File size: 122,740 Bytes
f1e5b38 |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 746 747 748 749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800 801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 841 842 843 844 845 846 847 848 849 850 851 852 853 854 855 856 857 858 859 860 861 862 863 864 865 866 867 868 869 870 871 872 873 874 875 876 877 878 879 880 881 882 883 884 885 886 887 888 889 890 891 892 893 894 895 896 897 898 899 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979 980 981 982 983 984 985 986 987 988 989 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999 1000 1001 1002 1003 1004 1005 1006 1007 1008 1009 1010 1011 1012 1013 1014 1015 1016 1017 1018 1019 1020 1021 1022 1023 1024 1025 1026 1027 1028 1029 1030 1031 1032 1033 1034 1035 1036 1037 1038 1039 1040 1041 1042 1043 1044 1045 1046 1047 1048 1049 1050 1051 1052 1053 1054 1055 1056 1057 1058 1059 1060 1061 1062 1063 1064 1065 1066 1067 1068 1069 1070 1071 1072 1073 1074 1075 1076 1077 1078 1079 1080 1081 1082 1083 1084 1085 1086 1087 1088 1089 1090 1091 1092 1093 1094 1095 1096 1097 1098 1099 1100 1101 1102 1103 1104 1105 1106 1107 1108 1109 1110 1111 1112 1113 1114 1115 1116 1117 1118 1119 1120 1121 1122 1123 1124 1125 1126 1127 1128 1129 1130 1131 1132 1133 1134 1135 1136 1137 1138 1139 1140 1141 1142 1143 1144 1145 1146 1147 1148 1149 1150 1151 1152 1153 1154 1155 1156 1157 1158 1159 1160 1161 1162 1163 1164 1165 1166 1167 1168 1169 1170 1171 1172 1173 1174 1175 1176 1177 1178 1179 1180 1181 1182 1183 1184 1185 1186 1187 1188 1189 1190 1191 1192 1193 1194 1195 1196 1197 1198 1199 1200 1201 1202 1203 1204 1205 1206 1207 1208 1209 1210 1211 1212 1213 1214 1215 1216 1217 1218 1219 1220 1221 1222 1223 1224 1225 1226 1227 1228 1229 1230 1231 1232 1233 1234 1235 1236 1237 1238 1239 1240 1241 1242 1243 1244 1245 1246 1247 1248 1249 1250 1251 1252 1253 1254 1255 1256 1257 1258 1259 1260 1261 1262 1263 1264 1265 1266 1267 1268 1269 1270 1271 1272 1273 1274 1275 1276 1277 1278 1279 1280 1281 1282 1283 1284 1285 1286 1287 1288 1289 1290 1291 1292 1293 1294 1295 1296 1297 1298 1299 1300 1301 1302 1303 1304 1305 1306 1307 1308 1309 1310 1311 1312 1313 1314 1315 1316 1317 1318 1319 1320 1321 1322 1323 1324 1325 1326 1327 1328 1329 1330 1331 1332 1333 1334 1335 1336 1337 1338 1339 1340 1341 1342 1343 1344 1345 1346 1347 1348 1349 1350 1351 1352 1353 1354 1355 1356 1357 1358 1359 1360 1361 1362 1363 1364 1365 1366 1367 1368 1369 1370 1371 1372 1373 1374 1375 1376 1377 1378 1379 1380 1381 1382 1383 1384 1385 1386 1387 1388 1389 1390 1391 1392 1393 1394 1395 1396 1397 1398 1399 1400 1401 1402 1403 1404 1405 1406 1407 1408 1409 1410 1411 1412 1413 1414 1415 1416 1417 1418 1419 1420 1421 1422 1423 1424 1425 1426 1427 1428 1429 1430 1431 1432 1433 1434 1435 1436 1437 1438 1439 1440 1441 1442 1443 1444 1445 1446 1447 1448 1449 1450 1451 1452 1453 1454 1455 1456 1457 1458 1459 1460 1461 1462 1463 1464 1465 1466 1467 1468 1469 1470 1471 1472 1473 1474 1475 1476 1477 1478 1479 1480 1481 1482 1483 1484 1485 1486 1487 1488 1489 1490 1491 1492 1493 1494 1495 1496 1497 1498 1499 1500 1501 1502 1503 1504 1505 1506 1507 1508 1509 1510 1511 1512 1513 1514 1515 1516 1517 1518 1519 1520 1521 1522 1523 1524 1525 1526 1527 1528 1529 1530 1531 1532 1533 1534 1535 1536 1537 1538 1539 1540 1541 1542 1543 1544 1545 1546 1547 1548 1549 1550 1551 1552 1553 1554 1555 1556 1557 1558 1559 1560 1561 1562 1563 1564 1565 1566 1567 1568 1569 1570 1571 1572 1573 1574 1575 1576 1577 1578 1579 1580 1581 1582 1583 1584 1585 1586 1587 1588 1589 1590 1591 1592 1593 1594 1595 1596 1597 1598 1599 1600 1601 1602 1603 1604 1605 1606 1607 1608 1609 1610 1611 1612 1613 1614 1615 1616 1617 1618 1619 1620 1621 1622 1623 1624 1625 1626 1627 1628 1629 1630 1631 1632 1633 1634 1635 1636 1637 1638 1639 1640 1641 1642 1643 1644 1645 1646 1647 1648 1649 1650 1651 1652 1653 1654 1655 1656 1657 1658 1659 1660 1661 1662 1663 1664 1665 1666 1667 1668 1669 1670 1671 1672 1673 1674 1675 1676 1677 1678 1679 1680 1681 1682 1683 1684 1685 1686 1687 1688 1689 1690 1691 1692 1693 1694 1695 1696 1697 1698 1699 1700 1701 1702 1703 1704 1705 1706 1707 1708 1709 1710 1711 1712 1713 1714 1715 1716 1717 1718 1719 1720 1721 1722 1723 1724 1725 1726 1727 1728 1729 1730 1731 1732 1733 1734 1735 1736 1737 1738 1739 1740 1741 1742 1743 1744 1745 1746 1747 1748 1749 1750 1751 1752 1753 1754 1755 1756 1757 1758 1759 1760 1761 1762 1763 1764 1765 1766 1767 1768 1769 1770 1771 1772 1773 1774 1775 1776 1777 1778 1779 1780 1781 1782 1783 1784 1785 1786 1787 1788 1789 1790 1791 1792 1793 1794 1795 1796 1797 1798 1799 1800 1801 1802 1803 1804 1805 1806 1807 1808 1809 1810 1811 1812 1813 1814 1815 1816 1817 1818 1819 1820 1821 1822 1823 1824 1825 1826 1827 1828 1829 1830 1831 1832 1833 1834 1835 1836 1837 1838 1839 1840 1841 1842 1843 1844 1845 1846 1847 1848 1849 1850 1851 1852 |
Om Religion og Liturgie.
Unter der Hülle aller Religionen liegt die
Religion selbst.
Schiller.
Atter er Liturgien blevet Centret for Dagsliteraturen, og det med saamegen mere Ret, som Regieringen just nu har værdiget den sin
særdeles Opmærksomhed.
Næsten alle de, der hidtil traadte frem, have antaget
som afgiort, at vor Liturgie trænger til total Forandring, og kun opholdt
sig ved Besvarelsen af Spørgsmaalet, hvori denne bør bestaae?
Naturligviis opstod her den største Uenighed, da man
havde glemt, først at enes om Synspunktet for det Hele.
Spørgsmaalene: Hvad er Religion? Hvad er christelig Religion? Hvad er
Liturgie? og hvorledes forholder denne sig til hin? ere stedse blevne staaende i
Baggrunden, og enten ganske overseete, eller dog kun betragtede med halv
fravendt Øie.
Denne Fremfærd er saa meget besynderligere, som enhver
Dom, der, uden strængeste Hensyn paa hine Grundideer, fældes enten
over den gamle, eller nogen anden Liturgie, maa ligne Dommen over Stenes
Dimensioner uden Hensyn paa Bygningen, hvori de skulle passe, eller dennes Bestemmelse.
Troede man maaskee, at Ideen om christelig Religion var
bekiendt og erkiendt nok, og tabte saaledes den store
Revolution af Sigte, som Menneskenes Begreber ere undergangne i de sidste 10
Aar; eller, tilbageholdt man sine Meninger om Christlæren, og
en for samme passende Liturgie, af en Forsigtighed, der, saa beføiet den
i visse Henseender kunde være, var her ganske paa urette Sted?
At det Sidste har hos Nogle været Tilfældet,
derfor synes den Aand at borge, som lever i
deres Bemærkninger; men hvor inkonseqvent denne Adfærd er, kan sees ved at anvende Grundsætningen paa Livets
mindre vigtige Gienstande.
Vel opfører man ikke sielden paa et Theater Stykker,
der, ene beregnede paa et øiebliklig
Publikums Klap, ei have uden negativt Hensyn paa
Dramaets høiere Love; men var Talen om en ufravigelig Rettesnor for de
Dramer og Dekorationer, der i en længere Fremtid skulde skues, vilde man
dog neppe lade det beroe med at vise, hvilken
Virkning disse vilde have paa den første den bedste Sværm af
Tilskuere, man i dette Nu indkaldte fra Gaden. Ja, man vilde vel end ikke danne
Regelen overensstemmende med de Fordringer, som giordes af mere Tænkende,
efter den herskende Smag, men søge tilbage til det første og
høieste Princip for dramatisk Digtning, og derefter afpasse saavel det
Materielle som Formelle ved Indretningen. Forsømmelse heraf vilde i det
mindste med Ret kaldes en utilgivelig Brøde, saavel mod den
nærværende Slægt, hvis Smag ei burde følges, uden den først beviistes at være
Produktet af de høiere Ideers Erkiendelse, som mod den kommende, der med
yderste Mishag maatte see sig undergiven Love, hvis Motiver for længst
vare hensmuldrede i Støvet, hvorfra de toges.
Her derimod, hvor Talen er om det høieste i Livet, om
det, der skal hæve os, ei blot øiebliklig over Tilværelsen, men til Beskuelse af en
evig Exsistens uden fra, og over samme, vil man nøies med, at
raadspørge vor Tidsalder, som var den upartisk, fordi den er ligegyldig
En fra Erfaring og Menneskekundskab hentet og
følgelig saare rigtig Bemærkelse.
Udg.
.
Længe haabede vi
Taler Herr Forfatteren i et heelt Selskabs eller i sit
eget Navn? I sidste Tilfælde synes mig Jeg
havde været mere passende.
Udgiv.
at skue mere dybtgaaende Forsøg til Bestemmelsen af christelig
Liturgies Grundvold, fra Mænd, der ved deres Kundskaber og Stilling vare
dertil lige beføiede; men, hidtil skuffede i vor Forventning, toge vi
den, maaskee noget dristige Beslutning, at forelægge vore
Landsmænd Resultaterne af vor redelige Granskning.
Vel vide vi, at Veien, der maa betrædes, er slibrig, og
egnet til Fald, da den fører sin Vandrer ud over Tilværelsen, og
lader ham ligesom svæve mellem Himlen og Jorden; men vi vide ogsaa, at
det er den eneste, som kan føre til Maalet, og føle os sikkre paa,
ei at vorde Gienstand for de Fornuftiges Latter, om end stundum vor Fod glider, og vore Skridt vakle. At Daarerne,
der virkelig troe sig kloge, naar de kunne fremstille Alt, ligesaa
betydningsløst
, som de selv ere, ville lee høit, det forudse vi; men Saadant skal
være os ligesaa kiært, som det Modsatte vilde bedrøve
os.
Trænge vi til Religion?
Dette spørgsmaal maatte synes underligt, især for
Historiens
Fortrolige, dersom det ei var bekiendt, at vor Tid sætter en
Ære i at nægte, hvad alle de svundne Aldere have bekræftet,
i at indknibe sig selv til Jorden, som om det
var Menneskets høieste Triumph at paastaae sin Tilværelses
Nullitet. Nu derimod vil man med Rette her fordre det besvaret.
Først ville vi søge at føre Livet og dets
Problem frem for Beskuelsen, ei for derved at undgaae Svaret; men for at
sætte Læserne paa vor Standpunkt.
Vi leve i en
Dal, begrændset af et
uoverskueligt, bølgende Hav. Vakte ved Traditionen, og drevne af en
uforklarlig Tvang, ahne vi dunkelt, at paa hin Side Havet maa være et
Land, med skiønnere Vexter, og renere Luft – vort oprindelige
Hiem. Uvilkaarlig stirre vi did, uvilkaarlig stræbe vi i vore Aandedrag
at opfange Luften, der synes at strømme ud fra hint Ubekiendte. Herved
blive de staaende, som berusede af Dalens Druer, eller lænkede til denne
Jord, ei kunne skue dens Ophør. Herved bleve vi maaskee Alle staaende,
dersom Havets Bølger ei efterhaanden opslugte os; men nu kunne vi ei
længere være tilfredse med den ubestemte Ahnen. Vi forlange
Vished. Selv tør vi ikke vove os bort, da vi maa gaae under ved
Forsøget, og dog ei vide, om det er os tilladt, at forlade Dalen; men
tvende Sendebud have vi, Poesien, og Philosophien, og paa dem bygge vi vort Haab. Poesien svinger sig ud over Havet, og taber sig mellem Skyerne. Kun
stundum skimte vi den i det Fierne, og, vor
Stirren uagtet, ville vi dog aldrig opdage andet, end at den er omgivet af en
forbifarende Glands, som vi ahne at være Virkning af den skiønnere
Soels Straaler, vi sætte i det Ubekiendte.
Philosophiens Vei er en anden. Først
giennemsøger den Dalen nøie, og følger den i alle dens
Bugter, for, om mueligt der at finde Stedet, hvorfra hin Ahnelse
udstrømmede; men drives efter spildt Møie, af
Nødvendigheden – til at slutte, den dog maa være kommet
over Havet. Med største Omhyggelighed udruster den sit Skib til Fart over
Dybet: men kommer neppe et Steenkast fra Landet, før den standses af de
skyehøie, rullende Bølger. Enten maa den hæve sig over dem,
og blive Poesie, eller ankre, udsat for de stormende Vinde, eller den,
træt af forgiæves Kamp, maa vende tilbage, byde os betragte Dalen
som vort Hiem, og nøies med at give
Regler for den beqvemmeste Gang paa den bugtede Vei, der fører til
Havet.
Enten maa vi nu atter tye tilbage til hin Ahnelse,
Philosophien i det høieste kun giorde bestemtere, eller vi maa erkiende
vor Trang til Belærelse fra hin Side Havet.
Saasnart Mennesket har bragt sine Evner til den Grad af
Udvikling, at han kan beskue sig selv, da møder ham flux
Tilværelsens underfulde Gaade. Han seer Jordens andre Dyr nøies
med Øieblikkets Nydelse; men hos sig selv finder han en Trang, der gaaer
ud over det Endelige, uden at være sig sin Gienstand bevidst. Han troer
at løse Knuden, ved at erklære sig væsentlig forskiellig
fra de andre Dyr, og hævet over dem; men han knytter den kun derved
fastere, thi vil han ikke antage som sit Maal, at fødes, nyde, og
døe, da forlades han af Livets hele Analogie; har udrevet sig af den
eneste bekiendte Kiæde, og staaer som et enkelt led, uden
Berøringspunkter. Er han et Hverdagsmenneske, eller et klogt Dyr, da iler
han med at overhugge Knuden, vender tilbage til sine fornuftløse
Frænder, og giør endelig Nydelse til sit høieste Maal. Men
end ikke herved er han blevet eens med sig selv,
thi han har beredt sig en ny Kamp mod den nedtrykte, men aldrig overvundne
Ahnelse af det Høiere, der hos ham forkynder sig igiennem det, vi kalde Samvittighed.
Han kan ofte undvige Kampen, men aldrig ende den som Seiersherre, thi stedse maa
han flygte for den overmægtige Fiende, hvis Angreb blive stærkere
og hurtigere, ligesom Alderen giør ham svagere, og mere uskikket til
Flugt. Tilsidst indknibes han imellem den og
Døden, og kaster sig skælvende i den Sidstes kolde Arme, uden dog
at turde der haabe Befrielse fra den forfølgende Dæmon.
Mennesket, som er mere fortroelig med Ahnelsen om sin
høiere Natur, nedseer stolt paa sin slumrende Broder, og bebreider ham,
han selv er Aarsag i sine ængstlige plagende Drømme. Selv slutter
han sig end tættere til sin Ahnelse, og
haaber, at faae den giennem Poesien eller Philosophien, potenseret
ɔ: bragt til Vished – giort evident.
Udgiv.
til Vished. Undertiden troer han at have naaet sit Maal, men om det er
en Skuffelse eller ikke, skal følgende
Betragtning lære.
Poesien veed vel at konstruere en høiere
Tilværelse af de meest glandsfulde Træk, hvori Mennesket øiebliklig bevæger sig med berusende
Vellyst, men den kan ikke skiænke noget varigt Liv i samme, og ei tillægge Existencen en egen
Værdie, som indsluttende Betingelsen for en høiere Væren.
Er nu dens Tendents, at udrive Mennesket af
Tilværelsen, kan den ei heller
løse dennes Gaader, der tvertimod træde stærkere frem,
jo nærmere den kommer sit Maal. Vel vide vi, den nogle Gange især
i de sildigere Tider stræbte at knytte sig til Livet, men vi vide ogsaa,
at den enten derved ganske foragtede sin Natur, og blev den dyriske Nydelses
forførende Maler, eller sank under Tilværelsens tunge Byrde, som
den med sig vilde hæve til det Evige.
Man vente ikke her en udførlig Kritik over de
philosophiske Systemer, som her slet ikke vilde være paa sin Plads, om vi
end kunde give den; men blot Fremstillingen af det høieste Punkt,
Philosophien, i Følge sit Væsen, kan og tør bestige! Den
kan lede Mennesket til Bevidsthed om Tilværelsens Strid, og saaledes med
Bestemthed fremsætte det høieste Problem. Den kan motivere sin
Paastand, at dets Løsning enten maa være umuelig, eller
føre ud over Tilværelsen; men selv at løse det, formaaer
den ikke.
Den kan beraabe sig paa ethvert udviklet Menneskes indre
Erfaring, naar den paastaaer, at vor Fornuft erkiender en høiere Lov end
Naturens; men den kan aldrig forklare Phænomenet, hvi hin, der dog
forkynder sig som det høieste, ei kan fremtræde i
Tilværelsen med samme Nødvendighed som denne. Den kan ikke
forklare denne Disharmonies Udspring fra en Harmonie, saa lidet som dens
Tilbagevenden til en saadan. Enhver som tænkte selv, vil finde, at baade
Fichtes, og
Schillers, og
Schellings
Forsøg, ved deres umiskiendelige
Præg af overordentligt Genie, ere mislykkede, og herfra er kun et lidet
Skridt til at indsee, hvorfor, og at de nødvendigen maatte mislykkes.
Alle de Opløsninger, Philosophien tillader sig af hine høie
Gaader, maa enten være en Nægtelse af Gaadernes Tilvær, eller støtte sig paa en Hypothes, der
ei kan bevises, men er stundum saa genialisk
skiult, at den synes at være Resultatet af den indvortes Erfaring
selv.
Schelling
er uden Tvivl Den blandt de nyere Philosopher, der værdigst
karakteriserede det Evige, og meest konseqvent udledte Exsistencens Strid
derfra
, som blot tilsyneladende; men hvad hielper den strængeste
Konseqvens, naar det første Led
svæver i Luften, saa vi ei uden Poesie kunne nærme os det? Under
Schellings
Haand fremstod en herlig nye Skabelse, men just derfor manglede Sluttelsen
(?) til den nærværende. Antagelse
af det Evige, fristes vi, forledte af vor Trang, let
til da at
frakiende Navnet Hypothes; men den bliver det ikke mindre, fordi den vises
som nødvendig, naar Philosophien skal kunne udsige noget Oplysende om
Gaaden.
Derfor valgte vi
Schellings
Philosophie til Exempel, fordi vi i den see Philosophiens Tilstaaelse af
sin Uformuenhed til at forklare
Tilværelsens Gaade, og altsaa Henviisning paa ubetinget Trang til noget
høiere.
Kunne vi ikke knytte Tilværelsens høieste Led
til det Evige, da maa Kundskaben om deres giensidige Forhold nødvendig
komme ovenfra, eller vi maa undvære den. Det Sidste kunne vi ikke, naar
vi hævede os over Dyriskheden, og føle hin Trang, der gaaer ud
over det Endelige, og vi maa da inderlig hige efter det Første.
Lykkedes det os, endog kun tildeels at fremstille de
foregaaende Ideer med Lys og Sandhed, da vil vist Ingen af vore Læsere
ansee Religion som et Baand paa den Uoplyste, eller en
Støtte for Moralsystemets vankende
Bygning
Jeg maa, for
min
Person tilstaae, at jeg stedse har anseet og endnu anseer
Religionen for den sikkerste Grundvold, hvorpaa Moralen maa være
bygget. Ved ikke at antage dette, bliver Moralen, i mine Tanker, just en
vankende Bygning – en
Klogskabslære, og intet andet. Støtten – Religion
kan heller aldrig borttages, Moralen maa nu have
naaet sin behørige Fasthed eller ikke.
Udgiv.
, der skal borttages, saasnart denne har naaet sin behørige
Fasthed, men følge os med Interesse, naar vi søge at besvare
Spørgsmaalet:
Hvad er Religion?
Den almindelige Definition siger, den er Kundskab om det
Oversandselige, og naar man antager Tilværelsen af flere
Religioner, maa man vel sige saa, da det synes at være det Eneste, de
have tilfælles. Naar vi derimod, uden Hensyn paa nogen bestemt Religion,
ville angive Begrebet saaledes, som det dunkelt har svævet for alle
Religionsstiftere, og som det maatte være, for at indslutte den
bestemmende Grund til alle mere uddannede Folks Religioner, da kan den ikke
tilfredsstille os. Definitionens Ufuldkommenhed var nødvendig, da den er
fremkommet ved blot logisk Abstraction fra et Noget, der uden Beviis antages for
at være, hvad man vilde definere.
Er det mueligt at faae fyldestgørende Svar paa dette
vigtige Spørgsmaal, da maa det søges i Historien, der, ubekymret
om sig selv, afslører under sin rolige Gang det Høieste og
Dybeste. Raadspørge vi nu denne, ville vi finde, at skiønt dens
Zifre ogsaa indslutte Nuller, der, saa lidet de for os mangle Betydning, dog ved
deres ligesom isolerede Fremtræden vare betydningsløse,
erkiendtes
dog Religionen almindelig for at være den guddommelige Kraft, der
hæver Mennesket over alle Jordens Omgivelser, til det Høieste,
Oversandselige. Allerede herved er meget vundet, thi Religionen er nu ikke
længere for os en blot Kundskab, men den
gyldne Kiæde i Jupiters
Haand, der skal løfte Jorden til Himmelen.
Giøre vi end eet
Skridt, da finde vi, at baade Grækers og Jøders og Skandinavers
Historie taber sig i en gylden Alder, da Guderne
vandrede paa Jorden, da det Himmelske og Jordiske faldt
sammen
i en Idee. Her hviler
Urtypen
for alle Religioner, her faae vi Svaret:
Religion er det Endeliges Samfund med det Evige.
Ikke forstaae vi ved Udtrykket, den gyldne Alder, hin episke Old, der var dens Efterskin; ei heller
tænke vi os derved de nye Philosophers evige
Idee, men dennes Virkelighed under Tidens Betingelse.
I Dettes nærmere Udvikling ville vi, uden Hensyn paa
Mythologiernes deels matte, deels adspredte Træk, ene beskue Bibelens
rene Billede, hvor alle Gestalterne træde tydelige og uddannede frem for vort Øie.
Hin gyldne Alder betegnes her med det saare passende Navn,
Uskyldighedsstanden; thi reent og usmittet
maatte det Jordiske være, for at kunne flyde sammen med det Himmelske.
Guds Billede betegner hint Samfund, vi kaldte Religion, thi, betegnede det noget
Væsentligt hos Mennesket, kunde det ikke tabes, uden ved Menneskets Omskabelse; men,
som
saadant maatte det nødvendig tabes, ved at æde af
Kundskabstræets Frugt. Samfundet med det
Evige maatte nødvendig ophøre, saasnart Menneskene søgte
Kundskab, og giorde Forskiel mellem Godt og Ondt, thi derved gaves Tilværelsen en egen Vigtighed, og
Mennesket var, efter den første Frihedsyttring ei længere nødvendig hvad han var; men et Resultat af
Valg.
I Uskyldighedsstanden var ingen Død, og det evige Liv
fremspirede af Jorden selv; thi Mennesket udtrykte sit Begreb heelt, og
Død maatte da have været en Ophævelse af Samfundet, da den ikke kunde være en Overgang til det
allerede Existerende. Nu see vi tydelig Sandheden af Ordene: “paa hvilken Dag du æder deraf, skal du
døe!”
Mennesket udjoges af Paradiis fra Livets Træe,
og Døden stod som en Cherub med et blinkende Sværd mellem det
Evige og Endelige.
Slangen, der forførte Menneskene, var Tilværelsen
(?) selv, der lokkede dem til at opofre sig til
dens Kundskab, som om de derved kunde blive Gud lige i Viisdom. Derfor blev
Slangens Straf, at den stedse skulde krybe paa Jorden; Tilværelsen, og Kundskaben om samme, Philosophien, skulde
aldrig kunne hæve sig til det Evige,
og blev saaledes en Løgner fra
Begyndelsen, ved sit skuffende Løfte til Mennesket.
Det lovedes, at Qvindens Sæd skulde sønderknuse Slangens
Hoved, men den skulde bide Manden i
Hælen. Mennesket skulde komme til
Erkiendelse af Tilværelsens Usselhed,
som Hovedøiemeed, men den skulde dog beholde Kraft nok til at hindre hans
Flugt mod det Evige
Saare vel indsee vi, at hverken de litterale eller moralske Udtydere af Bibelens Oldskrivter ville være enige med
os i denne
Fortolkning
; men vi erklære os ogsaa villige til at vexle Mening,
saasnart Nogen, uden at fratage eller inddrage Noget, giver os en
Forklaring, hvori denne mythiske
Fortælling
aabenbarer en dybere Sands, og
sættes i strængere Forbindelse med Religionens
følgende Historie.
Dette er alt, hvad vi kunne sige, thi hidtil kiendte
vi ingen tilfredsstillende Forklaring, og vi vide ingen Autoritet,
hvorpaa vi kunne støtte os
En i mine Tanker meget god Forklaring over det
saa kaldte Syndefald findes i Magazin for
Religionslærere. 3 B. S. 539. – See og
Menneskehistoriens formodentlige Begyndelse af
Immanuel Kant. Theol.
Maanedsskrivt. I. B. S. 148
&c.
Udgiv.
.
Forf.
.
Nu kunde ingen Religion i høiere Betydning være
paa Jorden, men kun en Stræben mod samme, for hvilken ogsaa de gamle
Religioner ere Udtryk. De vare alle Poesie. Philosophie ansaaes som deres Fiende, og var det
virkelig ved sin Stilling.
Dette Phænomen troe vi at kunne
forklare
os saaledes: de Gamle dømte rigtigen, at den Kundskab, der styrtede Menneskene, var Philosophie.
Frygtsomme for den lange Vei fremad, stræbte de stedse tilbage mod det
Evige, hvorfra de vare løsrevne. Derfor sluttede de sig saa tæt
til Poesie, da denne i hin gyldne Alder havde
været Eet med Religionen, ei en Stræben mod det Evige,
men en Omfattelse af det. Derfor kunde Philosophien ei faae Sted i deres
Religioner, thi de saae i den Slangen, som maatte knuses, før hint Samfund kunde vindes tilbage.
De fragmentariske Skildringer af
Grækernes episke Old, vi have under Homers Navn, bevise, de engang
troede, at have naaet deres Maal. Ei tør vi bestemme, om den dramatiske Digtning endnu var Udtrykket for denne Troe;
men det synes klart, at de i den dramatiske Konst søgte at trøste
sig over det skuffede Haab. Længe kunde ei heller hin Skuffelse vedvare: thi Mennesket havde engang sluttet sig
til Tilværelsen, og kunde ei mere
træde tilbage. Kundskabens Frugt var brudt og smagt, og kunde ei
atter
vorde
hel
og urørt, om den end henkastedes til Forraadnen. Nydes maatte den, om
den endog var dræbende Gift. Allerede i Grækernes Historie skimte
vi Overgangen fra Poesie til Philosophie som Religion; men endnu maatte denne
kæmpe, og seirede først under Romerne. Ei var det Ringeagt for det
Høieste, der fødte denne Overgang, skiøndt den vist nok
fødtes af samme; men en dunkel
Ahnelse om, at en Forening mellem Poesien og Philosophien burde finde Sted.
Dog, ingen menneskelig Aand kunde forene disse Kæmpende
til et harmonisk Væsen med Tendents til det Evige, og det fordi Ingen kan fare op til Himmelen, uden Den, som nedsteg
derfra. Sokrates faldt som Martyr,
thi for svag var den Gnist af λογος, han besad, og
Forsøgene havde de sørgeligste Følger.
Usædelighed omvandt Menneskene med sine smudsige
Lænker, medens Philosophernes Høresale gienløde af Dydens Priis, og
Undersøgelse om Gudernes Natur.
Konsten, der fødtes for at fængsle de flygtende
Guder til Jorden, blev Overdaads og
Forfængeligheds Tiener.
Leveklogskab hyllede sig i Poesiens glimrende Klædemon, borgede
dens Navn, og modtog de bedragne Dødeliges Hylding.
Aarhundreder henrullede i hinandens Fied, og ugiennemsigtig
blev Taagen, der skiulte det Eviges Straaler for Jorden.
Jøderne, hvis Religion som Poesie tabte ved at
træde i Nationalismens Tieneste, men vandt langt mere ved sin stadige
Hentydning paa det Fuldkomnere, havde efterhaanden tabt Evnen til at skue det
høie Liv, der spirede i deres hellige Bøger, og det synes, som de
ved at hylde de kloge Romere, have lukket Øiet for det Eviges sidste
Glimt, og indsluttet sig i Tilværelsen.
Ville vi finde livfulde Spor af Poesien som Stræben mod
Religion, da maa vi vende Øiet høit imod Nord, og kaste et
indtrængende Blik paa
Asalærens
dybere Sands.
Her finde vi, hvad vi i de andre Nationers Gudelære
– Jødernes kun for en Deel undtagen – forgiæves
søge, Erkiendelse af Poesiens
Afmagt
til i Livet at giengive Tilværelsen sit tabte Samfund med det Evige.
Heraf allene kunne vi forklare os den merkelige Forskiel mellem Grækernes Skyggeverden, og
Skandinavernes Valhal.
Grækerne troede, at kunne ved Poesie, tilbagevinde
Religion i Livet, og maatte derfor ansee Døden som Ende paa Samfundet med det Evige. Derfor bevæge sig
kun kraftløse Skygger i det mørke Erebos, hvor ei Zeus men Ades hersker. Tilstanden efter Døden
er kun et mat Efterskin af Livet, og Tilbagegang til samme, Ønskets
Høieste.
Nordboen ansaae Livet for en Skilsmisse fra det Evige, der kun
burde benyttes til at berede sig Plads hos Hroptatyr paa
Valhals Bænke. Tilstanden efter
Døden er da ikke Livets Efterskin, men dets Potensering
Hvad er Livets Potensering?
Udgiv.
. Derfor træde Einherierne
kraftfulde frem, inddrikke guddommelig Kraft i Heidrunes stærke Miød, og
fryde sig ved det høie Vaabengny, og Valkyriers liflige Sange. Men endnu ere de ikke forenede med det
Evige, de have ikke tilintetgiort Døden, skiønt de have overvundet
den. Døden er blevet som Bien, der mister sin Braad ved at bruge den, thi
flux opvaagne de dræbte Helte som af lette Slummer. Dog, Maalet maa
naaes, og derfor ere Valhals
Kampe
kun Forbilleder paa den Store i Ragnaroke, da Guderne selv skulle falde, og give Plads for det
identisk Evige. Først da skulde en skiønnere og herligere Soel
beskinne den gienfødte Jord, og Heltene leve i uadskilleligt Samfund med Alfaudr i Gimle.
Dog, hvor ugierne vi end skilles fra gamle Nordens hellige
Myther, der i sig selv skiule det herlige Lys, der berettiger dem til Navnet
Religionens Morgenrøde; maa vi vende Øiet hen paa den gyldne Soel,
der alt frembryder i Østen, og hvis Straaler ogsaa engang skulde opvarme
det kolde Norden.
Jesus
fødes
, og med ham nedsteeg atter Religionen til
Jorden
; thi han var det levende Udtryk for
det
Eviges og Endeliges inderligste Forening: μεγα εστι
το της
ευσεβειας
μυστεϱιον.
Θεος
εφανεϱωϑη
εν σαϱϰι.
Herpaa hentyder Forestillingen om de
tvende Naturer i Christi Person, og herved kunne vi ledes til at
opdage den dybere liggende Grund, hvi Fædrene inddeelte λογος i
ενδιαϑετος
og
πϱοφοϱιϰος
.
Men, Religionen i høiere Betydning kunde ei mere boe
paa Jorden. Med Jesus opfoer den atter til Himlen efter først at have
slynget sit hellige Baand om det Endelige, hvorved det kunde hæve sig til
det Evige. Det er hvad Skrivten siger: Jesus forsonede
Menneskene med Gud.
Først nu have vi Ret til at besvare
Spørgsmaalet! Hvad er Jesu Religion?
Den er det
Endeliges Forsoning med det Evige
Vist nok en saare besynderlig Definition paa Jesu Religion
eller Christendom. Skulde det Evige da absolut forsones, førend
det Endelige turde nærme sig til det? Og hvorledes tilveiebragdes
da denne Forsoning? Systemet taler vel om en Forsoning. Men denne kan
Herr Forfatteren jo her ikke mene, da han giør Religionen selv
til en Forsoning.
Udgiv.
.
Men for at fortiene dette Navn maa den løse
Tilværelsens Gaade, og den giør det, ved at vise, hvad hidtil
Ingen kunde, at Poesiens og Philosophiens Identitet kan, knyttet til det Evige,
være Religionens Repræsentant i det Endelige
Jeg maa tilstaae, at jeg ikke ganske forstaaer dette.
Udgiv.
.
En Sammenstilling af Hovedideerne i Jesu Lære vil
tydeliggiøre dette. Jesus gik ud fra den af alle Religioner erkiendte
Sætning, at Menneskene havde mistet deres første Ypperlighed, og
levede i Fiendskab med det Evige, hvorfra de havde løsrevet sig. Han
lærte, at denne Tilstand var
fælles for Adams hele Slægt, og herved opstaaer Arvesyndens rene
Begreb. Han lærte, at Mennesket ei ved egen Kraft kunde hæve sig
til det forlorne Standpunkt, i det han sagde:
“Ingen kiender Faderen, uden Sønnen, og den som Sønnen det
vil aabenbare.”
Paulus udtrykker samme Tanke med mere
Bestemthed, naar han siger: “det naturlige
Menneske fatter ikke de Ting, som høre Guds Aand til” samt: “Ingen kiender det som er i Gud uden Guds Aand.” Philosophiens Bestræbelse at vorde Religion, og de
sørgelige Følger af samme finde vi malet med de stærkeste
Farver i
det første Kapitel af Brevet til
Romerne.
Saaledes var den første Gaade løst, i det et Lys
opgik over
Menneskets
Stilling. Grunden var viist, hvi Naturen ligger i en evig Strid, hvi Moralloven ei kan virke med
Nødvendighed, da den ikke væsentlig hører til Tilværelsen, men blev kun betinget nødvendig ved
Menneskets Fald.
Rom. 5te
og
7de. Nu saaes, hvi Menneskene havde en uudslettelig Ahnelse af det Evige, uden
dog at kunne slutte sig til det.
En Gaade var endnu tilbage, der egentlig giorde
Jesu
Komme nødvendig for os, og hvis Løsning egentlig maatte
udgiøre Religionen. Er Gienforening med det Evige mulig, og hvorledes:
Dette er Gaaden.
Det første Spørgsmaal besvarede Jesus saare ofte
med den fuldeste Bestemthed, og det er derfor nok at henvise til det saa
bekiendte og tydelige Udsagn Joh. 3. 16. og 17., men at den christelige Religion virkelig fremsætter det samme
Begreb om denne Gienforening, som vi have antaget, fremlyser vel klart saavel af
det ofte mistydede Sted
Rom. 8. 19 – 25.
som af Eph. 1. 9-10.
hvor det hedder:
“efter sin velbehagelige Beslutning kundgiorde han os sin hemmelige
Villie, ved en Huusholdning i Tidernes Fylde at indslutte Alt, det i Himlene og
det paa Jorden, i Christo som i eet Hovedbegreb.” Følelsen af
denne Gienforenings høie Salighed, og dens Ypperlighed frem for al
Jordens Viisdom var det, som fyldte Paulus med
glødende Andagt, da han bøiede
sine Knæ for vor Herres Jesu Christi Fader, og bad, at Christus maatte
boe formedelst Troen i hans Brødres Hierter, paa det de med alle de Hellige kunde
begribe, hvilket der er det Brede og Lange, og Høie og Dybe, at de kunde
kiende den Christi Kierlighed, der overgaaer al Kundskab og opfyldes til al Guds
Fylde.
Det andet Spørgsmaal besvarer Jesu Lære
saaledes: Ved stadigt Hensyn paa det Evige, og ved Lydighed mod Moralloven, som Mennesket ved sit Fald underkastede sig,
kan han ene gienvinde den tabte Salighed. Men
da Mennesket kun skabtes for at
stige fra Begreb til Individ, mangler han Kraft til at
opfylde den Lov, der ei stemmer med hans hele Væsen. Derfor nedsendte Gud
sin Søn, at han først skulde udslukke ved sin Tilblivelse som
Menneske, Fiendskabet mellem Jorden og Himmelen, at han med sit hellige Blod
skulde aftvætte det Endeliges Ureenhed, skaffe os Adgang til Faderen, og ved sin
frivillige Død opfylde Loven. Naar det Endelige skulde reddes fra
Undergang, maatte det Evige øiebliklig
give Slip paa sin Evighed
Kan det Evige da nogensinde høre op at være
Ikke-evigt?
Udgiv.
. Jesus maatte bane Veien giennem Døden til Livet, for at
Menneskene kunne gaae derpaa. Han maatte ligesom udrive Scepteret af Plutos Haand, og udtørre de stygiske Vande, at de ei længere
kunde indslutte de Døde. Her have vi Sandsen
af Mythen om Christi Nedfart til Helvede. — Nu staaer da
Mennesket atter i Forbindelse med det Evige. Poesiens Verden har faaet Realitet,
og er blevet knyttet til Existencen, der som Philosophiens Virkekreds, er blevet
et betydende Ziffer i Approximationens Tabel
(?). Poesiens og Philosophiens Identitet
fremtræder i Jesu Læres Hovedbud: elsk
Gud over alle Ting, og din Næste som dig selv! og dette
erklærede Jesus selv ved at sige: i disse to
Bud indfattes baade Loven og Propheterne. Disse Bud maa Menneskene,
som agte at indgange i det hellige Jerusalem,
der skinner af Guds Herligheds Glands, og pranger med det fornyede Livets
Træe, stedse have for Øine, og da have de Ret til, uagtet deres Feil, at
nedknæle med et fast Haab for den Naadestoel,
som Herren fremsatte for Troen i Christi Blod.
En Gaade er endnu tilbage, og fordrer saa meget mere
Omtale, som den synes mindst tilfredsstillende løst af den
christelige Religion. Dens Gienstand er: de Ondes Skiæbne efter
Døden.
Foreløbig maa vi anmærke, at denne er ikke Tilværelsens, og kan derfor egentlig ei
fordres løst af Religionen.
Syndens Mulighed var ligesaa nødvendig som Friheden og
hvorledes denne kan føre tilbage
til det Evige, bør Religionen vise; men Synden, Forfølgelsen af et
endeligt Maal, er Udtrykket for Menneskets
totale Misbrug af Friheden. Gaaden om Beskaffenheden af dennes Resultat, har
Mennesket selv skabt, den bliver Individets og ikke Artens. Den kan ikke fordres
løst af Religionen der ene er beregnet paa Artens Trang til den
første Gaades Løsning. Tydeligere: Religionen skal vise Vei til
det Evige. De som ikke ville gaae denne Vei, frakiende det Maal, Religionen
viser hen til, Interesse for sig, og kunne ikke fordre af den at belæres
om et Maal, hvis Modsatte
den
erklærede for det eneste. Alt hvad de kunne vente af Religionen,
er, at den maa kalde deres Maal det Modsatte af sit, som
Død af Liv. Da de ei ville arbeide paa Gienforeningen med det Evige, kan
denne ei blive dem til Deel, og selv maa de vel vide, hvor de agte sig hen,
siden de gaae saa ubekymrede, og foragte al Veiviisning.
Nu ville vi nærmere betragte Christlærens
Udsagn, og stille det ved Siden af den philosopherende Fornufts
Sætninger.
Saa lidet som Christlæren giver nogen Fremstilling af
de Ondes Tilstand efter Døden, saa bestemt tillægger den deres
Ulyksalighed Varighed.
De gamle Theologer sagde: denne Ulyksalighed
skulde bestaae i evindelige Piner og Plager paa Siel og Legeme, af Dievelen i
Helvede; men foruden det saare meget Underlige, der er sammenpakket i dette
Dogma, har man Ret til at paastaae, det er ubibelskt. Aldrig siger Bibelen, at
Dievelen skal pine de Ugudelige, men vel, at de skulle gaae hen i den evige Ild, som er beredt Dievelen og hans
Engle.
Af Skrivtens Udtryk, den evige
Død, jevnført med Ideen om Menneskets
nærværende Bestemmelse, giennem Moralitet at stræbe mod det
Evige, kunde man have Aarsag til at troe, at Jesus satte de Ugudeliges Straf i
en vis Tilintetgiørelse, i en uvirksom, pinlig Beskuelse af de Gudfrygtiges Salighed. Dette synes især
at passe med
Forestillingerne i Lignelsen om den rige Mand.
Trangen til Gienforening med det Evige forkynder sig for ham som en
ulædskelig Tørst, der uden Ophør brænder den
tørre Tunge. Han kan ikke begrave sig i det svælgende Dyb, paa
hvis Bred han ligger, men pines af Visheden om det Eviges Tilvær, som han nødes at skue paa hin Side
Dybet. Ikke heller kan Fornuften erklære dette for urimeligt; thi den
Ugudelige søgte i Livet at slukke Gnisten af det Evige, som han burde
næret, for ved den at forenes med det. Han er da paa en vis Maade død, da Skranken er sat for
den Sphære, hvori han bevægede sig, og han nyder kun endnu et
sørgeligt Liv, fordi det var ham umuligt, ved endelig Kraft at bringe det
Eviges Spire til Henvisnen, skiønt han hindrede dens Vext.
Kun tvende Indvendinger af nogen Betydenhed lade sig
giøre herimod.
Man kan sige, at dette egentlig kun passede paa de virkelig
Ugudelige, der ginge giennem Livet uden Hensyn
paa det Evige, men ikke paa dem, der skiønt de i Ahnelse, Ønske og
Haab sluttede sig til det, dog vare hengivne til en eller anden Synd, der endog
henrev dem imod deres Villie.
Vel overhugges Knuden ved at sige: Jesu Blod aftoer de Bodfærdiges Synder, men det synes dog, som
en Smitte, ofte fornyet, maatte giøre Mennesker uskikket til strax at
træde i Samfund med det Evige.
Følelsen heraf var det, som fødte Ideen om Skærsild i sin ædlere
Betydning, saaledes nemlig, som en Deel af de Gamle og Origines forestillede sig den. Denne Idee lod sig
godt forene med Antagelsen af et høiere ogsaa endeligt Liv efter
Døden, hvorved Begrebet om Pine bortfaldt, og synes at være den
eneste, hvorved Knuden kan tilfredsstillende løses.
Man har sagt, at det streed mod den alvidende Guds Godhed, at
skabe Mennesker, han forud vidste, vilde blive evig fortabte.
Denne Indvending synes at være betydelig, men man maa
agte, at den ene laaner sin Styrke fra den dog nok skæve Forestilling om
Verdens Skabelse som vilkaarlig. I det vi antage Guds evige Tilværelse, antage vi tillige den evige Muelighed af
Verdens Tilblivelse, der under
Tidens Betingelse maatte
blive Virkelighed. Verdens og Menneskenes Tilværelse var altsaa
nødvendig. Den moralske Verdens Tilværelse var ogsaa
nødvendig under den Forudsætning, at Mennesket løsrev sig
fra det Eviges Samfund, og da Moralitet
forudsætter Frihed, kunde Gud ligesaa lidet hindre Menneskene fra at
blive ulykkelige, som han kunde hindre deres Tilblivelse eller Syndefaldet. Hvad
end stod tilbage, giorde Gud, ved at nedsende
til Jorden sin Herligheds Glands og sit Væsens
rette Billede, hvorved Arvesynden udslettedes, (?) det vil sige, Overgangen i den moralske Verden
ophørte at være Synd, i det en Vei viistes, til giennem den allene
at naae det Evige. Ikke at ville vandre denne Vei, at potensere Syndefaldet ved
Sluttelse til Existensens laveste Deel, og
bestemt Opponeren mod Gienforeningen, er Synd mod den
Hellig Aand, som aldrig kan forlades. (?)
De nyere Philosopher have sat de evige Straffe i
Tab af høiere Lyksalighed. De meente nemlig, at efter Døden kom
Mennesket til renere Anskuelse af Pligt og sit sande Vel, og vilde da, frit for
det sandselige Legeme, gaae frem paa den Bane, han her udskeiede fra, og de
sætte da hans Ulyksalighed i Bevidstheden om, at have kunnet staae paa et
høiere Trin, dersom han allerede her i Livet havde helliget sig Dydens
Tieneste.
Vi have Agtelse for det Menneskes Hierte, som først
opfandt denne Gisning, af Medynk over de Ulykkelige, som vi ønske alt
Godt, naar de ei længere kunne skade os; men inderlig maa vi harmes over
disse Sætningers Eftersnakkere, blant
hvilke vi med Blussel regne os selv, medens vor
Aand endnu bukkede sig under Autoritetens Aag.
Man antager, at Mennesket paa hin Side Graven kan forbedre
sig. Vi ville indrømme det, som noget, vi ønske og ei bestemt
kunne modsige; men at det der skulde være lettere end her, er aldeles
urimeligt, ja ophæver Begrebet om Moralitet.
Dersom Mennesket efter Døden kommer til renere
Anskuelse af Lyksalighed, som vi paa nærværende Standpunkt ville
antage; dersom han vinder ved at befries fra Legemet, da maa Fristelserne der
omringe ham, Vanskelighederne han har at bekæmpe, voxe i samme Forhold;
thi lettelig indsees det, at naar paa Dydens Side var lutter Fordeel og
Skiønhed, paa Lastens derimod lutter Tab og Hæslighed, da
ophører Begrebet om Kamp, da fulgte Mennesket, ved at være dydig,
de samme Motiver, han fordum fulgte ved at være lastefuld, da var ingen
Sindsforandring, men kun en Ombytning af Navne.
Er det nu vist, at Menneskets Forbedring maatte hisset
være ligesaa vanskelig som her, da er der slet ingen Grund til at
formode, den snarere vilde finde Sted.
Dog var det kun Urimeligheder, der fandtes ved dette System,
dem
kunde
man tilgive; men at det istedet for at være
menneskekiærligt er menneskefiendsk, at det er egnet til at bestyrke
Menneskene i deres
blinde Gang paa Lastens Vei, og hindre deres Omvendelse, det kan ingen
Retskaffen taale, og dertil bør han ikke tie.
Vi maa tilstaae, at de der bestandig raabe paa Moralitet, have
her været saare konseqvente. Evigheden var dem en Torn i Øiet,
fordi den fødte Forestillingen om Belønninger og Straffe, da de
vilde have Dyden udøvet allene for sin egen Skyld. Derfor ophævede
de Straffen, og sagde herved til Menneskene: I bør være dydige,
thi det er Eders praktiske Fornufts Bud, men i modsat Fald skulle I ei frygte for Straffen, thi vare I end nok saa
lastefulde her, kunne I dog omvende Eder hisset, og der er det langt lettere, da
I ingen Fristelser have til det Onde.
O hvilken Skare af Dydshelte maa ikke denne humane Opfordring
have dannet!
Nu staae de, studsende af Forundring over at Slægten
ikke er rykket nærmere til Fuldkommenhed, da dog derom er dem bleven sagt
saa mange deilige Ting.
Men kiendte de da ikke det sandselige kortsynede Menneske, der
endog, naar han troer en ulyksalig
Evighed, for at følge sine Lyster, saa gierne opsætter Omvendelse til Dødens Nærmelse!
Uden giftig Satire paa Menneskets Natur, tør vi dristig
paastaae, at blandt 1000 fulgte de 999 den lokkende Synd, naar de kunde haabe, efter her at
have tømt Glædernes Bæger til Bunden, endnu hisset at blive
lykkelige. Lettelig lod da Samvittighedens Røst sig neddæmpe, og
roelige vilde de synge, hvad vi allerede saa ofte hørte:
“Jeg frygter slet ikke at blive
fortabt
Af den som har Vinen og Pigerne skabt.”
Man vil indvende, at Philosopherne aldrig gave de Lastefulde Haab
om saa høi eller stor Lyksalighed, som de Dydige. Men beregner vel det
efter Nydelse higende Menneske Aar, var det end Millioner —
Grader, vare de end af et Mellemrum som
fra Jorden til Himmelen? See vi da ikke daglig, at de med Glædens Udtryk
i deres Aasyn styrte sig i Lastens aabne Svælg, skiønt de med
temmelig Sikkerhed kunne formode, at de der med sig begrave deres Formue,
Sundhed og Liv, Ting der ligge saameget nærmere ved deres Standpunkt.
Men, sker dette, fordi de virkelig sætte Nydelsen over Tabet af disse
Ting? Hos nogle faa Tankeløse kan det maaskee være
Tilfældet; men i Almindelighed vinder Lasten, fordi dens Følger i
Livet ei ere nødvendige, men kunne mueligen undgaaes. Tabe nu de evige
Følger af Lasten ogsaa deres Vished, vorder Resultatet af den Ugudeliges
Liv ikke væsentligt og i Alt forskielligt fra det af den Gudfrygtiges; da
bortfalder det Eviges hele Indflydelse paa Moraliteten, og dermed Moraliteten selv, der ei har
nogen Realitet uden ved stadigt Hensyn paa
Hint.
Dersom de Ondes Ulyksalighed i Evigheden skulde bestaae i
Erkiendelsen af den høiere Lyksaligheds Tab, som de Gode nyde, da synes
den at maatte have sin Grund i den skændigste Misundelse, da de stedse nøde langt mere, end de havde giort sig værdige til;
men hvorledes kan en saadan Last bestaae med Forbedringen?
Men, det er kun for at illudere, at man har anviist
Ulyksaligheden en saa tvetydig Plads, fordi man nemlig ei vilde have Skin af at
ophæve al Forskiel mellem de Gode og Onde, som man virkelig giorde; thi
disse maatte for det lavere Trin i Lyksalighed finde sig skadesløse ved
Erindringen af det glædelige Liv, de havde ført.
Vel vide vi, man vil indvende, at efter Døden betragter
Mennesket ei Livet eller dets Glæder fra samme Synspunkt, som her paa
Jorden; men denne Gietning mangler al Grund. Just deri bestaaer de Godes
Triumph, at de i Evigheden finde deres Anskuelse af Tiden stadfæstet, at de erkiende Realiteten af deres Ideer,
see Virkeligheden knyttet til den Muelighed, hvori de levede. Hvorfor skal nu
det Modsatte have Sted hos de Onde? Fordi, vil man svare, deres Anskuelse var vrang. Men
beviser ikke de Godes rigtigere Anskuelse, at de ogsaa i Livet kunde havt en saadan, men have modtvillig bortskudt
den? Følger deres Gemyt dem ikke over Graven, da ere de ei længere
de samme Væsner, men følger det dem, maa de ogsaa hisset lukke
Øiet for den rigtigere Anskuelse. Den umiddelbare Følelse af et
sørgeligt Resultat kan lære dem, at deres Gang i Livet var
beregnet paa et ganske andet Maal, end de Gudfrygtiges; men det er ikke noget
Nyt, det maatte de allerede vide i Livet, men de vilde ikke have andet Maal, end
det, der kunde naaes uden Opofrelse af deres Glæder. Da de i Livet ei
havde Sands for de høiere Glæder, kunne de ei medbringe nogen
anden Forestilling om Glæde, end den, der passer sig paa hvad de her gave
dette Navn.
Resultatet af denne Undersøgelse bliver da, at
Fornuften ei indseer noget Middel til at forbedre de Ulykkelige paa hin Side
Graven, og at den christelige Religion er enig baade med sig selv og Fornuften i
det den tillægger deres Ulykke Evighed
Dette er en haard Beskyldning baade mod
Fornuft
og Christendom. “Gud er
Kierlighed” og han skulde giøre Skabninger evig ulykkelige? Hvor kan Forfatterens Forstand
og Hierte rime de to ting sammen?
Udgiv.
. At Jesus ei lærte noget bestemtere om de Ondes Skiæbne
efter Døden var nødvendigt; thi han kom ikke for at tiene de Sunde, men kun dem, som have Lægedom
behov.
Da Jesu Lære forkynder sig som Poesiens og
Philosophiens givne Identitet, maa den nødvendig være et Mysterium, og alle de, der, forledede af dens
Bestanddele ei antage den derfor, maa fare vild. En Følge heraf var at
man troede at kunne reducere den snart til Poesie, snart til Philosophie.
Med Poesien forvexledes den saaledes i Katholicismens betydningsfuldere Periode, hvis Efterskin
Digteren malte, da han qvad:
Raphael dichtete liebend, prophetisch
ersann Bonarotti,
Wägte des Pantheons Dom stolz in den Aether hinauf.
En lignende Forvexling synes Tidernes Tegn atter at bebude; men
med alt sit Glimrende, er den langt fra at være ønskværdig.
For Poeten har Tilværelsen tabt sin
Interesse, og derved sin Vigtighed. Med Inderlighed slutter han sig til
Religionens poetiske Deel, men taber sig just derved saa let i uvirksom Beskuelse, og naar han tvinges til at tage Deel i
Tilværelsen, synes han ukiendt med
Morallovens
Skranker. Dette er Sværmerie i sin
slette Betydning, men som ofte opkommer paa den uskyldigste Maade, i det
Mennesket troer, at Jesu Religion tilbageførte
Samfundet med det Evige, og at man kan blive
deelagtig deri ved at fierne Øiet fra ethvert jordisk Forhold, og
hæfte det stadig paa det Evige.
Den foregaaende Undersøgelse har viist os, at denne
Troe, der ikke er væsentlig forskiellig fra Grækernes,
støtter sig paa en aabenbar Illusion, men vi maa aldrig glemme, at intet
uden denne Troe kan skabe Digteren; det maa
derfor ikke undre os, naar han foragter
Tilværelsen, og end ikke synes giennemtrængt af den
dybeste Ærefrygt for Moraliteten. Thi paa hans Standpunkt er det
nødvendigt. (?) Han kan ikke
glædes ved Frugten, fordi han, i Analogie af
den lavere Natur, forudsætter, at Blomsten maatte visne,
før den kunde frembringes. Ogsaa her forledes han af sin eensidige
Anskuelse, men uden den var han ikke Digter.
Vores Pligt er det derimod, ei at lade os forlede af ham, til
at bortbytte vores, til det Evige ved Jesum fast knyttede Tilværelse, med
den vel mere glandsfulde, men bedragende og hastig bortilende, han tilbyder.
Øiebliklig kunne vi følge
ham, og nyde en Forsmag paa Himmelens Salighed; men ved i Livet at ville holde
den fast, giøre vi os uværdige til den.
At Samfundet med det Evige er
umueligt i Livet, erklærede Jesus selv, da han prisede
Digteren
måske fejl for Døberen
Johannes som den
største, der fødtes af Qvinde, men lægger til:
dog er den mindste i Himmeriges Rige større end
han, og saare treffende charakteriserede Göthe Menneskets Bestræbelse, ved Poesie at
hæve sig til det Evige, da han qvad:
Hebt er sich aufwärts
Und berührt
Mit dem Scheitel die Sterne,
Nirgends haften dann
Die unsichern Sohlen;
Und mit ihm spielen
Wolken und Winde.
I de sidst forløbne Tider søgte man at reducere
Jesu Religion til Philosophie; men, uagtet vi heller ikke paa nogen Maade ville
miskiende Hensigten heraf, nemlig at
giøre den mere brugbar for Livet, mere frugtbar for Moraliteten, kunne vi
dog ingenlunde bifalde disse Forsøg, eller ønske dem fortsatte.
Dersom Philosophien kunde løst Tilværelsens Gaader, da havde Jesu
Lære været unødvendig, men den kunde det ikke, og hvad maa
Resultatet blive, naar det Højere maa træde i det Laveres
Tieneste?
Philosophien kan aldrig glemme, at den er Tidens kloge Datter,
og da den ei kiender sin Moders Fødsel, maa den sætte hende som
det første. Antagelsen af det Eviges Tilvær, og dets Forbindelse med Tilværelsen, hvorved den vil hæve sig til Religion, er
ikke dens eget Resultat, men en blot Eftergivenhed for Poesien. Jordlivet indslutter de betydende Ziffre, hvortil Evigheden kun
føies som et Nul, istedet for at det selv burde være Nullet,
der kun fik sin Betydning ved Stillingen mellem det Eviges Ziffre.
Uden at ville see de Urimeligheder og Modsigelser, hvori de
giorde sig skyldige, antoge de nyere Theologer,
eller, som de hellere vilde hedde, Religionsphilosopher, da de vare opdragne i
den kritiske Philosophies Skole, at Mennesket endnu udtrykte sit Begreb heelt,
at
Moralloven
hørte til hans oprindelige Væsen, og at hans eneste Fald
var Udskeielsen fra Pligternes Stie paa Sandselighedens blomstrende Veie.
Uden at vise os, hvorledes denne Strid var indkommet i
Menneskets Natur, eller hvorledes den kunde ophøre, paalagde de os ved et
kategorisk Imperativ at udrydde den Deel af
vort Væsen, der stod deres Sætninger i Veien, og saaledes med
Tiden vorde reen Intelligents. Da dette imidlertid ei kunde skee i Livet, lovede
de os et Slags Evighed, der egentlig kun var en Fortsættelse af Tiden, da
Moralloven stedse skulde følge os
med sin truende Haand
Det
truende fraregnet – skal den da ikke
det?
Udgiv.
.
Dette kaldte de Jesu rensede Religion, og vist nok var den
renset for alt det Religiøse, som udmærker den, thi her er intet
høiere Liv i Tidens Ophav, ingen Længsel efter dets Fornyelse,
ingen Forbindelse mellem Jorden og Himmelen, uden Moralens Kiæde, der
selv skal stige fra neden opad. Ahnelsen af Tilværelsens Usselhed og det Eviges Herlighed kaldtes
Sværmerie, der neppe burde taales i Digterens Mund, og Mennesket blev til
en Jette, der med sin Haand, hvis han vilde,
kunde forandre Stiernernes Gang, og, ledet af den blotte Forstand, vandre med
stadige Skridt paa Himmelens Buer. Man loe eller man harmedes over Digteren, der turde bagvaske Mennesket, og
forringe hans Adel, ved at sige om ham:
Steht er mit festen
Markigen Knochen
Auf der wohlgegründeten
Dauernden Erde,
Reicht er nicht auf
Nur mit der Eiche
Oder der Rebe
Sich zu vergleichen.
Ogsaa vi stræbte engang at dele
Menneskets glimrende Triumph, vi berusedes af
Haabet at kunne staae som frit Fornuftvæsen paa den faste Jord, og kun
sparsomt tildele vore svagere Brødre Himmelens Trøst, indtil
deres Øie blev klart som vores. Vi rensede vor Religion fra alt det
Urimelige, Jesus og hans Apostle havde lært, blot for at læmpe sig
efter deres svage Tidsalder, som de dog ellers vare uforsigtige nok til at revse
uden Skaansel med Ordets det skarpe, tveeggede Sværd. Men, snart gyste vi
for den nøgne Beenrad, der stod for os uden Kraft og Marv. Liv og Varme
forlod os, og hurtig maatte vi flygte til Poesiens Straalebarm, for der atter at
opglødes, saa vi med det indre Øie kunde skue Jesu Læres
høie Sands.
Ikke ville vi derfor ringeagte Poesie eller Philosophie, fordi
vi sætte Religionens Aabenbarelse som det høieste og eneste
Fyldestgiørende; thi vi vide saare vel, at enhver Videnskab har sin
særegne Bane til et og samme Punkt, som den med en vis
Nødvendighed maa følge; men de Christnes Pligt er det, at hindre
enhver Forvexling, der betager Jesu
Religion sit Udmærkede, og dette kan neppe bedre skee, end ved at lade
den udtale sig heel i vore Templer.
Vi vide det, man troer: Skolerne ere Stedet, hvor
Religionskundskaben bør hentes, og at Kirkerne ved disses Forbedring
ville blive overflødige. Men, hvilket Raserie! I Skolerne bør Barnet samle de Kundskaber, han efter
sin tilkommende
Stilling i Borgersamfundet behøver, men skiønt han kan
lære, hvad Jesus har sagt, vil han aldrig der kunne lære at kiende
Jesu Religion. Vi maa dog ikke glemme, at hos Barnet slumrer endnu hin Ahnelse
af det Evige, og det føler ingen Trang til Religion, kan altsaa umuelig
føle Interesse for de høieste Sandheder, især da disse
ligge saa ganske uden for Erfaringens Kreds, i hvilken Barnet bevæger
sig, at de endog ere en Daarlighed for den
almindelige Forstand, der vil anvende de fra det Sandselige abstraherede Love
paa det Oversandselige. Maaskee var den ei heller en af de ubetydeligste Aarsager til den Ringeagt for Religion, der i de
sidste 10 Aar som en Pest befængte Menneskene, at man havde giort det Helligste til Barnesyssel, og brugt til
Staveøvelser de dybeste Toner. Her have vi end en Grund, hvi
Menneskene bortkastede Religionen tilligemed deres andre Dukker, som Noget, der
var uanstændigt for Mænd. Takket være den forstandige
Tidsalder, fordi den, skiønt ikke stedse af
Ærbødighed for Religionen, udrev Catechismerne af Barnets Haand!
Nei, Christi Religion er Guds hemmelige
Viisdom, og aldrig kan den blive almindelig erkiendt uden ved en Symbolik, der fører den nærmere
frem for Beskuelsen. Men ligesom Jesu Religion er langt høiere end nogen
af Oldtidens Mysterier, saaledes maa ogsaa dens Symbolik være langt
fuldkomnere, ei som Hieroglyfer dunkelt hentyde paa den, men være dens
rene Aftryk, og heri ligger Begrebet om christelig Liturgie, eller udvortes
Gudstieneste. Er da Jesu Religion Poesiens og Philosophiens Identitet med Tendents til Religion, da maa den ogsaa vise sig
saaledes i Liturgien. Men, fremstiltes den kun i sin høieste Potens, da
vandt den intet ved Fremstillingen. Poesien og Philosophien maa derfor
træde frem i deres eiendommelige Dragt, men de maa have et høieste
Punkt, hvori de forenes, hvor de samlede fremstille Jesu Religion som det Endeliges Forsoning med det Evige, og knytte sig
til Religion som det inderligste Samfund mellem
begge.
Betragte vi nu den første christelige Liturgie saaledes
som vi finde den angivet i Apostlernes Skrivter
fra dette Synspunkt, da ville vi see, at den
fuldkommen stemmede mod de Fordringer, vi nys giorde.
Den bestod i at lære og prophetere. Hvad var
Lærdommen uden Philosophien anvendt paa
Livet, og knyttet til Læren om Forligelsen
mellem Gud og Mennesket ved Christum? Hvad var hin Propheteren uden en Flugt paa Poesiens hellige Vinge ud
over
Tilværelsen til den ny Himmel og ny
Jord, Christus lovede sine Troende?
Sakramenterne, Daaben og Nadveren udgiorde Liturgiens nederste
og øverste Punkt. Ved Daaben giortes Mennesket deelagtigt i den skeete
Forsoning, antoges til en Jesu Christi Tiener, og indviedes saaledes til
Religion. Nadveren var Kulminationspunktet for det Poetiske i Liturgien, thi her
berørte Mennesket det Høieste og Helligste, mod
hvilket
han stræbte. Men her forenede tillige Philosophien sig med
Poesien; thi dens Maal i Liturgien kunde ene være, at giøre
Mennesket værdigt til Forening med det Himmelske.
Nu først kunne vi ret skue Sandsen af Jesu betydningsfulde Ord ved Nadverens Indstiftelse: Giører
dette til min Ihukommelse! Sagt til Apostelerne maatte det hedde:
dette være Eder en kraftig Mindelse om at I have seet hvad mange
Propheter og Konger og Vise ønskede at see, men bortdøde i Haabet
— det Evige i mig forenet med det Endelige, det Endelige ved mig forsonet
med det Evige.
Hin første Liturgie er da Urtypen, hvorefter de
Christnes stedse maa være indrettet, naar den skal være
hensigtsmæssig. Intet kan derfor være daarligere end den Paastand, at Liturgien
skal skride frem med Tiden, da den tvertimod, uafhængig af
samme, ene bør rette sig efter hvad den skal udtrykke,
Nærmelsen til det Evige, og kan, naar
denengang passer,
ligesaa lidet forandres som Religionen selv
Denne Herr Forfatterens Bemærkelse finder jeg at
være saa sand som skiøn — ret et Ord i Tide.
Imidlertid kan vor Liturgie derfor gierne modtage et og andet forbedret
Udtryk. Den maa gierne fornyes, og trænger virkelig til en
Reformation. Kun maa man ikke ville reformere Christendommen ganske
bort.
Udgiv.
. Mon det ikke være en dunkel
Ahnelse af denne inderlige Harmonie mellem Liturgie og Religion, der lader
Almuen i hin see dennes Forandring?
Tanken om, at lade Liturgien lempe sig efter Tiden, kunde
først opstaae, efterat man havde hyldet den
Sætning, at Tiden fødte Christendommen, hvilket jo dog er
noget ganske andet end at Christus kom i Tidens Fylde. Billedet kan
saaledes fordærves og forældes, at det trænger til en heel
Fornyelse, hvis det ei skal tabe al Lighed med Originalen; men at Denne skulde
kunne udvikle sig af Hints Ruiner er dog vel bestemt modsigende.
Vist er det, at Mennesket kan stige i Kundskab; men, mon det
ikke være hans høieste Trin paa
Jorden, at kunne give al sin Kundskab Tendents til det Evige? Saa tænke vel ikke
de, der ansee den alt
opløsende Forstand for Menneskets Høieste; thi for den er ogsaa
hans høieste Maal at kunne undvære det Evige; men lad dem
stræbe did! Vi ville troe, at den største Udvikling er da, naar
Livet med alle dets Phænomener og Videnskaber anskues i dets Relation til
de evige Urbilleder, kort, naar hele Livet vorder Liturgie, thi Religion kan det
kun vorde hisset. (??)
Men fordi vi aldrig maa tabe den første christelige
Liturgie af Sigte ved Indretningen af vores, derfor er det dog tilladt,
ja
endog Pligt at udfylde den til et fremadskridende Heelt, og benytte alle
vor Tidsalders Fordele til at forøge Fremstillingens Værdighed.
Kun maa vi stedse huske, hvad det er som skal fremstilles, og aldrig glemme de
Punkter i Daaben og Nadveren, mellem hvilke vi maa bevæge os.
Hvorvidt den nærværende Liturgie i sin mere
udstrakte Bemærkelse, eller det som foregaaer i vore Kirker, svarer til
disse Fordringer, skal det følgende Oversyn vise.
Staae vore Kirker end ikke tomme, er det dog bekiendt, at
intet Menneske af god Tone mere besøger dem, uden enten for at faae sit Øre
kildret, eller for Exemplets Skyld, eller af mindre ædle
Grunde. Almuen selv føler ei længer den Trang til at møde selv i
Herrens Huus, og kommer paa mange Steder kun stundum af Vane. Nogle have i denne Anledning komplimenteret vor
Tidsalder, som om det var den stigende Oplysning, og Erkiendelse af den
vigtigere moralske Kultur, der tømte vore Kirker, og Tidsalderen har
ogsaa her hævdet sin Ret til Navnet, en forfængelig Qvinde, i det
den lønnede sine Tilbedere med et kierligt Smiil, og dog lod som den
vilde giøre Indvendinger mod det smigrende Udsagn.
Vi ville slet ikke nægte, at den temmelig høit
stegne Ligegyldighed for alt Helligt paa Jorden og i Himmelen, som man, ventelig ironisk, kalder Oplysning, afholder
Mange fra vore Kirker; men vi behøve slet ikke at gaae uden for disse,
for at opdage, hvad der kan bevæge det virkelig religiøse Menneske
til at blive borte af de Fleste. Vi maa selv finde, det næsten er
umueligt der at hæve sig over det Endelige, da det omringer, indslutter
os overalt, træder stedse frem under varslende Gestalter, der synes at kæmpe med hinanden om
Æren for vor dybeste Nedtrykkelse i Tilværelsens Sump.
Men er det den foreskrevne Deel af Liturgien, eller den til
Præsten overladte, eller
Udførelsen af begge, der foraarsager det? Vi ville see det.
Liturgien inddeler sig selv i den opløftende
og undervisende. Hin kan forene sig med denne, men denne aldrig med hin
uden Skade for begge.
Vi ville betragte dem saaledes som vi konseqvent troe de burde
være, som de under nærværende Lovbestemmelser kunne
være, og som de lade sig tilsyne.
Til Liturgiens undervisende Deel regne vi kun i Almindelighed
Prædikenen. Thi Taler ved Brudevielser og andre Leiligheder har et mere
indskrænket Maal, og maa, med Hensyn til Hovedprincipet mere rette sig
efter de paagieldende Individers Tarv: Catechisationen er en Gientagelse og
Fortsættelse af Skoleunderviisningen, der ei her kan komme under
Betragtning.
Præsten træder frem paa det ophøiede
Sted, og vi maa vente af hans Mund at høre de høie Sandheder, om
Menneskets dybe Trang til Himmelens Veiledning og Trøst, om Guds evige
Raadslutninger til dets Held og Frelse, om
Jesu Komme i Tidens Fylde, og da: om hvad vi,
giennemtrængte
bindestreg mangler ved linjeskift
af
varm
Kierlighed til Gud og Jesus, dybt
følende med Paulus, det var langt
bedre at fare herfra og være med Herren, bør
giøre og undflye for at kunne tage Deel i den skeete Forsoning; for at
kunne indgaae i det himmelske Jerusalem, der ei
tør betrædes med besmittet Fod. Eller vi maa vente at
høre, hvorledes vi stedse kunne vise os som troe Arbeidere i Herrens Viingaard, der ufortrødne plante og vande,
og nedbede Vext fra Gud i det Høie; uden at tabe Modet, naar de hvinende
Storme knække de spæde Ranker, hvis modne Druer vi haabede at
bringe Herren, som et velbehageligt Offer. Eller vi maa vorde udrustede med
Troens og Haabets de herlige Vaaben mod Fristelsens Anfald, saa vi lære,
ei at bøie Øret til de onde Lysters lokkende Stemme, eller skue
hen til de tryllende, snart af Guldets Lue glimrende, snart med Nydelsens
flagrende bølgende Klædemon
dækkede Gestalter, som de opstille for vort Øie.
Dette eller noget Saadant maa vi vente at høre tolket
med værdige Ord, og med den dybe Følelses antændende Ild.
Derfor staaer Taleren paa det ophøiede Sted, for at hans Aande ligesom
skulde indgyde os den guddommelige Flamme, hvoraf hans Indre brænder, og
ligesom for beskuelig at vise os, Mennesket
bør staae mellem Jorden og Himmelen, tage Deel i Livet, men med stadigt
Hensyn paa det Høiere, saa han ei fæster sig til det, og selv lammer de
Vinger, der skulle hæve ham op i Lysets herlige Egne.
Nu opstaaer Spørgsmaalet: viser det sig, at
Mængden blandt Præsterne erkiender disse vore retmæssige
Fordringer?
Det giør os ondt, at vi maa svare paa det bestemteste:
Nei! Mange kunne ikke opfylde en stor Deel af Fordringerne, og Mange ville ikke.
Havde vort Ønske Vægt, som det har Grund og Vigtighed, da ville vi
her forene det med den ædle
Fallesens, at der dog maatte sørges for de theologiske
Candidaters Dueliggiørelse til Prædike-Embedet, og at der maatte
tages strengt Hensyn paa deres moralske Characteer; thi grueligt er det, at
høre Præster, som hverken kunne tale eller skrive dansk, og som
aldrig fik andet Begreb om Actionen, end det de
tydede sig til hos Qvinctilian, og for længe siden glemte. Forargeligt er det, at
høre Herrens Ord af en bandende Jæger, der kun glemmer Ederne,
saalænge han, utaalmodig nok, maa staae paa det hellige Sted, eller af en
Ryggesløs, af hvis Mund vi uden for
Templet høre raadden Snak og letfærdig Skiemt, eller overhovedet
af en tvetydig Mand.
Langt være det fra os,
selv paa fierneste Maade, herved at ville beskylde Nogen, eller kaste mindste
Skygge paa en Stand, der kan være saa hæderværdig; men at
noget Lignende baade har været og kan være Tilfældet,
nægter vist Ingen.
Dog, vi ville vende tilbage til vor egentlige Hensigt, at
characterisere Nutidens Prædikemaade. Naar vi undtage de Faa, der med
uddannede Evner forbinde Flid og Nidkiærhed, og forkynde Jesu hele Lære, da maa vi inddele Præsterne i de
dogmatiske og moralske.
De Dogmatiske foredrage Systemet uden Frugtbarhed for Livet,
og uden sand Relation til det Evige; thi den der stedse slaaer omkring sig med
Treenighed, Jesus og hans Forsoning, ahner slet ikke disse Lærdommes
høie Betydning. Fra disse Kirker maa vi blive borte, eller sove.
De moralske Præster stemme deri overeens, at de giennem
hele Aar ængstlig stræbe at undgaae Nævnelsen af det
Helligste, som frygtede de for at besmitte det ved uværdigt Selskab; men
for ikke at blive eensidige, maa vi inddele dem i trende Klasser:
De der baade mangle Talenter og Virksomhed,
De der mangle een af Delene,
De der have begge.
Hos de Første sove vi ligesaa trygt som hos de
Dogmatiske. Thi de blive slet ikke mere
frugtbare for Livet, fordi de stedse dreie sig om dette Punkt, og Forskiellen er
blot, at vor Søvn bliver kortere, da disse Herrer sielden have megen Tid
at spilde i Kirken, men maa hiem at see til Heste og Køer, Plov og
Mødding. Skiønt Disses Antal vel ikke er saa saare lidet, troe vi
dog gierne, at den anden Klasse er langt talrigere; men langt mere Udbytte kunne vi ei vente af deres
Taler.
Den der enten lader sine Evner slumre, fordi han selv vil
sove, eller ei anseer en Prædikens Udarbeidelse som værdigt Brug
af samme, synker i den sande Vægtskaal ned til hine først
Nævnte, om end hans udvortes Foredrag giver Talen et skiønnere
Anstrøg, og holder vore Øine aabne.
Den der vil være ret virksom, uden at kunne hæve
sig til den Standpunkt, hvorfra han burde overskue sin Virkekreds, og derfor
baade vil udbrede Agerdyrkning og Lovkundskab, Physik og Medicin, med lidt Moral
og Religion, vil neppe stifte megen Nytte, men i al Fald mindst opfylde de
Fordringer, vi i Kirken giøre til ham. Han vil være
populær, og nedstemme sig til Almuens Fatteevne, og ret som de ikke kunde
modtage andre Begreber, end dem der
vækkes i Stald og Lade, vil han vel endog paa Prædikestolen, til
stor Opbyggelse fortælle sine Tilhørere: “at de ei burde
spilde deres Hestes Giødning paa Landevejen; at Vinteren dog ikke har
været saa grumme slem, da det dog var oventørre for Mennesker og Fæe; at de bør takke
Gud fordi han lagde Jord paa Jorden (!!!) da de
ellers ei kunde boe derpaa,” og mere af samme Suurdei.
Ingen, der kiender Nutidens Prædikemaade, endog kun af
hvad vi desværre! maa læse paa Prent, vil kalde dette overdrevent,
men Ingen kan heller undre sig over, at de virkelig Religiøse holde sig
borte fra saadanne Præsters Kirker.
Men nu de Mænd, der
giøre Menneskets moralske Forbedring, i det mindste i Kirken, til deres
eneste Maal; som, uden at føres vild af det
daarlige Skrig om Prædikenens Unødvendighed og
Gavnløshed, opbyde alle deres indre og ydre Evner for at kunne tale lige
kraftig til Forstand og Hierte; som opmuntre til Dyden og tordne mod Lasten med
Varme og Følelse; mon de ikke udfylde
Posten, hvorpaa de staae som christelige Religionslærere ligesaa godt som de, der give os Jesu hele
Lære?
Vi nødes til at svare: Nei! skiønt vi saare vel
indsee, at mange agtværdige og tænkende Mænd ville svare:
ja, og stemple vor Paastand med Navnet Sværmerie. Saavel herfor, som
fordi disse Moralitetens Talsmænd ere de eneste, som fortiene Opmærksomhed, ville vi nøiere
betragte saadanne Talers Væsen, og sammenligne det med Maalet for
christelig Religion.
Den Præst, der troer, han ei bør lægge
nogen Vægt paa de
vigtigste
Bevæggrunde til Dyden som Aabenbaringen fremstiller: Guds Villie,
Kierlighed til Gud og Jesum, og Gienforening med det Evige; som paastaaer, at
Menneskets Pligter staae i nøiagtigt Forhold til hans egne
Kræfter, og derfor blot driver paa Brugen af disse; han reducerer Jesu
Religion til Philosophie. Betager nu en saadan Fremfærd Jesu Religion sit
høieste Fortrin, i det vi derved indknibes mellem Tilværelsens Gaader, istedet for at faae dem
løste, hvilket vi troe at have beviist; saa maa vi, selv i det vi beundre
Talerens sieldne Evner og Iver for den gode Sag,
dog erklære, at hans Tale ei er religiøs, altsaa ei svarende til
sin Bestemmelse.
For end tydeligere at godtgiøre dette, ville vi kaste
et Blik paa de Bevæggrunde til Dyden, der endnu blive ham tilovers. Enten
maa han stræbe at indbringe den
Regel: øv Dyden for sin egen Skyld! i sine
Tilhøreres øverste Maxime, eller
han maa blot see hen til Handlingernes Følger.
Principet: øv Dyden for sin egen Skyld! har
næsten altid imponeret ved sin tilsyneladende Storhed, og er blevet
anseet for Moralphilosophiens evige Triumphbue; men foruden at det stedse vil
være en tom Lyd for Mængden, havde man vel Ret til at
spørge: hvad er Dyd i denne Betydning? Svaret bliver formodentlig, den er det eneste Absolute, og kan derfor fordre
sig alt Relativt underordnet. Vi maa tilstaae Slutningen formel Rigtighed, men kunne
ikke overtyde os om Præmissens Sandhed. Vi troede, Intet kunde kaldes absolut, uden
det, der, hævet over Tids og Rums Bestemmelser, indslutter Alles
bestemmende Grund, hint Tænkens og
Værens evige Identitet, Gud, og vi
skiønne ikke rettere end at Moralloven er
begrændset af Tilværelsen. Vel har man søgt at hæve denne
Vanskelighed, ved at kalde Grækernes Guder usædelige, fordi de
stode over Moralloven, og derimod sætte
Moralloven over Gud; men da Guds
Tilværelse, der maatte mangle Frihed i høiere Betydning, og vorde
relativ, derved ophæves, maa vi erklære, at dette Begreb enten er
for høit eller for lavt for vor Fatteevne.
Sætte vi Dyden som det Endeliges størst muelige
Harmonie med sig selv, og det maa vi, naar den skal træde
frem
for sig selv i Tilværelsen, og ei være det Evige
underordnet, da maatte den, for at kunne fordre sig ubetinget udøvet
forkynde sig hos Mennesket som tvingende Naturdrift.
Sætte vi derimod Dyden som den nødvendige
Betingelse for det Endeliges Forening med det Evige, da kan den fordre sig
udøvet uden noget Hensyn paa Livets øvrige Forholde, men ei for
sin egen Skyld, kun for dets Skyld, hvis Betingelse den er.
Dog, Faa ere vel de, som, i det mindste hos os have lagt hint
ufrugtbare Begreb til Grund for deres kirkelige
Underviisning
, og de Fleste ere gangne den anden Vei, i det de have beregnet, hvormegen Nytte vi
kunne have af at giøre Godt, og Skade af at giøre Ondt.
Disse ere egentlig hverken Moralens eller Religionens, men
blot Klogskabens Lærere. De maa stedse føre os omkring i
Tilværelsen, og kunne allene kaste et Sideblik paa det Evige, der da ikke
i og for sig selv, men som følelig Belønning fremstilles som
Gienstand for vor Eftertragten.
Naar vi da tilstaae disse Moralens Tolke, at de vel kunne
afskrække Nogle fra de grove Udbrud af Lasten, hvis sørgelige og
smertelige Følger de male med Ildfarver, at de kunne fremlokke Taarer i
den Blødes Øie, og vække i hans Hierte medlidende
Følelser; saa paastaae vi tillige, at de ei kunne indgyde Menneskene den
rolige Hengivenhed i Herrens Haand, eller den ydmyge Erkiendelse af deres
Afmagt, at de ei kunne lære dem at bruge denne Verden, som de der ikke
bruge den, og for det Eviges Skyld opofre Alt hvad Jorden har af Kiært og
Skiønt; thi det kunne ene de, som føle, at deres Borgerskab er i Himlene.
Man kan ikke her affordre os
Beviis for, at dette er en virkelig Mangel, thi her spørges ei om Jesu Religion er
sand, hvilket maa forudsættes som erkiendt af alle dens Tienere, og
desuden har været Gienstand for vor Undersøgelse; men kun,
hvorvidt man, uden at anvende hine christelige Bevæggrunde til Dyden, kan
lære i Jesu Aand, hvilket dog alle vore Præster paastaae at
giøre.
Imidlertid var det maaskee ei her saa ganske upassende, at
melde et Par Ord om Egennytte som Dydens Bevæggrund, og om det
Oversandselige i Christendommen. Man har saare ofte erklæret Egennytte
for en ureen Bevæggrund til Dyden, og derpaa bygget Indvendinger mod den
christelige Moral, samt Paastanden om et høiere Moralprincips
Nødvendighed, men har man ogsaa nøie bestemt Ordets Betydning?
Enten maa det udtrykke, hvad der stemmer overeens med Menneskets inderste
Væsen, og hans ubetingede Fordring til sig selv, eller hvad der
fremstiller sig blot for vor sandselige Natur i tækkelig Skikkelse. I første Tilfælde
flyder den sammen med de høieste Bevæggrunde til Dyden, og i
sidste har man havt Uret i at udstrække den til Evigheden.
Ikkun
den der byder os indrette vor Opførsel efter Handlingernes
Følger, der kun umiddelbar vedrøre vor nedre, og saare middelbar
vor høiere Natur, giør sig skyldig i den Brøde, at have
fremsat Egennytte i sin slette Betydning som Bevæggrund til Dyden, og Christendommen
fortiener ikke denne Bebreidelse. Derimod treffer den ganske hin
Klogskabslære, der traadte frem som et usselt Surrogat for
Christendommen, og vi see allerede Mange, som vilde blevet sande gudfrygtige
Christne, dersom Moralen havde været dem foredraget i sit
nødvendige Forhold til Religion, men som nu
troe
, at de have
opfyldt
deres Bestemmelse, naar de iagttage
Knigges
Regler for Omgang med Mennesker.
Man har i den senere Tid saa inderlig ønsket det
Oversandselige borte af Christendommen, og det med samme Ret, som man maatte
ønske Roden borte fra Træet,
da Toppen, som vi om Vinteren tydelig see, har sine Safter fra sig selv, og
sikkert da vilde frembyde et langt skiønnere Syn. Man har imidlertid
været godmodig nok til at raade Præsterne at
lade
det staae indtil det faldt af sig selv, og det kaldte man
Pastoralklogskab. En ligedan Klogskab er det, som byder Nutidens Mennesker, at
lade de gamle Borges Mure staae, som latterlige Vidner om den barbariske Old, de skylde deres Ophav, og det er kun
skændig Bagvaskelse, som siger: det skeer fordi — man ei kan
nedbryde dem.
Ogsaa vi ville dog engang prøve paa at
være kloge, og tale et forstandigt Ord med. Men vi mene, at Klogskab
netop byder Anvendelse af hint Oversandselige, og støtte
vor Mening paa følgende Grunde.
Naar man vil danne Mennesket til moralsk Jordborger, maa man
sætte alle hans Evner i Moralens Tieneste; men nu har Mennesket
desværre Noget, man kalder Phantasie, og den vil slet ikke lade sig indknibe til jevn Gang paa Pligtlærens
snevre Sti. Vel sandt, allerede heraf er det klart, den ikke maa høre til
vort egentlige fornuftige Jeg; dens danske Navn
beviser tydelig, den kun bestaaer i Indbildningen, og mange Poeter have giort os
det Samme saare beskueligt. Den bør altsaa udryddes tilligemed vor hele
sandselige Natur ved et kategorisk Imperativ;
men, atter desværre! dette kan langt snarere lade sig udtale, end skaffe
sig Lydighed, og af den kiære Almue især maa vi ikke fordre for
meget paa Gangen. Vi maa da vel indtil videre
lade den blive, og blot søge at
give den noget uskadeligt Legetøi, hvormed den kan sysselsætte
sig, medens vi ordne Kræfternes Harmonie, der
skal opsluge den. Aldrig kunde vi treffe noget bedre Valg, end netop hint
Oversandselige, vi nys hensatte i Krogen, thi deels er det for ubetydeligt til
at kunne skade Moraliteten, og deels vil det, ved den givne, sværmeriske
Tendents hindre Phantasien for de mange
underlige Spring
hvorved
den, indsluttet i Tilværelsen, vilde spotte mange af Moralens høieste Diger.
Temmelig længe opholdte vi os ved Prædikenen, baade fordi den udgiør en saare vigtig Deel
af Liturgien, saa og fordi vi troe, den
især turde trænge de fleste Steder til Forbedring.
Uden at kunne beskyldes for Eensidighed troe vi nu at kunne
gaae over til
Daaben.
Uden at nægte, at Formularerne ved denne Handling kunne
modtage Forbedring, skiønne vi dog ikke rettere, end at Bestemmelserne
for dens Administration svare i det Væsentlige til dens Hensigt. Daaben
skal være en Indvielse i Religion, og
som første Punkt i Liturgien omfatte baade det Poetiske og Philosophiske
i samme. Dette er virkelig Tilfældet, thi Barnet indvies til Troe paa det
Oversandselige, og
giøres meddeelagtig
i Jesu Forsoning, og forpligtes som saadan, til at forsage Synd og Last,
Diævelens Gierninger.
Man har fundet det saa upassende, at der tales til
Barnet, men vi troe, at Handlingen vilde tabe en Deel af sit
Høitidelige ved en Forandring, og hvo der ei er svoren Fiende af Poesie,
vil ei finde noget Anstødeligt i denne Tiltale.
Men, maatte man vel spørge, dersom Daabsceremonien i
det Væsentlige svarer til sin høie Betydning, hvi giør den da i
Almindelighed saa lidet Indtryk, og efterlader os saa tomme? Meget maatte vi
feile, hvis ei Aarsagen hertil fornemmelig
ligger i Maaden, hvorpaa især de moralske Præster forrette samme.
Med hvilken tankeløs Iilfærdighed
oplæses ikke som oftest Indledningen, der skal vise, hvi Daaben skeer!
Hvilken Vold giør ikke Nævnelsen af den hellige
Treenighedslære paa Præsten! Hvilken forstaaelig Afskye for
Overtroe fremlyser ei af hvert hans Træk, naar han med uvillig Finger maa
drage Korsets betydningsfulde Tegn over den Spædes Bryst og Ansigt!
Tydelig seer man, det ei er til Troe paa den Korsfæstede, ei til de Helliges Arvedeel i Lyset; men kun til en
Borger af Moralstaten, der skal kunne staae
urokkelig uden Kirke og Religion, den oplyste Lærer vil indvie
Barnet.
Nu skride vi frem til den opløftende Deel af Liturgien,
den som tilligemed Daaben nu synes at skulle modtage en Forandring. Den staaer
lige over for Prædikenen, og indbefatter
Kollekter, Bønner, og Psalmer.
Sandt er det, vore Kollekter og Bønner
kunne
behøve Forbedring, ikke fordi de næsten alle gaae ud over
Tilværelsen, og slutte sig til det
Evige, thi det er nødvendigt; men fordi en Deel af dem mangle det
glødende, fulde, poetiske Liv, der burde udtale sig giennem dem.
Spørgsmaalet bliver kun: hvem kan forandre dem til det Bedre? Ingen uden den sande Digter, der veed at forherlige
Poesiens Flamme ved Religionens hellige Ild. Skulle de derfor blive forandrede,
eller
ny
affattede enten af den kolde Systematiker, til hvilken Skole han end
hører, eller af Prosaisten, hvis Varme gik ud fra Tilværelsen, og derfor ei kan hæve sig over
dens snævre Kreds, da vee os! Da ville vi enten see Skrivtsprogene
sandsløs sammendyngede, eller Moralens
Kapitler afhandlede, eller
betydningsløs Sentimentalitet beile til en Taare, der ei kan udtrykke
Længselen efter det Evige, men kun Medynk over Tilværelsens Usselhed i sin skiønneste Form. Hvilken
bedrøvelig Modsætning vilde da opstaae mellem de Forsamledes
Helligdagsklæder, og Hverdagslivet, der omsnoede dem med sine smudsige
Lænker!
Maatte vi da hellere beholde det mindre Poetiske, der, naar
det udføres med Værdighed, dog er i Stand til at opsvinge os mod
Himmelen, og opløse vort Væsen i andægtig brændende
Følelse!
At dette sielden skeer, har i Stæderne sin Grund i
Tilhørernes frivole Stemning, og paa Landet i Maaden, disse Ting
behandles paa af Præsten.
Nu komme vi til Sangen, Middelpunkten af den liturgiske
Poesie. Her maa alt hvad Mennesket kan frembringe Høit og Skiønt,
forene sig. Poesien maa træde frem, klædt i det harmoniske Vers,
hvilende paa det melodiske Riim, og hævet ved den potenserende Musik.
Høit over Jorden maa vi opløftes, og et Glimt af det evige Liv maa
svæve forbi vort mod Himlen stirrende Øie.
Ak! Kun sielden skeer det, og hvad er Aarsagen? Er det allene
i de Kirker, hvor den gamle Psalmebog bruges,
at vi vorde skuffede i vor Forventning? Ingenlunde. Vi miskiende ikke den Nyes
Fortrin især med Hensyn paa Korrekthed i Versebygningen, og
Værdighed i Udtrykket. Vi tilstaae endog, den indeholder megen Poesie,
men langt er den fra Idealet, der svæver for vort Øie. Den kunde
laant mere af den gamle, og meget tabte den, ved tildeels at rette sig efter
Moralens Kapitler. Neppe er
Schillers
grundede Bemærkning vore Læsere ubekiendt, at Poesien kun bør fremhielpe Moraliteten ved den
ophøiede Stemning, hvori den sætter Mennesket, men at den
ophører at være Poesie og hæve Mennesket, saasnart den
træder i Moralitetens Tieneste.
Bleve imidlertid de nye Psalmer udførte vi ville ei
sige ved harmonisk Musik; thi det er kun vore katholske Brødre der have
Noget tilovers for
dens
skiønneste Brug, men ved melodisk Sang, da vil der dog allerede
Meget være giort. Men saalænge
Mængden af vore Kirkers Syngemestere endnu kunne lære meget af
Bræger og Peer Degn, ville selv de skiønneste Psalmer tabe deres Kraft,
og udbrede Dorskhed istedet for dyb Følelse.
Endelig naae
vi
nu
den hellige Nadvere, det høieste Punkt i christelig Liturgie, som
udtaler Tendentsen af Jesu Religion. Betydningsfuldt er Digterens Qvad,
Da Himlen sig fra Jorden skilled
Da sank din Aand igien til Jord
Det himmelske, det rene Billed
Ei længer i dit Hierte boer.
Det Barnlige var længst forsvundet,
Nu gaaer du bleg mod Jorden bukt,
Med Høsten har du dig forbundet,
Og ædt af giftig Kundskabs Frugt.
O drik, at du kan atter glemme
Hvad koldt kun Hovmod lærte dig!
Da vaagner atter Livets Stemme,
Da seer du atter Himmerig.
Men hvad er da Aarsagen, hvi det saakaldte oplyste Menneske
heller lod sig beskylde for alt Ondt, end for at have nydt den hellige
Nadvere,
uden i det høieste for Exemplets Skyld,
ja hvi selv de Fleste som nyde den, bortgaae kolde fra Berørelsen af den himmelske Ild? Vist nok maa
Grunden
til Manges Afhold og Kulde, søges i Tidens fordærvede Tone,
hvori Spot med alt Helligt har rodfæstet sig; men sikkert ville dog endnu
Mange nyde den værdig, dersom ikke en stor Deel af Præsterne selv
nedsatte dens Værd. Ei tale vi her om saadanne foragtelige Meeneedere,
der kalde sig Herrens Tienere, og dog istemme de Letsindiges spottende Tone,
hvori de tale om vor Religions helligste Handling, thi vi ville ikke troe, at
saadanne Uværdige virkelig beklæde Læreembedet imellem
os.
Vi ville kun vidne, hvad vi have seet, og ofte saae vi paa
Uddeleren, at han slet ikke ahnede den høie Sands, der ligger bag denne Mythe, som i Betydning langt overgaaer de
ærværdigste og helligste, Oldtidens Poesie avlede, i det vi her
skue et Glimt af den himmelske Poesie, hvis Produktioner have Virkelighed. Vi
have seet fortræden Kedsomhed i hans Aasyn, som burde omstraales af det
Eviges Glands, og maa ikke et saadant Syn nedtvinge selv den varme Giæst
mod Jorden, i det han vil svinge sig mod Himmelen?
Imidlertid findes dog tvende Ting ved den
nærværende Indretning, som vi troe, man maatte ønske
forandrede. Vi mene Syndsforladelsen i Skriftestolen, og Ordene ved Sakramentets Uddeling.
For den poetiske Anskuelse er hin Syndsforladelse en
nødvendig Forberedelse til Nadverens
Nydelse, da Mennesket maa tænkes renset fra alt Jordiskt, før han
tør nærme sig til det Himmelske; men, mon ogsaa for den
religiøse? Vi troe det Modsatte. Saalænge Menneskene troede, ved
Poesie at kunne atter forenes med det Evige, saalænge maatte ogsaa
Renselser fra Tilværelsens Smitte finde
Sted, og vi see dem derfor i alle de gamle Religioner. Men da Christus har for
alle sine Troende fuldkommet den ene Deel af Renselsen, i det han forligte Verden med Gud, saa bliver ingen tilbage for
Mennesket, uden den giennem hele Livet fortsatte
Stræben efter Retfærdighed og Hellighed, og enhver anden Renselse
strider bestemt mod Christendommens Aand. Allerede herfor burde Syndsforladelsen
aflægges, men den bør det dobbelt, som skadelig for Menneskets
sande Renselse, hans moralske Forbedring. Vel siger
man, at de som synde i Tillid til den, vilde synde alligevel; men hvor
er Beviset for denne henkastede Phrase, der hverken stadfæstes ved den
ydre eller indre Erfaring? Saae vi da aldrig, at en Ildgierningsmand stræbte enten før eller efter sin onde
Handling at berolige sig ved at modtage Syndsforladelse af Præsten? Og hvo tør paastaae, han ogsaa uden
denne Trøst eller dette Haab vilde fuldført Handlingen? Vide vi
ikke, at Mennesket i Fristelsens Stund griber begierlig efter ethvert Middel,
der kan spare ham den tunge Kamp? Var der ogsaa kun Een blandt Tusinde, som ved
Tanken om hiin Syndsforladelse bestyrkedes i sit Letsind, da burde den afskaffes
som en Levning af udartet Katholicisme, der slet ikke hører til Jesu
Religion.
Den anden Forandring, vi ønskede, havde Hensyn paa
Ordene ved Brødets og Vinens Uddeling.
Ingen, der læste det Foregaaende, og fulgte vor
Ideegang, vil mistænke os for at være iblandt dem, der forarge sig
over den hellige Lære om Alterens Sakramente, eller tvivle om den sande
Troendes Forening deri med sin Gud og Frelser; men os synes, at vi, ved at
erklære Brødet og Vinen for Jesu Legeme og Blod, nærme os
Transubstantiasionens bespottelige
Lære, og at Forskiellen vel kun turde være sophistisk.
Ville vi fængsle det Evige i det Endeliges
Produktioner, ville vi giennem Munden nyde det Allerhelligste, der kun ved Troen
kan blive os til Deel, da har Spotteren Voltære
Ret til at haane os; da nedbrydes Sandsen af Christi Læres høieste Hemmelighed; thi vi
søge da at fæste det Himmelske
til Jorden, istedet
for at vi, hævede ved dets gudelige Kraft, skulde forene os med det.
Hvorfor kan ikke Sakramentet uddeles taus, efterat
Indstiftelsens Ord ere læste, saaledes som Skik var i den ældre
danske protestantiske Kirke? Eller, hvor Ord skulle bruges, var det vel
Kætteri at ligne de Reformeerte, hvis Formel: det
betyder, dog i Sandhed betyder langt mere end vores? Eller, om vi ingen
af Delene ville, hvad hindrer os da fra, at sige med Paulus: Velsignelsens Kalk, som vi
velsigne, er Christi Blods Samfund, det Brød som vi bryde er Christi
Legems Samfund?
Vilde Paulus have talt
saaledes, dersom han havde troet, som de, der
forfattede vor Confession, at Christi
Legeme i, med og under Brødet annammes i Munden, og – vi
gyse ved Tanken – knuses imellem
Tænderne?
Have ikke baade Klemens og
Origenes, og næsten alle de gamle
Fædre, der ei bleve hvilende paa Religionens Overflade, men
trængte dybere ind i dens Væsen,
forkastet
Læren om den saakaldte præsentia realis!
Skulle da vi, for hvis Øine Philosophien
anticipeerer
sig selv, ved at gaae over til
Religion, men derved kaster det herligste Lys paa dens Mysterier, endnu dvæle med at gribe disses
høie Betydning,
saaledes som den spirede i christelig Oldtid, men nedtryktes af sandsesløs Rettroenhed, og kun stundum svagt fremkæmpede sig, indtil den med alt
Helligt nys truedes af Forstanden med Undergang?
Ville vi ikke erkiende Sandheden af Udsagnet: Bogstaven ihielslaaer, men Aanden giør levende,
fordi dette som Alt, nyelig misbrugtes, for dermed, om mueligt, at dræbe
Aanden selv?
Efter saaledes at have giennemgaaet det Vigtigste af Liturgien,
ville vi kaste et Blik paa det Udvortes ved samme, Præsten og Kirken.
Naar Præsten kiender Jesu Religion saaledes, som den
kun giennem de høieste Videnskaber kan blive anskuet, naar han baade kan
og vil tolke den med Fynd, og naar han selv er en sand moralsk gudfrygtig Mand,
da maatte det vel synes ligegyldigt, i hvilken Dragt han traadte frem; men dog
troe vi det passende, at han i Kirken er udmærket fra alle sine Tilhørere, af hvad Stand de end
ere, og at en Forandring eller Forøgelse af hans Dragt finder Sted under
Nadverens Uddeling. Det sidste er
især et sandseligt Tegn paa, at Religionens og Liturgiens
Kulminationspunkt nu er tilstede.
Hvad der foregaaer i Kirken er vist det Vigtigste, men dog bør Kirken selv have en fra
andre Huse
forskiellig Bygningsmaade, ligesom Præsten bør have en for den
bestemt Dragt, thi i Herrens Tempel ville vi være ganske løsrevne
fra Hverdagslivet, deels for at kunne hæve os over Tilværelsen, og deels for at kunne betragte den mere
upartisk, naar vi ligesom ere satte uden for den. Men just fordi begge disse
Øiemede skulle opnaaes, derfor burde Kirken ei blot have en anden, men og
en skiønnere, mere ophøiet Bygningsmaade, end de almindelige Huse,
saa at dens Architektur kunde være det faste hvilende Billede paa
Poesien, der i den skal udtale sig, og for at vi derved kunne fremhielpes til at
skue Tilværelsen, ikke oven, men neden for os.
At dette er langt fra at være saa, veed Enhver, som
bemærkede den synderlige Kontrast mellem
Kirkeeiernes høitkneisende Lader og
de faldefærdige Kirker. Paa de fleste Steder har man nedrevet de ydmyge
Kirkelader, maaskee fordi man troede, de vanhældede
Ringmuren, maaskee ogsaa for at hindre den
urigtige Troe, at hvad som ei kunde indsluttes i disse smaa Rum, burde anvendes
til Kirkens Opbygning og Forskiønnelse.
Aldrig ville vi vel faae Aarsag til at være stolte af
vore Kirker, men, ligesom det var saare
ønskeligt, er det vel dog mueligt, at, naar
Kornets Priis ei mere er saa lav, den Tid engang kan komme, da Synet af dem ei
mere saa levende vækker Mindet om de svundne Sekler og vore længst
hensovne Fædre, eller giør os saa fortrolige med Tanken om en
hastig og brad Død. Naar denne Tid kommer, og at den vil komme, derfor
borger Haabets liflige Grønt paa de indre
Vægge, da kan først Talen være om passende
indvendige Prydelser. — At man nu paa nogle Steder nedtager Altertavlen,
kan vist nok undskyldes med, at deres Malerier ere Karrikaturer af det
Helligste, men at et simpelt Bord ikke vil forhøie Gudstienestens
Majestæt, synes klart. Bedre var
det vist, at man opsatte nye, og benyttede den atter vaagnende Malerkonst til at
pryde vore Kirker med Billeder af den hellige Historie; thi derved skabtes
Konsten en Potens, der maaske er det Eneste, den mangler, for at hæve sig
til sin forrige Glands.
Ingen troe, at dette Ønske opstod af Lyst
til at smigre de Vanhelliges
Øine, og ved Konsten hidlokke dem, der ellers mangle Sands for Kirkens
høie Bestemmelse, skiønt det dog var en Vinding, langt
større end den man kan vente ved at
giøre Gudsdyrkelsen, hvad man kalder, fornuftig; saasom Konsten er den eneste af Livets Frembringelser, der
udmærker sig ved mere end endelig
Tendents!
End mindre troe man, vi ikke erkiende den sildigere
Katholicismes rasende Daarlighed, der tilbad Billederne, som om
de i sig selv havde deres Betydning!
Den eneste Grund for vort Ønske ligger i den
Overbeviisning, at Mennesket vilde lettere kunne hæve sig over Jordlivet,
naar han ligesom var omringet af Væsener fra høiere Regioner, der,
efter at have giennembrudt Støvets fængslende Muur, fremstode
forklarede under Malerens poetiske Pensel. Denne Himmelbaarnes symboliske
Nærværelse vilde give begge Liturgiens Dele et Udtryk, de ellers
vanskelig faae, og forene den til et sieleopløftende Heelt, i det vi
skuede dem, der fordum vandrede i Herrens Frygt og Jesu Christo Troe, i
Besiddelse af den unævnelige Salighed, der opfylder og omstraaler de
Hellige.
Have vore Fædre, der udryddede Katholicismen, ladet de
nys tilbedte Malerier blive, uden deraf at
befrygte nogen Ulempe, og har meer end halvtredie
Sekul retfærdiggiort deres Iid: hvorledes skulde da vi, opdragne som Protestanter, med vor langt
renere Anskuelse af Protestantismens Eenhed med sand Christendom, frygte for at
danne Katholiker, ved at ombytte de slette Malerier med bedre! Bør vi det
ikke, naar disse kunne befordre Andagten, eller endog kun pryde vort Gudshuus,
og indgyde Almuen den poetiske Sands, uden
hvilken en stor Deel af Liturgien er halv tabt for den! Troer man da det blot er det Gode i Arten, der
kan stifte Skade?
Uden Hensyn paa, hvad man vil dømme
om os og vor Forstand, fremsatte vi her vore individuelle Tanker om Religion og
Liturgie i deres vigtigste Forhold. Det streed mod vor Plan, at indlade os i det
Enkelte, som Enkelt, og lykkedes det os, at bestemme
Grundbegreberne
rigtig, var det ogsaa unødvendigt, da Enhver maa kunne ved
konseqvent Slutning uddrage vore Tanker derom.
Vi kunne have feilet, og det er saa meget mere tilgiveligt, da
vi, levende i en Afkrog, næsten mangle
alle Hielpemidler, uden egen Tænkning til
at berigtige vore Begreber; men vi tør haabe, at selv Feilene ei tillade
nogen Tvivl om vor varme Følelse
for
Religiøsitet, og med Hensyn herpaa for ægte Moralitet.
Maatte disse Blade kun vise Nødvendigheden af dybere
Granskning over Principerne, der bør ligge til Grund for vore kirkelige
Indretninger! Maatte de anspore nogle af vore Religionslærere til ret at tydeliggiøre sig deres
høie Kald og Bestemmelse, som Jesu hele Læres værdige
Tolke! Maatte de vække nogle af vore Brødre, de theologiske
Candidater af den uværdige Slummer, i hvilken Mange af dem vente paa det hellige Læreembede, uden at berede
sig dertil; da maa giernehvert vort Ord overantvordes til
Glemsel, thi da udrettede vi mere, end vor Stilling turde lade os haabe.
Vil man derimod ei værdige Resultaterne, vi uddroge paa
vor Vandring giennem den menneskelige Aands høiere Egne, uden et haanligt Sideblik, fordi de ei stemme med Tidens
Tone, og fordi de komme fra et Menneske, der ei modtog Privilegium af noget Fakultet, ei nævnedes i noget
lært Katalog, ei beklæder
noget Embede, og altsaa i vor Tids Sprog, hører til de ganske
Uvedkommende; fortryde vi dog ei at have grebet Pennen med uøvet Haand, da det ei var vor egen, men
Religionens og Artens Sag
Herr Forf. kan være overbeviist om, at enhver
Retskaffen vil læse hans Afhandling med megen Agtelse baade for
hans Forstand og Hierte. Mig for min Deel har den meget glædet,
skiønt Sproget og enkelte Udtryk paa faa Steder ikke have behaget
mig. Men lige meget, Forf. har talt Religionens Sag med en reen Aand og
et varmt Hierte, og derfor lønne ham Gud.
Udg.
, vi stræbte at tale.
Til Slutning maa vi udbede os vore Læseres Tilgivelse,
fordi vi for Kortheds Skyld have kaldt de Præster, som
tilsidesætte Religionen, de moralske istedet for de moraliserende, da det
aldrig var vor Hensigt derved at udsige noget om deres Gemyt.
Egeløkke paa Langeland den 1 Oktbr. 1806.
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Kandidat i Theologien.
|