoke sad gladelig paa Høien og skuede ud over Landet.





Palnatoke.


    O hvilken Lyst at dvæle her,
Imellem disse gamle Stene,
Som bare Fædrene hvergang
En Skjoldung kaaredes til Konge!
O dobbelt Lyst at dvæle her
I denne Nats det lyse Mørke!
Se hvor de Stjerner tindre mildt,
Som hver af dem var Freias Øie!



En Skikkelse fremskrider hist,

Naar færdes Mænd vel her saa silde?



Hvem er vel du, som vanker om
I Natten, og min Ro forstyrrer?



Odinkar.


    Jeg kommer for at søge dig,
Du ganger her omkring med Gammen

I Mørket, fordi Mørket vandt,
Og om din Gammen end jeg spildte,
Da var det Ret, thi du i Dag
Har spildt min Sjels den største Glæde.
O Toke! Toke! du har kæmpet
Mod Lyset, mod den klare Sol.




Palnatoke.


    Du er den Klerk, som vilde her paa Thinge
Forføre Folket til at tro paa Krist.
Ei er du en af Saxlands fule Munke,
Men dansk, og, som mig tykkes, djærv;
Hvor kunde du saa skammelig affalde
Fra Fædreguder og fra Fædresæd?



Odinkar.


    Jeg er din Frænde Odinkar,
Som du jeg Aserne har dyrket,
Men tjener nu en bedre Gud.
O Toke! hvorfor vil du ikke
Oplade Øiet?




Palnatoke.


    Kom og sæt
Dig her paa Stenen! vi vil tale
Om Gudernes den hellige Natur;
Thi, som mig tykkes, er du ingen Daare,
Og farer ei med usselt Gøgleri,

Som Popo og de andre Klerke.
Jeg tror paa Aserne, fordi
Jeg troer, det er Ret, men kunde
Du vise mig, det ei var saa,
Da og min Tro jeg vilde skifte.



Odinkar.


    Jeg veed det, Toke! du er ikke Hedning,
Som Andre ere det, og ei
Du Lyset trodser blind i Mørke,
Men kun i Mørket ser du Lys;
Du elsker kun de kolde Stjerner,
Og hader Solens varme Glands.




Palnatoke.


    Man vorder lad og dorsk i Heden,
Naar ei den blander sig med Kuld.



Odinkar.


    Naar Solen blusser hver en Morgen
I Østen frem, og Stjerner fly,
Hvad mener du vel det betyder?


Palnatoke.
        

    Med Natten kæmper Stjerners Lys,
Som Aserne med Jetter kæmpe.
I Ragnaroke Aser skal
Med Jetter falde, endt er Nattestriden,

Og Solen straaler frem i Glands,
Det ahner jeg ved Morgengryet.



Odinkar.


    Men, naar nu Jetter kunde fældes
Før Ragnaroke, maatte da
Ei Aser og med dem forsvinde?




Palnatoke.


    De maatte; men det kan ei ske,
Saalidt som Døgn kan vorde idel Dag.



Odinkar.


    Kan Asernes og Norners Fader
Ei avle En, som mere tro
End Odin, Jetterne vil fælde?




    
    
Palnatoke.


    Er Guddomskraften to? kan Ymers Krop

End staa, naar Ymers Æt udslettes?



Odinkar.


    Det er et Jærtegn, som vi ei
Begribe, men som selv forkyndes
I vore gamle, dunkle Sagn:
Naar Jord og Alt paa Jorden græder,
Da stiger Baldur op fra Hel;
Men stiger han, da Ymers Legem
Fra Smitten renses, thi det græd.

 




Palnatoke.


    Din Kløgt er større end jeg tænkte.



Odinkar.


    
Alfader sendte ned sin Søn,
Og Sønnen steg til Helas Bolig,
Der bandt han Jetters fæle Flok;
Men Baldur op han med sig førte,
Og denne Søn var hviden Krist.




Palnatoke.


    Hel Underligt er hvad du siger,
Men Aserne! hvor bleve de?



Odinkar.


    
Hvor blive de i Ragnaroke?




Palnatoke.


    I Hødur stige de til Gimle.



Odinkar.


    Med Baldur Hødur steg fra Hel.
Kan du end spørge længer, Toke?




Palnatoke.


    
End spørger jeg: er Kraften to?
Kan blinde Hødur naa til Gimle,
Før did ham lyser Surturs Ild?
Kan Aser uden Kamp nedfældes,

    Og hvem kan bundne Jetteflok
Med Fenrisulv og Midgardsormen

Udslette, naar ei stærke Thor

Og tause Vidar mere aander?



Odinkar.


    Hvad mener du vel mægter bedst at lyse,

Alfaders Sol, hvad heller Surturs Ild?
Naar Aser leve, kan ei Fenrisulven

Og Midgardsormen dræbes, som du veed,
Men om nu Aserne ei faldt,
Om disse Verdens stolte Guder
Blandt Jetter lagdes fast i Baand;
Om evig dem Alfader straffed
Med evigt Liv i Surturs Lue;
Var det da ikke Ret?




Palnatoke.


    Hvordan?
Kan eders Gud sig selv da pine,
Og skal det Onde aldrig dø?
Skal Baldur ei med Hødur bygge
Paa Seierstøtten? skal fra Fjelderod
Ei Nidhøg drives med sin Ormeyngel,
Og synke ned i Ginnunggab?
Skal Alt da engang Eet ei vorde,
Skal Mer end Gimle være til?

Det er en ond, en farlig Lære,
Og trods dens fine Troldekløgt,
Jeg klarlig ser, hvorfra den stammer:
Alt længe Jetterne med Magt
Mod Aser kæmped, men forgæves,
Nu stræbe de med sælsom List
At vinde end i Ragnaroke;
De vil indbilde os, at alt

De ligge i et evigt Fængsel,
Naar vi da glemme mandig Kamp,
Og stille vores Liv hensover,
Da ødes Valhal, sorte Hel
Os griber, onde Jetter seire.

            

    O ve os! at saa skammelig
Vi Volas dybe Kvad forglemte,
Forglemte Aserne og kun
I Templet deres Støtter æred!
Thi derfor misted vi vor Kraft,
Og Jetter Askurs Børn kan daare.
O Frænde! hjelp mig at forny
De herlige, de svundne Tider!



Odinkar.


    Nei, Frænde! nei, hel vel jeg veed,
Paa hvem jeg tror, han sviger ikke.
Forsonet er jeg med min Gud

Og trænger ei til Valhals Kampe,
Ei mer behøver jeg min Lid
Til Ragnarokes Strid at sætte,
Thi endt er Jetters onde Magt
Og knust er Midgardsormens Hoved.




Palnatoke.


    Det mener du? har du da glemt
Det gamle Sagn om Thor og Yme,
Som ender med de mærkelige Ord:
Vel sige Mænd, da Thor sin Hammer
Udkastede, blev Ormens Hoved knust;
Men det er sandere at sige,
At Ormen ligger end i Hav,
Og vinder sig om alle Lande!
O! tro ei disse onde Løgne,
Lad dig ei daare af en Glands
Der blænder, men vor Kraft fortærer!



Odinkar.


    Ei dræbes Kraften, skønt ei mer
Den mæler høit i Vaabengnyet;
Den virker stille, inderlig,
Og dræber daglig onde Jetter.

            

Dog – klart jeg ser, det nytter ei
At ville dig til Kristum føre,

Du er stadfæstet i en vildsom Tro
Og ingen Størke mægter dig at rokke:
Ei vil jeg dømme, thi jeg vil ei dømmes,
Og vel jeg veed din Hug er ikke ond,
Men syndig er din Id og dertil daarlig,
Thi medens Kristi rene Lære du
Vil standse, prøver du at stille
Selv Tiden i sit Løb; den visne Urt
Skal paa dit Vink med friske Blade prange.



O Daare! mener du, fordi
I Dag de gamle Guder seired,
At længe deres møre, raadne Stol
Kan staa, før helt den sønderbrydes?
Se dig omkring! fra Romaborg
Til Eideren har Kristus vundet.




Palnatoke.


    Men her i Norden, Asers Hjem,
Her, hvor den høie, prude Lære
Er groet mellem Klipper frem,
Kan den vel og som Klippen stande.



Odinkar.


    Jeg ærer Fædrene i Nord,
Og jeg beundrer dem, som kunde
I Mørket saadant herligt Glimt
Opdage, men det er jo svundet.

I Norrig og i Svithjod selv
De Fleste tro paa egen Størke;
Men Mange ogsaa tro paa Krist

Der, som i Danmark.




Palnatoke.


    Er vel Glimtet,
Som du det kalder, svundet her i Nord,
Fordi hel Faa det skue nu omtide?
Er Solen og forsvunden, naar i Sky
Den hyller sig, ja selv naar den nedsynker
Ved Aftenstid? Dog – var det endog saa,
At Kristus kunde vinde her i Norden,
Da stander Jomsborg dog, og kan dens Kæmper

End ei, som er min faste Tro,
Indsætte Odin i sit Odelsrige,
I deres Æt dog vist et Skin af Nord

Skal leve evig.



Odinkar.


    Evig, Daare!
Det vorder lagt i Høi med dig.




Palnatoke.


    Saaledes stode disse gamle Stene
Igennem mange hundred Aar,
Naar Storme sused gennem Skoven

Og rev fra Jord den stærke Eg,
Da stode de, kun Mossets Trævler
For Vinden svaied hid og did.


Saa
 kan vel ogsaa Jomsborg stande,
Den store Sten, som jeg har reist;
Thi den har ingen Rod i Jorden,
Den staar kun paa den, og først da,
Naar Jorden revner, kan den synke.



Odinkar.


    Ja du har sagt det, Spaadom er din Trods,
Thi som jeg stod og stirrede mod Himlen,
Da saae jeg underlige Stjerneskud
Og sære Syner, som mig Aanden siger
Stadfæste dit forvovne Spaadomsord.
Ja, Jorden skal sit Svælg oplade,
Og der skal Jomsborg synke ned,
Og vore Ætmænd skal ei vide,
Hvor fordum stod den stolte Borg.
Naar da en Saga dem fortæller
Om denne Nat og dine frække Ord,
Da skal de korse sig med Gysen,
Og knæle dybt i Støv for Krist.

            


        

    
Sjette Samtale.
    
Jomsborg.


    



    Ene, fordybet i sig selv, sad Palnatoke i Salen med et runedækket Skjold for sig paa Bord, og ei mærkede han, at Vagn var indkommen. Et Aar var henrunden, siden Vagn drog til Bretland, og nu stod han længe, stirrede taus og forundret paa den Gamle, indtil han paa det Sidste maatte udbryde:


I Guder! hvem er denne Olding,
Som sidder hist, nedbøiet over Skjold?
Er Palnatoke død? er det hans Drauge,
Som sidder her ved Midjedag?

Nærmere gik han.

Er du dig selv, den stærke Palnatoke?




Palnatoke.


    Hvem tør forstyrre her min Ro?
Jeg er jo død og lagt i Høien,

Og sover paa det gamle Skjold,
Som før jeg bar i Sværdelegen,
Og drømmer om mit Liv paa Jord,
Om Aserne og deres Kampe.
De Spyd, som fordum bare Odins Sal,
Har grumme Jetter nu omstyrtet,
Og Tagets blanke Skjolde rulled ned,
Ei Aser og ei Valhal kan jeg finde,
Og derfor maa jeg Arme ligge her.



Vagn.


    O løft dog Hovedet, og se mig, Toke!




Palnatoke.


    Hvi stander der du unge Mand, med Sværd
Ved Lænden, klædt udi den haarde Brynje?
O skynd dig! lad dem hurtig smedde om
Til Hakke og til Spade! grav i Jorden!
At du kan blive kendt med den,
Og faae den til at favne venlig
De trætte Ben, naar du blir lagt i Høi,
Thi der er intet, intet Valhal mere.



    
    Vagn.


    Hvad? Toke! har en Seidmand koglet
Udaf dit Sind den høie Kløgt,
Som gennem hver din Idræt skinned
Og lagde Kæmpekraft i hvert dit Ord?

O! har du glemt, at du er Palnatoke,
At jeg er Vagn, hvem du har lært
De høie Aser at tilbede,
Og at forstaa de gamle Kvad?
O vaagn dog op af denne onde Dvale
Der tifold værre nævnes maa end Død!
O! kan du ikke længer Noget mindes?


    
Nu løftede sig Palnatoke, som vækket af hin dybeste Søvn.





Palnatoke.


    Jo, raske Vagn! nu mindes jeg

Fuldvel mig selv og dig, men ofte
Det med mig er saa underligt,
Jeg ikke veed, hvad selv jeg mæler.

Henveiret er min fordums Kraft,
Og jeg er vorden svag og gammel.



Vagn.


    Er jeg maaske ei heller mere ung?
Har mange Aar maaske i Bretland

Jeg sovet hen? Jeg kunde selv mit Vid

Forlise ved et saadant Jærtegn.




Palnatoke.


    Ja, Frænde! det er vist et Jærtegn,
Som varsler om de store Guders Fald.

Kom! sæt dig hos mig ned paa Bænken!
Da skal du lære, hvi saa brat
Min Størke og mit Mod jeg tabte.
    


Du saae, hvor stærk og fro jeg var,
Da sidst vi skiltes her i Jomsborg.
Jeg stirred efter Snekkens Mast,
Indtil dens Top var hel forsvundet,
Da saae jeg ned paa Bølgen hist,
Som vælter sig mod Borgemuren,
Men rokker ei den mindste Sten;
Jeg talte mine Aar, mig tyktes,
At som en Mur jeg trodsed Tidens Strøm;
Jeg skued hen mod Danmarks Kyster,
Min Fostersøn kom mig i Hug,
Og gladelig jeg der ham skued sidde
Paa Kongestolen, høie Aser tro;
Og denne Svend, hvem nys jeg gjorde mægtig,
Han har til Løn nu gjort mig svag.



Vagn.


    Den Svage! hvad kan han vel gøre?




Palnatoke.


    Det Svage mægter Intet ved sig selv,
Men naar det Stærke Man behøver,

Det virker meget ved Uvirksomhed.
Hvis Nogen griber fast om Sivet,
Og tror, han har en Vidje i sin Haand,
Hvad da?



Vagn.


    Da skuffes han, som du,
Ifald du mente, Svend var kraftig,
Men selv han ikke vorder svag.




Palnatoke.


    Naar han i Vidjen kun saae Livets Redning,
Han blev det dog maaske.
Dog her er ei om eget Liv at tale,
Hel ofte har jeg ingen Redning set,
Og aldrig dog jeg svag har gruet,
Men denne Gru, som jeg saa kæk forjog,
Nu hævner sig paa mig i Alderdommen.



Jeg saae i Svend den sidste friske Gren
Paa Skjoldungættens tørre, møre Stamme,
Jeg mente, at af den et Ror
Til Danmarks Skib end kunde skæres,
Til Skibet, som de gamle Guders Hær
Til Asgard atter skulde bære,
Men som blev tumlet om i Hav
Af Sønden og af Nordenvinde.
Det gamle Ror jeg smed i Hav,

Og stræbte glad det ny at raade,
Det bøied sig for Vindepust,
Jeg nær var faldet selv i Havet;
Jeg maatte slippe det af Haand,
Og nu omtumles atter Skibet,
Jeg gruer for hvert Øieblik
At se det synke ned i Svælget
Med Valhals Guder og med Nordens Kraft.
Se! det har Svaghed gjort, og jeg
Er hurtig vorden svag og gammel.



O, hør det Vagn! min Fostersøn,
Hvem jeg har sat paa Kongestolen,
Har villet myrde mig med Svig.
Til Haralds Gravøl bød han mig,
Og vilde gjort det til mit eget.



Vagn.


    Og end du nøler! end du ei
Har knust den usle, feige Niding!
O! har da Jomsborg ingen Mand,
Som hævne vil sin svegne Høvding?
Ved Mjølner og ved Asathor…




Palnatoke.


    O ti, min Søn! o sværg ei saa!
Hvad Norner skar, kan Ingen slette,

Og vist er det ei Mandeværk,
At Odins Æt er saa hentæret,
At Knud og at Guldharald faldt,
At Svend nu ene er tilbage.
Skal jeg da med min sidste Kraft
Vel Skjolds den sidste Ætmand knuse?
Maaske han vorder dog endnu
Hvad ikkun ene han kan vorde.
Og sker det ei, da maa det sandes:
At Asers Vælde er forbi,
At hviden Krist dem har betvunget.



Vagn.


    Har du dit eget Jomsborg glemt?




Palnatoke.


    Saalænge jeg var stærk, da mente
Jeg, Intet bøier Jomsborgs Størke;
Men da selv jeg er blevet svag,
Hvad kan da ikke Jomsborg vorde!
Hvad er vel stærkt, som Ygdrasill!
Og Orme dog den undergrave.

    
    
O! kunde du i Borgen vorde Høvding,
Da sank med mig i Graven ei mit Haab;
Men, Sigvald – nu jeg kender ham tilfulde,

Hans Kløgt er Jettekløgt, og dog
Blev han ei Høvding, ødtes Borgen,
Thi han har vundet Flokkens Gunst.



Vagn.


    Jeg kan ei lyde Sigvald.




Palnatoke.


    Vil du slukke
Det sidste Glimt af Haab, jeg har i Døden:
At du engang, naar Sigvald vorder kendt
Af Alle, som af os, kan vorde Høvding?
O lov mig, Vagn! du stævner ei herfra,
Saalænge Jomsborg eier gæve Kæmper!



Vagn.


    Jeg lover Meget, men jeg lover det.




Palnatoke.


    Du lover det! jeg veed du holder Løftet,
Og dog det end mig bæres for,
At du ei bliver her ret længe,
Naar jeg er død; men derfor vil
Jeg ikke heller lægges her i Høien,
Til Fyn du føre skal mit Lig,
Og jorde det hos Olufa, mig tykkes
Jeg der vil være nærmere ved dig.
 

Vagn.


    Dit Jomsborg vil du selv forlade, Toke!
Maa da og ikke alle dine Kæmper fly?


    
Nu indtraadte Sigvald med et Sendebud fra Svend.




Sigvald.


    Her er en Dansk, som søger dig,
For onde Tidender at bære.




Palnatoke.


    Hvad Tidende kan længer nævnes ond?



Sendebudet.


    Til dig jeg flygted, for i Ro at dyrke
De høie Aser, thi din Fostersøn
Har taget ved den kristne Sæd,
Og byder den i alt sit Rige;
Men Asers Alter styrter han omkuld.




Palnatoke.


    Min Fostersøn omstyrter Asers Altre!
Nu, Krist! nu vinder du i Nord.


    
Enstund henfaldt han i dyb og mørk Taushed, men løftede sig omsider pludselig, og kvad:




Høit blæser Heimdal,
Horn er i Luft,

Odin rider til

Mimers Brønd.


    
    Høit galer guldkammet
    Hane, og vækker
    
Hærfaders Kæmper;
    Sodbrune Hane
    Galer i Helas
    
Sale forneden.


    
    Vist maa jeg ile,
    Ile at stride
    Hisset paa Vigrids
    Luende Slette,
    Her er det ude.


(til Vagn)



End kan du skue
I mine Hænder
Hellige Mærke,
Rist nu med Sværdsod

Dybt gennem Huden!
Da skal med Blodet
Aanden udfare.


    
Førstegang var det, men og sidste, at Vagns Haand skjalv om Sværdehjaltet, han ristede, og Palnatoke nedsank livløs.


    

     
    
    
        
 


Vagn Aagesen
eller
Jomsborgs Undergang. 



De Talende.






Sigvald,

Jomsborgs Høvding.




Astrid,

hans Kone, Datter af Bursilav i Venden.




Vagn.






Ingeborg,

hans Kone.




Bjørn hin Bretske,

Palnatokes Fostbroder.




Svend Buesøn.






Aslak.






Endrid.







Hakon hin Rige,

Norrigs Jarl.





Erik,

hans Søn.




Eivind Kelda,

en Seidmand.



Tvende Hofgoder.





Odinkar.








    

        



Første Samtale.

        Jomsborg.
        
        
        



        
    Borgegaarden.
        
    
        
Rundt vare Jomsvikinger spredte, og de Fleste syslede med Vaaben. Sigvald og Thorkil stode afsides og samtalede.


Svend, en Jomsviking.
    
        

Svend.
    

    Hvad mener du? er dette Skjold nu blankt?



Jomsvikingen.


    Du er saameget for det Blanke
Og Smukke. Du vil faae en Hjertesorg
I Norrig, naar vi møde Jarlen.
Hvor vil du gemme da dit lange Haar,

Som er saa gult og fagert, at ei Blodet
Skal smudske det?



Svend.


    O! det har ingen Nød.
Naar Striden bliver hvas, jeg skærer
Det af og flyer det til dig,
Saa tænker jeg, det er i god Forvaring.



Jomsvikingen.


    Nu! det var netop svart som spurgt.
Men, ser du hist, hvor Sigvald staar og taler
I Løn med Thorkil? det mig tykkes fast,
Som af det Tog han ei har megen Gammen.



    
    Svend.


    Han loved kanske mer, end han har Lyst
Og Evne til at holde.



Jomsvikingen.


    Men sig mig dog, hvordan det ret gik til
Der ved Strutharalds Arveøl?



Svend.


    Ja, hvordan mener du? De drak tilbørlig,
Og Munden kom paa Gang, saa fik Kong Svend

Dem til at gøre store Løfter.
 



Jomsvikingen.


    Hvad loved Sigvald egenlig?



Svend.


    En Færd til Norrig, som ei skulde endes,
Før Hakon eller han var dræbt.
Da kan du tro, at Kongen glædtes.



Jomsvikingen.


    Hvad mener du er Kongens Agt?



Svend.


    At sende Sigvald med en kærlig Hilsen
Til Palnatoke. Du kan tro, at Svend

Ham under Jomsborg mindre selv end Astrid.



Jomsvikingen.


    Ja, dengang narred Sigvald ham
Da rigtig nok. – Men, ser du hist;
Der gaa jo To med dragne Sværde
Ind paa hinanden, det er Nyt
I Borgen, vi maa se de Løier.

    




Borgsalen.

            
    

Vagn.


O hvilken Tomhed her i disse Sale!
O hvilken Tomhed inden i mig selv!
Hvad er vel Jomsborg uden Palnatoke?
En mægtig Krop, hvis Sjel er faret ud,
Hvad Sværdet er, som hænger hist paa Knagen,
Hel frygteligt det var i Tokes Haand,
Nu hænger det saa tamt og stille
Som Knagen selv.

Længe grublede han, før han igen kom til Orde.

Det hænger stille,
Men naar det grebes af en vældig Haand,
Da maatte det, som forhen, bide Skjolde,
Og foer en kraftig Aand i døde Krop,
Fik den da ikke Liv igen? den fik.



Odinkar.


    Det ei.



Vagn.


    Hvorfor?



Odinkar.


    Fordi den døde,
Thi Intet dør, som mægter end at leve.



Vagn.


    Men hvem er du, som lurer paa min Tale?
 



Odinkar.


Din Frænde Odinkar, en kristen Klerk.



Vagn.


    Hvorledes kom du ind i Borgen?

    

Odinkar.


    Ad samme Port, som Tokes Lig kom ud.



Vagn.


    Ja, du har Ret, det Lig har Veien jævnet,
Men spurgte Ingen, hvad du vilde her?



Odinkar.


    De havde Andet at bestille,
Thi Alle stod omkring to Mænd
Som sloges om et Kvindfolk. Sigvald
Dem vilde skilt; men fik kun onde Ord.
    
Hurtig greb Vagn Tokes Sværd fra Knagen og vilde ile ud, men Odinkar traadte for ham.

Det er forbi. Da Bue Digre hørte

Hvorom de stred, han fluks dem begge dræbte,
Og overtraadte Loven selv
For at ei Loven skulde overtrædes,
Jeg ser, du havde samme Sindelag.



Vagn.


    Maaske. Men sig! hvad vil du her?
 



Odinkar.


    Mit høie Kald mig driver rundt i Norden,
At bringe Folket Daab og Kristendom,
Jeg fremmerst søger mine egne Frænder
Og Palnatokes ædle, djærve Æt.
Derfor jeg kom, med dig jeg vilde tale,
Og lære dig den Sandhed, jeg har lært.



Vagn.


    Og mener du, jeg vil din Lærdom nemme?



Odinkar.


    Det veed jeg ei, det veed allene Gud,
Men jeg maa tale, selv for døve Øren.
Dog, Palnatoke hørte mig, og du,
Det veed jeg, lyster ham at ligne.



Vagn.


    Han hørte dig, men troed dig dog ei.



Odinkar.


    Han troed dog at Kristus vilde seire
I Nord, paa Jomsborg ene stoled han,
Det er forbi. Hvorpaa vil du nu stole?



Vagn.


    Paa Aserne og paa min egen Kraft,
Om Alle tabe, jeg dog vist skal vinde,
Og, om jeg stolede paa Jomsborg end,

Var det saa daarligt? Du har luret,
Og hørt af Sorg jeg var forsagt,
Men Norrigs Hakon snart skal sande:
Der er endnu et Jomsborg til.



Odinkar.


    At der har været et engang.
En Kæmpe rammes kan af Pilen,
Skønt Buestrængen brast itu
Da Pilen fløi, men troer du at Strængen
Blir derfor hel igen?



Vagn.


    Er Buen god,
Man derfor ei behøver den at slænge,
Man snoer sig en anden Stræng,
Og er den end lidt mere stakket,
Saa Buen skyder ei saa langt og vist,
Den skyder dog.



Odinkar.


    Ifald den ikke brister,
Naar den skal bøies til den korte Stræng,
Og om den nu var ormestukken
Som den, hvorpaa du selv vil være Stræng!
Nei, Frænde! Jomsborg er ei mere,
Og Palnatoke selv til Undergang
Det vied, da han brød sin egen Lov.
 



Vagn.


    Hvorledes?



Odinkar.


    Mindes du ei længer,
At han mod Loven tog dig i sin Flok?
Da rystede han selv de stærke Mure
Og Asers Trone med; thi høit han svor,
At Loven skulde fast som Valhal stande.
Det skal opfyldes, selv I maa
Med Blindhed slagne, Valhal styrte,
I fare hen at øde Hakons Magt
Og eders Guder kæmpe mod sig selv.



Vagn.


    Nei, nu som altid, Aser imod Jetter,
Thi Hakon er ei Asers Ven, han skal
Forgaa, men Aser bo paa Norrigs Klipper.



Odinkar.


    Det mener du, fordi du ei begriber,
At underlige ere Herrens Raad,
Naar Jordens Magter sig mod Kristum sanke,
De dog allene tjene Himlens Gud.



Vagn.


    Hvem er den Himlens Gud, og hvem er Krist?
 



Odinkar.


    I disse Ord, hel faa, du spørger, Frænde!
Om Alt, hvad der er noget Spørgsmaal værdt.
Du stævner kæk til Mimers rene Kilde
Som sprang af Jord ved Kristi Guddoms Bliv;
Med viet Haand jeg dyre Drik dig rækker,
Og beder Gud, du føle maa dens Kraft,
Saa klart du ser, hvad ei du kan begribe!



Den Himlens store Gud, som jeg dig nævned,
Han var, da Intet var, hans Aandepust
Hensvæved over tomme Ginnunggab,
Det klare Lys da skinned i det Høie
Og i det Dybe vælted Bølgen sig;
Men Jorden blev imellem begge løftet,
Med Træer, Dyr og spæde Urter fyldt.
Da skabte Herren i sit eget Billed
En Mand af Jord og med sin Guddoms Aande
Han gennemvarmed, styrked Jordens Gud;
Af Mandens Kød og Ben en Kvinde
Til helligt Samfund blev af Herren skabt
Og derfor lever Kvinden kun i Manden,
Og føler kun, hvad Manden tænker kæk.
De ligned Gud, men Slangen lokked dem,
De vilde være deres Skabers Lige,
Da raabte Gud, og straffed dem med Død,
Hvert Menneske kan endnu høre Røsten,
Og skælvende han vender sig mod Gud,
Men Slangen lokker ham igen til Jorden,
Hvis han sig vender, er det evig Død,
Men Kamp, naar kæk mod Himlen han opstirrer.



Vagn.


    Hel Meget tykkes mig at ligne det
Som selv jeg tror, kun noget anderledes.



Odinkar.


    Vist ligner det. Guds Billede ei saa

Er svundet, at jo nogle Træk end findes
I hver en Sjel og dybe Træk der var
I hans, som kløgtig Asalæren bygged.

Alfader han er Himlens store Gud,
Og Aserne blev skabte i hans Billed,
Men vilde stolte være Guder selv,
Og derfor skal de dø i Ragnaroke.



Vagn.


    Ret som om Mennesket du sagde nys.
 



Odinkar.


    
Saa er det. Men om Krist du ogsaa spurgte.
Ham veed ei Asalæren Noget om,
Thi han ei kom, før sent i Tidens Fylde.

Alfader saae, at stor blev Slangens Magt,
At Mange lod sig af den Trædske lokke,
Og de som kæmped, savned Lys og Kraft;
Da rørtes han ved Slægtens store Jammer,
Og kærlig han forlod den al sin Skyld,
Han sendte ned sin egen Søn til Jorden,
At knuse Slangens Hoved, saa den ei
De Svage mer saa vældig kunde lokke.
Nu har vi Fred med Gud, og hver som tror
Paa Krist, han har i ham Guds Billed.



    
    Vagn.


    Men hvem er Krist? hvor blev han af?



Odinkar.


    Han er Guds Søn og han er Gud tillige,
Han døde for os Alle, men igen
Han lever hos sin Fader høit i Himlen



Vagn.


    Det er jo hartad som vor Asathor,
Der gaaer i Strid mod Midgards Udyr.
 



Odinkar.


    En dunkel Spaadom kan det maaske være,
Thi førend Kristus kom, han lovet var.



Vagn.


    Saa det vi tro, engang skal komme,
Er kommet allerede nu!
Nei, det er ikke sandt, thi Jetter

Har endnu megen Magt paa Jord,
Saa er jo Slangens Hoved ikke knuset,
Saa kan, saa maa vi ikke have Fred.


    
Odinkar.


    Vist er det knuset, dog den ei er død.
Vel maa vi end imod den Trædske stride,
Men vi har Fred med Gud ved Krist,
Og kraftig Hjelp af ham til Striden.

    

Vagn.


    Men naar skal Slangen dræbes hel?



Odinkar.


    Den dræbes ei, men bindes, pines evig
Med alle dem, den lokked til sig hen.



    
    Vagn.


    Hvad? skal den aldrig dræbes? Nei, langt heller
Jeg vente vil paa Ragnarokes Strid,

End saa forliges med Alfaders Fjende.

Saa knuste Aser Ymers Hoved, men
De bandt ham kun, og derfor skal de dø.
Du frister mig, som Loke fristed Aser.



Odinkar.


    Du ei forstaar mig; thi du mener at
Den Slange, som jeg taler om, lig Ymer

Er blevet af sig selv, men ikke saa,
Den kommen er fra Gud og derfor kan
Den ikke dø.



Vagn.


    Fra Gud? du lyver.
Er onde Jetter af Alfader skabt,
Saa er jo selv han ond, saa strider
Han jo imod sig selv, og vi,
Vi er hans Narre, nei, du lyver.

Gak bort! jeg vil ei høre mer.



Odinkar.


    Men Slangen er som Aser falden.



Vagn.


    
End engang byder jeg: gak bort!
Og tal ei meer om dine onde Guder!



Odinkar.


    Dig Himlens Gud tilgive! thi du veed
Ei hvad du siger. Alt vil du begribe,

Selv Gud, hvordan han røres i sig selv;
Begriber du da bedre Ymers Fødsel
Og Ragnaroke?



Vagn.


    Hold din Mund
Og gak!



    
    Odinkar.


    Jeg gaar, men med et sorgfuldt Hjerte.
Dog end et Ord! naar Levende og Dødt
Fornægter Aserne, og naar dit Øie
Forgæves stirrer i det tomme Rum,
Og søger det, hvorefter Sjælen længes,
Da tænk paa mig! og tænk paa Krist!

    


        



Anden Samtale.




    Øen Prinsigd i Hjørungarvaag.



    

Fra den aarle Morgen indtil Middag var stredet haardelig og Jarlerne trængtes saare. Da blev hvilet enstund, og med faa Mænd gik Hakon paa Øen at lede om Raad.





Hakon.


    Se! hisset drive mine mandeløse Snekker
Forbi de mange djærve Kæmpers Lig.
Forbandet være denne Vikingskare!
Hvi hærgede den ei i Syd og Vest?
Hvi stævned den til Norrigs nøgne Kyster
Hvor intet Rov den lokker? kom den hid
Af Overmod og Ondskab, mig at lære:
Jeg ikke er den Mægtigste i Nord?
Og Aser! I, til hvem saa tit jeg bloted,
Som jeg har reist de stolte Offerhuse,
Hvis Støtter jeg med Guld har smykket ud,

Med røde Guld, med Alt hvad mig er dyrest
Paa denne Jord, I taale det, I ser,
At Hakon, eders mest nidkære Dyrker,
Som smed de kristne Klerke ud i Hav,
Som brændte op de Kristnes Gudehuse,
At han skal haanes af en Vikingsflok!

Vred vendte Jarlen sig til de tvende Hofgoder som fulgte ham.

Hvi giver ei i Dag mig Odin Seier?
Har jeg da ei af ham den vel fortjent?



    
    Første Gode.



Gøndul og Skøgul


Hroptatyr sender

Valen at keise,

Nornernes Yngste
Stander med Skjoldet,

Odin og Skulda

Raade for Seiren.
Retvis er Nornen,
Kløgtig er Odin,
Tør du end spørge?
Norriges Jarl!



Anden Gode.


Saa aarle, da Solen

Sig skyndte fra Hav,
Vi bloted til Odin,
Vi bloted til Thor,
Vi bloted til alle
De mægtige Aser;
Ei hørte vi Ravnen
At skrige i Luft,
Men hungrige Ulve
De tuded i Skov.
Ilde er blotet,
Onde er Varsler,
Vred er dig Odin.




Hakon.


Saa bloter da bedre,
Og skaffer mig bedre
Varsel fra Guder!

    

Anden Gode.


Vel kan vi blote,
Neppe dog mægter

Hakon at tvinge
Mægtige Guder.



Første Gode.



Odin og Skulda

Raade for Seiren.
Retvis er Nornen,
Kløgtig er Odin.

Spot ikke længer
Norriges Jarl!



Eivind.


    Jeg mente, Hakon! du var kløgtig.
Kan du da ei begribe, at
Bærsærken Thor maa hjelpe sine Brødre,
At han, som alle Kvinder hader
Maa ynde kvindeløse Flok?
Og Odin, har jo Loke sagt, forstaar
Kun slet blandt Mænd at skifte Seier,
Thi vend dig bort fra denne Asaflok
Til stærke Kvinder! du hos dem er vensæl.
Paakald den store Thorgærd Hørgabrud!




Goderne.


Hørgabrude
Tempelbrude.


Rettelig nævnes

Frigga og Freia.
Argeste Seidmand!
Vover du Jetters

Kvinder at nævne
Hørgabrude?




Hakon.


    Og sidder hun da ei paa gyldne Stol,
Paa Gudebænk imellem Thor og Odin?





Goderne.


Derfor dig Odin

Skænker ei Seier,
Derfor er Aser

Vrede i Hu.



Eivind.


    Hun sidder vist paa fagre, gyldne Stol
Paa Gudebænk imellem Thor og Odin;
Men just fordi hun sidder mellem dem
Hun sidder ikke øverst, ei allene.
Naar disse først er borte, skulle vi
Om dette og om Mer samtale.




Hakon.


    Jeg eder ei behøver. Ganger kun!



Første Gode.


Ve, ve, ve
Over Norriges Jarl,
Over Norriges Land!
Over Hakon ve!
Han har Aser forskudt

Og til Jetter sig vendt,
Ham har Aser forskudt,
Han med Jetter skal dø.
 



Anden Gode.


Hørgabrud Freia

Hun skal fordrive
Thorgerd fra Bænken,

Hun skal nedstøde

Hakon til Hel.



Begge.



Hakon! vi gange,
Med os bortvandre

Valhals de rige,
Hellige Guder.



Eivind.


    
    Naar tog du Tro paa Thorgerd Horgabrud?




Hakon.


    Her kan jeg mæle, dog jeg ellers tier,
Ei meget troer jeg paa nogen Gud,
Men troer fastest paa min egen Størke.



Eivind.


    Hvi bygger du da Offerhus og bloter?



    
    
Hakon.


    En Part for Folkets Skyld, dog og en Part
Fordi jeg stundum var i Klemme
Og tyktes at en Bøn til Guder hjalp.


Saa var det, da jeg sloges med Guldharald,
Han hartad blev mig overmægtig, da
En raadte mig at bede fast til Thorgerd,

Saa gjorde jeg, og vandt, og derfor har
Jeg siden den Tid ogsaa hende dyrket.



Eivind.


    Det Raad var godt ihvem det saa end gav;
Thi Thorgerd er en saare mægtig Kvinde.
At tro paa egen Størke, duer ei,

Det Hele kun kan tro paa egen Størke,
Og paa det Heles Størke skal vi tro.
Du kender jo de gamle Sagn om Ymer,
Og Sønnerne af Bør, ei er det Snak,
Dog Faa forstaa det nuomtide,
Alt hvad du ser, og hvad du ikke ser,
Men som du kunde se, er Ymers Legem,
Det bundet er af Aserne og nu
Det stunder efter sig med Magt at løse,
Og Det som stunder, Det som eier Magt
Til Strid, er hvad vi nævne Thorgerd,
Fordi hun er et Værn mod Thor

Og alle Aser, hun er som en Kvinde,
Thi hun har født, men hun har født sig selv.




Hakon.


    Ei fuldelig din Tale jeg begriber;
Men har da Aser ogsaa rigtig Magt?
 



Eivind.


    Der er en anden Størke til end Thorgerds,
Og den vi kalde Aser; men den skal
Gaa under, bukke sig for hendes.
Og vil du nu fra hende nyde Hjelp,
Da bed og blot til hende kun allene,
Og sværg, du ei vil dyrke Aser mer!
Da gennem mig skal Thorgerds Stemme lyde,
Og du skal seire over Jomsborgs Magt.




Hakon.


    Forsværge Aserne, dog tykkes mig
Hel sært og fælt, jeg selv er Odins Ætmand.



Eivind.


Og jeg, en Søn af Røgnvald Rettilbein,
Nedstammer ikke jeg fra Odin,
Hin Asamand! men du kan tro,
At havde han sig selv kun ret forstaaet
Til Thorgerd selv han havde vendt sin Hug;
Thi Aser, naar de seire, brat forsvinde,
Men vinder Thorgerd, blir hun evig til.
Nu, djærve Frænde! vov at prøve Størke

Med Valhals Guder! thi ei Jomsborgs Mænd,
Kun dem det var, som ødte dine Skibe.
 




Hakon.


    Jeg ræddes aldrig, men fra denne Stund
Jeg veed, hvordan det er at ræddes,
Og lønlig Gruen gennemryster mig.



Eivind.


    Det Vikinger vil glædes ved, thi se!

Nu lægge de jo atter hen omborde.




Hakon.


    Men vil du da, at jeg fra Gudebænk
Skal kaste Thors og Freis og Odins Støtter?



Eivind.


    Ei skal du det; thi Navn er kun en Lyd,
Og dog til Navnet menig Mand sig klynger,
Men naar du beder, naar du bloter, da
Ved Asers Navn du tænke kun paa Thorgerd!
Se hvor de skarpe Pile flyve hist!
Det gælder dine Kæmper, Hakon!



    
    
Hakon.


    Velan! før Vikinger og Aser mig skal tvinge,
Asynier og Aser evig Haan og Had
Jeg sværger. Hvad forlanger Thorgerd?



Eivind.


    Vend dig mod Norden hen, og knæl
Imellem disse stærke, golde Stubbe,

Og bed, og Offer byd til Hørgabrud!
    Naar sorte Skyer sanke sig i Norden,
    Og skjule Solen, har hun hørt din Bøn.
 
    
    
Ei var det Under at Jarlens Knæ skjalv under ham der han gik at bede til hin onde Kvinde, men dog knælede han i Nord og mælte:



Ei mere, Thorgerd! vredes paa din Dyrker!
Til dig allene har han vendt sin Hug;
For dig skal sorte Nød og Heste bløde
Paa Granestub, naar Stormene fra Nord

Omkaste Skove, naar de sorte Skyer
Med stærke Døn mod Fjeldespidser briste!
O hjelp du mig! o hør min Bøn!    

    

Eivind.

    
        
End skinner Solen, Mere maa du byde;
        Kun Aser nøies med saa ringe Blot;
        Men Thorgerd kun med Mandeblod kan lædskes.        
    



Hakon.


    De Vikinger, som udi Vold jeg fanger
    Jeg vier til dig, offrer dig ved Nat.



Eivind.


    
End skinner Solen, Mere maa du byde
    Og Hørgabrud vil drikke Nordmænds Blod.

 



Hakon.


    Jeg paa en Høi af Fjenders Hovedskaller
    Min bedste Træl, min Karkur offre vil.



Eivind.


    
End skinner Solen, Mere maa du byde,
    Og Hørgabrud ei drikker Trælleblod.
    Hvi byder du ei hende Blod af Ædling?
    Imens du nøler, ødes dine Skibe.




Hakon.


    Saa kaar da selv, du strænge Hørgabrud!
Kun ikke mig, ei Svend og ikke Erik!



Eivind.


    Nu sankes Skyer, og Solen sortner,
    Og Thorgerd kaarer din liden Erling.
    Med Barneblodet af Odins Æt
    Hun lædsker Tørsten og du faa'r Seier.




Hakon.


    Min Søn! min Erling! dig jeg kunde glemme!
    For dyrt o Thorgerd! sælger du mig Seier.



Eivind.


    
End kæmper Lys og Mørke, Sol og Sky,
    Behold din Erling, og lad Jomsborg vinde!
    
Alt hugge dine Mænd de spændte Reb,
    Og ile bort fra Strid med stærke Aser.




Hakon.


    Hold Mund, du arge Seidmand! eller fluks
Med dette Sværd jeg dig til Thorgerd offrer,
Saa faaer hun ogsaa Blod af Asaæt.



Eivind.


    Forhast dig ikke, Norges stærke Jarl!
Thi vid! jeg offrede mig selv til Thorgerd,
Og alt for kort er end dit lange Sværd,
Naar spottende jeg ganger under Jorden.

    

Medens han saa stod, kom en Mand hastelig løbende og mælte:




    Hel hvas er Striden, Man har Odin set
Paa Skib hos Vagn og Thor hos Bue.
Kom, skynd dig Hakon! til dit Skib!
Thi Alle raabe høit paa Jarlen.



Eivind.


    Har du betænkt dig, Hakon?



    

Hakon.


    Onde Loke!
Du frister mig.
 



Eivind.


    Saa gør en Bøn,
Til hine Aser, som du nys forsvor!
De hjelpe dig vel ud af Nøden.




Hakon.


    Du spotter – Ha! men du har Ret.
Evindelig for mig er Asgard lukket,
Og jeg maa ty til Jotunheim.
Jeg vil, hvad ei jeg mægter at udsige.



Eivind.


    Nu, djærve Hakon! har du Seier vundet.

Gak nu til Skibs og send din Erling hid!




Hakon.


    Min Erling? ak! nei Thorgerds Erling.


    
Stormen bragede og Uveiret øgedes, ene stod Eivind vendt imod Norden og mælte:



Velkommen du sorte,
Du mørknende Sky?
Velkommen, velkommen
Du Ragnaroks Billed!



I Storm og i Mørke,
I Hagelens Driver
Indsvøber sig Thorgerd,
Og Rædsel udbredes,

Og Mennesker ødes,
Og Jettemagt vokser,
Og Aser forgaa.




Utgardeloke!

Surtur og Geruth!
Yrpa og Thorgerd!
Glædes, o glædes!

Hakon er eders,

Hakon er vores;
Gnister af Muspels

Rædsomme Luer
Bo i hans Bryst.




Blusser, o blusser


Muspelheims Luer!
Snart I med Surtur

Rase fra Sønden,
Mødes med Jetter,
Spille ved Himlen,
Tænde og tvinge
Valguders Sol!



Glæd dig nu, Ymers

Tørstige Legem!
Snart skal du drikke
Asaæts Blod.

Du som dig vinder
Trindtomkring Midgard!
Bid dig i Halen,
Knug dig til Midgard!
Snart skal du suge
Asaæts Blod.



Hvislende Stormen
Hviner i Luften,
Stentunge Hagel
Styrter fra Norden,
Styrter, og knuser

Kæmpernes Isser.




Palnatoke!
Pral om du mægter!

Jomsborg skal falde,
Styrte til Jorden,
Med den skal Asers

Altre nedstyrtes.

    


        


    

    Tredie Samtale.


Jomsborg.

    


    

Sigvald og Astrid sadde paa Bænk, og hans Arm var snoet om hendes Midie.



Sigvald.


    O! mere glad var Svibdag ei, da kærlig
Han Menglad holdt i stærke Kæmpearm;
Ham Nornen bød at vandre kolde Veie,
Men Veien endtes hos hans Venneviv;
Saa maatte jeg og vandre kolde Veie,
Men Veien endtes hos min Venneviv.



Astrid.


    Som Menglad sad jeg ogsaa her i Borgen
Og vented paa mit Ønskes Fugl, som fløi;
Han kom igen, og jeg var fuld af Gammen,
Nu er jeg det ei længer.



Sigvald.


    Og hvorfor?

 


Astrid.


    Fordi min Fugl, som fløi til Strid mod Høgen,
Ei kunde tvinge den, og kom dog hid
Igen med alle sine skønne Fjedre,
Og uden Spor af Høgens Klo.
O! da du gik af Badet op, min Sigvald!
Da ledte Øiet smaalig efter Saar,
Og da jeg tørred dig, jeg stirred
Saa fast paa Klædet, thi jeg mente dog
Jeg skulde se lidt Blod, jeg vidste,
Du kom fra Striden, hvor Saamange faldt,
Mig tyktes, at du maatte være saaret,
Før du forlod de djærve Kæmpers Lig.



Sigvald.


    Hvi vil med Sligt du spilde nu vor Gammen?
Sig Freia Tak, fordi hun frelste mig!
Du tro'r dog ei, jeg flygted, som en Niding!



    
    Astrid.


    En Niding! Hu! det er et rædsomt Ord.
Ak! var du det og kunde du det være!
Nei, det umuligt er, men sig!
Forlod med dig og alle Kæmper Striden?
 



Sigvald.


Vist gjorde de, det har jeg sagt saa tit,
Undtagen de, som nødtes til at blive,
Fordi der ei var Liv i dem; jeg tro'r,
Du vilde helst, blandt dem jeg skulde været.



Astrid.


O! kan du vredes paa din Astrid saa,
Fordi af kærlig Angst hun spørger,
Om end hun spurgte dig for tit!
O! kunde du mig ind i Hjertet kige,
Og se min Gru, ved blotte Tanke om,
Man nævned dig ei mer en trofast Kæmpe!
End nødes jeg at spørge længer: veed
Du ei, hvordan det Vagn er gaaet?



Sigvald.


    Er han ei død, saa lever han endnu.



Astrid.


    Hvor kan du tale saa? Du sørger
Da ei for Bue eller Vagn,
Ei over Jomsborgs bedste Kæmper?



Sigvald.


    De bedste? ja, maaske for dig,
For mig de altid var de værste,
Og jeg er glad, at jeg engang blev fri,
For alle dem, som pukkede paa Størke,

Og vilde styre, raade mer end jeg;
Først nu jeg agter mig for Jomsborgs Høvding.




Astrid.


    Men hvad er Jomsborg uden slige Kæmper?



Sigvald.


    Hvad Vindland for din Fader er: et Rige,
Og Kæmper ere alle mine Mænd
Saasnart jeg vil, men naar jeg vil det, spage.
De kæmpe ikke mer for Kampens Skyld,
Men kun for mig og for en Del af Byttet,
Med slige Folk en Høvding bedst er tjent.



Astrid.


    Jeg ei forstaar, hvad dermed du vil sige,
Og gid jeg aldrig maa begribe det!


    
Sigvalds Mænd: Aslak og Endrid traadte ind i Salen.




Aslak.


    Vi snappet har et Skib, som kom fra England,
Med deiligt Klæde og med Vin beladt,
Her bringe vi dig Noget af det bedste.
 



Sigvald.


    Saa! det var herligt, lad mig se!
Ja, Astrid! det er Klæde, fint og fagert,
Det skal du svøbes i, og du kan tro,
Det syne vil omkring din smekkre Midje.
Men, det er sandt, det skulde deles først.



Aslak.


    Men vi har hentet det, og du er Høvding,
Saa mener jeg, at vi bør tage først,
Der blir jo nok endda at dele siden.



Sigvald.


    I har da ogsaa taget noget selv!
Jeg maatte dog vel se: hvormeget.



Aslak.


    Nei, Høvding! du vil dog vel ikke
Med Tommelfingren maale Klædet ud
Og draabevis os tælle Vinen til?
Hvad vi har faaet, vil vi nok beholde.



Sigvald.


    Nu vel! saa lad os smage Vinen da!


    
    Ind traadte Bjørn hin Bretske.





Astrid.


    O! er du der, du gamle raske Kæmpe!
O! kommer du fra Norrig? hvor
Har du saalænge dvælet? hvorfor fulgte
Du ei med Sigvald?



Bjørn.


    Mere spørger du,
End jeg paa engang kan besvare.
Fra Norrig kommer jeg, og ei
Jeg Sigvald fulgte, thi jeg havde
En anden Vei end han.



Astrid.


    Du lever da,
Men Bue faldt jo dog i Slaget,
O! sig mig Noget om den Kækkes Død!



Bjørn.


    De hugged Hagen af og Underlæben,
Men det han ændsede kun lidt,
Han raabte: nu skal Danmarks Møer
Ei lystes ved at kysse mig. Tilsidst
Han tabte Hænderne, med begge Stumper
Han greb to Kister med Strutharalds Guld,
Og sprang i Havet, raabende: fra Borde!
Fra Borde alle Bues djærve Mænd!
Og alle sprang, og fulgte ham til Valhal,
Ei mangled Nogen af dem 
Odins Tegn.
 



Astrid.


De havde Alle Saar! den stærke Bue!
I Døden som i Livet var han Jern.
Men, lever Vagn?



Bjørn.


    Han er i Fyn.



Astrid.


    Hvi kom han ei med dig til Jomsborg?



Bjørn.


    Du længes svarlig efter Enkestanden,
Den ogsaa snart kan vorde dig til Del.



    
Astrid.


    Hvorledes, Gamle! hvad er hændt?



Bjørn.


    Saa veed du ei at Sigvald…



Sigvald.


    Hold din Mund!



Bjørn.


    Jeg holder paa mit Sværd og taler.



Sigvald.


    Veed du da ei at jeg er Høvding her,
Og kender du ei længer Jomsborgs Love,
Som byde, at ei her maa blottes Sværd,

At Ingen her maa Tidender frembære?

Gak Endrid, du, og Aslak! river Sværdet
Af Haanden paa ham, fører fluks ham ud!



Bjørn.


    Ja, har I Lyst at faae at vide,
Om dette er i Norrig blevet sløvt,
Saa kommer kun! Du Sigvald! snakker,
Om Jomsborgs Love, du som brød
De helligste, og flygted som en Niding
Imedens vi mod Overmagten stred.
Den Pil som Vagn dig sendte til Farvel,
Den fik du ei, derfor han æsker
Dig nu ved mig til Holmgang ud,
Og hver Mands Niding, den som ikke møder!



Sigvald.


    Jeg flygted ei for Mennesker, men Trolde,
Og aldrig jeg mod Slige laved Strid.
Vor Lov forbyder Jomsborgs Mænd at gange
I Tvekamp med hinanden, derfor ei
Jeg møder Vagn, og er dog ingen Niding.



Bjørn.


    Den er du, og den skal du vorde kaldt
I alle Nordurlande.
 


    
    
Sigvald.


    Aslak! Endrid!
Hvi nøle I? hvi gribe I ham ei?



Aslak.


    Fordi vi kende Bjørn. Kan du huske,
Hvordan det gik ved Haralds Arveøl?
Hvis ei, saa gak, og grib ham selv.

    

Med haanlige Lader udgik Bjørn af Salen, og ingen Mand rørte sig fra Bænk.




Astrid.


    Saa er du da ei længere min Sigvald!
Du er kun Loke i min Sigvalds Ham.
Som Freia, da hun Othar mer ei saae,
Jeg nu maa gange over Skov og Hede,
Med Graad paa Kind, min Sigvald at oplede.

    

    
    
    


Fyen.




Ene stod Vagn, sørgmodig og grublende for Palnatokes Høi ved Midienat.



Vagn.


    Nei, der er intet, intet Valhal mere,

Saa lød jo fordum, Toke! dine Ord!

Og nu mig tykkes, at jeg altid hører
Dig mæle saa igennem Høiens Muld.
Nei, der er intet Valhal mer, thi Hakon

Ved Jetters Hjelp har vundet Seier,
Og Jomsborgs Kæmper faldt, og Jomsborg selv
Er ikke mere til, en Røverhule
Den atter nu er vorden. Toke! ak!
Hvi lærte du mig, at der var et Valhal?
Jeg gik saa trøstig, kæmpende, fordi
Mig tyktes Liv og Kamp var eet paa Jorden,
Og uden Gru jeg tænkte paa den Stund,
Da Liv og Kamp fik Ende, Døden seired.
Men nu! jeg saae et Glimt af Guders Liv,
Jeg saae et Skin igennem Ragnaroke,
Og naar jeg kæmper, stirrer Øiet did,
Dog der ei mer for mig er Lys at finde.
Hvi rammedes jeg ei af Thorgerds Pile
I Hjørungvaag! hvi gav mig Erik Fred?
Hvi tog jeg den? Nu kunde jeg jo ligget
I Høien rolig; uden Tvivl og Frygt,
Som Toke, ja, som han, o Palnatoke!
O! lever du, og er et Valhal til,
Da rid ved Nat fra Odins Sal til Høien,
Og stil min Længsel med et venligt Ord!

Du maa, du skal, thi du har Tørsten vækket,
Du maa og slukke den, du skal, du maa!

    

For Vagns Øine var det tilsyne, som Høien oplodes, og en Stemme tyktes han at høre.




Vagn.


    Uvenlig, Drauge! er din hæse Røst,
Du spørger: hvi jeg vel vil vække Døde?
Jeg vide vil, om Valhal og om Aser

Er til, om jeg paa dem tør stole trygt?



Du tier, Drauge! atter lukkes Høien.
Fornægter du da Aserne? ak! ja,
Nu er det kommet, hvad du spaaed, Frænde!
Af Levende og Dødt fornægtes Aser,
Forgæves Øiet i det tomme Rum
Henstirrer efter, hvad min Sjel begærer!

    


        




    Fjerde Samtale.



Svolder.



    

Vundet var Ormen hin lange og Oluf var sprungen fra Borde. Rede stod Erik at fare til Norrig; men end engang vilde han samtale med Vagn og takke ham for sin Hjelp i Striden.





Erik.


    Langt anderledes er jeg nu tilmode,
End da jeg saae dig førstegang, min Vagn!
Da og jeg havde seiret, men jeg var
Nedbøiet som den Overvundne.
Jeg stod for dig og for din djærve Flok,
Og hørte eder mæle Størkens Ord,
Jeg saae i eder kun den sidste Levning
Af Kæmpeætten, af den prude Hird,
Som Toke sanked til at værge Aser;
Det skar mig dybt i Hjerte, at et Laug,
Hvis Stifter var den største Mand i Norden,
Alt skulde ødes, og at strænge Norner mig


Udkaared til at øde, hvad jeg elsked.
Dertil end kom, at ei jeg vidste ret,
Om Seieren var min, hvad heller

De onde Troldes; thi min Faders Færd
Var underlig og gruelig tillige.
Nu derimod ved Aser og mig selv,
Ved dig og mine andre djærve Kæmper

Jeg vandt en Seier, som kan glæde mig,
En Seier over Asers svorne Fjende,
Og var han end, som gamle Haralds Ætmand,
Til Norges Rige odelsbaaren, var
Dog Trøndelagen ei hans Odel,
Og han var Erlands Banemand.



Men, Vagn! du est jo ikke glad som jeg!
Saalænge Kampen stod, dit Øie lyste
Af Gammen, nu det mørkt og koldt
Paa Jorden hænger. Er der Noget
I Norges Rige, paa den vide Jord,
Saalangt min Arm og mine Kæmpers rækker,
Der fattes dig, da tal! og Livet skal
Jeg lade, eller og fordrive
Din Sorg, thi den er tung, og jeg
Fra førstegang, mit Øie mødte dit,
Fostbroderlig med dig er sammenbundet.
 



Vagn.


    Hav Tak, du Gæve! men paa Jorderig
Er Intet længer, som jeg stunder efter.
Jeg gik i Kamp, ei blot fordi det Liv,
Du skænked mig, er dit, jeg haabed,
At finde der en ærlig Kæmpedød;
Thi ked jeg er af Livet, Tvivl mig ængste,
Saalænge jeg er her, og Døden kun
Dem mægter at opløse eller dæmpe.




Vi vandt en Seier, den er din,
Du er den værd, men 
Olaf
 fældtes!
Han var en Kæmpe, ikkun Een,
Kun Toke nævner jeg hans Mage,
Og overmenneskelig var hans Færd.
Ei skar det, Erik! dig saa dybt i Hjerte
I Hjørungvaag, som mig i Svoldersund.
Ak! naar? hvordan skal Enden vorde
Paa store Tvist imellem Krist og Odin?
Sig Kæmpeslægten deler mellem dem,
Og fældes, ødes under Begges Mærke,
Men Jetter, Djævle, – nævn dem, hvad du vil! –
De seire. – Eller, er der intet Saadant!
Er Himmel, Valhal, Guder, kun en Lyd,
Og vi, som Skovens Træ'r, en Slægt, der vokser

Af Jorden op, kun for, at efter os
En anden skal opgro, og atter fældes!
Ak! det er tungt at leve, naar Man ei 
    Forstaar hvad Livet er, og ikke
Kan stille Sjelen ved en stadig Tro!




Erik.


    Hvor du forfærder mig med denne Tale!
Hvad i mig selv jeg som en sagte Hvisken
Kun stundum hørte, og kun halv forstod,
Det taler høit igennem dig, og piner
Mig mer end tusend dybe Saar,
Ei tør jeg glædes ved min Seier længer,
Forbandet han, som kække Oluf sveg,
Den lumske Niding!


    
Vagn.


    Hvad? er Oluf svegen?
Er Seiren vundet ved en Nidingsid?
Hvem er han? tal! hvem sveg den Bolde?




Erik.


    Det gjorde Sigvald.



    
    Vagn.


    Høie Guder!
Hvi kløvedes han ei af dette Sværd,
Som efter hans, den Nidings Blod saalænge

Har tørstet! hvorfor undtes det mig ei
At vorde ham til Bane, før hin værste
Af sine Jettehandler han bedrev!
Hvor er han? tal! at før min Afgang
Jeg Guderne kan tækkes ved hans Drab,
Thi han er alle Guders svorne Fjende.




Erik.


    Jeg følger dig til Død og blodig Hevn,
Thi ogsaa jeg nu efter Høien længes.



Vagn.


    Nei, ikke saa min Ven! dig Nornen

Har kaaret til et mægtigt Riges Drot,
Did fare du, før høvdingløse Skare
Oprøres mod sig selv til Tvist paa ny!
Kan Sigvald fældes, denne Haand vel mægter
At sende ham, før Sol gaaer ned, til Hel;
Men er det Norners underlige Raad
At længer han sit Nidingliv skal friste,
Da nytter ingen Magt, og falder du,
Da skuffes Norrig for den Drot, du skylder
Dit Fædreland i faldne Olufs Sted.
Thi drag herfra! jeg dig besværger

Ved alle Guder og ved Norrigs Held!





Erik.


    Din Aand er Herre over min, jeg drager,
Men drager bort med sorgbetynget Hug.
Du byder mig at vorde Norrigs Drot
I 
Olafs Sted, men Værket at fuldende,
Som han begyndte, kristne Landet! nei,
Det kan, det tør jeg ei, og øde
Hans Værk! det tør jeg ikke heller.
Hvad skal jeg gøre? raad mig, om du kan!



Vagn.


    En mere raadløs Mand er ei paa Jorderig,
End jeg, og jeg skal give Andre Raad!
Dog, ei som mit, dit Hjerte sønderslides
Af Angst og Tvivl; thi er mit Raad:
At du skal lade høie Norner raade;
Thi det dumdristigt er at blande
Sig ind i stærke Guders Tvist.



    Farvel! paa Jord ei mer vi mødes,
Men mødes vi engang, da er jeg glad,
Thi da er Tvivlen løst og Mørket svundet.




Erik.


    O! gid jeg var en Kvinde dennestund!
Da turde Taarer mæle, nu da jeg
    Maa tie.
 



Vagn.


    Skam dig ei! lad Taaren rinde,
Og blande sig med min! thi ei med Blod,
Med Taarer kun nu Kæmperne i Nord

Maa i Fostbroderlag sig sammensværge.

    

    

Vagns Gaard i Fyen.




Ene sad Ingeborg og kvad saa sørgelig med Graad paa Kind.



Ingeborg stod paa høien Fjeld,
Hun stirred saa vidt over Hav,
Alt efter Hjalmar, den prude Svend,
Han var hendes Hjerte saa nær.
Men Nornerne raade vor Skebne.

    

Hun syed den Brynje med Silke fin,
Som han skulde bære i Strid,
Ak! har kun Angantyrs det skarpe Sværd
Ei farvet den med hans Blod!
Men Nornerne raade vor Skebne.

    

Hid seiler en Drage saa høi og prud,
Og Hovedet luer af Guld,
Den førte ung Hjalmar i Ledingsfærd,
O! monne den bære ham end?
Men Nornerne raade vor Skebne.

    

Den Snekke stævned mod Landet ind.
Og Ingeborg stævned fra Fjeld,
Den naaede Land og hun naaede Sø,
Ung Orvarod stod udi Stavn.
Men Nornerne raade vor Skebne.

    

O! sig det mig snarlig, du unge Svend!
Som stander saa høit udi Stavn:
Mon Snekken end bære min Hjalmar hid,
Som bar ham ud sønder i Hav?
Men Nornerne raade vor Skebne.

    

Ja visselig bærer den Snekke end
Din Hjalmar, som bar ham i Hav;
Dog gange du maa vel omborde til ham,
Han ganger slet ikke til dig.
Men Nornerne raade vor Skebne.

    

O! vist er han Dødsens, om ei han er død,

Mens ikke han ganger til mig.
Hun løfted den Dug, som var bredt over Lig,
Hel ynkeligt var det at se.
Men Nornerne raade vor Skebne.
 



Hun løfted den Dug med de Fingre saa smaa,
Som Dugen saa var hendes Kind,
Og Hjertet, det maatte isønder gaa,

Halvmere Ynk var der nu,
Men Nornerne raade vor Skebne.

    

Og Upsalakongen lod gøre en Høi,
Der ligge de dybt under Muld.
Den Saga fremtaltes saa vide om Land,
De sørgede Alle, som lyded derpaa.
Men Nornerne raade vor Skebne



    Odinkar.


Dig trøste han, som bygger i det Høie!
Men sig! hvi er saa harmefuldt dit Kvad
Hvi rinder saa paa blege Kind din Taare?



Ingeborg.


    Hvem er du?



Odinkar.


    Vagns og Tokes Frænde.



Ingeborg.


    Du kender da min Vagn, og veed
At han er dragen ud i Leding,
Og spørger dog om Grunden til min Sorg!
 

Odinkar.


    Har du da glemt, at Kamp er Kæmpens Liv,
Og veed du ei, du ægtede en Kæmpe?
For Saadant græd ei fordum Nordens Kvinder.



Ingeborg.


    Jeg veed det, fra min Æt jeg er vanslægtet,
Mit bløde Hjerte for det haarde Staal
Har altid gruet, dog jeg Kæmpen elsked,
Men havde du ham set, min Vagn, da sidst
Han mig forlod, du spotted ei min Vaande.
En lønlig Sorg har gnavet ham i Hug,
Saalænge jeg kan mindes, naar og stundum
Han klapped mig saa kærlig under Kind,
Var Glæden stakket, mørk han stirred
Paa mig, ja paa sin liden Toke selv.
Men fra den Stund, han Hærbud fik fra Jarlen,
Han var saa glad og dog saa frygtelig,
Og da han sidst mig trykkede i Favn,
Og kyssed mig, og sagde mig Farvel,
Han tyktes glad, og dog nedrandt en Taare,
Som brændte mig igennem Ben og Kød.
Han stod som den, der kaldet er til Valhal,
Hvis Øie alt har fundet Odins Sal,
Og til sin Elskte klæber sig med Størke,
Ei for at binde sig til Jord, men for
At drage hende med til Guders Samfund.
Du ser mig aldrig mer, det sagde
Mig hvert hans Blik og hvert hans Favnetag.
Jeg ser ham aldrig mer, det siger
Mit Hjerte mig og mine tunge Drømme.
Jeg saae i Nat, ak! hvor jeg græd og skjalv!
En Orm, saa fæl og stor som Midgardsormen,
At vinde sig omkring hans Liv, han stred
Saa kæmpelig, saa længe, men tilsidst
Han kvaltes dog af onde Udyrs Edder.
O! vidste jeg, han hviled alt i Høi,
Da stilledes min Kval, da skulde
Jeg snarlig naa ham, men endnu
Jeg holde maa paa Aanden, som vil flygte,
Thi kom han hid med mange dybe Saar,
Og jeg ei var her, kunde ei ham pleie,
Ei aande Varme i de kolde Læber,
Og Rødme i den blege Kind,
Jeg selv i Freias Sal fortvivled.



    O! veed du ei om Striden alt har standet,
Om han er falden? veed du det
Da dølg det ei! min Vaande kan ei øges.



Odinkar.


    I Svoldersund har Kæmper prøvet Størke,

Men ei i Striden faldt din Vagn,
Dog bedre Tidende jeg haver ei at bære,
End at han snart skal lægges udi Høi.

    

Ind traadte Svend Buesøn og trende Andre. En Kiste bare de paa Skuldre og satte den til Jord.




Ingeborg.


    Ei kan jeg gange, leder I mig hen
Endnu engang at se min Vagn! og siger
Mig om hans Afgang hvad I veed!



Svend.

    
Med draget Sværd han trængte ind paa Sigvald,
Fordi han Norrigs Olaf havde sveget
Og Sigvalds Mænd ham dræbte, ei af os
Var Nogen nær, og da vi kom til Stedet,
Var Sigvald flygtet fra vor visse Hevn,
Men Vagn med Døden droges som en Kæmpe.
Han bød os flytte hid sit Lig,
Og bringe dig hans sidste Hilsen;
Jeg røgtet har mit Ærende, det var
Mit Livs det tungeste; nu fluks
Jeg skynder mig et bedre at udrette:
At rive Sigvald Hjertet ud af Liv,
Til ringe Bod for dræbte Frænde.
 



Odinkar.


    Dit Hjerte krympes i de sidste Slag,
Det ser jeg grant, vil du ei lettes
I Dødens Strid ved Kors og hellig Daab?



Ingeborg.


    Mig tyktes godt, det Lidet jeg har hørt
Om hviden Krist, og gerne vilde
Mit Hjerte vende sig mod ham;
Men Vagn var ikke Kristen, jeg vil være
Hos ham. – Min Søn, ak! han er faderløs
Og moderløs nu bradt, du er hans Frænde,
Vil du ham træde i Forældres Sted?



Odinkar.


    Jeg vil.



Ingeborg.


    Saa dør jeg rolig.

    

    


Liden Toke knælede grædende ved Faders og Moders Lig, for ham stod Odinkar.



Odinkar.


    Almægtige, Barmhjertigheders Fader!
Nedsku i Naade til din Tjener her,
Og til den Spæde, som paa Jord nedknæler!
Tilgiv for Jesu Skyld den Slægt,
Som voved sig mod dig at reise!
Omhugget har du med din Kraftes Arm

Det stærke Træ som stod igennem Sekler,
Tilbage er kun dette svage Skud,
O giv mig Kraft til i det at indpode
En Kvist, som grønnes kan og bære Frugt,
Til Velbehag for dig, og Held for Norden!



Jeg føler det, o! du har hørt min Bøn.
Fra Toke skal en hellig Mand nedstamme
Og djærv for dig han løfte skal sit Sværd,
Som Palnatoke sit for Aser løfted,
Og Dæmningen, som Toke, fræk og blind,
Opreiste mod din Søn og mod hans Lære,
Skal han nedbryde, høit dit Navn forkynde.



Saa vier jeg dig, liden Toke! her
Med Korset, til et Tegn, at du
Og al din Æt skal tro allene
Paa den Korsfæstede og paa hans Ord.
Med helligt Vand jeg over disse Døde
Dig døber i Treenighedens Navn,
Og Draaberne som falde paa de Døde,
Skal stille deres Sjeles tunge Tørst,
Som slukkedes ei her paa Jorden.
Den Evige dem skal tilgive, thi
De vidste ikke, hvad de gjorde.

    



        
    
        
   
   
   
   
    
   
   Trykfeil.
   
   
   
   
   
   Side
   Linie
   
   
   
   
   10
   17
   Punktum for Komma.
   
   
   
   17
   18
   kærlingvæg – kærlingveg.   
   
   
   
   26
   1
   løiet for lovet.
   
   
   
   44
   11
   Teorkil for Thorkil.
   
   
   
   50
   15
   mangle for fattes.
   
   
   
   52
   10
   Semikolon for Punktum.
   
   
   
   78
   22
   Skjolskab for Skjaldskab.
   
   
   
   82
   3
   Alt for alt.
   
   
   
   83
   11
   Skenen for Stenen.
   
   
   
   90
   12
   Kommaet efter: tro udslettes!
   
   
   
   108
   7
   den Anden for den Tredie.