File size: 48,195 Bytes
f1e5b38 |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 746 747 748 749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800 801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 841 842 843 844 845 846 847 848 849 850 851 852 853 854 855 856 857 858 859 860 861 862 863 864 865 866 867 868 869 870 871 872 873 874 875 876 877 878 879 880 881 882 883 884 885 886 887 888 889 890 891 892 893 894 895 896 897 898 899 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979 |
Lidet om Sangene i Edda.
Island! hellige
Øe, Ihukommelsens vældigste Tempel!
– – – – – –
Altid en Marv af Ild udvikled' din skinnende Iisfrugt,
Bredt dit bølgende Hav freder om Oldtidens Aand!
Oehlenschläger
Ingen tvivler vel længere paa, at jo de
ærværdige Sagn, Saga med Griffel og Skjold
optegnede i sit Tempel paa den af
Nordens store
Skiald
værdig besiungne Øe, tyde i Samklang med Eddas høie Qvad hen paa en episk Old, der, liig Grækenlands, ligger bag vor Historie.
En ligesaa skiøn som priselig Id er det for
Bragas yngre
Sønner, at fremtrylle for
vort Øie Billedet af det betydningsfulde Liv, der, skiult
under Mythernes dunkle Slør, end mere tilhylles af det forældede Sprogs dækkende
Klædemon. Er det aandshævende, at indtrylles
i en høiere Tilværelse, Digterens Phantasie selv skabte, da vorder det dobbelt,
naar denne, ved sit historiske Anstrøg, ligesom paatrykker Virkelighedens Præg;
det ligger jo selv i Tingens Væsen, at Nydelsen af et saadant Konstværk maa være
langt friere, da det ei nær saa stærk opfordrer til
den sørgelige Sammenligning mellem det Ideale og Virkelige, det poetiske og
prosaiske Liv. Hvad vi skue, som engang tilværende, opluer Haab om Fornyelse; men hvad der optræder, som det
bestemt Modsatte af Tilværelsen, bedrøver os, og det saa meget mere, jo
skiønnere det er. Hvilken Nydelse derimod bør af os agtes som den høieste, er en
ligesaa interessant Opgave, men som ikke hører hid.
Et andet Spørgsmaal opstaaer derimod med trængende Fordring
paa Svar, det nemlig: hvorledes bør Eddas Sange
benyttes af Nutidens Digtere?
Hr. J. Møller har – i
Minervas Maihæfte – søgt kortelig at besvare det, og leveret en
Bearbeidelse af Digtet:
Skirners Reise.
En Materie, der er blevet saa lidet afhandlet, og dog har saa
stor Interesse for hver, der kiænder den, bør ustridig betragtes fra flere
Sider, og dette
er min eneste Hensigt, i det jeg drøfter hans Meninger, og
det Forsøg, der maa ansees som et Foster af samme.
Hr. M. troer, der gives trende
Maader at behandle hine Oldtidens Levninger paa, og angiver disse at være:
1) At give en tro Oversættelse af
samme.
2) At laane enkelte Træk, og bringe
disse ind i et nyt Malerie.
3) At udfylde den gamle Skyggeridsning
til et Heelt.
Saa enige, vi tildeels ere i Ordene, saa lidet torde vi vel
være det i en stor Deel af disses Betydning, hvilket vil vise sig i den følgende
Undersøgelse.
Hvad vi kunne vente af de
eddiske Sanges tro Oversættelse, behøve vi ei at lære i Tydskland, da vor
Sandvig tilstrækkelig har viist det; men
dette vilde jeg ikke kalde en poetisk Benyttelse, da det egentlig kun er et
Arbeide til Digternes Brug.
Ingen kan med mere Længsel end jeg hige efter Opfyldelsen af
vor Oehlenschlägers
Løvte om en Oversættelse af Islands Sagaer; men herved maa jeg anmærke, deels, at hiint
Løvte, saavidt jeg erindrer, ei strakte sig
til Edda, og deels, at han tillige lovede, med
varsom Haand at afviske det giennem Aarhundreder
paafaldne Støv, der vanhældede deres
Aasyn. Under denne Betingelse, men ogsaa kun
under den, maatte man, af en Mand, som Aladdins Forfatter, ønske Sagaerne
givne paa vort Maal, men neppe nogen af Sangene
i Edda.
At enkelte Træk kunne laanes,
og indbringes i et nyt Maleri, er vist; men naar der lægges til: “af hvilken Skole det end er,” da trænger dette til
en nøiere Bestemmelse. Skuede vi et Træk af Raphaels Pensel i et Maleri af en anden Skole, hvis Figurer
allerede i sig selv viste en høi Tendents, og altsaa kunde slutte sig til hiint,
da vilde det end mere hæves ved dette ene Træk; men overflyttedes det paa et
Maleri af en lavere Skole, der laante sine Idealer af Virkeligheden, da maatte
der enten fremstaae en saare ubehagelig Contrast, eller det Høiere maatte
nedstemmes til det Lavere, hvorved det tabte sin Betydning, og da kunde man ei
længere sige, det var et caracteristisk Glimt af den store Maler.
Saaledes ogsaa her. I et sandt Digt, men ogsaa kun i et
saadant, er det tilladt at laane et eller flere Træk af Oldtidens Digtning, der
da enten maa forene sig til Digtets kulminerende Punkt, eller, som Straaler fra
en høiere Sol, tiene til at give enkelte Partier et, i Følge deres Stilling
nødvendigt, stærkere Lys.
Den, som veed, at det blot Behagelige, udvortes Harmoniske ofte fremtraadte, som var det Poesi, og troede at smiggre Oldtiden, ved at nedværdige dens Figurer til betydningsløse Udvexter paa sit uorganiserede Hele, eller til Materialier i en Bygning af laveste Stiil, vil ikke antage dette for Ordstrid.
At H. M. ei har forbundet samme Begreb med hine Udtryk, som jeg, synes at vise sig derved, at han forvexler denne Brug af Oldtiden med sammes comiske Behandling, der dog er noget ganske andet. At jeg ikke har misforstaaet ham, derfor borge disse hans Ord: “Saaledes har Baggesen giort, i det han skiænkede os en af vor Litteraturs ypperste comiske Fortællinger: Odins Reise til Dovre”.
Det er ikke her Stædet, at udvikle Ideen om comisk Digtning, men at den ingenlunde tillader al mulig Licents for at tilveiebringe Contrasten,
Comus's Yndlingssøn, er dog nok vist; thi kun i Synspunkten, hvorfra Æmnet betragtes, er den negative Poesi forskiællig fra den positive, og begge maa gaae frem med samme Strænghed og Nødvendighed. Den paa Overfladen spillende Vittighed, Jovialitetens letspøgende Fader, der corresponderer med det Behagelige, fortiener ikke Navn af comisk Digtning, skiøndt jeg vel veed, de ofte ere blevne, og end daglig blive forvexlede.
Endog blot af dette Vink vil man kunde slutte, jeg ikke troer,
at Baggesen i nysnævnte Fortælling har truffet den Synspunkt, hvorfra Mythen om Poesiens Oprindelse komisk burde sees,
skiøndt jeg derfor ingenlunde nægter den meget spillende Vid, og enkelte sande
comiske Træk, blandt hvilke jeg vel frit tør udpege det, der lader Dumhed blive
en betinget Nødvendighed for Menneskene, paa det de ei, liig Qvaser, skulle briste af Klygt.
Det var at ønske, at Oehlenschläger
, med sit dybe Kiændskab til Oldtiden, og
den comiske Styrke, der undertiden, som det synes, mod hans Villie, trænger sig
frem, vilde skiænke os noget i dette Fag; thi nødig vilde jeg antage, at han
virkelig, hvad nogle hans Yttringer halv lade formode,
troer, den negative Digter staaer paa et lavere Trin end den positive,
da jeg mener, der ei var vovet meget i den Paastand,
at hiin stedse, under forandrede Omstændigheder, kunde blive, hvad denne,
denne derimod ingenlunde altid, hvad hiin er. Uden at udvikle dette
nøiere, ved at vise Forskiællen mellem Digternes og Digtarternes Superioritet, vil jeg
blot anmærke, at Alderdommens komiske
Behandling ingenlunde bestaaer i at fratage Mytherne deres Betydning, men i at
give dem en anden, der, uden selv at være et Noget, bestyrtser ved sin tilsyneladende Dybde.
Nu komme vi til den tredie Maade at behandle Sangene i Edda paa, den, at udfylde den gamle
Skyggeridsning til et Heelt. Bedre kunde vel Udtrykkene ei være valgte, og komme
omtrent overeens med, hvad Øehlenschläger
siger om sin underskiønne Bearbeidelse af
Vaulunds Qvæde.
Dette gamle og ærværdige
Sagns
fierne og halv hendøde Toner – siger Digteren – har jeg, saa godt det
stod til mig, samlet i min Siæls Øre, og udfyldt med, hvad, en indvortes
Stemme sagde mig, var udslettet af Tidens Haand. Jeg maa ellers
bekiænde, at dette mindede mig ubehagelig om, at jeg ei levede i
Oldtiden, og har derfor neppe sit rette Sted i Digtet selv.
Ustridig er en saadan Udfyldning, der tilsætter af samme Malm,
hvad Tidens Haand udslettede, og lader den dybe Sands, der skiuler sig bag
Digtet, træde tydeligere frem, den Bearbeidelse, der aabner os det herligste
Blik i Oldtiden. Stolte kunne vi være af, at
vor Litteratur ei længere mangler et Mynster af dette Slags. Vi eie det i
Vaulundurs Saga, og saa mange Modificationer, end det Ydre maatte kunne
tilstæde, tør jeg troe, at hvert Arbeide, der fremtræder som Udfyldning af Eddas Sange, bør i sin indre Organisation ligne
denne skiønne Blomst, hvis Rod staaer fast i Eddas
hellige Jord, og hvis Krone, skiøndt paasat af den yngre Digter, synes
udsprungen af dens egne Safter.
Saaledes maa H. M. ei have tænkt; thi da havde han ei givet os
dette Forsøg, der dog ogsaa skal være en Udfyldning, men, som han selv anmær
ker, mere beregnet efter Nutidens Smag. Saare studsede jeg
ved at læse dette; thi vel veed jeg, at den
forstandige Periode ogsaa har viist sig conseqvent nok til at berøre
Oldtidens Helligdomme med ligesaa uskaansom og afklædende Haand, som ethvert andet Menneskets Høieste; men jeg troede, det
dog engang var Tid at aflægge den underlige Grille, at ville assimilere Oldtid
til Nutid, det er: giøre hiin ligesaa betydningsløs, som denne, istædenfor at
man burde stræbe at eludere Tilværelsen, ved
Fremstilling af den høiere svundne.
Jeg veed ikke, om Hr. Ms. Arbeide vil behage det Publikum, der paastaaer at have varm Følelse for Oldtiden, men det veed jeg, at samme ei derved vilde lægges for Dagen. Ja
jeg tvivler endog paa, at selv Smagen, denne hinkende
Vrager og Maaler i Skiønhedens nyere
Rige, vil paatrykke dette Product sit anbefalende Stempel.
Det Følgende maa afgiøre, om Ovenstaaende er en løselig
henkastet Dadel, eller Resultatet af den strængeste Prøvelse, hvilken jeg troede
nødvendig, ei saameget for Arbeidets egen Skyld, som for den Skade, det, leveret
af en Mand, hvis Kundskaber fortiene Agtelse, og indrykket
i et saa meget læst, og med Rette yndet
Tidsskrift
, kunde volde, ved at udlokke flere paa
denne ligesaa jevne, som vildfarende Vei.
Det synes næsten, som Forfatteren ei ret er enig med sig selv
om Synspunkten, hvorfra han ønsker sit Arbeide betragtet, thi skiøndt han siger
sig, at ville udfylde den gamle Skyggeridsning, og indbringe mere Lys og Eenhed
i Fortællingen, paastaaer han dog, det er ingen Kopi, men blot et Maleri af
Oldtiden. Det beroer her ganske paa Begrebet om Ordet: Kopi; men for ei at
efterlade Noget, vil jeg, efter at have betragtet det som en Bearbeidelse af
Digtet: Skirners Reise, tilføie et Par Ord om det som et blot Oldtidsmaleri.
Naar man stiger ned fra den høiere Standpunkt, er
Skirners Reise et af dem blandt Eddas Digte, der
mindst trængte til en Udfyldning, da det træder frem som et sluttet Heelt, og
bestemt angiver Aarsagen til, Omstændighederne ved, og Udfaldet af Reisen.
Tilsætningerne, det har faaet, ville neppe give det mere Interesse, uden for
dem, der ere saa vante til Romanintriger, at de endog ville gienfinde dem blandt
Guderne, og man maa ikke saa ganske troe Forfatteren, naar han siger, ei at have
digtet noget derind, som jo stemmer overeens med Personernes Karakter, og
Fabelalderens Kostüme. Intet var lettere end at godtgiøre dette, men da jeg siden maa omhandle netop disse Tilsætninger, vil jeg undgaae Gientagelse, og blot her betragte de Forandringer, Digtet har maattet lide, saavel i udvortes, som indvortes Bygning, for at udfinde Resultatet, om det derved er blevet skiønnere, lysere, og mere eens med sig selv. Det sidste angiver Hr. M. selv som sit Maal, og hans Forbindtlighed til at give noget Skiønnere for, hvad han bortkastede, vil neppe Nogen drage i Tvivl.
Forandringerne i Digtets Indhold ere foruden nogle mindre betydelige:
Udeladelsen af
Skirners Tale til Hesten, og Digtets
Slutning.
Benyttelsen af en Tryllestav og et usynligt Tryllespeil,
istæden for Trudslerne i Digtet, til at forandre Gerdas Sind.
Denne sidstnævnte Forandring har Forfatteren havt i Tanker,
naar han ei tvivler paa, at jo den skiønsomme
Kiænder vil bifalde den Maade, hvorpaa han forklarer og hæver Gerdas Vægring.
Imidlertid kunne dog nok her med
Føie giøres adskillige Indvendinger.
Brugen af Runer, Elskovsdrikke, og indviede Frugter, er
bekiændt nok
Som levende i et litterairt
Tomos
, haaber jeg, det tilgives mig, at jeg ei kan opgive de
Sider og Linier i Volsunga, Thorstein Vikingsons Saga &c., hvor
Beviserne findes for – hvad der ei
trænger til Beviis!
, men ved en Tryllestav at oplukke en saadan Perspektivkasse, som Leviathan for Faust, og derved forandre Pigens Sind, finder neppe nogen Hiemmel i Levningerne fra Nordens Oldtid
Noten under Ordet
tams vöndr
i Eddas magnæanske Udgave, som maaskee har forledt
Hr. M., troer jeg med Ret at kunne
forbigaae, da den deels er ubestemt, og deels ei støtter sig paa noget
Oldtidens Sagn, men blot paa en saare vilkaarlig Forklaring af Ordet
gambantein
i det Følgende.
.
Dog, om hiin Tryllestav og dens Virkninger end ikke vare saa
fremmede for gamle Norden, som jeg troer dem, saa vilde de dog aldrig her være
at anvende, eller foretrække for Maaden, hvorpaa Skirner i det gamle Qvæde naaer sit
Maal. Man behøver blot at huske, at Gerda ei
var en af Nutidens Damer, der, følende Mangel paa indvortes Glands, ofte saa
gierne sælge sig for udvortes Glimmer, laantes den end fra Jordens meest
underordnede Guder. Nei, Gerda var den
ubestikkelige Oldtidens Mø, der lukkede Øret for de
elleve Æbler af luende Guld, ja selv for Drupner, denne over al Priis ophøiede Ring, der lader Jordens største
Underværker bag sig, i det den, som Konstens høieste Triumph, forbandt den
livløse Naturs skinnende Krone med det organiske Legems frembringende Kraft
Man huske her den skiønne Mythe, at:
Otte lige tunge (Ringe)
Dryppe fra den
Hver niende Nat.
. Vilde hun ladet sig bevæge ved at see den Pragt, hun desuden vel vidste, fulgte
med Guden? neppe! men en ganske anden Virkning maatte det giøre paa Pigen, hvad
Skirner sagde, hvilket jeg her, for at
sætte flere i Stand til at dømme, end dem, der have Originalen, eller
Sandvigs Oversættelse, vil udskrive.
Seer du det Sværd, Mø!
Tyndt og smidigt,
Jeg har i Haanden!
Vist for dets Egge
Falder gamle Jette
,
Feig bli'r din Fader.
Jeg dig med Tvangs Kiæp
Den omtalte
tams
vöndr,
der enten er en blot Omskrivning af
mæki
Sværdet i det Foregaaende,
eller den Runestav, hvormed Gerda siden trues.
Dræber, eller tæmmer
Efter min Villje, Mø!
Did skal du gange,
Hvor ei Folkets Sønner
Siden dig see.
Hist du paa Ørns Høi
Tidlig skal sidde,
See ud fra Verden,
Vendt imod Hel.
Ledere Mad du
End hver Mand da fange,
Styggeste Orm paa Jorden!
Til Under du vorder,
Naar du udkommer,
Studsende Hrimner
Og Alt dig beskuer;
Meer kiændt du skal vorde,
End Gudernes Vægter.
Bortgab saa din Længsel!
Øde og Angest,
Fængsel og Utaal
Smertens de bittre
Taarer forøge!
Sid du paa Sædet!
Men jeg dig forkynder
Grumtbølgende Smerte,
Og dobbelte Jammer.
Spøgelser skulle dig
Ængste om klaren Dag
Hist udi Jetters Gaard.
Til
Hrimthussers Sale
Skal du hver Dag
Vanke udtæret,
Vanke fortvivlet.
Graad du for Gammen
Stedse skal have,
Bade din Smerte i Taarer.
Til trehov'det Thusse
Skal du bindes,
Eller mandløs være.
Din Lyst skal gribe dig
Hver en Morgen,
Du vorde som Tidslen,
Der trængt henvisner
I golde Jord!
Jeg tør ikke paastaae, at have truffet den retteste
Oversættelse af dette mørke Sted, men til Sammenhængen troer jeg den
passende. Man kunde ellers ogsaa oversætte:
du vorde som Tidselen, der trængt af Ilden, hendøer ufrugtbar.”
Meningen bliver den samme.
Jeg gik til Høien,
Til grønne Skove,
Hævnstaven at faae,
Hævnstaven jeg fik.
Vred er dig Odin,
Vred er dig Asers Fyrste,
Freir dig skal hade,
Men ei før, onde Mø!
Dig haver rammet
Gudernes hævnende Vrede.
Hører, Jetter!
Hører, Hrimthusser!
Suttungs
Sønner!
Selv Asers Venner!
Hvor jeg forbyder,
Hvor jeg forbander
Mands Fryd for Pigen,
Mands Nyden for Pigen!
Hrimgrimner er Thursen
Dig have skal.
Neden for Nagrind,
Ved Træernes Rødder,
Der skal dig Trælle
Gedepis give.
Aldrig du bedre
Drikke skal nyde,
Mø! efter din Villje,
Mø! efter min Villje.
Thurs
jeg dig skiærer
Kun udi tre Træk,
Kraftløshed, Galskab,
Dertil og Utaal,
Saa jeg det afskiær,
Som jeg det paaskiær,
Om vi behøve det.
Herved maatte Gerda rystes, og
vi finde det saare naturligt, at hun svarer:
Held dig ind heller, Svend!
Tag imod Iiskalken,
Fuld af den gamle Miød!
Dog, jeg forudseer, at Hr. M. vil
sige, Gerda troede ei, at Skirner var Freis Sendebud, og denne Tvivl kunde ei
betages hende ved Trudsler, men vel ved et Glimt af hans Guddom.
Først maa jeg anmærke, at Gerda slet ikke tvivlede, men strax troede, han maaskee var en af Aserne, og siden antog ham for det, han sagde
sig at være. Men sæt, hun havde tvivlet, maatte da ei Tvivlen flux forsvinde,
naar hun skuede Drupner, der brændt med Balder, og af Hermoder hiembragt til Odin, vel ei
kunde være uden i Guders Værge? Var dette hende ei nok, vilde hun neppe
overtydes ved et Syn, der snarere kunde henregnes til Troldevid.
Da altsaa Intet nødte Hr. M.
til at forbigaae
Skirners stærke Qvad, der ved en fri Bearbeidelse end burde
vundet, vil neppe Nogen med Sands for det Skiønne tilgive, mindre bifalde denne
Forandring.
Uden nogen Erstatning er
Skirners Tale til Hesten udeladt,
som lyder saaledes:
Mørkt er ude,
Tid for os at fare
Over lyngfulde Field,
Over Thursernes Land.
Begge hiemkomme vi,
Eller os begge
Fanger hiin mægtige Jette.
Neppe er dette saa ligegyldigt, som Hr. M. synes at have anseet det for; thi foruden dets eiendommelige Styrke, viser det os, at Skirner, skiøndt rede til at vove Alt, dog ogsaa veed, hvad han vover blandt grumme Jetter, der stundom end ei vege for den knusende Mjølner. Han betragter da ei Reisen som et Legeværk,
og vi slutte os fastere til ham, i det vi dele hans Fare.
I Forbigaaende maa jeg anmærke, at her, om ellers noget Sted,
var Rum for en Tilsætning, naar den var saadan, at vi, trods vor paa Udfaldet
spændte Forventning, nødtes til at dvæle ved den, for ei maaskee ene at komme
til Gymers Gaard, og segne for hans dræbende
Blik
,
uden at kunde lindre Freirs Qvide.
Den anden Udeladelse har uhældigviis truffet et ikke mindre
skiøndt Sted i Digtet, dets Slutning, der kun erstattes os med det magre
– næsten maatte jeg sige, platte –
Saa endtes Skirners Frieri,
hvis eneste Fortrin dog
ustridig
er det saare relative,
at det rimer med: “de Dage ni.”
Da Skirner kommer hiem, stander
Freir ude, og siger:
Siig du mig det, Skirner!
Før Sadel er tagen af Hest,
Før fremad du flytter din Fod,
Hvad du udretted'
I Jetteverden
Efter min og din Villje!
Skirner.
Barri hedder,
Som begge vi vide,
Lueglindsende Lund,
Efter Nætterne ni
Gerda vil Niords Søn
Der unde Gammen.
Freir.
Lang er Nat,
Længere tvende,
Hvor kan jeg udholde tre?
Ofte mig Maaned
Kortere tyktes,
End nu den halve
Længselens Nat.
Er denne Udeladelse Nutiden kiær, da ville dog vist Mange frabede sig Indlemmelsen i en saadan Nutid.
Vende vi nu Øiet til det ydre eller poetiske Klædemon, da blive vi mange Forandringer vaer, og kun saare
faa af de gamle Vendinger ere beholdte. Først maa jeg i Almindelighed bemærke,
at Originalen stedse vedligeholder det rolige Alvor, der er den høie Gienstand
værdig, og altsaa ei har selv fierneste Deel i det utidige Spas, der overalt er
indblandet i den ny Fortælling. Al Spøg er her paa urette Sted, meget mere en saadan som Bemærkningen, da Freirs
Moder mærkede hans Tungsind: "Sligt Mødre først dog altid see," og
mange andre i samme Skik.
Dernæst vil jeg give nogle faa Prøver til Sammenligning mellem
Stilen i begge.
Istæden for den lange Tiltale og Giensvar, som vi i det Ny finde mellem Freir og Skirner, udtrykker
Originalen sig kortelig saalunde:
Skirner.
Siig du mig det, Freir!
Gudernes Vældige!
Som jeg vilde vide,
Hvi du sidder ene
Her i lange Sale,
Herre! om Dagen?
Freir.
Hvi skal jeg sige dog
Kæmpe hiin unge
Min uhyre Smerte?
Alfers Bestraaler
Lyser alle Dage,
Men fryder ei mig.
Freir beskriver sin Mø
saaledes:
Armen lyste,
Men af Armen
Luften og Havet.
Den ny Bearbeider har:
– – – – Hvilken Ynde
I Blik og Skabning, hvilket Skiær
Af Majestæt rundtom
gienlyde
Af Luft og Hav, da hun fremtreen!
Hvilken Skildring giver os det høieste Begreb om Gerdas Skiønhed, og hvilken passede bedst for gamle Nordens Gud?
Skirner forlanger i al
Enfoldighed
Det Sværd,
Der selv sig blotter
Mod
Jetters Æt;
men her maa han minde Freir om, at han i sin Elskovs
Drøm og Sorgens Ruus (?) glemte den Mand, der, som han om sig selv
heel sindrig mælder:
– – – Omgiordet med dit Sværd,
(Hvis du det gier, mit Navn det bær)
De Jetters Pande vel skal finde,
Som vove tør en blodig Leeg
Mod ham, som Lykken aldrig sveeg.
Eddas Sanger lader Gerda spørge:
Hvad er det dundrende Bulder,
Som jeg hører lyde
Hid til vor Huus?
Jord bæver,
Alle Gymers Gaarde
Skiælve derved.
Men Hr. M. lader hende kun
lytte
Til Gangerens Trin, som Gienlyd gav
I Hallen – – – – –
At det Nye her – som vel paa flere Stæder – har
Fortrinet med Hensyn paa den alt Muligt og Rimeligt nøie afmaalende Forstand,
tilstaaer jeg gierne; men nu opstaaer Spørgsmaalet: om den Tilværelse, Digteren
skaber, bør være indkneben mellem samme Skranker, som den os omringende
Virkelighed? Er det saa, da seer jeg ingen Grund til at yde den saakaldede Digter Tak for sine Vers; thi da har han ingen
anden Fortieneste, end ved sine Fodmaal ligesom
at have nødt os til at tælle Hverdagslivets matte
Pulsslag.
Istæden for at opholde Læseren med flere Prøver, vil jeg med
faa Ord berøre Arbeidet, som et Oldtids Maleri, hvori Skirners Reise har maattet tiene som Bygværk.
Strax studser Øiet ved Titelen: “Kiærlighedsgudernes Straf;”
Den Anmærkning rammer blot en hidtil urettet Trykfeil.
Den rigtige Titel er: Kiærlighed, Gudernes
Straf.
K.R.
thi hvem kiænder i Norden nogen Gud, end sige Guder, for Kiærlighed?
Indgangen lyder saa:
Hvi tæmmer ei din Almagtshaand,
O Braga! den forvovne Haand,
Som uindviet sig tør driste,
Din høie Harpe at bortliste?
At aabne dine Tempeldørre
For en vanhellig Afkoms Blik?
Ei vil jeg opholde mig ved den underlige Stemning, det sætter
Læseren i, naar en Forfatter strax erklærer sig ubeføiet til at behandle Æmnet,
han valgte; thi det er nu engang blevet Mode, skiøndt Gud veed, hvorfor? thi,
det være Sandhed, eller ikke, bliver det lige upassende.
Jeg udskrev kun hine Linier, for at vise, hvad Forfatteren har givet os Ret til at fordre. Enten maa vi
see
Valhals
Guder
ved værdig Konst nedstyrtede fra deres Throner,
hvis Glands og Høide dog i Baggrunden maa skimtes, for at Faldets Dybde kan
beregnes, eller vi maa kunne kaste et lyst Blik ind i Digtgudens skiolddækkede Tempel. Smaaheds Børnespil maa da ikke trygle om et Smiil, og Svagheds Vaandeklage ikke naae vort Øre. Kun den høistemte
Harpes rystende Toner maa lyde om de alraadende
Guders betydningsfulde Kamp, eller de
gudlige Heltes Stræben efter Einheriers Fryd. Intet maa da
heller møde os paa denne Vandring, uden Nordens Guder og Nordens Mænd.
Men hvad faae vi at see og høre? En Gud fornærmer Overguden, og straffes derfor, ved at elske, og
komme i Besiddelse af Gienstanden for sin Kiærlighed. Skal heri være nogen Sands, da maa man ansee den tilfredsstillede
Kiærlighed for en Ulykke; thi antager man Kiærligheden for Livets eneste sande
Poesi, for Guddomsgnisterne, der ved Berørelse op
blusse til en hellig Lue, hvilken slynger sig saa tæt om de
Elskende, at de stande liig en samvoxet Plante,
hvis Dobbelthed ene kiændes i de tvende Kroners evige Kys, og af det tofoldige Liv, der udgyder sig giennem deres Porer, hvo vilde da ikke synde, for at fortiene en saadan Straf? Potensere vi nu Kiærligheden saaledes,
som den maatte udtale sig giennem Guden, da
vorder Straffen en end mere glimrende Belønning. Dog dette maa Freir ei have følt, ligesom han i det Hele opfører sig
– om jeg saa maa tale – saare ugudelig. En fremmed Mythologi med nordisk Anstrøg møde vi strax; thi
hvem gienfandt i Eddas hellige Sange
den skinsyge Juno,
den forliebte omflagrende Jupiter
,
de usle ægteskabelige Stride mellem Gudernes Ypperste? Hvo kiænder anden Strid
mellem Odin og Frigga, end den, hvori de modsatte hinanden deres Klygt, for at hæve
den Dødelige, hver havde udkaaret til sin Yndling, uden at denne forbittrede
deres Samliv, der stedse var Udtrykket af reen Harmoni? hvo deelte Aserne? hvo lod Freir optræde som Odins Medbeiler?
Sikkert ikke Oldtidens Digtning; thi den skildrer Aserne som en Klippekiæde, enig med sig selv, kun anfægtet af de hule
Storme, i hvilke de gamle Guders Røst hvinede om deres Tinder, af de høie
Jordskiælv, der udgik fra
Lokes giftbesprudlede Lemmer, af
Muspels Flammer, der,
giennembrydende, truede at splitte dem, og af Havets stigende Bølger, der hævede sig paa Midgardsormens Ryg. Odin har ei, som
Zeus, ved en Lynstraale knuset Titanerne
; nei, fængslede vente de
paa Ragnarokr, for at maale deres Kraft med
hans, og de andre Guders, som derfor slutte sig tæt til hinanden mod de fælles
Fiender.
Saare urigtigt er det, at lade Odin være vred paa Freir, fordi
denne paa Jorden lovsynges som Freds og Frugtbarheds
Giver; thi, forudsat, at Aserne
burde være saaledes uenige, maa man, for at troe hiint, bestemt antage
Odin som
Krigens, og
Frei for Fredens Gud. Men, mon der ikke ofredes til Odin for god Grøde, mon ikke Krigen ligesaavel
kaldtes
Freis
Leeg, som
Thyrs Thing, og
Odins Uveir?
Saasom i
Glyms Drape
.
Sikkert have Alle, der ei bleve paa Overfladen af
Nordens Mythologi, fundet, hvor vanskeligt, eller rettere
umuligt, det er, at tillægge enhver af Aserne
sin bestemte Forretning, og jeg seer heri en større
Fuldkommenhed, end hos Grækernes Guddomme med den strængere
Individualitet. Af det Sagde troer jeg det indlysende, at Grækernes Gudestrid ei kan eller bør omplantes
paa Nordens Grund, og vil da end et Sagn, at
Odin vrededes, fordi Frei besteg Hlidskialf,
maa det ansees for Tilsætning af en senere
Haand, der, kiændt med Græker eller
Romere, vilde gienfinde deres Gudelære i sit Fædrelands. Dette er saameget des troligere, som Sagnet først findes i den saakaldede Snorres
Edda. Vil man end ei give mig Ret, skiøndt hele Gudelæren er mit
Beviis, da forbinder man sig ogsaa til at oplyse, hvorledes Freis Kiærlighed kunde være en Følge af Odins Vrede, og Skirner
dog medbringe
Odins Ring, Drupner, for derved at vinde Pigen, men det er dog nok
umuligt. Dog, antog man ogsaa for et Øieblik, at Frei skulde straffes af Odin, vandtes derved Intet for Hr. M.; thi da opstode tvende retmæssige Fordringer, som han ei har fyldestgiort. Straffen maatte udøves af En, som kunde straffe, og være afpasset efter Forseelsen, hvis Storhed er antaget. Freia kunde ikke straffe, thi hun havde ei, liig Aphrodite, en buevæbnet Eros, der med barnagtig Ondskab forbittrede Menneskers Liv; men var Kærlighedens milde Gudinde, hvis Rok – som Digteren saa skiønt siger –
fremluer – – – saa blid
Ved Kiærligheds salige Midnatstid,
Sødtstraalende, bævende, hvid.
Gudinden, som
– deilig, mild,
Med runde Fingre den Silke spinder,
der skal omvinde de Rosenkiæder, hvormed hun
– – – kiærlig og elskovsvarm,
Med den runde, snehvide Arm,
Slynger Yngling og Pige Barm til Barm,
Som
– – bønhører hvert kiærligt Ord,
Der opstiger til hende fra det
Sukkende Nord.
Straffens Upasselighed har jeg forhen omtalt, men vil her
tilføie, at skulde der straffes, kunde det skee paa det stærkeste, hvilket
Enhver vil indsee, ved at læse, hvad Loke
siger til Frei i Ægirs Drekke:
For Guld du kiøbte
Dig Gymers Datter,
Og solgte dit Sværd;
Men naar Muspels Sønner
Over Mørkvid ride,
Ulykkelig ei veed du,
Hvormed du skal stride.
Det ikke ganske sløve Øie vil her see en værdig Straf for Freis formastelige Id; men for det lidet skarpere vorder det klart, at Odin aldrig kunde straffe saaledes, og derved berøve sig en
drabelig Medstrider i
Vigridris taagede Dale, der maaskee kunde, væbnet med sit
Sværd, splittet Fenrisulvens Gab, før det lukkede sig over Alfbestraaleren og den høie As.
End maa jeg anmærke, at Indbydelsen til, i Frei og Skirner
at see Nordens Orest og Pylad
, er meget
utidig, da her, i det mindste efter nærværende Fremstilling, ei er fierneste
Liighed; samt at det røber saare nedstemte Begreber om Freias Magt, at hun selv
maa reise til Jotunheim, for at udlokke Gerda af sit Jomfrubuur.
Resultatet vorder da, at det er saa langt fra, enten Oldtid
eller Nutid vinder ved slige Bearbeidelser og Malerier, at man tvertimod
inderlig maa ønske, aldrig Nogen oftere vil træde i dette Fodspor.
Er det virkelig saa, at vor Tidsalder ei vil værdige Oldtiden
et Blik, uden naar den lader sig tilsyne i et saadant Klædebon, lad da gamle Norden hvile rolig bag den hellige Taage, som
omgiærder den, og ei vanhelliges, ved i Harleqvins Dragt at fremledes til Latter for udartede Slægt!
Engang vil dog vel Jordens onde
Dæmon, Lokes Afkom, der spottede det
Høieste og Dybeste, vorde som hiin, med sine
udryddede Børns stærke Tarme, bunden til de nøgne Klipper, af hvis frodige
Vexter hans giftige Aande udpustede Saften; og Menneskenes Øie atter
oplades for det betydningsfulde Liv, der skiuler sig bag Historiens Ophav, og
spirer i Ahnelsen af den fierne Fremtid.
Jeg vil angive Synspunkten, hvorfra jeg seer
Skirners Reise, dette
herlige Digt, der, fra jeg første Gang saae det, svævede for mit Øie med høi
Betydning.
Jeg betragter det som et Glimt af
de ubøielige Norners Virken, i det de med
sikker Haand forberedede Catastrophen i det store Drama, da Tidens Dør skulde lukkes ved dens Guddommes Undergang. Et saadant Glimt, eller maaskee endnu høiere, see vi i Balders Død, hvilket jeg maaske
ved en anden Leilighed vil søge at udvikle. Aserne skulde gaae under, men disse, med det Evige Forlenede, maatte
selv assimilere sig til det Endelige, for at staae under dettes Love, de maatte
selv bortgive deres Evighed. Saaledes havde Nornerne bestemt, at Frei skulde giøre sig selv
vaabenløs, for at erholde Gerda. Dette maatte
skee, og selv Aserne kunde kun modsætte sig,
men ikke afværge det. Odin vrededes over, at
Frei satte sig i Hlidskialf, ei fordi han derved troede sig fornærmet, men
fordi Synet af Gerda var det første Led af
Ulykkens Kiæde, som de andre med Nødvendighed maatte følge. Aserne samles ved Ydrasils Rod, for at raadslaae om, hvorledes Frei, uden at miste sit Sværd, kunde erholde Gerda, og Odin sparer end ikke Drupner, for
at afvende Ulykken. Dog, Skirner vover ei at
fare giennem Jetters Lande, uden at være
væbnet med Freis Sværd, og det kunde vel endnu
være reddet for Guden, dersom Gerda havde
overgivet sig for Guldet og Ringen; men da Skirner maa lade det blinke for hendes Øie, da han maa tye til Hævnstaven, han med det afskar, da er det tabt
for evig. – Antog man – hvilket i det mindste maatte være Digteren
tilladt – at Gerdas Moder, Aurboda, var den samme, som Angrboda, Lokes
uheldsvangre Fril
le, da vilde det
end vorde betydningsfuldere, og mange Steder i Digtet vilde lade sig bedre
forklare, da saae vi mere klart, hvi Frei sagde:
Min Elskov til Møen
Er større end Nogens
I Alderens Vaar;
Men Aser og Alfer
Det aldrig tillade,
At vi blive eens.
og hvi Gerda med saadan Bestemthed erklærede:
Jeg og Frei,
Medens vort Liv varer,
Bygge aldrig sammen;
thi hun hørte da til Asernes svorne Fiender.
Paa denne Maade vilde vi ogsaa bedre begribe hine Gerdas Ord, da Jorden bævede ved Skirners Komme:
– Mig ahner,
At herude er
Min Broders Bane.
Vi behøvede da ikke med Hr. M. at
troe, hun her meente en Elsker, der vilde ægte hende mod hendes Villie, og i
Kamp med hvem hendes Broder var falden
Dette er desuden urimeligt, deels fordi hun da
allerede maatte været i Elskerens Vold, og deels fordi Lyden der ei blot
ryster Gymers Gaarde, men hele Jorden,
maa forkynde selv meer end en Jettes
Færd.
. Nei, hun mener, da Asa-Thor, der i Rag
narokr skal dræbe Midgardsormen, hendes Moders Søn.
Vi behøvede da ei at antage nogen Sindsforandring hos Gerda; men hendes Vægring var, maaskee efter Lokes Indskydelse, ene beregnet paa, at Frei skulde miste sit Sværd.
Da begrebe vi ogsaa det, ellers Underlige, at Gymer slet ikke lader sig tilsyne.
Dog, Digteren maatte antage det Sidste, eller ikke, saa vilde han dog stedse i Skirners Reise finde Æmne til et af de skiønneste Dramer, Oldtiden kan avle.
Beslægtet hermed er en Anvendelse, jeg længe troede, med Held kunde giøres af vor hele Gudelære; men da selv en tydelig Fremstilling af det styrende Princip fordrede et langt dybere Studium af Oldtiden, end Omstændighederne – desværre! – tillode mig, vil jeg oppebie Fremtrædelsen af Edda, Oehlenschlägers Digt
; thi maaskee blev det denne Bragas Udkaarne forbeholdet, at udføre den store Idee, jeg kun halv dunkelt ahner.
Grundtvig,
Cand. Theol.
|